4 argumenter for, at du lever i virtual reality – og 4 argumenter for, at det er noget vås

Lige i øjet. Et ny udgave af forsøgene på at finde formål og mening med vores og verdens eksistens.

Kvantemekanikken har hidtil efterladt os med en række uforklarlige ejendommeligheder såsom måleproblemet, idet noget kun kan defineres, når det kan observeres. Simulationshypotesen giver os en forklaring.

Kan man overhovedet computersimulere kvantemekanikken?

Selvom kvantemekanikkens kvanter minder om bits, så giver kvantemekanikken ingen begrænsninger i information. Så selv den ganske lillebitteste ting, kan indeholde enorm information. Og udregningen kan kræve enorm regnekraft.

Hvis vores verden er simuleret, så er det en helt anden form for computere end dem vi har kendskab til. Måske er det kun muligt, med en slags enorm kvantecomputer. Og er det ikke netop universet?

Hvis computerne blev lidt mere smarte end de er i dag - det vil sige, hvis de løser sine programmer, i stedet for at udføre programmerne, så vil de måske kunne klare opgaven. Der er meget i universet, der går igen, og vi behøver ikke at simulere hver planet forfra. En smart computer simulerer kun forskellene. Tager man et regneark, og skriver et program så alle felter skal udregnes forfra, så indser den smarte computer, at når der ændres et felt, så er det kun ganske lidt der skal regnes ud på ny - de fleste udregninger kan bruges igen. Det er muligt, at lave algoritmer, der får computere til at tænke sådan.

Kan man udtænke en test som viser at vi lever virtuelt?

Men du kan bare se Rainer Werner Fassbenders film "Welt am Draht" fra 1973.

Kan man udtænke en test som viser at vi lever virtuelt?

Vi levet i livets virkelige verden og så lever vi en nogle mentale drejebøgers fiktive verden.

Livets virkelige verden er den vores krop eksisterer i og kan registrere med sine sanser og vores teknologiske redskaber der udvider kroppens sanseorgan med teknologiske apparaters kunnen.

De mentale drejebøgers skuespil gøres virkelige ved at vi skaber kulisser og rekvisitter for at gøre de fiktive mentale drejebøgers skuespil eksisterende.

De mentale skuespil sker efter diverse former for drejebøger, som politiske, religiøse, økonomiske og militære mentale drejebøger, hvis skuespil kun kan eksistere ud fra vores tro på, at disse drejebøgers fiktive skuespil er reelt eksisterende. Denne reelle eksistens af drejebøgernes mentale skuespil sker ved hjælp af kulisser og rekvisitter og ikke mindst trusler mod menneskets frihed og liv.

Måske vi slet ikke skulle havde været i simulationen. Vi er virus!

det kom til at lyde lidt negativt !

...ingen fare i at diskutere hvor mange engle der kan være på knappenålshovede, eller om månen er der når man ikke kigger på den.

Men, kære temmelig-kloge-venner, i må gerne kigge i hullet,men fald ikke i det. Alice landede blødt - men det tror jeg ikke I skal regne med er sådan det foregår udenfor fiktionens verden :D

Pas på derude, og derinde.

Det er simpelthen... )=#(¤=#)¤(=#) !

Hele startskuddet, argumentet baseret på "sandsynligheden" for at vi lever i en simulation, er komplet nonsens.. og så ruller det bare derud af med tågesnak og science-fiction sludder, fordi at den mand der slog den meget omtalte brain-fart er berømt, rig og fantastisk (hvilket han ubestrideligt er).

Hermed bevist at alle hjerner kan slå en filosofisk stinker... og måske endda slår store begavelser nogen ekstra slemme nogen, når de endelig skal.

Jeg finder næseklemmen frem.

Der er jo ingen der siger, at de to universer behøver have samme størrelse

Eller samme detaljeringsgrad. Et univers hvor fornuftige længdeenheder går fra Ångstrøm til Parsec giver ganske enkelt ikke mening som simulation.

-Selvfølgelig med mindre det kun er min bevidsthed der bliver simuleret og alle mine sanseindtryk er grænsebetingelser. På den anden side - mit liv er lige så kedeligt som en livetransmitteret golfturnering - som hvem ville spilde energi på det?

Og så nemt er det nu heller ikke at detektere, hvis der kun er dig

Nææ, en del af den grundlæggende simulering vil jo være et definere globale parametre for universet. Det kan godt være at vi lige nu er i en 3 dimensionel simulation fortaget af en computer der står i en 11 dimensional base reality.

Hvem ved? Men det er jo fløjtende ligegyldigt i hverdagen hvor vores primære motivationsfaktorer alligevel er begærlighed, anderkendelse, mad, sex og yngelpleje (alt sammen i 3D)

Hvorfor har den store programmør så smækket denne artikel op.
De logiske aksiomer står og falder på stribe lige nu.
Sagen er den, at en begrænset simulation vil kunne detekteres

Fordi han ikke ønsker vi skal finde det ud af det endnu?

Og så nemt er det nu heller ikke at detektere, hvis der kun er dig

Hvilket univers? Universet i den simulation, vi befinder os i? Eller det ukendte univers, hvori computeren, der kører simulationen, befinder sig?

Og den kapacitet kommer ikke til at findes i vort univers.

Der er jo ingen der siger, at de to universer behøver have samme størrelse. Tværtimod ville det være nærliggende at simulere et univers, der er mindre end ens eget for at holde simulationen på en overskuelig skala.

Faktisk behøver der kun være én bevisthed ( den der er bevist om denne diskussion lige nu) , og et begrænset antal input-data i form af sansninger. Sansningerne behøver ikke være hverken særligt detaljerede eller konsistente, det kender vi alle.
Jeg tror det vil være meget svært for den simulerede bevisthed at erkende og bevise at den er en simulering, hvis sansningerne er kontrolleret af "Den Store Programmør"

Sagen er den, at en begrænset simulation vil kunne detekteres.

Dét er nemlig lige præcis hvad det er. Det mest interessante ved simulationshypotesen er netop at den helt åbenlys er forkert samtidig med at det er meget svært at argumentere for, at alle 3 statements i Nick Boströms oprindelige værk fra 2003 er falske udsagn. Det bliver næsten ikke bedre.

Alternativt, så er simuleringen total, d.v.s. simuleringen startede ved Big Bang, og samtlige superstrenge simuleres. Der er bare det, at den sådan simulering jo ville kræve en computer adskillige gange større end det kendte univers.

Argument nummer to: Det er ikke muligt at simulere bevidsthed uden at simulere meget detalje

Det er jeg nu ikke så sikker på, jeg tror (ved ikke - men tror) at bevisthed opstår spontant i komplekse koblede kaotiske systemer. Selv en blæksprutte virker bevidst og den har en hjernestruktur der er helt anderledes end vores. Det samme gælder mine forældres papegøje der nærmest var klogere og mere selvbevidst end en del af de mennesker jeg render på til daglig. Jeg tror at vi kommer til at se computere der er bange for at dø når man slukker for dem inden for det næste årti. Det eneste det kræver er, at vi kommer væk fra von Neumann strukturen begynder at koble (elektriske) neuroner.

Bedste argument i min verden imod simulation er, at vores simulation er at den er unødvendig detaljeret. Det er meget usofistikeret at køre en simulation på så mange størrelsesskalaler samtidigt.

Mht nabosjerner ved vi strengt taget ikke om de er drevet af relle fusionsproceser, eller om de er fotonudsendende grænsebetingelser :)

I argumenterne for antydes det at vi i simulationen er "skabt i Guds billede", for at blive lidt i det religiøse. I så tilfælde kan man jo ikke simulere Darwins teorier også. Man må nødvendigvis løbe ind i de samme problemer, som hvis man tager bibelens skabelsesberetning bogstavelig.

Mit første argument imod en simulering, er derfor: Verden er underlagt nogle begrænsninger og genveje, disse genveje bør vi kunne opdage.

Alternativt, så er simuleringen total, d.v.s. simuleringen startede ved Big Bang, og samtlige superstrenge simuleres. Der er bare det, at den sådan simulering jo ville kræve en computer adskillige gange større end det kendte univers.

Argument nummer to: Det er ikke muligt at simulere bevidsthed uden at simulere meget detaljeret, sandsynligvis under atomart niveau. Og den kapacitet kommer ikke til at findes i vort univers.

Argument nummer tre. Det er ikke en civilisation, som simulerer sig selv. Det er ikke muligt at lade en verden simulere sig selv uden at lave genveje. En af disse vil naturligvis være at vi ikke kan have en bevisthed. Og når det ikke er en civilisation som simulerer sig selv, ryger "for" argumentet med at en civilisation kan simulere sig selv en milliard gange, og dermed sandsynligheden på en milliard mod en for at vi er en simulation.

Mange tak :)

Med hensyn til debatter der løber af sporet, startes disse "afløb" som regel af en lille hård kerne af "rettroende" der præsenterer kontrafaktiske synspunkter, igen og igen og igen (og igen)

Dette er en rød klud i ansigtet på ingeniører, der er trænet i at reagere imod kontafaktisk information, hvorfor larmende debatter generelt er svære at undgå.

En sandhed behøver ikke at blive gentaget, så jeg tror du kunne få dig et meget bedre debatteringsklima hvis folks adgang til en specifik debat blev begrænset til f.eks. et indlæg pr. dag.

Trollene (uden d....) ville dø af kedsomhed, alle andre ville få værdige og intellektuelt stimulerende debatter frem for de veritable værtshusslagsmål man ofte ser på disse sider.

og.... det ville ikke skade at give kniven til profiler med falske nave - kan man ikke stå inde for det man skriver med navns nævnelse, så bør man ikke skrive overhovedet.

... nu har menneskeheden så længe vi kan spore tilbage, kæmpet med ideen om, at det hele "bare" er noget, der er skabt af en eller anden guddommelig skabning.

BO; (der lige nu har nok i de virkelige problemer)</p>
<p>... som du så ikke ved, om er virkelige ;-)

Har prøvet, men ham den store mand med rudekuverterne insisterer på, at han er virkeligt virkelig, og at det kommer til at gøre virkeligt ondt, hvis ikke jeg slipper slanterne virkeligt hurtigt....

Kære alle

Den her historie er jo lidt utraditionel i Ingeniørens kontekst. Tag den som eksempel på en type historier vi OGSÅ gerne vil dyrke herfra - hvor blikket på teknologitendenser og samspillet mellem teknologi og samfund bliver beskrevet. Det er derfor herligt at se jeres både faglige, saglige og humoristiske diskussion i denne tråd. Det er lige præcist denne ordentlige og overskudsagtige typer debatter, vi gerne vil fremelske. Såvel i de bløde historier som i vores historier om Letbane, signalprogram, kampfly, Femern osv osv.

mvh Henrik Heide Webredaktør

Så må vi vel rimeligt nødvendigt simulere alle dele af det. Så efterhånden som vores simulation udvider sine grænser (flere stjerner erkendes af bedre teleskoper), så stiger kravet til hukommelse og processorkraft. Når kravet overstiger det der kan gemmes i base realitys atomstruktur (cirka uendelig mængde information), så er der ikke plads til mere. Hvis vi så skal lave parallelle simuleringer stiger kravet til storage. Men der var vist nogen der allerede nævnte boundaries i forbindelse med simulationer...

Skulle vi leve i en simulation, som er bare nogenlunde besparende opbygget, så har vi fået svaret på det filosofiske spørgsmål: Larmer et træ, som falder i skoven, hvis ingen hører det. Nej, for det er først faldet når nogen kommer til lysningen og simuleringen finder ud af træets tilstand.

42!

(der lige nu har nok i de virkelige problemer)

... som du så ikke ved, om er virkelige ;-)

Et meget relativt svar.

Stof som vi kender det, kan omsættes til energi E=MC2, men så er der også et 3. stadie hvor energi/stof kan ses i et spektrum af information.

1. Jeg har spillet massere af spil hvor stor dele var kedelige
2. Jeg har spillet massere af spil hvor jeg keder mig så meget at jeg begynder at smadre det hele for at se hvad der sker
3. Nogle civilisationer overlever!
4. Jeg forstår ikke.. er det et argument for eller imod?

Tanken er akademisk interessant, men for alle praktiske formål er det jo inderligt ligegyldigt, vi kan kun forholde os til den verden vi selv lever i.

Nu har jeg ikke fulgt debatten, men er dette ikke religion 2.0 hvor "Skaberen" er erstattet af den "Himmelske Programmør", der i alle sammenhæng må have samme (eller bedre kræfter end Gud 1.0)

Såååå, vi har vel bare samme religion som sædvanlig i en ny fancy indpakning.

• nu venter vi bare på fraktioner af den nye religion der begynder på thermonukleare tosserier for at påkalde sig den Himmelske Programmørs opmærksomhed.

"Begrænsningerne behøver ikke skyldes en simulering, men så længe de kan skyldes en simulering, så er teorien ikke modbevist." er ækvivalent med Verdens begrænsninger behøver ikke at skyldes Guds skaberværk, men så længe de kan skyldes en skabelse, så er teorien ikke modbevist.

Nej, man kan generelt ikke bevise i absolut forstand, at noget ikke eksisterer, og hvis noget påstået er i modstrid med anerkendte naturlove, så kalder man det blot et mirakel. Den store programmørs eksistens kan ikke modbevises, men der er heller ikke argumenter for denne eksistens, blot motiver som bygger på ønsketænkning og angst.

En computer kan simulere fordøjelsen af en pizza, men ikke fordøje en pizza!

"Behøver vi nu virkelig starte den forfra i version 2.0?"

Lige i øjet. Et ny udgave af forsøgene på at finde formål og mening med vores og verdens eksistens. Vrangforestillinger der bygger på håb og frygt (og undren) bliver ikke virkelige af, at man håber eller frygter rigtigt meget.

Hvor nogle religiøse varianter påstår, at vi (de gode eller de heldige) bliver forenet med guderne eller guden og derefter endelig indser den kosmiske sammenhæng, så svarer dette i IT udgaven, at vi om måske tusinder af år fatter det hele, fordi vi selv bliver "skabere". Dette svarer til, ganske ulogisk tænkt, at vi ved at skabe kunstigt liv beviser og forstår Guds eller guders eksistens.

Jeg synes der mangler to vigtige argumenter for simulations siden:

1. Boundary values: Når vi sidder i vores solsystem og ser ud på verdensrummet, så ser vi (næsten) et fikseret billede, som vi aldrig har nogen chance for at komme i nærheden af. En af de første ting man lærer når man kører simuleringer er at vælge sit statiske beregningsområde "stort nok" således at problemet aldrig bliver influeret af dets kanter. Så hvis vi er i en meget simpel simulering, så kan vi aldrig tage til andre solsystemer.

2. Kvantisering: kvantemekanikken dikterer at alt er kvantiseret. Uden at gå for meget i detaljer er parallellen til nutidens binære repræsentation af data ret tydelig. Tallene i vores computere er ligeså "kvantiseret" som vores fysisk observerbare univers.

I øvrigt er de fire argumenter i artiklen for at vi lever i base reality rimlig ringe.

1. Du simulerer jo ikke det du ikke vil se. Så hvis du vil se hvordan dine forfædre gik fra at svømme til at bo i huler og derefter til at overkomme fx false religiøse overbevisninger, så laver du jo ikke 20 forskellige planeter i samme univers med dertil hørende risiko for at de snakker sammen.

2. Givet hvor mange mennesker der spiller fx "The Sims" der gladeligt gemmer spillet og slukker computeren, uden at andre betragter dem som kyniske af den grund, så vil jeg ikke mene det er kynisk. Husk også at det kan være kulturen i et evt base reality kan være langt fra vores egen simulerede kultur, og at deres etik derfor slet ikke kan vurderes/forstås med vores øjne.

3. Fermis paradox er ikke hvad der er beskrevet i artiklen! Se bare de første linjer i https://en.wikipedia.org/wiki/Fermi_paradox . Med det sagt så kunne svaret til Fermis Paradox sagtenens være at vi lever i en simuleret verden. Se mit første argument for simulationssiden nævnt oven for. Hvilket argumenter er der for at alle civilisationer på et tidspunkt ødelægger sig selv? Kunne man ikke omvendt sige at siden vi er her, så finder naturen altid en vej? En enkelt avanceret civilisation er jo nok til at lave milliarder af simuleringer.

4. Begrænsningerne behøver ikke skyldes en simulering, men så længe de kan skyldes en simulering, så er teorien ikke modbevist.

Jeg er af den opfattelse at det er en spændende teori, med visse indicier og ingen beviser. Med andre ord er det er alt for tidligt at sige noget som helst . Der mangler simpelthen beviser for begge sider.

I øvrigt, så ville den beviselige tilstedeværelse af en gud i min bog klart være et bevis for at vi lever i en simulering ;-)

... nu har menneskeheden så længe vi kan spore tilbage, kæmpet med ideen om, at det hele "bare" er noget, der er skabt af en eller anden guddommelig skabning.

Argumentet for dette har en tendens til at lægge sig op af "jamen, det er noget, der ligger uden for vores fatteevne, fordi (indsæt guddom efter eget valg her) ikke har valgt at give os evnen til at bevise (indsæt "hans"/"hendes" efter eget valg) eksistens".

Med al respekt for individuelle personers tro, så er vi langsomt ved at gøre os fri af at lade denne ide styre vores verden.

Behøver vi nu virkelig starte den forfra i version 2.0?

Ville vi bruge den samme mængde tid og energi på sagen, hvis Elon Musk i stedet havde skrevet, at der var 1 milliard mod 1 mulighed for, at vi bare eksisterer i guds eksperiment?

Undskyld mig, og jeg beder virkelig om undskyldning for at dette render mig ud af tastaturet hvis det genererer nogen, men er det her andet end studentikost "man kan jo forestille sig" snak - nu bare legitimeret af, at en eller anden meget dygtig rigmand også leger med tanken?

Med opgivende hilsen

Bo

(der lige nu har nok i de virkelige problemer)

Det er bare.. simulation er kun nødvendigt hvis det skal observeres.