(2) Elektronen: »Livet på arbejdsmarkedet har været hårdt og farligt«
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

(2) Elektronen: »Livet på arbejdsmarkedet har været hårdt og farligt«

Efter mødet med talsmanden for 750 GeV-partiklen, der ikke kunne oplyse så meget, som jeg havde forventet, ser jeg nu frem til at møde elektronen, som er kendt for at tale lige ud af posen.

Læs også: (1) Anonym talsmand: »750 GeV-partiklen er sky af natur og skal vænne sig til den store opmærksomhed«

Du har mange år på bagen, men du ser ud til at holde dig godt?

»Ja, jeg opstod ud af det rumtid-skum, som blev dannet ved big bang for 13,8 milliarder år siden.«

Mange ville have skavanker efter så mange år, men du har ikke problemer med at holde på din ladning?

»Næh, hvor skulle den forsvinde hen? Jeg er jo den letteste såkaldte lepton. Jeg har to tungere storebrødre, myonen og tau-partiklen. Men i partikelverdenen er det bedst at være lettest. Mine storebrødre har en kort levetid. Har du en større samling myoner, så vil halvdelen efter få mikrosekunder være forsvundet. Tau-partiklens halveringstid er under et picosekund. Jeg lever til gengæld uendelig lang tid.«

Jeg har forstået, at du i mange år levede i skjul.

»Først skulle der være nogle intelligente mennesker, der kunne opdage mig. I oldtiden viste man, at det var muligt at gøre materialer elektriske ved at gnide på dem. Men ingen havde en forståelse for min rolle. Det begyndte at dæmre for Benjamin Franklin i midten af 1700-tallet, da han var inde på, at elektricitet var knyttet til ekstremt små partikler. Michael Faraday kom små 100 år senere endnu tættere på min eksistens. Men jeg holdt mig stadig i baggrunden.«

Hvem fik dig så frem i lyset?

»Det gjorde fysikeren J.J. Thomson ved universitetet i Cambridge i England i 1897. Han kunne måle, at strålingen i et katoderør havde en hastighed langt mindre end lyshastigheden, at den bestod af negativt ladede partikler, og at den kunne afbøjes af et elektrisk felt. Han kunne tilmed bestemme forholdet mellem masse og ladning for partiklerne og konkluderede, at det drejede sig om små partikler, hvis eneste egenskaber var, at de havde en bestemt masse og ladning. Han opdagede mig og gav mig navnet korpuskel. Det navn var jeg ikke glad for. Heldigvis vandt navnet elektron, som den irske fysiker George Johnstone Stoney havde foreslået nogle år før. Oprindeligt havde Stoney faktisk kaldt mig for electrolion på engelsk. Det var godt, han kom på bedre tanker.«

I skjul i atomet

Du gemte dig inde i atomet?

»For ca. 100 år siden vidste fysikerne, at jeg boede inden i atomet. Men ingen vidste præcist hvor. I 1912 opdagede Ernest Rutherford, at al den positive ladning i atomet findes i en lille, tung kerne, og vi elektroner på en eller anden måde befinder os i atomets ydre dele. Den danske fysiker Niels Bohr, som du sikkert kender, kom to år efter med den afgørende beskrivelse af, at vi farer hurtigt rundt omkring kernen i cirkulære eller elliptiske baner holdt på plads af den elektostatiske tiltrækning mellem elektronen og kernen. Men kun bestemte stationære baner var tilladt for os elektroner – det var hovedideen i Bohrs beskrivelse af atomet.«

Men Bohr havde ikke helt ret?

»Lad os sige, at han gjorde et godt forsøg. Men inde i atomet lever vi elektroner efter kvanteregler, og dem kendte Bohr ikke på dette tidspunkt, så hans model var noget forsimplet.«

Læs også: Bohrs atommodel fylder 100 år: Så banebrydende var den

Hvordan var det at blive opdaget. Fik det nogle konsekvenser?

»Mon ikke. Jeg blev hurtigt sendt ud på arbejdsmarkedet og fik de første job i elektronrør eller radiorør i form af dioder til ensretning og i trioder til forstærkning. Det var sådan set meget behageligt og kun minimalt anstrengende, men nogle ingeniører og forskere ved Bell Laboratories lavede i slutningen af 1947 den første transistor, og med mikroprocessorerne efter 1971 fik jeg mange opgaver. Arbejdspresset er siden øget og øget. Hurtigere og hurtigere skulle det gå, og mindre og mindre plads fik jeg til rådighed. Det var hårdt.«

I sådanne situationer er det godt at have venner. Hvem er din bedste ven?

»Jeg har et særligt godt forhold til fotonen. Vi svinger rigtig godt sammen. Fotoner af rette energi eller bølgelængde kan få mig i en glædestilstand, hvor jeg foretager nogle gevaldige hop inde i atomet fra én bane til en anden. Det er sjovt at se nye baner, men efter et stykke tid hopper jeg altid tilbage igen. Det kræver nemlig mere energi at være i de ydre baner, og som så mange andre foretrækker jeg et behageligt liv med mindre energi.«

Men jeg hører, at det knager lidt i venskabet med fotonen?

»Ja, for selv om livet på arbejdsmarkedet kan være hårdt, er jeg glad for i det hele taget at have et arbejde. Og fotonen er desværre ved at møve sig ind på mange af mine opgaver. Når det angår datakommunikation over lange afstande, har fotonen næsten helt udkonkurreret mig.«

Skal du så snart pensioneres?

»Det håber jeg ikke, mon ikke der stadig er behov for mine evner? Og ved du hvad, man er faktisk først nu begyndt seriøst at overveje, at man også kan udnytte mit spin til en form for spintronik. Vent og se, der kommer til at ske meget på dette område.«

Læs også: Et besøg i spindoktorernes værksted

Den farligste tid var lige efter big bang

Lad mig vende tilbage til din skabelse efter big bang. Det var en farlig tid for dig og de andre elektroner?

»Åh, tal ikke om det. Overalt var truende positroner, som minder meget om os elektroner. Vi er faktisk fuldstændig ens bortset fra, at positroner har modsat ladning. Mange af mine med-elektroner stødte sammen med positroner, vores ladninger forsvandt, og vores masse blev omdannet til ren energi i form af fotoner.«

Men elektronerne vandt trods alt denne kamp i det nyfødte univers?

»Det er rigtigt, at vi fra begyndelsen var fuldstændigt lige mange elektroner og positroner – og alle kunne altså være stødt sammen med hinanden og være blevet til energi. Naturlovene reddede os heldigvis, men det var kun en milliardtedel af os elektroner, der overlevede.«

Fortæl mig hvordan, hvad gjorde I, hvorfor var naturlovene på jeres side?

»Her bliver det kompliceret, for det er noget, selv jeres bedste fysikere endnu ikke har forstået. Jeg kan godt komme med nogle forklaringer, men jeg tvivler på, du vil forstå dem. Jeg vil råde dig til følge med i de mange eksperimenter ved bl.a. Cern, der søger at komme frem til en forklaring.«

Apropos Cern. Det var jo tidligere dig, der susede i rundt i en 27 kilometer lang accelerator. Nu har protonerne overtaget jobbet, efter at Large Hadron Collider er blevet installeret. Hvordan har du det med det?

»Forgængeren til LHC var ganske rigtig en elektron-positron collider. Her blev vi sendt på selvmordsoperationer i sammenstød med de farlige positroner. Vi ofrede os for videnskaben i dette arbejde og bidrog til mange opdagelser, men jeg har det godt med, at det nu er protonerne, der skal udsættes for disse voldsomme sammenstød. Det er vel også rimeligt, for protoner er jo ikke lige så fine partikler som os elektroner.«

Hvad mener du med det?

»Vi elektroner er elementarpartikler med en fremtrædende plads i Standardmodellen. Protoner er derimod sammensatte partikler, som hver består af tre kvarker. Derfor er der heller ingen plads til protroner i Standardmodellen. Protonerne dør derfor ikke i sammenstødene, men bliver blot slået itu. Det må være en anden situation end for os, der satte livet på spil.«

Det er lige godt noget af en påstand. Det vil jeg spørge protonen om, når jeg møder den i et senere interview. Hils også din ven fotonen, som jeg også skal mødes med senere. Det er mange ting, vi i øvrigt kunne have talt om, bl.a. din betydning inden for kemien ved dannelse af molekyler. Det må vi tale om ved en anden lejlighed, jeg siger foreløbig tak for din tid.

»Ingen årsag. Tid har jeg masser af. Jeg lever som sagt evigt, med mindre jeg støder ind i en af de forbandede positroner.«

Emner : Fysik
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

... at Jens Ramskov indstilles til en pris for fængende, blændende, engageret og kompetent videnskabsformidling.

Alle hans artikler oser af, at han virkelig brænder for sagen.

Som jeg tidligere har anført, så inspirerer læsning af Jens' artikler altid - i hvert fald mig - til straks at overfalde Googles søgemaskine for uddybning af det givne emne.

  • 12
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten