Vi deltager i næste uge i antennekonferencen AP-S/URSI 2021, der som regel afholdes i USA, men som i år er henlagt til Singapore. Som det fremgår af konferenceprogrammet, omhandler den alt om små antenner, store antenner, antenner til wearables, til mobiltelefoner, til 5G og 6G, til biler og fly og - mest interesse for os - antenner til satellitter og satellitkommunikation. TICRA bidrager med tre papers til konferencen, og jeg præsenterer et af dem fredag i næste uge. Mit paper handler om et europæisk projekt, hvor vi har været med til at udvikle såkaldt udfoldelige antenner, der er store antenner, der kan pakkes sammen i kompakt form og slås ud, når en satellit er i kredsløb. På den måde kan man have større antenner med, end hvad pladsen i opsendelsesraketter ellers tillader. Dette indhold kan kun vises hvis funktionelle cookies er accepteret. Klik for at opdatere samtykke Konferencen er en såkaldt hybridkonference, hvor man både kan deltage fysisk - i Singapore - og virtuelt fra sin computer fra hvor som helst. Tidsforskellen mellem Danmark og Singapore er syv timer, og allerede for flere måneder siden gjorde arrangørerne opmærksom på denne tidsforskel - og dens implikationer for planlægningen af programmet. Sessioner til konferencen starter kl. 8:00 lokal tid, hvilket altså så her er kl. 01:00 om natten, og eksempelvis europæiske bidragydere skal derfor potentielt stå op midt om natten for at præsentere deres bidrag. Mit eget bidrag er havnet i en eftermiddagssession, dvs. som starter kl. 7:00 dansk tid, og det er trods alt acceptabelt. Til gengæld har jeg kigget programmet igennem, og andre dage er der spændende bidrag midt om natten dansk tid. Illustration: Jakob Rosenkrantz de Lasson Alle forfattere er blevet opfordret til at lave en videooptagelse af præsentationen, og det har mange gjort - men ikke alle. Forhåbentlig finder jeg videoer af de præsentationer, jeg ikke får set midt om natten. Og ellers må jeg læse papers i proceedings og kontakte forfatterne på konferenceplatformen eller via e-mail. Hvad man virkelig mangler ved sådan en hybridkonference er at møde andre deltagere uformelt over en kop kaffe i pauserne eller over frokost eller en middag om aftenen. Dette er, udover de konkrete faglige bidrag, en væsentlig del af det at tage på konference. Ligeledes er udstillingen - hvor vi ofte har haft en stand til denne og lignende antennekonferencer - et sted at møde kunder, brugere af vores software og samarbejdspartnere. Der er også en virtuel udstilling til denne konference, men vi har valgt ikke at have en stand - da det mildest talt ikke er den samme oplevelse som på en fysisk udstilling. Læs også: Fremtidens konferencer: Fysiske eller virtuelle? Omvendt giver eksempelvis de optagne præsentationer en bedre mulighed for at se og gense talks og evt. diskutere dem med kolleger, som ikke deltager i konferencen. Til fysiske konferencer ligger flere gode talks sommetider samtidig, og så er man tvunget til at vælge og kun se én af dem. For fremtiden håber jeg dog på en større grad af tilbagevenden til konferencer og workshops, hvor vi kan mødes fysisk. For nu og den næste uge gælder det dog hybridkonferencen AP-S/URSI 2021 - i Singapore - fra København - delvist afholdt midt om natten.

Sidste gang skrev jeg om, hvordan der ikke er nogen former for rettighedsbeskyttelse, når det kommer til selve spillereglerne i brætspil. Men nogle delelementer af brætspil, kan man godt beskytte. Det gælder blandt andet de tekniske komponenter, som man kan få patent på. Her er nogle af dem, jeg har kunnet finde, hvor det også er lykkedes at få udstedt patent hos EPO, som er noget mere strikse med kravene til det tekniske end for eksempel USA, hvor man kan få beskyttelse for mere spilrelaterede dele. Kravene til beskyttelse Som nævnt et par gange før er kravene til at man kan få patent på en opfindelse (blandt andet): Det skal være en teknologisk opfindelse, der løser et teknisk problem (Art.52 EPC) Det skal være nyt (Art.54 ECP) Det skal have opfindelseshøjde i forhold til det der allerede findes (Art.54 EPC) Det skal kunne bruges i (en) industri (Art.57 EPC) Selvom jeg er glad for brætspil, skal jeg ikke kunne påstå at have læst nok op på feltet til at kunne sige, hvorvidt de enkelte dele er nye, eller hvad en fagmand indenfor brætspilskomponenter ville kunne klare uden at være opfindsom. Men når det kommer til beskyttelse i brætspil er det ofte det teknologiske der kommer i vejen. Så det vil være det jeg prøver at holde øje med, for de forskellige patenter. Magnetiske brikker Det 30 år gamle spil Myretuen brugte magnetiske brikker, så det er der ikke i sig selv noget nyt i, men de kan jo bruges på forskellige måder og være meget forskelligt udformet. I 2006 blev patentet EP1735064 udstedt for et spilsystem, hvor et bræt har fordybninger med en bestemt afstand, og brikkerne er stænger med magnetiske kugler i enderne, hvor stang og kugle altså svarer til afstanden imellem fordybningerne i brættet. På den måde kan brikkerne samles og stables i faste strukturer. Fig 1 fra patentet EP1735064B1 gengivet fra patentdatabasen Espacenet. Illustration: Claudio Vicentelli Magnetlegetøj og byggedele med faste størrelser er jo ikke i sig selv nyskabende, men det er altså den specifikke kombination, der er blevet givet beskyttelse for her. Et andet produkt ville altså kun krænke patentet, hvis alle følgende dele er inkluderet (løst gengivet fra krav 1: Et magnetisk bræt med fordybninger, hvor der er bestemt afstand imellem fordybningerne Brikker der skal have en stang og en kugle i hver ende af stangen Brikkerne skal kunne samles magnetisk Brikkerne skal have en længde, hvor stang og de to kugler svarer til afstanden imellem fordybninger. Der kan nok spilles en del forskellige spil med et sådant system, men hvis konkurrenter ændrer på faconen af brikkerne eller for eksempel laver det, så der skal være to stænger imellem hvert punkt, er det altså ikke længere et problem. Det skal også være i forbindelse med et brætspil, da patentet går på ”et magnetisk spil” med ovenstående elementer, så andre systemer, der bruger magneter til at bygge med uden et tilhørende magnetisk bræt er altså heller ikke noget, der ville skabe en konflikt. Figurer man ikke bare flytter på Et andet eksempel på særlige komponenter kan findes i EP2781243B1 ”Board game instrument for learning”, hvor spillet involverer aber med arme der kan bruges som en fjedrende katapulter til projektiler, der skal skydes i eller efter en pyramide af kurve. Fig 5.c fra patentet EP2781243B1 gengivet fra patentdatabasen Espacenet. Illustration: Korea Board Games CO LTD Grunden til at det har kunnet beskyttes er, at der netop er tale om nogle tekniske komponenter i forbindelse med udformningen af de fjedrende elementer og stablingen af kurve. Det er igen vigtigt at understrege, at beskyttelsen kun går for den konkrete kombination af elementerne: Mindst to projektiler Mindst tre konkave kurve med en flad kant i toppe og en flad bund, hvor toppen er større end bunden Et bræt, hvor kurvene skal stå, og når de er i brug pyramidstakkes i to eller flere lag Mindst to kort med forskellige spilleinstruktioner En affyringsplatform til at sende projektilerne af sted ved brug af fjederkræfter (aben) Affyringsplatformen skal være monteret sådan, at den kun kan bevæges op og ned, ikke til siderne (abens arme). Den vakse læser lægger nok mærke til, er en kurv eller en fjeder i sig selv ikke ligefrem noget nyt, ligesom spillekort med instruktioner heller ikke er det. Men det er kun kombinationen af alle delene, der er beskyttet. Det nærmer sig altså at være beskyttelse af spillet. Men det siger jo egentlig stadig ikke meget om, hvordan spillet skal spilles, for man ved ikke noget om det, der står på kortene om hvordan man skal skyde projektilerne efter kurvene på bestemte måder. Magic the Gathering og tapping Hvor ovenstående er udstedt af EPO, er der her tale om et amerikansk patent, der ikke er blevet udstedt i EP. Men Magic og patentet på ”tapping” af kort det ikke, er et af de mest kendte brætspilspatenter derude, så jeg syntes alligevel lige jeg var nødt til at nævne det. Tilbage i 1997 fik Wizards of the Coast nemlig et patent, der inkluderede mekanikken at dreje et kort fra at være oprejst/portræt orienteret og til at ligge ned/være i landskabsformat for at vise, at det kort havde været brugt i den runde – såkaldt at tappe kortet. Eller det vil sige, at helt så simpelt er det ikke for der er selvfølgelig flere dele, der skal være opfyldt for at krænke kravet. Der skal – eller skulle for patentet er nu udløbet – være tale om: En metode til at spille et spil med to eller flere spillere, hvor: Hver spiller sammensætter deres eget dæk med et fast antal kort ved at udvælge kort fra det samlede mulige udvalg, Hver spiller trække er en hånd af kort med et fastsat antal efter at have blandet deres dæk, så der trækkes tilfældigt. Hver spiller skiftes til at have tur. I deres tur trækker de, spiller og kasserer kort ifølge spillets regler indtil spillet slutter. I turen skal spilleren: Spille et af deres kort ned på bordet i et spilleområde, Aktivere kort ved at vælge et eller flere af kortene og dreje kortet fra den position det startede i til en anden position (altså stående til liggende ud fra illustrationerne). Ovenstående er selvfølgelig løst gengivet, hvor jeg for eksempel har udskiftet ”spilkomponent” med ”kort”, fordi det er det man bruger i Magic, og fordi det i praksis er det, der er vist i alle patentets eksempler. Det er en beskyttelse, der ofte har været nævnt i spilsammenhænge, fordi mange spil bruger den mekanik, men folk for eksempel har forsøgt at komme udenom det, ved ikke at angive, hvordan man skal aktivere et kort, og lade det være op til spillerne om de vil dreje det eller lave en anden markering. Men igen er det også en vigtig pointe, at der ikke er nogen krænkelse, hvis ikke alle elementerne er med. Så det skal altså inkludere trinnene med at sammensætte sit eget dæk fra et udvalg, og man skal have lov til at spille et kort ned fra hånden i samme tur, som man aktiverer det eller et andet kort. Figuernerne 1G og 3 fra patentet US5662332 ”Trading card game method of play”, gengivet fra patentdatabasen Espacenet. Illustration: Richard Channing Garfield Et andet interessant element i det patent (som jeg ellers ikke har hørt meget snak om) er, at de i krav 2 og 3 forsøgte at beskytte det, at de kort man sammensætter sit dæk fra er købt og byttet – altså et generelt trading card game (TCG). Det sagt er det stadig i sammenhængmed ovenstående trin, så det kræver stadig, at man spiller et spil, hvor man lækker kort ned på bordet og aktiverer, dem ved at rotere dem. Så på den ene side er der tale om nogle meget brede elementer i TCG’er, men på den anden side dækker patentet kun, når der er kombinationen af alle disse brede elementer. Hvad er de mest tekniske spilkomponenter I er stødt på?

Illustration: Fisker For små seks år siden mødtes jeg med Henrik Fisker på en lille Café i Hillerød. Det har taget et par måneder at få interviewet i stand, pludselig kommer der en mail, som fortæller at han mellem jul og nytår er i landet og gerne vil afsætte en times tid til at tale med Ingeniøren. Historien kan læses her, men jeg vil især hæfte mig ved følgende citat: »Tendensen for elbiler har været, at man enten har lavet noget, som ser mærkeligt ud eller bare er kedeligt. Men du står med en ny teknologi, så hvorfor ikke lave et nyt og virkelig fedt design? Med elbilernes batterier og elmotor er det muligt at ændre proportionerne og vægtfordelingen i forhold til traditionelle biler. Men de elbiler, vi ser i dag, har propor­tioner, som i det store hele svarer til de biler, vi har haft i mange år – vi mangler nogen, som gør det helt anderledes,« sagde han dengang. I sidste uge kom så de endelige version af Henrik Fiskers eget bud på en elbil, nemlig Fisker Ocean. Den blev vist på Los Angeles Auto Show og selvom vi har set designet i nogle år, så var der alligevel et par overraskelser med. Først og fremmest prisen: I lang tid har Fisker proklameret, at en elbil kan være billig og som startpris havde han lovet, at Ocean ville ligge på under 40.000. Det viste sig faktisk at være rigtigt: startprisen er $37.499. I USA kan det betyde en købspris på omkring $30.000 når alle tilskud er indregnet. I Danmark er det hurtigt blevet omregnet til en startpris på 325.000 kroner for en elbil der kan køre 400 km på en opladning. Det er nærmest præcis samme pris, størrelse og rækkevidde, som for en Hyundia Ioniq 5. Man kan også bestille de noget dyrere modeller Ocean Ultra og Ocean Extreme/One, hvor der både er mere rækkevidde og flere kW at gøre godt med. Det skyldes blandt andet, at hvor den billigste Ocean må nøjes med Lithium Iron Phosphate (LFP)-batterier, så har de to topmodeller fået Nickel Manganese Cobalt (NMC)-batterier leveret af kinesiske CATL. I Extreme er rækkevidden over 560 km, men så er prisen også $69.000. Batteriet i Ocean kan også bruges til V2G. Der var ellers en periode fra cirka 2017 til i begyndelsen af sidste år, hvor der blev satset på solidstate-batterier til topmodellerne. Men i foråret 2021 forsvandt solidstate-batterier fra planlægningen, faktisk sagde Henrik Fiske direkte at “på nuværende tidspunkt har vi helt droppet solidstate-batterier, fordi vi simpelthen ikke kan se, at det kan realiseres.” Masser af bæredygtighed Fisker har været rigtig god til at bruge ordet “Sustainability” og ved præsentationen blev der omtalt et “vegansk” interiør og peget på brugen af genbrugsmaterialer. I får lige formuleringen her: “Den miljøvenlige kabine har højkvalitetspolstring, tæpper og interiørdetaljer lavet af genbrugte plastikflasker, genbrugt gummiaffald, slidte T-shirts og forladte fiskenet trukket op fra havet.” - så bliver det vist ikke mere højstemt. Så er det altid rart, at man i Ultra- og Extreme-versionerne har hhv. 5540 og 550 hk at gøre godt med og kan nå 92 km/t på 3,6 sekunder, så man hurtigt kan komme væk fra strand og de gamle fiskenet. Illustration: Fisker I Extreme-versionen, vil der også være installeret et tag med solceller, der skulle give cirka 2.400 km gratis kørsel i solrige områder (sikkert Californien) og helt op til 3.200 km under ideelle forhold. Har Henrik Fisker så skabt en anderledes bil en resten af branchen? Nej, ikke rigtig vel? Den ligner en SUV og selvom Fisker Ocean har noget de kalder for Smart Traction, som skulle få den til at køre som en sportsbil, så er det svært at se, at Ocean skulle kunne overvinde de fysiske love eller være med sportsagtig end alle de andre elektriske SUV, der bygges for tiden. En sjov lille funktion er et såkaldt California-mode (kun på Ultra og Extreme), hvor alle vinduer, også de bagerste ved C-stolpen, rulles ned og soltaget åbnes. Det ser fint ud til en sommer dag, også i Danmark. Som alle andre elbiler i dag, så har Ocean også en stor rektangulær skærm. Men i modsætning til mange andre, enten vælger at de skal være "landscape" eller "portrait", så kan skærmen vendes som man vil have det. Men mon ikke man vælger enten den ene eller anden vinkel og så lader den bliver der, jeg har svært ved at forestille mig, at man jævnligt har brug for at dreje den. Men ikke desto mindre, er det imponerende, at Henrik Fiske på så kort tid har været i stand til at finansiere, designe og snart også producere en elbil. De første 5.000 styk skal leveres fra november næste år og bliver fremstillet hos Magna-Steyr i Østrig. Bilen vil blive købt over nettet og i Danmark og resten af Skandinavien, bliver det værkstedskæden Mekonomen, der skal stå for service.

Hvis du var turist i nano-land, hvad ville du se? Hvad ville du gøre? Hvis du var en milliard gange mindre og en milliard gange "hurtigere" end et menneske, ville du kunne se atomer med det blotte øje, bygge hvad du har lyst til ligesom det populære spil Minecraft, og følge med i de lynhurtige processer der afgør hvordan naturen opfører sig på atomar skala. På en måde er det hvad vi professionelle forskere prøver at gøre hver dag med hjælp fra fantastiske instrumenter som transmissions elektron mikroskoper, atomic force mikroskoper og avancerede simuleringer og teori. Vi forsøger - så godt vi nu kan - at besøge denne besynderlige nanoverden, for at undersøge atomer, molekyler og nanomaterialer, og for at lære (vi er jo fra DTU) hvordan vi får det lavet om til noget der kan bruges til noget spændende eller vigtigt. Somme tider anvendelserne lige om hjørnet, andre gange er der længere udsigter (men med kæmpe potentiale). Nok om det. Vi elsker at have besøg af skoleelever, som i sidste uge hvor der var 20 elever på erhvervspraktik på fysik. Det er elever der søgt at komme på DTU Fysik fordi de ligesom os synes at fysik er spændende. De har altid masser af (gode) spørgsmål, og forbløffende meget viden. I fredags havde vi fornøjelsen af at kanon-godt hold der virkelig lover godt for fremtiden. Jeg nævnte at diamant er det hårdeste materiale vi kender (og på den måde grafits modsætning) hvorefter en af eleverne fortæller mig at han har læst om Q-CARBON, som er ENDNU hårdere. Det er tilsyneladende rigtigt, og helt gået forbi min radar. Spændende! Det må jeg skrive en blog om en dag. Dette indhold kan kun vises hvis funktionelle cookies er accepteret. Klik for at opdatere samtykke Her i fredags fortalte jeg først holdet lidt om lav-dimensionale materialer ("materialer fra en anden dimension"), hvorefter Kirstine fortalte om hvordan det er at læse Fysik på DTU. Så var det tid at løse billet til en rejse til nanoverden. Rejselederen var Zan Mahmood, der er head developer på vores Retina VR projekt, som mig og en kollega (Mads Brandbyge) startede for ca. fire år siden. I vores VR system kan du: Gå ind i et laboratorium hvor du selv er ca. 6-7 nanometer høj. Bygge molekyler og nanomaterialer med atomer fra hele det periodiske system - med en række "tools". Eller dine hænder. Systemet holder styr på hvor mange bindinger de enkelte atomer kan indgå i (mere eller mindre). Du kan se molekylerne relaksere - dvs findes deres naturlige form, i real time - det er et magisk syn, virkeligt fascinerende, og det giver virkelig mening når man ser det. Du sætter elektroder på, og kan lave elektriske målinger - og de bliver opdateret i real-tid, når du laver noget om i strukturen, fx fjerner eller tilføjer et atom. Retina VR kan meget mere, men i den under 2 minutter lange video nedenfor, kan man se hvor hurtigt Kristian fra Bavneskolen i Dalby finder ud af hvordan man gør. Vi har afprøvet systemet med alt fra 7-årige børn til midaldrende professorer (som mig), og det uden konkurrence unge og børn der hurtigst finder ud hvordan man gør. Det er ekstremt oplivende at se en så ung elev efter 1 minuts instruktion selv gå igang med at lave og udforske nanostrukturer, som om han ikke har lavet andet, mens resten af holdet hujer, griner og klapper. Totalt sejt, Kristian! Zan Mahmood arbejder på at kunne kommercialisere systemet så vi kan få det bredt ud til så mange som muligt. Det ville være intet mindre end en revolution i undervisning, hvor elever der dårligt nok er startet på fysikundervisning kan lege sig til en ægte intuition om hvordan atomer, molekyler og nanostrukturer opfører sig. Jeg bruger selv systemet, som bygger på "rigtig" hardcore fysik-biblioteker. Der bliver indgået kompromiser i programmering af fysikken for at få det til at køre hurtigt nok til real-tid, men er "korrekt" nok til at jeg også som erfaren forsker kan få noget ud af det. Men først og fremmest har jeg en kæmpe optur over at se hvor gode børn og unge er til at lære, når bare de får det rigtige værktøj - som jeg i al ubeskedenhed vil påstå at vi har lavet i dette tilfælde. Bum.

For mig at se er det den største glæde ved at køre en elbil: Jeg træder bare på speederpedalen, og bilen sætter i gang. Stille og roligt. Når jeg letter trykket, så bremser bilen. Og flytter jeg foden helt, så standser den og holder helt stille, uden at jeg behøver at træde på bremsepedalen. Sådan bør det være i en elbil, hvis du spørger mig. Og hvilken bilproducent kan dog finde på at snyde sine kunder for den oplevelse? Jo, der er faktisk nogen, der mener, at kunderne kan leve uden denne funktionalitet. Motorbloggen har for nylig haft fornøjelsen af Audis Q4 e-tron, en VW ID4 i Audi-forklædning. Og hvilken forklædning. Umiskendeligt Audi og en førerkabine, second to none. Skyhøj kvalitet i materialevalg, og ingen dikkedarer. Jeg hører til blandt dem, der gerne vil betjene ting med knapper i en bil. Og her kommer Audi mig i møde med et mere knap-baseret betjeningspanel, end man finder i VW og selvsagt i Tesla, som har luget godt og grundigt ud i knapperne. Tak for dét, Audi. Jeg havde således også foretrukket, at de trykfølsomme knapper på rattet var fysiske knapper. Men man vænner sig til dem. Og der er god respons fra store skærm, som er integreret i bilens instrumentbord. Illustration: Christian Grunert Rantorp Fortsætter med at trille Men hvad pokker er der blevet af 'One Pedal Drive' i den her bil? Audi fortæller i den forbindelse, at bilen ikke stopper helt, selvom den manuelle rekuperation er slået til på sit højeste niveau. Når den er bremset helt ned, kører den fortsat med 6-8 km/t, så man skal fortsat træde på bremsen for at kunne standse helt, hvilket for mig at se tager noget af glæden ved den funktion. Det er klart, at man stadig bruger bremsen i en elbil, men her ærgrer det mig, at jeg skal bruge den så meget, som det er påkrævet uden One Pedal Drive. For langt de fleste brugere af denne bil, vil den ”automatiske rekuperation” formentlig være slået til, så bilen ifølge Audi selv kan afgøre, hvornår den vil rekuperere. Hvis man ønsker at justere selv, skal den manuelle funktion aktiveres inde i bilens indstillinger, så føreren efterfølgende kan styre rekuperationen i tre niveauer ved hjælp af de to “gearskiftere” bag på rattet. Det undrer mig, at Audi ikke giver sine kunder muligheden for ægte One Pedal Drive, men ræsonnementet synes nok at være, at bilen er bygget til de bilister, der ønsker en elbil så tæt på det, de i forvejen kender (og elsker) fra diesel og benzin, som muligt. Illustration: Christian Grunert Rantorp Tilforladelige køreegenskaber Hvilket bringer mig videre til det næste. I den her bil kan man til tider blive tvivl om, hvorvidt det nu er en elbil, man sidder i, eller bare en meget komfortabel og lydsvag fossilbil. Således er den ikke voldsomt accelererende, som eksempelvis en Tesla Model 3. Der er i vores tilfælde tale om en Attitude 40 e-tron-variant, med et 77 kWh-batteri, 204 hestekræfter, en tophastighed på 160 km/h og en 0-100 tid på 8,5 sekunder. Det er med andre ord ikke en raket med vilde, nakke-invaliderende accelerationer, vi får. Til gengæld er der fin komfort, og rigeligt med power til almindeligt brug. Og hvem har egentlig også brug for en raket? Bilen er pakket med en meget fornuftig, men ikke prangende WLTP-rækkevidde på 490 kilometer, som ved motorvejskørsel ryger et stykke under de 400 kilometer. Audi’en lader med op til 125 kW på DC-laderne, hvilket lige præcis er godkendt, omend man kunne frygte, at det nok er til den langsomme side, når vi er et par år ude i fremtiden. Kias hypede EV6-model lader på papiret dobbelt så hurtigt, så 125 kW er måske liiiige i underkanten. Illustration: Christian Grunert Rantorp Kedelig og stolt af at være det Men Q4’eren kører slet og ret godt i de fleste situationer. Den befinder sig naturligt på motorvej, hvor den i øvrigt er relativt støjsvag, og der er plads til de mest fornødne pakkenelliker i den elektriske SUV’s bagagerum på 520 liter. Q4 e-tron starter fra 349.990 kr. for en 35 e-tron, mens 40 e-tron starter på 384.990 kr., og i Attitude-udstyrsversionen, som var den, vi kørte, koster den 399.990 kr. Man fristes til at sige, at Audi Q4 e-tron er en lidt kedelig bil at køre i og kigge på. Men det er helt sikkert også meningen, og det fungerer sådan set også. Jeg forestiller mig, at det konservative bud på en mellemstor og praktisk elbil vil sælge pænt blandt dem, der gerne vil eje en elbil (og en Audi), men ikke ønsker at gå “all-in” på den rene elbil-oplevelse endnu. Illustration: Christian Grunert Rantorp Vi andre vil nu gerne have en elbil, vi kan betjene med én pedal, tak. Er der mon nogen her på bloggen, som har prøvekørt bilen eller ligefrem anskaffet sig en? Og hvad er i så fald jeres indtryk af den?

Mon ikke de fleste der så DR dokumentaren "Genbrugsmyten", fik kaffen galt i halsen. Her er vi danskere troligt igang med at indrette vores køkkener, så der kan sorteres stigende mængder plastik - og så påviser en TV dokumentar, produceret af Why Plastic, at dele af plastikken ender i europæiske afkroge via et illegalt milliard marked og meget ofte brændes af. Skønne spildte kræfter! Lad os starte med at rette i titlen på dokumentaren. Den burde retteligt have heddet genanvendelsesmyten - ikke genbrugsmyten, for det er helt centralt, at det er i genanvendelsen, ikke genbruget af plastik at det går galt. Når vi genbruger for eksempel plastikposen, jo flere gange jo bedre, så forbedrer vi produktets samlede miljøeffektivitet og når det så er slidt op, skal det over i genanvendelsen hvor produkterne nedbrydes for at blive genopbygget til nye produkter. Det er i genanvendelsen balladen opstår og vi bliver nødt til at spørge os selv om, hvor længe vi forbrugere skal blive ved med at udsortere et materiale der er så dårligt designet, at det ikke kan komme retur i produktionen, men brændes af eller eksporteres illegalt rundt omkring i Europa. For gode til at sortere det er vi dæleme. Og meget giver mening. Metalfraktionen er meget nemmere at genanvende. Det samme gælder papir, glas med mere, MEN det store smertensbarn er og bliver de stigende mængder plastik. Vi forbrugere er med andre ord væsentlige medspillere i det cirkulære samfund, hvor ressourcerne indkapsles i systemiske løsninger – og til dels til nar. Ånden er ude af flasken. Ud af den plastik vi indsamler til genanvendelse, bliver kun 15% genanvendt ifølge Dansk Affaldsforening. På det nye forbrændingsanlæg på Amager Bakke, ARC, har man helt opgivet at dokumentere genanvendelsesgraden. Sporbarheden er der simpelthen ikke, så fra at vi troede at 70% blev genanvendt, er vi nærmest ved at ramme bunden med de 15% udmeldt af affaldsforeningen. Det er super kritisk i mere end en forstand. Kritisk fordi forbrugernes tillid til deres rolle i systemet får en kæmpe mavepuster her. Hvorfor skal vi fortsat sortere plastik? Hvilke mål er der fra politisk hold og industriens side om at reducere antallet af plasttyper, antallet af kemikalier, herunder farvestoffer, så vi får en reelt genanvendelig fraktion. Hvordan skal det ske i Danmark, i EU og verden for mange produkter kommer jo langvejs fra. Det må være rimeligt at forbrugerne kan se ind i en udsigt til at deres arbejde nytter. Det andet superkritiske er, at regeringen i sin affaldsplan på klimaet har satset på genanvendelsen. Istedet for at fokusere på at reducere plastikmængderne og skabe genbrugssystemer, har regeringen helt fejlagtigt lagt al sin mønt i det tredje led i affaldshierakiet; genanvendelsen. Nu har vi balladen. Forbrugerne føler sig snydt og de ansvarlige politikere har sadlet den forkerte, forkølede og halte hest med navnet Genanvendelse. Hvis regeringen fortalte mig, at den vil fastsætte mål for at reducere plastmængderne og mål for hvor meget plastik bør genbruges, FØR det genanvendes og endelig standardisere plasttyper og indholdsstofferne i plasten, så den reelt kunne genanvendes, ja så ville jeg for alvor igen få lyst til at sortere plastik sammen med mine børn. Mine børn som jeg i årevis har forklaret, at det nyttede og nu ved jeg og de så, at det har været skønne spildte kræfter - men sandheden skal jo frem og nu kan vi måske komme videre Lea Wermelin og Dan Jørgensen? Måske skal håbet pt findes på det kommunale plan. Den netop valgte overborgmester i København, Sophie Hæstorp Andersen udtalte i valgkampen, at genbrug og pant på take-away i København er noget af det første hun vil tage fat på. Den nye overborgmester ønsker at gøre København til en foregangsby internationalt på at få engangsemballagerne væk fra gaderne. Nok så væsentligt vil det også øge graden af genbrug af produkterne inden de skal genanvendes. Affaldsmængderne vil dermed endelig blive forebygget, ikke blot håndteret håbløst som det foregår i dag.

COP26 har været væsentligt bedre end Madrid i 2019 og Katowice i 2018. Selvom det desværre ikke har leveret nok til den nødvendige 45% reduktion af drivhusgasser inden 2030 (sammenlignet med 2010). Lad mig fremhæve de to positive resultater efter at have deltager 2 uger i Glasgow: Det første at udfasning af fossile brændsler er med i vedtagelsen fra Glasgow, hvilket er første gang nogensinde på et klimatopmøde. Det andet er, at erhvervslivet har deltaget langt mere i COP26, end jeg nogensinde har set på tidligere COPs. Lad mig forklare disse to resultater. Erhvervsledere var meget synlig i Glasgow, hvad de slet ikke var på samme måde i Madrid, Katowice og faktisk heller ikke under COP21 i Paris – hvor man skulle tage en shuttle bus. Denne gang var der et stort område med pavilloner, som man kunne gå ind til fra den meget lange gang. Internationale erhvervsledere optrådte på et væld af panel-debatter, og danske ledere bl.a. på den danske pavillon organiseret af ”State of Green”. Topchefer fra danske virksomheder har givet deres bud på at styrke grønne løsninger. Særligt vil jeg fremhæve ét arrangement, hvor de nordiske statsministre var med da nordiske og britiske pensionskasser fortalte, at de er klar til at investere 130 milliarder dollar - cirka 835 milliarder kroner - i den grønne omstilling frem mod 2030. Det er et nordisk initiativ, som Danmark har stået i spidsen for, og foregik naturligvis i en nordiske pavillon. Af de 130 milliarder dollar er 75 milliarder nye penge - altså penge der ikke var lovet på forhånd. Dermed gir pensionskasser et løfte, som passer godt ind i at klimafinansiering er et af de store temaer ved COP26. Dette boostes af, at mange i de to uger spørger mig om den ambitiøse danske 70 procent målsætningen inden 2030. Jeg tror at COP26 har været meget positivt ift. at firmaer og investorer med internationale perspektiver har fået sat en retning, så de vil forøge deres indsats og enorme investeringer i den grønne omstilling. Stærk dansk indsats for at reducere kul, olie og gas Der blev på mødet besluttet en proces, hvor landene allerede ved udgangen af 2022 skal opdatere og styrke deres nationale klimamål. Som Troels Dam Christensen, sekretariatsleder i NGO-netværket 92-gruppen, siger: "Der er efter COP26 fortsat brug for akut førstehjælp, hvis 1,5 graders målet skal holdes i live. Derfor er det nu helt afgørende, at landene, især de lande der har størst ansvar, med det samme leverer stærkere klimaplaner.” Danmark var aktivt med til at få en vedtagelse om udfasning af fossil energi. På det afsluttende plenum i eftermiddag forelå denne formulering: Inklusive ved hurtigt at skrue op for ren energi og accelerere indsatserne for at udfase usvækkede kulkraftværker og ineffektiv statsstøtte til fossile brændsler. Disse par linjer er helt central i resultatet fra Glasgow. Det kan lyde mærkeligt, men udfasning af olie og gas står ikke direkte i Paris aftalen fra 2015, på trods af at det er et logisk instrument. Den internationale valutafond (IMF) anslog i oktober, at verdens samlede statsstøtte til fossil energi er på 38.000 milliarder kroner i 2020 – eller over 1 million kroner i sekundet! Det er helt vildt. Rettelse lørdag kl. 20: Indiens klimaminister, Bhupender Yadav, fik i sidste øjeblik presset en svækkelse igennem i formuleringen ovenpå, så "phasing out" er blevet "phasing down" det fossile. Hvor er det ærgerligt. Nu hedder vedtagelsen: "Including escalating efforts to phase down unabated coal power, and phase out inefficient fossil fuel subsidies." Men jeg synes, at vi stadig kan være stolte af, at de danske forhandleres store indsats bidrog til at få udfasningen med i hoved-dokumentet. For tre dage siden var klimaminister Dan Jørgensen med til at formulere en noget stærkere formulering (i et mere forståelig sprog, apropos ordet ”usvækket” er et et teknisk ord, der kan betyde, at man ikke har fået renset røgen for CO2 i hvad kraftværkerne udleder). Udenfor forhandlingerne har Danmark også haft høj profil ved sammen med Costa Rica at lancere verdens første globale alliance, der sætter udfasning af olie- og gasproduktion på dagordenen. Dette initiativ hedder "Beyond Oil & Gas Alliance (BOGA)", der vil arbejde for at udfase deres olie- og gasproduktion. Danmarks arbejde med at samle alliancen udspringer af Nordsøaftalen fra sidste år, der betyder, at vi stopper indvinding af olie og gas i 2050 og aflyser alle fremtidige udbudsrunder. De ni nye medlemmer af BOGA er Frankrig, Irland, Sverige, Wales, Grønland, Quebec, New Zealand, Portugal og Californien. (link). Selvom der mangler de store olielande, bliver det bl.a. af de 1.500 NGOere samlet i CAN anset for et vigtigt initiativ. Finansiering til tilpasning og skader Vedtagelsen fra COP26 opfordrer de rige lande til i år 2025 at have fordoblet deres støtte klimafinansiering sammenland hvert lands niveau 2019. Det er første gang med sådan vedtagelse, ovenpå at støtten til tilpasning (adaptation) er kommet land efter reduktioner (mitigation). Se nærmere herom i min artikel den anden dag. De fattige udviklingslande er meget skuffede over, at de rige lande ikke ønsker at love økonomisk støtte til ”tab og skader” (Loss and Damage). (link til min artikel). Dette er i slut-teksten kun nævnt som støtte til teknisk rådgivning, hvilket fik en kraftig reaktion fra Kenyas klimaminister med, at de ikke vil spises af med konsulenter. Men det lykkes ikke at få vedtaget skabelsen af en “Glasgow Loss and Damage Finance Facility”, som blev foreslået af Kina og den store blok G77, der taler på vegne af 134 udviklingslande. Det vedtagne dokument synes mest at afspejle, at de rige lande frygter, at det kan komme til at udgøre juridisk forpligtelse til at dække klimaødelæggelser. Artikel 6 giver plads til at handle med varm luft uden klimaeffekt Endelig blev der indgået et kompromis om den omstridte artikel 6 fra Parisaftalen om køb og salg af CO2-reduktioner lande imellem. Dette har været forhandlet de sidste seks år, hvor især Brasiliens regering har kørt hårdt på at kunne sælge kvoter fra deres enorme Amazonas. Gry Bossen fra Verdens Skove har fulgt forhandlingerne i årevis, hun siger: ”Det er skuffende, at parterne i Glasgow har insisteret på at udvikle en markedsmekanisme, hvor der er mulighed for overførsel af gamle kreditter og handel med kreditter skabt i landsektoren. Der er stadig risiko for, at vi med denne mekanisme giver plads til at handle med varm luft, der ingen klimaeffekt har, og samtidig tillader regeringer og virksomheder at fortsætte med at udlede, som de plejer. Det er det helt modsatte af, hvad Parisaftalen foreskriver.” Aftalen begrænser heldigvis muligheden for, at reduktioner kan tælles dobbelt i to landes klimaregnskaber. Gry Bossen nævner også: "Det gode, der trods alt er kommet ud af dette års forhandlinger, er at en ikke-markedsbaseret mekanisme også er blevet færdig og er klar til at blive implementeret. Her er der netop plads til samarbejder og udveksling af kapacitet, finansiering og viden, uden at udveksle CO2 kvoter. Det er positivt og det ser vi frem til at se udviklet." Jeg kom hjem lørdag formiddag, og lyttede "online" på indlæg fra mange ministre hele lørdag eftermiddag frem til den dramatiske afslutning med Indien. Hvorefter COP26´s britiske formand, Alok Sharma hamrede i bordet over beslutningerne. 2 intense uger er ovre med næsten 25.000 deltagere. På den måde er det flot at FN samler regeringer, civilsamfund, erhvervsliv og medier.

I disse dage er verdens ledere samlet i Glasgow til COP26 for at indgå nye aftaler om, hvordan vi kan redde det klima, som betyder så meget for os alle – både nu og i fremtiden. Det store fokus på klima og miljø er berettiget, og derfor har vi også en forventning om, at vores folkevalgte politikere løser problemerne - eller i hvert fald bliver enige om rammerne. Vi skal også selv gøre en indsats. Derhjemme skal vi sortere affald, lukke for vandet og spise mindre kød, og næste bil skal nok være en elbil, hvis den ikke allerede er det. Klimakampen kæmpes på alle niveauer. Så hvorfor ikke også på arbejdet? Der ER mange initiativer i industrien omkring grøn omstilling, bæredygtig produktion og mere energieffektive produkter. Men får vi nok ud af initiativerne, gør vi det rigtige, og gør vi det hurtigt nok? De produkter, vi sender på markedet i dag med en levetid på både 10, 20 og 30 år, har jo stor betydning for vores CO2 udledning i 2030. Det er så nemt at brokke sig – kom med løsninger i stedet! Korrekt – det løser ikke nogen problemer blot at brokke sig. Så hvad kan fx 3D-print gøre i klimakampen? Hvordan og på hvilke punkter giver det mening at se mod 3D-print som (en del af) løsningen. Herunder følger en gennemgang af, hvordan 3D-print kan bruges til at fremstille mere klimavenlige produkter. Lokal produktion At producere lokalt kan have mange fordele: besparelser på transport, hurtigere udviklingsforløb og mere robuste forsyningskæder. Lokal produktion kræver dog stadig, at råmaterialerne er tilgængelige. Ydermere bør man overveje energikilden. Hvor grøn er den strøm, der anvendes lokalt, og bruger vi evt. mere energi fordi vi går glip af stordriftsfordele? Fra et klimasynspunkt er lokal produktion den mindst betydende faktor – om det er 3D-print eller andet. Der arbejdes i Danmark pt. på flere projekter og ansøgninger, som fokuserer på lokal genanvendelse af materiale til 3D-print. REPOWDER-projektet fokuserer på genanvendelse af fx afklip fra standsning og hjemtag af udtjente produkter til fremstilling af metalpulver til 3D-print (shorturl.at/flqBX), og VARETIT-projektet arbejder med genbrugstitanium uden energikrævende gensmeltning (shorturl.at/hiAFL). Illustration: Teknologisk Institut Her vist ved en vægtreduceret snittap fra Thürmer Tools. Materialereduktion Energireduktion er afgørende, og her spiller materialereduktion en stor rolle. Jo mere materiale (ved produktionsstart) der er i et emne, des mere energi kræver det at fremstille. Tilsvarende kræver det også mere energi at transportere, så særligt hvis det endelige produkt skal transporteres, er der energibesparelser at hente ved at reducere materialeforbruget. 3D-print med metalpulver er ikke markant grønnere eller mindre energikrævende end fx støbning og varmsmedning pr. kilo. Dog kan 3D-print ofte fremstilles med mindre materialeforbrug, så veldesignet 3D-print kan være materiale- og energibesparende pga. bedre designmuligheder og en produktionsform med meget lidt spildmateriale. Produktion af færre produkter til lager kan også være en væsentlig fordel. Et eksempel kunne være CeramicSpeeds pulley-hjul, som er verdens letteste. (shorturl.at/vwZ69),Her udnyttede man de geometriske friheder, som 3D-print giver i fremstillingsprocessen, samtidig med at man printede i titanium. Et andet eksempel er Marels laksegriber, som ikke er designet med fokus på materialereduktion, men hvor en konventionel CNC-bearbejdning ville medføre et markant materialespild fra spåntagningsprocessen. Illustration: CeramicSpeed Illustration: Marel Bedre designs 3D-print kommer virkelig til sin ret i forhold til at skabe mere klimavenlige designs, når mulighederne for meget frie geometriske designs bruges til at skabe produkter, der har et mindre energiforbrug i selve brugsfasen. Det bedst kendte eksempel er nok GE’s brændstofdyse til deres LEAP-jetmotor, som har hjulpet dem med at reducere brændstofforbruget med 15 % sammenlignet med det tidligere design. Et andet eksempel er en hydraulikblok fra Hollandske Hydrauvision, hvor et re-design har reduceret flowmodstanden med 25 % og dermed den pumpekraft, der skal leveres. For en anvendelse, hvor pumpen kører kontinuerligt, bliver det en stor energibesparelse – og metal 3D-print reducerede samtidig vægten fra 20,5 kg til 0,95 kg. Illustration: Teknologisk Institut Energigenanvendelse Som jeg ser det, er den ultimative anvendelse der, hvor 3D-print bruges til at designe og udvikle produkter, som genindvinder energi fra fx varme. Dette arbejder vi med i projektet EASY-E, hvor partneren Asetek A/S laver køleløsninger til datacentre, som pga. den høje køleeffektivitet kan trække varme ud ved en høj nok temperatur (pt. 60°C) til, at dette kan bruges til husopvarmning. Det er interessant, når Energistyrelsen forventer, at 17 % Danmarks samlede energiforbrug i 2030 vil gå til datacentre. (shorturl.at/mHRW4) Illustration: Holo 3D-printet CPU-køler i kobber fra amerikanske Holo (shorturl.at/nqFUX). Hvor starter man? Første skridt er at forstå mulighederne – ikke mindst mulighederne for at designe produkter, som er mere effektive og over tid, og som giver besparelse på både energi og penge. Det er bestemt ikke alt, som skal 3D-printes i håbet om, at produktet på magisk vis bliver grønt og klimavenligt - men visse steder er der et ganske stort potentiale. Samtidig skal business casen også hænge sammen. Hvis ikke man kan sælge produkterne, så sparer vi jo ikke noget CO2. Start med at se på design – særligt med henblik på brugsfasen. Hvis det lykkes, vil langt de fleste designs også have medført en materialereduktion og måske bedre komponentlevetid. Det vigtigste er dog, at vi gør noget. Hvis vi bliver ved med at vente på den gyldne teknologi, der skal komme og redde vores klima, er jeg bange for, at vi kommer til at vente forgæves. Vi skal bruge alt det værktøj, vi har i værktøjskassen - og vi skal ikke vente til 2029 med at gå i gang. Løser 3D-print klimakrisen. På ingen måde og slet ikke alene. Men det er et værktøj i værktøjskassen som, hvis man vil, kan bruges til klimavenlig optimering, og vi skal nok spille på alle strenge hvis vi skal nå målet om 70 % CO2-reduktion i 2030.

Tirsdag d. 16/11 slår Mesago messecenter i Frankfurt dørene op for verdens største 3D-print messe - Formnext. I fire dage fra tirsdag d. 16. til fredag d. 19. november mødes udstillere og gæster fra hele verden for at se og tale om de nyeste produkter, maskiner, teknologier, software og emner inden for 3D-print. Formnext har været i stor vækst fra 2015-2019. I 2020 var eventet rent virtuelt, men nu er den fysiske messe tilbage, og jeg glæder mig til igen at besøge messen. Illustration: Mesago / Formnext Formnext messen er generelt velbesøgt af den danske industri og i år arrangerer Center for Industri og Dansk AM-Hub tilmed en bustur til messen for ansatte i danske produktionsvirksomheder (shorturl.at/mwDK1), så der er gode muligheder for at komme afsted. Lidt indtryk fra Formnext 2019 I 2019 hvor jeg sidst var afsted fandt jeg en række spændende 3D-printe emner som viser hvad 3D-print virkelig kan. Fx fremviste GE, PolyShape, ExOne og SLM Solutions eksempler på plads og produktionsoptimering med fuld udnyttelse af byggekammeret. Illustration: Nikolaj Vedel-Smith Der blev fremvist eksempler på interne kølegeometrier: Illustration: Nikolaj Vedel-Smith Flere demonstrerede komplekse flow-geometrier, overhangs eller denne pneumatiske knive som er designet til at skære franskbrødsdej inden brødet bages: Illustration: Nikolaj Vedel-Smith Og fx Frauenhofer demonstrerede hvordan mekanismer som styringen af dette spejl kan laves som en enkelt part: Illustration: Nikolaj Vedel-Smith Belgiske Aerosint præsenterede deres nye multimateriale recoater og viste eksempler på hvad den kan: Illustration: Nikolaj Vedel-Smith Hvad vil I gerne se? Hvad er det mest interessante for jer og jeres virksomheder på Formnext? Er det særlige anvendelser af 3D-print? Særlige materialer? 3D-printere? Efterbehandling? 3D-scannere? Software? Jeg er på Formnext tirsdag og onsdag i næste uge (uge 46) og kommer til at skrive om de mest interessante ting jeg finder her på bloggen. Så skriv en kommentar hvis der er noget jeg skal se efter. Webinarer Har du ikke selv mulighed for at komme til Frankfurt i næste uge, så er der stadig mulighed for at får lidt af messen med. IDA Mechanical afholder to webinarer hvor jeg fortæller om nogle af de spændende ting jeg er stødt på på messen. https://ida.dk/arrangementer-og-kurser/arrangementer/formnext-digest-live-fra-verdens-storste-3d-print-messe-del-1-plast-342509 https://ida.dk/arrangementer-og-kurser/arrangementer/formnext-digest-live-fra-verdens-storste-3d-print-messe-del-2-metal-342510 Hvad er I mest interesserede i? Igen, kom med nogle forslag i kommentarsporet, så skal jeg prøve at finde dem på messen og tage det med i webinarerne. P.S: Torsdag i næste uge afholdes også et webinar om 3D-print til rumfart hvis der er nogen som synes det er spændende. https://ida.dk/arrangementer-og-kurser/arrangementer/additive-manufacturing-3d-print-for-and-in-space-342305 P.P.S: Link til udstillerliste hvis der er nogen som har lyst til at se hvem der udstiller på messen. https://formnext.mesago.com/frankfurt/en/exhibitor-search.html

Sådan rent tilfældigt kom jeg til at tænke på om man egentlig kan gendanne slettede SMS’er fra en mobiltelefon. I dette konkrete tilfælde en iPhone, men mon ikke problemstillingen er den samme for android devices? Omend den politiske side af sagen for så vidt er interessant, så er jeg sikker på at den vil blive dækket langt ud over kvalmegrænsen i de kommende måneder. Den tekniske side synes jeg der skippes let hen over, og den finder jeg personligt er interessant, så skulle vi ikke tage en lille hyggesnak om det her? For lige at ridse banen op så kan en SMS vel grundlæggende befinde sig følgende steder: 1. Afsendende telefon 2. (Cloud) backup for afsendende telefon 3. Afsendende og modtagende operatør samt potentielt en række mellemled 4. Modtagers telefon 5. (Cloud) backup for modtagende telefon Min viden om smartphones begrænser sig til at jeg er bruger, så lad os lige gemme den del til sidst. Arbejdsmæssigt er jeg ansvarlig for en mobilcore og dermed kan jeg udtale mig lidt mere skråsikkert om den del. Når du som bruger sender en SMS skal den routes frem til modtagende nummer. Den præcise routing afhænger af om du (og modtager) er forbundet til hjemmenetværket (din operatørs netværk) eller om I roamer. En SMS kan dermed traversere igennem en række netværk før den når frem til modtager, og alle de netværk kan læse indholdet. Som eksempel sendte jeg lige en sms med et tilfældigt udvalgt ord til et abonnement i mit netværk og ser følgende i min SMSC [1] server log: 2021-11-04_08:39:12.183382 Using 'smppserver/XXXX to send SMS with id 60356863 to 45YYYYYYYY SMS 45ZZZZZZZZ -> 45YYYYYYYY ENC=gsm7bit PLAIN=true TEXT=00110000910000FF076875B9DD2EB301 DCS= routed to smppserver/XXXX Det interessante i loggen er tekststrengen “00110000910000FF076875B9DD2EB301”. Hvad mon der står? Det er ikke krypteret, blot encoded og kan let findes med et standard værktøj [2]. Illustration: Steen Garbers Enevoldsen Så hvis man ikke kan finde slettede SMS'er på sin egen telefon kunne man bare spørge sit teleselskab? Ak, nej. En SMSC gemmer kun en SMS i op til 24 timer (så vidt jeg husker) som en del af selve leverancen i det tilfælde at modtager ikke er tændt eller udenfor netværksrækkevidde. Så snart SMS'en er leveret videre slettes den i SMSC'en. Selvfølgelig er SMS'en jo også i den log jeg viser ovenfor, men den log er kun til debug af aktuelle problemer og er derfor ikke noget der gemmes i længere tid. Så hvis den slettede SMS er sendt for nyligt er der måske en chance, men desværre kan dit teleselskab ikke være behjælpelig med fremskaffelse af gamle SMS'er. Men jeg vil da lige benytte lejligheden til at på det kraftigste at fraråde, at man benytter SMS som kommunikationsmetode, hvis den type kommunikation man sender er af en sikkerhedsmæssig karakter der nødvendiggør en automatisk slettepolitik. Snakker vi om SMS'er der er slettet for længe siden er der dermed kun afsendende og modtagende telefoner samt deres eventuelle backups hvor man har en chance - og her er jeg som sagt på gyngende grund, så er der nogle ing-læsere som har praktisk viden så må I endelig give jeres besyv med i diskussionen under denne blog. Tager vi backup delen først, så vil en hurtig googling selvfølgelig afsløre at hvis man uheldigvis skulle være kommet til at slette en vigtig sms, kan man umiddelbart gendanne fra sin backup og dermed få den slettede SMS tilbage. Det er der ikke noget overraskende i, men hvad nu hvis det er en SMS som blev slettet for et år siden? I dette tilfælde tvivler jeg meget kraftigt på at det vil være muligt at finde en backup på icloud man kan finde den sms i. Det ville kræve at man kunne "spole i sine backups" for at restore et snapshot som telefonen var på et specifikt tidspunkt, et år tilbage i tid. Det er ikke teknisk umuligt at implementere, men som en funktion i icloud til backups af telefoner? Jeg tvivler, men er ikke selv iphone/icloud bruger så jeg kan ikke tjekke det. Er der noget der kan bidrage med noget praktisk viden? Kan man genskabe SMS'er på selve den telefon de er slettet fra? Mit personlige bud vil være: Sletning af en sms betyder blot at referencen, men ikke selve data er slettet. Hvis de er slettet for nylig, så er der en god sandsynlighed for at man kan genskabe dem. Hvis de er slettet for måneder eller år siden fra en telefon med daglig aktivitet af ind/udgående sms'er osv, så tror jeg sandsynligheden er lav. Nu er det en del år siden jeg arbejdede professionelt med hardwareudvikling så min viden er noget rusten, men den gang var antallet af skrivninger man kunne foretage til samme adresse på en flash et problem, og derfor var der mekanismer der skulle sikre at skrivninger blev spredt over hele flashens hukommelsesområde. Hvis det fortsat er gældende i dag er der selvfølgelig en chance for at en sms ikke i mellemtiden er blevet overskrevet, men hvor stor procentdel af SMS'erne kan man forvente har overlevet et helt år uden at være helt eller delvist overskrevet? Kan man lave et råt dump af indholdet af en flashkreds fra en iPhone, eller skal man have fysisk fat i selve flashkredsen for at kunne komme til de rå data? Hvilke værktøjer har politiet egentlig til den slags, er der nogen der ved det? Kan de arbejde på chip-level? Det var en smule fakta og en masse spørgsmål. Håber der er nogen der kan gøre os alle klogere! // Steen [1] Short Message Service Center (den server der håndterer SMS trafikken) [2] http://smstools3.kekekasvi.com/topic.php?id=288

Det er mange år siden, at danskerne tålmodig stod i kø for at komme ind til store biludstillinger som “Biler i Bella”, der, så vidt jeg kan se, blev afholdt sidste gang i 2013. Siden da har der været flere mindre udstillinger og i 2022 er der lagt op til en udstilling i Odense. Det kunne derfor virke lidt modigt, at den svenske arrangør eCarExpo i forløbne weekend havde valgt Øksnehallen i Kødbyen i København til deres første elbils-udstilling i Danmark. Motorbloggen var selvfølgelig forbi om fredage med et kamera. Foruden fremvisning alle de nye modeller og løsninger til hjemmeopladning, var der alle dagene et mindre konferencespor, hvor aktuelle emner som ladestandere og andre vigtige spørgsmål. Her stillede FDM's eksperter også til for at rådgive kommende elbilsejere om det bedste køb lige nu. Ude foran på parkeringspladsen, havde importørerne linet en hel række bil op, som kunne prøvekøres. Her er det Fiat, som bliver opladet af standere installeret til eventet. Illustration: Bjørn Godske Tesla var selvfølgelig på plads med både Model 3 og Y. Illustration: Bjørn Godske Hyundai IONIQ 5 har vagt opsigt med sit kantede design. Modellen fås fra 320.000 kroner. Illustration: Bjørn Godske Den nye Renault Megane e-Tech er bygget på den nye nye CMF-EV-platform og er udstyret med et 60 kWh batteri. Illustration: Bjørn Godske Mercedes viste den gigantiske luksus-elbil EQS. Prisen starter ved 1.050.000 kroner og rækkevidden er helt oppe på 750 km. Illustration: Bjørn Godske Instrumenteringen i EQS er ikke mindre en imponerende. Illustration: Bjørn Godske Fremtiden for Fiat 500 er elektrisk og modellen her er bygget helt fra grunden som elbil. Illustration: Bjørn Godske Svensk/kinesiske Polestar kan ikke løbe fra arven fra Volvo - selv udstillingen var holdt i en nordisk minimalistisk stil Illustration: Bjørn Godske De første BMW i4 vil blive leveret til danske kunder i marts 2022. Modellen får en rækkevidde på 490 km og 400 kW. Illustration: Bjørn Godske MG, der nu er et kinesisk mærke, er klar med endnu en model til det danske marked. Den hedder Marvel R og prisen starter ved 350.000 kroner. Illustration: Bjørn Godske Aiways er endnu en kinesisk elbil. Prisen starter ved 300.000 kroner og rækkevidden er godt 400 km. Illustration: Bjørn Godske Ingen elbiler uden opladning. På udstillingen var der flere virksomheder, der præsenterede deres løsning til hjemmeopladning. Illustration: Bjørn Godske Sidst, men ikke mindst, skal vi ikke glemme danmarks billigste elbil: Dacia Spring til 130.000 kroner. Men så får man en rækkevidde på 230 km, 44 hk, 0-100 km/t på 19,1 sekunder. Illustration: Bjørn Godske

Når vejret bliver koldere, rykker vi gerne sammen omkring hyggen. Brætspil kan være en god katalysator for hygge og er i hvert fald en type underholdning, jeg selv er meget glad for. Brætspiludvalget har vokset sig markant større igennem de seneste år, så der er meget at vælge imellem, selvom man måske ikke lige er til Ludo eller Trivial Pursuit. Men hvad har det med patenter at gøre? Ikke ret meget, for i den europæiske patentlov står ganske eksplicit, at regler til spil er udelukket fra patentering (Art. 52(2)(c)). Brætspil og immaterielle rettigheder Selvom man ikke kan få patent på sine spilleregler, kan man godt beskytte dele af sit brætspil alligevel. Teksten og billederne Selve regelteksten, altså det man har skrevet i manualen og måden, man har skrevet det på, er automatisk beskyttet af ophavsret (engelsk: copyright). Det gælder ligesom for alle andre tekster. Ophavsretten beskytter derudover også for billederne på kort, brættet eller udenpå kassen. Navnene Man kan tage et varemærke for at beskytte titlen på spillet, så andre ikke må kalde deres spil det samme. Man kan også godt beskytte bestemte ord, der bruges i forbindelse med spillet. Det er der en del, der har gjort brug af igennem tiden, hvilket har ledt til at den samme mekanisme ofte bliver kaldt noget forskelligt i forskellige spil. Komponenterne Det er muligt at beskytte komponenterne på flere måder. Man kan for eksempel få designbeskyttelse på, præcis hvordan de ser ud, hvis ens brikker har en bestemt form. Nogle komponenter kan man faktisk også godt få patent på, hvis de i sig selv er tekniske og har en teknisk effekt – og selvfølgelig opfylder de andre krav om nyhed og opfindelseshøjde. Den ubeskyttede kerne Men selve det der er spillet, det samlede man faktisk sidder og laver, altså kombinationen af reglerne, der leder til et bestemt spil, det lander et sted imellem alle stolene og har ingen beskyttelse. Plagiat og industrikultur Jeg synes særligt, det er et problem, at det ikke er til at beskytte spil, fordi brætspilsindustrien er en sær blanding af masseproducerende virksomheder og en-mands-udviklere. Crowdfunding-løsninger har gjort det muligt for meget små aktører spillere at komme ind på markedet. De kan komme på et genialt system, og så sikre sig, at det kan betale sig at få trykt komponenter inden de faktisk kaster sig ud i det. På den måde kan dygtige udviklere uden etablerede forsyningskæder være med helt på egen hånd eller starte små brætspilsforlag. Samtidig er brætspil noget, man efterhånden kan finde afskygninger af overalt. Der er vel efterhånden ikke mange supermarkeder, hvor man ikke kan købe i hvert fald yatzee eller et spil kort og sikkert også meget mere end det. Og det er der selvfølgelig ikke noget galt med – tvært imod er det da dejligt, at der er almen adgang. Der hvor problemet kan opstå er netop i forhold til producenter og forsyningskæder. Mange af komponenterne i et spil er billige at producere for store virksomheder, imens det der faktisk er dyrt og tidskrævende er at udvikle ideer, teste dem igennem og justere mekanikkerne, så man får et godt spil. Når spillet først er udviklet og er har nået markedet, kan enhver, efter de har lært spillet at kende, sætte sig ned og designe et nyt udseende, men bruge præcis de samme regler. Det er næppe enhver der faktisk gør det, men for nogle store distributører kan det godt betale sig. Det koster dem næppe meget at få lavet nogle nye papskiver og plastikdimser, eller at få lavet nogle nye billeder at sætte på et spil. Derfor kan de nemt underbyde udviklerne, der har investeret deres tid i at lave spillet. Det er der ikke nogen der kan stoppe dem i, for spilleregler er ikke noget, der kan beskyttes. Myrer og kaniner Men er det overhovedet et problem i virkeligheden? Det kunne det desværre godt tyde på. Mange kender nok spillet Myretuen, hvor man slår terning for at rykke sine magnetiske myresoldatbrikker rundt for at fange modstandernes brikker og bringe dem med hjem til myretuen for at samle dem til en myredronning. Spillet er udviklet af S. Ray og M.K. Lorrigan tilbage i 1990. Det er et veludbredt spil og er altså ikke et eksempel på den helt lille udvikler, der ikke nåede at få meget ud af et spil før nogen plagierede ideen. Til venstre Kaninhullet, som har de samme spilleregler som det cirka 30 år ældre spil Myretun (til højre). Illustration: Louise Floor Frellsen Ikke desto mindre, synes jeg at det er en skam, at man nu kan købe Kaninhullet i Flying Tiger. Et spil hvor man slår terning for at rykke sine magnetiske kaninbrikker rundt for at fange modstandernes brikker og bringe dem med hjem til kaninhullet for at samle dem til en større kanin med grøntsager i poterne. Regelteknisk er det, det samme spil, men det kan så købes til den halve pris og komponenterne er i en noget ringere kvalitet. Bræt og brikker fra de to spil Myretuen (til venstre) og Kaninhullet (til højre), sat op til at være i omtrentligt den samme situation. Der er forskelle i præcis hvor mange felter der er imellem og på den indre sti og den ydre sti – og så selvfølgelig billederne – men ellers er de ens, og spillet går ud på det samme. Illustration: Louise Floor Frellsen Men er det virkelig det samme? Ja, praktisk talt. Jeg har anskaffet mig begge dele for at sammenligne. Ordene i manualen er selvfølgelig ikke de samme, for det ville ikke være tilladt. Komponenterne ser forskellige ud i farver og tema, men kan det samme, da brikkerne er magnetbaserede, og reglerne bygger op om, at man kan fange andre brikker, hvis de magnetisk tiltrækker, men selv bliver fanget hvis de frastøder. Der ér forskelle, de er bare små og uvæsentlig. Dem jeg har kunnet finde er: lidt forskellige antal felter man kan flytte på de to ruter rundt på brættet, og forskellige værdier man skal slå med terningerne for at bryde sine brikker ud af fængslet på midten af brættet. ”Kulturen på P1” havde et indslag om denne sag den 9. september, ca 1:25 inde i programmet, hvor de har kontaktet Flying Tiger omkring det, og deres udtalelse var, at de ikke gjorde noget ulovligt med deres spil. Og det bestrider jeg ikke. De må gerne sælge det samme spil med et nyt navn og nye farver. Man må nemlig gerne plagiere brætspilsregler samlet set. Retfærdighed uden begrænsninger Rigtig meget spildesign bygger på at videreudvikle på hinandens ideer eller at kombinere elementer på en ny måde. Brætspilsgenre er ofte navngivet efter en central mekanik, så som worker placement, legacy-spil eller hidden information, og hvis man kunne have holdt andre fra at genbruge og lade sig inspirere, ville vi næppe have så imponerende et udvalg af brætspil, som vi har i dag. Jeg synes virkelig, det ville være en skam, hvis man kunne holde andre fra at bruge de samme mekanismer på nye måder, men det gør ikke, at jeg synes, det er rimeligt, at man komplet kan kopiere et sæt spilleregler, så længe man bare kalder spillet noget andet eller giver brikkerne en ny farve. Jeg ved ikke, hvad løsningen er, men jeg synes det ligner, at der er brug for en. Har I nogen gode forslag til, hvad man kunne gøre?