1,4 pct. af fødevarer i Danmark indeholder flere pesticidrester end tilladt
Hele 40 pct. af fødevarer, der produceres i eller importeres til Danmark indeholder pesticidrester, mens 1,4 pct. helt overskrider den EU-regulerede maksimalgrænseværdi for indholdet af pesticidrester i fødevarer.
Det skriver DTU i en rapport, hvor man i perioden 2012-2017 har indsamlet omkring 13.492 prøver af frugter, grøntsager, korn, animalske produkter, børnemad og andre forarbejdede fødevarer i Danmark og dokumenteret deres indhold af pesticidrester. Man har analyseret for mellem 273-314 pesticider i denne årrække.
Frugt og grøntsager er den fødevaregruppe, hvor prøverne oftest indeholdte pesticidrester. I 54 pct. af de indsamlede prøver var der spor af pesticidrester, og i 2,0 pct. af prøverne overskred indholdet af pesticidrester maksimalgrænseværdien. I rapporten indgår frugt og grøntsager i en fælles fødevaregruppe, men ud af de to understreges det, at frugt indeholder flest pesticidrester.
I prøver med korn indeholdt 30 pct. spor af pesticidrester og 1,0 pct. af prøverne overskred maksimalgrænseværdien. For kød var disse tal henholdsvis 0,2 pct. og 0,0 pct.
Læs også: Toksikolog: Pesticider i Egedal-drikkevand kan være giftige i meget små mængder
Hyppigst i importvarer
Ifølge rapporten fra DTU er der generelt en hyppigere forekomst af pesticider i importerede fødevareprodukter fra udlandet, end der er i danskproducerede fødevarer.
Ud over hyppigheden indeholder prøverne med pesticidrester fra importerede varer generelt set også flere pesticider pr. prøve end de danskproducerede.
Desuden indeholder de importerede fødevarer oftere flere slags pesticider i den samme prøve end i prøverne fra de danskproducerede fødevarer.
Læs også: Drik ikke vandet: Giftigt pesticid fundet i vandboringer vest for København
Dog er der enkelte former for afgrøder, hvor danskproducerede fødevarer ikke har den mindste hyppighed af pesticidrester. Det gælder gulerødder, agurker, salat, jordbær, hvedemel og hvedekerner.
