44 forskere indklaget for fusk

44 medicinske forskere er blevet meldt til Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) for at begå samme fejl som professor Bente Klarlund Pedersen fra Rigshospitalet. Hun blev kendt uredelig af udvalgene i december, og flere af de forskere, som nu er indklaget, tog del i sagen mod hende, skriver Ugeskrift for Læger.

Advokat Jens Ravnkilde har indgivet klagen. Han hævder ifølge lægeugeskriftet, at 44 medicinske forskere har 'forsømt at oplyse behørigt om genbrug af biopsimateriale, dvs. har tilsidesat reglerne om krydsreferencer til tidligere publikationer om beslægtet forskning under brug af samme biopsier.' Advokaten lægger ikke skjul på, at han synes, at dommen over Bente Klarlund Pedersen var forkert.

Blandt de 44 forskere var flere involveret i sagen mod Bente Klarlund Pedersen. Det gælder blandt andet professor Ulla Feldt-Rasmussen, som var medlem af UVVU og var med til at dømme Klarlund. Derudover er blandt andre professor Henrik Galbo, som meldte den skandaleombruste forsker til UVVU blandt de 44 forskere, og det samme gælder den verdensberømte Rigshospitalet-professor Niels-Erik Skakkebæk, der forsker i hormonforstyrrende stoffer.

Bente Klarlund Pedersen, hvis sag er årsag til de mange nye anmeldelser for forskerfusk. Illustration: Centre of Inflammation and Metabolism

En del af Bente Klarlund Pedersens forsvar over for UVVU var netop, at hun kun havde gjort sig skyldig i noget, der var almindelig praksis. Hun fremlagde lister over for UVVU over forskere, som havde fulgt samme praksis.

»Det gjorde jeg for at vise, at der er tale om en ganske udbredt praksis inden for den medicinske forskning, når man genbruger biopsier uden at krydshenvise,« siger Bente Klarlund Pedersen til Ugeskrift for læger.

Bente Klarlund Pedersen afviser over for Ugeskrift for Læger at have noget med anmeldelsen at gøre, selvom der er sammenfald mellem hendes lister og de 44 forskere, der er indklaget for UVVU. Klarlunds lister er offentligt tilgængelige på nettet og kan derfor godt være brugt som baggrund for klagen uden hendes vidende.

Ifølge Ugeskrift for Lægers oplysninger kan UVVU tage Klarlunds dom op til genovervejelse allerede næste uge.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det ville klæde Ingeniøren at bruge et mindre værdiladet ord end "skandaleombrust" i sætningen:

[Derudover er blandt andre professor Henrik Galbo, som meldte den skandaleombruste forsker til UVVU blandt de 44 forskere, ...]

Skandale ved de fleste hvad betyder (og Klarlunds dom indeholder vel ikke en dom for at medvirke til skandale[r]), og ombrust betyder iflg. Den danske (net-)ordbog:

"omgive med et virvar eller en stor mængde, ..."

og man kan vel heller ikke ligefrem beskylde Klarlund for at vælte rundt i skandaler.

I en sag der har flere facetter end en dom for at gå over for rødt, bør ordvalget vælges med omhu, og ikke ovre i Ekstrabladsafdelingen.

mvh. søren andersen (ps. kender ikke Klarlund, hverken personligt eller fra faglige sammenhænge).

  • 18
  • 0

Enig - og jeg synes egentlig også brugen af Bente Klarlunds foto sammen med overskriften er tendentiøs. Faktisk har Bente Klarlund jo intet med den nye sag at gøre, hvorfor så bruge netop hende til at illustrere artiklen.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten