22 dieselgeneratorer, fjernvarme og Dong-strøm sikrer fuldt drøn på Grand Prix

Der bliver ikke løbet den mindste risiko for at stå uden strøm i fabrikshal og telte på Refshaleøen under næste uges store show.

22 moderne dieselgeneratorer er garantien for at kæmpeshowet på Refshaleøen, Det Europæiske Melodi Grand Prix, kan knalde lyd og billede smertefrit ud til mere end 170 mio. seere i de 37 deltagende lande, når det rigtig går løs i den kommende uge.

For selv om vi i Danmark bryster os af en stabil elforsyning, så kan den lokale elleverandør, Dong Energy, ikke give en 100 procent garanti mod udfald midt i et af de tre shows. Derfor udgør generatorerne på hver godt 400 kW effekt rygraden i elforsyningen til selve sceneområdet til de mange prøver og de tre shows.

Læs også: Danske luftpuder forvandler en blikspand af en B&W-hal til koncertsal

Set-up’et er leveret af firmaet Copenhagen Light Production, hvor ejeren Christian Nørgaard forklarer, at de 22 generatorer kører parallelt, og at man på den måde kører med 20-30 pct. redundans på systemet.

»Vi skal have flere kilder til elforsyningen sådan en aften, derfor er generatorerne velegnede, men vi trækker da også på strøm fra Dong Energy,« forklarer han.

Maksimalt træk er 6 MW

Ifølge Christian Nørgaard kører generatorerne kun i forbindelse med prøver og show, og de leverer strøm til pressecentret, som heller ikke kan tolerere strømafbrydelser. Maksimalt effekt-træk på de 22 generatorer er 6 MW.

Han kan ikke sige, hvor meget diesel generatorerne vil forbruge hen over show-perioden, men anfører, at der er tale om moderne generatorer, som overholder EURO Stage IIIA-normerne fra 2012.

Dong Energy har etableret fire nye transformerstationer på området på hver en 1000 kVA, der giver mulighed for at trække 4 MW i effekt. For ud over det store sceneområde er der rejst en håndfuld meget store fest-telte til brug for de optrædende, crew med mere – som jo også skal bruge strøm og af og til varme.

Læs også: Ny gitterbro skal bære taget i Melodi Grand Prix-hal

Varmevekslere blæser varm luft ind i de store telte på Refshaleøen. (Foto: Sanne Wittrup)

Varmen klares af en ekstra, midlertidig fjernvarme-ledning, som Hofor har lagt i forlængelse af en nærliggende ledning til det gamle B&W.

Ledningen kan levere 1,6 GW-varmeeffekt til opvarmning og 380 kW til vart brugsvand. Ud over det har Hofor forsynet foretagendet med to varmevekslere, som blæser fjernvarme-opvarmet luft ind i teltene.

Dong Energy har også gjort noget ekstra for at sikre den permanente det af strømforsyningen.

Dels er de nye transformerstationer ringforbundne med mulighed for intern omkobling, dels er de forsynet fra to forskellige sektioner på Kløvermarken Transformerstation.

Elværk stand by ved transformerfejl

Endelig er der etableret en ekstra koblingsmulighed mellem de to ringforbindelser, hvilket sikrer, at der kan etableres en alternativ forsyning til arrangementet, såfremt der skulle ske nedbrud.

Ekstraordinær bemanding står standby under begge semifinaler og under selve finalen.

Læs også: Københavnerne får ekstra millionregning for Melodi Grand Prix i B&W-hal

Dong Energy har desuden et elværk stående i umiddelbar nærhed af området for at imødegå en evt. transformerfejl.

Wonderfull Copenhagen, der ifølge Ingeniørens oplysninger har ansvaret for energiforsyningen til showet, vil ikke oplyse om energiforbruget til begivenheden, selvom organisationen på sin hjemmeside bryster sig af at 'Økologi, bæredygtighed og miljø bliver omdrejningspunktet, når hovedstaden er vært for Eurovision Song Contest'.

I en mail bekræfter en kommunikationskonsulent, at området forsynes med fjernvarme og at der anvendes en række generatorer, men vil ellers ikke kommentere på hverken forbrug eller budget.

Kommentarer (9)

Ja, hvorfor satte de ikke nogle vindmøller og solceller op?
Der er meget hykleri, når den grønne maling skal smøres på, og det skal den åbenbart som en automatreaktion.

  • 5
  • 2

"Ledningen kan levere 1,6 GW-varmeeffekt til opvarmning og 380 kW til vart brugsvand. Ud over det har Hofor forsynet foretagendet med to varmevekslere, som blæser fjernvarme-opvarmet luft ind i teltene."

Mon ikke det skulle have været en 1,6 Mw ?

  • 2
  • 0

Det er diesel - snakkede med en af leverandørerne og de har indtil nu brugt ca 15.000 l diesel i døgnet på opvarmening af S1 og S2. De leverede 4 ekstra varmekanoner til VIP telte med hver deres "parcelhustank" til forleden. Disse er hver på 200kW.

/Morten

  • 4
  • 0

"Dong Energy har etableret fire nye transformerstationer på området på hver en 1000 kVA, der giver mulighed for at trække 4 MW i effekt."

Hvis vi skal ud i noget med fluer, så det giver mulighed for 4 MVA.

Normalt dimensioneres der med en cos phi på 0,95. Så i det her tilfælde er det nærmere realistisk at kunne trække 3,8 MW.

  • 1
  • 0