500 billetter til Børnenes Universitet revet væk på en time
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

500 billetter til Børnenes Universitet revet væk på en time

Børn er vilde med teknik og naturvidenskab. I hvert fald har interessen for Børnenes Universitet 2014, der finder sted på DTU lørdag 22. november, igen i år været overvældende.

Da arrangementet debuterede sidste år, tog det tre uger at afsætte pladserne. I år blev de 500 billetter revet væk på én time, og i løbet af eftermiddagen havde yderligere 200 skrevet sig på venteliste.

»At vi har udsolgt på én time, viser jo tydeligt, at børnenes interesse for teknik og naturvidenskab er der. Opgaven er nok snarere at fastholde interessen på deres vej gennem uddannelsessystemet,« siger projektleder for Børnenes Universitet Anne Hansen.

Materialernes fantastiske verden

Dagen består reelt af to ens halvdagsarrangementer, hvor en blanding af forelæsninger og workshops giver børnene et indblik i teknikkens verden. Årets tema er materialernes fantastiske verden, og målet er at give de 9-12-årige en fornemmelse af, hvor vigtige materialer og arbejdet med dem er for alle de produkter, vi omgiver os med.

Forskere og studerende på DTU er med på banen, og hele slaget styres af tv-værten Sebastian Klein.

Næste generation af ingeniører

Børnenes Universitet har fået godt en million kroner i støtte af Industriens Fond, der også gerne vil øge børnenes interesse for naturvidenskab. Og DTU har redskaberne til at fange interessen, fortæller Anne Hansen:

Foto: Iben Julie Schmidt, DTU

»Som universitet har vi adgang til en viden om forskning og anvendelsen af naturvidenskab og til nogle faciliteter, som skolerne ikke har. Den kapacitet vil vi gerne stille til rådighed, og så kan vi naturligvis håbe på, at de unge om ti år får lyst til at læse til ingeniør.«

»Samtidig vil vi gerne give børnene nogle gode eksempler på, hvordan de naturvidenskabelige fag kan bruges i praksis.«

Teknik-kuffert til skoler

I forbindelse med årets arrangement vil DTU samle 100 kufferter med materialerne fra nogle af de bedste forsøg, som også kan laves ude på skolerne. Meningen er så, at folkeskoleklasser på skift kan låne et sæt:

»Der er en generel mangel på materialer til natur og teknologi-undervisningen, og samtidig har mange af lærerne ikke natur og teknologi som linjefag. Der håber vi på, at kufferterne kan hjælpe dem i undervisningen,« siger Anne Hansen.

Læs også: ATV: Vi mangler passionerede naturfagslærere
Læs også: IDA og DI: Folkeskolen sjofler timerne i natur/teknik

DTU håber at kunne gentage Børnenes Universitet i 2015 og overvejer nu, om det er muligt at lade flere børn smage på teknikkens verden fremover.

Engineer the future deltager i arrangementet med bannere og logoer.