Det er i Silicon Valley, at tingene sker inden for digitalisering og kunstig intelligens (AI). Det oplevede jeg selv, da jeg for et års tid siden var med en ATV-delegation derovre, og siden har flere grupper både i og uden for ATV besøgt området. Deres tilbagemeldinger bekræfter mine indtryk. Dynamikken i Silicon Valley kommer i høj grad fra den tætte relation mellem virksomheder og universiteter i kombination med en vanvittig iværksætter-mentalitet. Det nyeste skud på stammen kommer fra Berkeley, som er en del af University of California. Berkeley er begyndt at tilbyde alle studerende et introkursus i Data Science. Og det er vitterligt alle studerende på tværs af studieretninger. Hvordan har de unge mennesker så taget imod tilbuddet? De har i den grad sagt ja! Foreløbigt har angiveligt 7.500 studerende valgt at deltage. Dermed får man den effekt, at også studerende uden for de digitale miljøer kan forstå og relatere til de nyeste digitale teknologier. De bliver bedre klædt på til fremtidens jobmarked, og man uddanner tværfagligt. Også i Finland vil man satse på at uddanne i digitale teknologier som bl.a. kunstig intelligens. Men hvad gør vi i Danmark? Regeringen lancerede den nye nationale strategi for kunstig intelligens i marts. I strategien indgår at styrke AI-kompetencerne, og det skal især ske gennem uddannelse af flere IT-specialister. Det er fornuftigt, men som eksemplet fra USA viser, er det næppe nok. Hvis hele det danske samfund skal løftes digitalt, skal der også mere generelt skabes en forståelse for de digitale teknologier, herunder AI. Derfor blev jeg glad da jeg så, at Uddannelses- og Forskningsministeriet har offentliggjort et opslag af midler til uddannelses- og kompetenceforløb for underviserne på de videregående uddannelsesinstitutioner. Målet er, at underviserne skal have styrket deres digitale kompetencer, så de kan løfte de studerende. Ambitionen er at de studerende skal kunne forstå og forholde sig til den digitale udvikling, og at det skal sikres, at de studerende møder digitale læringsteknologier i undervisningen. Jeg håber, at der bliver stor rift om midlerne. I ATV vil vi gerne bidrage til, at Danmark kommer med i front, når det handler om at indtænke og anvende AI. Derfor har vi iværksat læringsforløbet [Applied AI Academy ](https://atv.dk/nyheder/nyhed/atv-lancerer-tre-nye-ai-initiativer-2019-fa-overblikket-her)for teknologiledere, som vi laver sammen med Udenrigsministeriets Innovations Center i Silicon Valley. Kursusforløbet er nævnt i regeringens AI-strategi, og selv om det ikke helt kan sammenlignes med Berkeleys tilbud til deres studerende, er der et underliggende budskab: Det viser, at det er muligt at udvikle uddannelsestilbud inden for AI, der ikke kun henvender sig til fagspecialisterne. Kurset henvender sig både til teknologiledere i virksomheder og til undervisere på de videregående uddannelser, der vil lære om kunstig intelligens i praksis og møde virksomheder og forskere, der er på forkant med teknologien. Og forhåbentlig kommer vi på denne måde til at uddanne ”forandringsagenter”, der kan lære videre fra sig herhjemme til kolleger og studerende.

Store dele af den danske miljøregulering fremmer ikke de dele af cirkulær økonomi, der har fokus på længere produktlevetid og genbrug. Derfor er de to nært forestående valg - til EU’s Europa-Parlament og til Folketinget - vigtige for cirkulær økonomis fremtid i Danmark. Europa-Parlamentet er vigtigt for udviklingen af regulering med betydning for cirkulær økonomi som affaldsdirektivet, emballagedirektivet, ecodesign direktivet og WEEE-direktivet, og valget til Folketinget er vigtigt for den meget væsentlige nationale implementering af bl.a. disse direktiver. Noget af det næste, der reguleringsmæssigt skal ske i Danmark med betydning for cirkulær økonomi, er udviklingen og implementeringen af den næste danske nationale affaldsplan, som skal laves senest i 2020 som en del af implementeringen af bl.a. affaldsdirektivet. Blogindlægget lægger op til diskussion af hvad den kommende nationale affaldsplan bør indeholde og herunder betydningen af EU-regulering og dansk regulering. Det er vigtigt, at affaldsplanen ikke kun bliver en affaldsplan med fokus på håndtering og genanvendelse af affald og organiseringen af affaldssektoren. Planen skal være en ressourceplan, hvis virkemidler bidrager til en ambitiøs implementering af cirkulær økonomi med fokus på bl.a. længere produktlevetid og deleøkonomi, således at planen sikrer forebyggelse af affald og reduktion af det danske ressourceforbrug. ## Hvad er en ambitiøs ressourceplan? En ambitiøs national ressourceplan, der dækker både EU’s krav om en affaldsplan og kravet om en affaldsforebyggelsesplan, er for mig en plan, der * tager et materielt udgangspunkt med fokus på de væsentlige ressourcestrømme i dansk produktion og dansk forbrug – kombineret med et sociologisk udgangspunkt med fokus på de sociale og økonomiske dynamikker, der påvirker produktion og forbrug * prioriterer affaldsforebyggelse højere end affaldshåndtering og genanvendelse af affald * har sammenhæng mellem mål og midler, således at planen indeholder virkemidler der sammen med tilførsel af økonomiske ressourcer sikrer implementering af planens mål. Denne sammenhæng er der IKKE i den nationale strategi for cirkulær økonomi * sikrer opbygning af viden om dynamikken bag produktion, forbrug og affaldsgenerering i Danmark og sikrer viden om ressourceplanens effekter – dvs. ændringer i infrastrukturerne for samfundets ressourcehåndtering og ændringer i ressourceforbrug og affaldsgenerering En ressourceplan med et stærkt materielt og sociologisk udgangspunkt skal fokusere på de forhold, som former centrale ressourcestrømme inden for bl.a. bygge- og anlægsområdet, elektroniske og elektriske produkter, tøj samt emballage. Det er produktområder med meget forskellige dynamikker, og som derfor har behov for forskellige indsatser for at forebygge og genanvende affald. ## Det vigtige samspil mellem EU-regulering og dansk regulering Det er vigtigt at være opmærksom på samspillet mellem EU-regulering og dansk regulering i relation til cirkulær økonomi, fordi EU-direktiver, der i vid udstrækning er reguleringsformen med betydning for cirkulær økonom, giver et nationalt spillerum for implementeringen, som skal udnyttes til at være ambitiøs og innovativ. Eksempelvis mener flere aktører, at den danske implementering af WEEE-direktivet trænger til en revision, fordi implementeringen slet ikke har fokus på produktlevetid, reparation og genbrug, men kun på registrering og indsamling af WEEE-affald. EU har store miljømæssige ambitioner, som skal indfris med den danske implementering af EU-direktiverne med betydning for cirkulær økonomi. Den seneste EU-regulering foreskriver således: * Medlemsstaterne skal fremme design, fremstilling og anvendelse af produkter, som er ressourceeffektive, holdbare, kan repareres, kan genbruges og kan opgraderes * Medlemsstaterne skal tilskynde til genbrug på en række produktområder (elektronik, tekstiler, møbler, emballager samt byggematerialer og –produkter) og sikre etablering af systemer, der fremmer reparations og genbrug * Medlemsstaterne skal fremme tilgængeligheden af reservedele, brugsanvisninger m.m., som muliggør, at produkter repareres og genbruges ved hjælp af øget fokus på forebyggelse i alle led i produktkæderne På en række produktområder er Danmark primært importerende. Her skal leverandører og forhandlere pålægges et stort ansvar. På områder med danske produktionsvirksomheder skal disse virksomheder have et stort ansvar. Inden for alle dele af erhvervslivet skal der etableres mulighed for refusion af gebyrer og afgifter for at tilskynde virksomheder til at engagere sig i ecodesign, reparation, genbrug m.m. Ud over det er vigtigt, hvordan den nationale lovgivning i forbindelse med EU-direktiver udformes, er det vigtigt at se implementeringen af lovgivningen på disse områder som en omstillingsproces, der løbende skal følges, analyseres, vurderes og justeres. Der er der behov for tilførsel af flere ressourcer til dette arbejde f.eks. til Miljøstyrelsen, så de kan påtage sig en større rolle i dette arbejde. ## Infrastruktur for cirkulær økonomi Det er vigtigt med midler til opbygning og vedligeholdelse af infrastrukturer for cirkulær økonomi – både tekniske infrastrukturer og vidensinfrastrukturer. Ret faktisk er det ikke så mange midler, der er nødvendige, sammenlignet med Regeringens infrastrukturplan for veje, jernbaner og broer til 110 milliarder kroner. Desværre tildeles beløbene til infrastrukturer for det forebyggende miljøarbejde i størrelsesordenen millioner og ikke milliarder! To meget forskellige eksempler på nødvendig infrastruktur for cirkulær økonomi er: * Et grønt nationalregnskab med stabile bevillinger, der giver alle aktører med betydning for cirkulær økonomi mulighed for løbende at følge udviklingen i ressourcestrømme i relation til dansk produktion og forbrug og følge betydningen af forskellige indsatser for ressourcestrømmenes størrelse og miljøpåvirkning * En landsdækkende infrastruktur for sortering af plastemballage. Det ser ud til at være vanskeligt at tiltrække private investorer, der vil investere i plastsorteringsanlæg. Det kan så være nødvendigt, at det offentlige investerer i sådanne anlæg og gennem markedsgebyrer fra de virksomheder, der sælger produkter med plastemballage, sikrer tilbagebetaling af investeringen som det er sket med investeringen i en Storebæltsbro. ## Bedre regulering af plastemballage nødvendig Cirka 60% af plastaffaldet udgøres af emballage! Både Plastindustrien og Dansk Erhverv har taget initiativ til udvikling af design-retningslinier for cirkulær plastemballage. Det er spændende og vigtige initiativer, men for at sikre, at der sker en omfattende ændring af plastemballager, der reducerer miljøbelastning og ressourceforbrug, er det vigtigt, at der etableres offentlig regulering på området. Denne regulering skal tilskynde virksomheder til bl.a. at designe og efterspørge emballager, som er lette at sortere og genanvende. Reguleringen kan have form af dynamiske markedsgebyrer, som bl.a. er gradueret efter hvor let en emballage er at genanvende, og hvor godt emballagen forebygger produktspild. Graduerede markedsgebyrer kendes fra emballage, der håndteres af Dansk Retursystem. En udvidet anvendelse af denne form for regulering er nødvendig for at sikre udvikling af voksende og stabile markeder for genanvendt plast af god kvalitet på hele emballageområdet. Producenter af emballage (og mange andre plastprodukter) har i dag begrænsede incitamenter til at tage hensyn til genanvendelse eller genbrug ved udformningen af deres produkter, og emballager er ofte individuelt tilpassede med hjælpestoffer for at opfylde funktionelle eller æstetiske krav. Laminerede emballager i form af kartoner med lag af plast og metal er en særlig udfordring. Her er der kun et eller to lokale initiativer i Danmark! Man kunne som del af den offentlige regulering forestille sig en citizen science baseret infrastruktur i form af en portal, hvor forbrugere kan uploade fotos og vurderinger af emballage ud fra kriterier som forebyggelse af produktspild og muligheder for affaldssortering. En sådan portal kan bl.a. anvendes som inspiration til kriterier for markedsgebyrer og ideer til re-design af emballage. ## Bedre dansk regulering af WEEE-området nødvendig Selvom der gradvis udvikles flere og flere retningslinier for tilgængelighed af reservedele i regi af EU’s ecodesign-direktiv ved revision af retningslinier for produktgrupper på WEEE-området, er der behov for en ændret implementering af WEEE-direktivet i Danmark. Forskning på SDU og AAU har vist, at en del reparationer af elektriske og elektroniske produkter opgives af forbrugerne, fordi reparation er for dyrt sammenlignet med køb af nye produkter. Der er udviklet en del reparationsmuligheder for mobiltelefoner, fordi de har en høj værdi, mens små husholdningsapparater og hårde hvidevarer ofte kasseres, fordi det er lettere og billigere at købe et nyt produkt end at få det gamle repareret. Det er vigtigt, at den kommende danske ressourceplan tager fat på dette område og sammen med forbruger- og miljøorganisationer, reparationscafeer og brancheorganisationer finder ud af, hvordan reparations- og genbrugsaktiviteter på WEEE-området skal organiseres og finansieres. Branchen lovede i 2014 i forbindelse med en frivillig aftale med Miljøstyrelsen, at man ville ”fremme incitamentet til miljørigtigt design af elektrisk og elektronisk udstyr gennem differentiering af de betalinger, som producenterne betaler til deres respektive kollektive ordninger til dækning af udgifterne ved indsamlingen og håndteringen af elektronikaffaldet.” [Formålet ](https://mst.dk/media/91821/styrkelse-af-miljoedesign-weee-direktivet.pdf)var, at ”… producenter og importører, der bringer miljøvenlige produkter på markedet, skal bidrage mindre til indsamling og genanvendelse af elektronikaffaldet, mens de producenter, der bringer mere miljøbelastende produkter på markedet skal bære en højere del af udgifterne.” [ … ] Der findes imidlertid stadig kun en vægtmæssig graduering inden for WEEE-området og dermed ingen tilskyndelse til at designe og sælge produkter, der holder længere og er lette at genanvende. Der er ikke taget sektorbaserede eller offentlige initiativer på dette område i forlængelse af den frivillige aftale og et tilknyttet projekt. Der mangler således ikke viden, men mod og vilje til bedre offentlig regulering på området - og denne regulering skal ikke kun have fokus på indsamling og salg af affald. Dvs. producentansvaret skal udvides til at have fokus på produktlevetid, reparation og genbrug. Importører og forhandlere har ikke vist sig i stand til at håndtere det dilemma, der er ved import af relativt billig elektroniske produceret i bl.a. Sydøstasien og dyre danske reparationsmuligheder. Ikke mindst detailhandlen må påtage sig et ansvar på dette område. Det er i realiteten deres ansvar, når de sælger produkter, der ikke kan repareres eller koster store beløb at få repareret. Konkurrencen er alt for meget på pris og ikke på holdbarhed. Lige som vi er blevet vænnet til at købe store mængder nyt tøj, er vi blevet vænnet til at kassere elektriske og elektroniske produkter og købe nyt! Også på dette område kan en citizen science tilgang være en del af den regulering og vidensinfrastruktur, der skal opbygges. En portal til upload af fotos og vurdering af elektroniske og elektriske produkter kan opbygges i et samarbejde mellem forbruger- og miljøorganisationer, Repair Café Danmark og brancheorganisationer gennem offentlige midler og markedsgebyrer fra producenter og leverandører. Der kan også udvikles et samspil med det internationale netværk af reparationscafeer [repaircafe.org] og deres Repair Monitor, der opsamler erfaringer fra flere og flere af de 1500 reparationscafeer i netværket. En anden inspiration kan hentes fra en engelsk byggevarekæde, der har etableret reparationsfaciliteter, herunder DIY-faciliteter, i deres butikker. ## Vidensinfrastrukturen for cirkulær økonomi skal udbygges Vidensinfrastrukturen for cirkulær økonomi skal udvikles yderligere og tilføres væsentligt flere økonomiske, ressourcer, der ikke kun er projektbaserede. Der mangler bl.a. yderligere viden om den lineære økonomis dynamikker. Vi ved stadig for lidt om hvorfor forskellige typer produkter taber værdi for forbrugerne og kasseres, og hvorvidt og hvorfor der sker ændringer i disse dynamikker. Der er behov for * forskningsmidler til at studere disse dynamikker * analysemidler, der vurderer hvordan erfaringer fra eksperimenter, kampagner m.m. kan forankres og spredes * udviklingsmidler, der understøtter kopiering af erfaringer i andre kommuner, virksomheder m.m. Det grønne nationalregnskab har behov for stabile økonomiske rammer og for udvikling af metoder til at analysere dynamikken i både den lineære og den cirkulære økonomi. En udfordring ved at vurdere omfanget af forebyggelse af affald er at vurdere mængden af det affald, der IKKE er opstået. EU’s indikatorer har endnu ikke gode indikatorer på området. Miljøstyrelsen fik for nogle år siden udarbejdet en rapport, der viste udfordringerne ved at opgøre affaldsforebyggelse ved hjælp af de eksisterende statistikker – især inden for produktområder med lange brugsfaser som bygninger. På en række områder mangler materialebaserede indikatorer for ressourceanvendelse, og man er nødt til at omregne fra en økonomisk til en materialeindikator. EU har meget fokus på indikatorer for genanvendelse af affald og ikke på forebyggelse, om end der er en indikator for den samlede affaldsmængde. Det grønne nationalregnskab kunne udbygges med denne form dynamisk viden om affaldsforebyggelse gennem regelmæssige interviewundersøgelser med et repræsentativt udsnit af borgere, kommuner og virksomheder for at følge, hvordan sociale praksisser udvikler sig i samspil med samfundsdynamikker og offentlig regulering – i stil med den repræsentative reparationsundersøgelse for varige forbrugsgoder, som Ingeniørforeningen gennemførte i 2017. Forhåbentligt kan dette indlæg være til inspiration både før og efter de snarlige valg!

Ligesom grønt er godt for øjnene er peer reviewed artikler godt for en universitetskarriere. Det er derfor med stor fornøjelse, at jeg kan linke til en [artikel om DTUsat-2](https://www.hindawi.com/journals/ijae/2019/8428167/) som jeg har forfattet. Jeg har selv formuleret spørgsmålet, udviklet metoden til at finde svaret og fundet en egnet journal. Særligt den sidste opgave tager længere tid end man skulle tro. ## Artikler og forskning har ofte ophav i en undren Det startede med at jeg undrede mig over satellittens opførsel. Det mystiske bestod i beacontællerens værdi. Beacontælleren tæller som navnet antyder beacons, det vil sige hver gang satellitten sender et beacon afslutter den med: "Dette var beacon nummer x siden sidste re-boot." I udgangspunktet er det utrolig simpel information, det er blot et tal. Efter et re-boot sender den altså: "0", i næste beacon sender den et "1" og derefter: "10", "11", "100", "101", osv. Satellitten er programmeret til at sende et beacon hvert 30 sekund og der er to "kilder" til beacons. Det vil sige to systemer kan generere et beacon: computeren og radiosystemet. De er uafhængige af hinanden og de er sat til at skiftes om at sende beacons. Altså først sender radioen et beacon, så er det computerens tur, dernæst radioen osv. Hvis det ene system af en eller anden årsag ikke genererer et beacon overtager det andet system pladsen. Det er kun radioens beacon jeg har anvendt i min analyse af satellitten af den simple årsag at det er Morse kodet. Fordelen ved Morsekode er, at det kan afkodes af det menneskelige øre direkte. Båndbredden er latterlig lav og det koster meget energi, men det er robust kommunikation. Det menneskelige øre er langt mere støjtolerant end traditionel FSK modulering. Prøv selv at lytte efter [beacons i støj her](http://www.dtusat.dtu.dk/index.php?id=130) - scroll ned til bunden af siden. ## Artiklens spørgsmål eller: Hvad er det med den beacontæller? Det undrede mig at værdien var cirka den samme hver gang satellitten kom over horisonten sydfra og at værdien var tæt på nul - hvilket indikerer et nyligt boot (vi lytter normalt ikke når den kommer nordfra fordi det er sen aften). Tælleren bruger binære tal og der er afsat 15 bits til tælleren. Når tælleren når 111111111111111 ruller den over og starter på 0. Da der er 30 sekunder mellem hvert beacon sker det altså efter cirka 22,7 dage, hvis begge systemer kører. Er det kun radioen, der kører sker det efter cirka 11,4 dage. En ting er at satellitten genstarter, men hvilken mekanisme faselåser genstartet til satellittens kredsløb og kan den mekanisme være med til at afklare hvad der sker med DTUsat-2? Det var spørgsmålet. ## Artiklens metode: Hvordan kan tælleren afsløre noget? Trickene - der er to - er at beaconnet udsendes med fast interval og at satellitten er i sol-synkron bane. Satellittens hastighed er fastlag af banefysikken (indenfor de tolerancer der er relevante her), derfor kan 30 sekunder oversættes til en afstand. Hvis f.eks. det første beacon vi hører har nummer 10 (et-nul) og computeren kører så er det altså 2½ minut siden af satellitten genstartede (30 sek til første beacon fra radioen, dernæst 30 sek til beacon fra computeren osv). Det kan nu omsættes til en afstand, går man den afstand baglæns i banen finder man stedet hvor genstart indtraf. For at lave et mønster på et kort, der kan give et hint til hvad årsagen er, skal der mange beacons til. Det tager tid at indsamle data og efterfølgende skal en optagelse korreleres med en position - og nej vi har ikke software beregnet til den opgave. Det er heller ikke en triviel opgave. Så hvad gør man så? Her kommer andet trick ind, den solsynkrone bane. ### Solsynkron bane At banen er solsynkron betyder, at den er låst til vektoren, der udspændes af Solens centrum og Jordens centrum. Altså baneplanets normalvektor er låst til Sol-Jord vektoren, se figuren nedenfor. Henover året forbliver normalvektoren altså låst til Sol-Jord vektoren. Da det er Sol-Jord vektoren, der bestemmer klokken på Jorden er der altså en korrelation imellem klokkeslettet og banen. Det er forsøgt illustreret på næste figur - bemærk urskiven der omkredser Jorden. Korrelationen er den simple at baneplanet står stille på den urskive Sol-Jord vektoren fastlægger. Man skal altså forestille sig at Jordens rotation er viseren på et ur hvis urskive ligger rundt om Jorden således at klokken 12 ligger på vektoren (linien), der går mellem Solens og Jordens centrum. På den urskive ligger DTUsat-2's bane også fast. Nærmere bestemt har banen en LTAN på 10:30. LTAN står for Local Time of Ascending Node og angiver det lokale klokkeslet på Jorden lige under satellitten, når den passerer ækvator på vej mod Nord. Med andre ord, står man på ækvator og kigger lige op og er så heldig at se DTUsat-2 passere lige over én på vej nord på - så er klokken 10:30 dér hvor man står. Nu har vi delt Jorden op i tidszoner så man skal ikke forlade sig på hvad ens armbåndsur viser - det bruger en kvantiseret tid (men det vil være i nærheden af 10:30). ### Tricket i praksis For at lave et kort over beaconnummerværdierne og dermed afsløre om der rent faktisk er et mønster, skal der som sagt bruges mange beacons. Proceduren var: optage satellitpassager, gemme optagelserne, afkode beacons og til sidst plotte på et kort. Ved at navngive de optagne filer med starttidspunktet for passagen, er det efterfølgende muligt at finde positionen af satellitten da et givet beacon blev sendt. Passagens starttidspunkt giver i virkeligheden Jordens position under satellitbanen. Vi opfatter det som om det er satellitten, der "skrider" sidelæns fra gang til gang når den dukker op over horisonten. Det er helt analogt med vores oplevelse af at Solen bevæger sig over himlen. Programmet der afspiller beacon viser naturligvis hvor mange minutter og sekunder man er inde i afspilningen. Den tid svarer jo til en afstand. Summa sumarum: Fordi satelliten er i en solsynkron bane kan passagens starttidspunkt og viden om hvor mange minutter og sekunder inde i en optagelse et beacon blev afgivet bruges til at finde positionen af satellitten da beaconnet blev sendt. ## Hvad blev resultatet så Erik Jensen spurgte i november 2014 om [DTUsat-2's status](https://ing.dk/blog/dtusat-2-close-approach-notification-171510). Her godt 4½ år senere har vi så svaret. Satellitten er beklædt med solceller på fire af siderne, to er reserveret til antenner. Attitude kontrol systemet er passivt og låser satellitten til Jordens magnetfelt. Vi valgte at patch-antennerne, som vi bruger til kommunikation mellem jordstationen og satellitten, skulle pege mod Jorden over Danmark. Det medfører at "bagenden" peger ud mod verdensrummet. Den drejning starter allerede over Nordafrika og medfører at solpanelerne belyses fra en skæv vinkel. Dermed giver de ikke masksimal effekt. Oveni det er batterisikringssystemet fejlbehæftet så det ikke beskytter batterierne, men tværtimod tillader at de overbelastes. Kombinationen af det passive attitude systems vinkling af satellitten og fejlen i batterisikringen har tilsammen medført at satellitten udelukkende har Solen som energikilde. Falder effekten genstarter satellitten. Små lokale variationer i Jordens magnetfelt gør at belysningsvinklen af solcellerne er mere gunstig over den østlige del af Europa og iøvrigt den vestlige del af USA. Det opleves ved at satellitten er mere aktiv - sender fulde beacons. Over Atlanterhavet er den mindre aktiv - beacons bliver klippet. Jeg har mange flere detaljer og fund med i min artikel, den er trods alt 12 sider lang, men dem må de nysgerrige selv læse sig til. Artiklen er udgivet under Open Access, så enhver kan læse den. Satellitten sendte og sender som nævnt stadig beacons. Hvilket en del radioamatører heldigvis nyder godt af [Youtube af beacon](https://www.youtube.com/watch?v=nIx7J5_PSUw) fra JE9PEL og [blog om DTUsat-2 tracking](http://www.asahi-net.or.jp/~ei7m-wkt/numbr874.htm). PS: Ordet arkæologi i titlen henviser til at jeg har gravet igennem en del data - altså optagelser - og dekodet omkring 650 beacons. Heraf har 317 givet information til undersøgelsen.

Det står mere og mere klart, at a-kraften ikke kan leve op til de store forhåbninger, der har været knyttet til teknologien som en ren og billig energikilde. Sol- og vindkraft har i dag væsentligt lavere produktionspriser end nye a-kraftanlæg, a-kraftprojekter er som hovedregel stærkt forsinkede og væsentligt dyrere end forudset, og investeringsrisikoen er så stor, at det er umuligt at bygge nye a-kraftværker uden massive subsidier i hele levetiden. ###Sol og vind meget billigere Den seneste [“World Economic Outlook”](https://www.imf.org/en/publications/weo) rapport fra den internationale valutafund (IMF) viser med al ønskelig tydelighed de seneste 10 års udvikling i de forskellige energiteknologiers konkurrencedygtighed. Solkraft, vindkraft (landvind) og vandkraft ligger nu på samme lave niveau mht. produktionsomkosninger, mens a-kraften er væsentligt dyrere - se figuren fra rapporten. Begrundelsen for udviklingen er i følge rapporten, at sol- og vindkraft har høstet betydelige gevinster fra teknologiudvikling, standardisering og storskala-produktion - takket være en læringsproces, som bygger på millioner af næsten-identiske anlæg. Det er jo specielt interessant for de, der gør sig til talspersoner for at forskning skal redde verden - erfaringerne viser, at “learning-by-doing” i storskala er det, der driver udviklingen frem, når teknologierne er kommet over den første teknologimodningsfase. Modsat tendens ses for a-kraft, hvor omkostningerne mere svarer til andre store byggeprojekter - så som broer on jernbaner - med færre muligheder for at høste storskala-gevinster. Hertil kommer manglende standardisering, forsinkelser i byggefasen og strammere sikkerhedskrav. ###A-kraften ikke løsningen på klimaproblemet Erkendelser kommer gradvist, men mon ikke det er på tide at erkende de faktiske forhold omkring a-kraften. Det mener i hvertfald den tidligere formand for USA’s Nuclear Regulatory Commission, som i en [artikel i Washington Post](https://www.washingtonpost.com/outlook/i-oversaw-the-us-nuclear-power-industry-now-i-think-it-should-be-banned/2019/05/16/a3b8be52-71db-11e9-9eb4-0828f5389013_story.html?utm_term=.19d7ff27ea36) konkluderer at “a-kraft teknologien ikke længere er en levedygtig strategi for at håndtere klimaforandringer, ej heller en konkurrencedygtig energikilde. Den er farlig, dyr og upålidelig, og at opgive den betyder ikke en klimaundergang” (min oversættelse). ###Kinesisk a-kraft? Men vent, a-kraften lever jo i bedste velgående i Kina jf. [min seneste blogpost](https://ing.dk/blog/kina-fortsaetter-a-kraftudbygningen-225507)? Ja, det er faktisk lyspunktet for a-kraften, at Kina har genvundet troen på teknologien efter en længere pause i godkendelsen af nye anlægsprojekter. Og Kina er nok det land, som kan bryde den onde cirkel med manglende standardisering, for få projekter, investeringsrisiko og høje produktionspriser. Sagen om Huawei viser dog det vanskelige i at forestille sig, at USA og Europa skal være afhængig af kinesisk a-kraft teknologi og kinesisk ejerskab til den kritiske energi-infrastruktur (og hvem vil ellers investere i nye a-kraftværker i de vestlige lande?). Og så er der naturligvis spørgsmålet om, hvordan vi klarer energiforsyningen i situationer, hvor det ikke blæser og solen er væk, når vi nu ikke har a-kraft. Også her er der sket meget i de seneste år - ikke mindst mht til lagring af elektricitet i andet end batterier - det fortjener nok et særskilt blogindlæg på et senere tidspunkt. Måske er jeg for pessimistisk på a-kraftens vegne - lad os få en god debat om det. Måske kan vi endda i fællesskab blive klogere på de reelle muligheder og få justeret vores gamle, (næsten) fastgroede forestillinger om a-kraft

En af de mange glæder ved at være husejer med mange høje træer på grunden er den helt særligt slimede følelse, en håndfuld halvrådne blade iblandet fuglelort kan give når der skal renses tagrender. Det er bare en af de mange oplevelser som man går glip af som lejlighedsejer... Jeg overtog mit hus for 12 år siden som et dødsbo og den tidligere beboer var ingeniør, hvilket har vist sig tydeligt i forskellige små opfindelser til at lette hverdagen som husejer. I dette konkrete tilfælde et tagrenderense-hjælperedskab (det er åbenbart langordsaften her i kælderen) som i al sin simpelhed består af en lang aluminiumstang med en frit roterende tagrendeformet plade for enden. Fidusen ved denne dims er, at man slipper for at flytte stigen så mange gange, da den kan bruges til rage alt det slimede snask hen til dig. I praksis får du et armspænd på den gode side af 5 meter. Stangen har været længere men er knækket bid for bid gennem årene ved ivrig brug. Jeg må sige at det har været et fantastisk godt hjælpemiddel og jeg har i mangen en stund højt på stigen skænket den gode Hr. Winther en venlig tanke. Det var sgu godt fundet på! Denne weekend var det atter tid til en tur på stigen og til min store skræk fejlede det trofaste redskab. Metalpladen for enden gav op og knækkede. Det var en passende lejlighed til at smutte ned i kælderen og give Hr. Winthers idé et moderne twist med en 3d printet plade. Se med her: [video: https://youtu.be/Fo-plSEL8BM]

For et par dage siden ankom vi til Ausuittuq, efter nogle skønne dage med Terry og Olaf fra Ausuittuq Adventures. De ankom til os ved Sorfiord hytten den 6. maj sen aften - eller måske rettere den 7. maj tidlig morgen. Vi gik rundt i hytten som ulve i bur, mens vi spejdede efter dem. En sms dukkede ved midnatstid op på iridiumtelefonen, hvor Terry skrev, at de ville komme om cirka en time. Klokken rundede et, og de var stadigt ikke i syne. Så pludselig kunne de høres, når vi gik uden for hytten. Lyden af snescooterne forplantede sig mellem fjeldene, men det lød som om, den kom fra en anden retning, end fra elvlejet, der var den normale vej til hytten. Kom de fra den anden elv syd for fjorden? Vi kunne ikke bestemme retningen på lyden. Pludselig dukkede de op, over fjeldkammen øst for hytten, og kort efter, gik det op for os, at de havde taget en "shortcut" over fjeldene. Vi havde mad klar til dem, og efter et solidt måltid og en god snak, tørnede vi ind, idet det passede os rigtigt godt at få byttet om på nat og dag netop nu, hvor sneen i dagtimerne var begyndt at tø, og derfor var sværere at færdes i. [>>media:139193|Vi ledte efter gamle gravsteder på kysten her, men sneen gjorde det svært.] ### De forsvundne grave Efter en god nats søvn, mad, snak og planlægning af de næste dages tur, skød vi rifler ind og hen på eftermiddagen, stak vi af. Det gik mod Vendomfiord lidt øst og derpå primært nord i forhold til Sorfiord. Jeffrey havde tidligere nævnt, at der lå to grave øst for Sorfiord i retning mod Stenkul Fiord, og Morten havde et par gange på sine længere skiture ledt forgæves efter noget, som tæt på vandkanten - dvs. isfoden - kunne minde om et par gamle gravsteder. Nu ledte vi endnu længere mod øst sammen med Terry og Olaf. Dog desværre uden resultat. Det var spændende at forestille sig, hvem gravstederne kunne rumme, og bl.a. tænkte vi på, om det kunne have noget at gøre med Krugers Tyske Arktiske ekspedition i 1930 at gøre. Det lød dog ikke sandsynligt, da vi kun kendte til, at der var fundet beretning fra Kruger på den nordligste del af Axel Heiberg Island. Imidlertid kunne vi dog ikke vide, om de alligevel kunne være nået hertil. Måske var det i stedet hvalfangere eller ekspeditionsfolk, som var kommet hertil fra østkysten af Ellesmere land via Makinson Inlet, og så havde mistet livet her? Vi har senere i Ausuittuq gennem spændende samtaler med Larry Audlaluk fundet ud af, at der for år tilbage er fundet bevis for, at Kruger nåede så langt som til cirka 10 km øst for Cape Southwest på Axel Heiberg Island. Om de nåede endnu længere, står endnu hen i det uvisse. [>>media:139194|Ulvespor fra to ulve ved "porten" til Vendomfiord.] ### Moskusokser i tågen Allerede i den sydøstligste del af Vendomfiord, så vi de første ulvespor - fra to ulve. Vi bestemte os for at rekognoscere lidt i baglandet, idet vi lod den ene slæde stå, og derpå kørte vidt omkring for at lede efter yderligere spor fra ulvene. Men desværre resultatløst. Vi slog camp her i håb om, at de måske ville besøge os i campen. Næste dag fortsatte vi uden at have set noget til hvide ulve, idet vi fortsatte op gennem Vendomfiord, og næsten mod toppen af den, fortsatte ind over land i det smukkeste aftenlys, hvor tågen begyndte at stige op her og der. Vi fortsatte i tågen, og så nu spor fra moskusokser, der for nyligt havde skrabet sneen væk, for at komme ned til den sparsomme vegetation. Vi fortsatte, og pludselig så Terry en lille gruppe moskusokser i tågen. De var svære at se, men den altid årvågne Terry, opdagede alt omkring sig. Efter nogle billeder af de fascinerende fortidslignende dyr, slog vi lejr tæt derpå, i håb om, at okserne kunne tiltrække et kobbel ulve. Der var dog ingen ulveaktivitet, og næste dags eftermiddag, fortsatte vi først mod nord uden at se spor overhovedet, og derpå mod syd gennem en lang smuk dal, der løb parallelt med Vendomfiord. Igen aldeles resultatløst i forhold til ulve. Imidlertid så vi et par sneugler, hvor den ene havde mad i munden. De landede på en stenet knold på toppen af en bakke, men de var særdeles opmærksomme, og derfor helt umulige, at komme tæt på. Det meste af dagen eller rettere aftenen og første del af natten, havde vi skønt vejr, men på en strækning midt i dalen blæste det voldsomt op, og blev ganske koldt. For enden af dalen, kom vi igen ud på fjordisen, hvor vi tog en smuttur ud til en lille ø, som nok nærmere kunne betragtes som et skær, hvor der sikkert er et rigt liv af måger og terner om sommeren. Derpå gik det mod vest og op på land på ny. [>>media:139195|Morten i arbejde med kameraet. Moskusokserne ses i baggrunden.] ### Ventetid ved ulve-madpakken Her fandt vi snart nogle tromler med flyfuel og gamle sammenpakkede ekspeditionstelte. Overalt omkring var der ulvespor, men igen så det dog ud til, at det kun drejede sig om to ulve. Hvis Morten for alvor skulle have en chance for at få rigtigt gode billeder af ulvene, skulle der mindst være 6-8 ulve i et pack, hvor sammenholdet, gav dem tillid og tryghed til at nærme sig os mennesker. Med færre ulve, ville de næppe komme meget tæt på, selvom det af og til dog hændte, at en sulten ulv vovede pelsen, og nærmede sig mennesker. Denne eller disse ulve havde vi dog endnu til gode at møde. Lidt længere mod vest opdagede Terry en ret stor gruppe moskusokser, og vi kørte derfor i den retning. Terry nærmede sig okserne via en lavning, hvor de ikke kunne se os, mens vi nærmede os dem. Ved en første optælling, nåede vi frem til, at der var 12-14 stykker, men senere talte Morten dem til ikke mindre end 18 moskusokser inklusiv nyfødte kalve, som der var 5 stykker af. Vi campede tæt på okserne, og om natten sov Morten ude i det fri, for at være klar, hvis der skulle komme ulve frem til os eller den omvandrende madpakke af moskusoksekød. Det blev dog igen uden resultat, og den følgende dag, tog jeg på observations- og jagttur med Terry og Olaf, mens Morten koncentrerede sig om moskusokserne og eventuelle nysgerrige ulve. Selvom vi så snedækkede spor af ulve mod nord, var der dog ingen rigtigt nye spor. Dog så det ud til at én eller to ulve havde passeret os om natten på forsigtig afstand, uden at de var kommet nærmere. Hen på aftenen besluttede vi at køre mod syd retur til hytten i Sorfiord, i håb om, at vores fravær på ny havde lokket ulve nær hytten, hvor der fortsat lå masser af både sæl- og isbjørnekød. Da vi nåede frem, var der godt nok nye spor, men ingen spor tæt på hytten. Det så ud til, at den eller de - måske to - ulve var ligeså forsigtige som ulven, der havde besøgt os gennem nogen tid, da vi var i hytten, og sandsynligvis var det blot den samme ulv. [>>media:139196|Telthygge og god mad i Terrys telt.] ### Foråret er kommet Hen på eftermiddagen den næste dag, dvs. den 11. maj, pakkede vi slæderne på ny og kørte mod Ausuittuq. Undervejs så vi en sneugle og nogle harespor samt spor fra to ulve, der var gået mod syd og dermed mod Ausuittuq for nyligt. Desuden nogle dovne sæler, som nød en lur på isen. Det var i sandhed ved at blive forår, og undervejs var der steder, hvor fjordvandet var trængt op på isen. En enkelt gang røg vores slæde delvist i vandet, på et sted, hvor der lå sne ovenpå vandet, så det var umuligt at få øje på. Flere gange blev Terrys snescooter så varm, at den gik i stå under kørslen, hvorfor han måtte køle den med sne. Olaf havde tilsvarende problem, men han havde resolut skruet skærmene af snescooteren, så den kølede bedre. Begge trak de på tung last, og nu hvor vejret var blevet varmere, kneb det med luftkølingen af motorerne. Vi ankom til Ausuittuq søndag morgen, hvor vi efter et par bøffer med ost på toppen, tørnede ind på hotellet ved 5-tiden. De sidste dage, er gået her i byen, hvor tiden står lidt stille. Folk er søde og rare, men ridder ikke samme dag, som de sadler. Vi pakker nu en del af vores grej i en trækasse, som så skal sendes til Danmark til efteråret. Vi skal holde foredrag på skolen om vores tur, og Morten har været gæstelærer på skolen og undervist i fotografering. I den kommende weekend rykker halvdelen af byen til Devon Island syd for Ausuittuq, for deltage i den årlige fiskekonkurrence. Der er en sø dernede med masser af store laks, og hvert år afholder byen en konkurrence her. Vi håber, at det vil være muligt at komme med derned, men da det meget er familietur for byens indbyggere, er det endnu tvivlsomt, om det lykkes at få et lift, eller måske leje en snescooter og tilhørende slæde til formålet. *Anders, 15. maj 2019*

Det anede mig: [Kværulantforrykthed](http://www.netpsych.dk/Articles.aspx?id=210) (Bemærk også ordet "opfinderforrykthed") *phk*

Der er heldigvis masser af positive ting, at sige om Audis første fuldelektriske satsning. For eksempel hvordan instrument-delen minder så meget om topmodellerne fra Audi, at enhver Audi-fan med det samme føler sig hjemme, eller hvordan hele opladningsproceduren og den tilknyttede app fungerer upåklageligt. Og der er selvfølgelig også historien om, at batteriet kan oplades til 80 procent på 30 minutter, hvis man altså har en 150 kW High Power Charger. Jeg nød også at køre rundt i en elbil, hvor hele den moderne tyske bilindustris erfaringer lå som en behagelig påmindelse om, at hvis man vil gøre noget, så skal man huske at gøre det godt. Omvendt er der noget med plastkvaliteten, som i dørene virker lidt billig, når man tænker på, at det er en bil til 800.000+ kroner (testmodellen rundede én mio. med ekstraudstyr), og man kan kritisere lasthøjden til bagagerumspladsen eller følelsen af, man kører meget tungt lastet, hvis turen går hen over et vejbump med den tilladte hastighed. Men alt det er faktisk ikke så vigtigt, for vi ved godt, at Audi kan gøre det bedre og, at de helt generelt bygger fremragende biler i Ingolstadt. Samtidig har Audi introduceret hele den connectivity, som man må forvente, og på en app kan jeg se alle mulige oplysninger, for eksempel, hvornår bilen er fuldt opladet - men come on, meget af det kan man også, i en lidt mere skrabet version, få til en plæneklipper og en robotstøvsuger. [>>media:139167] Der er også noget med energiforbruget, som jeg ikke kan lade ligge. Officielt kan e-tron køre lidt over 400 km på en opladning. Den har et 95 kWh batteri, og med ren hovedregning giver det et forbrug på 237,5 Wh per kilometer - det synes jeg er højt. Selvfølgelig skyldes det bilens størrelse, vægt og cw-værdi, men mit spørgsmål er: Bare fordi en bil kører på el, er det så o.k. at have et højt forbrug? Og ja, jeg ved godt, at energieffektiviteten er mange gange bedre end i en benzin- eller dieselbil, men skal vi ikke passe på energien, selvom den er grøn? Jeg førte ikke præcis statistik over mit eget forbrug, de to dage jeg havde bilen, men det lå helt sikkert over 237,5 Wh/km. ## Spørgsmål står i kø Så det, jeg egentlig allerhelst vil skrive om, starter med ordet 'hvorfor'. For da jeg havde kørt et par dage i e-tron’en, havde jeg fået svar på de fleste helt basale spørgsmål omkring køreegenskaber og brugsværdi - men samtidig stod spørgsmålene i kø: [>>media:139168] Hvorfor en SUV? Hvorfor 400 km på en opladning? Hvorfor noget, der ligner alt det, vi kender? Hvorfor en bil til 800.000+ kroner? Hvorfor nu? Hvis vi lige tager det første først, så lægger e-tron sig i et lidt mærkeligt segment mellem en mellemstor SUV (Q5) og en meget stor (Q7). Problemet er, at den ser stor ud og kører som en stor SUV, men den føles lille indvendigt. Der er da fin plads til 4-5 personer, men det er ikke, fordi man sejler i plads, og på trods af, at bagagerummet skulle være på 600 l, så føles det ikke særlig stort bilens samlede størrelse taget i betragtning. Måske skyldes det, som tidligere nævnt, den meget store lasthøjde for at få kufferten ind bagi. I efteråret kørte vi [Jaguars I-Pace](https://ing.dk/blog/stroem-forslugen-elektrisk-jaguar-koerer-fantastisk-221737), og selv om den nærmest ikke kunne betegnes som en SUV, men mere som en forhøjet sedan, så gav den på mange måder mere mening end e-tron, som nærmest febrilsk forsøger at ligne en helt almindelig Audi Q3-5-7-8. [>>media:139169] ##Hvad vil de? Så hvad er det, Audi vil med e-tron, når de nu bryster sig af endelig at være trådt ind i elbilæraen? Her vil jeg lige citere lidt fra en annonce for e-tron, som jeg faldt over: *»Vi er helt bevidste om, at vi ikke var de første, som fik elektrisk mobilitet ud at rulle. Nu vil vi gerne forklare hvorfor: Det skyldes dig. For når du vælger en Audi, vælger du banebrydende teknologi, enestående kvalitet - og fremsynethed. Derfor tager det lidt tid at opfylde dine krav.«* Undskyld mig, men det er komplet umuligt for mig at se, hvori e-tron byder på 'banebrydende teknologi'. Vi kan sikkert sagtens nørde rundt i, hvem der har den højeste opladningseffekt, og om deres opladningsteknologi er lidt anderledes end Tesla eller Jaguar eller Volvo. Eller om den ene app er smartere end den anden. Men når dagen er gået, og du har kørt de første 1.000 km, så er det komplet ligegyldigt. Du har den bil, du har, og vænner dig til fordelene og accepterer begrænsningerne. Du indstiller den en, måske to gange, og så er det det. For du har betalt kassen for den og sidder ikke og tænker, at den lige ryger på DBA som et godt tilbud, så du i morgen kan købe en model fra konkurrenten. Og hvad med, at de først er klar nu? Altså, jeg så personligt en prototype af e-tron tilbage i 2015 ved en [fremvisning i Madrid](https://ing.dk/artikel/mens-vw-pit-saetter-audi-ind-med-groen-spurt-180166) - det er fire år siden. Hvorfor har det taget så lang tid? Er det min skyld, som annoncen antyder? Jeg kan ikke læse annonceteksten anderledes, end at Audi har brugt fire år på at diskutere, hvad de skulle og hvornår. Jeg nægter at tro, at de ikke har været i stand til at udvikle teknologien hurtigere. ##Hvad vil Audi egentlig? Og så er vi tilbage ved det mere generelle spørgsmål: Hvad er det egentlig, tysk bilindustri vil med elektrisk mobilitet? Hvis de ikke tager sig gevaldigt sammen, så risikerer de at komme alt for sent til festen og komme til at stå i et hjørne i et lidt kedeligt jakkesæt, når resten af gæsterne kommer i hawaiiskjorter og danser til pumpet musik i discokuglens lys. For samtidig med at Audi har præsenteret e-tron, så er Mercedes kommet med deres EQC. Jeg har ikke kørt den, men den må være direkte sammenlignelig med e-tron - både i teknologi og kundesegment. Er VW så i gang med at gøre det anderledes? Well, de har fået 15.000 forudbestillinger på deres ID.3, som skulle være klar til levering i 2020. Der er blot den hage, at produktionen i første omgang er begrænset til 30.000 styk. Vi skal lige huske på, at Tesla fik omkring en halv million forudbestillinger på model 3, og der indtil nu er produceret cirka 250.000 styk. Så her kommer to bud på, hvorfor Audi har valgt en plussize-elbil som deres første: * SUV’er er generelt der, hvor betalingsvilligheden er størst, og dermed også der, hvor det største dækningsbidrag ligger. * Audi er simpelthen bange for ikke at kunne levere nok biler, hvis de starter med en 'billig' elbil. Det kan skyldes flere ting, men mest sandsynligt er det, at batterierne er flaskehalse. Heldigvis er de i samme koncern som VW og kan derfor lade dem stå for den satsning Hvad mener I? Alle de tekniske specifikationer kan I læse [her](https://www.audi.dk/dk/web/da/modeller/tron/audi-e-tron.html?gclid=CjwKCAjwlPTmBRBoEiwAHqpvhTYIDp9UXCddA8Dy8F5z0xtOYnLH2oLOvlsahqhOmGPn3SW5cNrP8xoCYVQQAvD_BwE).

Stephen Hawking, Yuri Milner og Mark Zuckerberg annocerede i 2016 deres [Starshot Initiative]( https://breakthroughinitiatives.org/news/4) Målet er at sende et ét grams rumskib afsted mod Alfa Centauri med 20% af lysets hastighed. Tricket er at motoren og brændstoffet bliver tilbage på jorden, kun et ét grams sejl skal med op for at accelerere rumskibet - hvis totale masse derved når 2 gram. Motoren er en gigantisk laser med en bølgelængde på 1064 nm - med gigantisk menes en 1 x 1 km2 laser matriks med en total effekt på 100GW. Jeg har set leverandører, der lover laser effektiviter på 20% og publikationer med eksperimentelle lasere der rapporterer op til 50% effektivitet. Altså skal en strømforsyning til sådan en laser-matriks levere i størrelsesordenen 200-500 GW, til gengæld er accelerationen så voldsom at allerede efter godt 10 minutter er rumskibet så langt væk at det ikke kan betale sig at lyse mere på det. Jeg synes ideen er udfordrende og de teknologiske problemer vil under alle omstændigheder kræve en masse ny teknologi som også kan bruges til andre formål. Sammen med kollegaer har jeg skrevet på en rapport om fremtidens rummissioner. Når den udkommer vil jeg skrive lidt mere om hvad jeg ser af muligheder og udfordringer (vi venter på reviewernes dom). UCSB test af en [interstellar rumsonde](https://ing.dk/artikel/amerikanere-tester-interstellar-rumsonde-ballon-225973) som Mie Stage skriver om er bestemt flot, men den er langt fra den mindste rumsonde. I 2017 modtog radioamatører i Californien og New York signaler fra [Sprite rumskibe](https://amsat-uk.org/tag/sprite/). Et Sprite rumskib vejer godt 4 gram altså 7,5 gange mindre end UCSB's rumsonde - og det har fløjet i lav jordbane hvor link afstanden veksler mellem godt 400 og 3000 km. Faktisk blev de [første Sprite rumskibe](http://discovermagazine.com/2018/nov/a-sprite-ly-spacecraft) opsendt i 2014, men desværre blev de aldrig frigivet så det lykkedes ikke at teste dem. Sprite rumskibene og andre fremtidige versioner af Chip-sats, der sigter mod Stjernskudsinitaitivet vil i sagens natur være meget små. I dag kan SpaceTrack og lignende organisationer detektere og monitorere objekter i lav jordbane ned til en størrelse af ca 100x100x100 mm3, altså en 1U CubeSat kan ses. Formentlig kan de også se ting der er lidt mindre, men 35x35 mm2 er at stramme den. Selvom Chip-sat rumskibene utvivlsomt vil rykke grænserne for hvad vi kan spore, mener jeg at vi bør designe dem til test enten i ultralav jordbane (under 250 km) hvor de kun lever i dage eller uger eller i baner der er så højt over lav jordbane at de ikke kommer til at genere andre rumskibe. Ultimativt er planen jo at de skal forlade jordkredsløbet helt.

Mit lille crowd-sourcing experiment i forrige blogindlæg var ganske produktivt, der kom ca. dobbelt så mange rationelle kandidater frem som jeg havde forventet. De opremses herunder i netto-op-tommel rang fra debatten under den forrige blog og jeg har linket til hvad jeg synes der mest ligner deres officielle valg-hjemmeside. Jeg har naturligvis set helt bort fra de indlæg som ikke overholdt reglerne og derfor fik med rette fik massive tommler ned. Stem fornuftigt: Det gør en forskel. *phk* # EP valget [Karen Melchior](https://karenmelchior.eu/) [Amalie Søgaard Nielsen](https://valg.radikale.dk/valg/ep-kandidater/amalie-soegaard-nielsen/) [Camilla Kampmann](https://valg.radikale.dk/valg/folketingskandidater/camilla-kampmann/) [Pernille Weiss](https://pernilleweiss.dk/) [Philip Tarning-Andersen](https://valg.radikale.dk/valg/ep-kandidater/philip-tarning-andersen/) # Folketingsvalget [Stinus Lindgreen](https://valg.radikale.dk/valg/folketingskandidater/stinus-lindgreen/) [Rolf Bjerre](https://alleos.alternativet.dk/user/104) [Marianne Bigum](https://sf.dk/politiker/marianne-bigum/) [Christian Poll](https://alternativet.dk/personer/folketingsmedlemmer/christian-poll) [Nanna Dreyer Nørholm](https://www.radikale.dk/profil/nanna-dreyer-n%C3%B8rholm) [Louise Vinter Alis](https://valg.radikale.dk/valg/folketingskandidater/louise-vinther-alis/) [Pelle Dragsted](https://enhedslisten.dk/person/pelle-dragsted) ## Stem ikke på Jeg havde egentlig forventet mange flere "stem ikke på" kandidater. Pia Adelsteens rolle i de ubrugelige drænrør sikrede hende klar mistillidsstemme til EP valget. Lars Løkke Rasmussen havde også et flertal imod sig til Folketingsvalget.

*"Satellitindustrien er ved at flytte sig fra et hardware-centrisk til et software-centrisk paradigme".* Sådan sagde topchefen [Stephen Spengler](http://www.intelsat.com/about-us/executive-team/stephen-spengler/) for verdens største satellitoperatør, Intelsat, til en session på konferencen [Satellite 2019](https://2019.satshow.com/) i Washington DC i sidste uge.

Operator session @SATELLITEDC, @INTELSAT CEO: "The satellite industry is moving from a hardware-centric to a software-centric paradigm". #SATShow #Satellite2019 pic.twitter.com/bLm3Va2Nkf

— Jakob R. de Lasson (@Jakobrdl) May 7, 2019

En anden måde at sige noget tilsvarende på blev udtrykt til samme konference af [Lisa Callahan](https://www.crunchbase.com/person/lisa-callahan) fra Lockheed Martin - en stor producent af satellitter: Fremtidens satellitter skal være fleksible og re-programmerbare. ### Flow-TV og ikke-fleksible satellitter Dermed siger de også, at satellitter, som vi kender dem fra fortiden, og som vi kender dem i dag, ikke er specielt fleksible (hvis overhovedet). De kan, groft sagt, levere tjenester til det samme område på jordkloden, og kapaciteten og hvor tjenesterne kan leveres kan ikke ændres, når først satellitten er bygget og sendt i kredsløb omkring jorden. Denne måde at bygge og operere satellitter hænger bl.a. tæt sammen med det gode gammeldags flow-TV, hvor man udsender det samme signal til det samme område, idet alle (i store træk) abonnerer på og modtager den samme tjeneste. I dag er [flow-TV som bekendt på retræte](https://politiken.dk/kultur/filmogtv/art7047499/Nu-kan-du-se-alle-dagens-programmer-p%C3%A5-nettet-allerede-fra-om-morgenen), og brugerne vil have TV, internet og andre slags tjenester on-demand - hvor de vil, når de vil. Derfor vil satellitoperatørerne have fleksible satellitter, som kan fordele kapacitet og indhold derhen, hvor efterspørgslen er. ### Fleksible satellitantenner Fleksible satellitter betyder, at antennerne skal være fleksible: De skal kunne sende og modtage til og fra ét område på én dag, og til og fra et andet område en anden dag. Dette kan i mindre grad opnås igennem designet af selve antennen (hardware), mens det i høj grad skal opnås vha. af såkaldt digital beamforming og signalbehandling (software). Et eksempel på en software-kontrolleret antenne er fakirseng-antennen, jeg beskrev [her på siderne](https://ing.dk/blog/fakirseng-antenne-fremtidens-rummissioner-jordobservationer-210817) sidste år. Her har antennen en konkret fysisk udformning (se billederne i indlægget), men fleksibiliteten til at kunne danne flere beams på jorden opnås ved brug af en digital beamformer, som er en slags computer, der er forbundet til alle coax-portene på bagsiden af antennen. En konsekvens af at satellitter i fremtiden bliver mere software-drevne og re-programmerbare, er, at de vil være mere udsatte for at blive hacket, hvormed satellittens tjenester potentielt kan flyttes eller misbruges.

Opening session @SATELLITEDC: "More flexible and re-programmable satellites will eliminate some of the middle-men between the operator and the customer - and will require a stronger focus on security and protection of data". #SATShow #Satellite2019 pic.twitter.com/GFbNq7FJC8

— Jakob R. de Lasson (@Jakobrdl) May 6, 2019

### Små satellitter og konstellationer En anden konsekvens, som medstifteren af firmaet [Planet](https://www.planet.com/company/) Robbie Schingler påpegede til konferencen, er, at det bliver svært i fremtiden at bruge 4-6 år på et udvikle og bygge en satellit, hvis man samtidig vil være i stand til hurtigt og fleksibelt at kunne svare på efterspørgsel i markedet.

Opening session @SATELLITEDC, @schingler from @planetlabs: "Spending 2-3 years to decide to buy a satellite, then 2-3 years to build it, is not compatible with predicting what customers want in 15 years and being able to respond rapidly to new demands". #SATShow #Satellite2019

— Jakob R. de Lasson (@Jakobrdl) May 6, 2019

Et alternativ hertil er [små og billige satellitter](https://ing.dk/blog/smaa-billige-cubesats-fremtiden-rummet-201437), som hurtigere og nemmere bygges og sendes i kredsløb, og som i såkaldte konstellationer eller mega-konstellationer - bestående af hundred- eller tusindvis af små satellitter - sendes i kredsløb i lav bane omkring jorden. Planet lever i øvrigt af at [levere sådanne små satellitter](https://en.wikipedia.org/wiki/Planet_Labs), såkaldte CubeSats. Så det er ikke overraskende, at de synes, at store, dyre og konventionelle satellitter er gammeldags og bagudskuende. ### Satellitoperatører vil have fleksibilitet Men alle de traditionelle satellitoperatører, vi både i Europe og på denne tur i USA og Canada har besøgt og talt med, snakker også om fleksibilitet og fleksible satellitter. Så det er ganske givet, at fremtidens satellitter bliver fleksible og re-programmerbare. [video: https://www.youtube.com/watch?v=jrZAH-3RD3o]

*De seneste måneder i IDA har budt på en intens og flot valgkamp, hvor flere medlemmer end nogensinde før deltog i medlemsdemokratiet og afgav deres stemme. Ved weekendens repræsentantskabsmøde landede den nye konstitueringsaftale så. Og den sikrer kontinuitet; IDA vil også i fremtiden være et fællesskab, der realiserer potentialet i teknologi og viden. Jeg takker for tilliden og glæder mig meget til tre år mere som IDAs formand. Det er med ydmyghed, at jeg går til opgaven med fortsat at stå i spidsen for IDAs 119.000 medlemmer.* Når en periode slutter og ny skal til at begynde, kan det være gavnligt at stoppe op for at gøre status og se frem mod den næste. Det gælder både for mennesker, regeringer og også for politiske organisationer. Som genvalgt formand befinder jeg mig midtvejs i min tid i spidsen for IDA, og mit løfte for den kommende periode er at forsætte og forfine den kurs, vi har lagt med [IDAs Vision 2025](https://vision2025.ida.dk/). **Samarbejde betaler sig** Visionen er et af de resultater, jeg er allermest stolt af fra min første periode som formand. Med den lykkedes det at samle et enstemmigt repræsentantskab bag en konkret vej og et fælles værdigrundlag for fremtidens IDA. Vi tog en modig beslutning ved at bruge FNs 17 verdensmål som fundament for vores strategiarbejde og kan i dag se, hvordan det begynder at bære frugt. Vi tog en beslutning om, at vi ville være teknologiens stemme nr. 1, og har siden set vores netværk og indflydelse vokse. Vigtigst er det måske, at vi tog beslutningerne sammen. For jeg tror meget på, at netop det har været med til at gøre den efterfølgende eksekvering stærk og sikker. Derfor vil jeg også takke det afgående repræsentantskab for et godt samarbejde. [Sammensætningen af det nye repræsentantskab ser noget anderledes ud](https://ida.dk/om-ida/organisation/idas-politiske-opbygning/valg-til-repraesentantskabet), og jeg vil gerne lykønske de nye, der er kommet til. Jeg håber oprigtigt, at vi kan forsætte det brede og udbytterige samarbejde med alle lister i de kommende tre år også. **Vi forsætter, hvor vi slap …** Vi har oplevet gevinsterne ved at føre IDAs Vision 2025 ud i livet og ved at bringe vores medlemmers potentiale i spil - og det skal vi fortsætte med. Men det betyder ikke, at IDA kommer til at arbejde for status quo. 2019 bliver året, hvor vi sætter fokus på flere centrale emner for vores tid: Cirkulær økonomi, forskning, klima, cybersikkerhed, privacy og dataetik. Samtalerne om løsninger på verdens udfordringer er heldigvis rigtig godt i gang blandt de aktive medlemmer. Og i IDA vil vi gøre vores for at holde dialogen kørende og bidrage med vores bud på konkret handling. Jeg glæder mig til at komme i gang med samarbejdet. Og endnu en gang – tak for tilliden!