5 tips til at undvige et fuptidsskrift

Peer-review eller fagfællebedømmelsen er en stor del af god forskningsskik. Illustration: MI Grafik / Lasse Gorm Jensen

»Predatory journals arbejder meget professionelt, og på papiret er alt helt legalt.«.

Sådan lyder det i et notat, som skal behandles på et møde i Danske Universiteters udvalg for forskning og innovation.

Disse predatory journals kaldes også for pirattidsskrifter, røvertidsskrifter, fuptidsskrifter eller scamjournals. De modtager penge for at publicere forskning, men slækker på eller mangler helt den kvalitetssikrende peer review-proces, som ellers er en fast del af god forskningsskik og et fundament for den videnskabelige verden.

Forekomsten af sådanne pseudo-videnskabelige tidsskrifter er steget markant indenfor de seneste ti år. Dels i takt med at digitaliseringen har gjort online-publicering billigere, dels i takt med et globalt pres for, at forskere publicerer mere samt husker at publicere mere hos såkaldt Open Access-udgivere.

Hurdlen er blot, at nogle Open Access-udgivere mest af alt er pengemaskiner. De kærer sig ikke synderligt om forskningskvalitet og ordentlige fagfællebedømmelser. For dem gælder det om at publicere mest muligt for største profit.

Sådanne predatory journals har sat tænderne godt og fast i det danske forskningsmiljø.

Det viser en kortlægning foretaget af Ingeniøren. Over 100 forskere fra danske universiteter har siden 2009 publiceret i to af de største af sådanne pseudo-videnskabelige tidsskrifter og deltaget på ditto konferencer. Forskerne tæller alle niveauer lige fra ph.d.-studerende og professorer til eliteforskere og institutdirektører.

Kursus i videnskabeligt vildnis

Risikoen for at underminere egen troværdighed og så tvivl om sine forskningsresultater ved at publicere i sådanne fup-forskningstidsskrifter har i årevis været kendt blandt udenlandske forskningsinstitutioner såsom Max Planck Society og adskillige universiteter.

Men det er tilsyneladende et fænomen, som de danske universiteters ledelser først nu for alvor er ved at få øjnene op for.

I notatet til mødet i de i Danske Universiteters udvalg for forskning og innovation står der, at:

»det vil være hensigtsmæssigt, at man oplyser og uddanner forskerne om disse tidsskrifter, via kurser (...) emnet kan f.eks. indgå i undervisningen i forskningsintegritet for nye medarbejdere og ph.d.-studerende«.

Indtil disse kurser er oprettet, kommer her en håndsrækning. Eller rettere en guide til hvordan man undgår at række hånden frem til disse predatory journals.

1.Lær af udlandet

Eftersom de udenlandske universiteter i årevis har forsøgt at reducere forekomsten af predatory publishers ved at undgå betaling af publiceringsgebyrer til dem, har disse universiteter også produceret masser af guides.

Tag eksempelvis denne her hurtige af slagsen, hvor University of Alberta kommer med råd til udpege en passende publikation til din forskning.

Eller denne her yderst grundige fra California Institute of Technology(CALTEC), der er et privat forskningsbaseret universitet, rangeret regelmæssigt som en af verdens ti førende teknologiske universiteter.

Eller min favorit i øjeblikket; denne både konkrete og komiske video fra University of Manitoba Libraries:

2. Brug din sunde fornuft

Forskningsverdenens nigeria-breve. Sådan kaldes henvendelser fra predatory publishers også, når de forsøger at lokke forskere til mod betaling at deltage i deres såkaldt videnskabelige konference eller publicere i deres tidsskrifter

Sammenligningen har bund i, at nogle af de samme virkemidler anvendes. Der bliver appeleret til, at du er unik og kan gøre en stor forskel med din viden – og økonomiske midler.

Reagerer du, afføder det ofte flere reaktioner og en byge af massiv, pågående markedsføring især fra kønne medarbejdere.

Andre kendetegn er typisk, at fup-tidsskrifter forsøger at efterligne velrennomerede titler mest muligt i udtryk og form. Sommetider hedder deres videnskabelige tidsskrifter nærmest det helt samme – eller eksakt det samme – som estimerede tidsskrifter.

Eller også udser predatory publisheren sig den modsatte taktik. Der vælges ekstremt ambitiøse og overgeneriske titler, som nærmest al forskning kan kategoriseres under.

Andre alarmklokker er især manglende transparens eller at helt basale info om, hvor udgiveren er placeret, kontakoplysninger, beskrivelsen af peer-review processen eller lignende er udeladt eller yderst vanskeligt at hitte på selskabets hjemmeside.

Læg hertil mærkelige fejl såsom åbenlyse stavefejl eller modsigelser. Fejl som sandsynligvis ville være slettet eller rettet, hvis der vitterligt var tale om et foretagende med en grundig videnskabelig peer-review proces.

Tag eksempelvis nedenstående screendump hvor vi har besøgt hjemmesiden for OMICS International, som indtil videre ikke har reageret på Ingeniørens ønske om interview eller vores spørgsmål.

Joseph er navnet på den kvindelige chatmedarbejder hos en af klodens største Open Access-udgivere, hvis website er spækket med navnefejl og links, som er i uorden. Illustration: Screendump

OMICS International har publiceret 82.000 artikler i deres 911 online-tidsskrifter, som dækker nærmest alle tænkelige- og utænkelige videnskabelige discipliner. Nogle af disse artikler er forfattet og betalt for af forskere på danske universiteter.

OMICS oplyser på deres site, at deres editorial boards består af 50.000 »eminente personligheder, som faciliterer en hurtig kvalitetsmæssig peer review-proces«.

Ikke desto mindre kniber det med at kønsbestemme og indsætte korrekte fotos på deres medarbejdere, som kontakter potentielle kunder i publiceringsbutikken. Ville et firma med grundig peer-review lade sådan en fejl som den herunder slippe igennem?

3. Spørg Google

Eller spørg den søgemaskine, du ynder at anvende.

Hæft dig ved navnet på udgiveren bag det såkaldt videnskabelige tidsskrift eller navnet på firmaet bag den videnskabelige konference.

Søger du på dette navn, er der en sandsynlighed for, at knap så artige ting dukker op, hvis der er urent spil.

Tager vi igen OMICS, er det i høj grad tilfældet. Og det er altså et firma, hvor forskere fra alle danske universiteter med sundheds-, tekniske- eller naturvidenskabelige retninger ifølge Ingeniørens kortlægning har publiceret.

En anden ting som muligvis dukker op, hvis du søger på firmaenavnet bag en predatory publisher er såkaldte sting operations med henblik på at efterprøve kvaliteten af et tidsskrifts peer-review.

Sådanne sting operations er tit udført af udenlandske forskere. De er trætte af, at nogle Open Access-udgivere underminerer tiltroen til videnskabelig forskning ved at offentligøre revl og krat i deres tidsskrifter og til deres konferencer, så længe der følger en pose penge med.

Ved at producere fup- eller vrøvlestudier og få dem godtaget i tidsskrifterne eller til konferencer, håber de at udstille de tvivlsomme peer review-processer. Og at læse om sådanne sting operations kan både være lærerigt og underholdende.

Lektor i telekommunikation ved New Zealands University of Canterbury Christoph Bartneck har eksempelvis fået et konferencepapir optaget på tre timer af OMICS. Teksten var forfattet med autocomplete på hans iPhone med følgende indledning:

»Atomics Physics and I shall not have the same problem with a separate section for at very long long way«.

Bivoks er mere effektivt end kemoterapi, lød det i sommer i en anden falsk forskningsartikel. Den var accepteret i tidsskriftet Journal of Integrative Oncology udgivet af World Academy of Science, Engineering and Technology(WASET).

Fupartiklen var forfattet af Chris Summer fra foreningen Online Privacy Foundation og den tyske journalist Svea Ecker under dæknavne og med akademiske tilhørsforhold fra et fiktivt universitet beliggende i den en tyske landsby, Himmelpforten mest kendt for at huse julemandens værksted.

De indsendte også en vrøvletekst skabt via SCIgen – en algoritme, som en gruppe MIT-studerende står bag, og som sammenskriver online-¬publiceret forskning til grammatisk korrekt vrøvl og volapyk.

»Unified scalable theory have led to many natural advances, including object-oriented languages and hash tables. In fact, few steganographers would disagree with the investigation of red-black trees, which embodies the theoretical principles of cryptoanalysis,« lyder det i studiets abstract.

WASET roste ikke desto mindre nonsens-studiet. De to fiktive forskere fik – mod betaling – lov til at deltage i en videnskabelig konference i London.

De to ‘forskere’ hostede op med moneter og mødte op. De læste op af deres vrøvlestudie og modtog en præmie for fra WASET for bedste forskningspræstation.

Desuden medbragte de et skjult kamera for at filme miseren og udstille fup-forskningen. Den video blev fremvist i august på hackerkonferencen Defcon i Las Vegas.

Se den herunder. Fra 14:10 præsenterer de to fiktive forskere deres vrøvletekst til WASET-konferencen. At dømme fra processen var den største såkaldt videnskabelige udfordring at beholde masken og undgå at knække sammen af grin under præsentationen.

4.Følg forskellige lister

Ophavsmanden til termen om predatory journals er den amerikanske bibliotekar Jeffrey Beall. Fra 2009 til 2017 producerede han en sortliste over selskaber, han definerede som værende predatory publishers

Der er stadig en række steder, hvor Bealls liste er bevaret og forsøges opdateret. Men hav også din kildekritiske sans med her. Jeffrey Beall var sommetider for hurtig med censur-knappen og er generelt ikke blandt de største tilhængere af Open Access-konceptet.

Det bærer hans liste præg af. Andre lister, du i stedet med fordel kan anvende, er Directory of Open Access Journals (DOAJ), som fører en hvidliste over OA-tidsskrifter, de anser som troværdige. Den danske BFI-liste, som bliver opdateret af Uddannelses- og Forskningsministeriet. Samt udgiver- og medlemslisten hos Open Access Scholarly Publishers Association.

5. Er dit papir vitterligt så godt?

WASET er i øvrigt også det andet firma udover OMICS, som Ingeniøren har kortlagt danske universiteters brug af. WASET har et tocifret antal danske forskere publiceret hos.

Udover at forsøge at kortlægge omfanget, har vi også forsøgt at interview forskerne ved de danske universiteter om årsagerne til at give penge til WASET eller OMICS i forbindelse med offentliggørelse.

Vi har især spurgt ind til, hvordan de pågældende forskere oplevede peer review-processen, og om der var noget anderledes eller mærkeligt.

Et gennemgående træk var, at forskerne oplevede processen som hurtig og effektiv. De fik ros. De største rettelser var mindre principielle og rettet imod selve den grafiske opsætning af det indsendte forskningspapir.

Hyppige svar i den henseende var parafraser over en selvopfattelse af at men-jeg-er-også-fortrinlig-til-at-skrive-forskningspapirer-og-vores-forskningsresultat-er-banebrydendeog-nok-en-Nobelpriskandidat.

Det kan muligvis være tilfældet, og det er godt med selvtillid.

Et velment råd er alligevel: Er dit papir virkelig så godt, at det bare kan glide igennem en fagfællebedømmelse helt uden nogen større rettelser eller bemærkninger? Eller kan der være noget andet på spil?

Læs også: Over 100 danske forskere har publiceret i fuptidsskrifter

Fuptidsskrifterne udstiller nemlig en akilleshæl ved Open Access-revolutionen. Forstået på den måde, at de gamle, traditionelle udgivere af videnskabelige tidsskrifter tjener penge på at udgive indhold, der er så interessant og efterspurgt, at tilstrækkeligt mange er villige til at betale penge for et abonnement eller kode til en paywall.

For Open Access-udgivere er antallet af læsere mindre relevant for den økonomiske overlevelse. Deres forretningsmodel som Open Acces-udgiver kan være afhængig af publiceringsgebyrer opkrævet fra, at tilstrækkeligt mange er villige til at betale for at udgive hos dem.

Eftersom deres profit altså afhænger af antallet af publikationer, som stryger igennem en såkaldt peer review-process, er der også et incitament til at vende det blinde øje til og godkende forskningspapirer, der ellers måske burde været afslået.

Så hvis den normalt genstridige, nærmest umulige fagfællebedømmelse pludselig er uden nogen forhindringer og udfordringer, ja så kan det være fordi, der ikke er tale om en egentlig fagfællebedømmelse.

Eller som Madhu Pai, direktøren for McGill University GHP, forklarer det på Twitter:

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten