80 nye produkter i et kriseår

Robotter skal have knogler og led, der minder om menneskers, så derfor skal de laves af polymerer. Med 25 års udvikling specialiseret i polymerkompositter er Igus i Köln langt fremme med den type smørefrie led og lejer. Det har medført, at virksomheden i det generelle nedgangsår 2008 kunne notere en fremgang i omsætningen på ti procent.

Det specielle ved Igus' polymerblandinger er at tilsætte andre komponenter som for eksempel teflon og kulfibre til de traditionelle PA- og PEEK-materialer.

Ifølge professor i materialevidenskab Per Møller fra DTU, er det en klassisk metode, hvis man vil øge styrken eller smøreegneskaberne:

»Og jeg tror, at vi i disse år oplever en øget interesse for mere holdbare produkter, og kunderne vil derfor være villige til at betale lidt ekstra for lejer som holder længere,« siger Per Møller.

Han tror dog, at Igus inden længe får massiv konkurrence fra især kinesiske producenter.

Den stigende interesse for kompositlejer har fået Igus til i 2008 at udvide fabriksarealet med 61 procent. Firmaet udviklede 80 nye produkter i 2008, og en del af dem er led af polymerkompositter til humanoide robotter. Ledenes bevægelser styres efter kabeltrækprincippet og minder dermed om knogler og seners funktion hos mennesker.

I Danmark er det især fødevare- og medicinalindustrien, der efterspørger smørefri lejer. Igus' repræsentant i Danmark forventer, at omsætningen i 2009 fastholdes på 2008-niveau.