133 Bluray-film gennem fiberkabel i sekundet med en enkelt laser

Det er lykkedes forskere at overføre intet mindre end 26 terabit i sekundet gennem et optisk kabel og dermed slå hastighedsrekorden for dataoverførsel med en enkelt laser.

26 terabit svarer til 3.328 gigabyte - der igen kan regnes om til 133 enkeltlags Bluray-discs - som det altså nu er lykkedes forskere at sende gennem et fiber kabel i løbet af et enkelt sekund.

Forskerne har benyttet en teknik kaldet 'Fast Fourier Transform', der essentielt set kan bruges til at udtrække mere end 300 informationsholdige lysfarver fra en laserstråle baseret på, hvornår de enkelte dele af strålen ankommer, skriver BBC.

Forskerne har implementeret Fast Fourier Transform-teknikken optisk ved at dele laserstrålen i modtagerenden i tre, hvilket bevirker at strålens bestanddele ankommer på forskellige tidspunkter.

Dermed kan det lade sig gøre at forvandle informationerne fra strålens farver til de originale data ved at se på det tidspunkt, som strålens bestanddele ankommer i.

Billig løsning

Blandt andre tiltag, som øger datahastigheden i fiberkabler, er en teknik kaldet 'orthogonal frequency division multiplexing', hvor flere lasere sender informationer gemt i lys gennem et fiberkabel. I modtagerenden står et antal oscilloskoper, som opfanger signalerne og hiver informationer ud af laserlyset.

Via 'orthogonal frequency division multiplexing' er det i princippet kun antallet af lasere, der er afgørende for, hvor hurtigt data kan sendes, men der er også flere problemer forbundet med teknikken, mener Wolfgang Freude fra Karlsruhe Institute of Technology i Tyskland, som er en af forskerne bag den nye teknik.

»Man har allerede demonstreret et forsøg med 100 terabit i sekundet,« siger han til BBC News og fortsætter:

»Problemet er, at det ikke er sket med en enkelt laser. De brugte noget i retning af 500 lasere, hvilket er utrolig dyrt at gøre. Hvis du kan forestille dig 500 lasere, så kræver de plads og bruger snesevis af kilowatt strøm,« siger Wolfgang Freude.

Dokumentation

BBC: Laser puts record data rate through fibre
link

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Er det ikke et paper som kilde til denne præstation?

Umiddelbart siger det, at der er anvendt FFT ikke noget om hvordan de har opnået bitraten. Det kan være interessant at vide hvilken type laser der er anvendt i forsøget, hvilke modulationsformater man har brugt og hvor stor distance.

Så må vi se, hvornår gutterne på DTU slår igen med højere hastigheder...

Mht. OFDM-løsningen mener jeg der i deres paper er præsenteret 101.7 Tbit/s ved brug af 397 lasere, der fremstiller såkaldt optisk OFDM. Problemet er bare, at samtlige lasere skal justeres hvis der tilføjes endnu én. Og der kan være stor attenuation når alle strålerne skal multiplexes ind og ud af én fiber. Omend deres forsøg med 101.7 Tbit gik gennem 60 km kommercielt, nedgravet fiber.

  • 0
  • 0

Artiklen findes via google på <1 min:

BBC nævnes som kilde: http://lmgtfy.com/?q=bbc+speed+record+tera...

BBC nævner Nature Photonics som kilde, og hvis du følger BBC's link, og søger på "speed record terabit" finder du: http://www.nature.com/nphoton/journal/vaop...

Når det er sagt, så er jeg enig i, at ingeniøren burde vise linket, så vi ikke alle skal lege med google. Artiklen koster dog $32 at læse, hvis man ikke er abonnent på Nature Photonics i forvejen.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten