120 videnskabelige artikler trukket tilbage: De var skrevet af computer

Videnskabelige artikler fra to udgivere har i over 120 tilfælde været skrevet af et computerprogram. Det afslører den franske forsker Cyril Labbé fra Joseph Fourier University i Grenoble nu efter at have gennemgået artikler fra en række konferencer mellem 2008 og 2013, skriver Nature.

Cyril Labbé har ledt efter artikler skrevet af computerprogrammet SCIgen, som blev opfundet på MIT i 2005. Programmet sammensætter selv vrøvlesætninger for at skabe falske, videnskabelige artikler. Målet med programmet var oprindeligt at påpege, at konferencer ville antage meningsløse artikler, hvilket Labbé nu har dokumenteret i 120 tilfælde.

Artiklerne er udgivet i forbindelse med konferencer, primært i Kina. De var i flere tilfælde underagt peer-review, et system, hvor eksperter på det relevante område skal godkende artiklerne. Særligt i disse tilfælde er det opsigtsvækkende, at artiklerne er blevet accepteret, tilsyneladende uden nogen har opdaget, at indholdet ikke giver mening.

I flere tilfælde er forskere blevet nævnt som medforfattere af artiklerne, selv om de i dag hævder ikke at kende noget til dem. Artiklerne har i dag fundet vej til abonnementstjenester fra både den tyske udgiver Springer og det amerikanske Institute of Electrical and Electronic Engineers (IEEE), som begge vil fjerne de berørte artikler fra deres tjenester.

Læs også: Rendyrket vrøvleartikel antaget ukritisk af videnskabeligt tidsskrift

Labbé har også tidligere påvist fejl i de akademiske godkendelsessystemer ved hjælp af computerprogrammet. I 2010 genererede han selv 102 vrøvle-artikler af en opdigtet forsker ved hjælp af SCIgen.

Labbé uploadede artiklerne i Google Scholar og gjorde den opdigtede forfatter til den 21. mest citerede videnskabsmand på tjenesten. Andre forskere har påvist, at man kan øge sit eget citations-index ved hjælp af falske artikler fra SCIgen.

Kilde Nature
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

En gymnasie lærer jeg havde, jeg er stadig overbevist om at hun ikke læste nogen af mine afleveringer men bare gav mig et 5 tal uanset indhold :-)

  • 5
  • 0

Det var ikke dette, Alan Turing beskrev i sin Turing-test, men det program er dog tæt på at bestå. Eller også skulle man lave en invers Mensa-organisation for nogle af de reviewere af artikler/redaktører! TCC - Turing Complementary Committee.

  • 5
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten