28 danske IC4-inspektører i Italien - hvad laver de egentlig?

Lokomotivfører og maskinarbejder Frantz Ulrik Sivertsen står i lufthavnen og skal til at checke ind. Han har lige været 11 dage i Italien, men han har ikke været på sommerferie i støvlelandet som de fleste andre danskere, som rejser dertil.

Gennem de seneste 8 år har Frantz Ulrik Sivertsen pendlet frem og tilbage mellem Danmark og Italien. Han er en af de 28 inspektører, som DSB sender af sted for at holde øje med togproduktionen hos italienske Ansaldobreda.

»Mit job går kort fortalt ud på, at vi prøver at sikre os, at IC4-togene kommer til Danmark med så få fejl som muligt. Så vi påpeger de fejl, vi kan finde, og sørger for, at Ansaldobreda retter dem til, inden togene kommer til Danmark,« siger Frantz Ulrik Sivertsen.

Han har været med fra starten. Det begyndte med nogle prøvekørsler af øresundstog, men en dag blev han inviteret med til Israel som inspektør på et IC3-tog.

I dag rejser han så hver anden eller tredje uge til Italien sammen med en kollega for at holde øje med produktionen.

»En arbejdsdag starter klokken 8 om morgenen og slutter typisk omkring 6-7 stykker om aftenen, så det er nogle lange arbejdsdage,« fortæller han og fortsætter:

»Italienerne har længere arbejdstider end os, og når de gerne vil blive ved, så følger vi med,« siger han.

Frantz Ulrik Sivertsen forklarer, at mange af de italienske medarbejdere bor i det sydlige, men arbejder i det nordlige Italie, og derfor ikke har så meget at komme hjem til.

»Men det har vi sådan set heller ikke,« forklarer han. Når dagen slutter, tager DSB-medarbejderne derfor typisk tilbage til hotellet, tager ud og spiser og tager tilbage for at sove. Kun om søndagen har de fri til at lege turister.

Da han startede som inspektør på IC4-togene tilbage i 2003, var det de rå vognkasser, de skulle tjekke.

»Vi skulle se svejsningerne efter, og se om målene passede,« siger han og fortsætter:

»Men det er lang tid siden, at alle vognkasserne blev færdige. Nu står de opmagasineret, og derfor tjekker vi dem i dag for fugtskader og lignende.«

I dag er det test af for eksempel motorer og strømforsyninger, danskerne er med til. Italienerne kører testene, og DSB-medarbejderne er med som observatører.

»Der er nogle faste test, som vi skal være med til, og nogle kan de køre selv. Senest har jeg været med til toilettest,« fortæller Frantz Ulrik Sivertsen.

»Vi tjekker funktionaliteten på toilettet, og det er sådan set mange ting. For eksempel hvis strømmen går, skal et barn stadig kunne åbne døren. Handikappede skal kunne trykke på en knap for at tilkalde lokoføreren, og der er også nogle test i forbindelse med frostvejr.«

Inspektørerne holder altså øje hele vejen igennem, fra toget bliver samlet til testen af komponenterne. Og når Ansaldobreda mener, at toget er klar, har inspektørerne en sidste inspektion, de skal lave, den såkaldte HP4-inspektion

»Vi tjekker sådan set, hvordan toget ser ud udvendigt. Om der er nogle skrammer, og om fx førervogn, undervogn og tag er, som det skal være,« siger Frantz Ulrik Sivertsen.

Derefter bliver toget kørt til Danmark, men testene er ikke ovre endnu.

IC4-toget er stadig Ansaldobredas ejendom, mens ATC-test og test af acceleration foregår på de danske skinner. Her er inspektørerne også med på sidelinjen.

Og når dagen endelig kommer, og DSB skal overtage toget, er Frantz Ulrik Sivertsen eller nogle af de øvrige inspektører med en sidste gang.

»Efter vi har lavet forskellige test, kører vi den sidste inspektion. Vi prøver at finde ud af, om der er sket noget i mellemtiden. Nogle ting er nemlig blevet skilt, så der kan nå at ske meget ravage,« siger han.

Men det er ikke kun Ansaldobreda og DSB, der er til stede, når toget skal overleveres. Nogle engelske medarbejdere, som Frantz Ulrik Sivertsen kalder for engelske dommere, er med til at mægle. Dommerne kommer fra firmaet Interfleet og skal være med til at bestemme, om DSB's krav skal følges.

»De skal sige, om vi er for skrappe eller for milde. For det meste mener de, at vi er for skrappe,« fortæller Frantz Ulrik Sivertsen.

De engelske dommere går ind og vurderer kritikpunkterne og dømmer, om det er noget Ansaldobreda skal udskifte eller forbedre, inden DSB overtager toget. Frantz Ulrik Sivertsen forklarer, at det er togsæt 22, der bliver brugt som referencetog.

Men hvis toget går igennem så mange tjek, hvordan kan det så være, at togene stadig kommer til Danmark med fejl?

»Vi kan jo ikke se det hele. Det er ganske umuligt. Og nogle fejl vil først dukke op senere hen,« siger han og fortsætter:

»Vi har nogle bestemte ting, vi kigger efter, og vi lærer også de typiske fejl, de har. Derudover får vi også meldinger tilbage fra driften i Danmark, så vi kan tage det i opstarten og få fejlene rettet på de nye tog.«

Men kommer togene hjem til Danmark med færre fejl efterhånden?

»Ja, der er mindre fejl. For eksempel er nogle af de rettelser, vi påpegede i starten, blevet rettet på de øvrige tog.«

Skal I også tjekke IC2-togene?

»Ja, dem er vi også begyndt på, men det er næsten lige startet, og det er samme koncept som med IC4-togene,« siger han og forklarer, at han snart kan se enden på projektet.

»Jeg skal nok snart ud og køre tog igen, men det kommer an på, om der kommer flere projekter. Om et års tid eller to skulle vi gerne være færdige her i Italien,« siger Frantz Ulrik Sivertsen.

Ifølge forliget fra maj 2009 skal alle 23 IC2-tog og 83 IC4-tog være leveret ved udgangen af tredje kvartal 2012. Men en rapport, der skulle komme i denne måned, skal afgøre, om DSB kan komme ud af kontrakten med Ansaldobreda.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Nu er vi i august og der skulle snart komme en rapport der konkluderer...? Ja selv om den skulle konkluderer noget, vil det så gavne brugerne? Regeringerne der har siddet siden 1990 har jo ikke gennemført elektrificering af det danske jernbanenet trods det er det bedste alternativ. Socialdemokratiet har været ude at undskylde, at de stoppede elektrificeringen, men har ikke været ude og kræve at der skulle startes på elektrificeringen af jernbanenettet igen. Så endnu engang tom politik fra socialdemokratiet. Venstre og Konservative er igang med at rydde op efter bankernes rod, der kostede borgerne dyrt, så herfra drives der også vente politik, indtil valget i september/ oktober! Så indtil da må vi bare lade EU styre landet :S eller hvad?????

Tror jeg vil flytte til Norge!!!!!!

  • 0
  • 0

300 overnatninger pr mand om året 8 år 28 mand 500 kr pr. nat Hertil skal lægges diæter og rejseomkostninger, løntillæg for udstationering mv.

Måske skulle vi alligevel bare have elektrificeret jernbanen, og ringet til Tyskland og spurgt om ikke de havde nogle tog på lager.

  • 0
  • 0

300 overnatninger pr mand om året 8 år 28 mand 500 kr pr. nat Hertil skal lægges diæter og rejseomkostninger, løntillæg for udstationering mv.

Måske skulle vi alligevel bare have elektrificeret jernbanen, og ringet til Tyskland og spurgt om ikke de havde nogle tog på lager.

Det er da ingenting, det er da meget værre med alle dem som DSB har siddende på en kontor i København, og dem ville der jo ikke være brug for hvis man køber hyldevarer.

  • 0
  • 0

Og hvad koster så den lille udflugt og hvem skal betale?

Det er fuldstændig normalt at man har inspektører som her som kommer og checker leverancerne. Det er så muligt at det er mere nødvendigt i denne ulykkelige sag, og måske også mere omfattende.

  • 0
  • 0

I den rapport der skulle komme i denne måned, skal det afgøres om DSB kan komme ud af kontrakten med AnsaldoBreda. Fint nok, men..

Hvem vil det gavne ? - og Hvem har gavn, af en evt udgang på kontrakten ? - skatteborgerne eller DSB eller Italienerne.?

Jeg vil væde på, at DSB IKKE kan komme ud af kontrakten og Hvis de kan - Hvad skal der så ske med IC4 og idet hele taget med alle de politiske fiksfakserier der har tromlet hen over den politiske arena igennem snart 11 år.

Nu har man så igennem 8 år (Hvor IC4 skulle have været her) offeret så mange penge og kræfter på dette fatale projekt og endda fået 2,25 milliard godskrevet af AnsaldoBreda til dækning af indleje af andet materiel, selvjustering og klargøring af udleverede Tog-sæt og derudover så også til dette "Hotel og Justits rejse hold" igennem 8 år - Det begynder at blive mere og mere "sort" dette projekt.

  • 0
  • 0

DSB skulle istedet have valgt at få sine togsæt i Tyskland. Tyske togsæt har det med at være lavet af god kvalitet og til tiden. Tænk bare på ICE

  • 0
  • 0

Banedanmark, der jo er landets infrastrukturforvalter og dermed også må side med folk der ved noget om tingene, må jo have en god forklaring på hvorfor det er blevet tilladt at lade en sag køre så meget af sporet som til nu. Og IC4 sagen er jo ikke det eneste man godt kunne tænke sig en rigtig god og fornuftig forklaring på.

Personligt mener jeg man burde udlicitere infrastrukturforvaltiningen eller nedlægge den og bygge en ny op med forhåbentligt lidt mere kompetent personale der kan lidt mere end at svejse og køre tog. Samtidig burde man satse på at få nyt personale uddannet i Udlandet og ikke i Danmark. Den tid hvor vi selv kunne levere varen er desværre slut efter at Danmark igennem de sidste 15 år har valgt at nedlægge mere og mere jernbane infrastuktur samt udliciteret eksisterende. Det er jo en kendsgerning, og ikke et debatoplæg.

Bane Danmark er efter min mening under afvikling og vil med tiden kun bestå af udlandske firmaer der, idag og lige nu, ved en hel del mere om jernbane og dens fremtidsmuligheder end vi selv gør her i Danmark.

Jeg håber inderligt jeg tager fejl i min personlige vurdering af jernbanens tilstand i Danmark, det ville være en hel del bedre at kunne klare tingene selv så vi derigennem også havde arbejdspladser. Vi har, efter min mening, et meget overset og glemt jernbane potentiale i Danmark som lastbilbranchen måske sikkert gerne så helt nedlagt.

Jeg står med et stort åbent spørgsmålstegn over for IC4 sagens fantastiske evne til at fortsætte uden at nogen endeligt siger fra, altså virklig fra. Sætter en streg i sandet og siger hertil og ikke længere. Og jeg mener helt klart at man er mere end beretiget til at gøre det. Enhver bilkøber med samme behandling var forlængst i retten sammen med forbruger rådet. Men måske det kan være at det Italienske firma har kørt Danskerne så træt i det her at man fra Dansk side bare vil have det løste på én eller anden måde??

  • 0
  • 0

DSB skulle istedet have valgt at få sine togsæt i Tyskland. Tyske togsæt har det med at være lavet af god kvalitet og til tiden. Tænk bare på ICE

Set i dag ja, men da ordren blev afgivet var der heller ikke et tysk bud på et driftsikkert dieseltogsæt. BR 605 togsættene som kører mellem Danmark og Tyskland var faktisk henstillet pga vanskeligheder med krængesystemet og de facto opgivet af DB, inden de kom til Danmark.

  • 0
  • 0

Nu er det ikke alle ICE togene der er udstyret med "Neigetechnik" eller krængeteknik som du kalder det, og ICE toget ville heller ikke passe til dansk trafikmønster, der er alt for mange stop. Men der fandtes andre tog der kunne bruges; der var det franske AGC TER (fra Ferroviare) der var Voyager og måske Regina fra Bombardier og måske et par mere. Og hvis du endelig vil have bygget dit eget tog og vælger en DMU vælger du ikke en leverandør der aldrig har prøvet at bygge en DMU (diesel mechanical unit), men kun en diesel elektrisk.

  • 0
  • 0

Nu er det ikke alle ICE togene der er udstyret med "Neigetechnik" eller krængeteknik som du kalder det, og ICE toget ville heller ikke passe til dansk trafikmønster, der er alt for mange stop. Men der fandtes andre tog der kunne bruges; der var det franske AGC TER (fra Ferroviare) der var Voyager og måske Regina fra Bombardier og måske et par mere. Og hvis du endelig vil have bygget dit eget tog og vælger en DMU vælger du ikke en leverandør der aldrig har prøvet at bygge en DMU (diesel mechanical unit), men kun en diesel elektrisk.

BR 605 er ikke et ICE, Sune Nielsen blander tingene samme. De tyske togsæt som bliver brugt i trafikken mellem Købehavn/Århus-Berlin havde krængeteknik.

Der må have været en årsag til at valget faldt på Ansaldo. Jeg nægter at tro det var fordi maden er god i Toscana eller vi ikke gider tyskere fordi de taler et mærkeligt sprog. Så hellere forsøge at kommunikere med italienere på engelsk. De firmaer du nævner, afgav de tilbud i sin tid?

  • 0
  • 0

Jeg ved godt at ICE normalt ikke kaldes BR 605 men Baureihe 605 eller VT 605 se f.eks. her http://de.wikipedia.org/wiki/DBAG-Baureihe.... Det kaldes også ICT pga. krængeteknikken, det er fra den nyeste serie IC tog 3-serien. Jeg ved ikke om dem der kører i Danmark har krængeteknik, men det har kun en lille del af ICE flåden. Jeg ved ikke om andre end AnsaldoBreda har afgivet tilbud på IC4, det ved kun DSB. Jeg ved at hvis man efterspørger en bestemt type tog (eller andre varer), vælger man normalt en leverandør, der prøvet det før. Jeg tror heller ikke at det var maden i Toscana (selvom den er god), det var måske pga. Metroen som AnsaldoBreda var igang med at levere på det tidspunkt. Ikke fordi det var den bedste reference, når man ser på de indkøringsproblemer, som den har haft. Kun DSB kan jo give det svar, men vælger du en totalt uprøvet leverandør (i den togtype), med et totalt nyt design beder du jo næsten om at få problemer. Og både Bombardier, Siemens, Alstom og jeg tror også Stadler havde tog der kunne passe ind her.

  • 0
  • 0

For en god ordens skyld hermed et link til til en særdeles respektabel hjemmeside der fortæller den fulde og korrekte historie om alle de tyske ICE togsæt. Dette inkl alle de fejl og mangler m.m. der har været undervejs med disse ICE'er.

http://lok-report.de/ice/ice.html

Blandt de gode links er der henvisning til ICE-T - togsættene (BR 411 & BR 415). De er bygget i 70 eksemlarer modsat ICE-TD (BR 605) der kun er bygget i 20 eksemplarer..

Bemærk at DB på deres egne hjemmeside kalder de af DSB lejede ICE'er for ICE-TD. Tjek evt. på dette link:

http://www.deutschebahn.com/site/bahn/de/n...

Jeg kan anbefale alle jernbaneinteresserede som minimum at læse www.lok-report.de dagligt samt købe LokMagazin hver måned.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten