16.000 ton cement pumpet ned i Esbjerg Havn
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

16.000 ton cement pumpet ned i Esbjerg Havn

Foto: Kystdirektoratet

De enorme vindmøllevinger og -huse får nu mere plads at brede sig på i Esbjerg. Den grønne teknologi kommer dermed til at dække over et miljøproblem, der har hobet sig op på havnen siden 2006.

Gennem 40 år brugte verdens værfter og lystbådejere nemlig bundmalingsprodukter med tributyltin-forbindelser (TBT), et meget potent biocid, som mindskede begroningen på skibenes skrog. Brugen blev forbudt i EU 2003 og af den internationale maritime organisation IMO fem år senere. Men i sedimenterne i havnen ligger giften stadig gemt.

Læs også: Biosensor med antistoffer fra mus afslører vandforurening

I Esbjerg Havn bliver det imidlertid ikke liggende. Tidevandet i Vadehavet skyller hver dag fint sediment ind i havnen, og for at holde havnen farbar oprenser Kystdirektoratet jævnligt havnebassinerne. Hvert år fjernes der således omkring en halv million m3 sedimenter. Størstedelen er så rene, at de kan sejles ud og hældes - 'klappes' - tilbage på havbunden, men cirka ti procent er så forurenet - blandt andet med TBT - at det skal deponeres.

Læs også: Miljøgift fra skibsmaling udbredt i dansk farvand

177.000 m3 forurenet sediment

Gennem mere end ti år har Esbjerg Havn, Esbjerg Kommune og Kystdirektoratet derfor ledt efter en langtidsholdbar løsning for de forurenede sedimenter. En række forskellige løsninger har været i spil, og parterne er blevet slået hjem igen flere gange af klager, omorganiseringer, økonomiske udfordringer og nye ønsker til, hvad sedimenterne kunne bruges til. I mellemtiden blev sedimenterne placeret i fire store såkaldte tørrefelter på havnen. I alt havde 177.000 m3 sediment hobet sig op på den måde.

I 2014 greb Transportministeriet ind, fordi det så ud til at de deponiløsninger, der var i spil på daværende tidspunkt både ville kræve enormt meget lastbilkørsel og mange penge. Cowi blev sat til at lave en kortlægning af de forskellige alternativer og kom frem til 19 forskellige løsninger. Til sidst landede valget på det mest simple: Lad det ligge.

Udvaskningsundersøgelser havde vist, at udvaskningen fra sedimentet var så begrænset, at hverken grundvand eller havvand ville blive påvirket nævneværdigt.

Krantryk på 500 ton

Men det 2-3 meter tykke lag af sediment kunne ikke umiddelbart bruges som havneareal. Det var alt for svagt til de store kraner, der kører rundt med mange tonstunge vindmøllevinger og -huse, fortæller Kystdirektoratets projektleder, Signe Ingvardsen.

»De kraner, de bruger, trykker meget hårdt på et lille areal - omkring 500 ton - og de tåler ikke ujævnheder.«

Læs også: Kviksølv i danske fisk er op til 13 gange højere end miljøgrænsen

Når sedimenter skal bruges til nye havnearealer er den mest udbredte metode en kombination af vægt og tid. Sedimenterne dækkes med sand eller grus og kompakterer derefter i årevis, indtil de kan bære den nye arealanvendelse. Men det var der ikke tid til i Esbjerg, hvor havnen var opsat på at kunne udvide oplagspladsen til vindmølleindustrien.

Cement giver ler-lignende egenskaber

Derfor valgte Kystdirektoratet sammen med sin rådgiver, Niras, at cementstabilisere hele det 7,8 hektar store område. Cementen ‘brænder’ vandet i materialet af og binder materialet sammen, så det får egenskaber som ler (kohæsionsjord).

»Det er ikke første gang, man bruger cementstabilisering i Danmark, men ikke i dette omfang og ikke med så høje krav til bæreevnen,« fortæller Signe Ingvardsen.

Læs også: Fuld damp på København-Ringsted-banen

Cementstabilisering er en metode, der i dag ofte anvendes ved anlæg af nye veje, og hvor eksempelvis jernbaner passerer blød jordbund. Fremgangsmåden er at terrænnet afrettes, hvorefter et lag af cement udlægges og derefter fræses ned i jorden og komprimeres. Men i Esbjerg skulle man dels dybt ned, og cementkornene måtte ikke blæse rundt, fordi de så kunne ødelægge overfladen på de vindmøllekomponenterne, der lå opmagasineret omkring tørrefelterne. Så entreprenøren Mj Eriksson måtte investere i et nyt system med et pumpeanlæg og et blandehoved, som kunne bores ned i sedimentlagene og pumpe de rette mængder cement ind i de forskellige dybder.

Huller forsinkede

Men da entreprenøren begyndte at køre sand på, viste det sig, at der alligevel var områder, som ikke var blevet stabiliseret tilstrækkeligt.

»Da vi begyndte at forbelaste området med sand og køre med dumpere, kunne vi se, at der opstod bløde punkter, som vi måtte grave op og efterfylde med cement,« siger Signe Ingvardsen.

Læs også: Alternativ til TBT er også giftig

Oven på sedimentlaget er der blevet lagt dræn, sand og et lag stabilgrus. Det stabiliserede sedimentlag er nemlig næsten uigennemtrængeligt for vand, så drænene leder regnvand væk.

Alt i alt blev der brugt 16.000 ton på det 7,8 hektar store areal. Det svarer til knap 200 kg cement pr. m2. Og selv om ekstraarbejdet forsinkede projektet lidt, er budgettet på 36 mio. kr. alligevel blevet overholdt.

Oplagt andre steder

Ifølge Signe Ingvardsen er erfaringerne fra Esbjerg så gode, at Kystdirektoratet godt kunne se metoden anvendt andre steder også.

»Hvis man ikke har tid til at lade sedimentet ligge i mange år, så er det bestemt en metode, der kan bruges,« siger hun.

Esbjerg Havn overtager officielt arealet 16. maj, men er allerede begyndt at bruge dele af området. Kystdirektoratet regner med at de har fjernet de sidste TBT-holdige sedimenter i 2025. De kommende års mængder af forurenede sedimenter oplagres i et spulefelt i den østlige del af havnen.

16000 tons cement udleder 16000 tons CO2. Det er jo helt tosset - man omformer bare en forureningstype til en anden. En normal personbil udleder ca. 1 kg CO2 pr. 8 km kørsel.

Med andre ord svarer 2 millioner kilometers kørsel til den samme mængde CO2.

Antager man, at en gennemsnitsfamilie kører 15.000 km/år svarer det til ca. 150 bilers udledning i et år.

  • 0
  • 4