12 selskaber er friske på ny olie- og gasjagt i Nordsøen

12 selskaber er friske på ny olie- og gasjagt i Nordsøen

Trods rasende lave oliepriser har der i en ny udbudsrunde været stor interesse for at få lov til at efterforske på dansk territorium.

Hele 12 selskaber har mod på at lede efter mere olie og gas i Nordsøen – trods historisk lave oliepriser. Og der er flere nye udenlandske operatører blandt de 12.

Det meddeler energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) i en pressemeddelelse.

Læs også: Rekordstor interesse for at bore efter dansk olie

Kort over uddelte tilladelser til olie- og gasefterforskning i Nordsøen i 7. udbudsrunde. Skraveret signatur angiver, at tilladelsen er begrænset i dybden. Eksisterende tilladelser er angivet med grå signatur. (Kilde: Energistyrelsen)

Ministeren er nu parat til at uddele i alt 16 nye tilladelser til olie- og gasefterforskning i Nordsøen til de 12 selskaber som resultat af 7. udbudsrunde – den konkrete overgivelse af tilladelserne skal dog lige afvente et godkendende nik fra Folketingets energiudvalg.

Læs også: Mærsk finder olie mellem Harald og Svend

Lars Christian Lilleholt (V) kalder det positivt, at der fortsat er stor interesse for den danske del af Nordsøen, selvom oliepriserne i øjeblikket er lave:

»De mange nye tilladelser vil medvirke til, at vi kan bevare et stabilt efterforskningsmiljø i Danmark. Og de nye investeringer i efterforskning vil forhåbentligvis blive omsat i nye kommercielle fund, som vil kunne bidrage til at finansiere vores velfærdssamfund og den grønne omstilling,« siger ministeren.

De 12 selskaber er: Dana Petroleum Denmark, PA Resources UK Limited, Danoil Exploration A/S, Wintershall Noordzee, Hess Danmark, Hansa Hydrocarbons Limited, Edison International S.P.A , DEA Deutsche Erdoel AG, Dyas B.V., Ardent Oil (Denmark) S.A, DONG E&P A/S samt Nordsøfonden.

Seks år – med forlængelse

Tilladelserne meddeles som udgangspunkt for en efterforskningsperiode på 6 år med ret til 30 års forlængelse for felter, der sættes i produktion.

De samlede arbejdsprogrammer omfatter bl.a. 2 ubetingede boringer og op til 24 betingede boringer.

Energistyrelsen vurderer, at de tilbudte arbejdsprogrammer er tilfredsstillende i omfang, og at de kommer til at danne grundlag for efterforskningen i de kommende år.

Læs også: Olieprisen styrtdykker til finanskrise-niveau

Sagsbehandlingen af tilladelserne er blevet forsinket af den praktiske implementering af offshore-sikkerhedsdirektivets skærpede fokus på selskabernes finansielle kapacitet.

Samtidig har Energistyrelsen haft en længerevarende dialog med et mindre antal af selskaberne om sikkerhedsstillelse.

Kommentarer (3)

Det der altid står til sidst er Minister!
Og som sådanne har man nok en primær forpligtigelse til at få samfundet til at fungere.
Og sekunder, at forbedre det.

(At de først og fremmest skal overholde gældende lovgivning er vil så indforstået at jeg ikke behøver at nævne det)

MVH
Thomas Lodberg

  • 1
  • 2