8.000 lysår væk: Hubble finder tungtvejende beviser for første exomåne
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

8.000 lysår væk: Hubble finder tungtvejende beviser for første exomåne

Kunstners fortolkning af exoplaneten Kepler-1625b's passage forbi stjernen med exomåne-kandidaten bag sig Illustration: Dan Durda

Efter seks års intens søgen i lyskurver lader det til, at jagten på den første exomåne endelig er ovre.

Nye tungtvejende beviser tyder nemlig på, at der 8.000 lysår fra Jorden i kredsløb om planeten Kepler-1625b svæver en måne omtrent på størrelse med planeten Neptun.

De første tegn på månen blev spottet i 2017 af professor David Kippings forskerhold, der siden 2012 har søgt efter tegn på exomåner i lyskurver indsamlet med Kepler-rumteleskopet.

Læs også: Nu begynder jagten på exomåner

Sidste efterår rettede de så Hubble-rumteleskopet mod den fjerne sollignende stjerne Kepler-1625, og selvom forskerne endnu ikke vil erklære et endeligt bekræftet 'fund,’ så gav de 40 tildelte timer med det ultrapræcise teleskop tungtvejende beviser for, at planeten Kepler-1625b havde en måne med på slæb, da de observerede dens passage forbi stjernen.

Det viser deres forskningsartikel, som i dag blev udgivet i Science Advance.

Månen består i så fald af gas, er omtrent på størrelse med Neptun og kredser om gasplaneten Kepler-1625b, der er på Jupiters størrelse. Både med hensyn til radius, masse og afstand svarer planet-måne-parret omtrent til en opskaleret version af Jorden og Månen.

Resultaterne skal nu efterprøves i yderligere undersøgelser, men hvis hypotesen viser sig at holde stik, er der tale om et stort skridt, der potentielt kan give indsigt i emner som planeters dannelse og beboelighed samt livets udvikling.

Afsløret på Twitter

Jagten bygger på samme koncept som Kepler-missionen. Lysstyrken fra fjerne stjerner måles, og når den periodevis falder, kan det være et tegn på en planet, som passerer.

Hvis den målte lyskurve formørkes yderligere, men i mindre grad, efterfølgende, kan det derudover være et tegn på, at planeten har en måne med sig, der ligeledes kaster sin skygge.

David Kippings jagt havde dog indtil for nyligt endnu aldrig givet bid. Det ændrede sig sidste år, da hans studerende Alex Teachey, efter at have analyseret 284 lyskurver, endelig fandt én, der tydede på tilstedeværelsen af en måne på størrelse med Neptun.

Læs også: Spørg Scientariet: Hvad får man ud af at undersøge exomånerne?

Både månens usædvanlige størrelse og den begrænsede data krævede flere observationer, og derfor bad David Kipping i sommeren 2017 om lov til at benytte det fire gange mere præcise Hubble-rumteleskop i 40 timer, hvilket han fik.

Kunstners fortolkning af exoplaneten Kepler-1625b med dens store hypotetiske måne. Illustration: Dan Durda

Da den oplysning blev gjort offentligt tilgængelig af Nasa – og spredt på Twitter af en astronomkollega – løb medierne med historien. Alle med en smule kendskab til David Kipping vidste nemlig, hvad det betød.

Dengang var Alex Teachey og David Kipping hurtige til at nedtone 'fundet'.

»Vi har brug for opfølgende observationer fra Hubble, fordi vi føler, at vores data fra Kepler er utilstrækkelig. Beviserne er spændende, men ikke nok til at hævde et fund endnu,« skrev Alex Teachey i et blogindlæg i Scientific American.

Tungtvejende beviser

Med observationerne fra Hubble er 'fundet' nu kommet langt tættere på. I lyskurverne fra rumteleskopet fandt forskerne nemlig to tydelige afvigelser i forhold til en måneløs forventning.

Kepler 1625b's passage begyndte således næsten 80 minutter tidligere end forventet. Det tyder på en såkaldt Transit Timing Variation (TTV), der er en af de første foreslåede opdagelsesmetoder for exomåner og ville svare til netop en exomåne på størrelse med Neptuns indvirkning på Kepler-1625b’s bane.

Det kunne dog også skyldes andre faktorer, som for eksempel påvirkningen fra en anden uopdaget planet i solsystemet. Den anden afvigelse taler derimod mere utvetydigt for exomånens eksistens.

Læs også: Himmelfænomen afslørede mulig måne med atmosfære uden for solsystemet

Mens Kepler-1625b's passage tydeligt kunne ses på stjernens lysstyrke gennem de 19 timer, den varede, så faldt lysstyrken igen, i langt mindre grad, 3,5 timer senere. Et fald, der netop indikerer en exomåne på størrelse med Neptun, som »trækkes efter planeten som en hund i snor«.

Mens resultaterne er blevet gennemtestet og ifølge David Kipping er ‘tungtvejende,’ så vil forskerne bag endnu ikke helt hævde et bekræftet fund.

Det skyldes blandt andet, at forskerholdet i jagten på exomånerne har skubbet rumteleskoperne »ind på uudforsket område«. Både med hensyn til længden af observationerne, og hvor svag en stjerne der har dannet baggrunden for lyskurverne.

Hvis der ikke er tale om en exomåne, skal der dog gøres en række andre selvstændige antagelser om hver af de observerede afvigelser, og derfor er hypotesen om, at Kepler-1625b har en exomåne på størrelse med Neptun med på slæb, den bedste, fortæller David Kipping.

Hør David Kipping fortælle om resultaterne:

Citat:
"Resultaterne skal nu efterprøves i yderligere undersøgelser, men hvis hypotesen viser sig at holde stik, er der tale om et stort skridt, der potentielt kan give indsigt i emner som planeters dannelse og beboelighed samt livets udvikling":

Hvorfor studere en planet og dens måne 8000 lysår væk hvis formålet er at få en viden som man bedst kan lede efter i vores eget solsystem? Forholdene af gasser og partikler til stjerne- og planetdannelse er ikke ens overalt, så man kan ikke finde andet end en principiel forklaring på dannelsen, hverken i vores eget eller i andre andre stjerne systemer.

Skal en principiel forklaring på en stjerne- og planet/måne-dannelse findes, må man inkludere undersøgelsen af en givet stjerne med i hvilke andre forhold stjernen bevæger sig i. For vores Solsystem´s vedkommende vil det indbefatte at man indregner Mælkevejens forhold i dannelsen af Solen og Solsystemet som sådan.

  • 0
  • 4

Skal en principiel forklaring på en stjerne- og planet/måne-dannelse findes, må man inkludere undersøgelsen af en givet stjerne med i hvilke andre forhold stjernen bevæger sig i. For vores Solsystem´s vedkommende vil det indbefatte at man indregner Mælkevejens forhold i dannelsen af Solen og Solsystemet som sådan.

Forklar, forklar. Hvad er en principiel forklaring? Det interessante er at finde generaliserede lovmæssigheder, der kan anvendes med forskellige parametre, der lokalt kan være meget forskellige. Er måner almindelige) Hvilken betydning kan de have for livets opståen? Jvnf. forskellige teorier om vores månes betydning, ect.

  • 0
  • 0