20.000 nye billeder fra Mars

NASA har gjort mere end 20.000 billeder af Mars taget fra Mars Global Surveyor sonden tilgængelige via et nyt webbaseret fotoalbum.

Det er den største frigivelse nogensinde af billeder fra en planet i solsystemet. Billederne i arkivet dækker et helt Mars-års (687 jordiske dage) optagelser og er indsamlet fra september 1997 til august 1999. På mange af de højopløslige billeder kan ses detaljer på størrelse med en HT-bus.

Mars Global Surveyor blev sendt op i november 1996 og ankom til Mars i september 1997. Siden da har sonden foretaget mere end 5.000 omkredsninger af den røde planet og har systematisk kortlagt planetens overflade.

Fotoalbummet kan ses på http://www.msss.com/moc_gallery/