Meteorologer og andre, der er afhængige af satellitdata, står over for en udfordring med 5G-teknologien, da netværket giver støj i dataopsamlingen.
Problemet er, at 5G-netværkets frekvenser ligger meget tæt op ad frekvenserne, som vejrsatellitter måler på, skriver Nature.
Det betyder bl.a., at man kan få svært ved at registrere, hvor meget vanddamp der er i atmosfæren, hvilket bliver målt ved 23,8 GHz. Til sammenligning foregår 5G i USA ned til 24,25 GHz.
Og de data er nødvendige i vejrmodeller. Pludselig vil vejrmålinger registrere, at områder med 5G-dækning vil se ud, som om de er fyldt med vanddampe.
»Det er et problem på global skala,« siger Jordan Gerth, meteorolog ved University of Wisconsin-Madison til Nature.
Og det giver Preben Mogensen, der er professor ved Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet, ham delvist ret i, da frekvensbåndene for 5G er fastsat af Det Internationale Telekommunikationssamarbejde (ITU):
»Så ja, generelt set er det en global ting,« siger han.
Gammel aftale
Preben Mogensen understreger samtidig, at frekvensbåndene blev fastlagt tilbage i 2015, så det burde ikke være en overraskelse, at der nu begynder at være aktivitet på frekvenserne.
»Det kan jo ikke komme fuldstændig bag på nogen. Og i praksis fungerer elektronik ikke altid ideelt. Så der kommer støj på nabobåndene.«
Om det kan give problemer med data i Europa tør Preben Mogensen dog ikke spå om.
»I Europa starter vi lidt højere ved 24,5 GHz, så vi kan i det mindste sige, at problemet er mindre i Europa.«
Kamp om frekvenserne
Det er ikke første gang, at der er kamp om frekvenserne, men tidligere har man blot kunnet skifte frekvensen lidt op eller ned, men det er ikke tilstrækkeligt mod 5G.
I USA ligger Nasa og US National Oceanic and Atmospheric Administration i forhandlinger med telemyndigheden FCC, hvor de førstnævnte har bedt FCC udelukke bestemte frekvenser fra 5G-netværket, da de giver støj for satellitobservationerne.
FCC har dog allerede solgt en del af frekvensspektret for 5G-netværket uden at tage højde for, at det kunne give problemer af denne type.
Der vil blive afholdt et internationalt møde om brugen af 5G 28. oktober i Egypten, hvor også interferensproblemet vil blive diskuteret.
