7500 ton dansk olieplatform hugget op: Størstedelen genanvendes

27. januar 2022 kl. 15:006
7500 ton dansk olieplatform hugget op: Størstedelen genanvendes
Illustration: M.A.R.S Europe.
Mandag kunne M.A.R.S i Frederikshavn sætte flueben i feltet ud for nedbrydning af den 7.500 tons tunge platform, Tyra Vest. 97 procent af materialet er sendt til genanvendelse.
Artiklen er ældre end 30 dage

Der har ikke været slinger i valsen mellem genanvendelsesvirksomheden M.A.R.S og den 7.500 tons tunge platform, Tyra Vest, der nu er helt afmonteret og sendt til genanvendelse.

M.A.R.S har brudt platformen ned i dele på 2-400 tons og videre til stykker på 1,5 gange 1,5 meter over det seneste 1,5 år, hvor hele 97,3 % af platformen er sendt til omsmeltning eller anden genanvendelse.

De resterende 2,7 % er blandt andet sand og slam fra tanke, gips og beton, der ender på deponi.

Platformen Tyra Vest er bygget i 1980’erne, og sidenhen har plantegningerne ikke kunne følge med de gennemgribende om- og udbygninger, der er blevet lavet direkte på platformen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Når vi kigger på PNID’erne (piping and instrumentation diagram), stemmer det ikke altid overens med virkeligheden. Det virkelig tidskrævende ved processen har derfor været at udregne, hvilken effekt det ville have på hele strukturen, når vi skulle fjerne dele på 2-400 tons,« siger direktøren for M.A.R.S EU, Kim Thygesen.

»Vi har fem ingeniører siddende i virksomheden, så vi har haft styr på vores udregninger. Der har ikke været andet for end at tage det bid for bid,« siger direktør Kim Thygesen.

Sideløbende med nedbrydningen af Tyra Vest har M.A.R.S rengjort og strippet den næsten dobbelt så tunge platform, Tyra Øst (14.000 ton), der også skal hugges op til genanvendelse.

»Det er cirka 80 procent af arbejdstiden at få rengjort og strippet, så vi forventer at være færdige med nedbrydningen af Tyra Øst allerede i maj,« siger Kim Thygesen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I modsætning til Tyra Vest er Tyra Øst opgjort af adskillige moduler, der er samlet på land og sidenhen installeret på platformen.

»Vi går en mere tilgængelig proces i møde, fordi vi lettere kan lave reverse engineering på noget, der faktisk er virkelighedstro plantegninger på. Platformen er også større, så der er mere luft i strukturen,« siger Kim Thygesen.

Rettelse 28/1: Tidligere fremgik det i artiklen, at Tyra Vest er bygget i 1960'erne. Der blev feltet opdaget, mens platformen er fra 1980'erne.

6 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
6
28. januar 2022 kl. 08:49

Ikke realistisk blandt andet da havbunden er sunket ca. 10 meter.

5
28. januar 2022 kl. 08:47

Havbunden på Tyra feltet er sunket knap 10 meter. Dette skyldes produktionen af gas og olie der får reservoiret til at synke lidt sammen. På de andre felter er dette undgået ved hjælp af vand injektion. Stativerne til de nye platforme er ca. 16 meter højere da havbunden fortsætter med at synke.

3
27. januar 2022 kl. 21:43

Er der lavet en samlet beregning på hvad der kunne spares hvis man brugte udtjente bordeplatforme + eks Esbjerg som hub frem for energiøer ?

Nu er Tyra feltet bygget i begyndelse af 1980'erne, det vil sige at beboelse, kraner og andet udstyr der måske kan genbruges er ~40 år gammelt. Alt olie proces udstyr skal under alle omstændigheder skrottes.

Alt arbejde med renovering af eksisterende udstyr, skrotning af olieudstyr og montering af ny trafo og koblingsstation, det skal foregå til søs. Det er meget meget dyrt i forhold til at kunne foretage det meste af arbejdet på land.

Et af problemerne der føre til total udskiftning af Tyra, er at undergrunden har sat sig, så der ikke længere er den frihøjde under platformen, som man regnede med ved konstruktionen.

De fleste platforme fra den tid er vist konstueret for en levetid på 25 år, selv om mange står endnu, med passende vedligehold, og regelmæssig inspektion. Dan A, B og C er 50 år. Så det var godt kram, eller rigeligt overdimmensioneret.

Hvem siger at man lige netop vil have et hub på Tyras position ?

2
27. januar 2022 kl. 18:37

Du vil selvfølige spare anlægsomkostningerne, men det er nogle gamle anlæg som står ud i Nordsøen, de er bygget til at skulle holde i en årrække (indtil der ikke var mere olie). Det betyder at du skal levetidsforlænge anlæggene hvis de skal bruges til andre formå, samt at der er flere vedligeholdelse udgifter på anlæggene jo ælder de bliver.

1
27. januar 2022 kl. 15:28

Er der lavet en samlet beregning på hvad der kunne spares hvis man brugte udtjente bordeplatforme + eks Esbjerg som hub frem for energiøer ?