2009 bød på ni nye biotekselskaber - se dem her

Pcovery:
Angriber svampe med nobelprisviden
Flere og flere med svækket immunsystem på blandt andet de danske hospitaler bliver angrebet af livstruende svampeinfektioner, som der mangler effektiv behandling mod. Men Pcovery vil løse det ved at angribe en pumpe i svampe, som gør det muligt for svampen at trække andre stoffer ind i cellen.

»Vi ved, at svampen vil dø, hvis vi kan lave et stof, der binder så kraftigt til denne pumpe, at dens aktivitet stopper. Det er et superspændende projekt, og jeg tror, vi har en rigtig god chance for at komme langt,« siger administrerende direktør Morten Buch-Pedersen.

Firmaet er udsprunget af det grundvidenskabelige arbejde på Aarhus og Københavns universiteter med at bestemme tredimensionelle strukturer af proteiner - som blandt andet bygger på det arbejde som den danske nobelprismodtager Jens Chr. Skou grundlagde for 50 år siden, da han påviste eksistensen af den første ionpumpe. Forskerne har siden klarlagt den detaljerede atomopbygning af tre biologiske ionpumper - blandt andet den, de vil angribe i svampene.

Det er den viden, der udnyttes i det nye selskab, for når atomopbygningen kendes, kan det lokaliseres, hvor i pumperne et molekyle skal binde sig for at lukke for aktiviteten.

Novo Seeds har givet Pcovery 1,6 millioner kroner, der kan holde firmaet kørende indtil sommer. Pcovery er nu langt med stofidentifikation og er blandt andet ved at udfærdige patentansøgninger. Derudover har de etableret kontakter til kinesiske samt indiske firmaer, der kan bistå den fremtidige medicinalkemiske udvikling. De er nu tre ansatte i firmaet.

Aros Pharma:
Satser på smerte fra konkurser
Mange virksomheder har projekter, der ligger stille eller droppes, fordi det er svært at skaffe midler. Tanken bag det nye biotekselskab Aros Pharma var derfor at udnytte muligheden for at opkøbe disse projekter billigt.

»I december købte vi et smertestof ud af et konkursramt canadisk firma meget billigt. Vi håber på at teste stoffet mod mavesmerter i kliniske undersøgelser i 2010,« fortæller Martin Bonde, der var med til at starte Aros Pharma.

Ud fra det første stof satser virksomheden nu på smerte og de vil indkøbe flere stoffer inden for området, men virksomheden bliver holdt som et smalt projektfirma, der kun har en ansat og ellers bruger konsulenter.

Thrombologic:
Angriber infektioner
Nye opdagelser på Rigshospitalet tyder på, at en kombinationen af to medicinalstoffer, der er godkendt i andre sammenhænge, kan forebygge og behandle sepsis hos kritisk syge patienter, hvor en infektion, der kan skyldes bakterier, virus, svampe eller parasitter, spredes i kroppen. Det kan for eksempel være skyld i multiorgansvigt eller chok. På den baggrund startede Thrombologic.

»Vi er meget længere fremme end de fleste andre nye biotekselskaber, for da stofferne allerede er godkendt, kan vi nok bruge mange af de studier, som er udført,« fortæller Thrombologics adm. direktør Karolina Rask, der er eneste ansatte og satser på outsourcing.

ACE BioSciences:
Vaccine mod rejsediarré
TD Vaccines blev etableret, da ACE BioSciences lukkede. To vacciner mod rejsediarré, som især rammer rejsende til Asien, Afrika og Latinamerika, blev købt ud og overført til det nye selskab, der lige nu satser på den oralvaccine mod ETEC (Enterotoxigenic E Coli), som har afsluttet fase I forsøg i USA.

Der startes nu på fase II-forsøg, hvor en gruppe mennesker bliver vaccineret og herefter skal de drikke en blanding af ETEC-bakterier, så det i slutningen af 2010 kan bevises, at vaccinen beskytter mod infektioner med ETEC. Hvis det er tilfældet, skal der gang i et studie med tusindvis af mennesker.

»Hvis det hele kører efter planen kan vi være på markedet i 2014-15,« siger Ingelise Saunders, administrerende direktør.

Hun er en af to medarbejdere i TD Vaccines, som ellers outsourcer al arbejdet til USA. Den anden vaccine, de købte ud, er en oral kombinationsvaccine mod ETEC og Campylobacterinfektioner, men arbejdet med den ligger stille.

Mirrx Therapeutics:
Ny tilgang til microRNA
Det har vist sig, at naturligt forekommende microRNA i kroppen har betydning for forskellige sygdomme, men det enkelte microRNA kontrollerer mange forskellige ting, så man risikerer at påvirke mere end bare sygdommen, hvis man inaktiverer det.

I stedet vil det nye biotekselskab Mirrx Therapeutics derfor blokere for, at microRNA binder sig til det enkelte sygdomstarget uden at påvirke, om det kan binde sig til andet. Et eksempel er hepatitis C, hvor det har vist sig, at der er et microRNA i vores lever, som hjælper hepatitis C-virus med at formere sig.

»Men microRNA'et har også betydning for kolesterolmetabolisme og fungerer nok også som tumorsuppressor, så slår du microRNA'et ud, er der måske en risiko for at fremkalde cancer. Jeg vil derfor kun forhindre det i at binde til hepatitis C,« forklarer Thorleif Møller, der står bag ideerne i Mirrx.

De fire ansatte arbejder nu på at udvikle teknologien og finde flere eksempler på, hvor det kan bruges. De outsourcer mest muligt af arbejdet og Thorleif Møller tvivler på, at Mirrx vokser sig til et større selskab.

»Det er helt klart en overvejelse at sælge patenterne og teknologien, for som det er nu er det simpelthen ikke muligt at banke et større biotekselskab op,« siger Thorleif Møller.

EntomoPharm:

Forsøg på insekter

EntomoPharm udvikler insektbaserede dyremodeller, som kan bruges til at teste medicinstoffer i de tidligste faser.

At bruge insekter er helt nyt og ifølge virksomheden en billig og effektiv metode, som kan reducere behovet for andre dyreforsøg og på grund af prisen tillade at der testes store mængder af stoffer.

Blandt andet har insekter en effektiv blodhjernebarriere, så det kan testes, om stoffer kan slippe gennem denne barriere, hvilket er afgørende for, om medicin kan komme ind i hjernen på mennesker og behandle for eksempel Parkinson.

Health Transmission:
Tester blod for sygdomme
Health Transmission udvikler en metode, der kan måle sygdomsparametre i blod på en time. Målingerne udføres på en DetecDisc, der ud fra antistoffælder fanger og måler de relevante blodparametre for, om man for eksempel har en kønssygdom eller er angrebet af en virus.

»Vi arbejder med to designs, som vi forventer at have prototyper af i år, hvis det går i orden med finansiering og patenter. Så skal der hentes yderligere kapital og forskes, og så kan vi forhåbentlig starte produktionen om to år,« fortæller forskningsdirektør Janus Beierholm Larsen, der er en af to ansatte i firmaet, der vil outsource så meget som muligt af arbejdet.

Sentinext:
Kamp mod epidemier
Den tidligere direktør i Bavarian Nordic og medstifter af NeuroSearch, Peter Wulff, vil udvikle en vaccine mod infektionssygdommen EV71 (enterovirus 71), der er skyld i epidemier i troperne og mange virusfremkaldte, neurologiske sygdomme og pludselige dødsfald.

Herudover vil Sentinext også arbejde med malaria, gul feber og japansk hjernehindebetændelse. Der er hovedkontor med 20 ansatte i Malaysia samt op til ti ansatte på kontor i København.

Peter Wulff afviste ved opstarten, at selskabet kunne ligge alene i Danmark, da forholdene her ikke er gode nok.

Orphazyme:
Redder spædbørn fra døden
Forsker ved Kræftens Bekæmpelse Thomas Kirkegaard Jensen har fundet ud af, hvordan et protein kan genaktivere nogle af de enzymer, som ikke længere bliver produceret hos mennesker, der lider af de såkaldte lysosomale opbevaringssygdomme (LSD'er).

Derfor startede han Orphazyme. Sygdommene er sjældne, og i alvorlige tilfælde dør de ramte gerne endnu inden de fylder to år. Hvis patienterne lever længere, lider de meget, da de blandt andet kan få knogledeformationer, blive blinde eller døve eller opleve at lunger, milt og lever sætter ud.

Der er ingen behandling mod mange af sygdommene. Han er nu i gang med at sætte et samarbejde op omkring at få lavet museforsøg med en forskergruppe i USA, der er førende inden for sygdommene.

»Vi forsøger at holde firmaet meget "lean" og fokusere maksimalt på dette enkelte projekt i stedet for at brede os ud,« siger Thomas Kirkegaard Jensen, der er eneste ansatte i Orphazyme, men han får nok en-to ansatte mere.