andre skriverogså værd at læse
via Sjællandske Medier 24. maj 2022 11:30
Novo Nordisk investerer en milliard mere i ny fabrik
via Styrelsen for Patientsikkerhed: Pressemeddelelse 23. maj 2022 13:41
Smitteopsporing af abekopper aktiveret i Danmark
via Danmarks Radio 23. maj 2022 10:22 3
Danmarks Radio beklager artikel om Lynetteholm
Ingeniøren Blogs
  • Hans-Henrik Thomsen, True Cousins

    Kan danske el-fætre tage endnu en verdensrekord fra USA? Højeste tophastighed på litiumbatterier!

    Kan danske True Cousins tage endnu endnu en prestigefyldt verdensrekord for elektriske køretøjer? Amerikanske teams er udfordret... Illustration: Cenneth Schiller Efter at have sat den allerhurtigste tid for et el-køretøj i 2021, er danske team True Cousins og deres lynhurtige elektriske motorcykel Silver Lightning nu klar til at forsøge at tage den anden verdensrekord i træk fra amerikanerne – denne gang med udgangshastigheden over målstregen, som skal over 326 km/h INDEN de 402 m (quartermile) er nået. Rekordforsøget skal foregå kommende weekend d. 28.-29. maj i England på den legendariske bane Santa Pod, der ligger 100 km nord for London. Rammerne er optimale, da det skal foregå under et af de største drag racing events i Europa, The Main Event, med ca. 200 teams. Der forventes op imod 25.000 tilskuere. Rekordforsøget er allerede nu omtalt af iagttagere, som en af de vigtigste begivenheder ved eventet: https://www.cycledrag.com/three-big-motorcycle-drag-racing-stories-heading-into-santa-pod Den eksisterende rekord indehaves af den elektriske rail dragster ”Faster Than Cancer” fra USA, der ejes og køres af Steve Huff, som byder konkurrencen velkommen. Han har for nylig kørt tophastigheden 202.52 mph = 325,65 km/h. I 2020 gik det udover legenden Larry ”Spiderman” McBride, ligeledes fra USA, da Silver Lightning kørte 6,86 sek. og dermed tog rekorden for hurtigste tid for at tilbagelægge de 402 m og senere forbedret til 6.74 sek. i 2021: https://youtu.be/sOQsewA_r58 ”Vi kan se en stigende interesse for vores rekorder fra flere amerikanske teams og de er motiveret af at vi har taget rekorder fra dem og nu står de måske også til at miste hastighedsrekorden” udtaler køreren af Silver Lightning, Hans-Henrik Thomsen og fortsætter; ”Man skal huske på, at drag racing er en amerikansk opfindelse og paradedisciplin ligesom amerikansk fodbold, basketball m.v., hvor amerikanerne jo mener, at de BØR være de bedste i verden – dette er da også stadig tilfældet indenfor traditionel drag racing med forbrændingsmotorer”. Mindst 3 elektriske drag bikes samt 3 rail dragsters fra USA er på vej til at udfordre Silver Lightning, herunder Larry ”Spiderman” McBride. Der henvises til en optaktsvideo, som er blevet kreeret af Santa Pod-banen: https://fb.watch/c_y1Bw6m8S/ Illustration: Dennis Flink Konstruktøren Glenn E. Nielsen - og den anden halvdel af True Cousins fortæller: ”Siden sidste år har vi øget spændingen fra 350 til 400 V og det betyder bl.a. at effekten øges med ca. 200 HK, som svarer til ca.15% ekstra ydelse, mens de ekstra batteri celler der er kommet til kun øger vægten med ca. 5%. Den øgede spænding vil desuden betyde at accelerationen kan holdes længere nede af banen end før”. Glenn mener, at 330 km/h bør være teoretisk muligt at nå! Glenn kører desuden el-bilen TC-X, som er verdens hurtigste elektriske bil (med karosseri) over 402 m, men som de seneste år har haft problemer med retningsstabiliteten – noget som teamet håber på, vil blive forbedret under turen til Santa Pod via de seneste modifikationer og erfaringer. Kan ses på nettet - forhåbentlig på TV Takket være banens egen LIVE-streaming, som sendes ud på nettet via bl.a. Facebook, er det muligt at følge de ca. 6 rekord-forsøg, som fætrene er blevet lovet - 3 om lørdagen og 3 om søndagen. Find link til LIVE-stream her: https://www.youtube.com/SantaPodTV Link til foreløbig køre tidsplan, se efter Electric Bike: https://santapod.co.uk/main-event.php#timetable Eller ved at finde begivenheden på True Cousins Facebook side, hvor der sendes beskeder ud 15 min. før en kørsel med Silver Lightning eller TC-X: https://www.facebook.com/events/536046181458297 Vi håber ligeledes at en af de landsdækkende TV stationer vil komme til Santa Pod og følge os helt tæt på under rekordløbene (formentlig 6 over weekenden)
  • Bjørn Godske

    Oplevelse og indtryk: Den nye BMW i4

    Illustration: BMW Den lyder som en elbiler, men den ligner en BMW og den kører som en BMW. Det er simpelthen den grundlæggende egenskab ved BMW’s nyeste elbil kaldet i4. Det er nærmest ikke til at skelne fra en almindelig 4-serie og sætter man sig ind i den, så er det et traditionelt BMW-interiør, man mødes af. Selv gear-vælgeren og baghjulstræk har BMW holdt fast i. Her er ikke plads til lidt funky moderne elbilsfunktioner. Kunderne skal ikke skræmmes væk eller flashe for meget, at det er sprunget med på miljøbølgen. For mig gør det ikke noget. Jeg kan godt lide det afdæmpede BMW-design. Og når jeg skriver afdæmpet, så er det sammenlignet med koreanske modeller som Hyundais Ioniq 5 og Kia’s EV6. Der er altså tale om en klassisk sedan (dog med en tophængsler bagsmæk) og der gør godt for CW-værdien, der ligge på bare 0,24. Derfor er siddestillingen lav, sammenlignet med tidens trend, hvor det helst skal være SUV-lignende modeller med udsigt oppefra. Illustration: BMW Batteriet er på 83,9 kWh (brutto) og den officielle rækkevidde for den teste model (eDrive40) er “op til 590 km”. Det virker på ingen måde urealistisk. Vi kørte godt nok under næsten optimale forhold - hverken for varmt eller for koldt - og selvom en kold vinterdag måske vil trække 30 procent ned, så er det alligevel godkendt. Også interiør og komfort, minder om BMW’s ICE’er - pladsen er ikke enorm, men hvis man ikke er for høj, så er det muligt at sidde på bagsædet i længere tid af gangen. Hvor Mercedes EQS nærmest gik amok i skærme (tre styk) og Tesla fra starten lagde ud med den store centrale skærm, så har BMW fundet en passende balance med to aflange skærme der indeholde mange funktioner. Men der er stadig plads til knapper til funktioner som volumen og luftdyser. Det kendte BMW-drejehjul til at styre funktionerne på skærmen med, er også bibeholdt. Opladning sker med op til 200 kW og det er godt, hvis BMW’en skal bruges som rejsevogn. Der er nemlig både komfort og bagageplads (470 liter) til længere ture. Illustration: BMW Tophastigheden er begrænset til 190 km/t. Hvis køreprogrammet holdes til “ECO Pro”, så er der samtidig fuldstændig tyst i kabinen. I Comfort og i Sport er der en kunstig motorlyd, som varierer efter hvor hårdt der trykkes på pedalen - temmelig fjollet. En elbil er næsten altid en tung sag og i4’eren (2.050 kg) vejer da også godt 300 kg mere end en lignende BMW 4 (1.720 kg). Men det føles bare ikke som et problem. Vi har desværre ikke haft mulighed for at kaste den rundt på en bane. Men mon ikke, at det også ville kunne klare det uden den store dramatik. Hvem er så konkurrenterne? De fleste vil pege på Tesla 3 og Polestar 2. Om sammenligningen er reel er svært at sige, da alle tre biler har fordele og om ulemper. For eksempel er BMW’en dyrest (465.00 kr. i grundmodellen), mens Tesla 3 er hurtigst og har længst rækkevidde (602 km). Polestar har et mere SUV-look og kan måske appellere til dem som gerne vil sidde højt. I sidste ende kommer valget nok ud på, hvor man føler sig bedst hjemme. For mig er det klart i en BMW i4. Desværre er ventetiden lang for levering - en tidligere kollega her på Ingeniøren bestilte en i september sidste år og har endnu ikke fået den leveret.
    15 Kommentarer
  • Bjørn Godske

    Elektrisk F150 får masser af ros

    Illustration: Ford For et år siden skrev jeg denne blog "Elektrisk F-150: Virkelig fornuftigt eller rigtig dumt". Nu er dommen faldet og den ser ud til at være det første - altså virkelig fornuftigt. Anmelderne er i hvert fald begejstret. Læs dem her og her. Hvem skulle have troet det? Bilen får ros for køreegenskaber (på trods af en vægt på op til 3,5 ton), rækkevidde (op til 512 km) og opladning (150 kW og 0-80 procent på 40 min). I sammenligningen med de fossile søstermodeller, er der også gode karaktere til trækkraften og lastevne (4,5 ton og 1 ton) og muligheden for at laste 180 kg i frunk'en. Men der hvor anmelderne virkelig kommer op på de høje nagler, er F150'erens mulighed for V2G - altså evnen til at koble bilen til huset. Batteriet, der kommer i to versioner på hhv. 98 og 131 kWh, kan kobles op og fungere som hjemmebatteri. Ford lover, at det fuldt opladet vil kunne holde et almindelig hus kørende med el tre dage. Det er noget amerikanerne kan have brug for, da brown- og blackouts mange steder er almindelige. Og så skal vi ikke glemme, at bilen ude på arbejdspladsen, kan levere el til alle dine powertools. Ford vurderer, at en F150 Lightning vil være 20 procent billigere at eje - alt inklusive - end en traditionel F150. Lad os håbe, at den danske Ford-importør får en hjem til test.
    47 Kommentarer
  • Lia Leffland

    Er regeringens Digitaliseringsstrategi en forspildt mulighed?

    ATV hylder bestemt en digitaliseringsstrategi – vi har efterspurgt den længe – men regeringens nye digitaliseringsstrategi, som blev lanceret den 5. maj, ligner på visse punkter mere en vidtløftig vision. En drøm, om man vil. Den globale konkurrence er større end nogensinde før, og derfor er det på tide at handle – ikke at drømme. Ros til regeringen for at lytte til eksperter Der er bestemt vigtige, og hårdt tiltrængte, tiltag i strategien, der bygger på ni ambitiøse visioner, som kan bidrage positivt til løsningen af flere presserende samfundsudfordringer, hvis der tilføres tilstrækkelige ressourcer til at implementere dem. Det skal fremhæves, at regeringen nedsætter et Digitaliseringsråd, som skal rådgive politikerne om, hvordan strategien implementeres. ATV’s Digitale Vismandsråd har anbefalet dette længe, og flere digitale vismænd har siddet med i regeringens Digitaliseringspartnerskab. Stor ros til regeringen for at inddrage eksperterne. Ungdommen er fremtiden - og fremtiden er digital Strategien mangler dog noget helt fundamentalt – nemlig svar på, hvordan vi kommer i mål. For uden både penge og prioritering kommer vi ikke engang fra start. Der er massiv mangel på it-kompetencer i Danmark, og det står i vejen for innovation og vækst. Mange virksomheder oplever store problemer med at rekruttere fx høje faglige it-kompetencer, og det problem ventes kun at blive større. Der bør tilføres midler målrettet kapacitetsudvidelse inden for it-forskning og -uddannelse over de kommende år. Der er alt for få lektorer og forskere til at undervise, rådgive og forske inden for feltet. Alene dette er en flaskehals. Der er ikke sat penge af i strategien til de fag, som skal levere de fagligt tunge it-kompetencer. Kun mindre beløb til løft af kandidater med andre fagligheder. Der er alt for få unge, som søger og får adgang til it-uddannelserne. Det her er en ATV-mærkesag, for it spiller ind i alt i fremtidens samfund. Politisk har man i en årrække nedlagt it-studiepladser og samtidig opstillet flere og flere barrierer for at rekruttere udenlandske studerende. Desværre er der med udspillet ikke lagt op til en videreførelse af Teknologipagten, hvis bevilling udløber ved årsskiftet. Derfor skal der lyde et opråb fra ATV om, at Teknologipagtens vigtige arbejde med at rekruttere børn og unge til STEM-området (herunder it-området) kan fortsætte andetsteds. Fødekæden er knækket, og det er en selvforstærkende ond spiral, der skader dansk erhvervsliv, innovationskraft og vores fælles fremtidige velfærdssamfund. Ris til regeringen for at undervurdere investeringen Danske unge skal forberedes på et liv i et digitaliseret samfund, og derfor skal faget Teknologiforståelse – som er udviklet og afprøvet – implementeres i det danske uddannelsessystem. Man har tidligere forsøgt at implementere digitalisering hist og her i undervisningen af andre fag, men det bliver for lidt, for ufokuseret og i sidste ende op til den enkelte lærer, som formentlig ikke engang selv har kompetencerne. Vi er derfor nødt til at prioritere Teknologiforståelse som selvstændigt fag. Og hvorfor ikke? Verden bliver ikke mindre digital eller mindre teknologisk fundereret, så hvorfor ikke give vores børn og unge de bedste forudsætninger for at være livsduelige? Med Digitaliseringsstrategien afsættes der 220 mio. kr. over de næste fire år. Et beløb, der ikke rækker langt. Midlerne indbefatter hverken ungdomsuddannelser eller de videregående uddannelser (bortset fra ift. at forberede folkeskolen/lærerne). Det er ganske uholdbart og egentlig umuligt at se, hvordan vi løser problemet med fødekæden til den forskning, udvikling og innovation, som skulle sikre fremtidens danske styrkepositioner. Forskning giver en fordel Det kan betale sig at investere i forskning og viden. ATV har lavet solide analyser af vidensintensive teknologivirksomheder, der baserer sin forretning på dyb, faglig viden og forskning inden for Science & Engineering og STEM-kompetencer. Derfor er det glædeligt at se, at vigtigheden af forskning anerkendes i strategien. Ovennævnte virksomheder tegner sig for 44 pct. af Danmarks eksport, beskæftiger knap 300.000 fuldtidsansatte og bidrager med 337 mia. kr. til Danmarks BNP. Det beløb svarer omtrent til driften af landets 98 kommuner i 2019. Men set i lyset af, at Science & Engineering-virksomhedernes superkraft netop er forskning, så skal der skrues op for investeringerne i forskning inden for disse områder. Det er ATV’s holdning, at forskningsbidraget skal hæves. En fastholdelse på 1 pct. af BNP er for lidt. Hvis vi vil ind i kampen, så skal de offentlige investeringer i forskning løftes til 1,5 pct. af BNP frem mod 2030, så vi kan udvikle Danmarks fremtidige styrkepositioner. Det peger blandt andre en enstemmig Forskningsalliance også på. Regeringens Digitaliseringsstrategi er en oplagt mulighed for at investere i ungdommen, i fremtiden og i vores velfærdssamfund. Men de gode intentioner skal følges med handling.
  • Louise Floor Frellsen

    Finter til at undgå patentering

    Patenter er jo bare én måde at beskytte sine opfindelser på. Forretningshemmeligheder er en anden måde, som nogen gør brug af. Der er fordele og ulemper ved alle metoder. Et problem ved en forretningshemmelighed er, at man i nogle tilfælde kan risikere, at andre kan patentere det man selv allerede har gang i – i hvert fald hvis man har holdt det så hemmeligt, at man ikke kan dokumentere, at det allerede eksisterer. En moderne myte Før jeg skiftede karrierevej til at arbejde med patenter, havde jeg som sagt aldrig haft ret meget med den slags at gøre. Men der er nogle vandrehistorie derude, som jeg alligevel var stødt på. Der var sådan nogle moderne myte, som jeg ikke var sikker på, hvor kommer fra, eller hvem der har fortalt mig – egentlig havde jeg nok hørt dem fra flere forskellige personer igennem tiden, for det er gode historier. En af de historier lyder, at der en gang var en dansk virksomhed, der havde opfundet noget smart. Noget der var så smart, at de regnede med, at der ikke var andre, der kunne komme på det i nogen nær fremtid. Det var vist nok et kemisk stof. De havde ikke lyst til at patentere det, fordi de ikke havde lyst til at lære nogen andre noget som helst om det stof. De ville hellere videreudvikle på det i fred og håbede på at kunne bruge det i mere end de tyve år, et patent kunne beskytte. Men selvom de gerne ville have det i fred længe, vidste de også godt, at andre før eller siden ville opdage det selv. Så for at sikre sig, at de internationale konkurrenter ikke fik nys om, hvad det nye smarte stof var, og at konkurrenterne heller ikke kunne komme til at tage patent på det, besluttede den danske virksomhed at offentliggøre deres opfindelse. Det virkede jo ikke ligefrem som en smart måde at holde på en hemmelighed, men de valgt at offentliggøre det i en dansk lokalavis, der ellers ikke havde noget med kemiske stoffer at gøre. Derfor var der heller ikke nogen konkurrenter, der opdagede, at det var udgivet i det her lokalblad – i hvert fald ikke før konkurrenterne en skønne dag forsøgte at tage patent, og den danske virksomhed så kunne bevise, at opfindelsen slet ikke var ny. Myter skal vist nok have en morale, og jeg er ikke helt sikker på, hvad den er i det her tilfælde. Måske at det er godt at kunne et sprog, som der ikke er ret mange mennesker, der kender til? Eller at lokalaviser kan bruges til meget mere end at pakke sine fish n’ chips ind i? Sandheden bag myten En dag i min evindelige eksamenslæsning faldt jeg over en reference til en afgørelse, som lød vældig meget, som den der gode vandre historie. Så jeg noterede mig for, at jeg ved senere lejlighed måtte slå sagen T165/96 op. Referencen der pludselig mindede mig om en historie jeg havde hørt før. Foto fra bogen Reference to the European Patent Convention af Jelle Hoekstra. Illustration: Louise Floor Frellsen Den er god nok. Den danske virksomhed var Novo Nordisk. Det smarte kemiske stof var et enzym, der kan bruges i forbindelse med vask og forberedelse af denimstof. Udgivelsen i det lille lokale blad var artiklen ”Enzymatisk Vask” udgivet i Folkebladet tilbage i 19 Januar 1988. Illustration: Kranich17 via Pixabay Konkurrenten, der endte med også at komme frem til brugen af det her enzym i tøjvask blev den franske virksomhed Cayla, der indleverede ansøgningen i 1989. Så desværre for Novo Nordisk blev det altså ikke mange år, de kunne have konceptet i fred bare fordi, de havde holdt det ”hemmeligt” med en lokal publikation. Gælder det at udgive det lokalt? Men virkede det så overhovedet? Man kunne mene – og det var netop det Caylas repræsentant argumenterede for – at udgivelse af teknisk materiale i et dansk lokalblad ikke i praksis er en offentliggørelse. Man kan jo ikke være sikker på, at der er nogen af dem, der modtager bladet, der gad at læse artiklen, og selv hvis de gjorde, kunne det jo godt være, at der ikke er nogen af læserne, der faktisk har den tekniske viden til at forstå, det der er blevet beskrevet. Er det så overhovedet rimeligt, at det skal have lov til at forhindre andre i et få et patent? Der var ikke nogen slinger i valsen i svaret fra EPOs side: selvfølgelig er det stadig en del af den kendte teknik. Der er ikke nogen begrænsninger på sprog eller geografi af en publikation, så længe den er offentlig. Der var ikke noget, der gjorde Folkebladet fortroligt og enhver fagmand, der kom i nærheden af det, kunne frit udnytte den trykte information. Der er ikke et minimumsantal på hvor mange, der skal have haft adgang til information. Selv hvis der var, er 24 000 kopier trykt og distribueret ikke lige frem noget, man kan kalde hemmeligt. Cayla argumenterede i forsvaret for deres patentansøgning også for, at det ville være ekstraordinært svært for en fagmand at finde informationen. Der er naturligvis en pointe i, at i 1988 hvor der ikke har ligget en online version af artiklen, som man kunne finde frem til med en søgemaskine, har det i praksis været umuligt for den franske konkurrent at finde den lille artikel i en dansk lokalavis. Det ændrer dog ikke på, at teksten har været offentlig tilgængelig, for enhver der ville læse den. EPO lagde i deres beslutning også vægt på, at det ville være problematisk, hvis der for hver eneste sag skulle vurderes, om et dokument er nemt nok at finde til, at det tæller med. Derfor er reglen, at hvis det er offentligt tilgængeligt, så er det en del af den kendte teknik uanset hvor og hvordan det er tilgængeligt. Derfor virkede strategien med at offentliggøre et sted, hvor man håber på, at konkurrenter ikke finder det, og så gøre dem opmærksom på det, efter de har ansøgt om patent. I hvert fald, hvis målet er at forhindre konkurrenten i at få et patent. Men efter sagen var kørt kunne alle – både Novo Nordisk, Cayla og enhver anden, der nu havde fået nys om enzymet – gå ud og bruge det i vasken af denimstof for at få cowboybukser med de helt rigtige nuancer. Har I nogle tilsvarende myter i jeres brancher?
    12 Kommentarer
  • Henrik Beha Pedersen

    Vi har en ny plastik situation

    Nyheden om at plastik finder vej ind i vores blod, har overrasket mig. Selvom jeg har baggrund som miljøbiolog, med speciale i cocktaileffekter af kemikalier – og tidligere har testet og fundet en række kemikalier i en række danskeres blod – så overrasker det mig, at plastik åbenbart kan passere vores forsvarsværker og trænge ind i blodbanen. Når forskere fra Holland i deres forsøg kom frem til, at fire ud af fem havde plastik i blodet , er det måske alligevel ikke så overraskende. Vi ved, at jo bedre, vi bliver til at måle, jo oftere vil vi finde det vi leder efter. Sådan har det også været med kemikalierne i grundvandet. Kemikalier mange troede ikke kunne trænge gennem jordlagene. Og vi bliver bedre til at måle. Blandt de seneste resultater er det blevet påvist, at 4% af partiklerne i indendørs luft er mikroplastik. Hertil er der gjort fund af mikroplastik dybt i lungevævet og nu altså også i blodet. Resultater der tvinger os til at være pivåbne for, både hvor plastik kan trænge hen, men også de sundhedsmæssige konsekvenser det kan have. En ny situation Vi har med andre ord en ny plastik situation. Vi er på otte år gået fra at tale om plastik som et problem, der handlede om fjerne plastik øer til nu at måtte overveje potentialet for, at nano- og mikroplastik kan passere cellemembranen og rode med vores DNA. Ikke mindst på baggrund af det nylige koreanske forsøg med mus, der netop påviste, at mikroplastik kan passere blod-hjerne-barrieren. Det er noget af en udvikling. I denne blog fokuserer jeg på den udviklingsrejse vi har været på, for at forstå plastikkrisens omfang og se på udfordringer og løsninger i lyset af blandt andet fundet af plastik i blod hos mennesker. Vidensudviklingen accelererer som en Tesla De seneste otte år har jeg haft blikket stift rettet mod plastik. Da vi startede Plastic Change i 2014, var der nærmest ingen viden om plastik forureningen og slet ikke om mikroplastik, endsige mikroplastik i nano-størrelser. Noget af det, der motiverede os, var artikler i Ingeniøren om plastøer i Stillehavet. Artikler, der omtalte, hvad der lignede landfaste områder til havs. På den baggrund startede vi Ekspedition Plastik 2015-2018 og sammen med andre sejlere og forskere lærte vi, at plasten opløses til mikroplastik til havs. UV-lys og mekaniske kræfter nedbryder plastik i havoverfladen og efterlader os med en suppe/smog af plast. Det meste ligger utilgængeligt på havbunden, hvis det da ikke skylles op på fjerne øer som Henderson Island. Denne unikke UNESCO ø mellem Chile og New Zealand, helt uberørt af mennesker, men nu forurenet med 670 stykker plastik affald per kvadratmeter. Nej, det er ikke en slåfejl, men det kommer der ud af at grave ned i sandet og se nærmere på den historiske belastning der. Vores viden har flyttet sig markant år for år, og nu ved vi, at hvor vi leder, der finder vi plastik. Materialet er vidt udbredt på kloden og nu blandt andet fundet i havet ved arktis, i vores regnvand og i den fjerneste ørken. Vidensudviklingen er ikke stoppet der. De svære målemetoder De seneste år har forskerne verden rundt kæmpet med at sikre sig pålidelige målemetoder af mikroplastik. Det har været et kæmpe forskningsarbejde og forskningsfeltet vokser og vokser år for år. Frontforskningen handler mere og mere om menneskelige effekter og at kunne måle nanoplastik. Langsomt ser vi gennembrud indenfor denne størrelsesorden. Det er yderst relevant, fordi vi ved rent toksikologisk, at jo mindre partikler er, jo større skade kan de medføre, fordi de dermed lettere kan trænge over vores naturlige forsvarsværker. Forsvarsværker, der omfatter hudens barriere, lungernes evne til at fange partikler og hoste dem op igen, eller barrierer imod, at de trænger over cellevæggene, blandt andet i tarmene. Netop mikroplastiks evne til at trænge ind over cellevæggen, vil være i fokus forskningsmæssigt de kommende år. Vi kender de biologiske processer, hvor cellemembranen ved såkaldt fago- eller endocytose, omslutter fremmedlegemer med henblik på transport ind og ud af celler. En mekanisme, der i det seneste koreanske forsøg med mikroplastik transport ind i hjernen på mus, var i fokus. I dag er forskerne i stand til at måle mikroplastik helt ned til nær nanostørrelser, og visse forskningsgrupper arbejder nu også med og kan detektere nanoplastik. Min vurdering er, at det er helt afgørende at forskningen satser på at opnå denne kompetence. Før vi kan måle plastik i de biologisk relevante størrelser, kan vi ikke sige noget med sikkerhed om de sundhedsmæssige konsekvenser – og det haster, for vores eksponering er som tidligere omtalt helt tæt på blandt andet i luften og i vores drikkevand. Ultimativt er der også fundet mikroplast i fækalier fra mennesker fra alle dele af verden. Vi baserer vores viden på forskning i effekter på dyr Vejen til, at vi ved mere og mere om plastik i mennesker, er gået via forskning i indhold af mikroplastik i dyr, samt effekter på dyr. Evnen til at kunne måle mikroplastik vokser og har betydet, at vi har set en lang række målinger af mikroplastik i dyr. Først så vi billederne af plastik i albatrossernes maver og målinger af plast i havskildpadder. En række studier, herunder et stort dansk projekt ledet af Plastic Change, påviste mikroplastik i muslinger, fjordvandet, fisk mm. Det næste forskningsmæssige skridt så vi for nyligt i et unikt dansk studie på zebrafisk. Her blev der anvendt plastik partikler på 400 nanometer og fundet effekter som svag betændelsestilstand, ændringer i tarmfloraen og nedsat evne til at reproducere. Konklusionen i studiet er, at nanoplastik i miljømæssigt realistiske koncentrationer i et generationsstudie for første gang viser effekter på populationsniveau. Dette studie, koblet med fund af nano- og mikroplastiks evne til at passere blod-hjerne-barrieren, bør få os til at intensivere forskningen. Vi har som sagt en ny situation og behovet for yderligere viden, har aldrig været større. Imens vi venter på mere viden Mange af de forsøg, der er omtalt her, er kendetegnet ved, at de er foretaget på et begrænset materiale. Det er helt sædvanligt, at når der skal testes om mikro- og nanoplastik findes og har effekter på dyr og mennesker, så begynder forskerne med en afgrænset population. De næste skridt bliver at teste for eksempel indhold af blod hos et større antal mennesker, men også teste for de kemikalier der er associeret med plastik. Der er dog ingen grund til ikke at handle nu. Danske forskere har senest publiceret et studie, der viser stærk mistanke om sammenhæng mellem nedsat menneskelig fertilitet og hormonforstyrrende stoffer ofte anvendt i plast. Der er et væld af gode grunde til at skære ned på, hvor meget plastik vi forbruger og omgives af i hverdagen. Særligt viser studier af eksponering af spædbørn fra sutteflasker, at der kan være ekstra grund til at beskytte denne gruppe. EU har særlig rolle En af årsagerne til at vi ved så lidt om mikroplastik og først nu rigtig er ved at forstå, at der kan være både miljø- og sundhedsmæssige effekter, er, at plastpolymerer ved vedtagelsen af EU's kemikalieforordning REACH efter pres fra plast- og kemikalieindustrien, blev helt undtaget fra lovgivningen. Det arbejder man nu på at rette op på i EU. En række forskere har rettet henvendelse til EU om nødvendigheden af at implementere plastens byggestene, polymererne, i EU lovgivningen REACH. Udover at regulere plastpolymererne, så ser det ud til at EU for alvor er ved at erkende, at der er alt for mange kemikalier på markedet, med kendte negative effekter. I sidste uge rykkede EU kommissionen ud med et tiltag, kaldet ”The great Detox”. Forslaget sigter på helt at fjerne grupper af kemikalier, som for eksempel bisphenoler, der ofte anvendes i plastik og svært nedbrydelige PFAer (blandt andet kendt fra forurening af oksekød i Danmark, efter brug i brandslukningsmidler). Netop denne gruppetilgang til at regulere kemikalier var ved vedtagelsen af EU's kemikalielov for femten år siden centrum for stærke diskussioner, og kemikalieindustrien vandt. Noget tyder på, at der blæser andre vinde nu, hvilket er yderst positivt, når det handler om at beskytte miljøet og folkesundheden i fremtiden. Global aftale bør rumme stærkt sundhedselement Apropos den hastige udvikling de seneste år indenfor området plastik forurening, så vedtog repræsentanter for FN's miljøafdeling UNEP for få uger siden, at der indenfor de næste tre år skal udarbejdes en global traktat, der skal beskytte ikke kun miljøet, men også sundheden. Hele plast-værdikæden, herunder CO2 belastning ved produktion, afbrænding og methanfrigivelse ved nedbrydning til mikroplastik, skal medtages i traktaten. For Plastic Change, der deltog med sin status som FN observatør og plads i styregruppen i det globale ngo-netværk, Break Free From Plastic, er det en yderst vigtig udvikling, at det lykkedes at afvise et andet forsøg på at traktaten kun skulle omhandle plastik i havet. Set i lyset af den seneste viden om plast i lungevæv og blod, plastsiks evne til at trænge ind i hjernen hos mus og effekter i generationsstudier hos fisk, er det med rette, at sundhedselementet skal stå stærkt i den globale aftale.
    5 Kommentarer
  • Tue Dissing

    Hands-on med STRØM 1.0 og måling på en ny type baffle

    Som opfølgning på vores webinar tilbage i marts blev der (i sidste uge) afholdt en hands-on workshop, hvor der var mulighed for at fordybe sig i de forskellige dele af projektet. Deltagerne gik imellem de tre spor – hardware, software og akustik – alt efter interesse. Formålet med eventet var at give deltagerne hands-on erfaring med de tre open source projekter: Euphonium, µVox og STRØM 1.0. En slags pre-burner for at kommer i gang med at bidrage til projekterne. Og samtidig en oplagt mulighed for at få yderligere indsigt det arbejde der allerede er lagt, og de beslutninger der er taget i de forskellige projekter. Hands-on workshop Selve workshoppen bestod af tre spor, hardware, software og akustik, som de fremmødte fordelte sig på. Nogle fik også tid til mere end et spor. Illustration: Tue Dissing Nicolai (til højre) lagde ud med en grundig gennemgang af hvorfor den nuværende hardware platform, ser ud som den gør, og hvorfor lige netop Euphonium er sådan et godt match til det samlede projekt. Vi var endda så heldige at have besøg af de to softwareudviklere bag Euphonium platformen: Filip (til venstre) og Albert. De er begge to bosat i polen og det er også herfra de udvikler denne platform. De demo'ede Euphonium platformen og afspillede både musik via Bluetooth samt Spotify Connect. Og der var lyd! Illustration: Tue Dissing Der var blevet klargjort en del demoboards til formålet, så det også blev muligt for deltagerne at prøve kræfter med værktøjerne på egen hånd. De var alle blevet pre-flashed, så der var lidt at arbejde med. Vi havde natuligvis også taget nogle højttalerkabinetter med, så man kunne få en forsmag på lyden - her er det måske vigtigt lige at nævne, at vi bestemt ikke er færdige med tuning af højttaleren. Der kom også noget god og konstruktiv feedback til det allerede opnåede resultat. Som det fremgår af billedet, så er der tale om engineering samples. Illustration: Tue Dissing På tværs af de forskellige spor, blev der brugt en del energi på at fortælle om de benyttede udviklingsværktøjer og hvordan de bruges i projektet. Som med så meget andet udvikling, er et hurtigt feedback loop afgørende for udviklingshastigheden. Og her muliggør de benyttede værktøjer en effektiv udvikling af software såvel som akustik. Illustration: Tue Dissing Vi fik også tid til at måle lidt på højttaleren - ikke en idéel opstilling, men brugbar til formålet. Måling på asymmetrisk baffle Der er flere på bloggen der har rejst deres bekymring omkring spredningen af lyden fra denne konstruktion. Så det måtte vi jo selvsagt måle lidt på. Kom gerne med feedback på hvad "god spredning" er for en højttaler. Det er jo en frekvensafhængig karakteristik, og spredningen aftager med frekvensen. Så hvornår, hvor meget og hvor hurtigt må højttaleren rulle af? Idéen var at måle den eksisterende baffle i 0° og i 45°, ved 1m, for at undersøge hvordan spredningen opfører sig i dag. Men uden sammenligning, er en sådan måling jo ikke meget værd. Så derfor havde vi bygget en mere asymmetrisk baffle, som vi forventede ville give lidt mere spredning i alle retninger. Illustration: Tue Dissing Som det ses på billedet ovenfor, så er alle enhederne vinklet væk fra hinanden. Faktisk er de vinklet på to akser. 5° på hver akse. Hvis man ønsker lidt mere indsigt i, hvordan enhederne er tænkt monteret, så man gå en til online 3D model: Angled drivers baffle test. Hvordan måler de to højttalerne så? Vi lavede to målinger af hver baffle. En måling on axis ved 0° og en off axis måling ved 45°. Alle fire målinger blev fortaget i en afstand af 1m i mellem mikrofon og baffle. Og med samme tuning. Så evt. artefakter i målingerne kan med stor sanssynlighed krediteres ændringen i baffledesignet. De oprindelig målinger fra workshoppen indeholdt fasefejl, så nogle nye er blevet udført. Illustration: Tue Dissing Så hjælper det at tilte enhederne? I min optik er forskellen så lille, er den nærmest udelukkende kan tilskrives måleusikkerheder. Så umiddelbart giver det ikke en markant bedre spredning at tilte enhederne på denne facon. Måske det vil minimere den lineære belastning, der udøves af membranens bevægelse på frontpladen (baffle), men det er ikke noget vi har efterprøvet. Hvad kan vi så gøre, for øge spredningen? Der har været mange forslag og kommentarer i forhold til hvordan vi kan øge spredningen på højttaleren. Flere af dem pegede på problematikken omkring konstellationen af de fire enheder. Deres opstilling kan have en negativ effekt på hvor meget spredning vi kan vi ud af sådan en højttaler. Lige nu er enhederne koblet sammen som to parallelt koblede grupper af to enheder i serie. De to enheder til højre er koblet sammen i serie og det samme er de to til venstre. Så det var jo nærliggende at forsøge sig med en 1,5 vejs konstruktion. Hvor alle enheder spiller de dybe toner, men kun nogle af dem - halvdelen - spiller også de høje. Illustration: Tue Dissing Lige nu deles der ved 3500Hz, hvilket ser ud til at summere fint og samtidig, give en fornuftig spredning (i min optik), da dykket først sker ved omkring de 5-6kHz. Dette er blot første hurtige voicing med denne opsætning, så det er klart noget vi skal arbejde videre med. Da det helt sikkert kan forfines yderligere. /Tue Dissing
    8 Kommentarer
  • Louise Floor Frellsen

    Tidlige udgivelser og tidlig beskyttelse

    For knap to måneder siden spurgte Bent i en kommentar, hvordan man overhovedet kan vide, at der er patenter på Corona-vacciner derude, når patenter først offentliggøres 18 måneder efter de er indleveret. Det er et rigtig godt spørgsmål, så det vil jeg forsøge at svare på. Jeg ved godt, at der er meget andet, man kan diskutere, når det kommer til patenter på covid-19-vacciner, og det er bestemt værd at tale om, men jeg vil også med det samme indrømme, at jeg ved så lidt om vaccineteknologi – både når det kommer til udvikling, patenter og produktion – at det ikke er en diskussion, jeg for alvor kan gå ind i på et fagligt grundlag. Derfor vil jeg i dette indlæg først og fremmest holde mig til emnet om deres udgivelse. Patenters offentliggørelse Både når det kommer til de Europæiske patentansøgninger og ansøgninger i den internationale fase, foreskrives det ganske rigtigt, at de offentliggøres ”snarligst muligt efter 18 måneder fra prioritetsdatoen”. Når det hedder snarligst muligt er det fordi offentliggørelsen som udgangspunkt sker én gang om ugen – ved EPO om onsdagen og for PCT-ansøgninger om torsdagen. I både EPC’en og i PCT’en er der dog også undtagelser. En af de undtagelser er, at hvis ansøgeren har ønsket, at patentansøgningen skulle offentliggøres inden de 18 måneder er gået, kan det ske tidligere. Så det er i hvert fald et muligt svar: vi kunne vide, at der eksisterede covid-vaccinpatenter, under 18 måneder fra, at vi overhovedet havde hørt om SARS CoV-2, fordi de virksomheder, der havde indleveret patentansøgningerne, gerne ville have, at vi skulle vide, at de eksisterede. Der er også en anden mulighed, for der en række lande, hvor titlen alene udgives i et jævnligt tidsskrift, når patentansøgninger er blevet indleveret. Det er medskyldigt i, at titlerne ofte er ganske vage, men det kan altså også lede til, at offentligheden får tidlig viden om, at der er blevet indleveret noget indenfor et bestemt område. Så hvis ord som covid-19 har været en del af titlen, kan det afsløre at en virksomhed er i gang med at forsøge at tage patent på noget relateret. Offentliggørelsen af covid-19 vaccine-ansøgninger Som sagt er jeg ikke ekspert på vacciner af nogen art, så det er næppe den bedst tænkelige søgning jeg har lavet, men jeg har forsøgt at finde lidt taleksempler på udgivelsen af vaccinepatenter der har med covid-19 at gøre. En hurtig søgning i kategorierne C12N 7/00 eller A61K 39/00 som dækker virus-vacciner, samt søgeordene covid-19 eller SARS CoV-2 leder til 4253 resultater. Så mange vacciner er der, så vidt jeg ved, heller ikke blevet udviklet, men som jeg forstår det (igen med min begrænsede vaccineforståelse), dækker ansøgninger ikke færdige eller samlede covid-19 vacciner, men beskytter snarere dele af en vaccine, nogle bestemte stoffer eller produktionsmetoder. Så selvom de er relevante i forhold til vaccineproduktionen, er der ikke tale om en færdig opskrift, der er beskyttet af et enkelt patent. Ligesom meget af den relevante viden om RNA-vacciner – heldigvis – var udviklet, før vi kendte til eksistensen af covid-19. Hvis jeg så indskrænker søgningen til at være alt, der er udgivet før 2021, dukker der stadig 620 resultater op. Jeg har på ingen måde læst mig igennem dem, men søgningen kan sorteres efter indleveringsdato for at få en ide om, hvor hurtigt offentliggørelserne er sket. Den tidligst indleverede ansøgning jeg fandt i denne meget simple søgning afslører både hvordan tidligere arbejde kunne bruges og hvordan min søgning ikke er optimeret i forhold til biologiske termer. Den tidligste ansøgning, der dukkede op, handler nemlig om SARS-CoV generelt og ikke specifikt SARS-CoV-2. Coronavirus isolated from humans blev indleveret helt tilbage is 2003. Et patent blev udsted allerede i 2010, men måske kunne dette patent stadig være relevant i forhold til, hvordan man sidenhen skulle udvikle en vaccine imod covid-19. Skærper jeg min søgning lidt mere, så ”covid-19” skal indgå, for at sortere det fra, der ikke er den nye variant, får jeg stadig 320 resultater. Nu er den tidligste ansøgning jeg finder Copper ion compositions and methods of treament for conditions caused by coronavirus and influenza som er indleveret 22 maj 2020 og offentliggjort lidt under et år senere den 11 maj 2021. Den senest indleverede jeg kunne finde, som stadig blev udgivet i 2020, blev ansøgt den 11 november 2020 og publiceret en måned senere den 11 December 2020. Så selvom det ikke var den mest vellavede søgning, viser det både eksempler på, at ansøgere kan have ønsket at publicere tidligt, og at grundstenene til vaccinearbejdet kan være lavet længe før den nuværende pandemi ramte. Hvorfor offentliggøre tidligt? Så det er muligt at bede om at offentliggøre en patentansøgning tidligere, men hvorfor skulle man have lyst til at gøre det? Der er i hvert fald to effekter af offentliggørelsen. Den første effekt er den direkte, at beskrivelsen af opfindelsen bliver åben, så andre kan læse den. Den altruistiske grund til, at man kunne ønske sig det, er at andre så kan bruge den information og bygge videre. Men, hvis man udelukkende ville være altruistisk kunne man jo bare offentliggøre informationen uden det behøvede at være igennem en patentansøgning. Alternativt kunne man ønsker sig at andre ved, hvad man er i gang med for at man kan promovere sit arbejde og lade investorer, konkurrenter og andre interessenter vide, hvor langt man er nået, og at man har tænkt på, hvordan man vil beskytte sin opfindelse. Men jeg gætter på er den hyppigste grund til, at nogle ansøgere vælger at få deres ansøgninger offentliggjort før de 18 måneder er gået, er en anden. Nemlig at man tidligst kan håndhæve sin beskyttelse, når ansøgningen er offentliggjort. Udgivelsen giver nemlig også den såkaldte provisoriske beskyttelse. Provisorisk beskyttelse Når en europæisk patentansøgning offentliggøres, giver det anledning til beskyttelse svarende til den beskyttelsen et udstedt patent giver. Altså med mindre det ikke gør – for hvor meget beskyttelse, man egentlig får imens det stadig kun er en ansøgning, afhænger af det enkelte land. Men EPC’en sikrer at man vil få i hvert fald noget provisorisk beskyttelse, fra offentliggørelsen af ansøgningen. Som minimum skal en offentliggjort patentansøgning give ansøgeren ret til at kræve en ”for omstændighederne rimelig kompensation,” hvis nogen gør brug af deres opfindelse. Men det skal også holdes i mente, at beskyttelsen nogle steder først træder i kraft, hvis der er blevet publiceret en oversættelse af kravene, eller hvis en oversættelse af kravene er blevet sendt til dem, der bliver beskyldt for at krænke ansøgningen. Som jeg har skrevet om før, er det kravene i en ansøgning, der bestemmer beskyttelsen. Men kravene er også den del, der godt kan ændre sig undervejs i sagsbehandlingen, især fordi de ofte er for brede ved indleveringen. Så hvor meget får man egentlig beskyttelse for? Den provisoriske beskyttelse dækker det, der står i de offentliggjorte krav. Så det kan altså sagtens være ”for bredt”. Men hvis patentet en dag bliver udstedt, vil omfanget af beskyttelsen retroaktivt dække det, der står i de endelige krav for det udstedte patent. Hvis patentet ender med aldrig at blive udstedt, vil beskyttelsen tilsvarende blive dømt til aldrig at have været gældende. Så provisorisk beskyttelse er en svær balancegang. Retten til en opfindelse dækker fra den dag ansøgningen er indleveret, man kan håndhæve det, fra den dag ansøgningen bliver offentliggjort, men man kan først vide, præcis hvilken rettighed man har, når patentet er endeligt udstedt. Det gør det også svært for konkurrenter, fordi de skal vurdere, hvad det endelige patent kommer til at dække. Det kan godt være muligt at se, at et sæt krav er alt for brede, men det er ikke nødvendigvis det samme, som at man kan vurdere, hvad de endelige krav, realistisk kommer til at dække. Dog kan det stadig give konkurrenter en idé om, hvilken retning det kan være problematisk for dem at gå i, hvis de gerne vil undgå risiko for at krænke et patent, der bliver udstedt senere. Så sandsynligvis kunne vi kende til og diskutere patenter på vaccine imod covid-19 mindre end 18 måneder fra vores kendskab til sygdommen, fordi udviklerne ønskede sig tidlig publicering for at afmærke og beskytte det de havde lavet, så tidligt som muligt – og fordi en vaccine involverer mange elementer, nogle af hvilke allerede var i brug og beskyttede.
    3 Kommentarer
  • Svend Poulsen

    Godstrafikken på skinner lider under forhindringer skabt af det nye signalsystem

    Inden påske skrev Ingeniøren om godsterminalen i Hirtshals, som henligger ubrugt på syvende år. Denne terminal kom til som et initiativ for at fremme jernbanegods til og fra Hirtshals Havn. En af Danmarks store havne. Der er desværre flere grunde til, at det ikke er lykkedes at få brugt terminalen. Et forhold er, at den enkeltsporende strækning mangler krydsningsmuligheder for godstogene. Men et andet forhold er, at det nye europæiske signalsystem ERTMS er introduceret i Vendsyssel. Ingeniøren fulgte op på sagen kort efter påske med en artikel om besværlighederne for godsoperatørerne, når det gælder omstillingen til ERTMS. Indenlandsk gods er præget af ganske få aktører, som alene har en lønsom forretning med at køre gods på jernbanen, fordi DSB i sin tid fik købt nogle gode lokomotiver, som godsoperatørerne stadig kan holde i live med overskuelige driftsudgifter. De mere end 60 år gamle danske MY- og MX-lokomotiver kører godstog ikke kun i Danmark, men også i høj grad i Sverige. Der kører også enkelte af de nyere litra MZ, som "kun" er cirka 50 år gamle. Det kan være, at forretningen i det svenske kan finansiere omstillingen til ERTMS, men med den mængde gods der flyttes i Danmark, er det noget mere usandsynligt at det samme er tilfældet for de danske godsoperatører. Godsoperatørerne i Danmark kan søge om et tilskud på op til 50% af udgiften til at installere STM-moduler i deres lokomotiver, så de kan køre på strækninger med det nye signalsystem. Men uanset, så har ingen endnu søgt om tilskud jf. Ingeniørens artikel. Det skyldes nok også, at operatørerne skal undvære deres lokomotiver i op til 18 måneder i forbindelse med installeringen og testen af udstyret. I den tid skal der findes alternativer. I Sverige vil det være muligt at leje lokomotiver. Det er fx muligt at leje renoverede ME-lokomotiver, som qua deres fortid i Danmark har godkendelserne i orden til at måtte køre i Danmark. De er fortsat udstyret med dansk ATC. Lejen skal så lægges oven i udgiften til STM-modulet, når man ser på omkostningerne. Banedanmark har succesfuldt fået udrullet ERTMS i Vendsyssel og Nordjyske Jernbaner kører trafikken. Men godsoperatørerne kører ikke længere nord for Limfjorden. Først stoppede godstogene, som hentede fiskemel i Skagen. Den trafik blev opgivet, da broen over Limfjorden blev påsejlet og det tog et år at få genoprettet trafikken til Vendsyssel. Men det var også flere runder sporarbejder på strækningerne i Nordjylland, som medvirkede til, at godskunderne måtte finde alternativer. Sporspærringer medfører en ustabil drift, som også rammer den sparsomme godstrafik. Nu sejles fiskemelet til Aarhus, hvor man omlæsser til videre transport. Situationen nu er, at ingen godsoperatører har lokomotiver, der kan køre på det nye signalsystem. Vi er tilbage til starten på denne blog om godsterminalen i Hirtshals, som ikke bliver brugt. Forudsætningen for at godsoperatørerne kan køre på strækninger med det nye signalsystem er, at man har adgang til lokomotiver med ERTMS udstyret, enten eget eller lejet materiel. En mulighed for trafikken til Hirtshals kunne være at benytte regions- og lokalbanernes lokomotiver (typisk litra MY og MX) til trafikken. Men selv om ombygningen af disse lokomotiver sker med fuld kompensation, er de endnu ikke 100% klar til at komme i trafik. Det skyldes de lange godkendelsestider. Det er i første omgang gået ud over trafikken fra bl.a. Hirtshals, hvor godsterminalen derfor står ubenyttet hen. Tilskudsordningerne til ombygning af lokomotiverne til ERTMS-systemet dækker langt fra omkostningerne til indbygning af ERTMS udstyret. Det giver ikke nogen direkte værdi for den enkelte operatør ud over fortsat at kunne betjene sine kunder. Der kan hverken køres længere eller tungere tog, og hastigheden er uændret. De kunder, der benytter sig af gods på jernbanen, har taget et valg, som i nogle tilfælde hænger sammen med en forventet højere forsyningssikkerhed end hvis godset hænger fast i motorvejskøerne i Tyskland. Et stigende antal godskunder vil givetvis også gerne se jernbanen som en mulighed for en mere klimavenlig transport. De initiativer sættes altså over styr af arbejder på den begrænsede danske infrastruktur. Det er ikke muligt at tilbyde alternative ruter, når der laves sporombygninger i hovednettet. Dette toppes nu op med udrulningen af ERTMS, som i første omgang vil begrænse godsoperatørernes muligheder. Meget gods til slutkunder i Jylland kommer via trekantområdet med Fredericia/Taulov som udgangspunkt for den indenlandske godstrafik. Næste udrulning af ERTMS betyder, at godstog til Herning skal køre en stor omvej. I realiteten er det en fordobling af afstanden, når der skal køres "udenom" ERTMS strækningen til Herning. Det er både fordyrende for kunderne og forlænger transporttiden. Og det er ikke givet, at der er plads på strækningerne, der benyttes af passagertogene og som har krydsningsmuligheder tilpasset denne trafik. Godsoperatørerne kæmper for at få kanaler (køreplanstider). Det er allerede svært at få plads til at køre den trafik kunderne efterspørger og som giver indtjeningen. Kundernes ønske om korte og effektive godsruter bliver det sværere og sværere at imødekomme. Der er behov for det nye signalsystem i Danmark, ingen tvivl om det. Så der skal findes en brugbar løsning. Hvad kan der gøres for, at den grønne omstilling i godstransportsektoren kan udnytte jernbanens fordel som klimavenlig transportør? Indledningsvis skal ERTMS-udstyret stilles til rådighed for godsoperatøren på samme måde som det sker for persontrafikken, der modtager fuld dækning af omkostningerne. Her er der så en EU-lovgivning, der ikke tillader denne type støtte til private operatører. Men er der noget i vejen for, at godsoperatørerne kan leje systemet og dermed ikke skal ud i voldsomme investeringer? Kunne Banedanmark udleje STM-boksene? Og ville disse bokse kunne laves, så de kan tages ud af et lokomotiv og flyttes til et nyt, hvis godsoperatøren investerer i ny trækkraft? Kunne der betales en anvendelsesafgift fx. per kørt kilometer, så der kommer sammenhæng mellem indtjening og driftsomkostninger. Med den nuværende tilskudsmodel har godsoperatørerne først alle omkostningerne, uden sikkerhed for, at en fremtidig indtjening kan finansiere investeringen. Indbygning og godkendelse af lokomotiver er nødt til at være meget mere smidig. Godkendelse af det 1. lokomotiv tager 18 måneder og det er helt urimeligt for en mindre virksomhed med måske kun 2 lokomotiver. Der er en god grund til, at vi ser jernbanen tabe til vejene. Der kæmpes med lange godkendelsesprocesser. Fortæl en vognmand, at hans flåde af lastvogne skal have indbygget nyt sikkerhedsudstyr som kræver en godkendelsesproces på 18 måneder uden kompensation for driftstabet. Samme krav vil gælde for udenlandske lastbiler på det danske vejnet. Det vil ikke blive accepteret. Skiftende Transportministre har, når de har omtalt gods på jernbanen, først og fremmest talt om det transitgods, der kører mellem Sverige og Tyskland. Man har ikke brugt tid på at omtale indenlandsk jernbanegods. Det er måske med en viden i ministeriet om, at man kommer til at opgive indenrigsgods på jernbanen, fordi branchen ikke kan bære omkostningerne til omstillingen til ERTMS? Det er nok kun de store godsoperatører i den Europa, der har musklerne til at stå igennem transformationen til det nye europæiske signalsystem. Og om ganske kort tid har de pistolen for panden, hvis de fortsat vil kunne køre transit igennem Danmark. Det varer ikke længe før ERTMS udrulles på hovedstrækningerne mellem Skandinavien og resten af Europa.
    13 Kommentarer
  • Bjørn Godske

    Så tager vi turen igen: Elon Musk lover robottaxa uden rat og pedaler

    Tilbage i begyndelsen af april, afslørede Elon Musk, at man hos Tesla arbejde på en robottaxa - altså en en bil dedikeret til taxakørsel helt uden en chauffør. Dem har andre virksomheder præsenterede nogle stykke af de forgange år. Hvem husker ikke Googles særprægede “pod” helt tilbage fra 2014. Senere er der kommet flere eksempler til og meget lempelige regler for den type kørsel i flere amerikanske stater, blandt andet i Californien og Arizona, har vist talrige eksempler på selvkørende biler. Ved den nylige præsentation af Teslas regnskab for første kvartal af 2022, kunne Elon Musk, så løfte sløret en lille smule mere for en robottaxa. Her sagde han blandt andet, at man arbejdede på et helt nyt køretøj, der skulle være klar til at blive præsenteret i 2023 og blive produceret i høj volumen i 2024. De selvkørende funktioner i taxaen skal bygge på den softwarepakke kaldet FSD, som cirka 100.000 Teslaejere allerede nu har installeret i deres bil. Prisen for at køre i sådan en taxa, skulle ifølge Musk, blive lavere end en busbillet er i dag. At Tesla arbejder på en robottaxa er ikke nyt; det blev afsløret allerede tilbage i 2016. Det er heller ikke nyt, at mange andre amerikanske virksomheder - plus en hel række tyske, japanske og israelske - arbejder på det samme mål. Det gælder for eksempel Waymo, GM’s datterselskab Cruise, Toyota, VW, Bosch og Mobileye. Tror vi så på det denne gang? Altså ikke om selvkørende taxaer kommer, for det gør de på et eller andet tidspunkt, men bliver det 2024? Vi taler om to år. Kan Tesla nå at få løst de problemer de har oplevet med FSD på den tid, så rat om pedaler kan fjernes? Og for lige at ridse den grundlæggende udfordring op: Problemer er ikke at få en bil til at køre selv i kendte omgivelser og med kendte udfordringer. Det vil den sikkert gøre i 95-99 procent af alle tilfældene. Problemet opstår i de få procent af tilfældene, hvor den aldrig har været før - lad os se om de får løst det til 2024.
    16 Kommentarer
  • Tue Dissing

    Hvordan designer man en højttaler til at kunne repareres og samtidig være bæredygtigt?

    Et af formålene med STRØM 1.0 er at være med til at bekæmpe indbygget forældelse i forbrugerelektronik, hvilket betyder at produktet også skal designes til at kunne repareres. Laurids Hovgaard skriver om problematikken i denne artikel: Reparationsvenligt audioudstyr og levetidsforlænget software på vej frem. Som vi skrev i indlægget om "Sådan måler det første kabinet", er kabinettet bygget op af flere lag MDF. Hvert lag er skåret ud af en 12mm MDF plade. Som Kristian Glejbøl gør os opmærksom på, er der tale om en kompositstruktur. Altså en ikke homogen struktur, hvilket har en positiv effekt på eventuelle mekaniske påvirkninger fra enhederne. Kabinettets konstruktion gør det muligt at modellere det med en lidt mere organisk formgivning og giver nogle muligheder i forhold til udformingen af det indvendige kabinet og dets afstivning. Den interne snegl er lavet for at dæmpe eventuelle interne reflektioner og øger samtidig konstruktionens rigiditet. Den store "åbning" i midten, gør plads til enhederne og området nederst til venstre giver plads til PCB'et. Designet til at blive repareret STRØM 1.0 – og dermed også kabinettet – er tænkt og (forsøgt) designet, så alle dele kan repareres, opgraderes eller udskiftes efter behov. Det er sgu lettere sagt end gjort! Man kan ikke bare på-lime frontstoffet, eller bruge diverse press-fit fittings, der ikke kan fjernes igen. I hvert fald ikke hvis forbrugeren også skal have en chance for at kunne lave nogle af disse reparationer selv. Det skal naturligvis også være muligt at åbne kabinettet (og samle det igen), for at få adgang til enheder, strøm og PCB. Det påvirker også valget af skruer, bolte og møtrikker. For når det for eksempel skal være muligt at afmontere bagpladen (flere gange) så skal det jo også være muligt at fastmontere den igen, uden at det går ud over funktionen på højttaleren. Utæt bagplade Et område vi arbejder på i skrivende stund er netop hvordan vi kan sikre, at bagpladen kan afmonteres og påmonteres flere gange på forsvarlig vis. Det giver nemlig hurtigt problemer med performance, hvis bagpladen ikke slutter tilstrækkeligt tæt til kabinettet. Når man giver højttalerenhederne godt med power, så skal de i hvert fald nok finde alle huller og utætheder i kabinettet. Lige nu oplever vi en mindre utæthed ved bagpladen. Den slutter simpelhen ikke tæt nok til kabinettet. Højttaleren spiller fint ved lavere lydtryk, men kabinettet holder ikke tæt, når der skrues op. For at afhjælpe denne utæthed, skal der med al sandsynlighed bruges en pakning af en slags. Vi har endnu ikke lagt os fast på hverken type, eller materiale for denne pakning. Men en vigtig design parameter her, er at pakningen skal kunne udskiftes. Og så må den også gerne være lavet af et nogenlunde bæredygtigt materiale. Montering af enhederne Hvis det skal være muligt at udskifte enhederne, kan vi ikke bare bruge spånskruer, da det hurtigt kan føre til problemer, hvis man ønsker at udskifte enhederne. Vi havde egentlig tænkt at benytte os af nogle isskruningsbøsninger. Desværre er monteringshullerne i enhederne så små (Ø3,8mm), at vi ikke har kunnet finde nogle passende bøsninger – de mindste vi har kunne finde er M4. I stedet kigger vi i retning af nogle standard skruer med et M3,5 gevind. De kan så fæstnes på bagsiden med en spændeskive, en møtrik og lidt skruesikring. Det vil gøre det muligt at udskifte enhederne, skulle de blive beskadiget, eller på anden vis have behov for udskiftning. Aftageligt frontstof Et visuelt element af denne højttaler er frontstoffet. Det dækker enhederne og giver en uniform overflade til hele fronten af kabinettet. Og som med de andre dele af kabinettet, skal det naturligvis også være muligt at udskifte, reparere eller blot vaske frontstoffet. Det kan dermed ikke blot på-limes soft top pladen. Hvordan vi præcis kommer til at montere frontstoffet på soft top pladen, er stadig uafklaret. Det er noget der arbejdes på i issue #12. Vi har også kigget på flere forskellige løsninger til montering af selve soft top pladen på fronten af højttalen (bafflen). Heriblandt forskellige snap on fasteners. Problemet med at benytte den slags fittings, er at de kan være svære at udskifte, skulle de gå i stykker, da de ofte skal limes fast. Så lige nu undersøger vi muligheden for at holde soft top pladen fast med euro skruer. Det vil skulle ske fra indersiden af frontpladen, så det bliver ikke muligt nemt at afmontere frontstoffet, hvis vi går denne vej. Det har dog heller aldrig været meningen. Materialevalg Det primære materiale til kabinettet er træ og finish bliver en kombination af maling og linoleum. Da der er tale om et plademateriale, er materialer som MDF og krydsfiner oplagte valg. Bambus plader kunne også være en mulighed, de er dog markant dyrere. Lige nu har vi brugt MDF til konstruktion af kabinettet, da det er nemt tilgængeligt og fungere godt til formålet. Der er dog et indbygget problem med MDF og det er, at det ikke umiddelbart kan genanvendes. Så eneste mulighed ved end of life for et MDF-baseret produkt, er at sende det på forbrændingen. MDF Recovery ser dog ud til at opfundet en proces, der gør det muligt at genbruge MDF, men det har desværre nogle lidt lange udsigter før der ligger et reelt produkt klar (tak til Emil T. for at gøre mig opmærksom på dem). Vi skal nu i gang med at undersøge bæredygtigheden af, at benytte MDF i dette produkt. Det er muligt at benytte FSC og PEFC certificeret MDF, men er det "godt nok"? For at kunne sammenligne forskellige typer af materialer, skal vi have nogle data der gør dette muligt. Her har vi kigget lidt på EPD (tak til Adam R. for at pege mig i denne retning). Materialevalg og bæredygtigheden af dette, arbejdes der på i issue #10. Udregning og analyse af et produkts miljøpåvirkning, i hele dets livscyklus, er relativt nyt stof for mig, så der er massere at tage fat på. Tue Dissing
    39 Kommentarer
  • Søren Tvilsted

    Kan teknologi erstatte medicin?

    Du ligger på operationsbordet og skal opereres i knæet. Du får en rygmarvsbedøvelse, så underkroppen er bedøvet. Men du er vågen. Lægerne arbejder bag et klæde, så du ikke kan se, hvad der foregår. Men du kan høre, at der bliver savet, banket og boret i dit ben. Det er virkeligheden for mange knæpatienter. At miste kontrollen over sin egen krop på den måde kan være en utryg oplevelse. Derfor får de fleste behov for afslappende medicin eller decideret sovemedicin under en såkaldt vågen operation. Medicin som kan have bivirkninger og give problemer med vejrtrækning eller lavt blodtryk. Forestil dig nu i stedet for, at du nyder solen på en dejlig sandstrand på en ferieø med blå himmel, palmetræer og bølgeskvulp – ikke i virkeligheden, men i en virtuel verden. I virkeligheden ligger du – også i dette scenarie – på operationsbordet og bliver opereret i knæet. Men du oplever det ikke, da du har et par Virtual Reality-briller og høretelefoner på, der tager dig med til den dejlige, solrige ferieø. Forskningsdeltager Annie Wuust Jensen prøver Virtual Reality for første gang, på skærmen kan man se, hvad hun ser. Illustration: Ida Munch Den virtuelle oplevelse fungerer her som afledning i stedet for beroligende medicin ved operationer, hvor patienten er vågen. Men kan VR virkelig erstatte beroligende medicin under en operation? Det vil et forskningsprojekt på Sjællands Universitetshospital forsøge at svare på. Måske bliver svaret nej. Men hvis vi ikke tør gøre forsøget, finder vi aldrig ud af det. Nytænkning kan reducere risici og komplikationer for en lang række patienter. Og den mulighed bør vi gribe. Erfaring fra andre patientgrupper Ideen er ikke grebet ud af det blå. Distraktion anvendes allerede på forskellige måder mod smerter. Blandt andet lader tandlæger patienter lytte til musik under behandling. Og det er kendt viden blandt smerteforskere, at smerterne ikke er så slemme, når fokus fjernes fra det, der gør ondt. Ved en knæoperation er der ikke nogen fysisk smerte, da man er bedøvet fra livet og ned. Men forventningen om smerten bliver mentalt ubehagelig, og teorien er, at den mentale påvirkning kan ændres med afledning. VR-brillerne bliver i dag blandt andet brugt til børn, når de får lagt drop i hånden. Selve det at få stukket en nål i hånden gør ikke synderligt ondt, men børn kan være meget angste for stikket, og nogle får endda lattergas for at dulme frygten. Her hjælper VR-spillet med Frøen Frede til at aflede børnenes opmærksomhed som erstatning for lattergas. Kan afledning bruges til børn, kan det måske også bruges til voksne. Afledning med beroligende virtuelle oplevelser, der passer til patienter på operationsbordet. Anæstesisygeplejerske Simone Charlotte Bauer tester VR briller liggende, da patienterne vil være liggende under operationerne. Illustration: Ida Munch Naturligvis kan der være udfordringer ved afledningsmetoden: Kan patienterne holde ud at have udstyret på og befinde sig i en virtuel verden i en hel time (så længe varer en knæoperation omtrent). Eller vil selve afledningen føles ubehagelig? Bliver der alligevel behov for afslappende medicin? Heldigvis står der en anæstesisygeplejerske klar og kan give beroligende medicin i tilfælde, hvor afledningsmanøvren ikke fungerer, og patienten bliver utryg. Men kan det fungere for bare en del af patienterne, vil deres risiko for komplikationer mindskes. Og det vil være en succes. Kan det gavne flere? Og perspektiverne er til at få øje på. Lykkes det at finde en god, beroligende afledningsmanøvre ved knæoperationer, er der ikke noget i vejen for at forsøge samme metode ved andre operationer, hvor patienterne er vågne og normalt får behov for beroligende medicin. I Region Sjælland bliver der foretaget flere tusinde operationer, hvor patienterne er bedøvet men stadig vågne. Kan nogle af de patienter spares for medicinering, vil meget for dem være vundet. Måske findes der endnu flere situationer, hvor beroligende medicin kan reduceres eller helt erstattes af teknologi? Og hvem vil ikke foretrække en tur på stranden på en ferieø i stedet for at ligge på operationsbordet?
Sektioner