Hvorfor kaster flaget ingen skygge på måneoverfladen??
menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
»Idet jeg tager menneskets sidste skridt på overfladen, og vi drager hjem et stykke tid – men ikke i en tid, der strækker sig langt ud i fremtiden – vil jeg gerne sige: Den udfordring, USA tog op i dag, har formet menneskets skæbne for i morgen...og hvis Gud vil, så vender vi tilbage.«
Sådan lød de storslåede ord fra den sidste mand på Månen, Eugene Cernan. Men Gud ville ikke. Ikke indtil videre i hvert fald.
Da Eugene Cernan forpustet stoppede op ved stigen til månelandingsfartøjet og tog et sidste kig ud på det støvede landskab, var datoen den 14. december 1972. Kun tre år tidligere landede Neil Armstrong som første Homo Sapiens på Månen i et øjeblik, hvor hele verden holdt vejret. Selvom klokken var knap 04 om natten, var lyset tændt i ethvert dansk hjem med fjernsyn eller radio,. Stemningen var ikke til at tage fejl af: En ny æra var begyndt, en æra med rumrejser.
»For os var det virkeliggørelsen af ‘Rumrejsen år 2001’, Stanley Kubricks film, der i den grad afspejlede tidsånden. Vi følte, at nu åbnede dørene sig til den nye verden. Til en ny epoke med rumrejser til Mars og længere ud i solsystemet,« fortæller den 74-årige rumfartsekspert Henrik Stub, der var en af kommentatorerne i Danmarks Radio under opsendelsen af Apollo 11.
I Ingeniøren kunne man i 1969 også læse daværende skribent og ingeniør Jørgen Florant give frit løb for sin begejstring. Han så for sig, hvordan mennesket ude i fremtiden ville rejse gennem solsystemet, og en bemandet rejse til Mars ville med sikkerhed ske inden 1986, lød det. Månen var nærmest glemt. Den lå nu kun en spytklat væk, og månebaser var en selvfølgelighed. Men sådan gik det ikke.
Fjernsyn og radio var ikke længere tændt i de små hjem, da Apollo 17 fløj hjem fra Månen. Interessen blegnede, og det samme gjorde det klare mål for bemandet rumfart. Jovist var der højdepunkter som mødet mellem Apollo og Soyuz, rumstationen Skylab og rumfærgerne, men der manglede den målbevidsthed, som John F. Kennedy udtalte i 1962: »We choose to go to the moon«.
De seneste årtier har nye amerikanske præsidenter haft nye drømme og planer for rumfart. George H. W. Bush flirtede med tanken om Mars, som han ville lande på i 2019. Bill Clinton var mere optaget af rumfærger, Den Internationale Rumstation ... og andre ting. Den unge George W. Bush fik dog bragt Månen tilbage på agendaen i begyndelsen af det nye årtusinde. Han gav grønt lys til Nasas Constellation-program, hvis logo skitserede tre opgaver: Først bygger vi ISS færdig, så rejser vi til Månen og så til Mars.
Constellation havde alt til en månemission: rumraketten Ares, kommandomodulet Orion og månelanderen Altair, og fra 2005 og frem arbejdede Nasa intenst på den plan. Men forandringens vinde blæste igen, og selvom den ny præsident Obama sagde »Yes we can« igen og igen op til valget i 2008, så gjaldt det ikke månerejser. Obama skrottede Constellation-programmet i 2009 og åbnede i stedet for den såkaldte Asteroid Redirect Mission (ARM), hvor Nasa skulle fange en asteroide, flytte den nær Månen og studere den.
I dag er Månen så igen på dagsordenen i USA af flere grunde. Den ene grund er præsident Trump. Han har siden sin indsættelse flere gange proklameret, at han vil have mennesker på Månen – og snart.
Han satte også handling bag sine ord ved at oprette et nationalt råd for rumfart, ledet af vicepræsident Mike Pence, der førte til det politiske vedtagne Space Policy Directive 1,
der gav Nasa besked om at udarbejde en månemission. Trump udtalte i den forbindelse:
»Det er et første skridt på vejen til at sende amerikanske astronauter tilbage til Månen ... Denne gang vil vi ikke blot plante vores flag og efterlade fodspor – vi vil etablere et fundament for en eventuel mission til Mars og måske en dag til mange verdener længere væk.«
Om pengene følger med, er stadig et åbent spørgsmål. Men Nasa har fulgt op med planer om mennesker i kredsløb om Månen i 2024 og mennesker på Månen i 2026. Og SpaceX-direktør Elon Musk annoncerede i efteråret, at han vil sende den japanske kunstner Yusaku Maezawa i kredsløb om Månen i 2023.
Den slags datoer giver garvede rumeksperter som Henrik Stub dog ikke meget for, selvom han ikke tvivler på, vi kommer derop igen:
»Når man er så gammel som jeg og har fulgt rumfart tæt siden Sputnik, så holder man op med at lytte til alle de nye datoer, som præsidenter og andre sætter for månemissioner. Det holder sjældent,« lyder det.
I skyggen af de høje måneambitioner er det – med rynkede øjenbryn – blevet bemærket, at Nasa i foråret droppede roveren Ressource Prospector, der ellers har været fire år under udvikling og skulle undersøge mulighederne for at etablere en base på Månen. Omvendt er der en lang række rovere på vej fra private firmaer, og det matcher udmeldinger fra Trump-administrationen om, at private skal spille en større rolle i amerikansk rumfart.
Firmaer som Moon Express og Astronotic har for eksempel planer om missioner til Månen i 2019 og 2020. Kristian Pedersen, direktør for DTU Space tvivler heller ikke på, at USA nu har fokus på Månen, og det er positivt, mener han:
»De seneste fem år har jeg været meget i tvivl om, hvad USA’s og Nasas intentioner var i rummet, men nu samler interessen sig om Månen. Det gælder flere lande verden over.«
Især Asien har meldt sig i det nye årtusindes ‘måne-kapløb’. Kinas månelander Chang’e 4 havde planlagt opsendelse 7. december og skal udforske Månens bagside. Den bliver fulgt af Chang’e 5 næste år, hvor også Indien vil lande på Månen med Chandrayaan-2.
Den nye interesse for Månen hænger også sammen med, at Den Internationale Rumstation (ISS) er ved at være slidt ned. Parterne bag ISS – Nasa, ESA, Roscosmos, Jaxa og CSA – har kig på Månen, og de har støvet et gammelt Nasa-projekt af, Deep Space Gateway, og omdøbt det til Lunar Space Gateway.
»Gatewayen ligner den oplagte afløser for ISS, og jeg tror, vi står foran en ny æra i rumhistorien. De sidste årtier har rumfart handlet om ISS og rumstationer i kredsløb om Jorden. Nu flytter verdens nationer blikket mod fjerne rumstationer,« siger Kristian Pedersen, der ser rumstationen som en øvelse frem mod en mission til Mars.
»Månen er en øvelse i logistik og teknologiudvikling for at komme til Mars i fremtiden. Jovist er der masser af videnskabelige opdagelser at gøre på Månen, men gatewayen handler i høj grad om at mestre hele den logistiske opgave med at transportere og samle fartøjer i et kredsløb fjernt fra Jorden,« forklarer direktøren fra DTU.
Lunar Gateway er på mange måder et kludetæppe bygget af tidligere præsidenters forliste drømme. Gatewayen var oprindelig tænkt som en del af Obamas asteroidemission, og Orion-modulet, der skal fragte astronauter til gatewayen, er et levn fra præsidents Bushs Constellation-program. Her har Nasa også fundet inspiration til løfteraketten Space Launch System (SLS), der er en videreudvikling af Ares-raketterne, som skulle erstatte rumfærgen og sende mennesker til Månen med månelanderen Altair.
Nasa er dog ikke eneste leverandør til Lunar Gateway. Især ESA, der længe har haft fokus på månemissioner og en ‘Moon Village’, bidrager med byggeriet af servicemodulet i Orion, der allerede står klar. Japanske Jaxa skal udvikle et beboelsesmodul og modulet Esprit, som blandt andet skal sikre transmission til rovere på Månen.
De første rejser til Månen vil nemlig foregå med rovere fjernstyret af astronauter på Lunar Gateway, vurderer Kristian Pedersen.
»Robotter vil være første skridt. Det er mindre kompliceret og mere sikkert end at landsætte mennesker på Månen. Især sikkerheden er afgørende for Nasa, der ikke kan leve med, at en astronaut dør. Det vil ramme dem hårdt – også på budgetterne – så de vil gå langt for, at sikkerheden er i top,« siger han.
Ifølge Kristian Pedersen skal man heller ikke ignorere Elon Musks rolle i ‘rumkapløbet’, selvom det stadig er meget uklart, hvor langt SpaceX er med løfteraketten BFR. Endelig er der kineserne, som alle rumfartseksperter nævner, når snakken falder på fremtiden for rumfart. De har fart på. Siden de i 2007 sendte en astronaut i rummet, er kineserne landet på Månen med robotten Yutu, haft flere mindre rumstationer i kredsløb, og de planlægger en større permanent rumstation i 2022, samt landinger på Månen senest i 2036. Det rejser spørgsmålet: Hvem kommer først, USA eller Kina?
Danske Mariann Albjerg, der har arbejdet i Nasa i 30 år husker, da en af hendes chefer for 15 år siden blev spurgt, om han var bange for, at andre kom til Månen før Nasa.
»Hans svar var: ‘Nej. Det ved vi, kineserne gør’. Svaret overraskede mig. Jeg spåede ikke rigtigt kineserne en chance, men i dag kunne jeg godt forestille mig, at de kom først,« siger hun.
Hør mere om Måne-kapløbet i denne specialudgave af Transformator
