15 sjove anekdoter fra Apollo 11-missionen
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

15 sjove anekdoter fra Apollo 11-missionen

Illustration: NASA

Apollo 11 var noget af en bedrift, og vi har igennem de seneste 50 år set, læst og hørt den fantastiske historie om dengang, tre amerikanske astronauter drog mod Månen. I denne artikel går vi 'behind the scenes' og fortæller de små finurlige historier, som også var en del af månelandingen, og som du måske ikke har hørt endnu.

1. Stolede Nasa ikke rigtigt på Apollo 10 under generalprøven?

Eugene Cernan, John Young og Thomas Stafford fra Apollo 10. Illustration: NASA

Vi starter med at spole et par måneder tilbage til Apollo 10-missionen.

D. 18. maj 1969 tog de tre brave mænd Thomas Stafford, Eugene Cernan og John Young afsted i rollerne som hhv. Neil Armstrong, Buzz Aldrin og Michael Collins – eller i hvert fald i de tilsvarende roller som hhv. kaptajn, pilot på månelandingsfartøjet og kommandomodulpilot.

I dag kan de færreste huske navnene på Apollo 10-astronauterne, men ikke desto mindre var det dem, der spillede hovedrollerne i generalprøven og tjekkede rejseforholdene af, før de nu kendte astronauter drog af sted med Apollo 11. Hele missionen blev testet, inkl. sammenkoblingen i rummet. Det eneste, der manglede, var selve landingen på Månen.

D. 22. maj var Apollo 10-landingsfartøjet helt nede at snuse til Månen i en afstand af godt 14 km fra Månens overflade, men vendte herefter tilbage til kommandomodulet for at tage tilbage til Jorden.

Ifølge bogen ’Rocket Men’ fra 2009, mente piloten på landingsfartøjet, Eugene Cernan, at vide, at Nasa med vilje havde giver holdet for lidt brændstof med til at kunne komme væk fra Månen igen, hvis de skulle være blevet fristet til liiiige at dyppe en støvle. Således er Eugene Cernan citeret for at sige: »Mange mennesker tænkte over, hvilken type mennesker vi var. Giv ikke de mænd en mulighed for at lande – for måske gør de det!«

2. Hvorfor blev Buzz Aldrin ikke den første mand på Månen?

Illustration: NASA

Apollo 10 fløj pænt hjem igen, så debuten var stadig reserveret til Neil Armstrong og Apollo 11.

Og faktisk var det et lidt usædvanligt valg, for normen er, at kaptajnen bliver om bord på fartøjet. Her står han for det overordnede ansvar og lader i stedet et besætningsmedlem udføre andre praktiske opgaver, såsom at forlade rumfartøjet. Sådan er det både på skibe, i flyvemaskiner og i rumskibe.

Men ved måneladningerne var det Armstrong, altså kaptajnen, der først forlod månelandingsfartøjet. Og hvorfor blev det så ikke Buzz Aldrin, månelandingsfartøjets pilot, der blev den første mand, der satte sin fod på Månen? Det blev det ikke, fordi Aldrin simpelthen var lidt for stor i slaget, fremgår det af James R. Hansens bog ”First man”.

I marts 1969 mødtes fire centrale mænd, astronautchefen Deke Slayton, Manned Spacefligt Center-lederen Bob Gilruth, lederen af Apollo-programmet, George Low, og lederen af kontrolcenteret Houston, Chris Kraft, hvor de blev enige om, at det ikke skulle være en pralhals, men derimod en rolig, afdæmpet personlighed, der skulle bære historien. Man anså Armstrong for at have denne egenskab, og derfor blev det kaptajnen, der satte de første fodspor på Månens overflade.

3. Forsikring til Månen

Illustration: Wikimedia/Tinyhelper

Efter generalprøven med stående ovationer gjorde Neil Armstrong, Buzz Aldrin og Michael Collins sig klar til den store premiere med afgang d. 16. juli 1969.

Men det er åbenbart ikke lige sådan at ringe til Tryg og få en billig rejseforsikring, når man skal på rumrejse. Så i stedet fordrev astronauterne den lange – og formentlig ret kedelige – måneds karantæne før afrejse med at signere konvolutter, som de fik en ven til at sende på de særlige datoer undervejs, så de fik datoerne poststemplet.

Det var der dengang et stort marked for, og så havde enkerne noget, de kunne sælge videre for at finansiere dagen og vejen og ungernes uddannelse. Heldigvis blev det ikke relevant, men tilsyneladende dukker konvolutterne alligevel op her og der på auktioner.

4. Jorden vender forkert

Illustration: NASA

Astronauterne kom i tøjet med missionstegnet på brystet – en ørn, der lander på Månen med Jorden i baggrunden. Det var kommandomodulpiloten Michael Collins, der havde designet emblemet, og han ærgrede sig efterfølgende over, at Jorden vendte forkert - den skulle have været drejet 90 grader, står der i Collins selvbiografi ’Carrying the Fire’ fra 2001.

Det var dette emblem, der gav anledning til, at månelandingsfartøjet kom til at hedde Eagle, og der var lidt diskussion om, hvorvidt der skulle stå Apollo Eleven, Apollo XI eller Apollo 11. Her var det Armstrong, der skar igennem - der skulle stå Apollo 11, for det blev forstået af flest.

Oprindelig havde ørnen olivengrenen i næbbet, men det forslag blev underkendt af Nasa, da de udstrakte klør virkede for aggressive. Så grenen blev flyttet til kløerne – selvom det ville besværliggøre en fornuftig landing.

5. Der lugtede af prut i fartøjet

Illustration: Bigstock/MaryValery

Selv om der kun er tale om Månen og ikke Mars, tager det alligevel et par dage at komme frem. Og tre velvoksne mænd i et lille rum fik hurtigt en ærgerlig aroma til at sprede sig.

Således fortæller Michael Collins i sin bog 'Carrying the Fire' om missionen fra 2001, at man helst skulle undgå en af siderne i fartøjet. Det var nemlig der, de placerede urinposer og vasketøj. Men der var også den ekstra hage, at drikkevandet indeholdt små brintbobler som følge af den brændselscelleteknologi, der blev brugt.

Det var sjovt de første par dage, fortæller astronauten, men otte dage i et modul, der lugter af en blanding af våd hund og sumpgasser, var lige i overkanten.

6. Den seje landing

Endelig fremme d. 20. juli kunne de sætte Ørnens ben i månegruset. Og det var her, det for alvor viste sig, hvor badass en kaptajn Neil Armstrong egentlig var.

Computerne på Ørnen havde sat sig for en landing, som Armstrong kunne se var i et meget klippefyldt område, hvor Ørnen risikerede at vælte og blive ødelagt. Derfor overtog han styrepinden for at flyve hen over krateret som en anden helikopterpilot.

Han havde kun brændstof til ét minut at gøre godt med, og i forvirringen hverken så eller hørte han, at følerne, der hang ned fra Ørnens ben, havde rørt overfladen, og motoren derfor skulle slukkes. Dette for at undgå, at thrusterne skulle forårsage for meget ophvirvlet månegrus, der kunne ødelægge landeren.

Men tre sekunder senere landede de på overfladen med motoren tændt, men uden skader på hverken astronauter eller materiel.

7. Første nadver på Månen

Illustration: Bigstock/holbox

Få minutter efter landingen slukkede Buzz Aldrin for radiokommunikationen for at få et par minutters ro til Månens første nadver.

Han havde taget oblater og vin med fra Jorden i en plasticpose, og så læste han en bid fra Johannesevangeliet, mens han indtog det.

8. Et lille, stort skridt

Illustration: NASA

Efter lidt afslapning var det tid til det berømte lille skridt for mennesket.

Men det blev ikke så lille endda, for Armstrong og Aldrin var faktisk landet så blødt, at Ørnen ikke var sunket så langt ned i månegruset, som man havde troet. Derfor stod den nu så højt på overfladen, at stigen kom til at hænge og dingle 81 cm fra overfladen, og Armstrong måtte tage et godt hop ned fra den – hvilket viste sig heller ikke at være så svært med kun en sjettedel af den tyngdekraft, vi er vant til.

9. Så var mor glad

Illustration: Bigstock/Tartila

Neil Armstrongs mor kunne nu ånde lettet op. Ifølge bogen Neil Armstrong: A Life of Flight var hun ikke så bekymret for selve den farlige rejse, hvilket ellers nok burde kunne få en mor til at ryste i bukserne.

Hun var mest bange for, at Månens overflade var for skrøbelig til sønnikes vægt, og at han ville falde igennem. Kort efter at være trådt ned på overfladen kunne han dog berolige hende med en status om, at støvet virkede fint og pulveragtigt – og billederne viste, at han stod stabilt på overfladen.

10. Nixon havde to taler med

En anden, der kunne ånde lettet op, var præsident Nixon, som fik en telefonlinje igennem til Armstrong og Aldrins højttalere, efter de havde sat Stars & Stripes i Jorden.

Af ham fik astronauterne en hyldesttale, der handlede om, hvor stolt han var på nationens og verdens vegne.

Og så kunne taleskriveren William Safire heldigvis stille og roligt lægge den alternative tale tilbage i skuffen – den som Nixon skulle læse op for at hylde mændene, hvis landingen gik galt, og de enten blev dræbt eller måtte blive siddende på Månen uden et brugbart transportmiddel hjem. Den kan læses her.

11. Buzz sagde faktisk de første ord

Illustration: NASA

Nu kan det godt være, at Neil Armstrong sagde det berømte citat 'One small step' (som han vist klokkede lidt i, men lad det nu ligge).

Men faktisk ytrede Buzz Aldrin teknisk set de første ord efter landingen, nemlig 'Contact Light' og 'Okay. Engines Stop'. Det fremgår af lydsporet, som er blevet flittigt transskriberet og kan læses her.

12. Buzz var også den første, der tissede på Månen

Illustration: Bigstock/Emrah_Avci

Ud over rent teknisk at have ytret de første ord på Månen, så kan Buzz Aldrin også bryste sig af at være den første, der har tisset på Månen.

Ifølge hans egne erindringer lettede han blæren, mens han testede sin hoppen op og ned fra stigen, og enkelte medier har berettet, at der sågar gik hul på urinbeholderen, så det hele havnede i støvlen. Den sidste historie har dog ikke været nem at faktatjekke, så for nu må vi indberette den som en røverhistorie.

Hvad vi dog kan sige med lidt større faktuel overbevisning, er, at astronauternes urin- og afføringsbeholdere faktisk stadig er på Månen, for dem efterlod de sammen med en masse andet (troede de, de var på Roskilde Festival?). Se listen over, hvad de og andre månebesø(r)gende har ladet ligge at flyde på Månen, her.

Det fremgår ikke af listen, hvorvidt beholderne var fulde, men at dømme ud fra Buzz Aldrins nylige kommentar på Twitter til forslaget om at hente beholderne tilbage fra Månen og undersøge dem, var der formentlig noget i dem.

13. Månen lugter af våd aske og krudtslam

Illustration: Bigstock/Vershinin89

Det var ikke kun astronauternes tarme, der bidrog til lugtsporet på Apollo-missionen. Ifølge flere Apollo-astronauter lugtede der mærkeligt på Månen. Nogle syntes, at månestøvet lugtede af krudtslam eller lidt metallisk.

Efter at have sniffet til støvlerne tilbage ved landingsmodulet var Buzz Aldrins dom, at han lugtede af brændt trækul og våd aske. Han kunne også fortælle, at enkeltes bekymring om, hvorvidt månestøv var letantændeligt, hvis det kom i kontakt med ilt, heldigvis viste sig ikke at holde stik.

14. Ups! Sad der en afbryder dér?

Illustration: NASA

Buzz Aldrin var dog ikke kun uheldige med lugtene. Han fik formentlig smadret sin rygsæk ind i en afbryder, så den knækkede. Det var desværre den, der skulle bruges til at aktivere opsendelsesraketten, så det ville være rigtig skidt, hvis de ikke kunne få den trykket ind.

Aldrin opdager dette, da de er ved at gøre klar til at forlade Månen, og han på det tidspunkt er ikke klar over, om motoren allerede er aktiveret – hvilket ville være et problem, for så var der risiko for, at de pludselig lettede.

Kontrolcentret bekræfter dog, at der ikke er nogen umiddelbare fare. Afbryderen står i åben tilstand, og Aldrin finder ud af at bruge spidsen af sin filtpen til at trykke den ind med. Og det gør han så på det tidspunkt, hvor motoren skal aktiveres, og så gik det, som det skulle.

De efterfølgende månelandingsfartøjer fik monteret beskyttelsesplader over disse kontakter for at undgå lignende problemer!

15. Har De noget at fortolde?

Illustration: Bigstock/Maksim Shchur
Illustration: NASA

Tilbage til Columbia-modulet i kredsløb om Månen og hjem til Jorden for at blive dumpet i Stillehavet.

Men man kan jo ikke bare sådan komme rendende ind i USA med fremmede objekter fra rummet i bagagen. Derfor måtte de gennem tolden som alle andre og udfylde papirerne på, hvor de kom fra – Månen – og deklarere rumstenene og deres anden habengut.

Velkommen tilbage til Jorden!

Kilder: Jørgen Bak, Aarhus Universitet, CNet, Wikipedia, Astronomytrek, Discovermagazine, space.com, m.fl.

Emner : Månen
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Nummer 16:
DR sendte for ikke så længe siden et program om missionens "hemmeligheder". En af dem var at astronauterne så noget UFO - lignende følge med fartøjet på vej til månen. Men de turde ikke fortælle det til Houston fordi de frygtede missionen ville blive aflyst! De spurgte vist Houston, sådan helt uskyldigt, om hvor det afstødte 3. rakettrin mon befandt sig i forhold til Apollo fartøjet.

  • 6
  • 0

Aldrin finder ud af at bruge spidsen af sin filtpen til at trykke den ind med.

Et uvurdeligt værktøj som er ved at gå af mode.

  • 2
  • 0

Jf. Armstrongs biografi var det naturligt, at det var ham, der var den første ud af lugen. Kommandøren stod til venstre og piloten til højre. Lugen åbnede således, at Armstrong skulle ud først. Alternativt skulle de bytte plads, hvilket ville være vanskeligt i den trange LM-kabine med fuld udrustning. Det var et emne Aldrin bragte på bane inden opsendelsen, men Armstrong tog beslutningen om at beholde pladserne - udelukkende ud fra en logisk/praktisk betragtning.
Nasa var dog meget opmærksomme på at have den rigtige helt. Armstrong ansås for bedre til at håndtere publicity efterfølgende.
Onde tunger påstår at Aldrin "hævnede" sig ved ikke at tage særligt mange billeder af Armstrong på Månen - der findes kun 3 billeder. Det berømte billede af astronauthonøren ved flaget viser Aldrin - taget af Armstrong.

  • 4
  • 0