Well, jeg køber præmissen at man kan lave fantastiske ting i rummet, f.eks. vækst af perfekte enkeltkrystaller (Forudsat man skærmer for kosmisk stråling se'fø'li)

Jeg køber også at det kan være meget interessant at få en 3D (metal) printer til at køre i 0 G.

Jeg køber også at 3D metalprint kunne være interessant i rummets vacuum, hvor man kunne printe f.eks. Mg eller Na strukturer uden at sætte både printer og emne i flammer.

Men, men, men, kæden falder bare totalt af når af hvis man vil 3D printe perfekte metaller i rummet. Citat "I fremtiden kan det derfor være, at små, meget præcise metaldele skal printes i rummet for at blive helt perfekte."

3D printning af metaller er baseret på chok-køling af en lille lokaliseret smelte, ned imod et varmesugende substrat. Kølingen udbreder sig som en størkningsfront igennem den lille lokale smelte og vil give anledning til anisotropi og lokaliserede materialespændinger på dråbeniveau. Et 3D printet metalemne er derfor dybest set én stor svejsefuge, med alle de problemer dette medfører. Den lokale størkning af smeltedråben yderemere have en tidskonstant der er (mindst) en dekade kortere end noget som helst størkningsfænomen der har med tyngdekraft at gøre, hvorfor effekten af tyngdekraft på materialeegenskaberne burde kunne ignoreres totalt, netop i 3D printere metalemner.

Med andre ord - kombinationen af 3D print og ønsket om perfekte materialestrukturer der kun kan opnås i rummet er helt sort - nogen der kan oplyse yderligere, f.eks. en fra ESA, en fra DTU, eller måske astronaut Mogensen himself?