100 års motor produktion lukker

»Der er ikke mere at skrive om den sag.«

Pressechef hos MAN B&W Diesel, Peter Dan Petersen, er tydeligvis godt træt af henvendelser om den forestående lukning af produktionen af fire-takts dieselmotorer på virksomheden Holeby Diesel på Falster.

»Vi har udsendt en meddelelse om lukningen – og planen for afviklingen af produktionen er endnu ikke klar,« siger han og afviser dermed at kommentere, hvad der skal ske med fabrikslokaler og produktionsudstyr på den i dag 450 mand store fabrik.

Faktisk er han så træt af henvendelser, at han knap nok hører spørgmålene om, hvad Holeby fabrikkens historie i grunden er?

Hvad er det for en lokal produktionshistorie, som MAN B&W Diesel i løbet af 2005 sætter det sidste punktum i? Hvor gammel er fabrikken, og hvornår blev den en del af den verdensomspændende tyske gigantkoncern MAN?

»Jeg kender ikke til materiale om fabrikkens historie,« afviser Peter Dan Petersen, og det er i grunden synd, for Holeby Diesel er en lokalt maskineventyr, som kan dateres helt tilbage til 1883 med etablering Hans Christoffersens smedefirma.

Hans Christoffersens søn, Jens Christoffersen, var maskinist. Og det var sønnens studietur til USA i slutningen af 1800-tallet, der var kimen til, at far og søn besluttede sig for at oprette en motorproduktion og etablere Holeby Maskinfabrik. Fabrikken blev en vigtig partner for den københavnske maskinfabrik Burmeister & Wain (B&W) og siden for MAN B&W Diesel.

Diesel-motorer elektrificerer Danmark

I 1898 præsenterede Hans og Jens Christoffersen deres første motor, en en-cylindret såkaldt »Otto-motor« med gløderørtænding på otte hestekræfter. Men det var først i 1910, at Holeby Maskinfabrik producerede sin første kommercielle dieselmotor.

Det skete umiddelbart efter, at dieselmotorens fader, den tyske ingeniør Rudolf Diesels første patenter udløb.

Rudolf Diesel udviklede verdens første dieselmotor i årene 1893-1897 i tæt samarbejde med ingeniørerne på virksomheden Maschinenfabrik Augsburg, som senere blev lagt sammen med Machinenfabrik Nürnberg under navnet Machinenfabrik Augsburg-Nürnberg – forkortet MAN.

Allerede i 1898 – året efter lanceringen af den første dieselmotor – udstedte Rudolf Diesel en eksklusiv produktionslicens for Danmark til B&W. Og fra 1910 blev der i stor stil produceret dieselmotorer til elektrificeringen af Danmark.

Maskinfabrikken i Holeby, der nu var begyndt at lyde navnet Holeby Diesel, leverede i 1911-1912, 21 motorer, der blev brugt som stationære dieseldrevne kraftværker på land.

Holeby-fabrikken producerede sin første skibsmotor i 1913 og ti år senere havde fabrikken opnået så stor ekspertise inden for udvikling og produktion af dieselelektriske systemer, at den blev fast leverandør af diesel generatorer til B&W.

Slut med selvstændigheden

I 1930 var det slut med selvstændigheden for den syddanske motorfabrik. Holeby Diesel blev købt af B&W og udviklede sig med årene til at blive B&W's center for udvikling af firetakts dieselmotorer.

I 1939 blev værft- og motorfabrikanten B&W udvidet yderligere med købet af Frederikshavns Jernstøberi og Maskinværksted, der blandt andet producerede petroleumsmotoren Alpha, og trekløveret udviklede sig til en betydelig spiller på verdensmarkedet for dieselmotorer samt gear og skibspropeller.

Så betydelig at MAN – der i mellemtiden havde vokset sig til en gigantisk verdensomspændende industrikoncern – i 1980 købte den danske motorproducent og stiftede selskabet MAN B&W Diesel A/S.

Dermed blev dét, der for hundrede år siden startede med en lille smedevirksomhed på Falster, med ét en del af en industrikoncern med over 70.000 ansatte.

MAN B&W Diesel gruppen under MAN AG har i dag knap 7.000 ansatte fordelt på selskaber i Tyskland, Frankrig England og Danmark, samt et verdensomspændende netværk af udlandskontorer og servicecentre.

På MAN B&W Diesel A/S' adresser i Danmark arbejder tilsammen cirka 2.300 ansatte. Heraf cirka 470 i Holeby – endnu.

For da Hans- og Jens Christoffersen motorfabrik blev overtaget af MAN, blev den samtidig kastet ud i en global konkurrence og arbejdsdeling.

Slået hjem af Asien

Og dermed er vi tilbage ved pressechef Peter Dan Petersen og hans henvisning til MAN B&W Diesels officielle meddelelse om afvikling af produktionen på Holeby Diesel, som blev sendt ud sidst i april.

Af den fremgår det, at markedet for de mindre og mellemstore firetaktdieselmotorer, som er Holeby Diesels kerneområde, er stærkt afhængig af europæisk værftindustri, som er under kraftig beskydning fra konkurrenter i Østasien.

»Hele den europæiske skibsmotorindustri reducerer i disse år egenproduktionen i Europa,« konstaterer koncerndirektør Peter Sunn Pedersen i meddelelsen.

»Vi må gøre noget effektivt her og nu for at tilpasse os til markedet – som det er sket for vore produktioner i de seneste år i Tyskland, England og Frankrig,« fastslår han, og sætter med de ord punktum for Holeby Diesels over 100 år gamle tradition for at producere motorer.

Peter Dan Petersen kan oplyse, at planen for afviklingen af produktionen, som sidste år omfattede 70 firetaktsmotorer, endnu ikke er lagt fast.

Det er dog i meddelelsen allerede fastslået, at resterne af produktionen skal flyttes til Frederikshavn, hvor der i forvejen produceres både fire- og totaktsmotorer samt gear og propellere. En del af medarbejderne fra Holeby vil i den anledning blive tilbudt at flytte med til den anden ende af landet, men lukningen vurderes alligevel at koste ca. 300 arbejdspladser.

Det bliver dog ikke helt slut med aktiviteter i resterne af Hans- og Jens Christoffersen forretning. 90 medarbejdere forventes at holde skansen i de nuværende nuværende salgs- og konstruktionsafdelinger, som fremover skal fortsættes som kompetencecenter for MAN B&W Diesels hjælpemotorer. u