4G-signaler har forstyrret tv-billedet hos hundredvis af Yousee-kunder

TDC er i fuld gang med at tænde for 4G-master, der anvender frekvensområdet ved 800 MHz over hele landet - også benævnt LTE800. Frekvenserne bliver også anvendt til at sende tv-signaler gennem kabler, og der kan derfor opstå forstyrrelser på skærmbilledet, hvis antenneinstallationen er utæt.

Det har TDC's eget kabel-tv-selskab, Yousee, mærket i form af et stigende antal kundehenvendelser.

»Det er noget, der bliver talt om,« fortæller Mads Arnbjørn Rasmussen, direktør for Operations hos Yousee .

Han vurderer, at foreløbig nogle hundrede henvendelser kan henføres til forstyrrelser fra 4G i 800 MHz-frekvensområdet, men der er dog stadig tale om et fåtal sammenlignet med det samlede antal kundehenvendelser, som Yousees tekniske support modtager.

Uden at kende det eksakte tal vurderer han, at det i under 100 tilfælde har været nødvendigt at sende en tekniker ud for at komme tv-forstyrrelser til livs som følge af LTE800. Hos Yousee er det en tommelfingerregel, at ca. hver tiende henvendelse resulterer i en teknikerkørsel. Så formentlig er der tale om nogle hundrede supporthenvendelser som følge af LTE800.

»Jeg vil mene, vi har haft under 1.000 kald på det her,« lyder vurderingen fra Mads Arnbjørn Rasmussen.

I langt de fleste tilfælde kan Yousees support lokalisere problemet over telefonen, ofte kombineret med at sende et Yousee-mærket antennekabel ud til kunden. Det vil sige et kabel, som Yousee står inde for, er som tilstrækkeligt skærmet, til at 4G-signalerne ikke kan trænge ind i det og skabe forstyrrelser på tv-signalerne.

Læs også: Sådan skal en antenneinstallation ikke se ud

Med Yousee-kablet får kunden selv mulighed for at se, om billedforstyrrelserne forsvinder ved at slutte kablet direkte mellem tv-apparatet og det første stik, som Yousee leverer signalet i.

Når det er nødvendigt med en teknikerkørsel, hænger det ofte sammen med, at kundens antenneinstallation er mere kringlet, end den umiddelbart kan se ud til. Hvis eksempelvis en tidligere beboer har opsat et nyt stikudtag, kan det være svært for kunden at vurdere, hvad der faktisk er første stik. Det er oftest problemet i parcelhuse, fortæller Mads Arnbjørn Rasmussen.

Det kunne måske være nærliggende at tro, at LTE800-signalerne også kunne trænge ind i Yousees egen installation eller i installationen i boligforeninger. Men ifølge Mads Arnbjørn Rasmussen er det næsten aldrig tilfældet.

LTE800 kan påvirke Yousees kanal 61 til 69, som kun bliver anvendt til kanaler i Yousees store tv-pakke. Så når kunder uden den store pakke oplever billedforstyrrelser, så er det næppe som følge af LTE800, understreger Mads Arnbjørn Rasmussen.

Forstyrrelse fra DVB, DAB og Tetra har hjulpet

Ifølge Mads Arnbjørn Rasmussen hænger de relativt få henvendelser om 4G-støj på fjernsynsskærmene sammen med, at der tidligere har været indstråling fra andre frekvensområder og teknologier.

Således har eksempelvis tetrasignaler fra bybusserne i København forstyrret Yousee-kunder, ligesom det jordbaserede digitale sendenet har voldt problemer. Også DAB-radio-sendere har givet pixelering og andre forstyrrelser på skærmbilledet. Det har bevirket, at installationerne gradvist er blevet forbedret ved, at kunderne har skiftet kabler og stik.

Forstyrrelserne som følge af 4G ved 800 MHz bliver dog formentlig noget værre, end det i dag er tilfældet.

»Den rigtige udfordring bliver, når kunderne tager en terminal ind i lejligheden,« siger Mads Arnbjørn Rasmussen.

Terminaler er mobiltelefoner og dongler til data, der kører på LTE800. Dem er der ifølge Mads Arnbjørn Rasmussen endnu relativt få af. Når de kommer, vil 4G-signalerne i frekvensområdet komme helt tæt på folks antenneinstallationer og tv-apparater. Det vil formentlig give nogle udfordringer, lyder vurderingen fra operationsdirektøren.

Her kan et scenarie eksempelvis være, at folk finder ud af, deres tv-apparat ikke er tilstrækkeligt skærmet, og at den eneste løsning er at udskifte tv’et.

Læs også: 4G-mareridt: Tv-kunder aner ikke om deres nye fjernsyn får sort skærm

Det kan også vise sig, at dem, der bor tættest på en LTE800-mast, faktisk får færrest problemer med en LTE800-terminal. Jo længere terminalen befinder sig fra masten, des kraftigere sender den nemlig.

Hvor mange tror du, kommer til at opleve forstyrrelser, når terminalerne bliver udbredte?

»Det ved vi ikke rigtigt. Personligt er jeg ikke så forfærdeligt bekymret,« siger Mads Arnbjørn Rasmussen.

Han henviser til, at eventuelle problemer med indstråling fra terminaler formentlig vil kunne løses relativt enkelt og på samme måde, som hvis en GSM-telefon laver støj i en højttaler, altså ved at flytte terminalen væk fra den enhed, der bliver forstyrret.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Her kunne YouSee og andre udvise en vis form for service, der hvor der opleves forstyrrelser fra 4G LTE, her kunne man anvende analoge Tv signaler; på den anden side hvorledes kan man genere kunderne mest muligt! Jeg har ved selvsyn oplevet hvorledes TV2 zulu Analogt her i Århus blev forstyrret fra Hedensted senderen (UHF kanal 30, og TV2 zulu på kanal 30 i kablerne hos Stofa). Forstyrrelser vil klart genere et analogt signal, men dog ikke så meget at samme kanal ikke kan ses!

  • 0
  • 2

Det er mærkeligt at Yousee har valgt at sende DVB-C i 800 MHz området når moderselskabet sender 4G på samme frekvenser, kunne de ret få TV kanaler der ligger i dette område ikke flyttes til andre frekvenser der er mindre udsatte.

Tidligere lavede Yousee en lignende "fejl" på analog kabelTV, DK4 var i vort område placeret på nøjagtig samme frekvens som TETRA, så hver gang der kom en politibil eller et udrykningskøretøj forbi væltede signalet.

  • 0
  • 3

Jeg ser TV (kun DR, DR2, DR3 m.v.) via en gammeldags antenne på taget. Lige før pinse blev signalet på DR og DR2 gradvist dårligere. Efter en uges tid var DR og DR2 helt forsvundet! Jeg kan se DR3 og andre DR-kanaler uden problemer?

Forslag til forklaring (og udbedring) er meget velkommen.

  • 0
  • 0

Re: Kund youSee??

For finde ud af tingene, hvilket godt kan blive svært, da har man brug for kende både retningen mod Tv senderen og også retningen imod hvad der nu forstyrrer. Hvis tingene flasker sig og man kan få det forstyrende signal ind i siden af antennen kan man muligvis redde det ønskede signal. Hvis både modtager og sender OG forstyrrende ligger på linie har man virkeligt et problem!

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten