Mellem 60 og 80 ton radioaktivt dansk atomaffald er på vej til udlandet. Ikke for at blive opbevaret på slutdepot, sådan som mange måske håber på, men derimod for at blive sandblæst, brændt og smeltet til ukendelighed.
»Vi håber at kunne sende de første containere af sted inden udgangen af året,« siger projektleder Heidi Sjølin Thomsen fra Dansk Dekommissionering, der står for at håndtere det danske atomaffald.
Det affald, der bliver sendt af sted i denne omgang, er primært jern, stål og bly. Det er blandt andet rester fra tanke, ventiler og komponenter fra rørsystemer fra nedrivningen af DR1, DR2 og DR3 med en lav stråling. Endelig bliver der tale om almindeligt, blandet brændbart materiale - lidt som man kender det fra genbrugsstationen.
Dansk Dekommissionering har netop modtaget tilbud fra internationale virksomheder med speciale i at håndtere radioaktivt affald. Kun en håndfuld selskaber i Europa mestrer den type opgaver. Et at dem er svenske Studsvik, der hører hjemme i Nyköping syd for Stockholm, men som har afdelinger i både Storbritannien, Tyskland og USA.
Studsvik er specialister i rense og omsmelte radioaktivt affald, så helt op mod 95 procent at materialer som stål, aluminium og kobber kan genbruges, fortæller Mats Andersson, der er chef virksomhedens svenske aktiviteter.
»Metal fra nukleare anlæg er af høj kvalitet, og derfor kan det som regel godt betale sig at genbruge affaldet,« fortæller Mats Andersson.
Den primære årsag til, at ejerne af nukleare anlæg sender affald til Studsvik, er dog et ønske om at reducere mængderne. Slutdepoter er dyre, især for lande med meget affald, og derfor kan det godt betale sig at reducere volumen.
Det sker gennem en længere proces, som Studsvik har forfinet gennem de sidste mange år, og som derfor er hemmelig i sine detaljer, fortæller Mats Andersson. Overordnet bliver affaldet dog renset for radioaktive partikler, så man kan genbruge metallerne på niveau med andre tilsvarende metaller.
Ved modtagelse bliver affaldet opdelt i mindre stykker, der måles for radioaktivitet. Studsvik kan modtage metallisk affald med en overfladedosis på op til 0,2 mSv/h, men kan i særlige tilfælde tage materiale, der har en aktivitet på 0,5 mSv/h. Det er med andre ord kun lavaktivt affald, som Risø kan sende af sted.
Affaldet skal eventuelt først renses ved en form for sandblæsning (se illustrationen ovenfor). Herefter bliver komponenterne smeltet i en stor ovn. Processen betyder, at de radioaktive elementer i det smeltede affald flyder oven på det rene metal og kan 'skummes af' som slagger. Man kan stadig finde spor af radioaktivitet, men det er begrænset, fortæller han.
»Du vil aldrig kunne rense metallet helt for radioaktive spor. Det er heller ikke nødvendigt, for når metallet har været gennem vores proces, er radioaktiviteten langt under det tilladte niveauer og kan bruges i alt fra bilindustrien til bygninger uden nogen form for risiko,« siger Mats Andersson.
Langt mindre volumen
Det er op til hver nation at opbevare sit radioaktive affald. Derfor sender Studsvik de knuste slagger og andre forurenede kilder, som f.eks. brugte filtre, tilbage til kunden, men i en stærkt reduceret volumen.
Også for danskerne er formålet primært at reducere volumen af affaldet, så der er behov for mindre depotplads. Ud over de 17 beholdere, som skal behandles i løbet af efteråret, har Dansk Dekommissionering option på yderligere 40 beholdere som en del af det nuværende udbud.
»Vi regner med, at det affald vil blive håndteret i løbet af de kommende år,« siger Heidi Sjølin Thomsen.
Da den seneste opgørelse over det danske radioaktive affald blev udarbejdet i 2008, udgjorde metal knap 40 procent af den forventede deponeringsvolumen på 2.082 kubikmeter, der var karakteriseret som nyt affald. Det er dog ikke lig med, at den samlede deponeringsvolumen også kan reduceres med 40 procent, understreger projektlederen.
Det kommer blandt andet an på, hvor aktivt metallet er, og om metallet er til at adskille fra andre materialer i takt med nedrivningen af anlæggene på Risø, fortæller hun. Desuden tæller deponeringsvolumen også det fyld, der skal mellem affaldet, kaldet backfill.
»Det, vi kan sige, er, at for den første sending affald forventer vi eksempelvis for stål, at massen i bliver reduceret til omkring en tyvendedel, når det har været gennem smeltningsprocessen,« siger hun.
Det præcise reduktionspotentiale vil med andre ord komme an på selve metoden og afhænge af, hvilke kriterier tilbudsgiverne har for at modtage affald, understreger hun.
»Vi forsøger at sortere affaldet så godt som muligt, før vi sender det af sted. Det er blandt andet det, vi er her for,« siger Heidi Sjølin Thomsen.
