2017 bliver Storbritanniens 'grønneste el-år'

Vindmøller skal være med til at gøre Storbritannien endnu mere uafhængig af fossile brændsler. - Billedet her er dog fra Bạc Liêu-havvindmøllepark i Vietnam i 2015. Illustration: Tycho og Wikimedia Commons

Storbritannien vil inden 2025 have udfaset alle kulkraftværker for at reducere udledningen af drivhusgasser, og der bliver investeret meget i grøn teknologi, især vindmøller.

Nye tal for 2017 viser, at Det Forenede Kongerige er godt på vej, for ifølge BBC har briterne oplevet det ’grønneste el-år’ nogensinde.

Takket være vindmølleparker har Storbritannien haft sin første ’kulfrie dag’, for vinden blæste så lystigt, at energiproduktionen kunne forsyne alle med strøm fra vindenergi.

Billigere end atomkraft

BBC refererer til tal fra blandt andet National Grid, der viser, at vedvarende energi i 2017 har hjulpet med til at sætte 13 nye grønenergi-rekorder.

Læs også: Britisk havmøllestrøm nu billigere end a-kraft fra nyt værk

I juni producerede vind, atomkraft og solenergi for første gang mere britisk elektricitet end gas og kul kombineret.

I april kunne Storbritannien for første gang dække sit elektricitetsforbrug med vedvarende energikilder i 24 timer uden brug af kulkraft, og det er første gang siden den industrielle revolution tog fat.

Og vinden blæser så godt på de britiske øer, at de britiske vindmølleparker har produceret mere el end kulanlæg i 75 procent af dagene i 2017.

Samtidig har prisen på el produceret af havvindmølleparker for første gang været lavere end prisen på el produceret på atomkraftværker.

Storbritannien har halveret kulstofemissioner i elsektoren siden 2012; hvilket ifølge BBC gør elsystemet til Europas fjerde bedste og det syvende på verdensplan.

Stor afhængighed af gas

Men træerne vokser ikke ind i himlen, påpeger flere kilder, for Storbritannien er stadig dyb afhængig af gas, og det kan blokere for, at man når emissionsmålet. Den daglige produktion af gas blev nemlig kun overgået af vind to dage i 2017.

Læs også: Britisk rapport: Elbiler kan blive en gevinst for elnettet

Når man ser overordnet på alle vedvarende energikilder, slog de kun fossile brændstoffer 23 dage af året.

Interesseorganisationen for grøn energi ’Industry Body RenewableUK’ opfordrer regeringen til at udarbejde en ambitiøs plan, hvor man udbygger landvindmølleparker markant og samtænker det med havvindmølleparker.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jamen hvad vil denne lobby så foreslå at man gør når vinden lægger sig. Det er vel netop de hurtigtreagerende gaskraftværker der har gjort det muligt at bruge så meget vind. I stedet for at pege fingre af dem, skulle de måske prise dem.

  • 5
  • 10

Artiklen nævner ikke det engelske "Carbon Floor", en fiks afgift der i praksis lægger bund under CO2-kvoteprisen. Niveauet er meget beskedent (18£/ton), men det har altså været tilstrækkeligt til i praksis at stoppe for kulfyret elproduktion. Det tilhørende fald i CO2-emissionen har været særdeles markant. Denne del af faldet skyldes altså et skift i den termiske elproduktion fra kul til naturgas - og det er der vel ikke noget galt i?

Den relevante sammenligning ligger lige for i form af os selv. Her i Danmark "lykkes" det jo at vedligeholde nogle pænt høje emissionstal for el på trods af en meget høj andel af vedvarende produktion, fordi den termiske backup i overvejende grad er kulkraft, det være sig dansk eller tysk. Eneste fordel herved må være de meget fornemme regningsmæssige emissions-reduktioner, der opnås ved f.eks. havmølleparker pga. den fortsatte anvendelse af kulkondens som reference...

  • 3
  • 0

Reduktionen starter nedturen i 1915, reduktionen tager fart og falder så..... Reduktionen i kulforbruget bliver mindre fra 1915, så falder reduktionen i fuld fart. Der kan jeg ikke følge med.

  • 1
  • 0

Nu drejede det her sig jo om elproduktion, og ikke om de herlige tider hvor englænderne eksporterede kul til hele verden (eller dengang de forsøgte at kvæle hinanden i røgen fra de hjemlige kaminer). Det interessante ift. brændselsforbruget til elproduktion er udviklingen efter kvotesystemets kollaps, og her afviger UK stærkt fra f.eks. Danmark og Tyskland.

Før kollapsen havde naturgasværkerne i UK de laveste marginalomkostninger og størstedelen af produktionen. Det vendte totalt, således at kulværkerne f.eks. i Q1 og Q2 -2013 stod for godt 38% af elproduktionen mod naturgas 29%. Denne udvikling er fortsat i Danmark og Tyskland, hvor naturgas er blevet stadig mere marginaliseret i forhold til kul. Vi er derfor landet i et "kul & vind" -paradigme med unødigt høje emissioner.

I UK har Carbon Floor resulteret i en helt anden udvikling: I Q1 og Q2 -2017 var kulandelen 7,2% mod 42,2% til naturgas - med tilhørende markant reduktion af CO2-emissionen. Herefter står naturgasværkerne så for tur. Efterhånden som den vedvarende produktion, effektiviteten osv. fortsat forøges vil deres produktion falde i mængde, men langt hen ad vejen vil behovet for effekt være næsten uændret. Vinden står jo stille en gang imellem, også når solcellerne er gået til ro. Her vil der være god brug for værkernes evne til hurtig respons.

Se, det er hvad jeg kalder logisk systemudvikling. Uheldigvis har vi for længst tabt tråden her til lands.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten