Med udbredelsen af billige 3D-printere er der opstået et behov for at nemt og hurtigt at kunne scanne et objekt og få det printet. Men 3D-scannere med høj opløsning er i dag både dyre og store. Det ville i stedet være langt nemmere, hvis du bare kunne tage mobiltelefonen og scanne med det indbyggede kamera. Problemet er bare, at kameraet i din mobiltelefon i dag kun opfanger mængden af lys og ikke afstanden til et objekt.
Nu har forskere fra Caltech og University of Pennsylvania formået at udvikle en chip med en opløsning på 16 pixels, der kan scanne et objekt ved hjælp af infrarødt laser-lys. Teknikken hedder Nanophotonic Coherent Image (NIC).
For i modsætning til et almindeligt kamera, hvor hver pixel altså kun opfanger mængden af lys, så er det med NIC muligt også at bestemme afstanden til objektet. Teknikken kendes i dag fra Lidar (Light Detection And Ranging), som blandt andet bruges til at scanne bygninger, geologiske formationer og inden for meteorologi.
Læs også: Radarsystem fra Dong skal øge havmøllers strømproduktion
I Lidar beregnes afstanden til et objekt ved at måle bølgelængden af det reflekterede lys fra en laser og sammenligne den med den oprindelige bølgelængde.
Med NIC er forskerne i stand til, på en afstand af 0,5 meter, at sætte et billede sammen af en amerikansk én-cent-mønt med en dybdeopløsning på bare 15 mikrometer. Billedet er noget grovkornet, da det er taget i bidder med deres 4x4 pixel-chip, men forskerne er ikke i tvivl om, at med lidt mere udvikling vil billedet kunne få lige så stor opløsning som med et moderne digitalkamera.
Selve scannings-chippen med de 16 pixels fylder lige nu 850x870 mikrometer og det giver forhåbninger om, at et fremtidigt produkt vil kunne indbygges i de fleste små enheder - for eksempel en mobiltelefon.
Forskerne tror også, at teknikken vil kunne bruges inden for mange andre områder. For eksempel måden robotter kommunikerer med mennesker på, hvor lynhurtige og nøjagtige 3D-billeder af omgivelserne er værktøjet.
Se forskningsartiklen her.
