andre skriverogså værd at læse
Corona
via Aarhus Stifttidende 22. okt 2020 08:54
100 meter høj skorsten væltet på havnen i Aarhus
Ingeniøren Blogs
  • Astrid Galsgaard

    Human-Computer-Interaction in action

    Teknologien er der, og den ledelsesmæssig velvilje og handletrang er der. Begge står de klar til at implementere AI i kognitivt krævende arbejdsopgaver og processer inden for finans-, bygge-, klima- og sundhedsverdenen. Men de, der i praksis skal anvende AI, er der ikke helt. Illustration: eget arkiv Det drejer sig om fagspecialister, der i større eller mindre udtrækning skal interagere med AI-algoritmen om at løse komplekse problemstillinger. Men ud over de åbenlyse potentielle årsager til modstand og skepsis ved at inddrage AI i sit arbejdsliv som at miste sit job eller blive degraderet til at skulle servicere en maskine (firkantet sagt), når AI skal være en fast bestanddel af opgaveløsningen - så er der også mere subtile, men måske mest tungtvejende elementer. Jeg har dykket ned i AI i sundhedsverdenen ved at nærlæse forskningen og litteraturen inden for fagområderne computer science, implementeringsforskning og social- og kognitionspsykologien. På den baggrund har jeg sammenstykket et billede bestående af mindst fem elementer, der lader til at være potentielle årsager til skepsis og modstand blandt de praktiserende fagspecialister og dermed potentielt barrierer for en succesfuld implementering af AI i praksis: 1) frygt for at miste sit job 2) tab af kontrol over opgaveløsning 3) manglende kognitiv og emotionel relation til AI 4) frygt for uetisk praksis 5) tab af oplevelsen af at have agens - det som i psykologien betegnes som Sense of Agency Jeg vil sætte spot på især det sidste element: Sense of Agency - eller tab af sense of agency - fordi jeg tror, at det er her nogle af svarene på hvordan AI skal implementeres med størst mulig succes, skal findes. Sense of Agency defineres inden for psykologifaget som the phenomenon of experience initiating and controlling an action (Braun et al., 2018, p. 1). Tab af sense of agency korrelerer generelt negativt med implementering af nye tiltag inkl. ny teknologi i opgaveløsningen (fx. Desantis et al., 2011), og særligt når ny teknologi opleves som uforudsigelig eller uigennemskuelig (fx Berberian et al., 2012). Der er kun foretaget få studier i sense of agency og AI, men her viser der sig også et billede af, at oplevet ukontrollabel AI fører til tab af sense of agency (fx Diaz et al., 2018). Sense of agency viser sig generelt at stige så længe man oplever at ens handlinger har forventede konsekvenser, som man rent faktisk kan registrere med sine bare sanser eller på anden måde mikro-måle (Synofzik et al., 2008). Og måske kan denne dynamik også bruges i implementeringen ved at dem, der skal anvende teknologien har mulighed for at afprøve og eksperimentere med forskellige praksisser og forståelsesrammer for netop denne interaktion. Foruden at de selvfølgelig med deres specialviden skal være med til at udvikle teknologien med softwareeksperterne i første omgang. Og netop udvikling af praksis for interaktion med AI - i praksis - er hvad sygeplejersker på Duke University Hospital har opnået. Et par af hospitalets sygeplejersker på gulvet blev trætte af, at en implementeret AI-algoritme i deres computersystem alarmerede højt og enerverende i tide og utide - uden at nogen på afdelingen foretog sig noget anden end at slukke den. Sygeplejersker besluttede derfor for at gøre en indsats for at forstå, hvad AI faktisk gjorde og kunne bruges til, og efter grundigt feltarbejde fik de drejet afdelingens generelle indstilling til og udvikling af praksis for daglige anvendelse af AI til detektion af indlagte patienter i kritisk tilstand (Wired, 2. oktober 2020). Så hvordan kommer vi herhjemme i Danmark videre med brugen af AI-støtte? Teknologien og den ledelsesmæssige vilje er som sagt på plads, men det er ikke nok. Jeg vil i et samarbejde med Radiologisk AI Testcenter (RAIT) undersøge, hvordan AIs potentiale udnyttes bedst muligt til at hjælpe os mennesker med at løse komplekse og vigtige opgaver, hvad end det er inden for sundhed, klima, økonomi eller sociale udfordringer. Og det vil jeg gøre ved at undersøge fagspecialisters interaktion med AI. Min grundværdi er, at AI skal være tillids-vækkende fremfor tillids-svækkende (vi skal være kolleger fremfor konkurrenter). Mit fokus er at bidrage til meningsfuld og psykologisk set bæredygtig implementering af AI (udover økonomisk og fagligt bæredygtig). Mit faglige ståsted er teknopsykologien dvs interaktionen mellem menneske/organisation og intelligent maskine og deres gensidige påvirkning og hver især transformation (som jeg udfolder og udvikler løbende i denne blog). Min arena er sundhedsvæsenet med radiologien som omdrejningspunkt. Hvordan jeg kommer i mål med min mission og hvilke udfordringer og erkendelser jeg opnår undervejs - vil jeg løbende præsentere her på bloggen. Tak for at læse med i denne omgang. Venligst, Astrid
    1 Kommentarer
  • Bjørn Godske

    Hvorfor skal en elbil til service hvert år?

    En læser skrev til mig: "Kære Bjørn, Kia laver en e-niro elbil, som jeg tænker at du har hørt om. Rent faktisk laver de både en helt normal benzinversion, en mild hybrid, en plugin hybrid og så en ren elversion. Når man kigger godt efter på deres beskrivelse kan man se at plugin-hybridversionen skal serviceres hvert 2. år Men deres rene elbil (som man må forvente er noget simplere mekanisk) skal serviceres hvert år. Jeg kan kun finde én forklaring - at man kan lokke lidt penge ud af de stakkels elbilkøbere. Men jeg tænkte at det måske var noget du kunne grave i?" Vi har sendt spørgsmålet videre til Kia og PR Coordinator, Lene Iversen, svarer her: "En Niro PHEV skal faktisk også til service/olieskift en gang om året. Årsagen til en KIA e-Niro/e-Soul skal have udført service en gang om året, eller for hver 15.000 km. (hvad der indtræffer først) skyldes sikkerhed for føreren og/eller familien der kører i bilen. Bilens bremser bliver sjældent brugt, da bilen ofte bremser ved hjælp af bilens elmotor, for at opsamle gratis energi til opladning af højspændingsbatteriet. Selvom føreren fysisk træder bremsepedalen, kommer bremsevæsken ikke ud til hjulenes bremser, men bliver ”gemt” i en bremse akkumulator for at føreren af bilen, føler at bremsepedalen virker ”normalt”. Under en katastrofe opbremsning vil elmotoren og bremse akkumulatoren være deaktiveret, og her vil bilens normale bremsesystem, bringe bilen til standsning. Når bilens bremser ikke bliver brugt ”så meget” vil bremseskiverne begynde at opsamle rust på bremsefladen. Og da bilen vejer over 1,5 tons, og skal kunne bringes til standsning på kort tid ved en katastrofe opbremsning, kræves det at bremserne er 100% i orden og rene for rust på bremseskiven. Derfor har KIA valgt, at bilen skal serviceres en gang om året, eller for hver 15.000 km. (hvad der indtræffer først) så føreren eller familien der køre i bilen, kan bremse sikkert hvis uheldet skulle være ude." Spørgsmålet er vel derfor: Vi har fået fortalt, at elbiler vil være billigere i service og vedligehold, og man må selvfølgelig forvente at et tjek af bremser er billigere end service af en ICE. Men hvis de skal services hvert år, går en del af besparelse så ikke fløjten?
    102 Kommentarer
  • Louise Floor Frellsen

    Troldepatenter og -design

    Sidste gang handlede det om patenttrolde. Imens jeg læste lidt op på den slags sager, faldt jeg over, hvad der efter min personlige mening er den dummeste patentansøgning, jeg hidtil har set. I 2007 var der nemlig en amerikaner, der forsøgte at patentere at være en patenttrold. Jeg skal skynde mig at pointere, at jeg ingen anelse har, om hvad opfinderens mål var. Måske var det et forsøg på et forsvar imod patenttrolde, måske var det et håb om at være den eneste trold i skoven. Fig. 2 fra patentet US20080270152 A1 - Patent Acquisition and Assertion by a (Non-Inventor) First Party Against a Second Party. Gengivet fra database Espacenet. Illustration: Clive. D Menezes Uanset årsagen, så tænker jeg dog, at man skal være en særlig grad af optimist for at søge om et patent på at tage/skaffe et patent og håndhæve det. Jeg forestiller mig i hvert fald, at de fleste patentmyndigheder godt ved, at der er kendt teknik på området. Ansøgningen blev heller aldrig udstedt. Hvis man så ikke kan få lov til at være den eneste trold, kan man da i det mindste være den med de mest elegante rammer. Jeg tror i hvert fald, at de fleste trolde ville være stolte af at bo i et slot som det herunder, som Mattel tog designbeskyttelse for i 2003. Fig. 1 fra designpatentet US D487116 S - Castle-shaped Handheld Electronic Game. Gengivet fra database Espacenet. Illustration: Jonathan Bedford et al. Borgen designere har tegnet er dog ikke beregnet til, at der skal bo trolde i det, men til at der skal bo en skærm. Det er nemlig lavet til at være et spilsystem med knapper og skærm, men hvor rammen er formet som et slot med det drabelige kranie på. Den skarpe læser vil nok tænke, at det er der måske ikke så meget teknisk at vinde ved, så hvordan kan man få beskyttelse for det? Det kan man, fordi det ikke er et teknisk patent, men et designpatent. Designbeskyttelse er ikke noget, jeg har nævnt meget her på bloggen, primært fordi jeg ikke selv har arbejdet så meget med det endnu. Men når det kommer til designbeskyttelsen, går den altså ikke på det overordnede koncept eller de teknologiske egenskaber. I stedet handler det om at beskytte udseendet. Kravet i designpatentet på borgen er kort og godt (frit oversat): ”Det ornamentale design af et borgformet, håndholdt elektronisk spil, som vist og beskrevet.” Den var ikke gået for et teknologisk patent. Den beskrivelse, der refereres til, er ikke mere end otte linjer lang. Til gengæld er der fem figurer, der viser spilsystemet fra forskellige vinkler. Og det er sådan en designansøgning skal være. Designpatenter handler nemlig om, hvordan genstanden ser ud. Der er ikke beskyttelse for enhver spillemaskine, der er formet som en borg eller et slot. Hvis nu der ikke er et kranie på, kan man formentligt nok slippe. Hvis nu det er et yndigt fe-slot med spir og glitter, så er det nok også i orden. Helt uformelt sagt, er det man ikke må, når nogen har designbeskyttelse, altså at lave en ting, der ligner til forveksling. Lidt mere formelt, må det ikke give samme helhedsindtryk. En gennemsnitlig bruger eller køber må ikke blive i tvivl om hvilken, der er originalen, eller få det samme æstetiske indtryk af at se på kopien. Så at lave kraniet lidt om, at runde knapperne lidt eller have en lidt anden facon på tårnene ville nok ikke virke. Men hvis der i stedet var et kaninhoved, kupler på tårnene, som der er et andet antal af og bløde knapper med plys, kunne man måske slippe af sted med det. Hvor meget eller lidt tror I man kan ændre, uden at få et nyt helhedsindtryk?
    11 Kommentarer
  • Thomas Jam Pedersen

    Thorium test reaktor i Holland

    Flere har bemærket, at der er noget i grøde hos Copenhagen Atomics. Vi takker for de mange mails fra interesserede og trofaste støtter. En af de ting som der kommer mange mails om lige nu er vores samarbejde i Holland. Det kræver en forklaring, så vi tænkte, hvorfor ikke lave den offentlig? Som mange ved, så startede Thomas Jam Pedersen tilbage i 2013 en række offentlige meetup møder i København og Lyngby om thorium energi og molten salt reactors (MSR). 1 år efter i efteråret 2014 startede vi Copenhagen Atomics. Inspireret heraf startede Troels, Seaborg Technologies i 2015 og i 2019 var Finn Helmer på nippet til at starte endnu en virksomhed inden for dette område. Der har også været andre, som har fået blod på tanden og det kan man jo godt forstå. Thorium saltsmelte energi er formentlig den eneste teknologi, som vi kender i dag, som har potentiale til at levere lige så meget energi som olie og gas. Illustration: Copenhagen Atomics Figuren viser den globale energiforsyning fra forskellige kilder i 2017. Diagrammet har været stort set uændret gennem de seneste 30 år. Når der nu er en række virksomheder i Danmark inden for thorium og molten salt reactors, hvorfor siger Copenhagen Atomics så, at vi ikke forventer, at nogle af de første reaktorer kommer til at starte i Danmark. Det mener flere og flere kræver en forklaring. Atomkraft har altid haft det svært i Danmark. Især i den offentlige debat og blandt politikere. Det er der mange grunde til, men en af de vigtigste er, at især politikere og medier og dem som støtter disse ikke har brugt megen indsats på at sætte sig ind i de faktiske tal og den teknik som relaterer sig til atomenergi. Det bliver nok svært at gøre noget ved det, da de næppe vil uddanne sig selv og der er ikke tegn i sol og måne på, at nogle andre har lyst til at bruge store ressourcer på at uddanne dem. Vi har fra Copenhagen Atomics flere gange inviteret politikere til at besøge os og se hvad vi laver og måske kunne de få enten en oplevelse eller måske lære noget nyt. Men endnu har vi ikke fået besøg. Vi har just endnu engang sendt en invitation til alle politikere i energiudvalget på Christiansborg. Normalt kommer der ikke engang et pænt nej tak. Vi bliver blot ignoreret. Der er tydeligvis endnu kun få stemmer i thorium energi i Danmark. Vi har for år tilbage mødtes med flere af politikerne også nogle af dem som sidder i Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget og de har bag lukket dør fortalt os, at de synes, det vi laver er vigtigt, men vi skulle være klar over, at det ville være politisk selvmord at bringe det op på deres partis landsmøde. Så vi har ikke opgivet alt håb om thorium energi i Danmark - i en fjern fremtid. Mange spørger, hvis vi ikke vil starte den første reaktor i Danmark, hvor skal det så være? Det ved vi ikke endnu. Men før man kan starte en thorium reaktor, så skal man have thorium og noget kick starter fuel og et land som vil godkende, at man starter den. Thorium kan man købe på internettet for småpenge, så det er ikke et problem. Der er p.t. ingen lande noget sted i verden som er klar til at godkende en saltsmelte reaktor. Det er fordi de myndigheder, som skal godkende det endnu ikke er klar. De skal først ansætte og uddanne medarbejdere og finde ud af hvilke krav de vil stille til en virksomhed, som vil starte en reaktor. Heldigvis så kørte ORNL med en reaktor i USA fra 1965 - 1969, så vi ved med sikkerhed, at det virker og det kan gøres sikkert. En lang række mennesker hævder dog, at man ikke i 2020’erne vil kunne få en godkendelse til at starte den reaktor, som de kørte med i 1960’erne. Det kan jo diskuteres, men vi tror faktisk heller ikke på, at der er stor sandsynlighed for det. Det er nu lidt ærgerligt, at man i 2020 stadig ikke kan have en reel cost / benefit / risk baseret debat på kendte tal og relativt til andre energiformer og dødsårsager. Og hvor alle i debatten indrømmer, at følelser ikke fremmer debatten. I Danmark har vi som bekendt ikke nogen atomreaktor i dag og vi har ikke noget materiale, som kan bruges til kickstarter fuel og vi har heller ikke noget som minder om en godkendelsesmyndighed. Hvis vi skulle starte en reaktor i Danmark, så skulle politikerne først beslutte at oprette en godkendelsesmyndighed og derefter tildele midler og ansætte folk og de skulle uddannes af nogle andre end os (formentlig i udlandet) og så skulle de blive enige med sig selv om, hvad de kunne godkende. Dette kan hurtigt tage 5 - 10 år, hvilket er hvorfor vi kigger mod udlandet, når det handler om godkendelse og start af den første reaktor. Et af de helt store spørgsmål er hvad en godkendelse koster og hvilke tekniske / sikkerhedsmæssige krav de vælger at stille. Svaret på disse spørgsmål er helt centrale i diskussionen med investorer. Når man har en godkendelsesmyndighed klar til at godkende og en virksomhed som vil betale, så kan man gå i gang med godkendelserne. Men hvordan skal man finde ud af, hvor mange penge man skal hente fra investorer? Mange vil allerede i dag gerne investere i thorium molten salt energi, men langt de fleste vil vide, hvad en godkendelse vil koste, hvor lang tid den tager og hvilke krav vi vil blive mødt af ud over dem som MSRE reaktoren i 1960’erne skulle opfylde. Vi er dem desværre svar skyldige og vi må melde, at der ikke er håb for at man, inden for en kort årrække, vil kunne give nogle sikre svar på disse spørgsmål, hvis reaktoren skal startes i Danmark. Det er derfor naturligt, at vi har spurgt i de lande, som allerede har en godkendelsesmyndighed og allerede i dag har atomkraft og materialer, som kan bruges til kick starter fuel. Der er mere end 70 lande som har forsøgsreaktorer rundt i verden og 30 lande som har energiproduktion fra atomkraft. Så de er jo nogle af de mest oplagte lande at spørge først. Der er 12 lande i Europa og af dem, så er det vores og andres vurdering at Holland nok er et af de mest sandsynlige lande, hvor godkendelsesmyndigheden vil begynde at uddanne medarbejdere til evt. at kunne godkende thorium saltsmelte reaktorer. Vi er også i dialog med myndigheder i lande som USA og Canada, hvor man allerede i dag er i gang med at uddanne medarbejderne. I Canada er der endda et program, hvor man kan få en udtalelse fra myndighederne om hvilke problemer de evt. vil undersøge nærmere, hvis man vil søge om en godkendelse. De kalder det en pre-approval. De kan dog stadig ikke give en pris eller en tidshorisont på en rigtig godkendelse. I kina er man i gang med at godkende en testreaktor, men det er ikke muligt at få nogle informationer fra dem om pris, tid eller regelsæt. I Holland er der efterhånden et større antal politikere, som arbejder for, at regeringen skal bruge statspenge på at udvikle thorium saltsmelte reaktorer. Det er nok kun et spørgsmål om et halvt eller helt år før godkendelsesmyndigheden i Holland begynder at uddanne medarbejdere inden for området. Copenhagen Atomics gav i september i år et indlæg om Copenhagen Atomics til et møde om Atomkraft i VVD, som er det største parti i Holland. Der var over 100 politikere og partimedlemmer til mødet. Copenhagen Atomics er også med til at presse på for, at Holland skal blive det første land i EU til at starte en thorium saltsmelte reaktor. Vi håber også at danske tilhængere af atomkraft vil støtte op om dette ved at skrive sig op til denne petition start.thorium.today. Der er allerede mere end 200 danskere, som har støttet os i håbet om at der snart kommer til at ske noget mere i Europa. Vi er meget glade for Jeres støtte. Målet er at nå 10.000 personer inden nytår. Illustration: Copenhagen Atomics Vi er egentlig ret stolte af, at Copenhagen Atomics (CPH) og Alfa Laval (LUND) er førende i verden på at udvikle komponenter til saltsmelte reaktorer. Vi er klart foran både Nordamerika og formentlig også Asien på det område. Pumpe og varmevekslere er de to mest kritiske komponenter til saltsmelte reaktorer. Så vidt vi ved, er Copenhagen Atomics de eneste i verden som p.t. tester disse avancerede komponenter til saltsmelte reaktorer. Så sent som i denne uge har vi fået henvendelse fra et af de førende teams i et national lab i USA, som ville købe en af vores pumper. Så det er ikke kun os selv, som synes, vi er førende. Vi håber selvfølgelig, at mange borgere og politikere i Europa har lyst til at støtte os og sikre at der også fortsat sker fremskridt og forskning på højt niveau. Så hvis du kender en politiker, så prøv og spørge dem om de ikke vil støtte denne petition i Holland. Fremtiden ser super interessant ud for thorium og der sker rigtig meget på området - de næste to år frem imod vores test reaktor bliver en spændende rejse, som forhåbentlig kan åbne verdens øjne for teknologiens enorme muligheder.
    78 Kommentarer
  • Timothy Jenkins

    I will make you hurt - a guide to platypus dating

    Dating is difficult for most species on this globe. You have to look your best, be at the right place at the right time, and often fight off fierce competition. It's no different when you are a platypus (or 'næbdyr' in Danish). Indeed, these fascinating little creatures have added a toxic twist to their mating pursuits that fully embrace the song lyrics of the legendary Johnny Cash: 'I will make you hurt' Everything is venomous in Australia! Well, maybe not everything is venomous, but Australia’s diversity of venomous animals is undoubtedly impressive. You can find a plethora of venomous snakes, spiders, scorpions, insects, fish, jellyfish, and many more. However, I would argue that one the country’s most unique creatures is its venomous duck-otter-beaver, more commonly known as the platypus. The platypus is a very weird animal. It is a mammal, but lays eggs – making it one of two types of egg-laying mammals in existence. It also looks very odd, so odd that when British scientists in London examined the first specimen sent to them from Australia in 1799, they were sure someone was trying to fool them. One of the scientists (George Shaw) wrote that: 'It naturally excites the idea of some deceptive preparation by artificial means. Of all the Mammalia yet known it seems the most extraordinary in its conformation; exhibiting the perfect resemblance of the beak of a Duck engrafted on the head of a quadruped.' To be fair, I can’t blame him for thinking that some jokester had collected the bill of a duck, the tail of a beaver, and the body of an otter, and stitched it together just to see if they could play a prank on their colleagues back in England. Illustration: Original image from the Naturalist’s Miscellany via BioDiversity Heritage Library; writing added to illustrate the point What went wrong with the platypus? However, it gets better: Male platypuses are venomous (female platypuses aren’t). They aren’t just a bit venomous or annoyingly venomous like a bee or wasp – no, they are very venomous. Though they likely won’t kill you (at least, there are no reported human deaths – yet), they will make you want to die because of the pain the venom induces. During my studies in Australia, I met an army veteran, who had fought in Vietnam and had many scars and even more scarring stories to share. Yet, as a keen toxinologist, I found one story especially fascinating. Whilst on a hike, he came across a nearly entirely dried up pond by a stream. In that pond he saw a platypus struggling in the midday heat and he wanted to help by moving the 'poor little fella' into the stream, so he picked the rebellious platypus up. All went well until he was right by the slow-flowing stream, where he suddenly felt sharp and excruciating pain shoot up his right arm. He dropped the platypus (luckily into the water) and realised that the platypus must have been a male, since he was just impaled with the spur on the critter’s hind leg. The pain lasted for days and was described by the veteran as the worst pain he had ever experienced, even worse than the shrapnel that took him out of action in Vietnam. Illustration: Auscape, Getty Images Platypuses are venomous. The male platypus has a venomous spur on its hind limb. Whilst agonising, the venom of the male platypus is quite fascinating. It is rather complex and has about 88 different toxins, some of which inhibit blood clotting, disrupt cell membranes, and activate pain receptors. However, for decades scientists have been struggling to understand what the venom is used for and why only males possess it. The current theory is that the venom has a primarily reproductive function and is used to fight off rival males over breeding females (a total 'Tox Block'). This theory of biowarfare in search of a mate is supported by the fact that their venom production is seasonal and links up with their mating season. Fortunately, when fights between males occur, the spur wounds they deal to each other heal reasonably fast, indicating that the envenomation merely hampers or temporarily disables competitors, rather than killing them (I still have to say I am quite content not being a platypus…). Illustration: Douglas Gimsey Platypuses are actually adorable and pretty harmless creatures - except for the venom that induces pain reminiscent of that caused by shrapnel wounds. Researchers have also found that platypus venom does not only cause harm, but potentially also has some therapeutic properties. Specifically, it contains GLP-1 (glucagon-like peptide-1), which is produced by humans and other animals. GLP-1 promotes insulin release, and thereby indirectly lowers blood glucose levels. Unfortunately, it typically degrades very quickly. Excitingly, platypus GLP-1 is different in that it is long-lasting, which (if manufacturable) could present a treatment opportunity for diabetes patients. So how come you find ‘beware of sharks’ or ‘beware of crocodiles’ signs all across the Australian wilderness, but no ‘beware of platypuses' signs? The answer is rather simple: Although they technically are venomous duck-otter-beaver-mutants, cute little fuzzballs that would never hurt you (unless you try to help them relocate to a different stream that is) is a more accurate description. They lead a very secluded life and will never attack you, as long as you aren’t a rival male platypus trying to steal a girl away…
    7 Kommentarer
  • Bjørn Godske

    Nimbus genopstår - som elektrisk motorcykel

    En dansk privatperson (Claus Støvlbæk Clausen) har Indgået en licensaftale med Nilfisk A/S, som ejer rettighederne til Nimbus relateret til motorcykler. Det betyder, at han de næste 25 år (foreløbig) kan benytte brandet Nimbus. Der skal nu bygges en elektrisk version af C-modellen og finansieringen skal ske via Rewardbaseret crowdfunding. Læs mere her: https://nimbus-motorcycles.com/ Men det rejser også en masse spørgsmål, som: Hvor skal den bygges? Hvem skal levere komponenter? Hvornår vil den være klar og hvad skal den koste? Moderne teknologiudvikling er ikke billig og elmotorcykler er stadig en bekostelig affære.
    20 Kommentarer
  • Peter Bøggild

    Idag starter 2D-EPL - European Pilot Line for 2D materialer

    Nu bliver der **endelig **skrevet et nyt kapitel i eventyret om grafen, og budskabet er klart: det er ikke længere bare et eventyr. Jeg sidder lige nu midt i kick-off mødet for 2D-EPL, og det er et stort øjeblik for mig og for tusindvis af kolleger - og en hel masse firmaer der ikke ved det endnu. Jeg kan nu begynde at tænke over grafen-teknologi baseret på vores opfindelser og opdagelser - ikke bare som noget der måske sker engang i fremtiden, men noget man sende til tryk. I al fald er startskuddet gået! Illustration: IMEC For 7 år siden (sjovt at genlæse min blog fra den gang) startede EU alle tiders største forskningsprojekt, Grafen Flagskib, med det ambitiøse mål om at forvandle et nyopdaget, eksotisk nanomateriale - grafen - til en industri på bare 10 år. I dag lancerer Grafen Flagskibet officielt 2D-EPL - 2D European Pilot Line. Europæiske hitech frontløbere som Infineon, ams, Nokia arbejder sammen med nogle af de dygtigste forskningscentre i grafen flagskibet, om at skabe verdens første grafen-elektronik fabrik. Det er en kæmpe udfordring, men der er store gevinster indenfor sensorer, kommunikationsteknologi og fleksibel elektronik - og meget andet - alt andet end digital teknologi. Nokia ser grafen som vejen til terabit/sekund optisk kommunikation, hvor det eksposive strømforbrug er et større og større problem (Nokia har en omsætning på godt 23 milliarder euro om året og små 100000 ansatte, og ejer Bell Labs, så ja, de eksisterer endnu). Emberion laver synligt til infrarøde kameraer (400 nm - 2000 nm) der takket være grafen (istedet for III-V materialer) kan fabrikeres meget billigere end sædvanlige vis-SWIR kameraer, og med en større spektral bredde; disse kan bruges til overvågning, affaldssortering, night vision, fødevareinspektion, remote sensing. Det er virkelig opmuntrende, imponerende og interessant at se hvor meget der er på menuen. Det er på sin plads at sige: It is happening. De første produkter ( IR kameraer og sensorer) er allerede på markedet. Sidste år kom en rigtig god review artikel om hvordan grafen og andre 2D materialer kan spille sammen med silicium. Figuren nedenfor viser hvilke teknologier der kommer på markedet hvornår, og hvor stort markedspotentialet er. Illustration: 26 S E P T E M B E R 2019 | V OL 573 | NATUR E | 507 I samme artikel giver også en slags overblik over billedsensorerne, som er en af de første kommercielle elektronik/optoelektronik produkter på markedet, hvor grafen ikke bare "er med", men spiller hovedrollen: Illustration: https://doi.org/10.1038/s41586-019-1573-9 Og hvad skal der så ske i denne hersens 2D-EPL? Fokus er på traditionel, multilag "wafer" elektronik, som minder om den måde silicium elektronik bliver lavet. Det giver ikke meget mening at prøve på at slå silicium teknologi indenfor digitale kredsløb, men 2D materialer er stadig blandt de bedste kandidater til at forlænge Moores lov. 2D-EPL går efter analog elektronik/optoelektronik baseret på ikke bare grafen, men også andre 2D materialer - og integration med konventionel silicium teknologi. If you cant beat them, join them. Ud af de flere tusinde 2D materialer man har "opdaget", er de fleste endnu ikke fremstillet i praksis. Af disse er der måske omkring 10 der er decideret "nemme" at fabrikere at fremstille på stor skala. 2D-EPL kører i fire år, og her skal de sidste roadblocks fjernes: dyrkning af 2D materialer på 300 mm skala (300 mm er en standard for silicium skiver). Dyrkning af 2D materialer med "Chemical Vapor Deposition" (CVD) har været standard i mange år (siden 2009), men på det seneste har MOCVD (Metal Oxide Chemical Vapor Deposition) vundet ind, især for andre 2D materialer end grafen. "transfer" - overførsel til den "target" overflade. I lang tid blev denne "lille detalje" overset og undervurderet - nu forstår vi efter at kæmpet med at flytte 1 atom tynde film fra sted til sted uden at de krøller, går i stykker eller blive forurenet, at det er helt afgørende. Dette er stadig en af de svageste led i værdikæden (og noget DTU er rigtig gode til, se bare super-opfinderen Abhay Shivayogimath fra DTU Fysik demonstrere sin geniale, simple transfer-metode (link) integration hvor de atomtynde 2D materialer bliver integreret med andre 3D materialer, får elektriske kontakter, bliver pakket ind - hvor "resten" af kredsløbet så at sige bliver bygget op rundt om 2D materialet. En vigtig del er at "indkapsling" hvor 2D materialerne nænsomt pakkes ind på en måde der ikke ødelægger deres fantastiske egenskaber. Et andet kritisk punkt er kontaktmodstand - det er ikke helt nemt at få god kontakt mellem almindelige 3D metaller, og de sære, ultratynde 2D materialer. kvalitetskontrol og test. DTU er lige blevet færdige med at definere en international metrologi standard baseret på terahertz spektroskopi (mig og Peter Uhd Jepsen fra DTU Fotonik) - og vi gad godt se vores teknologi blive brugt i 2D-EPL, så det må vi prøve at få til at ske - det arbejdes der på! packaging her pakkes chips ind så de er klar til at blive brugt - ligesom integrerede kredsløb pakkes ind i et lille plastikhus med standardiserede elektroder. Forretningsudvikling er utroligt vigtigt - at gå i samarbejde med virksomheder, udviklingsafdelinger - ingeniører - om at udvikle deres ideer til teknologier, og deres teknologier til produkter, og måske også produkter til market. I praksis vil der være 6 måneder være et wafer run med flere projekter på, og det kribler i fingrene for at "være med" på en af de første wafer runs der kører i den skinnende nye nano-fabrik. Du kan læse mere i [pressemeddelelsen fra Grafen Flagskib om 2D-EPL. ] fra igår (https://www.mynewsdesk.com/com/graphene-flagship/pressreleases/graphene-...)
    4 Kommentarer
  • Louise Floor Frellsen

    Patenttrolde

    Patenter er jo som tidligere nævnt ikke noget, der giver ejeren retten til at producere eller sælge en ting, i stedet giver det retten til at forhindre andre i at gøre det – altså et monopol. Men når nu det er hele patentets natur, hvorfor er det så, at vi kalder nogle folk, der håndhæver patenter for trolde? Hvad er en patenttrold? Helt bredt menes der med patenttrold en person, der håndhæver et patent uden selv at have nogen interesse i at lave eller sælge det, som patentet dækker. En person der kun vil stoppe og ikke selv vil skabe. En mere officiel term end ”trold” er en ”non-practicing entity” (NPE). Så altså, hvis nu jeg havde et patent på en type vaskemaskinetromle og enten gik ud og krævede licens fra tromleproducenter eller hev dem i retten for at krænke mit patent, selvom jeg sidder på mit patentkontor og ingen interesse har i at skifte branche til at lave eller sælge vaskemaskinetromler – hverken selv eller i samarbejde med andre. Faktisk er jeg helt ligeglad med vaskemaskinetromler, jeg vil bare gerne have penge ud af dem, der laver tromler. Når nu jeg har et patent på vaskemaskinetromlerne, de laver, så har jeg loven på min side og må gerne stoppe dem eller afkræve en licens. Det er jo i bund og grund det et patent er lavet til. Det er ikke knyttet til hvad patentindehaveren gør, men hvad andre ikke må. Illustration: M W fra Pixabay Hvorfor er patenttrolde et problem? I de værste tilfælde er patenttrolde præcis som i det eksempel, jeg skriver ovenfor. Folk der slet ikke går op i det, de har et patent på, men bare gerne vil have penge ud af andres arbejde. Der findes efterhånden en del eksempler på, virksomheder der lever kun af at håndhæve patenter. Den slags troldevirksomheder opkøber patenter, som den oprindelige ansøger alligevel ikke bruger. Måske havde den oprindelige opfinder en god idé, men formåede ikke at få sat produktion i gang eller at få den ført ud i livet på en anden måde. De har investeret tid og penge i den idé og det er alt sammen spildt, for de formåede ikke at få gjort noget med patentet. Så kommer der en virksomhed og tilbyder at købe patentet. Ansøgeren får næppe mange penge for det, måske er det for et helt symbolsk beløb. Men hvorfor ikke? Så bliver det patent opfinderen har arbejdet så hårdt for da i det mindste noget værd eller brugt til noget i stedet for bare at være helt tabt. I andre – og nok mere hyppige – tilfælde bliver patenterne solgt til næsten ingen penge på tvangsauktion efter virksomheden, der oprindeligt ejede patentet er gået konkurs. Opfinderen har så ikke noget at skulle have sagt i forhold til at patentet bliver solgt til troldevirksomheden eller ej. Sådan en patenttroldevirksomhed kan altså få skaffet sig talrige patenter ved at holde øje med virksomheder, der går konkurs. Med en portefølje troldene får opbygget på den måde, kan de så begynde at lede efter, om der er eksisterende virksomheder på markedet, der krænker nogle af patenterne. Nogle gange finder patenttroldene faktisk bare virksomheder, der laver noget i samme felt og som slet ikke krænker. Patenttroldene går nemlig ofte efter små virksomheder, som ville blive hårdt pressede af en retssag og som i det hele taget ikke har råd til at få juridisk rådgivning for at finde ud af, om de faktisk krænker patentet eller ej. Der kan truslen nemlig ofte være nok til at få dem til at betale et forlig eller en licens. Selv hvis den lille virksomhed ikke har gjort noget galt, kan det hurtigt blive dyrt at få bevist det overfor en domstol, og selv hvis den anklagede virksomhed bliver tilkendt erstatning, er det måske for sent. Og ærligt talt, selv hvis man har økonomi og mulighed for at tage sagen i retten, forestiller jeg mig, at det sjældent er særligt sjovt at skulle alt det stress og postyr igennem. Så nogle gange vil man hellere bare betale for at holde trolden fra livet. I andre tilfælde er det større virksomheder patenttroldende udser sig som bytte. Større virksomheder kan potentielt have så meget frirum i økonomien, at de bare betaler en årlig licens for at få fred. Beskyttelsespenge kunne man nærmest kalde det. For selvom en større virksomhed måske har rådgivning og kunne gå i retten er det en kostelig og tidskrævende proces, så det alligevel kan betale sig at betale troldene. Men det er ikke fordi, der ikke er noget arbejde i eller omkostning ved at være en patenttrold: man skal finde virksomheder, der er gået konkurs, så man kan tage resterne fra deres arbejde. Man skal finde andre virksomheder, som arbejder med nogenlunde det samme, så man kan kue dem. Man skal kontakte virksomhederne og true dem med retssager (og hvis man virkelig trækker den langt også følge op på truslerne og deltage i de retssager). Man skal også finde ud af, hvilke af de patenter, man har købt, det er værd at betale årsgebyrer for, og hvilke man skal lade falde, så det ikke bliver for dyrt at have sit arsenal af patenter. Så der er skam arbejde i det – det er bare ikke vældigt ærligt arbejde. Som man nok godt kan fornemme på mine ordvalg, synes jeg egentlig, at det er rimeligt nok at kalde den slags folk trolde. Det er naturligvis ikke ulovligt at håndhæve patenterne, de spiller helt indenfor systemets regler, men hvad de gør, gør de kun for deres egen skyld og det hjælper ikke nogen andre. For at svare spørgsmålet i afsnittets titel er det et problem, fordi i det her tilfælde bliver patentet ikke brugt til at give en opfinder et forspring for udviklingsarbejdet de har investeret i, og de har fået et monopol uden at give samfundet noget til gengæld. I stedet bliver patentet misbrugt til at forhindre opfindsomhed og innovation ved at kvæle små virksomheder, der ofte intet galt har gjort eller ved at tage penge fra større virksomheder, der ellers kunne have brugt budgettet til videre udvikling og innovation. Men altså det er jo heller ikke, fordi alle virksomhederne er helgener her. Nogle virksomheder krænker faktisk helt reelt patenterne – og det må de jo ikke, uanset om det er en trold, en opfinder eller en producent, der ejer patentet. Men nogle virksomheder regner netop med bare at kunne betale sig fra at overtræde reglerne, og synes det er nemmere at bede om tilgivelse end tilladelsen, fordi der er en chance for, at patentets ejer ikke opdager noget. Hvorfor er patenttrolderi så ikke ulovligt? Selvom jeg synes, der er nogle hæslige trolde derude, er nogle af de non-practicing entities, måske slet ikke så slemme endda. For man kan jo godt argumentere for, at der er nogen, der har moralsk ret til et patent, selvom de ikke har mulighed for at producere eller sælge opfindelsen. Da jeg skrev om den første patentkrig, der kig på symaskiner påpegede en af mine kollegaer, at Howe jo også gik hen og blev en patenttrold. For hurtigt at genopfriske sagen havde Howe udviklet smarte ting i forhold til symaskinenåle. Han var til gengæld ikke så god til at sælge. Da det fejlede at få skabt et marked i USA. rejste han til England, men da han sidenhen kom hjem til USA igen, opdagede han, at symaskiner nu var blevet en stor industri og de mindede om det Howes havde patent på. I stedet for at forsøge at komme ind på det opblomstrede marked, krævede Howe erstatning og licens fra andre symaskineproducenter. Det tjente han gode penge på, og han holdt helt op med at forsøge selv at lave og sælge symaskiner. Illustration: Peter H fra Pixabay I forhold til symaskinekrigen opstod der mange og lange retssager, men det er et godt eksempel: Howe havde selv lavet opfindelsen, han havde taget et patent, han havde forsøgt sig med at markedsføre og sælge, men var ikke lykkedes. Men at han fejlede, gør jo ikke hans ret til opfindelsen mindre ægte. Da Howe opdagede at hans patent blev krænket, var Singer-symaskiner allerede førende på markedet. Det var usandsynligt, at Howe kunne starte en produktion op fra bunden, der kunne indhente Singer. Er det så ikke meget rimeligt, at han kan lukrere på sin opfindelse på en anden måde? Hvis vi går tilbage til mit opdigtede eksempel om, at jeg havde opfundet en smart vaskemaskinetromle, er det jo langt fra det samme som, at jeg har lyst eller mulighed for at sætte en produktion i gang. Hvad nu hvis jeg var gået til vaskemaskineproducenter og havde forsøgt at sætte et samarbejde i gang, og de ikke var interesserede, men at jeg senere opdagede, at de nu brugte min idé alligevel? Det er jo netop den situation patenter er til for at forhindre. Jeg synes i hvert fald, at det er rimeligt nok, at private opfindere kan tjene på deres ideer, for eksempel ved at licensere til producenter, uden selv at have noget med produktion eller salg at gøre. Man kan jo godt få gode ideer uden at være god til at lave start-ups. Men den slags privatpersoner er jo teknisk set patenttrolde, for de vil gerne tjene på et patent med en opfindelse, de ingen interesse har i at fremstille eller sælge. De vil bare gerne have noget ud af det arbejde, de har lagt. Hvis vi bliver eventyrenes verden, kunne vi jo kalde dem patentnisser i stedet. Problemet er bare at det er en gråzone. Dem, der som jeg, holder af gamle folkeeventyr ved, at det er en hårfin grænse mellem nisser og trolde. For patentnisser kan godt gå hen og blive grådige eller bære nag, hvis tingene ikke går deres vej. Nogle patenttroldevirksomheder vokser ud af opfinderes forsøg på at starte deres egne virksomheder. Måske syntes jeg, at min idé med en vaskemaskinetromle var så god, at jeg opgav livet som patentrådgiver og i stedet startede min egen virksomhed for at lave og sælge vaskemaskinetromler. Men det viser sig hurtigt, at det med at styre produktion og salg og egen virksomhed, har jeg intet talent for. Men nu har jeg investeret i et patent. Jeg har brugt forfærdeligt mange penge på den virksomhed, og nu er den gået konkurs. Der står jeg så uden andet på lommen end mit patent. Så kan jeg jo om ikke andet forsøge at bruge det patent til at få noget ud af mine forhenværende konkurrenter. Det er jo netop at være en klassisk patenttrold, bortset fra at i det tilfælde, er jeg jo helt oprigtigt opfinder. Ville jeg i det tilfælde have mere ret til at håndhæve mit patent, bare fordi jeg også forsøgte at køre en dårlig virksomhed? Eller er det lige så rimeligt, at jeg gik ud og brugte det til at tjene penge uden også at forsøge at producere noget selv? Et andet eksempel er virksomheder, som er i fuld sving med at producere og sælge en teknologi, og som samtidig ihærdigt opkøber andres patenter, når muligheden byder sig – for eksempel når mindre virksomheder går konkurs. Det gør de for eksempel for at beskytte dem selv mod patenttrolde eller for at stå stærkere imod deres konkurrenter. De producerer så teknologi, men måske ikke lige med baggrund i det specifikke patent, de har erhvervet sig. Men måske vil de alligevel gerne håndhæve det for at forhindre konkurrenter i at true dem. Er de mere eller mindre patenttrolde, fordi de faktisk producerer relevant teknologi? Man kunne jo nemt argumentere for, at de ikke er patenttrolde, men de gør det jo stadig lige svært at komme hen over broen og ind i deres teknologiske felt. Illustration: Martin Klinge fra Pixabay Har I nogle gode forslag til, hvordan man kan modarbejde patenttrolde? Eller er det helt forkert at være imod dem, der finder opfindsomme måder at bruge systemet?
    24 Kommentarer
  • Svend Tøfting

    Fokus skal være på fossilbilerne

    Illustration: Svend Tøfting IDA havde i den forgangne uge inviterer 50 eksperter til en workshop om klimaudfordringerne på transportområdet. Eksperterne var inviteret af IDA Trafik og Byplan, IDA Grøn Teknologi og IDA Rail, der på workshoppen havde lagt op til drøftelser af løsninger på tre områder. Fremme af cyklisme og kollektiv transport og kombinationen heraf gennem forbedret infrastruktur og byplanlægning Fremme af kollektiv passagertransport gennem forbedringer i infrastrukturen – Verdens mest attraktive kollektive transportsystem bidrager til 70 % målsætningen Justering af skatter og afgifter, så kollektiv transport, cyklisme og sundhed fremmes Hoved konklusionerne fra mobilitetsworkshoppen var, at der skal være initiativer på alle områder. Vi skal forbedre den kollektive trafik, så den kan være et realistisk alternativ til at køre i bil, og vi skal også forbedre infrastrukturen for de lette trafikanter især i vore byer. Men workshoppen viste også, at hvis vi blot skal i nærheden af de 70% reduktion på transportområdet, ja så skal vi starte med at begrænse antallet af nye fossilbiler og brugen af dem. Og her skal de økonomiske incitamenter tages i brug. Og det er ret beset i sidste øjeblik, hvis der skal gøres noget seriøst. For transportsektoren har som den eneste sektor øget Co2 udledningen med 25% siden 1990. Der blev vedr. priserne på nye fossilbiler foreslået en tilbagespoling til afgiftsniveauet i 2007. Det kan give en årlig provenu på ca. 20 mia. Der blev selvfølgelig også foreslået roadpricing. Vi skal ikke snakke elbiler, men i stedet hvordan vi begrænser antallet af fossilbiler. Så vil antallet af elbiler helt automatisk stige. Og så blev der efterlyst en total omlægning af kørselsfradraget. Tal fra Skatteministeriet viser, at et bortfald af kørselsfradraget kan give en reduktion i biltrafikken på 15%, og det vel at mærke uden det vil gå ud over beskæftigelsen. Vi vil flytte tættere på vores arbejde. Der blev fra flere sider efterlyst konkrete forsøg på nogle af områderne. De kan give politikerne et bedre beslutningsgrundlag. Resultaterne fra Workshoppen skal nu indgå i IDAs arbejde med at udarbejde et samlet oplæg fra IDA vedr. hvordan vi kommer videre mod de 70%. Denne rapport forventes at foreligge sidst på året.
    120 Kommentarer
  • Michael Søgaard Jørgensen

    Klima og cirkulær økonomi: produktlevetid vigtigere end energieffektivitet

    Produktlevetid er en af de problemstillinger, der fortjener mere fokus i strategier for klima og cirkulær økonomi. Når produktlevetid diskuteres, hævdes det nogen gange, at det kan være et klima-dilemma hvor længe produkter skal ’leve’ – ud fra en forventning om at elektriske og elektroniske produkter bliver mere og mere energieffektive og dermed mindre klimabelastende. Tre udenlandske analyser peger imidlertid på, at der opnås de største klimagevinster i de fleste tilfælde ved at reparere og dermed forlænge levetiden for produkter og først udskifte produkter, når de ikke længere kan repareres. Dels fordi det klimamæssigt er mest optimalt, dels fordi der er en række andre miljøeffekter, som også bør indgå i overvejelser om produktlevetid. Indlægget gennemgår først de udenlandske analyser og analyserer dernæst hvordan Regeringens Klimaprogram fra september 2020 ser på betydningen af produktlevetid for klimabelastning. Produktlevetid versus energieffektivitet Det europæiske netværk af miljøorganisationer EEB (European Environmental Bureau) analyserer produktlevetidens betydning inden for fire produktområder (vaskemaskiner, støvsugere, bærbare computere og smartphones) i rapporten ”Coolproducts don’t cost the earth”. Rapporten ser først på hvor stor del af produkternes klimabelastninger, der kommer fra ikke-brugsfaserne (især råvareudvinding, produktion, distribution og bortskaffelse), og hvor meget der kommer fra brugsfasen. Vaskemaskine: Produktion, distribution og bortskaffelse: 25%. Brug: 75% Støvsuger: Produktion, distribution og bortskaffelse: 21%. Brug: 79% Bærbar computer: Produktion, distribution og bortskaffelse: 52%. Brug: 48% Smartphone: Produktion, distribution og bortskaffelse: 72%. Brug: 28% Jo større andel af belastningen, der kommer fra råvareudvinding, produktion, m.m. af et produkt, jo større er ’kravet’ om stigende energieffektivitet i brugsfasen for klimamæssigt at kompensere for købet og dermed råvareudvinding, produktion m.m. til et nyt produkt. Rapporten analyserer dernæst hvor lang levetid de forskellige produkter bør have for at kompensere for klimabelastningen fra råvareudvinding, produktion, m.m. af et nyt mere energieffektivt produkt – hvor der er antaget en – højst usandsynlig – årlig forbedring af energieffektiviteten med 5%: Vaskemaskiner: Minimum optimal levetid: 17 år. Aktuel gennemsnitlig levetid: 11 år Støvsugere: Minimum optimal levetid: 11 år. Aktuel gennemsnitlig levetid: 6,5 år Bærbare computere: Minimum optimal levetid: 20 år. Aktuel gennemsnitlig levetid: 4,5 år Smartphones: Minimum optimal levetid: 25 år. Aktuel gennemsnitlig levetid: 3 år Da de beregnede ’klimaneutrale’ levetider - selv ved en antagelse om en stor forbedring af energieffektiviteten - er længere end den typiske produktlevetid, er det tydeligt at det IKKE er klimamæssigt fornuftigt at udskifte produkter, blot fordi et nyt produkt er mere energieffektivt. Heller ikke selvom det er nødvendigt at få repareret produktet. Når der tages højde for andre miljøfaktorer som økotoksicitet og brugen af ikke-fornybare ressourcer, skal de nævnte produkters levetid sandsynligvis være endnu længere, før det giver miljømæssig mening at udskifte produkterne. Det skyldes, at miljøfaktorer som økotoksicitet og forbruget af ikke-fornybare ressourcer typisk er mere fremtrædende ved råvareudvinding og produktion. I en undersøgelse fra 2018 af samme problemstilling siger Öko Institut, at det klimamæssigt kan være fornuftigt at udskifte husholdningsapparater med de dårligste energimærkninger B, C og D med et nyt produkt med den højeste energimærkning. Men .... det kræver, at det nye produkt ikke er større end nødvendigt, og dets absolutte energiforbrug er lavere end det gamle apparats. En engelsk undersøgelse tilbage fra 2010 fra den engelske organisation WRAP (Waste and Resources Action Programme) af forskellige scenarier for reparation og udskiftning af vaskemaskiner viste de samme resultater: Kun for de energimæssigt dårligste maskiner (C) kunne det klimamæssigt betale sig at udskifte en vaskemaskine i stedet for at reparere den. Disse tre undersøgelser viser vigtigheden af, at producenter og danske forhandlere af elektriske og elektroniske produkter som led i en klima- og miljøstrategi udvikler en strategi for at tilbyde billigere reparationer, således at færre produkter kasseres på grund af for dyre reparationer. Billigere reparationer kan samtidig give forhandlere og producenter vigtig viden om brugspraksis og om hvordan komponenter slides, og hvordan brugerpaneler og brugsanvisninger forstås og kunne forbedres. EU’s produktregulering, der for nogle af disse produktgrupper stiller krav om at reservedele skal være til rådighed, løser IKKE problemet. Som Ingeniørforeningens undersøgelse fra 2018 viste, så er det i langt højere grad prisen på en reparation sammenlignet med indkøb af et nyt produkt, der afgør om en forbruger vælger at få et produkt repareret, end det er tilgængeligheden af reservedele. Lad os nu se hvorvidt og hvordan sammenhængen mellem produktlevetid og klima er i fokus i Regeringens Klimaprogram. Produktlevetid i Regeringens Klimaprogram 2020 I Regeringens klimaprogram fra september 2020 er produktlevetid en af de mindre udfoldede problemstillinger sammenlignet med energieffektivitet og vedvarende energi. Produktlevetid diskuteres bl.a. i en analyse i Klimaprogrammet af hvornår teknologier skal udskiftes for at sikre øget anvendelse af nye ”grønne” opvarmningsteknologier, transportteknologier m.m., der anvender vedvarende energi eller er mere energieffektive. Konklusionen er, at teknologier først bør udskiftes, når de alligevel skal udskiftes for ikke at belaste samfundsøkonomi og virksomheds- og husholdningsøkonomi (Regeringens klimaprogram, s. 46): ”Omkostningseffektiviteten øges ligeledes, hvis konverteringen til grønne teknologier sker, når eksisterende teknologier skal udskiftes. De samfundsøkonomiske omkostninger ved at konvertere fra naturgasfyr til varmepumper vil fx være markant højere, hvis der lægges op til at skrotte eksisterende velfungerende gasfyr. Det kan dog alligevel vise sig nødvendigt for at leve op til 70 pct.-målet, eftersom en række teknologier og aktiver har en levetid, der rækker ud over 2030, …… Der er derfor behov for at træffe beslutninger nu og investere i langsigtede rammer for den grønne omstilling, som giver effekt senere, idet den tilskynder til konvertering i takt med, at virksomheder og forbrugere skal reinvestere i nye opvarmningsformer, transportmidler, procesteknologier etc.” Der anlægges her et langsigtet omstillingsperspektiv. Fokus er på de økonomiske aspekter af tidlig udskiftning af produkter/teknologier for at fremme energieffektivitet og vedvarende energi, mens ressourcetab og klimapåvirkningen fra udskiftningen af disse produkter/teknologier ikke berøres. Der er behov for at supplere Klimaprogrammet med tilsvarende analyser af den for tidlige udskiftning af husholdningsapparater og hårde hvidevarer, som forbrugere må foretage, fordi reparationer er for dyre. Disse udskiftninger har både økonomiske og klimamæssige konsekvenser! EU-regulering og forlængelse af produktlevetid Klimaprogrammet nævner produktlevetid direkte og indirekte i en gennemgang af EU’s arbejde med at udvikle en juridisk ramme for produktregulering (Klimaprogrammet, s. 81): ”Fælles europæiske rammer kan reducere omkostningerne ved den danske indsats. Derfor arbejder regeringen aktivt for, at der også på EU-plan sættes mere ambitiøse mål for at reducere affaldsmængden, øge genanvendelsen og begrænse importen af plastik til afbrænding. ….. Forlængelse af levetiden, ressourceoptimering og øget genanvendelighed af produkter, øget anvendelse af sekundære råvarer og substituering af skadelige kemikalier skal være centrale elementer i den sammenhængende juridiske ramme.” Klimaprogrammet lægger ikke op til særlige danske initiativer på området, men vil bakke op om arbejdet i EU. Begrænset fokus på samspillet mellem innovation, forbrug og klima Programmet har især fokus på at reducere klimabelastningen fra produktion og fra affaldsforbrænding i Danmark - og ikke belastningen fra produktionen af produkter i udlandet og fra forbrugets størrelse. Klimaprogrammet introducerer begrebet ”klimavenlig adfærd” (Klimaprogrammet, s. 101), men har ikke fokus på det samspil mellem innovation, forbrug og klima, der er afgørende for forbrugets størrelse og produkters tekniske og psykologiske forældelse: ”Nedbringelse af Danmarks drivhusgasudledninger indebærer hovedsageligt teknologiske investeringer og omstilling af vores transport-, fødevare- og energisystemer. En meget stor del af indsatsen er derfor fokuseret på produktionen i Danmark. Klimavenlig adfærd kan imidlertid også bidrage til den grønne omstilling og understøtte reelle reduktioner bl.a. ved at modne markedet for grønne løsninger og øge efterspørgslen efter varer og services med lavere klimaaftryk.” Klimaprogrammet nævner produktlevetid - med reference til Klimapartnerskabet for affald og cirkulær økonomi - i form af det Klimaprogrammet kalder "affaldssektorens forslag til egne indsatser" (Klimaprogrammet, s. 82): ”Design af cirkulære produkter og implementering af forretningsmodeller baseret på genbrug og reparation for at forlænge produkternes levetid.” Produktlevetid og regeringens grønne forskningsstrategi Klimaprogrammet omtaler s. 102 Regeringens grønne forskningsstrategi og dens påpegning af behovet for ”øget viden om bæredygtig adfærd, herunder bl.a. hvad der skal til for, at borgere, virksomheder, institutioner m.fl. ændrer adfærd i en mere grøn retning, og hvad omfanget af gevinsterne ved adfærdsændringer vil være. Det kan bl.a. være i forhold til de produkter og services, vi forbruger fx inden for fødevarer, transport, energi og tekstiler.” Som det ses udfolder afsnittet om adfærdsændringer ikke samspillet mellem innovation, forbrug og klima. Der er således behov for at videreudvikle Klimaprogrammet på dette område. Forskningsbehovet er faktisk grundigt udfoldet i en af de behovsanalyser, der har inspireret den grønne forskningsstrategi – ”Grønne forskningsbehov og -potentialer: Samfundsperspektiver i forhold til reduktion af drivhusgasser”: ”For at understøtte bedre ressourceudnyttelse i samfundet er der generelt behov for forskning i cirkulær økonomi og cirkulære forretningsmodeller, hvor produktdesign samtænkes med reparation, istandsættelse og genfremstilling af produkter, så deres levetid forlænges. ….. Derudover er kulturel og designmæssig forskning væsentlig for undersøgelse af udfordringer og potentialer for disse mere sammensatte forretningsmodeller og services baseret på forskellige grader af genbrug, upcycling, reparation i samspil med begrænset nyproduktion.” Trods den præcise påpegning af dette forskningsbehov er samspillet mellem produktlevetid, innovation, forbrug og klima IKKE et af de områder for såkaldte ”missioner”, der er prioriteret i forskningsstrategien for 2021. De fire prioriterede områder for missioner i 2021 er: Fangst og lagring eller anvendelse af CO₂ Grønne brændstoffer til transport og industri (Power-to-X mv.) Klima- og miljøvenligt landbrug og fødevareproduktion Genanvendelse og reduktion af plastikaffald Produktlevetid og forældelse fortjener mere opmærksomhed De tre udenlandske undersøgelser viser, at det er vigtigere at udvikle bedre og billigere reparationsmuligheder end at tilskynde forbrugere og virksomheder til at udskifte produkter, selvom nye produkter er mere energieffektive. Sammenlignes analysen af vigtigheden af produktlevetid for klimabelastning med fokusset på produktlevetid i Regeringens Klimaprogram er det tydeligt, at der er behov for at samspillet mellem innovation, produktlevetid, forbrug og klima får større fokus i det videre arbejde med Klimaprogrammet.
    15 Kommentarer
  • Henrik Beha Pedersen

    Hjælp Plastindustrien

    Plastindustriens råmateriale, såkaldte ”pellets”, der ender som din plastikpose, dine Lego klodser og din juiceflaske, ligger og flyder i vores natur. Faktisk ligger de overalt og er sammen med cigaretskodder, det plastmateriale vi finder mest af i naturen. De er op til 5 mm store, svære at se og hører til i kategorien mikroplastik. Billedet af pellets herunder er forfatterens eget foto fra Vesterhavet denne sommer 2020 Illustration: Henrik Beha Pedersen Plastindustrien kæmper for at få sine medlemsvirksomheder til at tilslutte sig sit eget program Operation Clean sweep. Særligt i Danmark og hatten af for det. Brancheorganisationen har en ambition om at 80% af deres egne medlemmer bør være med i programmet, der skal sikre at de pellets virksomhederne benytter i produktionen, ikke ender i miljøet. Det burde selvfølgelig være 100%, for forureneren betaler jo. Ja, faktisk burde det ikke være brancheorganisationens egen opgave at sikre 100% deltagelse, det burde være et lovkrav ligesom det ikke burde være frivilligt om virksomhederne faktisk følger programmet. Konsekvenserne er alarmerende og kalder på handling i den kommende plasthandlingsplan fra miljøministeren. Vidste du, at der for nylig blev fundet mikroplastik med dominans af industriens pellets i 77% af alle prøver langs den danske vestkyst. I gennemsmit 28 stk. plastik pr 5 liter sand? Dette råmateriale fra industrien ender i vores fauna, vores fugleliv for eksempel. Der er fundet plastik, herunder pellets i maveindholdet hos 58% af de døde malemukker der blev undersøgt ved Vesterhavet. Fænomenet er ikke dansk, men globalt. Se bare kortet her over fund af pellets globalt. Et så udbredt forureningsproblem kan lægge et yderligere pres på visse arter og ende med at udgøre et problem for biodiversiteten. Plastindustrien i Danmark har et mål om at blive globalt foregangsland, når det handler om at holde styr på sit råmateriale. Den kan dog ikke redegøre for hvor stor en procentdel af virksomhederne i Europa eller globalt, der har tilsluttet sig kampagnen. Dette peger på et område der trænger til at blive reguleret ikke bare i Danmark, men på europæisk og globalt plan. Det er ret beset svært at vide om man er et foregangsland, hvis der ikke er sammenlignelige tal. Politikerne må hjælpe industrien med det rette grundlag, for at kunne vurdere om den performer på miljøets vegne. Frivillighed er meget ønskværdigt, men lakmusprøven på om det er det rette reguleringshåndtag bør være, om vi ser en reel beskyttelse af vores havmiljø. Når det handler om plastindustriens eget råmateriale, pellets, så er det et meget konkret eksempel på at det er svært for industrien selv at handle effektivt på problemet. Der er ikke opnået den naturlige 100% tilslutning af medlemmerne, kontrollen fra kommunerne er tilfældig fordi det er en juridisk gråzone om pellets skal underlægges tilsyn som værende et råstof og så er der ikke transparens i hvor langt industrien er kommet internationalt. Måske vigtigst er, at industrien anlægger en tilgang hvor det er op til den enkelte virksomheder at føre kontrol. Det store tab sker i hele forsyningskæden og for at løfte kontrollen til det niveau er det nødvendigt med dansk og international regulering. Det har Plastic Change skrevet mere om i sit videnspapir her. Det er helt åbenlyst for meget, at bede Plastindustrien om at regulere sig selv. Derfor må vi bede de relevante politikere og myndigheder træde i karakter, så vi kan komme denne væsentlige kilde til mikroplastik til livs – for Plastindustriens og miljøets skyld
    5 Kommentarer
  • René Fléron

    Nyd aftenhimlen

    Siden kometen Neowise i sommerferie har jeg nydt aftenhimlen. Der er i øjeblikket hele tre synlige planeter. Mod syd dukker Saturn og Jupiter op omkring mørkets frembrud, de går ned ved elvetiden. Mod øst, også ved mørkets frembrud, lyser Mars klart. Mars er synlig i længere tid end Saturn og Jupiter, dels fordi den starter i øst og det så tager længere tid før Jorden er roteret så langt at Mars går ned, dels fordi Mars står højt på himlen, så der er lidt længere ned til horisonten. Solsystem-øvelse Gå ud og find et mørkt sted - eller rimeligt mørkt. Jupiter kan ses fra København. Kig op og find planeterne. Prøv at pege på fx Mars, evt lidt under, drej så armen over på Saturn og til sidst på Jupiter, evt en lille smule over Jupiter. Bemærk at armens bevægelsen i store træk beskriver en cirkel-bue. Det er solsystemet baneplan du har beskrevet. Altså det plan planterne om Solen bevæger sig rundt i. Prøv inde i hovedet at visualisere cirklens centrum, det er et sted bag dig og nede igennem Jorden. Vend dig om og prøv om du kan pege imod cirklens centrum. Dér er Solen - selv om du ikke kan se den. Øvelsen illustrerer hvordan vi ved at observere nattehimlen kan beskrive solsystemet. Jeg har taget et billede af Månen, Saturn og Jupiter. De tager sig langt fra så flotte ud på billedet som i virkeligheden, men det giver en ide om Saturn og Jupiters indbyrdes placering. Månen er cirka 0,5 grader - så på øjemål er der omkring 4 grader mellem Saturn og Jupiter. Illustration: René Fléron Månen Månen er også flot i øjeblikket. En fascinerende ting ved den, er dens synlige foranderlighed fra aften til aften. Jeg nyder også at se dens synlige detaljer og her kan mit kamera faktisk godt vise lidt af det. Illustration: René Fléron Missioner Jupiter Når du eller I kigger på Jupiter så tænk på at der lige nu kredser et menneskeskabt rumskib omkring Jupiter. Rumskibet hedder Juno og er ifærd med at studere, bla.a. Jupiters magnetfelt. Resultaterne fra missionen har allerede givet en række spændende resultater. Et ikke-planlagt resultat var at Juno's solpaneler og stjernekamera tilsammen viste sig at kunne bestemme densiteten af tomrummet i solsystemet - eller ihvertfald den gennemfløjne del af solsystemet. Det er min egen fortolkning at dataene har givet densiteten af tomrummet. I praksis satte forskerne et af stjernekameraene til at registrere objekter, der bevægede sig i forhold til stjernerne. Den slags kaldes non-stellare objekter (NSO). En gang imellem rapporterede kameraet et objekt, der tilsyneladende lå inde i solpanelerne. Det viste sig at kameraet så plasmaglimt fra sammenstød mellem støvkorn og solpanelerne. Ved at studere glimtenes intensitet kunne de bestemme massen af støvkornene. Ved at tælle antal sammenstød pr tidsenhed og beregne det gennemfløjne volumen kunne de bestemme tætheden af støvkornene. Tætheden af kornene og deres massefordeling kan tolkes som densiteten. Mars Når du eller I drejer hovedet og kigger på Mars så tænk på at hele tre missioner er på vej mod planeten. En amerikansk, en kinesisk og en fra de forenede Arabiske Emirater. De ankommer til næste år. Hvem ved hvad deres missioner vil bringe af overraskende nyt? Jeg zoomede ind på Mars og tog et billede, det er sløret men man kan godt ane den røde farve. Illustration: René Fléron
    2 Kommentarer
Sektioner