Sponseret indhold

Ørsted til ingeniørstuderende: Oplev 111 havvindmøller helt tæt på i vandflyver

Ingeniørstuderende får nu mulighed for at tage på seaplane-safari med Ørsted og på allernærmeste hold at opleve de 111 havvindmøller, der tårner sig 141 meter over havoverfladen ud for Anholt. Ørsted har arrangeret flyveture fra både Aarhus og København.

Af TECH RELATIONS for Ørsted

»Du forstår det ikke rigtigt, før du ser det.«

Ordene tilhører Daniel Farrugia, der er rejst fra Malta til Danmark for at læse en master i bæredygtig energi på DTU med speciale i vindenergi. Sidste år var han blandt den gruppe af ingeniørstuderende, som kom med på den særlige ’Meet our giants’-seaplane-safari for at se de 111 enorme havvindmøller, der tårner sig 141 meter over havoverfladen ud for Anholt.

Nu tilbyder Ørsted en ny gruppe ingeniørstuderende at komme på passagerlisten i den lille DHC-6-300-vandflyver, der letter fra København d. 26. april og fra Aarhus d. 2. maj 2019.

»Det giver en langt bedre forståelse for de forhold, man skal beregne ud fra,« siger Daniel Farrugia, der sammen med resten af deltagerne fik sig noget af en rystetur i den halvanden time, turen i efteråret 2018 varede fra Langelinie ud til Anholt, rundt om vindmøllerne og tilbage igen.

Wow!

Men også andet end de voldsomme forhold midt ude i Kattegat fangede Daniels interesse:

»Jeg kendte godt dimensionerne på turbinerne på forhånd. Men at se dem helt tæt på og erfare, hvordan hvert blad praktisk talt er lige så langt som længden på hele vindmølletårnet, var … ja, wow. Jeg havde forestillet mig, at bladene ville være mere slanke, men når man ser dem tæt på, kan man fornemme, at de er mere cirkulære i deres form.«

Hver rotordiameter er 120 meter, mens selve turbinen, der vejer 450 ton, tårner sig 141 meter op fra havoverfladen. I alt dækker de 111 havvindmøller et areal i Kattegat på hele 88 kvadratkilometer.

»Det gav mig en større beundring af den æstetik, som en vindmølle besidder. Jeg finder dem virkelig smukke, og turen gav mig endnu større lyst til at hjælpe med at udbrede teknologien,« siger Daniel Farrugia, der særligt ønsker at specialisere sig i flydende vindmøller, eftersom det ifølge Daniel er den teknologi, der er mest relevant at benytte på Malta.

Fra Canada til Danmark med en mission

En, der er rejst endnu længere for at studere vindmølleenergi i Danmark og lære af de danske erfaringer, er canadiske Erin Langor på 26 år. Lige siden hun var 19, har hun vidst, at hun ville arbejde i vindmølleindustrien, og også hun forbinder vindmøllerne med æstetik og skønhed.

»Jeg ved, det kan lyde lidt nørdet, men jeg kan virkelig godt lide den måde, havvindmøller er organiseret på. Det er fantastisk, at man kan formå at placere dem med en så stram struktur, at alt fremstår helt ‘picture perfect’ - ikke mindst, når man ser dem helt tæt på igennem et vindue i en vandflyver,« siger Erin Langor.

Selv er hun fra Newfoundland, verdens 16.-største ø, hvor offshore-olie og gasindustrien udgør en væsentlig del af økonomien.

»Jeg har i to omgange arbejdet som praktikant offshore og har altid været fascineret af havet og de kræfter, der hersker derude. Men da jeg for år tilbage spurgte min daværende chef, hvorfor man ikke i stedet begyndte at fokusere på naturenergi, lød svaret: ‘Det kommer aldrig til at ske’. Det fik mig til at researche på, hvor jeg ville kunne lære mere om, hvordan vi bedre udnytter de kræfter, vi er omgivet af.«

Ørsted har givet adgang til data fra den store havmøllevindfarm, og Erin overvejer at skrive sit speciale i European Wind Energy Master på DTU med udgangspunkt i dataene.

Man ser resultatet af sine beregninger

Ikke bare internationale studerende er sluppet igennem nåleøjet til at komme med på turen. Danske Mads Christian Baungaard studerer også vindenergi på DTU, særligt fluidmekanik. Tidligere læste han fysik og skrev bachelor i kvantemekanik. Nu har han en drøm om at komme til at arbejde med at designe vindmøllevinger:

»I sidste ende handler vindenergi om luftpartikler, og så er vi tilbage til Newtons love. Men jeg kan godt lide, at man kan se resultatet af sine beregninger meget konkret med en vindmølle, der står og drejer rundt. Man ser sjældent resultatet, hvis man sidder og laver helt vildt nørdede kvantemekaniske beregninger. Og så kan jeg selvfølgelig godt lide formålet: at vi er med til at skabe en mere grøn verden.«

Anholt vindmøllepark bliver tit benyttet som eksempel i Mads’ undervisningstimer på DTU, og faktisk lokkede Mads sidste jul sine forældre med på et lille roadtrip til Grenaa for en vinterklar eftermiddag at få et godt glimt af Danmarks største havvindmøllepark gennem medbragte kikkerter. Men i dag kom han langt tættere på, end en kikkert kunne bringe ham.

»Det var en fantastisk mulighed, man sjældent får. Fra luften fornemmer du virkelig størrelsen på turbinerne og afstanden imellem dem. Det har allerede givet mig en langt bedre fornemmelse af strukturen og omfanget af disse enorme projekter, som jeg forhåbentlig selv inden for et par år kommer til at arbejde med.«

Oplev selv turen, når Ørsted igen sender en gruppe ingeniørstuderende på seaplane-safari. Klik her og ansøg senest d. 12. april.