Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
andre skriverogså værd at læse
via JydskeVestkysten 23. jan 2020 11:00 7
Vaccine mod corona-virus vil tage mindst et år
via Cardiff University 23. jan 2020 09:29
Forskere finder T-celler, der dræber flere slags kræft
Ingeniøren Blogs
  • Amalie Pernille Rasmussen

    Kan raketvidenskab være bæredygtigt?

    I en tid, hvor medierne fyldes med Greta Thunberg, klimaforandringer og bæredygtighed, bliver der med god grund også rettet opmærksomhed mod områder, der ikke lever op til de krav og forventninger, vi har netop til bæredygtige produkter, systemer og services. Vi shamer single use plastic, kødspisere, flyrejser og overforbrugskulturen, og vi opfordrer til brug af termokopper til sin kaffe frem for to-go papkruset. Vi får at vide, at vi skal holde op med at flyve, men i stedet benytte os af eksisterende offentlig infrastruktur. Tæller raketter med her? Når man snakker raketvidenskab, tænker de fleste nok ikke bæredygtighed som den første tanke. Formentlig heller ikke som den anden, tredje eller fjerde. Men det kan man godt begynde at vænne sig til at gøre. Det er vigtigt at vi adskiller tanken om at bæredygtighed er det samme som miljøvenlighed; det er det også, men også meget mere end det. Bæredygtighed er at sikre en fremtid baseret på den teknologi, vi udvikler og benytter os af. Samtidig skal vi også overveje, at vores bæredygtighedsbegreb ikke indeholder en absolut værdi eller en opnåelig målstreg, men altid vurderes relativt – vi vurderer hvorvidt et produkt, system eller service er mere bæredygtig i forhold til noget andet. Når vi vurderer den relative bæredygtighed er vi også nødt til at inkludere alle trin i livscyklussen, og ikke bare stoppe dér, hvor det er bekvemt for vores argument. Nok forbruger raketter en voldsom mængde brændstof ved opsendelse, men produktionen af brændstoffet, raketkomponenternes genanvendelighed, og selve formålet med rakettens opsendelse har også en betydning, man er nødt til at forholde sig til - positiv såvel som negativ. Kompensationen for det brændstofmæssige CO2-aftryk kan potentielt reducere miljøbelastningen som helhed netop når hele livscyklussen medtages. Selvfølgelig kan man yderligere arbejde på en forbedring af miljøvenligheden af raketter, bl.a. i forhold til hvilket brændstof, der bruges, og hvor genanvendelig raketten som helhed er. I 60’ernes rumkapløb blev intet genbrugt – hvilket er fedt for museer – men usmart for både økonomisk og miljømæssig bæredygtighed. Der er opstået en tendens til at raketter skal sikkert ned igen i ét stykke (med formålet at kunne sende dem op igen), hvilket også ses bl.a. på SpaceX’s testopsendelser. Tilføj biobrændstof og du har to solide buzzwords til at understøtte, udvikle på og forøge bæredygtigheden af rumraketter. Det er ikke nødvendigvis fordi vi skal forberede os på en bemandet Mars ekspedition i nær fremtid, selv om det meget vel står sådan til, hvis man følger lidt med i netop, hvad Elon Musk og SpaceX foretager sig. Men uanset ens til holdninger Marsekspeditioner og opsendelse af Tesla Roadster, er vi nødt til at forholde os til de kvantespring i teknologi og innovative løsninger på problemer og hastig udvikling på udstyr, som raketvidenskab og rumfart generelt har ført med sig. Af eksempler kan nævnes kuglepenne, memory foam og teflon. Hverdagsting, vi måske ikke direkte ville forbinde med rumfart, men som ikke desto mindre udspringer heraf. Faktum er, at vi har gjort os selv dybt afhængige af mange facetter af raketvidenskaben – det simpleste eksempel; hvordan kommer vi frem til en adresse, vi ikke har været på før? GPS’er. Via satellitter. I rummet. Hvordan er de satellitter nået frem til deres destination? Via raketter. Og nogen skal altså være i stand til at sende de raketter op. Og nu vi er ved emnet satellitter og klimaforandringer er det relevant at diskutere, hvor vi får vores informationer om nævnte miljøpåvirkninger fra. Via satellitter er vi i stand til at overvåge ellers utilgængelige områder samt udstrækningen af klimaforandringerne på stor skala, bl.a. tørke, skovbrande, ekstremt uvejr, iskappeafsmeltning, ørkentilvækst og sågar hvor og hvor meget gødning en landmand skal bruge på sin mark for optimalt udbytte af sine afgrøder. Hvordan skal vi vurdere, om vi opfylder Parisaftalens parametre uden satellitter? Der er en tendens i øjeblikket til at man kan sætte et Verdensmåls-klistermærke på sine allerede eksisterende produkter og så kalde det ”bæredygtigt”. Det er ikke det, vi er ude på her. Greenwashing eksisterer helt sikkert også i rumindustrien, men her belyser vi blot hvordan den relative bæredygtighed bør være i fokus frem for den absolutte – og hvordan raketvidenskab bidrager til dette. Bæredygtighed i raketvidenskab skal ikke ses som det endelige mål, men som midlet til at opnå en relativt højere grad af bæredygtighed inden for de felter, som denne industri direkte påvirker – og dem er der trods alt en hel del af.
  • Julie-Astrid Galsgaard

    Overvågning af vores tanker og krop - hvad sker der? Overvågning # 3

    Sidste gang tog vi livtag med angsten. Vi så på, hvordan denne urkraft i mennesket også kunne blive en drivkraft i en ellers øjensynligt rationel argumentationskæde fra justitsministerens side, om *at øget digital overvågning fører til øget tryghed og dermed øget frihed for danskerne.* **Kardinalpunktet i diskussionen om overvågning er, hvorvidt overvågning giver eller tager friheden fra folk. Eller snarere; om folk oplever at få eller miste deres frihed.** **Vi skal altså have fat noget så diffust og dog afgørende som vores *oplevelse* af tingene. Lad os se, om vi kommer et svar nærmere denne gang.** ##Fra frihed til tryghed - eller angst? De eksistentielle filosoffer ville her hævde, at med frihed følger angst - *ikke* tryghed.  **Vejen ud af angsten er en vækkelse af *fornuften***. Det forsøgte jeg at gøre rede for i min forrige blogpost [Når angst fører til overvågning og omvendt Overvågning # 2](https://ing.dk/blog/naar-angst-foerer-overvaagning-omvendt-overvaagning-2-231457), hvor jeg tager udgangspunkt i min kliniske behandling af PTSD-ramte veteraner, der oftest også lider af angst.  Til at hjælpe os med at forstå, hvad der sker i mennesket, når vi overvåges eller blot “trues” med at blive overvåget, tager jeg det psykologfaglige "redskab" **Den kognitive diamant** i brug, som kort fortalt illustrerer hvordan vores *adfærd, tanker, krop og følelser* bestandigt påvirker hinanden i gensidige og dynamiske relationer. Læs mere herom i forrige blogpost. Sidste gang kiggede vi på overvågning af *adfærd* via **SkyNet** i Kina og satte dette i perspektiv til den danske regerings seneste **Tryghedspakke**, der skal muliggøre øget digital overvågning af den danske befolkning. **Nu skal vi dykke ned i, hvad der sker, når de tre øvrige elementer i Den kognitive diamant: *tankerne, kroppen og følelserne*, bliver genstande for overvågning. Og hvad denne elementære overvågning har af konsekvenser for os mennesker og især vores omdiskuterede oplevelse af at være ‘trygge’ og ‘frie’.** ##Overvågning af tanker  Hvad mener I om **Elon Musks'** seneste opfindelse af de såkaldte [NeuraLinks](https://www.youtube.com/watch?v=lA77zsJ31nA)?   En opfindelse, der som udgangspunkt er tænkt til mennesker med lammelse eller andre handikaps, der besværliggør deres kommunikationsevner. Men mon ikke vi andre inden længe også får mulighed for at mærke dette kvantespring inden for [augmenterende](https://ing.dk/blog/mandskinen-10-230899) kunstig intelligens-teknologi (KI) på egen krop? Eller nærmere; egen hjerne? Det drejer sig om hårtynde elektroniske tråde, der indopereres i hjernen og gør os i stand til at kommunikere direkte med digitale systemer. På den måde kan vi uploade vore tanker direkte til computeren og hermed monitorere og aflæse dem. I hvertfald mere eller mindre direkte i takt med at KI-motoren bliver dygtigere og dygtigere til at afkode elektriske signaler, møsntergenkende, koble dem med eksisterende tankerækker og lære nye at kende. *Men hvor går grænsen mellem 'monitorering' og 'overvågning'? Er der een?* Jeg vil argumentere for, at der ikke er forskel på de to begreber i praksis; begge involverer systematisk overvågning med henblik på kontrol. Begrebet ’monitorering’ anvendes mest i forskning og forbindes derfor med noget uskyldigt og ufarligt, mens begrebet ’overvågning’ vækker helt andre følelser og forbindes med tvang og kontrol. Groft sagt. **Hvad end der gør sig gældende, mener jeg, at begge før eller siden fører til føromtalte selv-monitorering. Det betyder, at du i langt højere grad end tidligere vil vurdere dine tanker op imod ydre dogmer - værdier, sæder og vaner - og forsøge at korrigere og kontrollere dem, fordi du frygter, at andre kan lytte eller læse med online et sted og dermed (for)dømme dig.** ##Overvågning af kroppen  *Vil du kende tidspunktet for, hvornår du skal dø?* *Eller blot vide om og hvornår du får en given sygdom som for eksempel hud- eller brystkræft?* For det kan forskere nu hjælpe dig med at afdække ved hjælp af overvågning af din krops stofskifte, dit genom, hjernevæv med mere.  Lyt med herom i den yderst interessante podcast-serie **Sleepwalker**, hvis afsnit 9 [Algoritme, M.D.](https://www.iheart.com/podcast/1119-sleepwalkers-30880104/episode/algorithm-md-46468703/) handler om brugen af KI til forudsigelse af sygdomme. At kende sin fremtid virker umiddelbart æggende, især hvis man kan gøre noget for at præge den i en favorabel retning og undgå at udvikle trælse mere eller mindre alvorlige sygdomme. Men det afhænger jo nok også af, om vi overhovedet kan gøre noget for at undgå disse sygdomme - og hvad det vil kræve. Døden kommer vi jo nok ikke uden om.  *Men hvad vil det have af konsekvens, hvis du kendte dit sluttidspunkt? Ville du leve anderledes end du gør i dag?* Ét er hvad du vil gøre med disse informationer om dit liv og din død. Det bliver en eksistentiel diskussion for egen regning. Noget andet er, hvad andre vil gøre med disse værdifulde informationer om dig. **Jeg forestiller mig, at det vil åbne op for en radikal differentiering af mennesker således, at muligheder og begrænsninger - og rettigheder og pligter - vil doseres forskelligt fra person til person afhængigt af den enkeltes sygdoms- og sundhedsprognose.** *Forestil dig for eksempel, at det står evidensbaseret klart, at du vil udvikle hudkræft, når du rammer 40-års alderen. Hvordan vil dit forsikringsselskab forholde sig til denne information?* Man kan tænke sig, at denne og øvrige relevante informationer vil indgå i ligningen for, hvordan din forsikringspræmie udregnes. Og læg så til (i kroner og øre), at du desuden har fået at vide, at du kan påvirke denne udvikling - forhindre eller sænke den - hvis du foretager visse **adfærdsændringer**. Gør du det, så vil din præmie falde betragteligt.  **Og sådan får man et delikat samspil mellem krops-overvågning og adfærds-korrigering og i sidste ende selv-monitorering.** **Den samme form for radikale differentiering ud fra den enkelte borgers livsprognose, det vil sige livsduelighed og -længde, kan tænkes at finde sted, når det gælder fordeling af offentlige midler til uddannelse eller læge- og sygehusbesøg. En såkaldt skræddersyet model.**  *Men er det da ikke godt, hvis borgerne formår at kontrollere sig selv og derved leve sundere og fungere bedre? For deres egen skyld og for samfundets?* ##Når etiske principper møder virkeligheden Her er det svært at være kategorisk, fordi det er svært at gøre sig til dommer over andre folks oplevelse af virkeligheden - hvad oplever de og hvorfor.  Men jeg vil våge at være principel.  I det forgangne år har alverdens virksomheder, videnskabelige foreninger, fonde og uddannelsesinstitutioner fremlagt deres program for etiske principper for udvikling og anvendelse af kunstig intelligens. Alle indeholder de som minimum et påbud om, at KI skal virke fordrende for menneskelivet herunder respektere vores ret til frihed og autonomi. ([Wittlestone et al., 2019](https://www.researchgate.net/publication/334378492_The_Role_and_Limits_of_Principles_in_AI_Ethics_Towards_a_Focus_on_Tensions)). Så hvis vi skal oversætte dette etiske princip til praksis, kan det passende være ved at supplere ovenstående spørgsmål om individets selv-monitorering med endnu et spørgsmål, der går forud for alle andre og lyder; *Oplever de overvågede borgere at være værdsatte som individer med dertilhørende rettigheder til at bestemme over eget liv og levned?* Kan man (hvem?) svare bekræftende herpå - og altså sætte flueben ved etikken - så kan man gå videre i sin analyse af hvorvidt, denne selv-monitorering bevirker, at borgerne for eksempel bliver mere produktive og derved gavner samfundet. ##Individets grænser prøves af med digital intelligent overvågning Grænsen mellem at opleve sig anerkendt og berettiget som individ kontra at opleve sig miskendt og krænket er på én og samme tid usynlig for omverden og særdeles mærkbar for individet.  Derfor er det også uundgåeligt at vi en gang i mellem vil få vores grænser overskredet - også hvor det ikke er meningen. Det kræver hensyn til såvel fornuft som til folks følelser og oplevelse af sig selv og omverden. Jeg har over de sidste par blogposts diskuteret de psykologiske konsekvenser af digital overvågning og argumenteret for, at digital overvågning blandt andet vil føre til øget **selv-overvågning**. Jeg introducerede i den første overvågnings-blogpost [Går tryghed, frihed og overvågning hånd i hånd? Overvågning # 1](https://ing.dk/blog/gaar-tryghed-frihed-overvaagning-haand-haand-overvaagning-1-231455), hvad jeg kalder for **infrastrukturelle forandringer** forløbende på tre niveauer. Det drejer sig om forandringer i måderne, hvorpå vi henholdsvis 1. Begiver os rundt i verden (*mennesket-i-verden*); 2. Hvordan vi er sammen med hinanden (*mennesker-i-mellem*); og 3. Hvordan vi betragter os selv (*mennesket-i-sig-selv*). Hvordan vores færden i verden og med hinanden forandrer sig på, har jeg indgået beskrevet i forrige blogpost [Når angst fører til overvågning og omvendt. Overvågning # 2](https://ing.dk/blog/naar-angst-foerer-overvaagning-omvendt-overvaagning-2-231457) og i denne. De potentielle forandringer på det tredje niveau - mennesket-i-sig-selv - skal vi have slået fast nu. ##Fra selv-overvågning til selv-invadering Digital overvågningen vil opleves som et invaderende og grænseoverskridende element i folks liv, og jeg vurderer, at den ikke blot vil føre til øget selv-overvågning, men også til **selv-invadering.** Nu bliver det lidt kryptisk, men jeg håber I er med. Klart; man kan ikke invadere sig selv på et fysisk plan. Men man kan medvirke til og måske endda gå forrest i invasionen af sig selv på et psykologisk plan ved enten at negligere, fordømme eller korrigere sine følelser og dermed sine grundlæggende behov. For ét er at bygge deep-learning softwaremodeller og altså kunstig intelligens-teknologi som de aktuelle ansigtsgenkendende overvågningskameraer efter menneskeligt forbillede. Noget trods alt radikalt andet er at "bygge" mennesker med teknologien som forbillede. At bede mennesket om at indrette sig - sine følelser og behov - efter teknologiens funktioner og formål. Tvinges vi til at gå imod eller blot korrigere vores grundlæggende behov for at føle os trygge fra farer og frie til udvikling, vil der, som jeg ser det, også ske en forandring i vores grundlæggende psykologi. Den klassiske psykoanalytiker **Erich Fromm** skrev i 1956 i 'The Art of Love', at det er oplevelsen af at være adskilt (*separateness*), som fører til angst. Og adskillelse føler vi, når vi oplever at være *cut off* det vil sige ude af stand til at bruge vores menneskelige kraft (*human power*) til at stå op for os selv eller andre. Med oplevelsen af adskillelse følger altså oplevelsen af hjælpeløshed og derved risiko for at opleve sig invaderet uden at kunne reagere som man ellers vil (*the world can invade me without my ability to react*). (Fromm, 1956). *Lyder det bekendt?* Vil det være rimeligt at hævde, at digital, intelligent overvågning kan føre til, at vi mennesker oplever os adskilt fra hinanden - og fremmedgjorte for os selv - sådan som Fromm her beskriver det? At vores menneskelige kraft til at stå imod hvad vi oplever som en invasion, risikerer at forsvinde og efterlader os med en følelse af hjælpeløshed? **Om det er rimeligt at sidestille overvågning med en regulær invasion af individet eller ej, kan jeg for nuværende ikke afgøre. Men, *hvis* det er tilfældet vil jeg derimod hævde, at denne invasion med tiden bliver til en selv-invasion, idet vores oplevelse af autonomi er væk og dermed vores oplevelse af at have en grænse - et værn - mod omverdenen. Vi efterlades da tvivlende hvad angår vores oplevelse af hvad og hvem vi er fordi; hvordan definerer (afgrænser) vi nu os selv?** Det er en kompliceret udvikling, jeg endnu ikke har helt begreb om. Jeg håber over tid at blive klogere og løbende kunne rapportere tilbage til jer her på bloggen. ##Så når justitsministeren siger... at øget digitalt, intelligent overvågning fører til øget tryghed og frihed, så risikerer han at skabe det modsatte. **Jeg vurderer, at hvis man flytter og måske overskrider individets grænse for, hvornår det føler sig tryg eller fri - så piller og måske forstyrrer man også ved en ellers grundlæggende sund fysisk, social og psykologisk overlevelsesmekanisme, der fortæller individet, hvad det behøver for at have det godt såvel fysisk som psykologisk.** *Hvor ser I, at der vil ske sociale og psykologiske forandringer, når vi ved at vi overvåges?* *Og hvor lander I på angst-barometret (fra 0 til 10), når I hører ordet overvågning?* Jeg har i denne blogserie om overvågning forsøgt at klarlægge konsekvenserne ved øget digital intelligent overvågning af os mennesker - af vores adfærd, tanker og krop - ud fra mit psykologfaglige perspektiv. Debatten om hvem og hvad, der i sidste ende får magten over vores væren og væsen vil fortsætte. I takt med udviklingen af bestandigt mere intelligent teknologi, vil vi mennesker bestandigt blive udfordret på vores etik og retsfølelse. *Tak for at læse med om dette spændende og svære emne. Venligst, Julie-Astrid*
  • Poul-Henning Kamp

    Ferieplanlægning

    En god ven i USA er ved at planlægge sommerferie i Danmark og planlagde at bruge tog. Men der er noget med at hele [Slagelse Station skal rives fra hinanden](https://ing.dk/blog/find-n-fejl-224190) her til sommer og hvor finder man så ud af hvornår det skal foregå ? Det eneste sted jeg kan finde noget der bare minder om datoer, er et obskurt dokument som de færreste nogensinde har hørt om, gemt bort i et låst arkivstab i et toilet i kælderen, hvor et skilt på døren siger "Pas på: Leopard!" Ok, ikke helt, men hvis man går ind på bane.dk Trykker "Jernbanevirksomhed" Vælger "Netredegørelse" Går til "Netredegørelse 2020" og downloader Appendix "[3.5A Kapacitetsrestriktioner K20](https://bane.dk/-/media/Bane/Jernbanevirksomhed/Netredegoerelse/2020/Bilag-2020/3_5A-Kapacitetsrestriktioner-K20.pdf)" …kan man på side 8 se under punkt 3 & 4 at alle spor mellem Ringsted og Slagelse bliver spærret *formodentlig* i 9 dage mellem 10. juli og 1. august[1]. Selvfølgelig bliver der indsat togbusser, men med alle spor spærret på både Ringsted og Slagelse bliver det i sig selv temmelig indviklet, i princippet skal der køre togbusser fra Korsør til Borup/Roskilde, Glumsø/Næstved, Køge Nord og hvis ikke rejsetiderne skal stikke helt af den vej, også til Holbæk. Ville det ikke være i alles interesse, hvis offentligheden kunne planlægge sommerferien så de ikke bliver indblandet i det togkaos ? Det vil som et minimum kræve at man ikke holder datoerne hemmelige... *phk* [1] af punkt 5-8 kan man yderligere se at Slagelse Station bliver et byggehelvede resten af året.
  • Jakob Rosenkrantz de Lasson

    Flere forsker-regnefejl

    Ritzau [skriver i dag](https://www.information.dk/telegram/2020/01/universitet-ny-regnefejl-udledning-mindre-antaget?lst_frnt), at en regnefejl fra Aarhus Universitet betyder, at *"Danmark udleder mindre kvælstof end hidtil oplyst".* Til denne nye oplysning udtaler miljøministeren, at: *"Det er dybt utilfredsstillende, at Aarhus Universitet ikke har haft styr på tallene, og det er desværre sket flere gange i den seneste tid. Vi er som politikere nødt til at kunne stole på fakta fra forskerne, når vi diskuterer og træffer politiske beslutninger".* Og ministeren har bedt om *"en plan for, hvordan de vil øge kvalitetssikringen af deres forskning fremover"*. Bliver det på denne baggrund politisk besluttet at nedsætte en (langsomtarbejdende) kommission for at kulegrave området, vil jeg godt allerede nu melde mig. Og jeg vil også godt, for at styrke mit kandidatur, løfte sløret for en anbefaling, jeg vil medbringe: [Uafhængig fagfællebedømmelse](https://ing.dk/blog/rapporter-myndighedsbetjening-forskning-229974).
    11 Kommentarer
  • Poul-Henning Kamp

    Demobiliseret

    En af de legendariske Science Fiction bøger er Harry Harrisons "[Bill, The Galactic Hero](https://en.wikipedia.org/wiki/Bill,_the_Galactic_Hero)". Bill bliver på et tidspunkt *"de-planned"*, det vil sige nogen stjæler hans vejviser, hvilket både betyder at *han* nu er forbryder og at han ikke længere kan finde rundt på regeringsplaneten. Digitaliseringsliderligheden er på vej til at gøre Bill's problem til virkelighed. I fremtiden skal "Nemlog-in3"[1] kunne bruges fra en smartphone. Ligesom medicinkortet. … Rejsekortet … Kørekortet ... Kreditkortet … Sundhedskortet (gult) ... Sundhedskortet (blåt) ... Passet (For så vidt rejser i EU) og sikkert mange andre kort. Hvis man mister sin smartphone, hvad enten den falder ud af vinduet eller bliver stjålet, bliver man fredløs. Man kan ikke tage offentlig transport ned til Kommunens Borgerservice for at få en ny Nemlog-in3. Man kan ikke betale en Taxa for at køre en ned til --//--, den skal også bestilles via tlf/app. Man kan ikke, lovligt, køre bil ned til --//-- Man kan ikke sende en besked til --//-- om sin kvide, det kræver Nemlog-in3 Man kan ikke få et nyt SIM kort, det kræver Nemlog-in3. Man kan ikke købe noget - overhovedet - mindst af alt noget at drukne sine sorger i (det kræver 18+ ID). At ringe til nogen for at få hjælp er naturligvis helt udelukket. Man vil være demobiliiseret, fredløs, som Bill henvist til et ulønnet job i renovationstjenestens forskningsafdeling for at overleve. Idag på Dansk IT's "Cybersecurity" konference havde jeg lejlighed til at spørge om man i "Nemlog-in3" havde overvejet situationen og svaret var et meget langt "det er ikke vores problem." Jeg blev forsikret om at der vil blive tilbudt "andre muligheder", men det bliver et tilbud og da vil koste flere penge er det ikke noget der ligefrem vil blive proppet ned i halsen på folk, så ja, paranoide typer som jeg selv skal nok klare os, men for almindelige mennesker bliver det et helvede. Hverken Rejsekortet, Rigspolitiet eller nogen af de andre vil give anderledes svar eller se det som deres opgave: De rationaliserer/digitaliserer jo bare, *"sådan som man gør"*. Skal vi gætte på i hvilket årstal en hjemløs første gang dokumenters i pressen for at sige *"Min mobil blev væk og med den forsvandt hele mit liv..."* ? *phk* [1] Ja, [sådan skal bindestregen guddødemig stå](https://digst.dk/it-loesninger/implementeringssite/infrastrukturbeskrivelse/nemlog-in3-projektet/)[2] [2] Var det i virkeligheden derfor Dansk Sprognævn skulle destrueres med en "statslig udflytning" ?
    30 Kommentarer
  • Bjørn Godske

    Mega-SUV'er: Hvad sker der lige?

    Der findes bilnyheder, hvor man bare må tænke: Whaaat?!. Nyheder, hvor tingene slet ikke giver nogen mening, og hvor man spekulerer på, om ledelsen ikke har læst nyheder om klimaet og bæredygtig transport i flere år. Eller måske er de bare mere beregnede og dygtige til at tjene penge, end de fleste af os andre nogensinde bliver. Samtidig er det jo en overvejelse værd, om de overhovedet vil være her om et par år. To af disse nyheder kommer her: I efteråret kunne Mercedes stolt vise deres seneste mega-SUV frem. Den hedder [AMG GLS 63](https://www.edmunds.com/mercedes-benz/gls-class/2021/), og for de amerikanske kunder er det en 2021-model (jeg ved det godt, men amerikanerne vil helst give deres biler en årgang - og helst et år ud i fremtiden). Motorrummet huser en 4,0-liters V8, som yder 612 hk og 850 Nm. 0-100 km/t klares på 4,2 sekunder ved hjælp af 21 ekstra hk fra et 48-volt hybridsystem. Mercedes kalder det for EQ Boost for at give en lille dunst af eldrift - men det er det ikke. Bilen er gigantisk og tydeligvis rettet mod markedet i USA, Kina og Mellemøsten, hvor EU’s krav om 95 g CO2/km enten er totalt ukendte eller opfattes som en dårlig joke. Sådan ser General Motors sikkert også på det, når de præsenterer deres[ GMC Yukon Denali](https://www.gmc.com/suvs/yukon/denali) (nej, der står ikke 'denial'). Motoren er en 6,2-liters V8, som yder 460 hk. Den miljøbevidste amerikaner kan enten glæde sig over cylinderfrakobling, når der cruises på highway’en, eller vælge en 3,0-liters diesel-motor. Nu er det ikke kun Mercedes og GM, der viser nye kæmpe SUV frem. Næsten alle de store bilproducenter har en model på programmet, og selvom man kan argumentere, at der ikke bliver solgt så mange, så er det jo bare et udtryk for rendyrket kapitalisme - undskyld, jeg ville have skrevet kynisme. Mit bud lige nu er, at i bilbranchen handler alt om omstilling og timing. De gamle bilproducenter, som er i stand til at omstille sig til en ny verdens krav og teknologi, vil overleve. Men hvis de rammer timingen forkert, så kan det gå galt. Tænk bare på Better Place og General Motors EV1. I en[ tidligere blog](https://ing.dk/blog/hvad-egentlig-audi-vil-med-e-tron-226107) kritiserede jeg Audi for at lægge ud med deres e-tron SUV i stedet for en elbil til massemarkedet.[ De svarede,](https://ing.dk/blog/audi-svarer-derfor-e-tron-226395) at de gjorde, nøjagtig som de havde annonceret, og i den rækkefølge de mente var bedst - timing er alt. Og det handler ikke bare handler om teknik, men også politiske vinde. Hvis det for eksempel er muligt at lobbye en længere overgangsperiode igennem i EU, så er der jo ingen grund til at skrotte ICE’er. Samme rationale må de amerikanske bilproducenter have: Hvis Trump får fire år mere, så er der ikke udsigt til strammere miljøregler. Men så sker der også noget underligt i bilverdenen. Hummeren, en af de mest udskældte/elskede biler gennem tiderne, skal [genopstå som elbil!](https://insideevs.com/news/393252/electric-hummer-hx-render/) Den skal angiveligt tage kampen op med Tesla Cybertruck. Altså en mega-elektrisk SUV. Det samme kan siges om [Fords Mustang-brand](https://www.ford.com/suvs/mach-e/2021/), som også bliver elektrisk eller eller[ F150](https://insideevs.com/reviews/377328/ford-f150-electric-truck-details/), hvor en elektrisk version også er blevet luftet. Game on - Lad os se, hvem der overlever. Her kommer nogle billeder af giganterne:
    36 Kommentarer
  • Louise Floor Frellsen

    CRISPR og formaliteternes betydning

    Dette er en historie om en af nyere tids største og mest revolutionerende opfindelserne inden for bioteknologi. Det er samtidig historien om, hvordan patentverdenens formaliteter og forskelligheder i nationale patentregler kan få afgørende betydning for, hvorvidt en opfinder kan beskytte sin opfindelse. ### Patenter i Pharma-industrien Patenter har altid spillet en væsentlig rolle i Pharma-industrien, og gør det stadigvæk i dag. En væsentlig årsag er, at udviklingen af et nyt lægemiddel eller en ny medicinsk teknik er en bekostelig affære, både økonomisk og tidsmæssigt. Det er ikke unormalt, at en ny medicin først kommer på markedet mere end 15 år efter, at patentansøgningen blev indleveret. Der bliver brugt så mange penge i udviklingen inden for pharma og biotech, at patentbeskyttelse er altafgørende for, at økonomien kan hænge sammen og dermed give virksomheden mulighed for kontinuerligt at udvikle nye lægemidler og behandlinger. ### CRISPR En af de helt store nyskabelser i den medicinske og bioteknologiske forskning så dagens lys i 2007. Selvom delelementer i teknikken har været kendt helt tilbage fra 90erne, var det først i 2007 at teknikken som vi kender den i dag blev vist eksperimentelt. Der er her tale om teknikken ”Clustered Regularly Interspaced Short Palindromic Repeats” (CRISPR), som bygger på en forsvarsmekanisme, der naturligt findes i bakterier til at bekæmpe angreb fra virus. Kort fortalt giver CRISPR mulighed for at redigerer arvematerialet (DNA) i levende organismer. Dette betyder, at man kan fjerne eller indsætte bestemte gener og med meget store præcision styre en organismes udvikling. I årenes løb er der på verdensplan blevet indsendt mere end 3.500 patentansøgninger, hvori CRISPR indgår, hvilket understreger den massive interesse for emnet. ### CRISPR-patentet Denne sag startede i december 2012, hvor den oprindelige patentansøgning, som beskriver dele af de fundamentale aspekter i CRISPR teknologien til brug i mennesker, dyr og planter, blev indleveret i USA i et samarbejde mellem Harvard College, MIT og Broad Institute Inc. De følgende 12 måneder blev der med overlappende indehavere indleveret yderligere 11 patentansøgninger i USA, som beskrev forskellige aspekter af teknologien. Efter et år – i december 2013 – var det tid til at videresende CRISPR-patentansøgningen ud i resten af verden. I den forbindelse anvendte man en meget almindelig patentstrategi, som kort fortalt går ud på, at man samler indholdet af alle 12 amerikanske patentansøgninger i én international ansøgning (PCT-ansøgning), som indleveres til en Internationale Patentmyndighed (WIPO). Efter prøvning af ansøgningen i den internationale fase vælges de lande (ud af de 153 lande som PCT-ansøgningen designerer), hvor man ønsker patentansøgning videreført. Europa blev, blandt flere, valgt ud og ansøgningen blev videre-indleveret til den Europæiske Patentmyndighed (EPO). I februar 2015 blev den europæiske sagsbehandling afsluttet og patentet ([EP2771468](https://worldwide.espacenet.com/patent/search/family/049920627/publication/EP2771468A1?q=pn%3DEP2771468&called_by=EuropeanRegister)) blev udsted. ### Indsigelser mod CRISPR-patentet Når EPO godkender og udsteder et patent, følger en periode på 9 måneder, hvor det er muligt for udefrakommende at gøre indsigelse, hvis man mener at kunne bevise, at den gældende lov ikke er overholdt. Denne mulighed benyttede 9 forskellige organisationer sig af, herunder danske Novozymes. Et af argumenterne for at patentet skulle gøres ugyldigt var, at reglerne omkring retmæssig opfinder ikke var overholdt. Den [internationale patentlov](https://www.wipo.int/treaties/en/text.jsp?file_id=288514#P83_6610) siger at: ”Enhver som indsender en patentansøgning i et land som er medlem af den internationale sammenslutning, har ret til at videreføre denne ansøgning til de andre medlemslande” EPO opfatter det samlede antal ansøger som én enhed og dermed tillægger de ordet ”enhver” betydningen ”samtlige ansøgere på en ansøgning”. USA derimod opfatter ordet ”enhver” som de individuelle opfindere på en ansøgning og mener dermed, at de enkelte parter kan videreføre ansøgningen alene. I CRISPR-sagen var der uoverensstemmelse mellem ansøgerne på de amerikanske ansøgninger og ansøgerne på den international og efterfølgende den europæiske ansøgning; en person manglede. Der var samtidig ingen dokumenter, der kunne vise, at han havde overdraget sine rettigheder til andre inden ansøgningen blev indleveret og dermed klappede fælden. ### Afgørelsen del I At undlade en ansøger var en formalitet, men en formalitet som ifølge EPO ikke var til at misforstå, og patentet blev gjort ugyldigt. Dette understreger i høj grad vigtigheden af formaliteternes betydning og katastrofen, det kan medføre, hvis disse ikke er på plads. ### Sagen i dag Sagen sluttede selvfølgelig ikke der. Afgørelsen blev omgående appelleret til EPOs board of appeal (T0844/18) og høringen blev gennemført over 4 dage (13-17 januar 2020) med endelig afgørelse den forgangene fredag. I grove træk blev sagen om CRISPR reduceret til bl.a. hvordan ordet ”enhver” bør fortolkes, da der som tidligere nævnt er forskelle mellem fortolkning af lovteksterne i USA og i Europa. EPO var meget klare i spyttet og henviste til det bjerg af tidligere sager, som siger, at en gruppe af ansøgere på en patentansøgning betragtes som en enhed og dermed inkluderes de alle under betegnelsen ”enhver”. Den tidligere afgørelse blev derfor stadfæstet og patentet vedr. CRISPR er dermed stadigvæk ugyldigt i Europa. Denne afgørelse er ikke mulig at appellere yderligere, da Board of Appeal er højeste myndighed i konkrete patentsager. Hvis en sag skal bringes højere op i systemet, bliver den forelagt Enlarged Board of Appel (EBoA). Dette sker kun med henvisning fra Board of Appeal eller fra EPOs præsident og EBoA tager kun stilling til spørgsmål vedr. den fundamentale lov og ikke konkrete sager. Hvis det sker, at EBoA træffer en afgørelse, som det vurderes kan have betydning for andre afgørelser, vil disse sager blive revurderet af Board of Appeal Det som har gjort hele denne sag så interessant, er først og fremmest opfindelsen som ligger bag. Der er tale om en opfindelse med et meget stort økonomisk potentiale, med mange parter og der er dermed tale om nogle yderst vigtige rettigheder. Dette kombineret med en (set fra EPOs side) åbenlys fejl i formaliteterne, som har vist sig gennem et utal af afgørelser ikke at være accepteret af EPO. Hvordan kan samme tekst fortolkes så forskelligt landene imellem og vil det være en god ide med et system som det europæiske der omfatte hele verden så vurderingen af patentansøgninger sker centralt og ikke som i dag hos hvert enkelt land. Simon Fredholm er humanbiolog, ph.d og postdoc i immunologi fra Københavns Universitet og nu patentrådgiver hos Chas.Hude. [>>media:144086]
    3 Kommentarer
  • Peter Bøggild

    De kære studerende har ætset os i silicium

    Ok. Jeg har arbejdet med elektronstrålelitografi i omkring 27 år, og synes sørme stadig at det er fascinerende at man kan tegne nanostrukturer med opløsning ned til 10 nm ved at skyde på et stykke plastik med elektroner. Jeg underviser sammen med min gamle våbenbror Anders Kristensen i nanolitografi. Og tænk, blandt de mange mønstre som de studerende havde designet under kynding hjælp fra postdoc Lene Gammelgaard dukkede nogle designs op vi ikke helt havde regnet med at se. Mønstret er tegnet med en 4 nm bred elektronstråle på PMMA (polymethyl methacrylat, også kaldet plexiglas), der efter fremkaldelse i et organisk opløsningsmiddel har fine huller ned til silicium skiven, der hvor PMMA'en blev bestrålet. Efter en kort æts af siliciumskiven, træder mønstrene tydeligt frem. En af de studerende, Tobias Willemoes Jensen, havde skrevet en algoritme der konverterede gråtoner til en tilfældigt antal prikker med en tæthed proportional med hver pixels gråtone, og resultatet af dette eksperimentelle "nanoæts" (en traditionel litografisk metode) er portrætter med samme bredde som et hår, nemlig ca. 50 µm - her er det så os tre læreres fjæs man kan beundre. Billedet er taget med et scanning elektron mikroskop (SEM). Vi spekulerede også på om man ville kunne lave et mønster som gav forskellige billeder alt efter om det er secondary eller backscatter detektoren man bruger til at tage billedet med(*). Og selvfølgeligt hvor lille man ville kunne lave portrættet hvis man virkelig prøver! Tak for snapshotsene! Kurset er fuld skrue intensivt 3 uger med 9-17 undervisning hver dag, hvor de lærer om teoretisk og praktisk nanolitografi - især elektronstrålelitografi og nanoimprint litografi - men der er også tid til at lege (det er jo alvor). (*)De primære elektroner er dem som elektronmikroskopet hamrer ned i overfladen med en kinetisk energi svarende til et sted mellem 2 og 5 kiloelektronvolt (ca 30000 km i sekundet). De bonker ind i de tunge atomkerner (som ændrer deres bane meget) og andre elektroner (som ændrer deres bane i mindre grad). De primære elektroner der når tilbage til overfladen ved hjælp af en eller flere "backscattering" på atomkerner, kan fanges af backscatter detektoren, mens de elektroner, der selv blev ramt af en primær elektron (og altså bliver kaldt "sekundære"), fanges af "secondary electron detektor". Det får man ret forskellige billeder ud af, men opløsningen af et SEM kan være helt ned til få nanometer - selvom det som regel er 10 nanometer eller mere.
    2 Kommentarer
  • Julie-Astrid Galsgaard

    Når angst fører til overvågning og omvendt. Overvågning # 2

    I sidste blog tog jeg afsæt i justitsminister **Nick Hækkerups** udtalelser om regeringens seneste lovgivning om den såkaldte **Tryghedspakke**, der øget beføjelser til øget digitalt, intelligent overvågning af den danske befolkning. Læs mere her [Går tryghed, frihed og overvågning hånd i hånd? Overvågning # 1.](https://ing.dk/blog/gaar-tryghed-frihed-overvaagning-haand-haand-overvaagning-1-231455). Lad os prøve at forstå, hvordan justitsministeren kan komme frem til at svaret på utryghed og ufrihed er øget overvågning. *Men føler danskerne sig da utrygge?* Lad os starte med at få det med ‘trygheden’ på plads, for hvad betyder det egentlig? ##Det handler om Angst Ser man psykologfagligt på det, så opnås følelsen af tryghed ved at en række gensidigt påvirkende indre psykologiske og ydre omstændigheder er på plads. Ét kardinalpunkt er fraværet af ængstelse over en given trussel mod ens fysiske, sociale eller psykologiske overlevelse. **Fraværet af angst**. Og det hvad enten denne trussel er reel eller blot en forestilling.  Som **militærpsykolog** i Forsvaret behandler jeg veteraner med posttraumatisk stresslidelse (PTSD), og her ser jeg dagligt, hvordan netop angst er et bærende og vedligeholdende symptom for PTSD- lidelsen. Veteranerne HAR VÆRET i reel fare, og NU FORESTILLER de sig - kraftigt imod deres vilje! - denne fordums reelle fare eller én, der minder om den.  De har udviklet angst efter at være blevet traumatiseret og føler sig sjældent trygge længere.  Behandlingens omdrejningspunkt er at vække klientens fornuft, som ellers har været “bedøvet” af angst opstået i forbindelse med traumatiseringen, således at hun ud fra sandsynlighedsberegninger, egne og andres erfaringer i livet og faktuel viden om verden kan indse, at græsplænen nede ved Brugsen ikke er undermineret med miner; at der ikke sprænger en bombe i metroen; at folk med mørkt skæg eller langt tørklæde ikke gemmer våben under tøjet; at hun ikke overvåges sit hjem (!); at mareridtene om hvad der skete af uhyrligheder under krigsmissionerne ikke sker herhjemme og så videre. Læs mere om angst og vejen ud deraf her; [Når angsten for terror overmander dig](https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art5630510/T%C3%A6nk-rationelt-n%C3%A5r-angsten-for-terror-overmander-d). **Fornuften er altså det bedste våben til at bekrige (!) angsten eller i hvert fald holde den i kort snor og lade trygheden titte frem.** *Er det mon denne form for ‘tryghed’ justitsministeren taler om? Og hvor i sin argumentationskæde for øget overvågning, putter han mon fornuften ind?* Lad os se, om vi kan komme nærmere et svar ved at arbejde lidt videre inden for den psykologiens forståelsesramme. Vi skal have fat i det “redskab” man i den kognitive psykologi kalder Den kognitive diamant. ##Fra adfærd- og tanke-korrektion til følelses- og krops-manipulation Hvis du bliver spurgt om, hvordan du har det, vil du typisk svare ud fra, hvad status er i henholdsvis dine følelser og din krop; ‘Jeg er bange’; eller ‘Jeg er glad’ og ‘Jeg har ondt i maven’ eller ‘Jeg er varm i kinderne’.  Men krop og følelser lader sig ikke sådan korrigere. Hvis jeg beder dig om at stoppe med at have ondt i maven eller ikke længere være bange, så hjælper det ikke stort.  Så vi skal sætte ind et andet sted og vi har to muligheder: din adfærd og dine tanker. Dem kan vi præge og i vid udstrækning kontrollere. Dette gensidigt påvirkende forhold mellem adfærd, tanker, krop og følelser udgør, hvad man i psykologien kalder **Den kognitive diamant **, som dækker over det terapeutiske arbejde med at præge egne - og andres - væren og væsen. *Kognitiv omstrukturering* hedder denne prægning også, og den gennemføres ved hjælp af adfærdseksperimenter og korrigering af tanker. I min kliniske praksis bruger jeg disse “redskaber” med det opbyggelige formål at behandle syge mennesker ramt af PTSD, angst, stress eller depression således, at de kan leve et tåleligt liv.  ##Fra opbyggelig terapi til kontrollerende teknologi Lad os se, hvordan disse begrebet kan komme i spil, når vi tager KI-understøttet overvågning og frygten for samme. Vi skal dykke ned i “grumset” og se hvordan Den kognitive diamants fire elementer; **adfærd, tanker, krop og følelser,** som i udgangspunktet hører hjemme **i** mennesket, i større og større omfang tages i brug **uden** for mennesket - ude i den kommercielle og statsstyret verden. *For hvad nu hvis man bruger lignende metoder som i mit terapilokale, tilsætter en god portion intelligent teknologi og anvender det på raske mennesker? Hvordan vil det løbe af stablen og hvad vil det få af konsekvenser?* ##Overvågning af adfærd  Det sker allerede. Mange steder. Også i Danmark. Og især i Kina.  **SkyNet** er Kinas svar på gennemgribende digital overvågning af sin befolkning. 20 millioner kameraer overvåger på gader og stræder i realtid og kan på mindre end ét sekund kan identificere samtlige 1,4 miliarder kinesere.  [SkyNet](https://www.abacusnews.com/who-what/skynet-chinas-massive-video-surveillance-network/article/2166938 ) sender information direkte ind til Politiet, som samler og systematiserer informationer om folks medicinforbrug, handler på internettet og i supermarkeder, præventionsmetoder, religiøse aktiviteter, online adfærd generelt, rejser med fly og tog.  Det er ikke for ingenting, at systemet også kaldes *the police cloud.* Derudover indsamles al GPS-registreret færden, biometriske data, print af og genkendelse af ansigt, fingre og stemme. Og folks DNA-profil. ([John Lanchester, oktober 2019](https://www.coursehero.com/file/49114202/John-Lanchester-reviews-The-Great-Firewall-of-China-by-James-Griffiths-and-We-Have-Been-Harmonise/)). **Overvågningskameraer** placeret alle tænkelige steder registrerer folks adfærd( og -fejltrin) og effektuerer statens lovgivning helt konkret ved for eksempel at nægte skoleelever adgang til kantinen eller biblioteket, hvis de tidligere har sovet i timen eller er uoplagte i undervisningen. Derudover kan du på visse offentlige toiletter risikere at løbe tør for toiletpapir, hvis du altså har brugt din daglige ration på 60 centimeter. Og færdes du uheldigvis på et ulovligt område (krydser vejen et forkert sted) vil du se et billede af dit ansigt, navn og din adresse hængt op på videoskærme langs landevejene hængt op til skræk og advarsel - og udskamning.  Med denne massive gennemtrawlende overvågning af befolkningen følger en personlig risiko - eller mulighed afhængigt af øjnene der ser (!) - for at man kan få frataget de ellers adgangsgivende point til sociale, sundhedsmæssige og økonomiske ydelser eller friheder såsom optag af lån eller at kunne søge ind på uddannelser. **I Danmark** Til sammenligning har vi i Danmark blot 1,5 millioner overvågningskameraer, fordelt på såvel private aktører såsom butikker og offentlige institutioner, gader og bygninger. ([kilde](https://jv.dk/artikel/antal-af-overv%C3%A5gningskameraer-kan-v%C3%A6re-tredoblet-p%C3%A5-f%C3%A5-%C3%A5r-2016-12-8(3))). Regeringens nye tiltag; den såkaldte **Tryghedspakke**, består hovedsageligt af øget digital overvågning af bygningen og gader foruden grænsekontrol langs grænsen til Sverige.  En øget beføjelse til Politiet til at anvende digital overvågning i forbindelse med opsporing og opklaring ved begrundet mistanke er i min optik helt igennem fornuftig. Mere tvivlsomt er det, hvis de sætter handling bag snakken om regulær masseovervågning i form af ansigtsgenkendelse i det offentlige rum eller adfærdsovervågning virtuelt. Det er blot en snert af, hvad vi ser i **Kina**, men den heftige debat vidner om, at det er milevidt fra, hvad vi danskere føler os bekvemme ved. *Men hvorfor egentlig? Hvis man ikke har noget at skjule, så har man ikke noget at frygte. Eller hvad?* **Edward Snowden** sidestiller retten til privatliv med retten til at ytre sig - til ytringsfrihed - og rationerer, at selvom du ikke har noget at sige, bør du alligevel beholde din ret dertil. Læs hele interviewet af Snowden fra en paneldebat på University of Arizona her [Speech](https://uanews.arizona.edu/story/edward-snowden-compares-privacy-freedom-speech). ##Selv-monitorering Som med andet lovgivning skal denne regulært invaderende og kontrollerende overvågning medvirke til, at den enkelte borger begynder at internalisere, (det vil sige indoptager) statens ønsker og værdier og af sig selv kontrollere sin adfærd og tanker. Det kaldes *selv-monitorering.*  Når overvågning med tiden fører til selvmonitorering, har det den (smarte) konsekvens, at det overflødiggør den oprindelige overvågning.  Kun tåberne iblandt os - og alle de fartglade typer - overskrider de lovmæssige hastighedsbegrænsninger på de danske veje med risiko for at få bøder eller klip i kørekortet. De kloge holder sig i skindet af frygt for, at der lige netop på dén strækning i dét sekund, de trykker på speederen, holder en fotovogn klar.  Men med overvågning af bygninger og gader som i Danmark, eller på toiletter, biblioteker, kantiner, klasselokaler og af folks hjem foruden krop og bankkonto som i Kina, vil graden (og potentialet!) af denne selv-monitorering blive taget til et helt nyt niveau.  *Giv det lige en tanke:* *Hvordan ville din daglige morgenrutine tage sig ud - og opleves - hvis du vidste, at nogle antageligt kiggede med, hvor end du befandt dig, og hvad end du foretog dig?* Diskussioner verden over inklusiv herhjemme vidner i hvert fald om, at tanken om overvågning vækker ubehag (utryghed?) hos mange, og får folk til at slå sig i tøjret når de føler at deres ret til privatliv og dermed frihed trues. ##Når angst avler angst - og overvågning Om øget overvågning er en god ide eller ej, skal jeg ikke kloge mig på.  Men jeg vil give mit besyv med, når det drejer sig om at vurdere de psykologiske mekanismer, der ligger bag beslutninger som for eksempel øget overvågning. En radikal beslutning, der med tiden vil have gennemgribende effekt på hver enkelt borger og hele samfundet.  Hvis vi skal forsøge at forstå justitsministerens ‘tryghed’, må vi først forstå hvad der kan tænkes at udløse et behov for tryghed og radikale løsninger såsom øget overvågning.  Ja; der er en risiko for terrorangreb og kriminalitet i Danmark. Denne risiko er altid aktuel i et retssamfund. Er der love, kan de brydes. **Politiets Efterretningstjeneste** vurderer trusselsniveauet til at være fire på en skala fra et til fem.  Jeg vil ikke gå ind i hvad dette trusselsniveau dækker over, men derimod argumentere for, at der eksisterer en risiko for en helt anden type trussel, som er mere grundlæggende, gennemgribende og for individet mere ødelæggende end alverdens terror; **angsten**.  ##Fornuften skal vækkes og sejre Hvis nu vi - rent hypotetisk (og ganske polemisk, det beklager jeg) - antager, at justitsministeren har en snert af denne angst i sig, og at angsten er én af de bærende kræfter i beslutningen om øget overvågning. Da må vi behandle justitsministerens angst på samme måde, som jeg behandler veteranernes; vi må have fornuften på banen.  **Vi skal trække livet ud af angsten ved at puste liv i fornuften og sammenskrabe al den faktuelle viden, de reelle erfaringer og sandsynlighedsberegninger af trussel om terror og kriminalitet vi kan.** På den måde får vi først og fremmest et stærkt våben at bekæmpe angsten med, og vi kan undgå følelsesbårne politiske beslutninger. Dernæst får vi et troværdigt grundlag, hvorpå vi kan vurdere, hvad der reelt skal til for at bekæmpe den antagelige trussel.  **Dertil skal vi også huske at medregne folks oplevelse af tab af suverænitet over, hvad de deler af tanker og handlinger. For skønt, der antageligt ikke var meget fut i din telefonsamtale med din søster forleden, så vil tanken om, at en eller anden embedsperson kan kigge eller lytte med, påvirke din oplevelse af situationen. Måske vil du endda korrigere dine ord derefter og altså begynde at overvåge dig selv.** ##Fornuftsdrevne beslutninger, tak Vores følelsesmæssige liv er afgørende for hvordan, vi oplever at have det; om vi har det godt eller skidt - føler os frie eller ej. Til at begribe dette, har vi her taget det psykologfaglige "redskab" **Den kognitive diamant** med de fire gensidigt påvirkende elementer; *adfærd, tanker, krop* og *følelser* i brug. Derfor bør beslutningstagere også tage hensyn til netop folks **oplevelse** af tryghed og frihed, suverænitet over eget liv og retten til privatliv. Kort sagt til at være et væsen med autonomi. Alle er de ikke-målbare kvalitative følelsesdrevne størrelser ja, men de er ikke mere følelsesdrevne end en politisk beslutning, der hviler på angst eller indignation forklædt som en rationel argumentationskæde.  **For ét er, at vores følelser er afgørende for hvordan vi har det. Noget andet er at lave politik og træffe beslutninger på baggrund af dem. Det første er et vilkår, vi skal være os bevidste om og handle med eller mod afhængigt af konsekvenserne derved. Det sidste er en potentiel sårbarhed (uvane om du vil), vi bør holde os i ave for ikke at forfalde til.** *Vi har her gennemgået, hvad der kan ske når vores *adfærd* overvåges. Næste gang skal vi dykke ned i hvad der sker, når de tre øvrige elementer i Den kognitive diamant; *tankerne, kroppen* og *følelserne*, bliver genstande for overvågning - og hvad det har af konsekvenser for os mennesker og især vores omdiskuterede oplevelse af at være ‘trygge’ og ‘frie’.* Fortsat god dag. Julie-Astrid
    19 Kommentarer
  • Søren Tvilsted

    Fremtidens behandling foregår også i patientens hjem

    Forestil dig denne besked: Du har kræft. Hvis du ikke selv har hørt den, så har din bror, din mor eller din kollega sikkert, for hver tredje dansker vil få den af lægen på et tidspunkt. Og med den besked følger naturligvis også en behandling, som skal få bugt med sygdommen. Du skal måske have kemoterapi, og det kan foregå ved, at du med regelmæssige mellemrum kommer ind på hospitalet og får et drop i armen med nogle celledræbende stoffer. Før du kan få næste skud med kemoterapi, er det nødvendigt, at din krop har produceret nok hvide blodceller til at håndtere endnu en behandling, og derfor skal du forbi hospitalet for at få taget en blodprøve. Først derefter ved du og lægerne, om kemoterapi-behandlingen kan fortsætte dagen efter, eller om du skal vente længere. Hvis du får besked på at skulle vente længere, måske en uge, så skal du igen forbi hospitalet til en ny blodprøve. Sådan fortsætter det, indtil kemo-behandlingen er forbi. ##Maskine på køkkenbordet Forestil dig nu, at du ikke skal ind på sygehuset, men har en maskine stående på køkkenbordet, som kan måle de værdier i blodet, som lægerne skal kende for at vurdere, om du kan fortsætte behandlingen. Ud over hvide blodceller måler den også blodprocent (hæmoglobin), blodplader (trombocytter) og fordelingen af de hvide blodceller (differentialtælling). Maskinen fylder ikke mere end en kaffemaskine, og du kan selv betjene den ved at prikke hul på fingeren og presse et par dråber blod ned i en lille plastikbeholder, som du sætter ind i maskinen. Derefter bliver resultaterne sendt til hospitalet, og du bliver kontaktet og får forklaret resultaterne. Du behøver altså kun transportere dig mellem dit hjem og hospitalet, når selve behandlingen finder sted. Sådan et scenarie er man desværre stadig nødt til at forestille sig, for det kan endnu ikke lade sig gøre på tilfredsstillende vis. ##Det skal være muligt at tage blodprøver i hjemmet De fleste apparater er målrettet til brug på hospitalet eller i lægepraksis og er enten for store, for dyre eller for svære og besværlige at betjene for borgerne. Derfor har Sjællands Universitetshospital med finansiering fra EU Interreg igangsat et projekt, som skal gøre det muligt at tage blodprøver i hjemmet. I takt med at teknologien bliver mere avanceret, og apparaternes størrelse skrumper, vinder tests og undersøgelser i hjemmet (’Point of Care’-behandling (POCT)) frem på mange områder, og det er ikke svært at få øje på fordelene. For patienter, som skal have taget blodprøver, betyder det mindre transporttid og planlægning - og det er ret væsentligt for mange, ikke blot dem som ikke er i stand til at transportere sig selv, eller som bor langt fra hospitalet. Lige nu prøver Sjællands Universitetshospital at identificere et blodprøveapparat, som kræftpatienter kan anvende i deres hjem, men det er kun starten, som jeg ser det. Mange andre kunne have glæde af at tage deres blodprøver eller gennemføre dele af deres behandling i hjemmet, og vi leder hele tiden efter inspiration til, hvordan nye løsninger kan lette patientens hverdag.
  • Timothy Jenkins

    What is more dangerous - venom or poison?

    There are many different creatures on this planet that have the power to cause significant harm to us humans through the use of highly sophisticated biochemistry, such as toxins. However, different animals, pursue different strategies and in classical Linnaean (18th century guy who liked to classify everything he could find) fashion we decided to differentiate between them. That way we could know exactly how a particular life form could/would kill us. Thus, the terms ‘poisonous’ and ‘venomous’ were born. However, not all languages are equally obsessed with characterising ways to die in detail and, consequently, don’t use separate words. One of these languages is Danish where everything is classified as ‘giftig’ and, thus, I figured I would help shed some light onto why one might want to understand the difference between a poisonous and a venomous animal and which is more dangerous. So, whilst both use a myriad of different toxins, what is the difference between the two? Given that either way we could die, let's treat this as we would a criminal trial (although in many cases it is our own mistakes that lead to us being envenomated or poisoned – but let’s forget about that for now). Just like in most criminal trials involving assault, manslaughter, or murder, intent is a key factor. Was the accused trying to bring harm to the victim or were they maybe just defending themselves? In the case of our question, poisonous animals use their toxins in self-defence and thus usually store them inside their bodies or secrete them to avoid getting eaten (e.g. toads, poison dart frogs, puffer fish, etc.). ***Assortment of poisonous animals.** This includes a California newt (top left), an Australian cane toad (top middle), a strawberry poison-dart frog (top right), a green-and-black poison-dart frog (bottom left), a dog-faced puffer fish, and a yellow-banded poison dart frog (bottom right).* Venomous animals on the other hand can use their toxins both offensively, e.g. for prey capture (snakes, scorpions, spiders, jellyfish), or defensively (Stone fish, Sting rays, bees, etc.). ***Medley of venomous animals.** Here we have a European bumblebee (top left), a greater blue-ringed octopus (top middle), an Indian spectacled cobra (top right), a Costa Rican tarantula (bottom left), a pacific sea nettle jellyfish fish, and an Australian scorpion (bottom right).* This leads onto the next point of our trial, the weapon. Well, in the case of poisonous animals there is none, however venomous animals have gotten very creative over the past millennia and come up with innovative and very sophisticated tools to serve their particular venom cocktail to their victims: Snakes and spiders use fangs, scorpions are equipped with stingers, stone fish have 13 spines aligned with venom glands, octopuses sport (cool way of saying “have”) beaks, and the list goes on. Thus, having a way of actively introducing your toxins or not is a key distinguishing factor between venomous and poisonous animals. Consequently, the biochemical pre-requisites for the toxins also often differ. Whilst poison toxins need to cause harm by being absorbed through the skin, being eaten, and sometimes being inhaled, venom toxins are directly injected into the lymphatics or blood system of the victim. This often leads to poison toxins being smaller and hardier than venom toxins (they typically need to survive stomach acids and other nasty things trying to prevent them to fulfil their existence’s purpose). So, to conclude our trial: poisonous animals use toxins to protect themselves, do not actively inject their toxins (and couldn’t even if they wanted to), and will only kill you if you decide that touching or eating them is a good idea – I believe Charles Darwin would call this ‘natural selection’. Thus, in the worst case one could charge them with accidental manslaughter, but really, it’s a classic case of self-defence. With venomous animals we have a different story, since they could have either done it to capture and eat you (although in reality no venomous animal is large enough to eat us, so…) or they are just trying to save themselves, i.e. from a big stomping human stepping on them whilst they are having a nice little nap. However, they have a huge arsenal of weapons to induce death and suffering and biochemical warfare with toxins never looks good in front of a judge. Nevertheless, I would once again argue self-defence and absolve them off all their alleged crimes. After all, we are the big scary ones and they are just afraid. Apologies for this totally un-Games of Thrones-esque ending to our trial, but I hope at least the differences between poisonous and venomous animals became a bit clearer. Now that we have answered the first part of our initial question, we can move on to figure out which one is more dangerous, a poison or a venom. In the context of animals, I would say this is an easy answer, but before I bias you with my opinion let me ask you this: Would you be more scared of encountering a black mamba, and a deathstalker scorpion, a funnel web spider, a box jellyfish, **OR** a poison dart frog, a puffer fish, a newt, and a cane toad? ***What's more intimidating this lineup of venomous or poisonous animals?** On the top we have the venomous creatures (from left to right: a black mamba, and a deathstalker scorpion, a funnel web spider, a box jellyfish) and on the bottom the poisonous ones (from left to right: a poison dart frog, a puffer fish, a newt, and a cane toad).* If you are more frightened by the prospect of encountering the second list of animals you either have a strong Batrachophobia (fear of amphibians), an unhealthy appetite for Japanese Fugu (puffer fish, which is one of the most toxic creatures on the planet and some particular humans still decide to eat it), or simply are evolutionary predisposed to die in nature – let me refer back to Darwin once again. I would strongly argue that the first list is significantly more intimidating given that we have a lot less control over being intoxicated (I am not talking about the fun kind of intoxication here). Don’t get me wrong, this list of poisonous creatures can pack a serious punch, but you would typically have to actively decide to get close enough to them for anything to happen. Let’s get back on track though. I would argue in the context of animals, venom is more dangerous. Yet, if we just look at the substances themselves one could argue the other way around. There is a reason that historically poisons and not venoms were used to rid yourself of people you didn’t like. The key advantage being that you could inconspicuously add poisons to someone’s food or drink, or merely bring it in contact with their skin. Even today assassins still use poisons, as became evident after the Salisbury attack on Sergei and Yulia Skripal where Novichok nerve agent was in play. If you tried to do something similar using snake venom, you would need to find a means to inject it, since eaten or drinking these toxins would typically just lead to the destruction of the venom toxins by the stomach acid and skin absorption would typically also be unsuccessful. In fact, the lack of danger venoms pose when ingested rather than injected was a point I wanted to prove whilst at high school. In 10th grade I had to give a presentation of neurotoxins (I already was super keen on anything and everything toxic, so I was very motivated and wanted to smash it out of the park). I decided to include a live demonstration into my talk and prepared accordingly. When the day came I started my presentation I started by introducing the many ways neurotoxins can affect the body and moved on to where they come from. This led me to both bacteria which use neurotoxins as poisons, but also to snakes to use them as venoms. Then I explained the difference and pulled out a vial containing a yellow and amber coloured liquid – cobra venom (I was volunteering at a reptile rehabilitation centre at the time and stated that that’s where I got the venom from). I took of the lid from the vial and declared that to prove venoms cannot cause harm when ingested I would drink this cobra venom. Much to the shock of my classmates, but even more so my teacher, I proceeded to drink the whole vial. Once the initial shock subsided, my teacher asked me whether I was sure about what I had just done and what would happen if I had any minor cuts in my mouth or throat? Would the venom still enter my bloodstream? Well, yes – so I had no good answer and just told him that I was pretty sure I had no cuts and it would be fine… Fortunately, whilst I was a stupid teenager, I wasn’t that stupid, and neither were my colleagues at the reptile centre. They would never give me cobra venom and I would never drink it for the above-mentioned reasons. I had just filled some apple juice into that vial, creating the perfect illusion. Nevertheless, it was enough to net me max points for the presentation. I think it was mostly, because my teacher was relieved, I didn’t die and more importantly, that he didn’t have to deal with. ***My old high-school in Munich (Theresien Gymnasium) and the vial of 'venom' I drank in my Biology class*** So, to sum up: I would argue that venoms are more dangerous than poisons in the hands (or actually fangs, stingers, and spines) of animals, whereas the opposite is true for when they are in the hands of humans. Either way, I would stay clear of both. Neither are too pleasant after all…
    4 Kommentarer
  • Bjørn Godske

    ID.3 er landet – men den er for dyr

    I denne uge har VW åbnet en butik midt på Strøget i København. Den er ikke særlig stor, og der er kun plads til én bil: den nye ID.3. Her på Ingeniøren og Motorbloggen har vi været rundt om modellen flere gange, og det kan fremstå som lidt af et overkill, hvis vi endnu en gang skal omtale bilen. For hvad er egentlig det nye? Nissan har i årevis solgt en elbil i cirka samme størrelse og pris, og Tesla har for længst vist, hvordan man bygger en fremragende elbil helt fra bunden. Min kollega Christian Rantorp har været på besøg på fabrikken i Zwickau i den tyske delstat Sachsen og set, hvordan produktionen af ID.3 under stor fanfare blev sat i gang med besøg fra blandt andre koncernens topchef, Herbert Diess, og bundeskansler Angela Merkel. Men VW er verdens største bilproducent og har altid haft en markedsandel i Danmark, som er langt større end Nissans eller nogle af de andre elbilproducenters. På trods af dieselskandale så er det uomtvisteligt, at VW har en særlig position på det danske marked. Så nu står de her altså med deres første 100 procent dedikerede elbil, bygget fra bunden på en helt ny fabrik. Lad os få data på plads, for de er også nu officielle for det danske marked: Leveringen starter til sommer med en fra-pris på 279.995 kroner. For det får man 330 km rækkevidde, 126 hk og 0-100 km/t på 11 sekunder. Topmodellen hedder Pro S og har en rækkevidde på 550 km, 77 kWh batteri, 204 hk og 0-100 km/t på 8,5 sekunder. Prisen er her 344.995 kroner. Det er interessante tal, fordi en Nissan Leaf i grundmodellen koster 245.900 kroner og har en rækkevidde på 270 km, mens topmodellen koster 327.000 kroner og har en rækkevidde på 385 km. Hvis man kigger på den billigste Tesla, så er det tilsvarende tal 369.000 kroner og en rækkevidde på 409 km. Her er der dog noget mere smæk for skillingen, da 0-100 km/t klares på 5,6 sekunder, og topfarten er 225 km/t. ##Kedeligt er godt Med en enkelt bil i landet er der ikke mulighed for at prøvekøre den. Men det bliver der forhåbentlig til sommer, hvor leverancen begynder. VW’s pressemedarbejder ville ikke ud med forhåndsbestillingerne eller konkrete salgsaftaler, men han kunne afsløre, at hvis de alle sammen gik igennem, så vil ID.3 opnå en væsentlig markedsandel inden for elbiler i Danmark. Hvordan var den så at kigge på i butikken på Strøget? Rigtig kedelig – og det skal forstås positivt. Der var ingen spektakulære detaljer eller dyre løsninger. Det var en bil indrettet med det, man kan forvente, at en bil har i dag. Her er de mest almindelige elektroniske hjælpemidler som parkeringssensorer, adaptiv fartpilot, klimaanlæg og nøglefri adgang. Førerpladsen var indrettet fornuftigt, bagagerummet tilpas stort, og der var mulighed for anhængertræk. Det eneste sted, hvor jeg synes, ID.3 skuffer, er bagsædet. Gulvet ligger så højt, at en voksen person ikke får megen støtte på underlåret, hvilket er trættende i længden. Da en kollega bad mig om at sætte mig ind, så vi nu sad tre mand på bagsædet, viste det tydeligt, at det primært var lavet til børn – vi sad meeeeget tæt. ##Kort eller lang opladning? Spørgsmålet om opladning bliver nok også noget, som VW skal besvare en del gange, når de første kunder kommer ind i butikken. Billigste model (kaldet Pure) kan oplade 45 kWh-batteriet med 50 kW DC og 7,4 kW AC. Man skal op i Pro-modellen med 58 kWh batteri for at få mulighed for 100 kW DC-opladning. Mon det så bliver et problem? Tja, hvis du har hjemmeoplader og sjældent kører langt, så tror jeg, at de fleste vil kunne klare sig fint med 50 kW, når der endelig skal tankes på farten. Men hvis du lægger an til at køre mange, lange ture, hvor der helt sikkert skal fyldes ekstra på batteriet, så er det surt at skulle stå og vente en time, hvis det kunne gøres på det halve. ##Ingen revolution – og prisen er for høj Bliver ID.3 så den elbil, der stormer ind på det danske marked og giver os 'norske' tilstande? Det korte svar er nej. Uden at have prøvekørt modellen tror jeg på ingen måde, at den mangler noget i forhold til anvendelighed. Jo-jo, selvfølgelig skal vi vænne os til de nye udfordringer, elbiler giver, men som bil i dagligdagen er ID.3’eren sikkert glimrende. Men den er for dyr. Med en startpris på tæt på 300.000 kroner vil kunderne ikke vælte ind i butikken. Der vil helt klart være klimabekymrede kunder og alle dem, som ved, at en elbil er billigere i længden og sjovere at køre i. Men ID.3 giver simpelthen ikke nok værdi i forhold til, hvad man kan købe en traditionel benzinbil til. For eksempel står en helt ny Ford Focus til under 200.000 kroner, og en stationcar kan fås for 234.000 kroner. Hvis jeg var en børnefamilie med et begrænset budget, så ville jeg kigge den vej. Derfor skal prisen ned, og jeg mener, at VW skyder sig i foden ved ikke at tage tabet allerede nu. Hvis de i stedet for 300.000 kroner satte ID.3 50-75.000 kroner lavere, så er jeg sikker på, at de ville sætte sig tungt på markedet. Det ville være ualmindelig svært at argumentere for en benzinbil i samme størrelse, hvis startprisen for ID.3 var 200.000 kroner. Samme argument gælder for øvrigt også for Nissan Leaf. Det er på ingen måde en dårlig bil, men prisen er stadig for høj. I salgsmaterialerne skriver VW at »Efter Boblen og Golf starter ID.3 et nyt stort kapitel med fokus på elektrisk mobilitet«. Det er gode tanker, men nok også at tage munden lidt for fuld. Håbet om, at ID.3 bliver den nye 'folkevogn', blafrer stadig i vinden – jeg tror, at der skal mere til. Her kommer lidt billeder fra butikken på Strøget i København:
    73 Kommentarer
Sektioner