Maria Nikoli is an architect with a license in an earthquake-prone country. Having worked as an architect, web designer, and researcher, she found her passion at the intersection between architecture and embodied interaction design. She is now an MSc candidate in Interaction Design at Malmö University. 1. What do you find exciting about technology right now? It’s very intriguing that tech now involves multiple senses at once. Audiovisual media are dominating every platform. There are tons of experimental projects out there that involve other senses too, such as olfactory VR games, for example. I find that very fresh and exciting. 2. Why or how did you choose this path? I decided to follow a very “techy” subfield of architecture while I was writing my research thesis at architecture school, which was about the relationship of body, space, and digital technology. It was then that I realized that technology shapes us and our societies. It even shapes our cultural expressions, as Kristina Höök said. I find this very exciting, and it’s the reason I ended up at a Master’s program in Interaction Design. 3. What has been your favorite project so far and why? The project I’m currently working on: my thesis for the Master’s in Interaction Design. I’m developing an interactive tool with an aim to help architects enrich their sketching process. When architects sketch, they usually do so with visual media, but this tool will afford a multi-sensory, embodied approach. I can’t reveal too many details about my work before my examination, but I can tell you that it’s going to be about sonic ambiances and kinesthesia. Follow me on LinkedIn and stay tuned, more info is coming soon! ** 4.What do you feel the proudest of in your career?** When I was an architecture student in Greece, a couple friends and I founded an activist group that dealt with LGBTQ+ and womens’ rights. We were very active within the very conservative community of our Polytechnic. Of course, this group could not solve the problem on a large scale, but we could see right away that some marginalized students felt like they were finally given a voice. More and more people were making themselves heard and our needs within the student community became more visible. 5. What has been your biggest mistake over the past year and what did you learn from it? My biggest challenge over the past year was accepting that there are some things that I cannot control. What I learned from it is that during times of uncertainty — such as a pandemic — it’s natural that projects may be delayed or go into unforeseen directions, and that’s okay. 6. What is the biggest daily challenge in the field of tech? Tech is a rapidly changing discipline. The tools that we use are constantly evolving. So, whether you work with code, or design software, or anything else really, you always have to be up to date. Sometimes it’s hard to keep up the pace. 7. What do you imagine will happen in technology over the next five years and the next decade? There’s a shift towards technology that is less based on visual symbols and written language and more based on orality, movement, and other sensory input. And in some ways, this technology is already here: think of Alexa, for example, or swiping movements and gestures, or even sensor-based tech. In the future, there might be less of a visual interface and more seamless, unmediated interactions between human and machine. 8. What should we keep an eye on in the future? Social media and other types of digital platforms seem to be fertile ground for the rise of far-right extremists — a recent example would be QAnon emerging out of the 4chan website. Of course, digital technology itself is not the reason why these movements surface. However, if we are to counteract these movements in any way, we should be able to fully understand the tools they use and why they use them. Read more about Maria’s work at: https://www.linkedin.com/in/maria-nikoli-928706209/

Han er ung og demokrat - men kan Pete Buttigieg skabe et nyt paradigme for transport i USA? Biden-administrationen forsøger at få vedtaget en infrastrukturplan til samlet 2.000 mia. dollar. Det kunne derfor har magasinet The Verge spurgt transportministeren, hvordan har ser fremtiden for transport i USA. (Det skal her bemærkes, at langt fra alle pengene skal gå til det vi i Danmark normalt vil lægge ind under infrastruktur) Her sammenligner han blandt andet amerikanernes forhold til benzinbiler og heste. Han taler også om mikrotransport, bæredygtig luftfart, skibe og cykelkultur i Washington. Han virker som den voksne med de store visioner, som de amerikanske demokrater længe har ønsket sig. Men kan han på fire år virkelig når at skubbe udviklingen i et land, hvor benzinbilen er en så fasttømret det af kulturen? Læs interviewet her: The Verge

Første trinnet af den kinesiske LongMarch 5B, opsendt den d. 29 april 2021 fra Wenchang Satellite Launch Center, er her til morgen genindtrådt i den nedre del af Jordens atmosfære. Vragstumper, der overlevede nedbremsningen i atmosfæren, er faldet ned i det Indiske ocean. Jeg har sat nedslagsstedet for raketten ind på kortet nedenfor (se krydset). Ellipsen i Atlanterhavet udfra Afrika viser det omtrentlige nedslagssted for den første LongMarch 5B's 1. trin. De brede stiplede linier ligger på 41,5° henholdsvis nord og syd. Rakettens baneplan havde en inklination med ækvatorialplanet på 41,5°. Linierne afgrænser således det mulige nedfaldsområde for vragstumper. Illustration: René Fléron

Ligesom så mange andre holder jeg af en god bog, og selvom det er det der er indeni der tæller, er der igennem tiden en del opfindere, der har gjort deres for, at det vi læser i også skal være rart at sidde med. Sidste gang skrev jeg om salg af patenter som e-bøger, så det virker passende at tage et kig på e-bogslæsere. De første e-bøger Det viser sig, at der ikke er hel enighed om, hvem der opfandt e-bogen eller e-bogslæseren, muligvis fordi det er svært at definere, hvornår noget er en e-bog. For er der egentlig forskel på en e-bog og at have teksten til en bog digitalt? Det første patent på området er Ángela Ruiz Robles’ ansøgning på en elektrisk og trykluftsbaseret mekanisk metode til boglæsning (løst oversat fra den spanske originaltitel), som hun indleverede i 1949. Desværre havde ansøgningen ingen billeder, og maskinen blev aldrig masseproduceret, men en prototype er udstillet på det spanske nationalmuseum for videnskab og teknologi. Man kan jo desværre ikke lige rejse dertil for tiden for at tage et kig, men billeder af både opfinder og bog kan ses her. Hun var skolelære og udviklede sin opfindelse for at eleverne ikke skulle slæbe lige så mange skolebøger frem og tilbage til skolen. Femten år senere i 1984 ansøgte Texas Instruments om patent på et apparat til at levere proceduremæssige instruktioner – altså en slags e-bogslæser til at have mange forskellige manualer samme sted. Det var stadig en noget større sag, end vi er vant til i dag, blandt andet fordi batterier var en del større, så de måtte bæres med i den tilhørende kuffert. Fig. 1 fra EP0163511A1 Apparatus for delivering procedural type instruction, gengivet fra patentdatabasen Espacenet. Illustration: John Harkins and Stephen H. Morris Nuværende e-bøger Selvom de tidligere varianter var skridt på vejen, er det skærmtypen, der blev opfundet af Joseph Jacobson et al. for E ink Corp, der ledte til e-bøger, som vi kender dem i dag. Den slags skærme kaldes elektroforetiske, og med en meget overfladisk forklaring bygger de på at have en lang række små kapsler, der kan styres elektroforetisk – altså man kan styre systemet imellem to forskellige tilstande ved at sende en strøm igennem. Desuden har systemet en masse retroreflektive strukturer, hvor lys sendes direkte tilbage mod kilden uden at spredes i mange forskellige retninger. Ved at styre de elektroforetiske elementer kan man styre om der kommer lys frem til retroreflektorerne og dermed om en pixel er mørk eller lys. I patentet beskriver opfinderne en række forskellige måder til at blokere for refleksion – enten ved at blokere lysindfald eller blokere for punktet, hvor refleksionen finder sted. Figs. 6A-6C fra patentet Retroflective electrophoretic displays and materials for making the same US6249271B1. Figurerne viser en af de varianter, der kan bruges til at lave skærme med elektronisk ”blæk”. Den retroreflektive struktur (42) er et V eller en kube, der styrer hvordan en lysstråle (40) reflekteres tilbage parallelt med retningen den kom ind i. Alt efter hvor en elektroforetisk partikel (38) befinder sig kan den enten tillade at lyset kommer ind og bliver reflekteret uden problemer (som i Fig. 6A og 6B), eller den kan blokere at lyset kan finde vej ind til stukturen og blive reflekteret (som i Fig. 6c). Illustration: Jonathan D. Albert et al. Men det er bare ikke det samme som på papir Selvom jeg selv kun modstræbende gav e-bøger en chance, må jeg indrømme, at jeg er blevet rigtig glad for at læse på den måde. Det er praktisk at kunne have et helt bibliotek samlet et sted, inklusiv ordbog til når der er noget man er i tvivl om, og indbygget lys er heller ikke dårligt. Men det sagt er det ikke det samme. Det kan være rart at være omringet af sit bibliotek, faktisk at bladre sig igennem siderne, og så er der jo den fjollede ting, som vi er mange læsere der holder af: duften af en ny bog. Men det er åbenbart ikke alle, der synes, at det er sagen med duften af papir og tryksværte der kun lige er størknet. Der er i hvert fald også opfindelser, der er møntet på at fjerne eller maskere duften. Der er for eksempel en kinesisk opfindelse på en reol, der er særligt lavet til at slippe af med lugten af ny bog. Ud over en bund bogen kan stå på, er der her mellemplader, der kan holde bogen åben, så siderne kan dampe af. Fig. 1 fra CN106037265A New book smell removal shelf, gengivet fra patentdatabasen Espacenet. Illustration: Bin Zhang Og hvis nu man ikke kan slippe helt af med lugten af ny bog, kan man maskere den med en anden duft i stedet, som i den koreanske brugsmodel på en duftende bog, hvor et lille duftmodul er monteret i bogryggen og siderne er udskåret, så der kan bladres rundt om det. Figs. 3 og 4 fra A scented book (maskinoversættelse fra original koreansk titel), gengivet fra patentdatabsen Espacenet. Illustration: Yoon Hyeok-Jin Da jeg gav mig til at søge på opfindelser med bøger og dufte, havde jeg ærligt talt forventet, at det ville være noget der skulle få min e-bog til at lugte af papir, men der tog jeg fejl. Hvordan foretrækker du at læse dine bøger?

Ester Cinelli is an Italian interaction designer with a background in Industrial Design. Now she is studying Interaction Design at Malmö University, and she is especially interested in how technology shapes people's behavior and activities in their daily life, with a focus in User Experience Design. Illustration: Sanna Klefbom 1. What do you find most exciting about technology right now? I find exciting the thing that is a relatively new field, there's a lot of experimentation and it's continuously evolving and dynamic. It's interesting to see how it's always more embodied in our offline world, from the way we listen to music to how we make art. It's shaping our lives. 2. Why or how did you choose your path? My path started when I decided to study Industrial Design in Politecnico di Milano. At the time, probably because of a cultural mental asset, I thought it was mostly about furniture design, but actually, I have never designed a chair. Over my learning process, I had the opportunity to work on product design projects that were involving technology, innovation, and experimentation. After my bachelor's, I decided that I wanted to pursue my studies in the Interaction Design Master's program at Malmo University thanks to my bachelor's thesis. 3.What do you feel the most proud of in your career? My biggest proudness, so far, is related to a hackathon that I won with my group project back to my bachelor's. It was the "5G Challenge", a hackathon promoted by Vodafone and Politecnico di Milano. It has been one of the most exciting moments of my life when the jury announced that my group, with two others, have been selected to develop our concept among several talented colleagues. After the selection, me and my team developed the concept with Vodafone's team members and Polifactory (the makerspace/fablab of Politecnico di Milano) and this experience allowed me to work for the first time in a heterogeneous project group to design something that would work in real life and design for a multinational company. After the development, we did not win the competition but it was a big pleasure just to live that experience.  4. What has been your favorite project so far and why? My favorite project so far is my bachelor thesis project. It was a glucometer and insulin injector system for people affected by diabetes, who start for the first time the insulin therapy. It was extremely complex since it was my first individual project and I took care of all the aspects, from the user research to the engineering of the product. At the same time, I had a lot of fun, it was a big challenge for me and it was a turning point in my career path since from this project I decided to pursue my studies in Interaction Design. 5. What strengths do you think are most important in your field? Flexibility and curiosity. This field is continuously evolving and changing, I think it's really important to be able to adapt to different situations and to don't see only one way to design as the right one. It's also important to be curious since Interaction Design covers a wide range of topics and as a designer, it should be natural to be always up to learn new things! Follow Ester's work here: LinkedIn: https://www.linkedin.com/in/ester-cinelli-2b8657162 Greater Spaces is written by Majken Overgaard and Vanessa Julia Carpenter where we work to expand the narrative of what technology is and who creates it. We speak with Danish and international female role models within technology and between these interviews we share what is most interesting to us, with a focus on diversity.

Motorbloggen har været ude at køre to ret forskellige kinesiske elbiler, og her kommer en minianmeldelse: Aiways: Først et helt nyt mærke, som nogle måske har hørt om, men de færreste har set. Det hedder Aiways, og det er den danske Suzukiimportør, som skal stå for salget i Danmark. Modellen hedder U5, og i størrelse må den betegnes som en mellemstor SUV. Batteriet er på 63 kWh, og det giver en rækkevidde på 410 km. Motoren er på 150 kW, og 0-100 klares på respektable 7,5 sekunder. På udstyrssiden er det tydeligt, at der er købt hardware på det internationale marked (sandsynligvis fra Bosch), og funktioner som vognbaneassistent, fartpilot, nødbremse og diverse sikkerhedsalarmer er standard. Det gode salgsargument for U5 er nemlig netop udstyr, størrelse og pris. Den kommer i to versioner til hhv. 299.990 og 334.990 kroner. Forskellen op til den dyreste er en anelse kortere rækkevidde og ekstraudstyr som kunstlæder, soltag, elektrisk bagklap og trådløs opladning af mobiltelefon. Der er ikke mulighed for krog, men Aiways arbejder på at kunne tilbyde en cykelholder. Danmark er det femte land i Europa, som får bilen, og den skal sælges via nettet og 12 showrooms hos udvalgte Suzukiforhandlere. Hvordan kører den så? Meget tilforladeligt må man sige. Der er ikke nogen store overraskelser, og det skal forstås positivt. Bilen er rummelig, men stadig overskuelig i snævre situationer og derfor nem at komme rundt om hjørner og smalle gader med. Man sidder højt og godt, og hovedinstrumenterne, som består af tre små skærme, er nemme at overskue. Der mangler dog lidt arbejde på menuerne på info-skærmen, som er uoverskuelige og ikke lige lod sig afkode i farten. På motorvej prøvede vi op til 130 km/t (den er begrænset til 160 km/t), og som forventet er det noget, som virkelig sluger kilometer på rækkevidden - men selve kørslen var, som den skulle være. Men det betyder også, at bilen generelt er ret uinspirerende at køre, man bliver simpelthen hverken forelsket eller overvældet. Oven i det trænger en ret irriterende lyd sig på, sikkert fra en elmotor, og generer kørslen. Opladning kan se med op til 90 kW på en DC-hurtiglader og med 3,7 kW hjemme med en AC-lader, hvilket vil sige, at der kun lades med 1 fase. Det sidste er nok et af Aiways’ helt store problemer for at kunne slå igennem: Det er nok de færreste, som har lyst til at bruge 15-16 timer på at oplade bilen derhjemme, når mange andre biler kan lade med 11 kW. Konklusionen er derfor, at hvis du står og skal bruge en halvstor elbil med masser af udstyr til en rimelig pris, så er U5 fra Aiways et godt bud. Kompromisset er, at rækkevidden og kvalitetsfornemmelsen ikke når de dyrere modeller fra europæiske producenter. Illustration: Aiways Polestar 2: Hvad der måske manglede af luksusfornemmelse i U5’eren fra Aiways, er der virkelig skruet op for i Polestar 2. Bilen er, som de fleste nok allerede ved, det elektriske brand under kinesiske Geely, der også ejer Volvo. Den er ligesom U5 bygget i Kina, men folkene bag understreger, at produktudviklingen er sket i Sverige. Det sidste kan man godt fornemme, selvom arven fra Volvo synes mere og mere udvandet. Der manglede dog ikke noget i den del af oplevelsen, og kvalitetsniveauet føltes lige så højt, som det kunne forventes med den højere prisseddel. Helt konkret skal der betales mindst 449.000 kroner for den billigste model, når de første ruller ud på de danske veje til efteråret. Batteriet er på 78 kWh, og det giver en WLTP-rækkevidde på 470 km. Når det gælder acceleration, er der virkelig smæk på de 408 hk, og 100 km/t nås på 4,7 sekunder. Topfarten er 204 km/t. Hjemme kan bilen oplades med 11 kW, og på hurtigladere kan det ske med helt op til 150 kW. Som sædvanlig er der en fin skærm bag rattet og en noget større til højre for føreren. Den gode nyhed er, at Polestar har brugt tid at gøre menuerne logiske og oversigten god. Det er faktisk nemt at finde rundt, mens man kører, og dermed kunne kontrollere de vigtigste ting. Styresystemet er baseret på Android Automotive OS og skulle være den første bil i verden med det system. Dermed er der også problemfri adgang med en Android-telefon - det blev ikke prøvet, da vi kun havde en iPhone. Køreoplevelsen var virkelig god i Polestar 2, men det krævede noget tid at få tilpasset siddepositionen til mine 186 cm. Da jeg endelig var kommet på plads og fået hævet sædet, så der var nogenlunde støtte på baglåret, opstod et nyt problem - det var svært at komme ud igen, fordi jeg nu nærmest sad med hovedet oppe i soltaget. Også på bagsædet var pladsen sådan set ok, når man først sad der, men ind- og udstigning var vanskeligere end i en helt almindelig minibil (som undertegnede er ejer af). Måske er det noget, man kan vænne sig til, men jeg skulle lige ramme dørkarmen nogle gange, før jeg fik bøjet nakken nok til at komme ind og ud. Om alle vil have lignende problem, skal jeg ikke sige, men det nok besværet værd at tage forbi en af de fem kommende lokationer i Danmark, hvor det vil være muligt at prøvekøre Polestar 2, før købskontrakten underskrives over nettet. Illustration: Polestar

Sanna Klefbom is an interaction designer with a humanistic background in culture, aesthetics and media. She is currently studying Interaction Design at Malmö University. Her interests lays foremost in the relationship between technology and culture, with a passion for feminist HCI and co-design. Illustration: Sanna Klefbom 1. What do you find exciting about technology right now? This is a hard question as I think there are so many exciting aspects of technology that are just opening up for me. But something that I find really interesting is the ethical aspects related to technology's effects on ways of living, thinking, and being. At the moment I found these aspects interesting in relation to the rapid implementation of covid-19 related technology - to see how quick-fix solutions are opening up new long-term ways of doing things, but also to think of how it might lead to long-term consequences as the pandemic crisis forces us to put new technology into use without time for critical considerations. 2. Why or how did you choose this path? I was introduced to interaction design when I studied my bachelor's in media, aesthetics, and culture. In a collaboration with researchers from RISE Research Institute of Sweden we were introduced to the relationship between design, culture, and critical thinking, and I realized that interaction design was a field that suited me perfectly, without me knowing that it even existed. After I graduated, I found the interaction design master program at Malmö University which felt tailored for my interest - and luckily, it was open for applicants even with a humanist background. 3. What has been your biggest mistake over the past year and what did you learn from it? Definitely that I have been doubting myself a lot. I think the combination of fearing that my bachelor studies wouldn't lead to my true interests, and not knowing how to proceed with my career, made me doubt my choices and competencies. Too much self-doubt was a mistake as lack of competence obviously wasn't true and just drained a lot of unnecessary energy. The year ended with me realizing that my study background was exactly what I needed for my next step in my career. 4.What do you feel the proudest of in your career? As mistakes often are followed by success, one of the proudest moments in my career came just after my time of doubt - when I was accepted to the interaction design master at Malmö University. It was a proud moment for me as I thought my competencies wouldn't lead to an accepted application. 5. What has been your favorite project so far and why? A project called Probing Presence that was carried out together with four colleagues in my class. In the project, we wanted to explore perspectives on the perception of mediated presence. We explored this by bringing together soma design methods, digital prototyping, and feminist HCI. This project is my personal favorite so far as it opened up new questions and perspectives about design methods, ethics, bodies, and the human relationship to technology, as well as to new areas of design I had never before worked with such as microelectronics and code. Illustration: Sanna Klefbom 6. What do you imagine will happen in technology over the next five years and the next decade? Getting back to the discussion about covid-19 related technology, I believe that the pandemic crisis will lead to a more critical, humanistic, and "slow" tech field in the decade to come. In response to the fast-changing time of the pandemic with rapid implementations of new unconsidered technological solutions in quick design processes, I imagine that we will see a contrast in the tech field with slow design processes that consider holistic long-term consequences of design, based on more diverse ways of living and being than the western way. Follow Sanna's work here: LinkedIn: https://www.linkedin.com/in/sanna-klefbom-6494b2190 Greater Spaces is written by Majken Overgaard and Vanessa Julia Carpenter where we work to expand the narrative of what technology is and who creates it. We speak with Danish and international female role models within technology and between these interviews we share what is most interesting to us, with a focus on diversity.

For et års tid siden lukkede Danmark ned, og vendte op og ned på alting – og needless to say også vores raketbyggeri, hvilket næppe er en overraskelse for nogen. Samtidig er vi long overdue for en opdatering! Derfor vil vi nu fortælle lidt om, hvordan man bygger Europas mest avancerede studenterbyggede raket, launcher den (ja, spoiler alert), og generelt får et frivilligt foretagende almindeligt vis bygget på fysisk fremmøde til at fungere virtuelt fra den ene dag til den anden og med restriktioner på alt vores arbejde – alt sammen under en global pandemi. Så lad os tage det i kronologisk rækkefølge og starte med at gå tilbage til onsdag d. 11. marts kl. ca. 16.00. Vi har godt hørt om det her coronavirus, der florerer en del i Kina og Italien, og vist også er begyndt på det i Danmark. Vi sidder en hel del DanSTAR medlemmer ”hjemme” i vores base i DTU Skylab, da pressemødet starter kl. 18 og vi informeres om at landet lukker ned, deriblandt samtlige universiteter, og vi sendes hjem fra vores uddannelser i foreløbigt to uger. Vi kunne jo godt regne ud at de to uger ville blive forlænget, og selv om ingen af os forudså præcis hvor længe det ville vare (ja hallo, 2022 is that you?) så måtte der sættes nogle aktioner i søen, især ift. at DTU Skylab ville låse af kl. 12 næste dag. Der blev ret hurtigt ringet rundt til samtlige muligheder for arbejdsplads og opbevaring, så vi kunne fortsætte arbejdet under lockdown. Dengang havde vi stadig en naiv tro på, at vi ville komme til New Mexico i juni og launche vores raket, Dragonfly, til raketkonkurrencen Spaceport America Cup. Men det kommer vi til, let’s not get ahead of ourselves. Efter facebookbeskeder i alle retninger, hastige telefonopkald og vist også et par Redbulls, lå der en løsning klar. Vi fik lov at flytte hele molevitten ind i fælleslokalet på Kampsax Kollegiet på DTU Lyngby Campus. Og med hele molevitten mener vi alt vores essentielle værktøj, testudstyr, og nå ja, så selvfølgelig raketten – og vores elkedel. Gud forbyde, at vi både skulle klare os igennem en lockdown OG undvære vores trofaste instant kaffe. Torsdag morgen mødtes vi i Skylab og rev teltpløkkerne op og flyttede 900 m længere væk. ”Vi ses på den anden side,” blev der sagt til Skylab medarbejderne på vej ud af døren. Illustration: Amalie Rasmussen Illustration: Amalie Rasmussen Vi var naturligvis utrolig taknemmelige for muligheden på kollegiet, men alle kan vist skrive under på at det var udfordrende at omstille sig til primært online møder samt koordineringen for at undgå at være for mange samlet om arbejdet, hvis vi endelig mødtes fysisk. Vi kløede på så godt vi nu kunne, coronausikkerhed, -ensomhed og frustration til trods, samtidig med at al undervisning blev omlagt med varierende succesrate. Denne kommentar er taget fra vores interne, skriftlige kommunikationsmedie: “[…] concentrate on your studies, time saved now can be used after the corona thing is over. The rocket still needs to fly in June.” To uger senere var konkurrencen aflyst. Og Danmarks lockdown blev yderligere forlænget. Det var inden samfundssind, podning og mundbind var en fast del af vores vokabularium, og det primære fokus lå på, hvordan vi bedst kunne fortsætte arbejdet uden at være for besværet af situationen. I maj måned ramte vi DTU’s eksamensperiode, og motivationen faldt yderligere samtidig med at vores nye base blev hyppigere besøgt af kollegianere, der brugte lokalet til eksamenslæsning (rimelig fair), og vores fysiske arbejde blev derved også yderligere besværliggjort. Da Danmark begyndte at åbne op igen, så vi vores snit til at starte vores tests op igen. Heldigvis havde vi brugt fem weekender i træk i januar og februar 2020 på hotfires (raketmotortests), så der var ikke så langt igen. Troede vi. Mens alt dette stod på, lå det hele tiden i baghovedet at et af vores primære formål med at bygge netop denne raket – Spaceport America Cup – var aflyst, og vi var derfor relativt opsatte på at finde en anden måde at launche vores raket på. At launche sin raket er immervæk dét primære formål med at bygge én i første omgang. Så hen over foråret og sommeren blev der taget initiativ fra DanSTAR’s daværende formand, Rasmus Arnt Pedersen, til at stable en europæisk launch-mulighed på benene. Gennem dialog med den også daværende generaldirektør for ESA, Johann-Dietrich Wörner – som kort forinden lockdown lagde vejen forbi DTU – tog Portugal Space opgaven på sig, og på hvad der uden tvivl må være rekordtid, blev European Rocketry Challenge (EuRoC) en realitet. Der lå derfor en launchdato relativt klar, og vi havde derfor en mere håndgribelig deadline at arbejde efter. Det hjalp vist både på motivation og arbejdsmorale for flere medlemmer. I august fik vi mulighed for at flytte "hjem" igen til DTU Skylab, da landet var åbnet nok op og launchforberedelserne blev nu iværksat. Samtidig åbnede det nybyggede Skylab 3.0 op, inklusiv vores spritnye garage. Ved fraflytning donerede vi vores trofaste elkedel til de søde Kampsax beboere, der holdt vores raket-roderi ud i 5 måneder. Må deres instantkaffe altid være varm og koffeinrig. Kort efter hjemflytningen ramte vi september, og dermed vores static fires (vertikale tests), hvor man tester alt, undtagen selve launch af raketten; dvs. man tester sammenspillet mellem alle systemerne – og håber på det virker! Illustration: Amalie Rasmussen Som det måske kan ses, så var det en bragende succes (bragende, get it? Fordi det larmer… okay). Det var en ret speciel oplevelse at stå på Refshaleøen, press play, og så rent faktisk se det stykke arbejde, vi har kæmpet så hårdt for at få til at virke, rent faktisk lykkedes. Som tidligere nævnt var der nu en europæisk raketkonkurrence to attend, og kun to uger efter vores static fire var der afgang til Ponte de Sor, Portugal, hvor vi med succes launchede vores raket, Dragonfly. Men det er en helt anden historie… Illustration: Miguel de Sousa

Dansk er et snedigt sprog. Vores ord kan som legoklodser sættes sammen og danne nye ord. I første verdenskrigs rædsler fik vores sprog brug for et ord til at beskrive de nye våben baseret på fx gas. Dermed var begrebet masse-ødelæggelsesvåben skabt. Efter anden verdenskrig blev atomare våben føjet til kategorien. Op igennem den kolde krig balancerede verdensfreden på den såkaldte MAD doktrin (mutually assured destruction), altså gensidigt sikret udslettelse. Fordi begge parter i den kolde krig havde tilpas store lagre af masseødelæggelsevåben og et tilpas hurtigt varsel og affyringssystem var begge parter klar over at et angreb på modparten var lig med selvmord. Den tilstand gik under betegnelsen terror-balancen. Så i kølvandet - eller snare som modvægt til - masseødelæggelsesvåbene fulgte altså en terror-balance. Det væsentlige her er del-ordet "balance". To stater stirrer hinanden i øjnene og begge stater er klar over at modparten er svært bevæbnet og klar. Når vi anvender ordet "masse" foran "våben" henviser det i virkeligheden til den forstærkende effekt disse våben tilbyder. En lille gruppe af mennesker (måske så få som en enkelt person) kan ved egen indsats udøve vold mod en meget stor mængde af mennesker, måske så mange som en hel nation eller verdensdel. Det at få mennesker får et instrument til at true eller skade mange mennesker giver anledning til forstavelsen: "masse". Hvis ikke sådan en situation, altså at få har stor magt over mange, balanceres, risikerer den let at løbe løbsk. Under den kolde krig bestod balancen i at den ene parts regering truede den anden parts befolkning og omvendt og da ingen af regeringerne havde lyst til at miste sin egen befolkning blev magt-instrumentet holdt i bero. Idag har vi et lignende instrument, det tilbyder også en lille gruppe mennesker at udøve magt overfor en meget stor gruppe mennesker. Dette instrument har helt analogt og passende også fået betegnelsen "masse" klistret foran: masseovervågning. Masseovervågning tilbyder de få, ved ganske lille indsats, at overvåge og dermed kontrollere de mange. Den store forskel mellem situationen idag og under den kolde krig er at vi ikke har nogen balancerende mekanisme til masseovervågning. Der er ikke noget incitament til ikke at anvende instrumentet. Tværtimod hører vi næsten dagligt om hvorfor vi skal anvende masseovervågning og at: "mere er bedre". Selv vores minister Nick Hækkerup er hoppet med på den illusoriske bølge og prøver at forklare os at overvågning giver frihed. Min blog-kollega Julie-Astrid Galsgaard tager emnet overvågning = frihed op, men holder sig fra kritik. Det synes jeg er synd. Som ingeniører ved vi at uregulerede systemer potentielt er ustabile. Når vores styringsenhed - regeringen - skruer op for masseovervågningen, så er det naturligt at spørge: Hvad er den bremsende og dermed balancerende kraft i det system? Der er tilsyneladende ikke nogen. Andre stater er naturligvis også kun interesserede i masseovervågning. De store tech-virksomheder spiller også på "mere er bedre" siden. PHK har for lang tid siden erklæret at den enkelte borger ligesågodt kan give op. Interessant nok har et af arne-stederne til masseovervågningsteknologierne - San Fransisco - indset at ansigtsgenkendelse er for farligt at slippe løs. Herhjemme vandrer magthaverne stadig bedøvet efter den skarpe lygtes inciterende lys. Tilsyneladende tænker de: "Det må være godt, når det lyser så stærkt." Jeg kan kun håbe at de vågner op af tornerosesøvnen i tide og indser at der ikke er en < CTRL >-z funktion. For at bevare et stabilt demokratisk samfund skal magtpotentialet i et masseovervågningssystem udbalanceres, Når vi indfører masseovervågning bliver vi også nødt til at indføre et masseskjul.

Lørdagens tragiske ulykke i Texas med en Tesla S, bliver mere og mere mystisk. Kort fortalt, så omkom to personer, da deres Tesla S missede et sving og kørte ind i et træ. Politiet siger, at de har øjenvidner, som hævder, at der ikke sad nogen på førersædet, og at bilen derfor formentlig var sat til Autopilot. Nu afviser Elon Musk, at Autopilot var sat til. Your research as a private individual is better than professionals @WSJ! Data logs recovered so far show Autopilot was not enabled & this car did not purchase FSD.Moreover, standard Autopilot would require lane lines to turn on, which this street did not have.— Elon Musk (@elonmusk) April 19, 2021 Musk fremhæver også, at Autopilot kræver, at der er tydelige linjemarkeringer i begge sider af vejen. Den vej bilen kørte på havde ikke sådanne markeringer. Politiet i Texas kræver nu, at Tesla udlevere loggede data fra bilen. Oven i det har det amerikanske myndigheder (NHTSA) bekræftet, at der sættes en specialundersøgelse i gang for at forstå detaljerne omkring ulykken. Så lige nu rejser der sig en del spørgsmål, blandt andet: Er det overhovedet muligt at køre en Tesla S på Autopilot uden, at der sidder en person i førersædet? Kunne det tænkes, at en person har forsøgt at styre bilen fra passagersædet uden, at Autopilot var slået til? Nogen vil måske undre sig over, at man går så meget op i en enkelt trafikulykke. For selvom det er tragisk, at to personer har mistet livet, så dør der årligt cirka 38.000 personer på de amerikanske veje. Men der er noget meget større på spil, nemlig fremtidens selvkørende biler. Måske ikke så meget om de kommer eller ej - de fleste er enige om, at vi nok skal se selvkørende biler i en eller anden form. Men spørgsmålet er om allerede nu kan stole på systemerne eller om de skal udskydes X antal år endnu. For Tesla er der også rigtig meget på spil. Elon Musk har i årevis annonceret, at den fuldt selvkørende bil var lige om hjørnet og ulykker er ikke godt for den proces.

Som jeg efterhånden har nævnt en del gange, er et af argumenterne for/formålene med patenter, at man gratis og åbent deler viden om teknologi. På den måde kan der bygges videre og udvikles flere opfindelser. Derfor er der rigeligt med patentdatabaser, hvor patenter og patentansøgninger kan læses kvit og frit. Jeg har tidligere gennemgået en del af de større databaser, hvor den slags kan findes. Men siden da, har jeg fundet ud af, at der er flere steder man kan finde patenter at læse. Patenter udgivet som ebog Ud over de officielle patentdatabaser er patenter nemlig dukket op i Amazons kindle-boghandel. Her kan du købe patenter i ebogsformat til omkring 25 kr stykket. Eller det kunne man i hvert fald, men alle jeg tidligere har fundet er sidenhen blevet fjernet fra Amazon. Siderne er dog gemt i googles arkiv, hvor man kan se, at man for eksempel kunne købe ebogspatenter om haptiske systemer til telefoner, aktive optiske fibre og processer til produktion af biobrændsel. Givet det bredde udvalg tror jeg næppe, at det handler om en enkelt opfinder eller to, der har fået den fikse idé at lægge deres patent op som ebog. Illustration: Gerd Atlmann via Pixabay Det positive spin: Promovering Hvis vi starter med at kigge på ebogspubliceringen af patenter fra en positiv vinkel, kunne man forestille sig, at det handler om at få et større publikum. Mange der leder efter information søger ikke i første omgang efter patenter. Sandsynligheden for at få sin opfindelse set bliver altså større, hvis teksten også dukker op hos Amazon – eller i en vilkårlig anden mere bred søgning end i et patentarkiv. Jeg kan godt forstå, hvis opfindere gerne vil have, at flest muligt hører om det, de har lavet. Det kan være i håb om et samarbejde, en licensaftale eller bare fordi man gerne vil have, at der bliver videreudviklet på ens arbejde. Så hvorfor ikke bruge alle ruter til at nå et større publikum? Jeg synes, det er et reelt problem, at der er så meget viden og information gemt af vejen i patenter, som folk ikke ved, hvordan man finder. Så i bund og grund synes jeg ikke, at det er helt dumt, at de dukker op steder, hvor flere folk laver søgninger. Det sagt er det jo klart, at hvis man faktisk bare genre vil have sin tekst læst, er der ikke nogen grund til at ebogsversionerne ikke er gratis. Bondefangeri eller det der er værre? Men selvom de ikke er dyre, er patenterne i ebogsformat ikke lagt op til at være gratis, og de bliver tydeligvis taget ned igen inden for et par måneder. Om det er Amazon, der smider dem ud, eller uploaderne selv der tager dem ned efter et stykke tid, aner jeg ikke, men i begge tilfælde tyder det desværre ikke på rent mel i posen. Den mest ”uskyldige” forklaring er, at det simpelthen er et svindelnummer, hvor sælgeren håber på, at nogle få folk falder over de her patenter og beslutter at betale for at læse dem. Forhåbentlig er det ikke mange, der ryger i den fælde, men givet at indholdet har været gratis, og det næppe tager mange minutter at få det online, ville det alligevel være en potentiel indkomst uden meget større indsats end at skulle slukke for sin samvittighed. Den mere skumle teori er, at nogen bruger det til hvidvask af penge, idet det er nemt at oprette profiler til både køb og salg og give en kvittering. Jeg synes til gengæld ikke, det virker så legitimt, når man kan se, at det er patenttekster, der er blevet solgt, så om det faktisk ville virke, tør jeg ikke sige. Må patenter overhovedet udgives som ebøger? Hvis vi ser bort fra motivationen et øjeblik, er der også et spørgsmål om, hvem der overhovedet har lov til at udgive de her ebøger. For det er jo en tekst, så den er vel beskyttet af ophavsret (engelsk: copyright), så det ikke er lovligt for andre end ejeren at distribuere den, eller hvad? Illustration: Mohamed Hassan via Pixabay Hvis vi lige tager et hurtigt sving omkring ophavsretten, er det noget, der opstår i det øjeblik, hvor det kreerede bliver skabt. Det kan for eksempel være den tekst, man skriver. Man behøver ikke at ansøge om ophavsret – det er en grundlæggende ret til det, man selv har lavet. Retten varer længe, men dog ikke evigt. Loven varierer lande imellem, men i Danmark ophører ophavsretten for eksempel, når der er gået 70 hele år efter udgangen af det år, hvor skaberen af værket døde. Når ophavsretten udløber bliver værket offentligt eller det man på engelsk kalder en del af the public domain. Så må andre gerne ændre, genudgive og distribuere det. Opfordring til offentlige værker udgivet som ebog Amazon har faktisk i høj grad opfordret til, at folk selvudgiver offentlige værker i let modificerede versioner. Det var en del af kindlehandlen fra begyndelsen, efter sigende fordi Amazon gerne ville have et stort udvalg af ebøger så hurtigt som muligt, og de netop også gerne ville have adgang til klassikerne. Amazon opfordrer dog ikke til en-til-en genudgivelser men kræver, at der fortages nogle ændringer i form af annoteringer, at værket blev oversat, eller at der kom illustrationer med. Så i nogle formater er den slags udgivelser en udbredt og godkendt forretningsmodel. Dog tror jeg næppe, at nogen af de patentudgivelser har været lavet med de påkrævede ændringer – jeg har dog ikke forsøgt at købe nogen af dem for at finde ud af det. Patenter og ophavsret Men har patenter da ikke ophavsret? For de patenter jeg fandt var jo ikke for opfindelser, der var gamle nok til, at opfinderen kan have været død i 70 år. Ophavsret for patenter en lidt mudret størrelse. Det er ofte patentagenten, der har skrevet teksten og dermed normalt ville have ophavsretten til den, men det virker jo heller ikke rimeligt, at jeg sidder med retten til beskrivelsen af en andens opfindelse. I nogle lande er ophavsretten derfor flyttet til opfinderen eller ansøgeren, imens der andre steder som for eksempel i USA ikke er ophavsret på patentansøgninger. Det er nok også derfor, at alle de ansøgninger, jeg har kunnet finde solgt som ebøger, har været US-ansøgninger. Så hvad synes I, er det i orden at sælge en gratis tekst for at få den mere udbredt, eller er det bare gemen svindel uanset, hvem der står bag?

With a background in Industrial Design Engineering, Raquel is now studying Interaction Design at Malmö University, with a special interest in assistive technology. Illustration: Raquel Cañete Yaque 1. What do you find exciting about technology right now? From my point of view, the fact that it is being applied to a lot of different fields, reaching more and more people. It is amazing how rapidly it is entering everything we do. All the new advances in technology and the pace at which it develops are making it possible to solve a very wide variety of problems. 2. Why or how did you choose this path? I decided to study industrial design engineering because I have always loved maths and physics but there was also a very creative part of me that I didn't want to leave behind, and this major gave me the opportunity to combine both fields in one. I then became very interested in smart products, especially in the field of assistive technology so I decided to continue my career with the interaction design master program. My final goal with interaction design is to make a change for the better in someone's life, because, in my opinion, that is our role as designers in society. 3. What has been your biggest mistake over the past year and what did you learn from it? I would say that it has been fearing and taking a step back when it came to the creative and artistic phases of the design process. Coming from an engineering field, I always had the feeling that I was not creative enough, or that ideation was something I was not good at, so I preferred to let others take the lead. I ended up realizing that all I needed to do was to work on those skills, study and learn, and that I was as much of a designer as the rest of my colleagues. It took some time for me to understand that those creative and artistic skills are not something you are born with but something you train and learn. 4. What do you feel the most proud of in your career? I feel proud about how much effort and hard work I have put into it. I had to sacrifice several things during my bachelor's degree in order to finish my engineering major in four years and with the best results possible. Those results have opened many doors for me to continue my journey, starting with the master's degree program I am enrolled in right now. I would say that I am proud of how far I got in such a short period of time and how much ambition I have to keep growing in the field. 5. What is the biggest daily challenge in the field of tech? It would probably be coordinating the work of many people with different backgrounds. Being an engineer, I have a different idea of what a work process is from what other designers have. Specifically, in my master's degree, we all have completely different academic and cultural backgrounds and it is always a challenge to coordinate and get to a common understanding of how to proceed in a design process. It is important to listen, try to understand, and put aside one's ideas when it is necessary, although I believe we always do a good job with that. 6. What has been your favorite project so far and why? My favorite project so far is KEYme, a multifunctional smart toy for children with autism that I developed at the University of Sevilla. This toy was designed to be completely adapted to the needs of children with ASD in order to develop several skills while playing and having fun through different game modalities. A functional prototype was also developed in order to test several functions. As mentioned before, assistive technology is the field I am currently most interested in and I would like my projects to have a social impact. This project was my first step to reach that goal. 7. What do you imagine will happen in technology over the next five years and the next decade? We are going to become more and more dependent on technology. Technology is currently gaining importance in our daily lives and we are getting used to delaying more and more responsibilities on it. We are becoming so used to technology that we are putting our unconditional trust in it, sometimes trusting it more than our own instincts and I am afraid this might have long-term effects if we don't put limits to it. 8. What should we keep an eye on in the future? Technology is developing at a faster pace than society and questions are going to arise regarding values and ethical issues. Society is going to have to answer these questions and place its limits to where this technology is helping and where it´s drawing us back in many ways. We in the field of tech need to understand our responsibilities and don´t let marketability be the only aspect that leads the project; it is essential to put our values first. Read more about Raquel here: Linkedin: linkedin.com/in/raquel-c-8a48b1b6 SciProfiles: https://sciprofiles.com/profile/1486878 Greater Spaces is written by Majken Overgaard and Vanessa Julia Carpenter where we work to expand the narrative of what technology is and who creates it. We speak with Danish and international female role models within technology and between these interviews we share what is most interesting to us, with a focus on diversity.