Banedanmark har i nat bugseret et én kilometer langt kabelrør med en slæbebåd gennem Københavns havn under sjællandsbroen fra Vestamager til H.C. Ørstedværket på Enghave Brygge som et led i indfasningen af deres nye el-tog.
Det enorme rør, der er ca. 45 centimeter i diameter og svejset sammen af 20 meter lange rør, skal derefter videre til sin mørke og kolde destination - en tunnel 17 meter under jorden.
Banedanmark har nemlig været i gang med at større gravearbejde, så de kan forbinde netop H.C Ørstedværket med en ny 1.000 kvm stor fordelingsstation lidt længere inde i Sydhavnen på GL. Vasbygade 50. Strømmen skal leveres gennem et 132 kV forsyningskablet, der bliver lagt ind i kabelrøret.
Det er blot en af i alt seks fordelingsstationer, som Banedanmark vil etablere frem mod 2023, der skal forsyne fremtidens el-tog med strøm. Transportminister, Benny Engelbrecht(S), udtalte i forbindelse med bugseringen, at el-omlægningen af den kollektive transport spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling.
»Vi har gang i rigtig mange store og vigtige investeringer for at fremtidssikre vores jernbane, og vi har for nylig sendt det første nye ellokomotiv på skinnerne. Det er et vigtigt skridt på vejen mod den grønne omstilling af den kollektive transport, at togene på fremtidens jernbane kører på strøm, og derfor skal vi selvfølgelig også gøre klar til, at alle de nye el-tog kan forsynes med strøm lige så snart, de er klar til afgang fra stationerne,« siger han i en pressemeddelelse.
Grunden til at kabelrøret er blevet fragtet i sin fulde længde er ifølge Banedanmark, at kablet ikke kan svejses, efter at det er blevet transporteret gennem havnen, hvor orange bøjer har holdt det oppe i vandoverfladen.
Helt til i aften fortsætter arbejdet med at fragte kablet videre op fra inderhavnen, videre over vejen på et stillads og helt i mål i tunnelen på H.C Ørstedværket. Der er allerede gravet et tilsvarende kabel ned til fordelingsstationen på Vasbygade, der forventes at stå færdigt til februar i 2022.
Derudover skal de bygges tre nye fordelingsstationer i Marslev, Slagelse og Gelsted, samt laves opgradering på de eksisterende i Roskilde og Fredericia, så jernbanestrækningen mellem København og Fredericia kan kapere en større mængde el-toge.
DSB’s miljømål er nul partikeludledning fra togenes motorer og CO2-neutral i 2030.
