Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
Sponseret indhold

28-årig tekniknørd i spidsen for 22 mand: Har ansvaret for våben- og elektronikdivisionen på fregat

Anders Leed Sommer valgte en anden retning end de fleste, da han søgte ind på Søværnets officersskole. Nu er han 28 år gammel, premierløjtnant, våben- og elektronikteknisk officer på en af Iver Huitfeldt-fregatterne og taktisk rådgiver, når fregatten er i kamp.

Af TECH RELATIONS for Forsvaret
Anders Leed Sommer med en fregat af IVER HUITFELDT-klassen i baggrunden Illustration: Privatfoto

Hvis du har en elektronikteknisk bachelor på cv’et og ambitioner om hurtigt at blive leder, kan det måske være værd at overveje at gøre som Anders Leed Sommer: Bliv våben- og elektronikteknisk officer (VEO) i Søværnet.

Han er kun lige fyldt 28, men har allerede tre års ledelseserfaring i Søværnet og 22 mand under sig. Siden han blev VEO og premierløjtnant i 2015, har han haft ansvaret for våben- og elektronikdivisionen på en af flådens Iver Huitfeldt-fregatter.

»Der er flere grunde til, at jeg valgte officersskolen. For det første ville jeg gerne arbejde med teknik, og gerne våben, og for det andet ville jeg være leder og påtage mig et stort ansvar. Det var nogle mål, jeg meget hurtigt kunne indfri ved at uddanne mig i Forsvaret,« siger Anders Leed Sommer.

Taktisk rådgiver i kampsituationer

Foruden at have det forkromede overblik over våbensystemerne og elektronikken om bord har VEO’en et taktisk ansvar, når fregatten er i kamp.

»Som VEO har jeg overblikket over fregattens våben og elektronik, og jeg skal kunne omsætte den tekniske forståelse til taktiske og operative anbefalinger. Vi øver ofte situationer, hvor skibet er blevet ramt. Det er min opgave at forklare skibets ledelse, hvilke muligheder vi har med de systemer, vi har til rådighed,« fortæller officeren.

I starten af 2020 skal han udsendes med Iver Huitfeldt-fregatten, som efter planen skal agere eskorte for et amerikansk hangarskib. Det meste af 2019 kommer derfor til at gå med store øvelser i farvandet omkring Danmark, Skotland og England.

Snart drager fregatten til England, hvor den står på kampøvelser. Det er her, Anders Leed Sommer for alvor får afprøvet de færdigheder, som han har tilegnet sig på Søværnets officersskole.
»Det særlige ved mit job er, at man indimellem befinder sig i situationer, hvor det gælder liv eller død. Fejltagelser kan have fatale konsekvenser, og man har et enormt ansvar for ikke at træde i 'spinaten'. Det er en udfordring, der sjældent opstår i det civile arbejdsliv,« siger han.

Teknik ind med modermælken

Uddannelsen som våben- og elektronikteknisk officer kræver i dag en elektroteknisk baggrund på bachelorniveau, men Anders Leed Sommer startede på Søværnets officersskole umiddelbart efter, han fik sin studenterhue fra HTX i 2010. Senere takkede han ja til en videreuddannelse som VEO.

Arbejdet på fregatten kræver tekniske færdigheder, og det er ikke tilfældigt, at Anders Leed Sommer endte der. Han voksede op i landsbyen Gamborg på Vestfyn i en familie med stor teknisk snilde. Faren og farfaren skruede på motorer, og Anders fattede hurtigt den samme interesse.

»Jeg har altid interesseret mig for motorer, og da jeg var yngre havde jeg crossere, knallerter og gokarts, som jeg elskede at lege med. Nu om dage bruger jeg min fritid på at skrue på veteranbiler, motorcykler og både. Det har nok altid ligget i kortene, at jeg skulle have en teknisk uddannelse,« siger Anders Leed Sommer.

Unikt kammeratskab på skolen og fregatten

Da han startede på officersskolen i 2010, var det en stor omvæltning for den unge kadet. Han rykkede fra Fyn til en studiebolig i Nyboder i København. Den ene dag sad han på skolebænken og sugede viden til sig om radarsystemer og våben, den næste dag gik turen til Korsør eller Frederikshavn, hvor kadetterne kom om bord på Søværnets fregatter og fik fingrene i maskinrummet. Det var et intensivt forløb med lange dage, men der opstod et tæt bånd mellem kadetterne.

»Vi boede alle i Nyboder, så vi var meget sammen under hele uddannelsen. Det var en smagsprøve på det fantastiske fællesskab, der er i Forsvaret, og som jeg også oplever i dag, hvor vi kan være til søs i op til flere måneder af gangen. Fællesskabet er vigtigt, for vi skal kunne stole på hinanden, når vi står i tilspidsede situationer,« siger Anders Leed Sommer.