227.000 fisk døde i landbaseret akvakultur i Hvide Sande

Foreløbige analyser tyder på, at for høje nitrogenniveauer var årsagen til, at flere hundrede tusind fisk er døde på dansk landanlæg for laks i Hvide Sande, skriver selskabet Atlantic Sapphire i en børsmeddelelse.

Læs også: Kan fisk på land løbe rundt?

Omtrent 227.000 fisk gik tabt, hvilket forsinker næste slagtning med fire måneder. Fiskene var forsikret, og selskabet vurderer nu, hvordan hændelsen påvirker dem finansielt, hedder det videre i meddelelsen. Det er ikke første gang et anlæg i Hvide Sande har mistet store mængder fisk. Sidste gang var i 2017, hvor 250 tons laks døde i produktionen hos Langsand Laks.

Læs også: Nu kommer Norges første landbaserede lakseopdræt

Atlantic Sapphires anlæg i Danmark er et pilotanlæg for landbaseret opdræt af laks. I USA bygger de et anlæg, som skal producere 10.000 ton til at begynde med, men med tilladelse til at producere 90.000 ton laks. På sigt kan det dermed blive verdens største opdrætsanlæg på land.

Vigtig erfaring

Anlægget er et såkaldt RAS-anlæg, hvilket vil sige, at vandet recirkuleres og renses gennem blandt andet et biofilter. Risikoen med RAS-anlæg er, at vandet ikke renses godt nok, og at uønskede stoffer hober sig op i tankene.

Kun dele af anlægget i Danmark blev ramt af hændelsen, fordi det er designet med flere uafhængige systemer.

Hændelsen viser, at det er vigtigt at have flere forskellige systemer for at kunne reducere den biologiske risiko, lyder det fra selskabet.

Anlægget i USA, hvoraf første del skal stå færdig i år, skal have seks forskellige uafhængige systemer. Det skal kunne bidrage til, at kun 15 procent af den totale produktion rammes, hvis et af systemerne svigter.

I drift siden 2011

Atlantic Sapphire blev stiftet af de to nordmænd Johan Andreassen og Bjørn-Vegard Løvik i 2010. Den første del af det landbaserede anlæg i Florida i USA er under opbygning og skal producere laks fra efteråret i år.

Anlægget i Danmark har været i drift siden 2011. Det skal bidrage til forskning og udvikling for at kunne opskalere produktionen af laks tæt på markederne.

Artiklen er fra tu.no.