andre skriver

USA-firma vil bygge von Brauns roterende rumstation

Illustration: Voyager Station

Et hold af Nasa-veteraner, piloter og ingeniører vil sætte gang i byggeriet af en roterende rumstation - en ide, der oprindelig blev udtænkt af den tyske raketbygger Wernher von Braun og blev visualiseret i bogen - og filmen - Rumrejsen 2001. Det er fonden Gateway Foundation, der står bag ideen sammen med firmaet Orbital Assembly Corporation - og planen er en ring på 61 meter i diameter med plads til 400 mennesker. Navnet er Voyager Station. Planerne er ikke nye, men går flere år tilbage. For nylig åbnede Gateway Foundation dog for investorer til at hælde penge i drømmen, og offentliggjorde samtidig de tekniske planer for rumstationen, der inkluderer robotter som skal bygge stationen stykke for stykke.

Emner : Rumfartøjer
OGSÅ VÆRD AT LÆSE
via Politico 22. apr 2021 11:45 2
Europa satte varmerekord i 2020
via Naturstyrelsen 22. apr 2021 11:08 5
Partier peger på tre nye nationalparker
via BBC 21. apr 2021 14:41
Ubåd med 53 ombord savnes nord for Bali
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er vist ikke noget for mennesker med hang til køresyge :-) Denne roterende rumstation med en diameter på 61 meter og en projekteret kunstig tyngdekraft på 40% af jordens eller næsten som mars (3,711 ms2) vil skulle rotere med 3,4 RPM eller 17,6 sekunder pr. fuld rotation.

  • 3
  • 5

Hvis ikke du har nogen visuel reference (vinduer), vil du ikke opleve noget som helst ubehag - andet end at du har "tabt" 60% af din vægt. Du vill kunne gå ligeud på et plant gulv, ca. 200 meter og være tilbage, hvor du startede.

Køre (bevægelses) syge kommer jo netop af ændrede g-påvirkninger

  • 15
  • 1

... fx hvad der sker, hvis man taber en kuglepen, når man er påvirket af den kunstige "tyngdekraft" fra den roterende station. Falder den ned til ens fødder?

Eller hvad der sker, når man hopper op i luften - hvor lander man egentlig, når der ikke er nogen kontakt med den roterende ydervæg - og dermed ingen centripetal acceleration? Eller lander man overhovedet før man slå hovedet mod loftet?

Det er nok mest belejligt altid at have berøring med rumstationen - og ikke løbe kondiløb som i Kubricks film.

  • 4
  • 6

Astronaut Peter Conrad afprøvede med succes Skylabs Kubrick-inspirerede cirkulære løbebånd i 1973.

Det er da noget rent vås, du skriver. Der er INGEN kunstig tyngdekraft på den video, der oven i købet selv nævner "Zero Gravity". Han kan springe fremad på grund af geometrien og den lille radius, hvor han så at sige hele tiden løber op ad en væg - ikke på grund af kunstig tyngdekraft skabt ved rotation af rumfartøjet.

  • 0
  • 5

... fx hvad der sker, hvis man taber en kuglepen, når man er påvirket af den kunstige "tyngdekraft" fra den roterende station. Falder den ned til ens fødder?

Ja

Eller hvad der sker, når man hopper op i luften - hvor lander man egentlig, når der ikke er nogen kontakt med den roterende ydervæg - og dermed ingen centripetal acceleration?

Man lander (næsten) hvor man hoppede, man har stadig den samme perifihastighed som kapslen (med mindre man hopper så højt, at det påvirker radius substantielt)

At den kunstige tyngdekraft bliver så ægte som muligt, kræver naturligvis en radius af en vis størrelse.

  • 15
  • 0

... fx hvad der sker, hvis man taber en kuglepen, når man er påvirket af den kunstige "tyngdekraft" fra den roterende station. Falder den ned til ens fødder?

Ja

Eller hvad der sker, når man hopper op i luften - hvor lander man egentlig, når der ikke er nogen kontakt med den roterende ydervæg - og dermed ingen centripetal acceleration?

Man lander (næsten) hvor man hoppede, man har stadig den samme perifihastighed som kapslen (med mindre man hopper så højt, at det påvirker radius substantielt)

At den kunstige tyngdekraft bliver så ægte som muligt, kræver naturligvis en radius af en vis størrelse.

Nej, det gør kuglepennen ikke. Den er jo ikke længere påvirket af den kunstige tyngdekraft og fortsætter derfor som vægtløs ad en ret linje parallel med tangenten til det punkt, du står på. Dit standpunkt bevæger derimod på en cirkelbue. Når kuglepennen rammer gulvet, der så at sige løfter sig op foran den, er du derfor ikke nået så langt. Kuglepennen vil derfor ramme gulvet foran dig, hvis du har ansigtet i bevægelsesretningen.

Det samme gælder, når du hopper - du fortsætter selv ad en ret linje, mens det punkt, du hoppede fra, bevæger sig på en cirkelbue.

Så hvis du hopper op og bliver vægtløs er der to muligheder afhængigt af loftshøjden. Enten rammer du gulvet igen et sted foran det sted, hvor du hoppede, så du er hoppet skråt fremad. Eller også ramler du i din vægtløsbed hovedet mod loftet.

  • 4
  • 5

Den vil aldrig være særlig ægte, da den kun virker på genstande, der påvirkes af centripetalkraften udløst af det roterende gulv - hvilket kræver kontakt med gulvet.

Hvis vi forestiller os, at det er en hul cylinder, og du starter i centrum, vil du være vægtløs. Svæver du ud imod perifirien, vil du naturligvis forblive vægtløs og oplever en væg, der ræser forbi dig med perifihastighed. Men pga luftfriktionen vil du efterhånden blive revet med og vil til slut opnå samme hastighed som væggen, mens "tyngdekraften" gradvist øges. Herefter vil du ikke kunne mærke nogen som helst forskel, før du igen bevæger dig ind imod midten. Det kræver ingen kontinuert kontakt med ydervæggen.

Prøv at tegne nogle vektordiagrammer.

  • 15
  • 1

vis vi forestiller os, at det er en hul cylinder, og du starter i centrum, vil du være vægtløs. Svæver du ud imod perifirien, vil du naturligvis forblive vægtløs og oplever en væg, der ræser forbi dig med perifihastighed. Men pga luftfriktionen vil du efterhånden blive revet med og vil til slut opnå samme hastighed som væggen, mens "tyngdekraften" gradvist øges. Herefter vil du ikke kunne mærke nogen som helst forskel, før du igen bevæger dig ind imod midten. Det kræver ingen kontinuert kontakt med ydervæggen.

Prøv at tegne nogle vektordiagrammer

Men det har jo bare ikke noget med sagen at gøre.

Vi taler om en person, der står på gulvet og taber en sten.

Hvis du slynger en sten rundt i en snor, der knækker, så fortsætter stenen tangentielt. Hvis du taber en sten, men du selv bliver tvunget rundt i en cirkelbevægelse i vægtløs tilstand, fortsætter stenen tangentielt, da den ikke længere bliver acceleret ind mod centrum, som du gør.

Du følger en cirkelbevægelse. Stenen en ret linje. Det sted, hvor stenens bane skærer cirkelbevægelsen, er ikke et sted du står - al den stund, at stenens fart, ikke hastighed, er den samme som din tangentielle fart. Hvis stenen skulle falde "lodret" ned, skulle den rette linje, stenen følger, jo have samme længde, som den cirkelbue du følger.

Det er ret let at se på en tegning, at den rammer gulvet et andet sted, end du står.

  • 2
  • 8

Man lander (næsten) hvor man hoppede, man har stadig den samme perifihastighed som kapslen (med mindre man hopper så højt, at det påvirker radius substantielt)

Fra Cornell University:

"In space, it is possible to create "artificial gravity" by spinning your spacecraft or space station. When the station spins, centrifugal force acts to pull the inhabitants to the outside. This process could be used to simulate gravity. It wouldn't be exactly the same, though, because large Coriolis forces would also be present, and things would fall in curves instead of straight lines."

  • 2
  • 3

Det er ret let at se på en tegning, at den rammer gulvet et andet sted, end du står.

Det er vi selvfølgelig enige om - når jeg svarede ja, var det ud fra approximation, at radius er væsentlig støre end pennens faldhøjde, hvilket den er dette tilfælde (30 gange såstor) - så ja: pennen falder (meget tætpå) ned til dine fødder.

Det er klart, at jo mindre radius bliver, jo mere udtalt vil denne manglende ægthed opleves, og med "kun" 30 meter til centrum vil man måake opleve nogen uhensigtsmæssigheder - men tesen om, atdet kræver kontakt med væggen at få tyngde, holder bestemt ikke.

  • 8
  • 3

år jeg svarede ja, var det ud fra approximation, at radius er væsentlig støre end pennens faldhøjde

Nåååh... En approksimation... Jada, jeg tog fejl, men det var da bare en approksimation, jeg glemte at nævne, så det var slet ikke forkert alligevel.

men tesen om, atdet kræver kontakt med væggen at få tyngde, holder bestemt ikke.

Så må du lige forklare, hvor centripetalaccelerationen så kommer fra, og hvilken tyngde, vægtløse legemer oplever - og lad nu være med at sige luftmodstand, for det har intet med sagen at gøre. Ikke engang legemer i kontakt med rumstationens roterende ydervæg mærker jo tyngde - kun en centrifugalkraft, som er noget helt andet. Og den kan man ikke opnå uden en "snor".

  • 2
  • 9

Du taler mod videnskabens tålmodige talerør, hvor det er forbudt at tænke selv. 😎

Selvfølgelig vil kuglepennen opføre sig som i det tomme rum. Hvor, den når den tabes selvfølgelig har en radiel hastighed der overgår til en tangentiel hastighed, det øjeblik den tabes, i forhold til rumstationen der gør, at den nærmest bevæger sig i en ret linie i den krumme roterende rumstastion indtil den rammer det krumme gulv, et antal meter hvorfra den den er sluppet.

Den falder ikke """Lodret""" ned for fødderne af "taberen" da rumstationen roterer😉

  • 3
  • 4

Så må du lige forklare, hvor centripetalaccelerationen så kommer fra

Den kommer fra, at legemet roterer om centrum af rumstationen. Denne rotation ophører jo ikke, fordi man hopper en cm op fra gulvet.

Alt der følger med bevægelsen rundt - inklusive en evt atmosfære - vil opleve en centrifugal acceleration, og vil derfor blive trykket ud mod perifirien.

Hvis du bliver placeret en cm over “gulvet” udenat have dets tangentialhastighed, vil du naturligvis være vægtløs, men opleve en “vind” i og med luften ved “gulvet” følger dette.

Men hvis du hopper en cm lodret op vildt ikke miste din tangentialhastighed - og dermed vil du mødes med gulvet på (næsten) samme sted, du forlod det.

Hvis du kan løbe lige så stærkt som periferihastigheden, vil du kunne - enten fordoble din “vægt” eller blive vægtløs - afhængig af retning - og det kunne nok forvirre en del 😉

  • 6
  • 0

Når jeg høre man vil have turister ud i rummet tænker jeg det er farligt, og ikke særligt behageligt. Eks så bliver mange astronauter som har gennemgået en lang uddannelse faktisk syge og brækker sig og har det skidt i flere dage når de kommer op til ISS. Jeg tænker det kan ødelægge ferien lidt hvis man kommer op i rummet og har det skidt. Oven i hatten det sjove går hurtigt af at svæve rundt i rummet og være indespæret i et hotel hvor de ikke kan lave alverden i de gæt 14 dage de er der. Yderligere hvis en raket med turister springer i luften eller der sker en ulykke så er det hotel eventyr hurtigt overstået.. ( eller hvad med sabotage eller en turist som går amok eller panik det kan ende helt galt for alle andre. ). Der vil først komme gang i rum turisme når man kan flyve derop i rum fly og ikke raketter og selv da er rummet jo bare et utroligt barsk sted som mennesket ikke er skabt til at opholde sig. Selv små fejl kan betyde døden. Og hvad dælen skal turister dog ude i rummet som bare skaber en masse rumskrot og forurening for at sende dem ud på et kort ophold. Spild af penge og resourcer. Fremtiden i rummet tilhøre robotter med AI systemet som udforsker, indsamler alverdens ting som så sendes retur til jorden.. Mennesket høre bare ikke hjemme i rummet men ja vi vil se måne baser og en base på mars men lur mig om ikke efter eks 25år og den romantiske drøm om at bo på andre planeter at man indser det er for bøvlet og kedeligt til at nogen gider bo der og alt bliver automatiseret. Der er simpelthen ingen grund til at have mennesker i rummet om 25-50 år fra nu når alt kan laves af maskiner = billigere og nemmere end at have mennesker i rummet.

  • 0
  • 5

Men Rumrejsen år 2000 overså noget... ... fx hvad der sker, hvis man taber en kuglepen, når man er påvirket af den kunstige "tyngdekraft" fra den roterende station. Falder den ned til ens fødder?

Eller hvad der sker, når man hopper op i luften - hvor lander man egentlig, når der ikke er nogen kontakt med den roterende ydervæg - og dermed ingen centripetal acceleration? Eller lander man overhovedet før man slå hovedet mod loftet?

Det er nok mest belejligt altid at have berøring med rumstationen - og ikke løbe kondiløb som i Kubricks film.

Hvis du hopper, hopper rumstationen. Den er også følsom overfor vægtfordelingen. Går en person rundt, så ændres centrum som der roteres omkring. Det er nærmest umuligt, at ikke blive søsyg. De fleste eksperimenter der laves i rummet, gøres netop for at undgå rystelser og tyngdekraften, så rumstationen giver ikke mening for nogen eksperimenter i rummet.

En bedre idé er måske at have to rumstationer, med en meget lang wire imellem. Omkring wiren kan laves en elevator, der kan transportere materiale og personer mellem de to halvdele, og eventuelt til en del uden tyngdekraft midt i. En masseoverførsel vil dog ændre tyngdepunktet, og dermed også placeringen af området uden tyngde. Jeg tror det vil være den billigste måde.

Endeligt, så kan man placere rumstationen i den ene ende af en lang wire, og en meget stor roterende kontramasse i den modsatte, f.eks. rumskrot eller en stor sten indsamlet fra rummet der sættes i rotation. Desto større kontramassen er, desto mindre påvirkes rumstationen af rystelser i den anden ende, og det stabiliserer placeringen af omdrejningspunktet og dermed punktet med vægtløshed.

Jeg tror bedste løsning er at finde en stor kontramasse i rummet, som kan sættes i rotation, og hvor rumstationen kan forankes til med en lang wire. Men det vil være en stor udfordring, at sætte en stor masse i rette position og opnå den roterer med den ønskede hastighed.

Efterhånden er dyneema ved at være et billigt materiale, og det kunne fint bruges til et langt kabel, der forbinder to rumstationer, eller rumstationen med en stor kontramasse der roterer.

  • 0
  • 1

Fremtiden i rummet tilhøre robotter med AI systemet som udforsker, indsamler alverdens ting som så sendes retur til jorden.. Mennesket høre bare ikke hjemme i rummet men ja vi vil se måne baser og en base på mars men lur mig om ikke efter eks 25år og den romantiske drøm om at bo på andre planeter at man indser det er for bøvlet og kedeligt til at nogen gider bo der og alt bliver automatiseret. Der er simpelthen ingen grund til at have mennesker i rummet om 25-50 år fra nu når alt kan laves af maskiner = billigere og nemmere end at have mennesker i rummet.

Skal vi langt væk fra jorden, så er kun muligt med robotter. Der vil tage lang tid at komme dertil og retur, men omkostningerne er ikke væsentligt større, fordi at afstanden er stor.Har vi behov for at udforske rummet, så er robotter den eneste mulighed.

Jeg kan ikke se en fornuftig årsag til en base på månen - og specielt ikke mars. Når vi har årsag til at være i rummet, så er det for at lave ekperimenter i vægtløs rum, og det harmonerer ikke med hverken månen eller mars.

Det som vi har mest brug for, er en rumstation som vi har nu til eksperimenter, og robotter til at udforske rummet.

Måne og marsrejser er kun fantasier, der koster masser af penge, og ikke kan bruges til noget. Det er bedre at bruge resourcerne på noget andet.

  • 0
  • 7

Nu tog jeg mig (endelig) sammen og regnede på:

Forudsætninger som beskrevet i #6:

Radius = 30,5 meter => perimeter = 191,64

Rotation 3,4 rpm => 17.65 sek/omgang

"Fald"højde for pen = 1,5 meter

Mit regnestykke (med alle mulige forbehold for rustne evner) 😉

Det giver en tangential perifihastighed på 10,86 m/s Kuglepen får dermed en tangentialhastighed på 10,86 * (29/30,5) = 10,33 m/s

Distancen fra slippunktet til pennen rammer gulvet findes ved Pythagoras til 9,45 meter - med en vinkel i trekanten på asin(9,45 / 30,5) = 18,05 grad

Det giver en "fald"tid på 0,915 s

De 18,05 grader svarer til en periferibevægelse på 18,05 / 360 * 191,64 = 9,61 meter

På den tid vil foden have flyttet sig 0,915 / 17,65 * 191,64 = 9,93 meter

Så kuglepennen vil lande 0,32 meter bag dit droppunkt.

Så min intuition om, at den ville ramme meget tæt på, holdt ikke 😉 - ligesom Bjarkes antal meter og Jans landingspunkt foran heller ikke gjorde.

Men igen: Jo større radius man laver stationen i, jo mindre bliver disse Coriolus-effekter selvfølgelig.

  • 11
  • 0

Du har glemt, eller ikke har gennemtænkt.

I min fysikbog , Alonso-Finn Physics, fra første år på DTU, i kapitel Kinematics, afsnit 5.7 curvelinear motion: Accelleration fra side 66 og frem er der en illustration der viser bevægelses retningen for en sten i snor (5.18) hvis snoren klippes.

Den farer ud " af tangenten" og ikke radielt væk fra centrum!

Glem din dødsdrom, hvor køreren er underlagt en sideværts tyngdekraft, som modvirkes med gashåndtaget, så køreren danner en vinkel "opad" i forhold dromens sider, for at modvirke tyngdekraften. Det samme gør man i et fly, når man drejer korrekt med 60 graders vinkel. Det kræver at man har en påvirkning på 2G som styres med styrepinden.

Vi er i rummet i en vægtløs tyngdekraft fri tilstand, hvor vor "centripitalsnor" er den roterende rumstation. Slipper du kontakten med det roterende gulv(hopper) med ansigtet i rotationsretningen, så har du "klippet" snoren og du vil fortsætte i en lige linie der svarer til gulvets vinkelhastighed, indtil du igen rammer gulvet der roterer, men en smule bagud, fordi din acceleration stopper, når du forlader gulvet og forsætter med den samme fart, men du er underlagt en bremsende atmosfære.

Et er teori, noget andet er, hvorledes det opleves at hoppe. Når man ser astronauterne bevæge sig. sker det i rette linier indtil de støder på et eller andet.

For hopper man i et vægtløst rum, så har man også ændret sin bevægelses retning og da man ikke er underlagt nogen "tyngdekraft" ved at hoppe væk fra gulvet er det ret spændende hvor man havner. Retningen bliver en vektor mellem den hastighed man havde og den vektor som hoppet medfører.

Meget små hop anbefales 😉

  • 0
  • 6

Den farer ud " af tangenten" og ikke radielt væk fra centrum!

Hvilket er PRÆCIST, hvad jeg har regnet med Bjarke. (Læg mærke til, at jeg bestemmer kuglepennens tangentialhastighed og den afstand den skal tilbagelægge i den retning, inden den rammer gulvet.

Må vi se din udregning? Det ville da være at leve op til, havd du skrev om at tænke selv - så grav du dig (lidt mere) ned i Alonso-Finn

Slipper du kontakten med det roterende gulv(hopper) med ansigtet i rotationsretningen, så har du "klippet" snoren og du vil fortsætte i en lige linie der svarer til gulvets vinkelhastighed, indtil du igen rammer gulvet der roterer, men en smule bagud, fordi din acceleration stopper, når du forlader gulvet og forsætter med den samme fart, men du er underlagt en bremsende atmosfære.

Det er meget mere kompliceret end som så: Du har en tangentialhastighed - dit hop bliver så til et parabel-kast - den får du lov til at regne på 😉 - men den bremsende atmosfære er noget sludder - den roterer jo med.

Et er teori, noget andet er, hvorledes det opleves at hoppe. Når man ser astronauterne bevæge sig. sker det i rette linier indtil de støder på et eller andet.

Når nogen skriver Et er teori, er det efter min erfaring altid en kraftig indikation af, at vedkommende ikke fatter teorien 😉

Du har aldrig set astronauter hoppe i et kunstigt tyngdefelt

  • 6
  • 1

Endeligt, så kan man placere rumstationen i den ene ende af en lang wire, og en meget stor roterende kontramasse i den modsatte, f.eks. rumskrot eller en stor sten indsamlet fra rummet der sættes i rotation. Desto større kontramassen er, desto mindre påvirkes rumstationen af rystelser i den anden ende, og det stabiliserer placeringen af omdrejningspunktet og dermed punktet med vægtløshed.

Løsningen er på mange måder tiltalende, da man kan lave snoren ret lang og dermed få en større "radius" i rumstationen, som sænker rotationshastigheden. Forudsætningen er, at kontravægten i sig selv er sammenlignelig med rumstationens masse. Men den har også sine store udfordringer.

Hvis det skal løses praktisk, er man nok nødt til jævnligt at justere kontravægten i forhold rumstationen, da forskellige kræfter efterhånden vil bringe de to ud af position i forhold til hinanden. Der skal altså også være raketmotor og thrusters på kontravægten.

Endelig vil man også have et problem med samtidig acceleration eller decelleration af rumstation og kontravægt, da snoren imellem den jo også skal udsættes for de samme kræfter for ikke enten at hænge for meget bagud eller bue for meget fremad.

Der skal også bruges meget brændstof til at accelere den dødvægt, som kontravægten er, op til resten af rumstationens hastighed.

  • 0
  • 1

Ja - også fordi hele vores balanceevne er indrettet på en tyngdekraft, der trækker os lodret ned. Hjernen korrigerer hele tiden vores kropsstilling og vores tyngdepunkt, så vi holder balancen. Det er en ret avanceret kontrol, som vil blive forstyrret i en simuleret "tyngdekraft".

Nej - den kunstige "tyngdekraft" trækker dig også "lodret ned" - du vil overhovedet ikke kunne mærke forskel, hvis rotationen var afstemt til 1g og diameteren stor nok til, at der ikke er væsentlig forskel på "tyngden" i hovedet og i benene.

  • 2
  • 1

Den falder ikke """Lodret""" ned for fødderne af "taberen" da rumstationen roterer

B jarke, kan du ikke fortælle, hvor jeg skulle have skrevet det? Det er jo noget, du finder på i al din visdom.

Mit indlæg startede sådan set med, at tabte genstande netop IKKE ville falde lodret ned, og at kondiløb rundt i Discovery One (som rumstationen i filmen hedder) ikke ville være helt så nemt som i filmen.

Det er bare et par af de mere tekniske fejl i filmen, hvor der også er en astronaut, der uden trykdragt skal bevæge sig hurtigt gennem en sluse med vakuum - og som derfor tager en dyb indånding og fylder lungerne helt op med luft, som man ville gøre, hvis man skulle dykke ned i vand.

Men det er næppe den smarteste strategi med masser af luft i lungerne, når trykket er lavt udenfor.

  • 3
  • 1

kondiløb rundt i Discovery One (som rumstationen i filmen hedder) ikke ville være helt så nemt som i filmen.

I det beskrevne eksempel, vil du, hvis du kondiløber med 5 min/km (3.33 m/s) opleve, at du bliver ca 30% tungere og dine skridt lidt kortere, hvis du løber med rotationsretningen og tilsvarende ca. 30% lettere og længere skridt, hvis du løber imod. Om det vil være svært, skal jeg ikkek kunne svare på, men jeg vil tro, at 5 minutters tilvænning skulle kunne løse det 😉

Hel galt går det selvfølgelig, hvis man kan løbe 11 m/S - så bliver man vægtløs - hvis man løber imod rotationen - og så kan man ikke løbe, fordi man ikke kan få afsæt.

  • 0
  • 0

Den kommer fra, at legemet roterer om centrum af rumstationen. Denne rotation ophører jo ikke, fordi man hopper en cm op fra gulvet.

Rotationen ophører straks, du hopper op fra gulvet, når du ikke længere er påvirket af en kraft, der trækker dig ind mod centrum. Og hvorfor skulle en astronaut i øvrigt opføre sig anderledes end en kuglepen, når der ikke er kontakt med rumstationen...

Eller mener du, at en sten slynget rundt i en snor bliver ved med at rotere omkring personen i midten, når snoren knækker - bare sådan af sig selv.

Var det ikke ham der Newton, der formulerede det i sin første lov.

Man kan også forestille sig en vægtløs astronaut ude i rummet. Vi bygger lynhurtigt en roterende rumstation rundt om ham. Falder han nu lodret ned og står på "gulvet"?

Nej - den kunstige "tyngdekraft" trækker dig også "lodret ned".

I modsætning til en kuglepen, der følger en krum bane? Hvad adskiller en menneskekrop fra en kuglepen i denne henseende.

du vil overhovedet ikke kunne mærke forskel, hvis rotationen var afstemt til 1g og diameteren stor nok til, at der ikke er væsentlig forskel på "tyngden" i hovedet og i benene.

Nå, så er der nok derfor, andre skriver således:

"Scientists are concerned about the effect of such a system on the inner ear of the occupants. The concern is that using centripetal force to create artificial gravity will cause disturbances in the inner ear leading to nausea and disorientation. The adverse effects may prove intolerable for the occupants".

Og vores balancesystem, der tillader ogs at gå, springe og løbe, arbejder med meget små, meget hurtige korrektioner af kroppens stilling.

  • 2
  • 3

Man kan også forestille sig en vægtløs astronaut ude i rummet. Vi bygger lynhurtigt en roterende rumstation rundt om ham. Falder han nu lodret ned og står på "gulvet"?

Læs #14, hvor jeg beskriver netop den situation.

Eller læs regnestykket i #28 igennem - og spørg endelig ind, hvis der noget, der er uklart/forkert der. Man kan desværre ikke indlejre billeder her mere - så hvis du ikke forstår mine geometrier, så sig til, så skal jeg prøve at se, om jeg kan visualisere det bedre.

At beregne det lodrette (vinkelret fra underlag) hop er en anelse mere kompliceret end blot fald fra en given højde. Corioluskraften virker jo både på vej op og på vej ned - og hver sin vej. På vej op vil du "overhale" dit startpunkt, mens du på vej ned vil "skride bagud" som kuglepennen gjorde det.

Prøv selv at lave beregningen med et hop til 1,5 meter.

  • 3
  • 1

Måske man kan vænne sig til det efter nogen tid?

Det er ikke umuligt, tror jeg. Men det er svært at vide, og det er måske også individuelt, lige som søsyge, som ikke alle kan træne sig fra.

Og hvis man vænner sig til det, får man så ikke et problem, når man forlader rumstationen? Desværre er der nok ingen anden mulighed at undersøge det på end at bygge en ret dyr rumstation. Jeg kan ikke se, hvordan man kan simulere simuleret tyngdekraft i et tyngdefelt.

  • 2
  • 0

Man kan også forestille sig en vægtløs astronaut ude i rummet. Vi bygger lynhurtigt en roterende rumstation rundt om ham. Falder han nu lodret ned og står på "gulvet"?

Læs #14, hvor jeg beskriver netop den situation.

Vel gør du da ej! For det første introducerer du noget luft i ovenstående. For det andet vil faldhastigheden være afhængig af, at personen først skal acceleres op - det bliver et meeeget langsomt fald i forhold til tyngdekraft.

  • 1
  • 2

Arthur C. Clarke har fortalt, at han ikke var til stede lige netop den dag, de optagelser blev lavet - ellers ville han have bedt skuespilleren om at tømme sine lunger så meget som muligt for luft.

Jeg må nok bøje mig for dig, og Arthur, Jan.👍

"first thing you would notice is the lack of air. You wouldn't lose consciousness straight away; it might take up to 15 seconds as your body uses up the remaining oxygen reserves from your bloodstream, and -- if you don't hold your breath -- you could perhaps survive for as long as two minutes without permanent injury. If you do hold your breath, the loss of external pressure would cause the gas inside your lungs to expand, which will rupture the lungs and release air into the circulatory system. The first thing to do if you ever find yourself suddenly expelled into the vacuum of space is exhale"

  • 4
  • 0

Hvis det ikke var for luftmodstanden kunne du kaste en bold imod bevægelsesretningen og få den i nakken efter at stationen har drejet en omgang. Boldspil ville foregå på en helt anden måde.

  • 8
  • 3

Hvad holder motorcyklen fast på væggen i en dødsdrom? Og vil han “falde ind mod midten”, hvis han ganske kortvarigt mister kontakten med væggen?

Så først den enorme stråmand nu.

Jeg har da ikke påstået, at han vil falde ind mod midten. Jeg påstår derimod, at så længe han ikke har kontakt til tromlen, fortsætter han fremad af en ret linje, der er parallel med dødsdromens tangent i det punkt, forbindelsen blev sluppet.

Hvis motorcyklen bliver inden for dødsdromens afgrænsninger, rammer motorcyklen banen igen og fortsætter. Hvis motorcyklen uheldigvis skulle komme op over kanten, vil den fortsætte tangentielt væk fra dødsdromen.

  • 2
  • 3

Vel gør du da ej!

Øhhh jo:

Jeg beskriver en situation, hvor en person befinder sig i vægtløs tilstand i et roterende rumskib - identisk med situationen, hvor man bygger et skib uden om en astronaut.

Han forbliver selvfølgelig vægtløs indtil han han bevæger sig væk fra centrum og opnår en radial hastighed - hvilket vil ske uden kontakt med gulvet, hvis der er en atmosfære.

Er der ingen atmosfære (eller gider han ikke vente på den) skal han aktivt gøre noget for at komme på toget - det kunne være via et rør der går fra centrum ud til periferien og roterer med (såden er de tænkt i praktiske eksempler) - så vil han opleve en gradvis øgning af tyngden, mens han kravler udad.

Når han så er på toget og roterer med rundt, er situationen en anden. Han har en perifierihastigehed, der skaber hans "tyngde". Hvis han nu løftes 1 meter op fra gulvet og slippes, vil han have en tangentialhastighed næsten svarende til gulvets tangentialhastighed og helt parallelt med denne. Da gulvets bevægelse er en cirkelbue og hans en ret linie, vil de mødes med stigende hastighed (den kunstige "tyngdeacceleration") Når de mødes, vil hans (tangentielle) hastighed være en anelse mindre end gulvets, hvilket hans selvfølgelig er nødt til at kompensere for.

Men havde han selv hoppet derop, ville Coriolus have hjulpet på dette.

  • 2
  • 1

At beregne det lodrette (vinkelret fra underlag) hop er en anelse mere kompliceret end blot fald fra en given højde. Corioluskraften virker jo både på vej op og på vej ned - og hver sin vej. På vej op vil du "overhale" dit startpunkt, mens du på vej ned vil "skride bagud" som kuglepennen gjorde det.

Jeg nøjes med denne forklaring:

"Demonstation of Coriolis Acceleration in a Rotating Space Station Astronaut tossing a ball

One very simple experiment that quickly illustrates the existance of the coriolis force is the tossing an object 'vertically' upward the 'ceiling'. On Earth the ball would fall back along the path upward and end back in your hand. In the space station this will not happen.

The coriolis force is always perpendicular the the direction of motion (velocity) of the ball and the axis of rotation of the station. For the ball going toward the center of the station the coriolis force will be in the direction of motion of the rim of the space station. Its magnitude is twice the product of the balls speed and the angular speed of the space station. When the ball reaches its maximum height (relative to the astronaut) its speed will be zero in the direction of the centre but the coriolis acceleration will have given the ball a horizontal velocity which results in a coriolis acceleration away from the centre. This causes the ball to 'fall' faster away from the center. As it falls, the coriolis acceleration is more back towards where it came from. As a result the ball follows an almost circular path. As the ball 'falls' in the artifically gravity due to the centrifugal force, its velocity will be away from the center of the space station and the coriolis force will be in the opposite direction . One might expect that the horizontal movement on the way up will be equal and opposite to that on the way down and the ball will end up at the astronauts hand. That is not the case.

  • 3
  • 1

Er der ingen atmosfære (eller gider han ikke vente på den) skal han aktivt gøre noget for at komme på toget - det kunne være via et rør der går fra centrum ud til periferien og roterer med (såden er de tænkt i praktiske eksempler) - så vil han opleve en gradvis øgning af tyngden, mens han kravler udad.

Du indfører en masse forudsætninger om bevægelse her og der.

Astronauten er vægtløs, han bevæger sig ikke, der er ingen luft, og vi bygger en rumstation med tilpas stor radius til at "gulvet" aldrig rammer astronauten, når rumstationen roterer. Aastronauten er placeret 1 meter over gulvet.

Og der vil han blive hængende uden nogen sinde at ramme gulvet. Han oplever ingen kunstig tyngdekraft.

  • 2
  • 3

One might expect that the horizontal movement on the way up will be equal and opposite to that on the way down and the ball will end up at the astronauts hand. That is not the case.

Touché 😉 - det er sjovt at få sine gamle fysikkundskaber udfordret.

I modsætning til et hop i et naturligt tyngdefelt, der jo består af 2 lineære bevægelser med to modsat rettede accelerationer, består et "hop" i et rotationsskabt kunstigt tyngdefelt jo af en lineær bevægelse med konstant hastighed - derfor er ovenstående (selvfølgelig) rigtigt 👍 - og mit sludder om et parabelkast er selvfølgelig netop sludder.

Hele op/ned begrebet findes jo ikke i mekanikken i beregningerne, som er reduceret til lineære bevægelser med konstant hastighed og gulvets radielle bevægelse.

Så den måde det skal regnes på, er at finde den udganghastihed vinkelret væk fra gulvet, der - vektoriseret sammen med den tangentielle hastighed - skaber den rette linje, der vil passere over gulvet i en meters højde.

Regnestykket er helt magen til til kuglepensdroppet (gange to) - så hvis vi i stedet for en meter hop siger 1,5 meter, vil vi lande 64 cm bag startpunktet.

  • 1
  • 0

Astronauten er vægtløs, han bevæger sig ikke, der er ingen luft, og vi bygger en rumstation med tilpas stor radius til at "gulvet" aldrig rammer astronauten, når rumstationen roterer. Aastronauten er placeret 1 meter over gulvet.

Og der vil han blive hængende uden nogen sinde at ramme gulvet. Han oplever ingen kunstig tyngdekraft.

Alt dette er selvfølgelig korrekt - det har bare absolut intet med situationen, hvor han hopper eller med et drop af en kuglepen at gøre.

I den ovenfor beskrevne situation vil han opleve gulvet fare forbi sig med en konstant hatighed på 11 m/s - og slipper han en kuglepe, vil den selvfølgelig også være vægtløs.

Ved hoppet vil han opleve, at gulvet står (næsten) stille under ham - og dermed er han udsat for fuld "tyngdekraft"

  • 1
  • 0

Man kan ifølge Newton kun kaste en bold i krumme baner hvis den er påvirket af en accelleration der påvirker den. Her på jorden tyngdekraften, ellers vil den bevæge sig i en lige bane og ramme gulvet i et krumt rum ude i rummet uden tyngdekraft😉

Jeg ser bort fra roterende bolde i en atmosfære, hvor den kan være påvirket af Magnus effekten.

  • 0
  • 8

Man kan ifølge Newton kun kaste en bold i krumme baner hvis den er påvirket af en accelleration der påvirker den her på jorden tyngdekraften, ellers vil den bevæge sig i en lige bane

Al bevægelse er relativ Bjarke. Svend har fuldstændigt ret i sin betragtning:

Kasteren bevæger sig med ca 11 m/s sammen med gulvet i vores kunstige tyngdefelt. Han kaster nu bold "bagud" med en relativ hastighed på 11 m/s - det medfører, at den kommer til at stå helt stille i forhold til rumstationens centrum - der vil den hænge helt stille (vægtløs) hvis vi ser bort fra luftmodstand. Imens den hænger der, vil kasteren fortsætte rundt i sin cirkelbevægelse og til sidst ramme bolden - men opleve at bolden rammer ham i nakken.

Så relativt til sig selv har han kastet en bold i en perfekt cirkelbevægelse 😀

Og det understreger jo Jan's pointe om, at ting kan opføre sig sært i et kunstigt tyngdefelt - og jo mindre radius er, jo særere kan det blive.

  • 8
  • 0

Muligvis en afsporing - undskyld - men det kommer bag på mig, hvor mange, der tror, at jordens gravitation ikke virker ude i rummet og derfor bruger udtryk som "vægtløs" og "zero gravity". Månen fastholdes af jordens gravitation. Jorden fastholdes af solens gravitation. Hvis et rumfartøj "stoppede" midtvejs mellem jorden og månen, ville det blive halet tilbage mod jorden på samme måde, som hvis vi droppede en sten fra toppen af et højhus. Der er ikke noget anderledes ude i rummet. Selv et fartøj i kredsløb om jorden "falder" hele tiden ned mod jorden. Det er kun fordi, at den tangentiale hastighed er så stor at den nødvendige centipetalkraft lige akkurat tilvejebringes af gravitationen, at kredsløbet bliver stabilt. Men der er sørme gravitation til stede. En fysiklærer beskrev engang "vægtløshed" som det at befinde sig inde i en elevator, der falder frit mod jorden. Sjovt, indtil ... I øvrigt samme måde man simulerer "vægtløshed" på i fly - ved store parabelbaner med 0 g. Et kredsløb om jorden er en cirkelbevægelse. Kubricks roterende rumstation tilføjer så endnu en overlejret cirkelbevægelse.

Det ville faktisk være mere korrekt at tale om "Zero G" miljøer.

På forhånd undskyld fra fysikpedanten:-)

  • 4
  • 0

Muligvis en afsporing - undskyld - men det kommer bag på mig, hvor mange, der tror, at jordens gravitation ikke virker ude i rummet og derfor bruger udtryk som "vægtløs" og "zero gravity".

Ja - den er sjov. Da jeg var aktiv i CS, blev jeg ofte spurgt, hvor langt man skal ud, for at blive vægtløs 😉. Som du skriver, er svaret selvfølgelig, at det bliver man aldrig.

Du kan (som du også skriver) kun være "vægtløs" hvis du er i frit fald - og det er du er i LEO med en tangentialhastighed på ca. 7E6 m/s - vel og mærke uden nogensinde(ish) at ramme jorden.

  • 3
  • 0

En god betragtning Flemming, problemet er bare, at rumstationen netop ikke står stille, det er igen tangentialhastigheden der driller dig,( og Svend) bolden har nemlig en retning og en hastighed modsat , der ikke er krum, hviket den skulle have haft, der gør at den rammer gulvet. Blandt andet fordi rumstationen også bevæger sig en krum bane ( det friefald rundt om jorden), samtidigt med at den roterer om sin akse.

Så øv dig i kast der kan give en bold en hastighed på 27.700 kilometer i timen. men pas på at kaste den anden vej😊

  • 0
  • 8

Space-Wolleyball må virkelig være underholdende. Man skal selvfølgelig skifte side jævnligt for at gøre det retfærdigt. Spillerne vil have svært ved at forudsige, hvordan bolden bevæger sig. Og hvor de selv havner hvis de springer. Og hvem de støder ind i. Måske vil space-rugby være endnu bedre. Man behøver endda ikke fragte så mange spillere tilbage, som man sendte op.

  • 0
  • 0

De udelukkerikke hinanden. Vægtløs tilstand opnår du så snart du bevæger dig frit uanset om der er tyngdekraft eller ej. Hvis tyngdekraften varierer meget med placeringen, så er rummet omkring dig ikke vægtløst på samme måde i forhold til dig. Er det ikke roche-grænsen det hedder, hvor måner og lignende går i stykker hvis de kommer tættere på.

  • 4
  • 0

Du kan (som du også skriver) kun være "vægtløs" hvis du er i frit fald - og det er du er i LEO med en tangentialhastighed på ca. 7E6 m/s - vel og mærke uden nogensinde(ish) at ramme jorden.

7e3 [m/s] (undskylder mit pedanteri)

Vægtløs tilstand opnår du så snart du bevæger dig frit uanset om der er tyngdekraft eller ej.

Strengt taget når man er i frit fald. Astronauter træner frit fald i en ombygget 727 der flyves i parabler, der simulerer baner for ideelle kanonkugler i vacuum (Der pr definition er i frit fald fra de forlader løbet til de rammer jorden) . Den ombyggede 727 kaldes i øvrigt "Vomit Comet" og holder til i Houston https://www.livescience.com/29182-what-is-...

  • 1
  • 0

Regnestykket er helt magen til til kuglepensdroppet (gange to) - så hvis vi i stedet for en meter hop siger 1,5 meter, vil vi lande 64 cm bag startpunktet.

Og det er det så ikke helt.

Kuglepennen starter sin linære bevægelse langs tangent med en hastighed svarende til radialhastigheden i afstanden fra centrum, hvor kuglepennen slippes. En hastighed lavere end gulvets radialhastighed.

Den hoppende person starter med en hastighedsvektor, der er hastighedsvektoren fra radialhastigheden plus hastighedsvektoren genereret ved akcelerationen i hoppet. Personen bevæger sig således langs en sekant i cirklen (defineret af rumstationens gulv). Persones bevægelse langs denne sekant sker med større hastighed end gulvets radialhastighed, og personen bevæger sig langs en kortere kurve end afsætspunktet på gulvet. Personen vil derfor lande længere fremme på gulvet i om drejningsretningen (ved et lodret hop).

  • 4
  • 0

Yep. men som jeg skrev.. hvis din krop er et punkt, så må vægten i dette punkt placeret perfekt i et Larange felt være 0 da de to (eller flere) tyngdefelter totalt annullerer hinanden i punktet.

Nej, der er stadig en centripetalkraft - større eller mindre. Der er ikke nul tyngdefelt i Lagrange-punkterne. Hvis alle kræfter var udlignet, ville personen bevæge sig i en ret linje.

Hvis man er i et Lagrange-punkt, er man stadig i kredsløb om solen og er derfor påvirket af en resulterende centripetralkraft.

  • 2
  • 0

Indvendig bør der være tydelig markering af hvad vej den roterer, for diverse bevægelser vil falde helt forskelligt ud afhængig af din bevægelsesretning. Med et afsæt vandret lidt fra gulvet kan du i den ene retning lege supermand og i den anden retning brager du i gulvet med et drøn.

De forskellige eksempler i tråden her belyser meget godt, at man skal tænke sig om i et roterende system, før man foretager bevægelser.

  • 7
  • 0

Vel bortset fra hvis man placerer sig præcist i et Lagrange punkt og iøvrigt ikke selv har nogen udstrækning

Det betyder ikke, at man er uden for jordens tyngdefelt, det er bare udkompenseret af et modsat rettet lige så stort.

Det vil jeg nu mene er en misforståelse af Lagrange-punkter.

Tyngdefeltet ikke nul i Lagrange-punkter, men er en kombinationen af (i dette tilfælde) solens og jordens tyngdefelter, som giver resulterende centripetal-kræfter, der sikrer, at man i alle Lagrangepunkterne kan holde den samme vinkelhastighed i kredsløb om solen.

I L1 mellem solen og jorden er centripetalkraften mindre end i jordbanen og i L2 uden for jorden er centripetalkraften større.

I L4 og L5 60 grader foran og efter jorden er det vektorsummen af jordens og solens tyngdefelter, der fastholder emner netop dér.

L3 ligger på den anden side af solen, hvor jordens tyngdefelt reducerer virkningen af solens tyngdefelt, så kredsløbsbanen her har en lidt større radius end jordbanen.

  • 4
  • 0

Løsningen er på mange måder tiltalende, da man kan lave snoren ret lang og dermed få en større "radius" i rumstationen, som sænker rotationshastigheden. Forudsætningen er, at kontravægten i sig selv er sammenlignelig med rumstationens masse. Men den har også sine store udfordringer.

Hvis det skal løses praktisk, er man nok nødt til jævnligt at justere kontravægten i forhold rumstationen, da forskellige kræfter efterhånden vil bringe de to ud af position i forhold til hinanden. Der skal altså også være raketmotor og thrusters på kontravægten.

Endelig vil man også have et problem med samtidig acceleration eller decelleration af rumstation og kontravægt, da snoren imellem den jo også skal udsættes for de samme kræfter for ikke enten at hænge for meget bagud eller bue for meget fremad.

Der skal også bruges meget brændstof til at accelere den dødvægt, som kontravægten er, op til resten af rumstationens hastighed.

Kontravægten behøver ikke at være den samme som rumstationens. Forestiller vi os, at vi har en meget stor sten som kontravægt der har 10 gange større masse end rumstationen, så fungerer det stadigt. Omdrejningspunktet skubbes bare, så den er tæt på den store masse.

Problemet er langt større, når at mennesker bevæger sig rundt i en rund rumstation. Her transporteres masse fra den ene side, til den anden - og dette ændrer omdrejningspunktet.

Såfremt der ikke flyttes masse til/fra stenen eller rumskrottet, så påvirkes den ikke meget af, at man bevæger sig i rumstationen. Og, det er muligt med en lang wire, eller flere.

En rund rumstation, er så vidt jeg kan se den dårligste løsning. Den er dyr. Massen bevæger sig rundt i rumstationen, hvilket ødelægger balancen. Og der kan ikke bruges en billig kontramasse, f.eks. rumskrot eller en stor sten til at stabilisere massen.

Jeg vil tro at Dyneema er egnet til at forbinde rumstationen og kontramassen - det er både let og stærkt, men der skal måske også noget potentialudligning til.

  • 1
  • 1

ersonen bevæger sig således langs en sekant i cirklen (defineret af rumstationens gulv). Persones bevægelse langs denne sekant sker med større hastighed end gulvets radialhastighed, og personen bevæger sig langs en kortere kurve end afsætspunktet på gulvet. Personen vil derfor lande længere fremme på gulvet i om drejningsretningen (ved et lodret hop).

...og så vil han i øvrigt gå på næsen, når han lander.

Mens han foretager den lineære bevægelse, er han jo stadig også i rotation. I udgangspunktet, før han hoppede, havde han ud over sin bevægelseshastighed også en rotationshastighed svarende til rumstationens rotationshastighed. Den rotationshastighed har vi ikke fjernet.

Så mens han venter på igen at ramme gulvet, vil han stadig være i rotation. Men da han rammer gulvet længere fremme, end han forlod det, skulle han være roteret endnu mere for at være i korrekt vinkel til gulvet, når han "lander".

Og dermed rammer han gulvet i en skæv vinkel med hovedet for langt fremad, selv om han bare hoppede lige op.

  • 3
  • 0

Du kan ikke stoppe, men vil blive hængende og "løbe" med 11m/s, indtil nogen støder ind i dig, og får din hastighed ned.

Det vil luftmodstanden klare (jeg antager, vi har noget så basalt som atmosfære, når vi har kunstig tyngdekraft) 😉

Det kan så medføre et “uheldigt” møde med gulvet igen - i og med jeg ikke har styr på, hvordan jeg vender - så fasen mellem første berøring og min venden tilbage til (relativ) 0 m/s kan blive noget tumultarisk. 😂

Nå - jeg vil lige (prøve på at) regne på det lodrette hop til 1,5 meter - vender (måske) tilbage 😉

  • 1
  • 0

En rund rumstation, er så vidt jeg kan se den dårligste løsning. Den er dyr.

Enig - for små stationer. Eventuelt kunne man bruge en atomreaktor som kontravægt, så har man strøm altid back-up strøm ombord.

Jeg vil tro at Dyneema er egnet til at forbinde rumstationen og kontramassen - det er både let og stærkt, men der skal måske også noget potentialudligning til.

Dyneema er glorificeret polyethylen. Den vil være sindsygt følsomt overfor stråling og (forhøjede) temperaturer.

Jeg ville personligt satse på kulfibre som styrkegivende komponent, eventuelt i en carbon/carbon komposit (den giver forresten potentialudligning).

  • 4
  • 0

vender (måske) tilbage 😉

Mine resultater:

Man skal præstere en hophastighed på 3.54 m/s vinkelret væk fra gulvet (fundet ved vektorregning - man skal "vride" tangentialhatigheden på 10,86 m/s 18,05 grader)

Det vil give en vektor, der peger 18,05 grader væk fra gulvet, og denne sekant vil have en maksimum distance fra gulvet på 1,5 meter.

Hastigheden (i forhold til rumstationens centrum) vil blive 11.42 m/s

"Hoplængden" er den dobbelte af kuglepensdroppet = 18,9 m

Tiden til man lander igen vil blive 1,65 s (hvilket jo er kort i forhold til det dobbelte af kuglepennens "fald"tid på 0,92 s)

Man vil ramme gulvet 19,22 m fra udgangspunktet (relativt til centrum)

Gulvet vil i mellemtiden have flyttet sig 17,92 m. (relativt til centrum)

Ergo lander man 1,3 m foran udgangspunktet.

@Allan:

Gulvet vil have "ændret vinkel" 36,1 grad

Man vil selv have ændret vinkel 33,65 grader - ergo vil man have have en ret lille overbalance på 2,5 grad forover. Denne vil dog blive forstærket af, at gulvet "bevæger sig baglæns" under en, når man rammer.

Jeg er særdeles åben for kritik af ovenstående 😉

  • 3
  • 0

Men Flemming. jeg forestiller mig at når man hopper i et vægtløst rum, så er det ikke en bevægelse der stopper før end man rammer "loftet", i ringen. Læs linket herunder!!!!!

Og hvis man ikke rammer loftet, men rammer forbi, kan det være man rammer gulvet med hovedet først et sted mellem 120 -150 grader gulvbevægelse fra hvor man startede.

Men rammer man "loftet", hvad der er mest sandsynligt, hvis man ikke er meget meget forsigtig, ved jeg ikke ikke hviken situation der skal anvendes. Det elastiske eller uelastiske sammestød , for at komme videre i beregningerne.

Derfor kan denne situation ikke sammelignes med den tabte kuglepen, der givet vil opføre sig som du beskriver det , uden hop😉.

https://videnskab.dk/naturvidenskab/se-hvo....

  • 0
  • 9

Men Flemming. jeg forestiller mig at når man hopper i et vægtløst rum, så er det ikke en bevægelse der stopper før end man rammer "loftet", i ringen. Læs linket herunder!!!!!

Som Kim også er inde på ovenfor, er du nødt til at bryde opgaven ned i vektorer. Belært af mine bommerter tidligere i denne tråd mener jeg, at man skal passe særdeles meget på med at tro på, at ens forestillinger lige holder stik.

Det handler i bund og grund om, at man, når man slipper underlaget i et vægtløst rum, vil fortsætte med uændret hastighed i en ret linje - indtil man støder imod noget.

Den rette linje er selvfølgelig summen af de vektorer, der har skabet den (hastighed og retning) - og i denne situation forvirres billedet af, at ens referencesystem også flytter sig.

Og jo: situationen er faktisk meget lig kuglepennen - eneste forskelle er, at udgangspunktet for den lineære bevægelse er på periferien, og at der tilføres en ekstra hastighedsvektor qua hoppet. Derefter er beregningerne eksakt de samme.

Jeg er (selvfølgelig) ikke 100% sikker på min udregning i #94, men indtil den bliver falsificeret, holder jeg nok fast i den. 😀

  • 2
  • 0

Hverken du eller eller Flemming kan helt slippe at når man forlader gulvet vender man ikke tilbage til det igen før man differential beregner den kurve som vektorændringen af hoppet påvirker tangentielfartvektoren ved starten af hoppet som jeg ser det.

Jeg synes, du skulle beregne hoppet så Bjarke - find du din før omtalte fysikbog frem og grav dig ned i den - og vend tilbage, når du har regnet den ud.

Det virker imho ikke særligt troværdigt - på et grundlag, som jeg ser som helt forkert - blot at skyde andres beregninger ned, når du absolut intet har at bidrage med selv.

Det var jo NETOP den nødvendige vektor for at kunne passere 1,5 over gulvet, jeg har beregnet i #94. Opgaven gik på et "lodret" hop (d.v.s. vinkelret væk fra gulvet) - derfra er det i virkeligheden folkeskolegeometri, som jeg ser det.

Med hensyn til kugle pennen, så er den kun underlagt "tyngdekraft" sålænge den har en fast forbindelse til ejeren, men den har en tangentiel hastighed med en retning, der bringer den tilbage til det krumme gulv, når den slippes.

No shit Sherlock? - det var det, jeg beregnede i #28. Akkurat det samme gør sig gældende for den hoppende person - så snart han forlader gulvet, er han "vægtløs" - og vil følge sin vektor, til han ramler ind i noget.

Igen: Jeg er modtagelig for konstruktiv kritik af min beregning i #94

  • 4
  • 0

@ Bjarne J

Hverken du eller eller Flemming kan helt slippe den detalje , at når man forlader gulvet i et hop , vender man ikke tilbage til det igen, før man differential beregnet( god lyst til den som gider)formen af den kurve, som vektorændringen af hoppet, påvirker tangentielfartvektoren ved starten af hoppet, som jeg ser det.

Når man hopper, slipper man kontakten til fladen, der imiterer tyngdekraften, men bare en centimeter over denne flade, er hastigheden af hængig af ""Frigørelsesaccelerationen"" som er grunden for hoppet og den retnings vinkel hopperen har bestem hoppet skulle ske med.

Med hensyn til kugle pennen, så er den kun underlagt "tyngdekraft" , sålænge den har en fast forbindelse til ejeren, men den har en tangentiel hastighed med en retning, der bringer den tilbage til det krumme gulv, når den slippes. Det sker i en bevægelse der får den til at se ud for ejeren, at den er undelagt en tyngdekraft.

For den falder ned ved hans fødder, al den stund at personen og pennen bevæger sig med samme hastighed i starten. Pennen flyver bare ligeud og rammer gulvet og personen tvinges i en krum bane, der krydser pennens bane hvor pennen er udfor personens fødderes bane.

Indrømmet Flemming, her tog jeg fejl tidligere. ØV!

  • 0
  • 7

For den falder ned ved hans fødder, al den stund at personen og pennen bevæger sig med samme hastighed i starten. Pennen flyver bare ligeud og rammer gulvet og personen tvinges i en krum bane, der krydser pennens bane hvor pennen er udfor personens fødderes bane.

Indrømmet Flemming, her tog jeg fejl tidligere. ØV!

Nej, den falder bag hans fødder, fordi den har en lavere tangentialhastighed end hans fødder, når den slippes qua den mindre radius. Prøv at læse #28 igennem igen - og spørg endelig ind, hvis der er noget, du ikke forstår.

Og JA: Du har taget fejl i samtlige dine indlæg i denne tråd Bjarke.

  • 4
  • 0

Beregningen forudsætter, at den hoppende persons CG er i skosålerne. Det er naturligvis ikke tilfældet.

Det vil dog kun medføre mindre ændringer i beregningen - princippet er imho det samme

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten