12 forskere deler en milliard kr. til nye grundforskningcentre
12 forskere modtager en bevilling fra Danmarks Grundforskningsfond - noget af det mest eftertragtede, en dansk forsker kan opnå. Det skyldes, at bevillingen er langvarig og stor efter danske forhold, og at den giver modtageren mulighed for at forfølge et projekt uden store bindinger.
Professor Thomas Sinkjær, der er direktør for Danmarks Grundforskningsfond, siger:
»De optimale rammer for banebrydende forskning skabes ved at lade de bedste forskere prøve kræfter med de problemer, de brænder mest for. Når ansøgerne forfølger deres drømmeprojekter, ved vi, det skaber exceptionelle resultater – og hvem ved måske også en nobelpris en dag.« De nye grundforskningscentre og deres ledere DTU Intelligent oral Drug delivery Using Nano and microfabricated containers, Anja Boisen, DTU Nanotech Centeret Silicon Photonics for Optical Communications (SPOC), Leif Katsuo Oxenløwe, DTU Fotonik Københavns Universitet Center for Chromosome Stability (CCS), Ian D. Hickson, Institut for Cellulær og Molekylær Medicin Centeret Stem Cell Decision Making (StemPhys), Lene Broeng Oddershede, Niels Bohr Institutet Aarhus Universitet Carbon Dioxide Activation Center (CADIAC), Troels Skrydstrup, Institut for Kemi Center for Music In the Brain (MIB), Peter Vuust, Institut for klinisk medicin Aalborg Universitet Kræftens bekæmpelse Rigshospitalet
* Center for Hyperpolarization in Magnetic Resonance, Jan Henrik Ardenkjær-Larsen, DTU Elektro
* Centeret Bacterial Stress Survival (BASS), Kenn Gerdes, Biologisk Institut
* Center for Urban Network Evolutions, Rubina Raja, Institut for Kultur og Samfund
* Center for biomedical engineering in human neuroplasticity and pain (CNAP), Thomas Graven-Nielsen, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi
* Center for Autophagy, Recycling and Disease (CARD), Marja Jäättelä
* Center for Personalized Medicine of Infectious complications in Immune Deficiency (PERSIMUNE), Jens Lundgren
186 forskere indgav sidste år en interessetilkendegivelse om et nyt grundforskningscenter. Af disse blev 30 bedt om at indsende en egentlig ansøgning, og efter en bedømmelse, der har involveret udenlandske eksperter, er 12 nu udvalgt til at stå i spidsen for nye grundforskningscentre.
»Kvaliteten blandt ansøgerne var så høj, at vi sagtens kunne have forsvaret at tildele bevillinger til 20 centre, hvis vi havde haft pengene til det,« siger Thomas Sinkjær.
Centerleder kommer fra industrien
Af de 12 nye centerleder er fire kvinder – det er den hidtil højeste andel ved grundforskningsfondens uddelinger.
Endnu mere bemærkelsesværdigt er dog, at en enkelt af de nye centerledere kommer fra industrien. Det er aldrig sket tidligere.
Det drejer sig om Jan Henrik Ardenkjær-Larsen, der i dag har titel af Principiel Scientist ved GE Healthcare, Denmark, og som er løst tilknyttet DTU som adjungeret professor.
Han bliver nu fastansat på DTU, hvor han skal lede et center for hyperpolariseret magnetisk resonans ved DTU Elektro. Det er en teknik, som kan bruges i forbindelse med billeddannelse af lunger.
»Men teknikken har også bredere betydning. Der vil være tale om, at centeret skal være med til at udvikle en helt ny teknologiplatform,« siger Thomas Sinkjær.
Teknisk forskning vinder frem
Bevillingen til et grundforskningscenter er på 50-65 millioner kroner over fem år med en mulighed for forlængelse i yderligere fem år – hvilket sker for hovedparten af centrene.
Bestyrelsen for Danmarks Grundforskningsfond har godkendt at investere 700 millioner kroner i alt for de første fem år og har afsat 400 millioner kroner til forlængelse.
Danmarks Grundforskningsfond fik sidste år en meget positiv bedømmelse af et internationalt panel. Hovedkonklusionen lød, at fonden har haft en bemærkelsesværdig stor betydning for kvaliteten af forskningen i Danmark, ligesom den nyder uforbeholden respekt fra alle niveauer i det danske forskningssystem.
Læs også: Internationalt panel giver topkarakter til grundforskningsfond
Lederen af evalueringspanelet, Wilhelm Krull fra Volkswagen Stiftung i Tyskland, sagde dog til Ingeniøren ved den lejlighed, at det var et problem, at teknisk forskning var underrepræsenteret blandt centrene. Blandt de 43 aktive centre var kun ét rubriceret som ingeniørvidenskab.
Læs også: Ekspertpanel: Flere grundforskningscentre bør fokusere på ingeniørvidenskab
DTU har fået tre af de nye grundforskningscentre og dermed har dekan Martin Bendsøe opnået sit mål om tildelingen af mindst to nye grundforskningscentre til DTU.
To af de fire tekniske centre (tre på DTU og et i Aalborg) sigter dog på anvendelser inden for sundhedsteknologi og kan måske ikke karakteriseres som klassisk ingeniørvidenskab. Det rokker dog ikke ved, at den tekniske videnskab er stærkere repræsenteret ved denne uddeling, end det tidligere har været tilfældet.
