299 busser i København har fået NOx- og partikelfiltre

Foto: Movia

Trafikselskabet Movia tillader stadig busser med langt højere udslip end de nye EU-normer. Men nye rensesystemer bringer nu luftforureningen fra 299 af selskabets busser ned under grænsen.

Det seneste halve år har 299 busser, som betjener de mest trafikerede og forurenede veje i København og på Frederiksberg, fået monteret renseudstyr, der fjerner størstedelen af bussernes forurening.

Rensesystemet består af et partikelfilter og en SCR-katalysator (selektiv katalytisk reduktion), som skal rense udstødningsrøgen for partikler og NOx. SCR-systemet fjerner 95 procent af NOx-udledningen og mellem 95 og 98 procent af partikeludledningen.

»Vi er kommet et langt skridt videre med at gøre luften i hovedstaden renere. De nye rensesystemer reducerer forureningen fra busserne med 95 procent, og er endnu et skridt på vejen til at nedbringe forureningen fra vejtrafikken,« siger vicedirektør i Miljøstyrelsen, Michel Shilling, i en pressemeddelelse.

Læs også: Københavnerne må leve med NOx-udspyende bybusser i mindst 12 år endnu

Filtrene på de 299 busser skal imødegå problemet med udledninger fra de gamle busser, der ikke overholder EU's seneste miljøstandard, Euro 6. Som Ingeniøren skrev i efteråret, undlader Movia nemlig at stille krav om at overholde Euro 6-standarden, når selskabet afholder nye udbud om driften af buslinjerne på Sjælland. I stedet kan vognmændene byde ind med brugte busser, der kun opfylder den gamle Euro 5-standard.

Overholder nu Euro 6

Norske og svenske undersøgelser har vist, at skiftet fra Euro 5 til Euro 6 medfører et stort fald i de tunge køretøjers udslip af NOx, eftersom de testes i virkelig trafik, hvilket har vist sig at være et effektivt middel til at nedbringe forureningen.

Men med de nye rensesystemer overholder de 299 busser nu kravet i Euro 6 om højest 0,4 gram NOx/kWh.

»Med rensesystemet leverer busserne 0,29 gram NOx/kWh. Movia har desuden testet rensesystemet i forhold til den noget skrappere Millbrook-cycle, anvendt af Transport for London. I denne test udleder systemet 0,37 gram NOx/kWh. Busser med rensesystemet monteret opfylder således Euro 6-normen,« skriver Karen Nielsen, kommunikationsrådgiver i Movia, i en email til Ingeniøren.

Læs også: 984 af Movias busser overskrider stadig EU-standard for luftforurening

Op mod 500 københavnere dør hvert år for tidligt som følge af partikler, NOx og andre skadelige stoffer i luften. Monteringen af de mange rensesystemer har stået på siden september, og siden de første ombyggede busser blev sendt tilbage på gaden, har busserne sammenlagt kørt mere end 3,5 millioner kilometer.

Projektet koster cirka 84 millioner kroner, heraf 74 millioner kroner fra Miljø- og Fødevareministeriet, 9 millioner kroner fra Københavns Kommune og 1 million kroner fra Frederiksberg Kommune. Følgende linjer får monteret rensefilter: 6A, 350S, 81N, 1A, 150S, 95N, 26, 173E 40, 350S, 2A, 66, 40, 10, 132, 133, 68, 22, 8A, 30, 31, 32, 33, 36, 300S, 330E, 92N, 142, 176.

Kommentarer (7)

Elbusser er blevet taget i brug rundt omkring i verdenen ikke mindst i Kina.
Hvorfor er dette ikke en løsning i København?

Ja, Elbusser er de næste 5 år stadig marginalt dyrere end dieselbusserne. Men det er også det eneste minus. Rækkevidden på busserne er forlængst kommet den gode side af 200 kilometer.

Elbusserne larmer mindre til stor gavn for alle i byen.
Også forurener de slet ikke hvor de kører.
Jævn acceleration så man ikke pludeselig ligger på gulvet.

  • 7
  • 0

Jeg tænkte netop det samme. Jeg ved ikke hvor langt man er i udviklingen af elbusser, men vil det ikke være det naturlige mål at arbejde hen imod med alle bybusser?

I Aarhus er de godt i gang med den nye eldrevne letbane, det ville være fedt hvis de også lavede en plan for skift til elbusser.

  • 1
  • 0

Det er selvfølgelig bedre end ingenting, at nogle busser nu får disse filtre; jeg synes dog, at have hørt, at effektiviteten falder, hvis de ikke løbende bliver vedligeholdt/udskiftet.
Er det blevet undersøgt hvor ofte disse filtre skal renses for, at busserne stadig opretholder miljøkravene? Og er der lavet en plan for, hvordan dette overholdes?

  • 2
  • 0

Hellere have 299 buser med partikelfilter end at have 3-5 nye elbusser.

Der er langt højere gevinst ved at halvere udslippet på 299 buser end at have nul udslip (under perfekte forhold) fra 5 busser.

Dieselbusser kan næsten køre i døgndrift, hvor el busser på et tidspunkt skal stå stille i nogle timer, for at lade.

  • 5
  • 0

Som Claus linker til kan det være svært at sikre at vedligehold overholdes hvad ang. rensning/udskiftning af partikel filtre! Men profit er jo den nye religion og så må miljøet jo komme i anden række!

Men NOx reduktionen via SCR-katalysator skal jo tilføres Ammonik i en eller anden form!

Adblue jo ca. 1/3 del Urea og 2/3 vand!
Men her kan systemet snydes ved påfyldning af rent vand!

Systemet der er opført de danske busser kommer med 99% sikker fra den danske green-tech virksomhed Amminex som doserer ren Ammonik gas direkte ind i udstødningsystem og mig bekendt kan dette system ikke "snydes"!

  • 1
  • 1