**Fokuser du nok på udseende?** Om du vil indrømme det eller ej: i mange af livets forhold er udseende afgørende, når du vælger og vrager. Der er skrevet tykke bøger, tårefremkaldende digte og ørehængende slagere om hvad overfladisk menneskelig skønhed især gør ved beskuerens øje og sjæl. Et godt look ER en afgørende faktor for mange - også når det gælder varer og halvfabrikata. Er udseendet på et produkt godt, finishen flot og detaljerne i orden, så foretrækker vi ofte den løsning frem for en, hvor kvalitetsniveauet synes knap så højt. Samtidig betaler vi ofte en højere pris, når designet øjeblikkeligt appellerer til øjet. Også det er der skrevet tykke manualer og lærebøger om. Koblingen mellem design, udseende, værdi og pris blev jeg yderligere bevidst om da jeg for nyligt besøgte Formnext messen i Frankfurt. Formnext er blandt de største i verden når det handler om at præsentere den seneste avancerede produktionsteknologiske innovation inden for additive manufacturing (AM). **Innovativ laser sætter nye standarder** Er der én ting, jeg tager med mig hjem fra Formnext, så er det at de kommende år kommer til at stå i produktionsteknologiske innovations tegn. Vi vil opleve at flere og flere virksomheder satser på innovativt 3D hardwareudstyr, der rummer en uset evne til at frembringe flot finish. Det vil i høj grad vil accelerere udbredelsen af AM. Blandt de mest iøjnefaldende nyskabelser er de nye teknologiske muligheder indenfor FDR-teknologien. Her forenes AM med laserstyring. Laserstyring er i sig selv ikke nyt. Det kender vi i forvejen bl.a. fra SLS-teknikken, hvor lag på lag smeltes på via CO2 lasere. Det innovative består i den nye effektive 50-watt CO-laser, der giver en anden lystemperatur. Dermed gør FDR det muligt at fremstille delikate og samtidig robuste dele med fine overflader, høje opløsninger og udvikle produkter helt ned i mindste vægtykkelser på kun 0,22 mm. Ved at anvende det certificerede materiale PA 1101, som behandles i lagtykkelser på 40 og 60 µm, opnår man samtidig både høj slagfasthed og forlængelse ved brud. Samlet set forbedrer de nye teknologier overfladerne markant og eliminerer den hidtidige tidsrøvende praksis med at efterbehandle emner. Med den nye laserbaserede produktionsteknik kan man nemlig i første hug udvikle og fremstille et flot produkt, hvor der er styr på alle mikrodetaljerne. **Detaljefokus og hurtigere udvikling** Den nye teknologi giver producenter og brugere nye muligheder for at få leveret AM-løsninger med overfladebehandling i den absolutte kvalitetsmæssige topklasse. Det gør fordelene ved AMs design- og funktionalitetsmulighederne endnu større. Den nye FDR-teknologi nedbringer produktions- og procestiden. Teknologien åbner muligheder for helt nye applikationer inden for polymerbaseret additivfremstilling, såsom for filterenheder, væskekanaler, stik og andre elektroniske komponenter samt forbrugsvarer som f.eks. briller. Det vil gøre det endnu hurtigere at få ideer omsat i prototyper og serieproduktion, som er blandt AMs største styrker. Vi kommer til at speede vellykkede udviklingsprocesser op og gøre emnerne endnu flottere. Det er da til at blive i helt godt julehumør af! **Glædelig højtid og et forhåbentligt teknologisk,** **innovativt og lykkebringende nytår.**

Imorgen skal UK vælge nyt underhus. Dem der ikke kan vente kan tyvstarte med Monty Python's *"[Election Night Special](https://www.youtube.com/watch?v=7Xm_TRekjno)"* - imorgen bliver noget i samme stil. *phk*

Kunstig intelligens (KI) er et vidt begreb i folkemunde, men et forholdvist simpelt fænomen i sin opbygning. Jeg vil over de næste par blogposts behandle forskellige former for KI og især lægge energi i den form, der augmenterer, det vil sige forlænger vores kapacitet hvad angår fysisk og intellektuel formåen. Men først skal vi danne et overblik over hvilke former for KI der findes og hvordan disse kan kategoriseres og eksemplificeres. I bloggen [At puste liv i maskiner](https://ing.dk/blog/at-puste-liv-maskiner-229735) gennemgår jeg den grundlæggende struktur i dét, man bredt set kalder *maskinlæring* og især hvad underkategorien *deep learning* dækker over. ##Forskellige former for kunstig intelligens Til at hjælpe os med at holde styr på de kunstige intelligenser, har vi PhD i KI [Thomas Terney](https://www.thomasterney.com/kunstig-intelligens-bog), som formulerer fire kategorier ([Kampen om Fremtiden](http://www.tidsskriftet-epsilon.dk/artikel590.htm)): **1. Automatiseret intelligens** dækker over mere eller mindre intelligente teknologiske løsninger, der ofte medvirker til at erstatte menneskelig arbejdskraft. I den mindre intelligente - men særdeles effektive - ende ser vi for eksempel industri-robotarme med relativt simpelt software som hos [Kassow Robots](https://www.kassowrobots.com/ ) eller [Universal Robots](https://www.universal-robots.com/da/). Automatisering fører ikke udelukkende til erstatning, men kan også betyder øget og tættere samarbejde mellem medarbejderen og de relativt intelligente kollaborative robotter, de såkaldte *cobots*, som jeg præsenterer her [Fra Naturlig Intelligens til Kunstig Intelligens](https://ing.dk/blog/naturlig-kunstig-intelligens-228436) eller med ren KI-software som for eksempel det populære og rentable [Robot Process Automation-system](//www.teknologisk.dk/kurser/hvad-er-robotic-process-automation-rpa/40651). **2. Augmenteret intelligens** er en af de KI-former der har potentiale til at rage langt ind i vores såvel fysisk som mentale liv. Privat som professionelt. Når KI augmenterer, så virker den til at forlænge vore ellers udemærket fysiske og intellektuelle kapacitet. Nye mere eller minde etisk delikate eksempler dukker op hver dag og i dag drejer det sig om [russiske forskeres](https://www.inputmag.dk/kunstig-intelligens-kan-tegne-dine-tanker/) succes med at træne en KI til at tegne en persons tanker i realtid og uden kirurgiske indgreb. Augmenterende KI skal vi som sagt dykke meget længere ned i, så den vil jeg lade ligge for nu. **3. Adaptiv intelligens** er den form for KI, hvor vores sædvanlige adfærd såvel i den fysiske verden som i den virtuelle online verden, anvendes til at tilpasse og målrette for eksempel de varer vi får “tilbudt” på den internetside vi nu er på. Vi kender også til de mere eller mindre genkendelige nyhedsbreve fra dette og hint, som vi modtager i vores email-indbakke, som ligeledes på alle tænkelige måder er målrettet lige netop os - dig, mig.  **4. Autonom intelligens**  er den sidste, men for verdensfreden bestemt ikke uvæsentlige, form for KI. Ved hjælp af sensorer, en form for fysisk udstrakthed svarende til en krop og/eller programmeret til af sig selv at kunne igangsætte digitale processer, bliver fænomener som *robotstøvsugere, selvkørende biler, selvsejlende skibe* og *selvflyvende og -skudaffyrende-med-mere-droner* en del af vores verden. De autonome intelligente systemer er som navnet antyder; selvstændige i deres rationalisering om og ageren i verden. Det betyder, at de selv kan træffe valg om for eksempel, hvorvidt bilen skal vige uden om eller køre lige igennem. Om dronen skal affyre sit missil, mod den bygning, som forbryderen med 60 procents sandsynlighed gemmer sig i - og hvor tre uskyldige civile også opholder sig. *Næste gang åbner vi ballet for en mere indgående behandling af den augmenterende KI - hvad, hvordan og med hvilke konsekvenser den har for os.* Hav en fortsat god dag. Julie-Astrid

Vi kan se målstregen for [PHloggens 2019 quiz.](https://ing.dk/blog/phloggens-2019-quiz-222890) Nogle af spørgsmålene har ikke et definitivt orakel, her må vi gøre benarbejdet selv. ## "Hvor mange bankdirektører er dømt skyldige af danske domstole i første instans ?" [Direktøren for JAK blev dømt i Retten i Glostrup](https://sn.dk/Danmark/Topfolk-i-krakket-andelskasse-skal-betale-millionerstatning/artikel/888478) [Direktøren i Eik bank blev dømt i Thorshavn](https://www.berlingske.dk/samfund/tre-bankchefer-doemmes-til-at-betale-150-millioner) Er der flere ? ## "Antal danskbyggede raketter opsendt til over 3km ?" Jeg mener ikke at have hørt om nogen ? *phk* PS: Forslag til spørgsmål til 2020 quiz'en modtages gerne.

Kære læsere, Som I sikkert husker så har vi besluttet at afprøve coaxialle swirlers i vores BPM5 motor førend vi laver en hel BPM100 injektor. Det er der primært to grunde til. For det første så vil vi gerne validere at motoren rent faktisk performer som forventet med disse injektorer. Dernæst, og mindst lige så vigtigt, så vil vi gerne øve os i fremstillingen af den slags injektor i en lidt mindre skala inden vi går løs på den helt store. Det er nemlig lidt eksperimentelt og teknikken skal være lige i øjet for at det går godt. Lad os tage et nærmere kig på udfordringerne i processen. *Den nye BPM5 swirler-injektor og den gode gamle showerhead version til sammenligning.* Som det ses på ovenstående billede, så er der 19 swirlers i en BPM5 injektor. Disse består hver især af tre dele, som bliver loddet sammen individuelt i én process. På billedet nedenfor ses inder- og yder-delene af et element. Fordybningen ca. i midten af inder-delen fyldes med loddepasta før den indsættes i yder-delen. Derudover sættes låget i toppen også med en god sjat loddepasta. *Inder- og yder-del af et swirler-element. Låget, som ikke er vist her, loddes i toppen af inder-delen.* Indledningsvist loddede vi disse elementer i fri luft med vores induktionsopvarmer, som det ses på billedet nedenfor. Vi har sidenhen optimeret processen, så det nu sker inden i et glasrør, som er fyldt med nitrogen. Det giver en væsentlig pænere overflade på messing-elementet, da der så næsten ikke er noget ilt til at reagere med overfladen. *Et rødglødende element under et af de første loddeforsøg.* Lodning af de enkelte elementer har vi altså godt styr på. Det svære bliver at lodde det hele sammen til én injektor. Lad os tage et kig fra bagsiden af hele injektoren for at se hvad der egentlig skal loddes. På billedet nedenfor har jeg på venstre side fjernet mellem-pladen. Altså den plade der laver opdelingen mellem LOX og ethanol (lågene i toppen af elementerne er også fjernet). Mellem pladen er altså en simpel plade med 19 huller. Men den skal loddes uden fejl til alle 19 elementer. Ligeledes skal alle 19 elementer loddes til hoveddelen af injektoren. Vi har altså i denne injektor 38 lodninger der skal lykkes på samme tid. *Injektoren set fra bagsiden, delvist med mellem-pladen fjernet.* Oprindeligt havde vi tænkt os at lave den lodning i vores keramikovn. Vi er dog lidt usikre på om vi kan styre det godt nok. Der er nemlig ikke ret langt fra loddepastaen smelter og til messingen smelter og alt er ødelagt. Så i stedet er vi kommet op med en smartere plan, hvor vi ikke risikere at varme for meget op. Ideen er at lave en mini-retort, hvor injektoren ligger inden i. Denne varmes så op ved at tilføre den opvarmet nitrogen. Retorten kan altså ikke blive varmere end den nitrogen vi tilføre og kan vi styre temperaturen på nitrogen kan vi altså styre temperaturen på retorten. Nitrogenen tages fra en 200 bars flaske og køres igennem en lang rustfast rørføring som opvarmes resistivt, altså ved blot at køre strøm igennem den. Vores umiddelbare estimater indikere at det vil koste omkring 5000 standardliter nitrogen, altså en halv 50 liter @ 200 bar flaske, at opvarme retort og injektor til lige under 700 grader. Retorten er allerede undervejs, så det er noget vi forhåbentlig kommer til at prøve en af de nærmeste uger.

Markedsmekanismer og ’loss and damage’ er de svære knaster i forhandlingerne i årets COP25 i Madrid. Selvom der allerede findes en global klimaaftale fra Paris, så er der mange ting, som skal forhandles for at klargøre detaljerne. Denne blog kikker på, hvad der er sket i den første af de 2 uger’s klimatopmødet COP25 i Madrid, som betyndte i mandags. 1) Den første knast handler om brug af markedsmekanismer med køb og salg af **CO2-kvoter**. Logikken bag køb og salg af CO2-kvoter er, at nedskæringer i drivhusgasser kan udføres, hvor det er billigt. Fattige lande kan sælge kvoter og dermed tjene penge på at udsende færre drivhusgasser, mens rige lande kan købe kvoter og dermed ikke behøver skære i deres udledning selv. Det bemærkes, at aftalen i fredags om den nye danske klimalov siger, at der ikke ønskes at anvende reduktionsmekanismer til opfyldelse af 70 pct.-målet i klimaloven (hvis det ikke viser sig nødvendigt lige før 2030). Desværre planlægger mange lande at opfylde deres forpligtelser ved at betale for udledningsreduktioner i andre lande og trække det fra i landets eget udledningsregnskab. Artikel 6 var det eneste eneste i regelsættet (rulebook) for Paris aftalen, som ikke blev vedtaget for ét år siden i COP24 i Katowice, hvor Brasilien stillede sig på bagbenene og ikke gav sig på trods at at forhandlingerne fortsatte næsten én dag længere (om lørdagen). Det er svært at forhandle med præsident Bolsonaro, som vil have mange penge for ikke at opdyrke Amazonas regnskoven. Efter den første uge’s forhandlinger i Madrid kniber det stadigvæk. Megen tekst er sat i parenteser (som der sker i forhandlingerne). Danske Verdens Skove og mange andre NGO’erne er bange for et kompromis med Brasilien og andre lande, som åbner for dobbelttælling om at tælle reduktionen af emissioner. Centralt i forhandlingerne er også, hvordan der skal tælles. De hidtidige erfaringerne er ikke gode med kvotesystem i Kyoto-aftalen fra 1997, som er ved at udløbe. Klimarådet’s analyse er kommet til den anbefaling, at Danmark ikke gør brug af den mulighed ([link ](https://ing.dk/artikel/klimaraad-advarer-regeringen-destruktion-co2-kvoter-virker-foerst-80-aar-195653)). Kina og Indien er svære i disse forhandlinger, fordi de ligesom Brasilien har et stort overskud på kvoter og projekter, som allerede er gennemført. Disse bør ikke overføres til Paris aftalen (som starter i 2020). Disse lande står i en situation, hvor efterspørgslen er faldet efter at EU sagde, at de ikke længere skulle købe kvoter for at opfylde deres klimamål. I forhandliner her i Madrid er er EU imod en overførsel af kvoter fra før 2020. 2) **Loss and Damage** (tab og skader) er den anden vanskelige knast, som handler om håndteringen af de alvorlige konsekvenser, der følger klimarelaterede katastrofer. Et tragisk eksempel er cyklonerne Idai og Kenneth, der tidligere i år ramte Mozambique, Malawi og Zimbabwe i det sydlige Afrika. Meget tyder på, at cyklonernes styrke var direkte relateret til klimaforandringer. Indbyggerne i disse lande har dog ekstremt lave akkumulerede udslip af drivhusgasser og har dermed et meget lille ansvar for den globale opvarmning. Som det især fremføres af forhandlerne fra ø-staterne (the alliance of small island states AOSIS, som de hedder i forhandlingerne), er det de fattigste mennesker i de ramte lande, der har mistet det meste i katastrofer med eksempel oversvømmelse, tørke, hedebølger, skovbrande og højere hav-niveau. Landene har mulighed for at låne penge fra Verdensbanken, men disse skal betales tilbage med rente og leder til en forøgelse af fattige landes gæld. Det er ikke fair, og netop derfor kommer der mange følelser og stærke holdninger i spil, når landene i Madrid skal diskutere, hvordan ’Loss and Damage’ håndteres. 3) Der er overraskende lidt om **teknologi** i COP25. I mandags var der et møde om unges engagment som ”climate tech entrepreneurs”, som blev organiseret af CTCN. Dette står for ”[Climate Technology Centre and Network](https://www.ctc-n.org/)”, som ligger i FN byen i København. Et forhandlingsmøde pegede på, at det kniber med finansiering af CTCN. De kan nævnes, at Danmark har givet en igangværende bevilling på 11 mio. kr. I fredags var der et møde om ”Development and Transfer of Technologies: Poznan strategic programme”, hvor der blev udtrykt bekymring over at der ikke gøres nok for at lave de såkaldte ”technology needs assessments i de fattigste lande og ø-stater. 4) Dette er ikke en knast i forhandlinger, men problemet er at udføre beslutningen om **ligestilling**. Nemlig at der på COP25 er et review the UN Climate Change’s gender action plan, som har til hensigt at “advance women’s full, equal and meaningful participation, promote “gender-responsive climate policy” and the “mainstreaming” of a gender perspective. På mit hotel bor en forhandler fra Costa Rica, som har fremlagt deres flotte action plan. Men hun fortæller mig, at det er trist at så mange lande er negative overfor ligestilling i klima arbejdet. Ofte også overfor menneskerettigheder. 5) Den gennemgående knast er de nationale klimaplaner, hvor landene har deadline næste år med at indlevere mere **ambitiøse reduktionsmål** før klimatopmøde i Glasgow i december 2020. Den sidste måneds rapporter fra FN har vist, at de nuværende planer ikke er ambitiøse nok, og at der skal skrues gevaldigt op for ambitionerne, hvis de globale målsætninger skal overholdes ([se link](https://www.dr.dk/nyheder/viden/klima/fn-noedraab-vi-er-laengere-fra-redde-klimaet-end-nogensinde)). For at nå 1,5-gradersmålet skal verden reducere emissionerne med hele 7,6 procent hvert år indtil 2030. 6) **Rapportering**. Jeg har i den forløbne uge fulgt forhandlinger om rapporteringsregler, hvor det er sjovt at være ingeniør. Det handler nemlig om, hvordan en standard-Excel skal sættes op for landenes rapportering hvert andet år til FN. Det hedder i forhandlingerne ”Common Tabular Format (CTF)”. Den 1. januar 2020 er der deadline for at aflevere Biennial Reporting (nr. 3 dækkende 2017 og 2018), som ligger offentligt på FNs klimasekretariat se, hvordan Danmarks forrige rapport så ud ([link til excel](https://unfccc.int/documents/198837) og [link til](https://unfccc.int/documents/28946) 705 sider tekst og tabeller) om Danmarks GHG inventories, technology transfer, capacity-building and climate finance og en lang række andre informationer. Forhandlingerne i Madrid sigter på at nå enighed om, hvordan rapporteringen skal se ud fra Paris aftalen træder i kraft 1 januar 2020. Jeg ser frem til på tirsdag at fortælle om forhandlingerne til IDA formand Thomas Damkjær Petersen, som kommer for at følge COP25 de sidste dage frem til på fredag d. 13 december.

Med klima-briller på, var det spændende at åbne filen med finanslovsaftalen. Hvor der står: a) oprette ”Danmarks Grønne Fremtidsfond” med en samlet kapacitet på 25 mia. kr. i offentlig og private investeringer i grøn omstilling og b) 150 mio. kr. til klimabistand i fattige udviklingslande. a) En ny fondskonstruktion skal aktivere 25 mia i offentlig og private investeringer i grøn omstilling, herunder udvikling og udbredelse af nye teknologier, omlægning af energisystemer til vedvarende energi, lagring og effektiv anvendelse af energi. Endvidere at fremme af eksport af grøn teknologi, særligt inden for vind. Samtidig skal fonden bidrage til at løse de udfordringer, som klimaforandringerne og en voksende verdensbefolkning skaber i form af fødevaremangel og vandknaphed. Det fremgår ikke, hvilken andel af fonden som sigter på udviklingslande. For at sikre en hurtig igangsættelse lægges der op til, at fonden etableres på skuldrene af eksisterende og velafprøvede ordninger. Langt det største beløb på 14 mia. kr. går til at styrke Eksportkredit Fonden (EKF), som bidrog til Lake Turkana i Kenya. Et projekt der samlede investorer til ca. 5 mia. kr., hvor 365 Vestas møller (type V52) i dag producerer ca. 17% af Kenyas samlede el-forbrug. I det projekt havde IFU også en rolle, som står til at forvalte 1 mia. kr. i den kommende grønne fond. Andre deltagere er Vækstfonden med 4 mia. kr. og Danmarks Grønne Investeringsfond med 6 mia. kr. Når den Grønne Fremtidsfond skal investere pengene i projekter, er der en risiko for, at nogle af pengene vil gå tabt. Derfor har regeringen afsat millioner af kroner til såkaldt »statsfinansielle risici«. Konkret afsættes 76 millioner kroner i 2020, 170 millioner kroner i 2021 og 264 millioner kroner årligt fra 2022 og frem. Dette gøres via Eksportkredit Fonden, EKF. som hjælper danske virksomheder med at garantere sine kunders finansiering. Det betyder, at fonden vil kunne garantere grøn eksport for 14 milliarder ekstra. Finansieringen er underskudsdækning eller en garantiprovision. Det er værd at huske, at en god eksportkredit er én, som ikke bruges (derfor koster de kun 264 mio. årligt til at dække tab fra 2022). Så man kan få meget ud af relativt få midler, som bl.a. kan minimere tab ved økonomiske og politiske risici, der kan være i udviklingslande. Jeg husker som eksempel, at COWI havde et stort tab med lufthavnen i Oman, som påvirkede COWI's resultat i flere år. b) Der er i aftalen en formulering ”*Der afsættes additionelt 150 mio. kr. i 2020*”. Det er værd at bemærke brugen af ordet "additionel". Det med "new and additionel" blev vedtaget i COP15 i 2009 i Bella Centret. Dertil kommer, at Danmark er på den laveste ulandsbistand i 40 år, så ulandsorganisationerne har advaret mod at tage klima-støtten fra de 0,70% af bruttonationalindkomsten (BNI). Det største behov ift. at anvende de ekstra 150 mio. kr. vil være til klimatilpasning (adaptation) i de fattigste lande. Paris aftalen indeholder et løfte (fra COP15 i København) om at give ulandene 100 mia. USD fra 2020. OECD har opgjort at verdenssamfundet er nået til 72 mia. i 2017, men disse er meget skævt fordelt mellem adaptation og mitigation (reduktioner) – som ifølge Paris aftalen skulle være nogenlunde lige store. Men adaptation har kun nået 13 mia. USD og skal således mere end tre-dobles for at nå halvdelen af de 100 mia. USD pr. år. Det taler for, at Danida anvender denne støtte til klimatilpasning (og modstandskraft-resilience) i fattige lande. Aftalen om finansloven gør, at der sker mere end en fordobling i 2020 til miljø og klima - fra 630 mio. kr. (2019) til 1.445 mio. kr. (2020). Se [nærmere i denne blog](https://ing.dk/blog/analyse-miljoe-klimabistand-finanskonto-634-229304). Tillagt klima-delen i landbrug, vand- og andre programmer bliver det i størrelsesordenen 2 mia. kr., så der er stadigvæk langt op til de 5 mia. kr. som ifølge sidste [afsnit i Borgerforslaget](https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-02233) er et rimeligt niveau for Danmark.

Tidligere i år havde Financial Times en artikel indrykket under denne overskrift. Der har været mange historiske variationer og fortolkninger af det koloniale udnyttelsesmønster. Meget har ændret sig, men i Afrika har den økonomiske model udviklet af europæerne vist sig at være vanskelig at udskifte. Handel fortsættes gennem den politiske elite, og merværdi tilføjes først varer, når de har forladt kontinentet. Det flerårige puslespil om Afrikas udvikling i den postkoloniale æra har omhandlet, hvordan man bryder modellen. Hvordan kan man trække Afrika ud af dens 'udnyttelseshistorie'? ##Techvelopment – den nye åbenbaring? For nogle ligger svaret i vestens nye teknologier, fremmarch af sociale impact start-ups, tech-entreprenører, angel-investorer, øget kommercialisering og øget forretningsgørelse af den humanitære sektor, techvelopment og innovative humanitære løsninger i verdens brændepunkter. Den teknologiske revolution er begyndt at få en omfattende indflydelse på kontinentet. Mange tror nu på, at innovation og techvelopment kan redde kontinentet – tanken om, at Afrika kan undslippe sin fattigdom og koloniale arv ved at ’leapfrogge’ dvs. springe hele udviklingsstadier over. Det tydeligste eksempel på dette har været Afrikas spring direkte over til mobiltelefoner, næsten udelukkende ved at omgå fastnetsteknologien. Løsningsmæssigt ligger der en masse potentiale i såvel innovative hightech- som lowtech-løsninger. Det tror jeg ikke, mange er uenige i. Uenigheden består i højere grad af en bekymring for den øgede forretningsgørelse af den humanitære branche; at de alliancer, der skabes med virksomheder i nord, alene har til formål at penetrere det globale syd som marked og især det afrikanske marked, samt hvorfor man ikke i stedet allierer sig med tech- og andre innovative virksomheder i det globale syd. Den bagvedliggende bekymring handler om ejerskab og kontrol. Hvad hvis tech-industrien i det globale nord er langt fra at være en befriende og bæredygtig kraft, men i stedet viser sig at være en ny slags kolonialist? ##Hvem disrupter hvem? Det er ikke længe siden, jeg hørte en topleder fra en dansk tech-virksomhed udtale, at tech-industrien har disruptet den humanitære branche. Min umiddelbare reaktion var: Tværtimod – den humanitære sektor har disruptet tech-industrien og inspireret til udviklingen af social impact-drevne tech-løsninger i det globale syd. Den humanitære sektor har jo i årtier arbejdet med impact og kvantificering af disse. Det, som kommer tættest på sandheden, er nok, at vi har inspireret og disruptet hinanden. Benyttes denne gensidige disruptive kraft omkring et fælles purpose samtidig med, at vi i den humanitære branche ikke går på kompromis med etikken både i forhold de løsninger, som skal hjælpe verdens fattigste på mere transformative og bæredygtige måder, men også løfter ambitionen op til at handle om at transformere den økonomiske model for Afrika og relationen mellem nord og syd, er der potentielt større chance for, at vi kan få gavn af hinanden og skabe såvel bæredygtige løsninger som bæredygtige økonomiske modeller i syd. Er tiden ikke også inde til det? Inde til, at vi innoverer sådan for alvor i forhold til den post-koloniale økonomiske model, samarbejdsformer, købmandsskab og skaber ligeværdighed i økonomiske aftaler og partnerskaber imellem nord og syd? Bør ambitionen ikke også være en gang for alle at sætte en stopper for den postkoloniale arv og det økonomiske afhængigheds- og udbytningsforhold? Jovist er det vanvittigt ambitiøst – tenderende til opportunistisk, but why not – in the name of innovation? Det ville jo også betyde et opgør med ’giver og modtager’-relationen, som man i virkeligheden kan stille fundamentalt spørgsmålstegn ved. Dvs. hvem der rent faktisk giver, og hvem der modtager, som de økonomiske modeller i nord-syd er skruet sammen i dag. Det vil alt sammen kræve, at vi i den humanitære branche er vores rolle utroligt bevidst, at vi holder fast i kerne og grundværdier, er modige, disruptive og har etikken fuldstændig på plads, og at vi også vover at sige nej tak til private virksomheder i det globale nord, når virksomheder i syd kan levere samme teknologi, know-how og kapacitet. At vi insisterer på ikke at ende som gatekeepers for virksomheder i nord, der blot søger nye markeder og hurtig kapital i syd. Ønsker vi at disrupte den postkoloniale arv og den iboende atavisme (tilbageslag i en udviklingsproces) i såvel humanitære praktiser og i nord-syd-relationen, er det så ikke bl.a. en forudsætning, at vi primært indgår partnerskaber med virksomheder i syd, når det er muligt? Mangler der en leverandør i syd eller kapacitet til at levere, er vi vel som minimum forpligtet til at sikre, at den respektive virksomhed i nord har en kobling til lokale virksomheder og kan bidrage med eks. kapacitetsopbygning og den vej igennem bidrage til udviklingen af erhvervslivet i de respektive lande. Det er også den vej CARE Danmark i stigende grad ønsker at gå i fremtiden. Dvs. øge vores samarbejde og koblinger til såvel lokale virksomheder som lokale tech og innovations hubs/labs i det globale syd. Vi har bl.a. fornyeligt gennemført lokale markedsdialoger i forbindelse med en af vores nyere innovationsfyrtårne CAMP+ - udviklingen af verdens første klimavenlige flygtningelejr. ##Frontrunners i syd Fornyelig var CARE i Mozambique for at afholde en ideation workshop om klimainnovation, som konsekvens af årtier med markante klimaudfordringer, der i år kulminerede med to ekstreme klimakatastofer/cykloner, der ødelagde store dele af landet, tog mange menneskeliv og delte landet – bogstavelig talt - i to for en tid. Jf. FN ødelagde cyklonen for over 100 millioner USD værd af huse, afgrøder og infrastruktur, inklusive kystfiskeriet. Mere end tusinder mennesker døde under stormen, og hundreder af tusinder blev hjemløse og internt fordrevne. Efterdønningerne er fortsat mærkbare. Mange skoler og hospitaler er endnu ikke genåbnet. Veje langt fra funktionelle og der er pt. en sultkatastrofe i regionen, som resultat af cyklonerne. Til denne ideation workshop havde vi inviteret lokale grønne tech-virksomheder, start-ups, tænketanke, klimaforskere, lokale NGOer – ja, alle mulige lokale og regionale grønne frontrunners inden for innovation og tech. Deres innovationskraft og progressivitet slog benene væk under os. Der hersker en privat sektor af yderst progressive tech og grønne frontrunners i syd, som kender egne udfordringer bedre end nogen andre, og hvor kreativiteten, innovationskraften og ambitionsniveauet er skyhøjt. Og som er langt foran mange tech start-ups i norden, når det handler om innovative løsninger tilpasset det globale syd. Afrikas tech-industri oplever i øjeblikket en hastig vækst med over 600 aktive tech hubs på kontinentet. Det er en stigning på 40% fra 2018. Nigeria og Sydafrika har hhv. 85 og 80. Den kenyanske tech-iværksætter John Karanja lancerede BitHub, en inkubator for crypto-currency i 2015. Etiopiens regering håber angiveligt, at en tech-centreret økonomi kan skabe 3 million nye jobs og endelig er Rwanda i gang med at etablere Afrikas første Silicon Valley (KIC - Kigali Innovation City) og sådan kunne jeg blive ved. Er tiden ikke inde til, ikke alene at innovere på løsningsniveau, men at søge at lave en turn-around i nord-syd-relationen og arbejde hen mod et opgør med den koloniale arv en gang for alle? Hvorfor håndterer de to udfordringer samtidig? Netop fordi den nye innovation og techvelopment-dagsorden kan risikere at forstærke reproduktionen af den koloniale narrativ, hvis ikke vi er ekstraordinært opmærksomme på dette. Hvis vi vil undgå at skrive os ind i en (innovations og techvelopment) epoke og ny historie, der forstærker disse forhold, skal vi handle nu og ikke alene lade os drive med af innovative humanitære løsninger og forretningsmodeller, der alene tilgodeser erhvervslivet i norden, men i allerhøjeste grad også bidrager til udviklingen af det lokale erhvervsliv, bæredygtige og ligeværdige økonomiske modeller i det globale syd. Det er lige præcis nu, at vi er nødt til at finde modet frem til radikalt at disrupte. Ellers er der potentielt stor risiko for, at vi reducerer vores rolle til gatekeepers eller ’investeringsagenter’, som legimiterer en form for ’new age-kolonialisme’ i techvelopment og innovationens navn. Humanitære praksisser har i årtier mere eller mindre ubevidst reproduceret koloniale narrativer, men med disse nye dagsordener, som involverer en konvertering af dele af det humanitære arbejde til forretning, er der risiko for, at vi bidrager til at forstærke denne narrativ og relation og dermed kan miste legitimitet og troværdighed. Omvendt, hvis vi lader os drive af en lige så stærk innovationskraft i forhold til forretnings, økonomisk og samfundsmodel som omkring purpose og impact i det globale syd, kan potentialet for transformativ forandring og et endeligt opgør med den koloniale narrativ måske også en dag være inde for rækkevidde. Jovist lyder det overambitiøst, men lige så crazy, som vi opfordres til at være, når vi innoverer omkring løsninger, lige så crazy kan vi vel beslutte os for at være i ambitionen om en ny fortælling i relationen mellem nord og syd?

Jeg efterlyste i min seneste blog forslag til hvorledes vi med ny teknologi m.v. kunne medvirke til at reducere CO2 udledning fra transportsektoren. Og tak for de mange kommentarer. Der kredses i indlæggene meget om hvor meget det skal koste at køre med kollektiv trafik og i bil. Nogle mener den kollektive trafik skal være gratis. Det lyder besnærende, men skal det ikke! Det viser en helt ny rapport fra Transportministeriet også. For det vil primært flytte cyklister og forgængere over i den kollektive trafik og ikke ret mange bilister. Det vil have langt større effekt at anvende pengene til at gøre den kollektive trafik bedre. Og det er der da også en del af indlæggende, der peger på. Der peges også på, at det skal belønnes at være flere i bilerne. Det nævnes bl.a. at i Belgien på nogle motorveje med 4 spor er sporet til højre reserveret til busser og taxi - OG til biler med 3+ personer. Var det ikke noget for Køge Bugt Motorvejen og for busbanerne. Og så kredser indlæggene meget om prisen på at køre i bil. Det er de seneste 12 år blevet meget billigere at køre i bil. Det startede med en omlægning i 2007 hvor biler med lav CO2 udledning (dengang ca. 25% af bilerne) blev billigere. Den teknologiske udvikling har betydet at mange biler på markedet i dag opfylder kriterierne. Og denne omlægning er senere fulgt af flere afgifts reduktioner. Det blev sagt i 2007, at det ikke skulle være dyrere at være bilist. Og dette løfte er blevet holdt – godt og vel. Det er blevet meget, meget billigere. Og resultatet taler sit tydelige sprog - der er pumpet 400.000 biler mere ud på de danske veje de seneste 12 år. Og de er blevet større - 25% af alle nye biler er i dag SUV’er. Så selv om afgiftslettelser skulle give mindre CO2, ja så stiger den fortsat på grund af de mange nye og større biler. For danskerne nedsætter ikke deres budgetter til transport – snarere tværtimod. De køber blot flere biler hver gang afgifterne er blevet reduceret. Det paradoksale er, at drøftelserne om bilafgifter har været ført af skatteministeriet, og det primære fokus har været om staten kunne bevare provenuet fra biler. Så Skatteministeren skal måske sidde med ved bordet når Transportminister Benny Engelbrecht skal i gang med at forhandle en ny masterplan for mobilitet på plads. For her bør det også drøftes hvorledes transportbehovet kan reduceres. Og transportsektoren er også med i de igangværende forhandlinger om Finansloven for 2020. En tilbagespoling af nogle af de mange afgiftslettelser kan give ekstra provenu, som passende kan anvendes til bedre kollektiv trafik. Men det kan først få indvirkning på CO2 bidraget på sigt. Hvis vi her og nu skal til et reducere CO2 aftrykket fra transportsektoren kan det ikke udelukkende klare det ved flere el-biler. Vi er nødt til at reducere aftrykket fra den eksisterende bilpark. Og her er der kun en løsning – det skal desværre være dyrere at bruge bilen. Det kan evt. ske ved en hævning af afgifterne på diesel og benzin eller ved indførelse af kørselsafgifter. Der er desværre ingen vej udenom, såfremt vi bilister skal tage vore del af ansvaret for at reducere den fortsat stigende CO2 aftryk. Så jeg kan konkludere ved at citere et af kommentarer til min seneste blog: Det skal være: - Dyrt at bruge offentligt transport (som nu) - Dyrere at have bil og af og til bruge offentlig transport - Dyrest at have bil og kun køre i bil Og så vil færre biler på vore veje faktisk også give væsentlige reduktioner i den meget stigende trængsel. Men det er hel anden historie.

Lige siden 1972 har der været folk der har frygtet at EU var ved at udvikle sig til den østlige version af USA. Frygten synes temmelig ubegrundet efterhånden. I USA har de f.eks kun 100 dage mellem valgkampene til præsident og føderalregeringen. I EU er der mere opmærksomhed på - æhh - stort set alt andet, end at vi fik ny præsident og føderalregering igår. Men det gjorde vi altså. Præsidenten hedder Charles Michel, er belgier og minder i sin fremtræden mest af alt om en formningslærer for 2A som er helt umulig at bringe ud af fatning. Statsministeren er tysker, hvilket ihukommende den gamle vits om europæisk himmel&helvede måske ikke er så tosset... Den ene vicestatsminister er vores egen og I BXL efterhånden højtelskede Margrethe Vestager. Første arbejdsdag for vores ny føderalregering er COP25 klima topmødet, som mere eller mindre bestemmer om vi vores delstatsregering kan have sæde i det entrale København også om hundrede år uden redningsveste. Men det er tydeligvis ikke noget der interessere hverken pressen eller borgerne her i landet... *phk*

Den korte version er: Et patent er et dokument, der beskriver en opfindelse grundigt nok til, at en person, der arbejder i samme tekniske felt, ville kunne lave opfindelsen. Derudover giver et godkendt patent ejeren ret til at stoppe andre fra nationalt at kommercialisere det, der er defineret specifikt i de godkendte patentkrav. En patentansøgning er et patent der ikke er blevet udstedt endnu. Det kan man ikke håndhæve – og så alligevel lidt, for hvis det bliver godkendt har det tilbagevirkende kraft. Det er derfor man fra tid til anden hører patent pending som en slags reklame. Den lange og forhåbentligt lidt mere forståelige version – kommer her: ## Hvad indeholder et patent Der er nogle officielle regler for præcis hvilke afsnit og hvilket indhold, der skal være. Det varierer fra patentmyndighed til patentmyndighed men lidt løst sagt skal der være beskrevet følgende: Hvilket felt har vi med at gøre? Hvad plejer man at gøre indenfor det felt? Hvad er det særlige ved, hvordan man gør med den nye opfindelse, og hvordan fungerer den? Hvad er det for et teknisk problem, der bliver løst af opfindelsen? Der skal også gerne være nogle figurer, der viser, hvad det går ud på (især i fysik-/mekanik-patenter) eller data der dokumenterer, at det kan lade sig gøre (især kemipatenter, som jeg dog primært ved noget om, fra når jeg overhører, hvad min kollegaer snakker om). Og endelig er der så patentkravene, som er det, der virkelig tæller for patentets ejer – og dem der gerne vil udenom det. Ideen bag det hele er, at et patent giver ejeren retten til den kommercielle gevinst, mens den brede befolkning, inklusive konkurrenter, får mulighed for at lære noget nyt. Derfor er det reglen, at hvad end man vil have patent på, så skal det være beskrevet så udførligt, at en person, der arbejder inden for opfindelsens tekniske område, selv kan lave opfindelsen på baggrund af beskrivelsen. Problemet kan være, at ansøgningen bliver skrevet for ejeren, så opbygning og formuleringer er lavet til at kunne støtte kravene mere end til egentlig at forklare, hvad der foregår. Men hvordan patenter har deres helt eget sprog, tager vi en anden gang. ## Krav til kravet Den store ”fælde” i patenter er, at man ikke får beskyttelse for alt, hvad man nævner i beskrivelsen. Det giver stadig mening at skrive alle sine tanker og forskellige variationer ind, fordi det kan spænde ben for andre, men det er kun det, der står i patentkravene, som ejeren af patentet kan håndhæve. Hvis vi nu forestillede os, at du vil tage patent på en symaskine med en indbygget saks, kunne du for eksempel skrive i ansøgningen, at symaskinen kunne være lavet udelukkende af træ, eller at den kunne være drevet af en motionscykel. Fordi du har skrevet (og publiceret) det, er det ikke længere en ny idé, og andre vil ikke kunne tage patent på en symaskine drevet af en motionscykel. Heller ikke selvom du selv kun har beskyttelse for den indbyggede saks. Så hvad er kravet? Det er en ret teknisk formulering af den ting eller metode, du gerne vil beskytte. Selve kernen i din opfindelse. Det formuleres så bredt som muligt, for at du ikke risikerer, at andre nemt kan smyge sig udenom ved at ændre en lille detalje. Derfor er det sjældent let læseligt. Et krav på en saks til en symaskine kunne se sådan her ud (løst oversat fra [US2920592A](https://worldwide.espacenet.com/patent/search/family/024729503/publication/US2920592A?q=US%202920592%20A) fra 1957): En automatisk trådskæreenhed til fastgørelse på en symaskine omfattende - to arme drejeligt fæstnet til hinanden i den ene ende, - en i længderetning bevægelig anordning til montering af en fæstningsanordning, der tillader justering af en af armene i forhold til den anden af armene, - komplementære klinger monteret på armenes frie ender, og - anordning til at føre klingerne til skærepositionen. Så altså: en saks. Grunden til at det beskrives så snørklet er, at hvis man blot havde skrevet ”en saks”, kunne en konkurrent for eksempel montere to barberblade, som kunne roteres og altså virke ligesom en saks, men ikke længere krænke patentet, fordi de jo ikke som sådan er en saks. Groft sagt. Det er også derfor man ofte vil støde på ord som ”anordning”, ”middel til” eller lignende (svarende til engelsk ”means”), fordi hvis man havde skrevet noget mere specifikt, så som et håndtag, kunne andre lave et snoretræk, eller have det styret ved at trykke på en knap, og så er det strengt taget noget andet og ikke beskyttet. ## Retten til at stoppe andre Der er to misforståelser jeg ofte støder ind i, når man snakker om, hvad man kan med et patent. Først og fremmest giver et patent ikke ret til at fremstille eller sælge noget som helst. Det giver kun ret til at stoppe andre fra at kommercialisere din beskyttede opfindelse. Og kun i de lande, hvor dit patent er godkendt. Det betyder altså også, at du kan få dig et patent på noget, som du faktisk slet ikke selv har lov til at lave, fordi det er dækket af nogen andres patent. Bum bum. Hvis vi fortsætter med symaskine-eksemplet, har du nu fået patent på at integrere en saks i symaskinen, men du har stadig ikke ret til at lave og sælge symaskiner med sakse på. Kun til at stoppe andre i at gøre det. Hvis nu for eksempel der er en anden, der har patent på symaskinen og en tredje, der har patent på elektriske symaskiner, ja så må de faktisk stoppe dig fra at sælge symaskiner uanset hvilken smart ting, du yderligere har sat på. Men forhåbentlig kan I finde frem til en aftale, hvor du enten sælger dit patent til dem, eller du får licens på at lave symaskiner, så alle får noget ud af det. [>>media:143238|En skitse af hvad, hvilket patent kan dække. Hvis nogen har den yderste cirkel på en symaskine helt generelt, må de forhindre alle andre i at lave noget indenfor den cirkel. Er det en anden der opfinder en elektrisk symaskine, er det stadig inden i den store cirkel, men ejeren af det genreelle symaskinepatent kan nu stoppes fra at lave en elektrisk symaskine og har således kun selv frihed til at lave maskiner, der ligge rudenfor den indre cirkel. Men ejeren af det bredeste patent kan stadig stoppe den nye spiller på markedet fra at kommercialisere sin elektriske symaskine uden en aftale eller licens.] Og så plejer den efterfølgende kommentar at lyde noget i stil med ”Men Louise, hvad så med lille William, hvis han laver sådan én i skolen?!” Bare rolig, man må kun stoppe andre fra *kommercialisering* af det, man har patent på. Så selv, hvis William i metalsløjd laver en saks til at sætte på symaskinen derhjemme, må du ikke stoppe ham fra selv at bruge den eller give den til sine forældre i julegave. Hvis han derimod giver sig til at starte sin eget symaskine-iværksætteri og laver flere, som han sælger hjemme på sin villavej, kan du til gengæld komme og stoppe ham – hvis du altså opdager det. William behøver nok i det hele taget ikke rigtig at bekymre sig om patenter, med mindre han er klar til at starte en masseproduktion. Hvad er din branches klassiske misforståelse?

Vi har nu i en god måneds tid skåret pladedele til vores Spica-raket på vores store CNC-plasmaskærer. *Store runde cirkler i metalplade. Det er ikke svært længere. Ringen er en flange til en forlængelse af vores rumkapselmodel.* *Her er den nødvendige skægtrimmer til plasmaskåret plade.* *Plasmaskæreren kan klare de store pladestørrelser. To mand står gemt bag pladen.* *Plasmaskårne dele til Spica. Intertank-svøb til venstre, små ribber til samme til højre.* Den har været ret længe undervejs, da vi løb ind i uforudsete problemer med elektronikken i indkøringsfasen. Alt så ellers ret lovende ud, efter at vi havde samlet mekanik og styre-elektronik, og kørte de første ture med maskinen. Mekanikken med de lange føreskinner, slæder, tandremme og steppermotorer var lydefri og opførte sig rigtig pænt. Den PC-baserede styring af motorerne virkede også som den skulle, ingen tabte pulser, og fin repetérbarhed på systemet som helhed. Men da vi startede inverteren til selve plasmaskæreren og forsøgte at skrive "Hello World" blev det nærmest til "Hell No!". Det så ud til at styrekortene til steppermotorerne lagde ekstra pulser ind, og dernæst – nogen gange - tog de ekstra pulser ud igen. Med andre ord, vi havde støjproblemer. ## Det er tændingsstøj. Da rektankler og cirkler blev skåret korrekt, men flere rektankler lå forkert i forhold til hinanden, stod det hurtigt klart at støjen stammede fra tændingen af plasmahovedet. Vores inverter og plasmahoved benytter HF-tænding, og spændingen på denne reguleres med et gnistgab. Samme teknik som Marconi i slutningen af det nittende århundrede brugte til trådløs telegrafi. Så der blev filtreret til den store guldmedalje. Kilovis af ferritkerner blev monteret på kablerne. Endestop-følerne blev galvanisk isoleret. Forsyningsspændingerne på styrekort og interfaceprint blev afkoblet med ekstra kondensatorer. Lige lidt hjalp det. Kun når skabet med styrekort var helt uden forbindelse med følere og motorer var støjen tilstrækkeligt undertrykt. Der var altså ingen vej udenom - vi måtte fjerne støjkilden, i stedet for at immunisere styringen. Heldigvis havde et af forenings medlemmer medbragt sin egen plasmaskærer, en model fra Biltema, og den bruger et andet tændprincip, med et lufttryksaktiveret stempel i plasmahovedet. Vi kunne derfor, ved forsøg, overbevise os selv om, at dette tændprincip ikke forstyrrede vores styring, selv når alle motor- og følerkabler var monteret som de skulle. ## Den søde ventetid. Så et plasmahoved med luftstempeltænding blev fundet og bestilt, og mens leveringstiden slæbte sig afsted, blev HF-tændingen i inverteren koblet fra, og alle de rigeligt lange kabler på maskinen kortet af og sat pænt fast på rammen. Da vi var ret sikre på at alle vores trængsler - i hvert fald dem der skyldes HF-tændingsstøj - nu snart ville være ovre, blev de tre vandbakker i plasmamaskinen svejset sammen til én stor, der blev lagt riste i (vi havde hidtil kun haft to riste liggende i den ene bakke, nu er der seks riste i den store bakke), og der blev 3D-printet en ny holder til det nye plasmahoved. *De tre vandbakker svejses sammen.* *Mens ventetiden slæber sig afsted kan man jo lege med vand og lave små hjælpeværktøjer til swirlerfremstilling.* *Der fjernes sediment i vandbakken før nye skinner til ristene lægges på plads.* *De nye riste er på plads i den sammensvejsede vandbakke, og det nye plasmahoved afprøves.* ## Nu er vi på plads. Vel ankommet blev det nye plasmahoved monteret for enden af det lange styrekabel med luftslange, og under andægtig opmærksomhed blev vores faste testskæremønster startet på styre-PC'en. Og det virkede! Siden vi nu kan styre plasmahovedet uden at Marconi blander sig, er styringen blevet forfinet, så vi kan skære på ujævne emner, som en lidt bulet plade, eller en endebund til en tank. Og skærestrøm og skærehastigheder til forskellige pladetykkelser og materialer er blevet karakteriseret og lagt i tabeller på styre-PC'en. *Der laves prøveemner for at vælge bedste skærehastighed og strømstyrke.* Så nu producerer plasmaskæreren pladedele til især Spicaelementer i stort antal. Dog har vi for nyligt haft et nedbrud, da nogle store modstande i inverteren brændte af. Det viser sig at deres pulsbelastningsspecifikation ikke kan tolerere den startstrøm som luftstempeltænding forårsager. De er ellers rigeligt dimensioneret i forhold til driftstrømmens størrelse. Så dem har vi måttet skifte ud med en bedre egnet type. *Der fejlsøges efter et nedbrud. Den nu frakoblede Marconi-sender ses bag frontpladens grå drejeknap.* ## Udvidelse med laser. På et tidspunkt skal vi også have udvidet maskinens skærehoved-sortiment. AfLDT (Afdelingen for Langsomt Dalende Ting) har indkøbt en laser som afdelingen gerne vil bruge til at skære faldskærms- og balluttekstiler med, og det kræver både at der bliver lavet en passende holder til laseren og tilføjet nogle kabler til de kabelkæder der løber mellem styreskab og plasma/laser-skærehoved.