51 evakueret efter jordskred ved metrobyggeri

51 mennesker blev natten til onsdag evakueret på grund af jordskred under metrobyggeriet på Nørrebro i København. Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi Mads Firlings til Ritzaus Bureau.

»Vi har i nat assisteret med at evakuere beboere i tre opgange efter en anmodning fra Metroselskabet. Der er tale om op til 51 personer,« siger han.

Onsdag morgen er de evakuerede beboere endnu ikke vendt hjem, da der først skal ske en inspicering, når det bliver lyst.

»I forbindelse med byggeriet var der sket en bygningssætning som følge af et jordskred, så vurderede man, at det var nødvendigt at evakuere. Politiet hjalp, da vi har nogle systemer til at få kontakt med beboerne, og fordi man skal ind i lejligheder, hvor der ikke nødvendigvis er nogen, der svarer,« siger Mads Firlings.

Nogle beboere har valgt at bo ved familie og venner i mellemtiden, mens Metroselskabet har sørget for tag over hovedet til de resterende personer.

Metroselskabet havde tidligt onsdag morgen ikke selv offentliggjort yderligere oplysninger om jordskredet.

Emner : Metro
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvordan kan noget skride? Troede man gravede indenfor en eller anden form for spuns, eller borede !

  • 0
  • 0

Hvad gør man egentlig i den situation for at få overblik over hvordan fjernvarmelednigner, kloakker, vandrør, el-ledninger osv er påvirket at jordskredet?

Jeg tænker at når der på overfladen sker en sætning i den størrelse - må der tilsvarende ske sætninger i dybden - og det vil påvirke rørføringerne.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten