30 års debat fortsætter: Bliver man afhængig af computerspil eller ej?

Spillere og tilskuere ved en såkaldt showmatch i onlinecomputerspillet League of Legends på spilmessen Gamescom i Køln i 2014. Ifølge Ph.D.-studerende Rune Kristian Lundedal Nielsen er det især onlinespil, der fokuseres på i forskningen inden for afhængighed. (Foto: Wikipedia)

ITU-forsker undersøger, om computerspil kan sidestilles med ludomani og har arrangeret en konference, der skal lufte diskussionerne.

I USA undersøger psykiatere, om afhængighed af at spille computer skal med i den officielle bog over psykiske lidelser på linje med ludomani. Men konklusionen forekommer svær at nå.

Og sådan er det også herhjemme, fortæller ph.d.-studerende Rune Kristian Lundedal Nielsen, som i år færdiggør sin ph.d. om emnet, og som i næste uge er vært ved en konference på IT-Universitetet i København, hvor forskere fra hele verden diskuterer spil, børn, hjerner og psyke.

»Jeg undersøger, om der er grundlag for en sådan diagnose, eller om det blot er frygten for tegneserier, tv eller heavy metal, der er rykket videre. Jeg tvivler dog stærkt på, at der er tale om decideret afhængighed,« siger han efter at have gennemgået mange års forskning om emnet.

Når svaret ikke står mere knivskarpt, skyldes det, at den samlede forskerstand trods mange års forsøg endnu ikke har kunnet sætte to streger under resultatet, fortæller Rune Kristian Lundedal Nielsen.

»Efter 30 års forskning er bekymringerne og situationen stadigvæk den samme, uden at der er kommet enighed. Der er dem, der mener, at spil skaber afhængighed, overvægt eller vold, og dem, der mener, at de ikke gør,« siger han.

Spilforskningens fokus på online­spil undrer ph.d.-studerende Rune Kristian Lundedal Nielsen: »Hvis det er positive sociale relationer over internettet, der gør at en person spiller for meget, så mener jeg ikke, at man uden problemer kan klassificere spillet som et rusmiddel,« siger han. (Privatfoto)

Et skridt tilbage

»Derfor vil vi med konferencen træde et skridt tilbage og se på, hvordan bekymringerne opstår i samfundet, og hvor forskellige de er fra land til land. Og også om der er forskel på, om man f.eks. er forælder eller politiker,« siger Rune Kristian Lundedal Nielsen.

Han glæder sig især til de to panel­debatter, hvor den ene er mellem Christopher Ferguson, psykolog og blogger på Huffington Post, og Elly Konijn fra VU University Amsterdam, som har hver sin holdning til spils effekt på aggression.

Den anden debat står mellem professor Albert Gjedde fra Københavns Universitet og professor Andreas Roepstorff fra Aarhus Universitet, som debatterer neurologiens rolle, når det gælder afhængighed og belønning.

At to parter er stillet op over for hinanden, er dog ikke nødvendigvis repræsentativt for forskningen, erkender Rune Kristian Lundedal Nielsen. Men det viser, at der er forskellige opfattelser af sagen.

»Overvægten af studier angiver, at der er et problem ved computerspil, men jeg må sige, at jo længere, jeg selv graver mig ned i forskningen, des mere skeptisk bliver jeg over for de problemer, der bliver peget på,« siger han og nævner et studie fra 1998, som angiveligt beskriver, hvordan det at spille computerspil udløser dopamin i hjernen og derfor virker som en slags amfetamin.

Studiet, som blev publiceret i Nature under titlen Evidence for striatal dopamine release during a video game gik ud på, at en række computerspillere blev belønnet med penge, hvis de klarede sig godt. At gamere blev valgt, skyldtes ifølge Rune Kristian Lundedal Nielsen, at det metodisk var nemmere end at scanne hjerner på fodboldspillere i aktion.

»Men vi kan jo ikke vide, om det var computerspillet eller pengene, der skabte aktivitet i deres hjerner. Denne detalje bliver glemt i den forskning, der fremhæver computerspil som skurken. Havde det været fysisk muligt at scanne fodboldspillere, der spiller for penge, havde man nok fået samme resultat,« understreger han.

Han erkender dog, at der kan være den hage ved computerspil, at man ikke bliver så fysisk træt, som hvis man spillede fodbold, og derfor har tendens til at blive hængende længere. Men det gør man måske også, hvis man er i gang med en god serie på Netflix, argumenterer han.

Når historien alligevel ikke slutter med den konklusion, skyldes det, at langtfra alle forskere som sagt er på hans side. Lange rækker af forskningsartikler og avisartikler advarer om, at de unge bruger for lang tid på nettet og på spil, og at de bliver socialt isolerede og får voldelige tendenser.

Er det spillenes skyld?

Rune Kristian Lundedal Nielsen benægter ikke, at computerspillere kan være ensomme eller voldelige – men han mener ikke, at det nødvendigvis er spillene, der får nogle til at opføre sig afvigende.

Han mener derimod, at der er god logik i den forskning, der fremhæver, at et overdrevent forbrug af computerspil dækker over noget andet, f.eks. depression eller angst, der får nogle til at melde sig ud af den virkelige verden og ind i den virtuelle i kortere eller længere perioder af deres liv. En ’coping-strategi’, kalder han det.

»Efter skyderierne på Utøya i Norge havde politiets efterforskere travlt med at undersøge, hvilke computerspil Breivik spillede. Vi hører også ofte om computerspil i samspil med skoleskyderier i USA, men i mine øjne kunne man lige så godt sige, at det nok var fordi, de havde spist havregryn, fordi alle gør det. Jeg mener ikke, at årsagssammenhængen er klar,« siger Rune Kristian Lundedal Nielsen.

At forbud og censur endnu ikke er på tapetet i Danmark, selv om vores naboer i Tyskland også lovgiver på området, mener han, hænger sammen med, at vi lever i et forholdsvis fredeligt land uden jævn­lige skoleskyderier og andre voldshandlinger, udført af unge mænd, som tilfældigvis også var gamere.

Rune Kristian Lundedal Nielsen har selv været ivrig gamer og brugt oceaner af tid på spil som Warcraft og Starcraft. Men han argumenterer selv for, at en stigende mængde af øvrige forpligtelser i livet naturligt har ledt ham væk fra de virtuelle orker og længere ind i den virkelige verden.

»Jeg er selvfølgelig også lidt partisk, når jeg nu selv kan lide at spille, men jeg har endnu ikke mødt nogen, som ikke har kunnet lægge det fra sig, hvis de ville,« siger han.

»Bare fordi en bestemt type adfærd er uhensigtsmæssig eller uforståelig for andre, er det ikke nødvendigvis en afhængighed. Kriminalitet og bjergbestigning kunne være gode eksempler på det,« tilføjer Rune Kristian Lundedal Nielsen.

Debatten fortsætter på IT-Universitetet den 20. til 22. januar på Center for Computerspilsforskning, og der er åbent for alle fra onsdag kl. 13.30, hvis man tilmelder sig på concernsconf@itu.dk.

Konferencen har fået økonomisk støtte fra Det Frie Forskningsråd, Kultur og Kommunikation. Læs mere om konferencen hos IT-Universitetet.

Kommentarer (7)

Det mener nogle amerikanske psykologer, men hvad faen de vil jo bare opfinde nye sygdomme så de kan fylde os med medicin og deres lommer med penge ;)

  • 0
  • 0

Om man spiller online Poker, lægger syvkabele eller skydespil/bilspil og logiske spil. Og her skelnes jo ikke mellem fx "WordFeud" eller "Hitman" (eller hvad skydespil nummer hit hedder nu).

Jeg ville tro, at man skal definere "afhængelighed"- som med andre typer misbrug: Det går ud over økonomi, helbred og sociale relationer på en måde, der er skadelig for individet og familien.

Jeg kom til et resultat med onlinegaming på Fjæsbogen, da jeg brugte en del penge på at tilkøbe liv og adgang til baner- og efter 7 mdr gjorde op, hvor meget dét så lige havde kostet. Det var ikke ruinerende, men for dyrt til, at jeg gad det. Løsningen var desværre et ny plastickort, da visse ting kan man ikke framelde sig! Og de trak penge- uden at være aktiveret...

Men jeg har også været "onde mor", der trak stikket, når min lille knort tudede i frustration over spil. Eller måtte sige nej til at bruge rigtige penge på tilkøb af dims i spil. (Ikke smølfebær- men noget tilsvarende).

Selv kan jeg lide logiske spil, og perioder spiller jeg mere end, i andre. Men jeg lægger også kabaler og løser krydsord IRL. :-)

Mvh
Tine

  • 3
  • 0

at det ikke påvirker en

Hvis det var tilfældet ville nutidens ungdom, som jo er vokset op med Pacman jo skulle have en tendens til at forsamles i mørke rum og lytte til enformig musik, mens de spiser små piller.

;o))

  • 3
  • 1

Med 4 børn har jeg da gjort mig de erfaringer at børn stort set ikke kan styrer det selv. I mit daglige arbejde i en fritidsklub kan vi også se hvordan børnene - især drengene - fravælger klubben i større og større grad fordi vi ikke kan leve op til deres forventninger om at kunne tilbyde 18+ spil når man går i 4-5 klasse. Den kamp taber vi - der er frit slag på alle hylder hjemme.

Mine egne erfaringer er at spil og internet fylder mere og mere, og jo de er klart afhængige af det. Da GTA5 udkom forsvandt vores drenge i 2 måneder efter. De sad på skift hjemme hos dem som havde fået spillet.
Spil industrien er vel ikke blevet en bedre og større forretning end film og musik industrien uden grund?

Der mangler helt klart IT på skole skemaet, og en ordentligt information til alle curling forældrende om hvad det gør når lille Alfred i 5 klasse har plaget nok om GTA5 eller det nye Starwars, og de forældre vælger at give efter. Rigtig mange børn får ikke den samme sociale indlæring fordi næsten al fritid går foran skærmen, og forældrende har svært ved at sætte grænserne.

  • 2
  • 1

jeg kan kun tale for mig selv. jeg spille computer næste hverdag ikke meget 1-2timer. jeg gør det for jeg synes det er sjovt og hyggelidt. men mest af alt for at det får mig til og slappe af efter en lang dag på en måder som jeg ikke kan slappe af på vis jeg så tv. så ja måske jeg er afhængig og nej for jeg kan godt undvære det

er ordblind

mhv Lasse

  • 0
  • 0