80 år efter Amelia Earharts forsvinden: Nu skal knoglesnusende hunde finde piloten
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

80 år efter Amelia Earharts forsvinden: Nu skal knoglesnusende hunde finde piloten

Amelia Earhart fotograferet i 1928 foran et Merrill CIT-9 biplan. Illustration: Los Angeles Times photographic archive, UCLA Library

I dag er det 80 år siden, Amelia Earhart sammen med navigatøren Fred Noonan forsvandt et sted i øgruppen Phoenix Islands i Stillehavet.

På trods af, at der er gået otte årtier, er eftersøgningen efter de to aldrig afsluttet. Og nu sendes der igen en ekspedition ud for at prøve at finde ud af, hvad der blev af dem, da de forsvandt under deres rekordlange jordomrejse.

Denne gang forsøger man sig med hunde, som er trænet i at snuse sig frem til menneskeknogler.

Mange kræfter brugt på at opklare mysteriet

Amelia Earhart er nok tæt på at være en af de forsvundne personer, der er brugt flest kræfter på at finde.

Siden hendes forsvinden 2. juli 1937 har utallige militærenheder, arkæologer, antropologer, journalister, pårørende, fjerne slægtninge og alment interesserede forsøgt at opklare, hvad der skete den tidlige juli-morgen. Man har søgt i havet omkring øerne, blandt andet via sonar, og man har søgt på øerne – adskillige gange.

Men altså indtil videre uden resultat.

En pioner

Foruden mysteriet om hendes forsvinden er Amelia Earhart nok især kendt for at være den første kvinde, som solo krydsede Atlanten i et fly. Inden da havde hun allerede været med på en tur som passager – en rolle, hun beskrev som at være 'baggage, som en sæk kartofler.'

Men 20. maj 1932 tog hun soloturen.

I en alder af 34 år satte hun afsted fra New Foundland. 14 timer og 56 minutters stormvejr og turbulens senere landede hun på en mark i Derry i Nordirland til stor fejring og efterfølgende berømmelse, da hun vendte hjem til USA.

Senere kom den store tur omkring kloden på tegnebrættet. Hun ville ikke være den første til at flyve rundt om Jorden, men hun ville slå rekorden i længste distance. 47.000 kilometer nåede den endelige rute op på.

Verdens længste jordomrejse

1. juni 1937 lettede en Lockheed Electra 10E med Amelia Earhart som pilot og Fred Noonan som navigatør fra Miami, Florida.

Omtrent en måned senere fløj de fra Lae Airfield i Papua Ny Guinea og satte kursen mod Howland Island i Phoenix Islands – en isoleret øgruppe i midten af Stillehavet. På dette tidpunkt havde de allerede tilbagelagt 35.000 kilometer og havde altså omkring 11.000 tilbage.

Den planlagte rute for Amelia Earharts Lockheed Electra 10E Illustration: Hellerick/Wikicommons

Men de nåede aldrig frem til Howland Island, og når de aldrig er blevet fundet, skyldes det, at man faktisk ikke er helt klar over, hvor tæt de kom på øgruppen.

Den dag de forsvandt

Nær Howland Island lå skibet Itasca klar til at tage imod Earhart og Noone. De første meddelelser fra flyet gik ind omkring kl. 2.45 om natten, og kvart over seks var flyet inden for en afstand af 320 kilometer.

Det viste sig dog for besætningen på skibet, at deres RDF-system (Radio Direction Finder) ikke kunne stilles ind på Earharts frekvens. Dette var meget alvorligt, da de derfor ikke var i stand til at se, hvor flyet befandt sig, og derved kunne de ikke guide piloten.

Alt de havde at gå efter, var Earharts meldinger fra cockpittet. Oven i det kom, at de heller ikke var i stand til at kommunikere tilbage til flyet.

»Vent«

Omkring klokken otte om morgenen spidsede situationen til. Klokken 7.42 tydede det på, at flyet var meget tæt på destinationen. Det blev også bekræftet af Earhart, som over radioen sagde, at »vi må være ved jer, men vi kan ikke se jer – men vi er ved at løbe tør for benzin.«

Man begyndte at sende morsekode, som ganske vist gik igennem hos Earhart, men hun var på dette tidspunkt ude af stand til at fastlægge flyets position.

Den sidste besked kom en time senere. Her kom Earhart med et bud på sin position. Hun fortalte, at beskeden ville blive gentaget på 6.210 kilocycles (før 1960'erne brugte man cyklusser frem for hertz, når man skulle fastlægge en frekvens). Beskeden afsluttedes med ordet »vent«.

Derefter hørte man en besked, som var så utydelig, at den var umuligt at forstå. Så »vent« var det sidste ord, man med sikkerhed kunne tillægge Earhart.

Knoglesnusende hunde sat på opgaven

En time senere blev en eftersøgning sat i værk – en eftersøgning, der med voksende pauser og i varierende omfang i bund og grund har været i gang lige siden.

Spekulationerne om, hvad der skete den morgen i juli – og hvorfor det aldrig er lykkedes af finde dem – er mange. De varierer fra velunderbyggede teorier om fejlagtig navigation og impulsive ruteændringer til mere konspiratoriske teorier om spionage mod Japan. Eller at de forfalskede deres forsvinden, rejste tilbage til USA og optog nye identiteter.

Dog er en af de mest anerkendte, at Earhart og Noone opgav at finde Howland Island, og i stedet søgte mod syd i søgen efter andre øer at lande på. Her er teorien, at de nåede til øen Gardner Island (nu døbt Nikumaroro), men adskillige eftersøgninger på og omkring øen førte intet med sig.

Nu skal hun findes

The International Group of Historic Aircraft Recovery (TIGHAR) har i løbet af de sidste 30 år igangsat adskillige ekspeditioner i håbet om at få bekræftet Gardner Island-teorien – og nu prøver man så igen. Med sig har de nye ekspedition fire border collies, trænet i at finde menneskelige rester, heriblandt knogler.

Forventningerne til, at hundene er i stand til at finde spor efter Earhart og Noone, er ganske store, siger Fred Hiebert, arkæolog ved The National Geographic Society til magasinet National Geographic:

»Ingen anden teknologi er mere sofistikeret end hundenes. De har en langt højere succesrate i at identificere ting end en jordgennemtrængende radar.«

Men om det lykkedes at finde frem til Amelia Earhart denne gang, eller om hendes forsvinden fortsat vil stå som et af de mest undersøgte og uløste mysterier i nyere tid, kan kun tiden vise.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Eller automatisk slette indlæg med en "bit.ly" addresse i? Eller i hvert fald skjule dem og lade en moderator se indlægget igennem før det kommer på siden.

Ved godt at dette kan ramme uskyldige - men hvor mange andre end spammer bruger bit.ly adresser? Jeg syntes kun jeg ser dem brugt af folk der vil skjule hvor man bliver sendt hen.

/Søren

  • 2
  • 0

Alternativt - hvad jeg har foreslået Henrik Heide flere gange før: At have en "karensperiode" for oprettelse af indlæg fra nye profiler, f.eks. to dage eller en uge.

Det vil ikke holde seriøse debattører tilbage, men formentlig fange en meget stor procentdel at bot/spam/troll profilerne.

mvh Flemming

  • 2
  • 0