3D-printet rykker ind i mundhulen

3D-print-teknologien bruges allerede til proteser, ligesom der bliver gjort spæde forsøg på at 3D-printe menneskelige organer.

Nu rykker 3D-printet så også ind i tandlægeklinikken – og senere sandsynligvis også vores mundhuler – takket være et samarbejde mellem de to danske virksomheder 3Shape og Damvig Develop.

3Shape leverer en tredimensionel skanner, som tandlægen bruger til at skanne patientens tandsæt i farver. Damvig Develop 3D-printer efterfølgende den digitale model af tandsættet, så dentallaboratoriet har en mere præcis model at udforme kronen eller tandbroen efter i stedet for de traditionelle gipsmodeller.

Det er første skridt i modningen af en teknologi, som skal bane vej for decideret kronesintring i titanium eller keramik. Dermed vil 3D-print rykke helt ind i mundhulen.

Teknologien kan ikke gøre opholdet i tandlægestolen mindre smertefrit. Men forventningen er, at 3D-skanning og -print vil give mere præcise tandsætsmodeller, som kan reducere patientens opholdstid i stolen.

»Vi skal have lavet samme krone som i dag. Men vi skal gøre det på en hurtigere, bedre og billigere måde,« opsummerer Jesper Damvig fra Damvig Develop.

Se Ingeniørens fokus om 3D-print

Som det er i dag, bruger dental­laboratorierne gipsmodeller af tandsættet til udformning af tandprotesen, men en undersøgelse fra 2010 har vist, at op mod 80 procent af disse modeller er af uacceptabel kvalitet.

»Fremover vil laboratoriet modtage vores 3D-print af patientens tandsæt og kunne lave kronen ud over den her løse kerne. De kan tjekke, at biddet og friktionen er i orden. Og når kronen kommer ud til patienten, passer den bare,« forklarer Jesper Damvig.

Én af fire testere på verdensplan

Der er som udgangspunkt tale om et standard SLS-print, altså farvet nylon, men i en meget forfinet metode med tolerancer helt nede på omkring 50 til 60 μ. Modellerne bliver printet på en Eos P110-dentalmaskine.

Damvig Develop er én af kun fire kunder i hele verden, som Eos har udvalgt til at betateste den avancerede maskine. Den ankom til lokalerne i Høje-Taastrup i oktober sidste år, og Jesper Damvig skønner, at man nu er godt halvvejs med betatestene.

»Vi har lært så afsindigt mange ting bare på den korte tid. Vi har rent faktisk lært en masse om de her 3D-printere, for vi har fået lukket hele programmeringen op, så vi kan gå ind og ændre på blandt andet belysningen,« lyder det fra en tydeligt begejstret Jesper Damvig, som har gjort husets SLS-mand til dedikeret dentalspecialist her i udviklingsfasen.

Printer og software har stået i sammenlagt næsten to millioner kroner. Derudover har Damvig Develop måttet investere i en skanner, som kan måle de uhyre præcise tolerancer. Det eksisterende måleudstyr kunne ikke klare opgaven.

Kæmpemæssig knowhow

Jesper Damvig ser også et betydeligt marked for 3D-print af dentalmodeller. Næste skridt bliver decideret kronesintring i titanium eller keramik, førstnævnte i så fald belagt med en overflade af keramik. Det arbejder maskinleverandører som Eos og 3D Systems allerede på, og Jesper Damvig spår, at vores mundhuler kan blive fyldt med 3D-printede proteser i løbet af tre til fem år.

Men selvom markedet ikke skulle blive så stort som forventet, har Damvig Develop fået en masse ud af at deltage i udviklingsarbejdet.

»Det er primært for at være på det marked, der hedder 3D-print af dentalmodeller. Det sekundære er, at vi har opbygget en kæmpemæssig knowhow inden for højpræci­sions-modelfremstilling,« siger han.