3D-print og carbon: Fire danske biler klar til øko-maraton

3D-printerne har de seneste mange uger kørt på højtryk og spyttet plastdele ud i store mængder hos de ingeniørstuderende på Aalborg Universitet.

Her er man ved at lægge sidste hånd på bilen Carbon Killerwhale, som skal deltage i Shell Eco-marathon 2013 - øko-ræset, hvor det handler om at klemme så mange kilometer ud af en dråbe benzin, brændselsceller eller solenergi som muligt.

Dermed får Aalborg Universitet sammen med universitets anden øko-racer Carbon Cobra, som endte på en fjerdeplads i fjor, hele to biler med i årets løb.

Den nye Carbon Killerwhale kommer til at køre på brændselsceller og vil samtidig have en elmotor om bord, som skal drive bilen frem - og flere af bilens bindeled til kroppen er 3D-printet.

»Desuden skal vi teste bremser, som genererer energi. Det bliver et vigtigt redskab til at køre rigtigt langt. Men hovedmålet med Carbon Killerwhale er at gennemføre,« siger Kristian Kjær Justesen, der er ph.d.-studerende på Aalborg Universitet og med til at lede Team Aalborg Energy Team, som bygger bilen.

Foruden den nye Killerwhale vil Aalborg Universitet have bilen Carbon Cobra, der ved øko-ræset i fjor kørte næsten 3.000 kilometer med sin hydrogendrevne motor.

Årets øko-ræs finder sted i Rotterdam 15.-19. maj.

DTU vil sætte sparemotor-rekord

Blandt de andre deltagere finder man også DTU Roadrunners, som efterhånden er en gammel kending i øko-ræset. I 2012 vandt DTU Roadrunners eksempelvis den klasse, som hedder UrbanConcept på ethanol.

Her endte DTU-folkene med at presse bilen op på 611 km/l. I år har DTU også haft gang i 3D-printerne, hvor man eksempelvis har printet et nyt rat i plastic, der indeholder knapper til startmotor, lys og horn.

Dynamo, som DTU-bilen hedder, har fuldt carbon-karosseri, carbon-fælge, nye højeffektive lejer i motoren, mindre krumtaphus og et regenerativt bremsesystem. Og den har tabt sig: I forhold til 2012 har holdet barberet godt 30 kg, så egenvægten nu lander på 100 kg.

»Jeg vil nødig lægge hovedet på blokken, men gutterne her på DTU taler om en brændstofbesparelse på 10 procent. Så Dynamo ender måske over 670 km/literen. Uanset hvad vil vi bare gerne slå sidste års snit,« fortæller Claus Suldrup, ph.d.-studerende ved DTU Mekanik, som har været med fra starten på DTU.

»Vi har også lavet test af bilens dæktryk, som vi i år sænker, da det ifølge vores beregninger ikke vil betyde det store, hvis vi går fra 5 bar til omkring 2,5 bar,« tilføjer han.

Nyt Aarhus-projekt kæmper

Sammen med de to 'kendte' projekter fra DTU og Aalborg Universitet har Aarhus Universitet Herning nu også meldt sig som dansk frontkæmper til øko-ræset 2013.

Her er man i gang med at bygge en bil, som skal drives dels af el, dels af solenergi fra en 0,17 m2 stor monokrystalinsk solcelle. Elmotoren er på i alt 200 watt.

Men teamet fra Aarhus Universitet Herning, som samarbejder med Ingeniørhøjskolen i Aarhus, har problemer, fortæller Anders Hvilsted, professor fra Ingeniørhøjskolen og en af lederne på projektet.

»Vi mangler stadig den reguleringsenhed, som skal omsætte solstrålerne til energi. Samtidig er bilen endnu skilt ad, så vi ikke kan teste den i en sammenhæng. Så det bliver på et hængende hår, hvis vi når med til Rotterdam,« siger Anders Hvilsted.

For Aarhus Universitet Herning bliver turen til Holland dog mere af læremæssig karakter end medaljejagt.

»Første gang er lig med nogle benhårde erfaringer. Men vi kommer uden tvivl hjem med rigtig meget viden. Også 3D-printning er noget, vi er lune på til næste års bil,« fortæller Anders Hvilsted.

Du kan desuden følge med på DTU Roadrunners blog på ing.dk.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Ikke intuition. Killerwhale har helt misforstået aerodynamikken. Og det ser ikke ud til at nogen af dem har tænkt så langt som til riblets/sharkskin/golf ball dimples. Så der er nok mange oplagte muligheder for at gøre det markant bedre.

  • 0
  • 0

Med lidt kreativitet kunne startmotoren og batteriet dertil give et pænt tilskud. Hvordan sikrer man misbrug? I øvrigt undrer det mig, at man taler om at genbruge bremseenergi. Det er vel ikke særlig tit den skal bremse, og det gør styringen mere kompliceret.

  • 0
  • 0

Team Aalborg Energy har, efter min mening, lagt ganske ambitiøst ud ved at beslutte sig for, udover den eksisterende Prototype racer, at introducere en helt ny racer i Urban Concept klassen. Den nye bil er gået fra CAD-tegning til næsten færdig racer på få måneder, hvilket er ganske godt klaret af de studerende der har besluttet sig for dette. Aerodynamik har bevidst ikke været i fokus, fordi fremstillingen af bilen ikke skulle være afhængig af fræsning af støbeform, kulfiberformgivning og støbningen af skallen. De enkeltkrumme flader der er valgt muliggør brugen af hele kulfiber- og polycarbonatplader samlet med nogle 3d-printede beslag. Alt i alt en ret let kontruktion.

Et par flittige CFD simuleringer vil sikkert på et senere tidspunkt kunne optimere designet, men iøjeblikket er der en helt del andre aspekter der skal vise sit værd først. De første test over de næste dage blive forskellige kørselstests og godkendelsen af bilerne i de tekniske tests og sikkerhedstests de skal udsættes for.

Søren Juhl Andreasen, Koordinator for Team Aalborg Energy, Aalborg Universitet

@Svend: Bilerne med forbrændingsmotor (der typisk vælger en "coast and brun" kørselsstrategi) har nogle max tændtider for deres motorer, og skal have nogle lys der indikerer hvornår startmotoren er aktiv.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten