23 millioner landmænd protesterer over patenter på planter

22. september 2017 kl. 16:162
Nye retningslinjer fra den europæiske patentmyndighed EPO strider stadig imod reglen om, at man ikke kan patentere naturen, siger de store europæiske landbrugsorganisationer og Noah.
Artiklen er ældre end 30 dage

Opdateret mandag 25. september 2017

De to store europæiske landbrugsorganisationer Copa-Cogeca, der repræsenterer 23 millioner landmænd og 40.000 andelsselskaber i EU, retter en skarp kritik mod de nye retningslinjer for patenter i biologiske produkter, som den europæiske patentmyndighed EPO vedtog 29. juni.

Retningslinjerne strider imod reglen om, at man ikke kan udstede patenter på naturens gener, påpeger Copa-Cogeca.

»EPO siger nu, at man bør kunne patentere de nye biologiske processer fra nye forædlingsteknikker. Som teksten står i dag, vil man reelt kunne bruge en patenteret biologisk proces og fortage ændringer i DNA’et og søge patent på det. Det kan vi kun acceptere, hvis noget er menneskeskabt, og som på ingen måde kan skabes af naturen selv. Når noget er menneskeskabt, kan det patenteres, og så er det automatisk en GMO. Det er lige netop her, EPO mangler lidt tekst i deres regelsæt,« siger danske Thor Gunnar Kofoed, der er formand for Copa-Cogeca’s Working Party on Seeds, til Ingeniøren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Vi har været enige om, at naturen ikke kan patenteres. Og så er det sådan set lige meget, hvilke biologiske processer man bruger,« siger Thor Gunnar Kofoed.

Kritik førte til nye retningslinjer

De nye EPO-regler skulle ellers tilfredsstille både Copa-Cogeca, miljøorganisationer og især EU’s Ministerråd, EU-Kommissionen og EU-Parlamentet, der havde krævet en revision af reglerne.

Læs også: Europa trækker i bremsen for patenter på biologisk materiale

Årsagen var, at EPO havde åbnet for, at særlige egenskaber og teknikaliteter i biologiske produkter kan gøre slutproduktet patenterbart, selvom sorten normalt ikke ville kunne få patent. Det havde man blandt andet set i tomater, broccoli, peberfrugt – og senest i maltbyg udviklet af bryggerigiganterne Carlsberg og Heineken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For selv om EPO er uafhængig – og tjener penge på at udstede patenter) – har EPO tidligere fulgt EU’s direktiv fra 1998, der undtager patenter til opfindelser opnået overvejende ved traditionel forædling.

Kan naturen gøre det – kan det ikke opnå patent

Ifølge landbruget, frøavlerne og forædlingsfirmaerne kan EPO’s retningslinjer betyde, at muligheden for at tage patenter på enkelte gener i praksis betyder patenter på hele planter, og det vil kun gavne de største forædlingsaktører i verden.

Læs også: Kan man tage patenter på naturen - eller blot opdage den?

»Jeg mener, at vi er nødt til at stå fast på, at når vi taler om mutagenesis-teknikker, hvor man bruger plantens eget DNA-materiale og ændrer på plantens eget DNA i forædlingen – uanset hvilken teknik man bruger – vil der aldrig kunne udstedes patenter, for så er det ganske almindelig forædling – og heller ikke GMO,« siger Thor Gunnar Kofoed.

»Det handler om princippet i forædlingen, og det har jeg diskuteret med forædlere og forskere, og de svarer meget klart, at det kan der ikke laves om på, uanset om vi inddrager jura eller politik i det,« siger han.

Debat hen over efteråret

Thor Gunnar Kofoed har selv mødtes med Patent- og Varemærkestyrelsen tidligere på ugen, og der bliver også debat om det i EU-regi på et par konferencer i Bruxelles i efteråret, ligesom han skal møde EU-Kommissionen og rejse problematikken over for den.

Læs også: Danmark skal beslutte sig for, om Crispr/Cas9 er GMO

»Vi har meldt klart ud, at vi ikke ønsker patenter i planter. Hvis der skal være patenter i planten, skal det være underlagt plantenyhedsbeskyttelsessystemet CPVR under Community Plant Variety Office, CPVO, så det respekterer frøavlere 100 procent. Det vil sige, at der ikke kan blokeres for andre forædlere til at arbejde videre med materialet,« siger Thor Gunnar Kofoed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Samtidig skal der være farmers rights, så landmænd har ret til at bruge udsæd til eget brug. Det kan man ikke blokere for, og det er den store forskel mellem patenter og CPVR – spørgsmålet om forædling og retten til at bruge det,« siger han.

Hvis eventuelle patenterede GMO-planter er underlagt CPVR-reglerne, er der på den anden side i princippet ikke grund til at blokere for GMO-teknikkerne længere, da de jo vil være i fri og fair konkurrence med det, vi kender, og da det jo skal være tydelig mærket, hvorefter producenten eller markedet kan vælge, forklarer han:

»Den største frygt i debatten i EU er uvisheden og erfaringerne fra andre dele af verden, hvor et par enkelte firmaer i verden faktisk har fået monopollignende status på baggrund af patenternes blokerende virkning på forædlingssiden.«

GMO-direktivet var forudseende

Copa-Cogeca peger også på, der er så mange teknologier, der er kendt i dag, men som er forældet om få år. Og hvert år kommer der flere nye teknologier til forædling.

Læs også: Danmark skal beslutte sig for, om Crispr/Cas9 er GMO

»Derfor skal vi ikke tale om teknologier. Vi skal tale om, hvad man laver. Om det er GMO eller ikke er GMO,« siger Thor Gunnar Kofoed.

Han nævner også, at mange betegner EU’s GMO-direktiv, der er udformet i 1990’erne, som forældet, fordi man ikke kendte de nuværende teknologier dengang. Men jo mere han læser om GMO-direktivet og taler med europaparlamentarikere, der var med til at udforme direktivet dengang, tænker han, at de måske var mere vise og kloge, end man er i dag:

»For de sagde netop, at GMO er noget, som mennesker har skabt. Og dét, som mennesket ikke har skabt, er mutagenesis – noget, som naturen kan gøre af sig selv, og det kan ikke omfattes af GMO-direktivet eller patenteres.«

Miljøorganisationer vejrer morgenluft

De nye retningslinjer hos EPO er trådt i kraft, og miljøorganisationen Noah og det europæiske ngo-netværk No Patents on Seeds protesterede helt fra begyndelsen mod reglerne. Derfor hilser man protesten fra Copa-Cogeca’s Working Party on Seeds velkommen, siger talsmanden, Erling Frederiksen:

»Vi gjorde myndighederne og erhvervsminister Brian Mikkelsen opmærksom på de problemer, som vi forudså ville opstå. Men vi opnåede aldrig nogen dialog, og der var total lukket for aktindsigt i myndighedernes overvejelser vedrørende patenterne. Så vi håber, at Copa-Cogeca nu vil sætte magt bag deres protester.«

Læs også: Gensplejsede petunia er solgt ulovligt i Danmark

Erling Frederiksen fortæller også, at Noah og No Patents on Seeds indleverede en ganske omfattende og grundig indsigelse i forhold til problemerne i forbindelse med den seks dages høringsfase, som Patent- og Varemærkestyrelsen udskrev, ugen før beslutningen skulle tages i EPO.

Noah: Genmanipulering er GMO

NOAH påpeger dog, at miljøorganisationen ikke er enig med Thor Gunnar Kofoed i en række af de aspekter, som han giver udtryk, blandt andet ikke i hvor grænserne skal gå.

Noah mener (heller, red.) ikke, at det skal være muligt at patentere frø eller særlige biologiske processer, for så vidt at disse forekommer naturligt i planten. Men når det gælder de nye genetiske forædlingsteknikker, hvor man griber direkte ind i plantens DNA, hører enigheden op.

Der foreligger ifølge Noah ikke tilstrækkelige analyser af mulige utilsigtede virkninger på planten ved brug af genmanipulerende teknikker - i forhold til sporing og spredning samt nærings- og sundhedsværdi. Og derfor fastholder man ønsket om forsigtighedsprincippet, så også New Breeding Techniques bliver betragtet som GMO indtil videre.

2 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
23. september 2017 kl. 18:02

Når nabomarken bruger et patenteret afgrøde, vil der altid bliver overført noget til din mark. Og når du så høster, kan firmaet med patent på naboens afgrøde, sagsøge dig og dermed overtage din marks indhold, da du jo har deres patenteret afgrøde iblandet dine egne afgrøder. Dette sker i USA og firmaerne bag patenterne vinder hver gang. Om 20 år ejer de alle afgrøder i verden. Klamt! :-(