17.000 huse ved New Orleans ryddes for at stoppe oversvømmelser
Ingeniørtropper fra den amerikanske hær har, siden orkanen Katrina ramte New Orleans-området i august 2005, arbejdet med planer om, hvordan man kan genopbygge store landområder ved Den Mexicanske Golf for stedse, skriver den britiske avis The Guardian.
Ingeniørtroppernes scenario, som de snart præsenterer for den amerikanske kongres, inkluderer en genopbygning af store vådområder i deltaet ved Mississippi-flodens udmunding i golfen, som er mere eller mindre forsvundet de seneste år.
Det vil derfor være nødvendigt at fjerne menneskelig beboelse i disse tidligere vådområder, og foreløbig taler man om 17.000 husstande primært i staten Mississippi.
Ingeniørtropperne ventes at udvide planerne til også at omfatte New Orleans og dele af staten Louisiana, skriver The Guardian.
Ingeniørtropperne er ansvarlige for beskyttelsen af kystlinjen og genopbygningen af kystområderne efter oversvømmelserne i 2005.
Klimaændringer får amerikanerne op i det røde felt
Forslaget rammer lige ned i et amerikansk politisk skænderi om genopbygning kontra tilbagetrækning efter Katrina, og den peger på, at regeringen måske er mest stemt for en tilbagetrækning fra visse områder, skriver The Guardian.
Forskellige miljøorganisationer og føderale myndigheder siger, at det ikke kan betale sig at blive ved med at genopbygge kystområderne ved Den Mexicanske Golf, der på grund af klimaændringerne kun vil blive værre ramt af naturkatastrofer i fremtiden.
På den anden side står lokale beboere og politikere, der fuldstændig afviser projektet.
»Det kommer ikke til at ske,« siger det lokale demokratiske kongresmedlem Gene Taylor til The Guardian.
Mange beboere er stadig ikke vendt tilbage
Planen er foreløbig budgetteret til 210 milliarder danske kroner, der udelukkende skal bruges i områderne omkring Den Mexicanske Golf til blandt andet at opkøbe huse og jord fra beboerne. Det er dog frivilligt, om grundejerne vil sælge.
Mange mindre fisker- og turistbyer ved kysten er hårdt ramt efter Katrina, fordi mange tidligere beboere ikke er vendt hjem endnu.
Samtidig kalder flere forskere i kystklima og jordbundsforhold en tilbagetrækning for »den eneste løsning«.
Vådområderne er forsvundet på grund af menneskeskabte påvirkninger, og en genetablering skal sikre en naturlig barriere mod fremtidige oversvømmelser.
Dynd og mudder, der kan hjælpe med til at opretholde et vådområde, er paradoksalt nok blevet forhindret adgang til deltaet af dæmninger på Mississippifloden, der skulle forhindre, at floden gik over sine breder.
