Hvem husker ikke alle de biler, der bliver smadret, da the Bluesbrothers, forsøger at køre fra politiet i deres forsøg på at komme til skattekontoret i Chicago i tide? Filmhistorien er fuld af biljagter og nogle af dem har prentet sig fast. En mail fra et firma kaldet USwitch tikkede i dag ind i min indbakke, med resultatet af en afstemning over de bedste biljagter i verdenshistorien på film. Jeg havde aldrig hørt om USwitch før, men kunne læse mig frem til at de sammenligner priser for en lang række produkter - også bilforsikringer. Det er selvfølgelig et rent PR-stunt og jeg faldt selvfølgelig i med begge ben: Verdens bedste biljagter på film med link til Youtube og top ti kommer her: Batman: The Dark Knight Rises (2012) Batman: The Dark Knight (2008) Drive (2011) Baby Driver (2017) Captain America: The Winter Soldier (2014) Mad Max: Fury Road (2015) The Blues Brothers (1980) Terminator 2: Judgment Day (1991) The Raid 2 (2014) Parabellum (2019) Længere ned på listen kan man se film som Duellen fra 1971 med Dennis Weaver i hovedrollen. The Spy Who Loved Me (1977) er også med på listen langt nede. Men hovedparten er film fra dette årtusind - hvilket nok giver god mening på flere punkter: teknisk er man blevet bedre til at skabe vanvittige illusioner og de som afgiver stemmer er blevet yngre og yngre. Der er ikke så mange længere, der synes at det er sjovt at se 104 politibiler blive smadret i forsøget på at stoppe Jake og Elwood Blues. Og hvis du tænker på den film, hvor flest biler bliver smadret, så kommer den her: 532 styk i Transformers III: Dark of the Moon (2011). Men som instruktøren siger, så skulle de fleste alligevel have været kørt på bilkirkegården. Hele listen kan ses her, hvor der også er link til youtube.

With a background in communication design, Miriam Pyttel is now studying Interaction Design at Malmö University, and has a special interest in interactive storytelling. Illustration: Anna Schröder 1. What do you find exciting about technology right now? Collaborative digital tools and platforms. Since the current situation does not allow us to work physically side by side in many cases, every tool that enables and facilitates remote collaboration is more than welcome. In this regard, it is interesting to see which aspects of the physical workspace can be transferred to the digital world and which are bound to interactions on site. I think that many in-between moments and conversations get lost in the migration to the virtual workplace. At the same time it offers new, interesting opportunities for collaborating. ** 2. Why or how did you choose this path?** With my background in communication design, I was keen to create media that people would want to engage with to gain information, be entertained or that can broadcast an impactful message. As such, I enjoy experimenting with layout design, illustration, or animation. Interaction design offers an additional layer of dialogue that has seemingly endless possibilities to explore. I am interested in how designed interactions can affect and influence people, be it physically or emotionally. 3. In retrospect to the past few years, what would you do differently? In retrospect to my undergraduate studies, I would have liked to focus on interaction design earlier on. The program offered courses in quite a broad spectrum of design disciplines that we could freely choose from. On the one hand, it was a good opportunity to dabble in various design fields to figure out my strengths and preferences. On the other hand, it was easy to get lost in trying out different directions. As such, it took me a while to figure out which field I want to specialize in and I missed out on a few interesting projects that focused on interactive design. 4. What do you feel the proudest of in your career? Working in different non-design-related fields. While I have set my eyes on becoming a designer early on, I always thought that peering into completely different fields provide me with some valuable experiences. For example, I did a volunteer service at a youth center abroad or worked part-time at a funeral service for six months. Aside from gaining interesting insights into other fields of work, it helped me to grow as a person and to generally keep an open mind. 5. What is the biggest daily challenge in the field of tech? I try not to get overwhelmed by the sheer number of apps and devices available. Being able to choose from a wide array of tools for nearly any possible need that might arise certainly has its benefits. But it is so easy to get sidetracked by it all. Sometimes I think about uninstalling and deleting everything that I do not absolutely need… Though, for me, it has become hard to differentiate between what is necessary and what has simply become a (probably bad) habit. 6. What has been your favorite project so far and why? My bachelor thesis, I would say. I developed a prototype for an app that focuses on interactive storytelling, a subject I have been interested in for quite a while now. The project allowed me to combine various personal fields of interest, namely illustration, storytelling, and interaction design. Through storytelling, it is possible to convey the same information or message in very different ways which is something that I find quite fascinating. Especially regarding education, I see many possible applications. Read more about Miriam Pyttel here: https://se.linkedin.com/in/miriam-pyttel-1193b4205 About Greater Spaces Greater Spaces is written by Majken Overgaard and Vanessa Julia Carpenter where we work to expand the narrative of what technology is and who creates it. We speak with Danish and international female role models within technology and between these interviews we share what is most interesting to us, with a focus on diversity.

Advarsel: denne blog indeholder store bogstaver, og den omhandler ikke supermaterialer. Undskyld. Den er også ret uneutral og subjektiv. Undskyld igen. Men det er på sin plads når regeringen er ifærd med at lave århundrets brøler, med kæmpe omkostninger for vores samfund og regeringens egne visioner om et renere, rigere samfund med bedre sammenhængskraft. Hvis ikke der skal opstilles skamstøtter over de uheldige helte bag dette forslag i fremtiden, kan det være at der skal udvises lidt omtanke og rettidig omhu, inden at der gøres det der ikke kan gøres om. Der er ingen "undo" knap. Ingen følgende regering kan reparere hvad regeringen påtænker. Og hvad er så det? Udflytningen af uddannelser kommer til at koste os 10% på de engelsksprogede uddannelser. . Og det kommer til at koste jer derude, meget, meget mere end 10%. Illustration: HC ørsted "Nååårh, men det er jo kun 10%"... 10% svarer for det første til en massiv blodstytning for os. For det andet svarer det til meget mere end 10%. En løber der får amputeret 10% af sin krop, løber ikke 10% langsommere. Han løber slet ikke. Sådan er det også for os. Vi er et universitet der i dag kan konkurrere internationalt, og som har held med at levere ingeniørerne der er kreative og dygtige nok til at leve op til de høje krav de møder i vores højteknologiske samfund. Med en sådan massakre som der er lagt op til nu, vil det påvirke kvaliteten af alt vi foretager os - og det vil være langt sværere at få trukket studerende til (som vi lever af), få andel i danske og europæiske forskningsmidler (som vi også lever af), og I kan godt glemme innovation på det niveau i har været vant til fra DTUs side - og det er det I lever af! Der bliver mindre af det hele: færre ideer, færre ingeniører, færre virksomheder, færre samarbejder, færre løsninger, færre forskere, ... der bliver muligvis flere spindoktorer, men det er det eneste positive - overhovedet – ja altså hvis man er spindoktor. "Det er ikke personligt" Det er rigtigt nok. Ingen vil os, industrien og Danmark noget ondt. DTUs kommende hjerneoperation er sikkert bare en "casualty of war" i en krig der handler om noget helt andet. Men 10% "hovsa-vi-har-ingen-penge-så-vi-skriver-10-her-i-excelarket" nedskæring af engelsksprogede uddannelser rammer DTU - ikke som den fine lille sparekniv vi er vant til fra de sidste årtier, men som en motorsav. Det betyder monumental nedgradering af uddannelsen af ingeniører fordi HELE VORES MASTERUDDANNELSE er på engelsk. Det betyder uungåeligt massefyringer er forskere og undervisere, og dermed også sabotage af virksomhedsdannelse, virksomhedssamarbejde og samfundet som helhed. Vi lever af viden. Af viden og vidende mennesker. Jeg vil gerne opfordre excel-artisterne bag lovforslaget om at bevise at man kan kappe hovedet af andet end høns, og forvente at de løber rundt bagefter. Selvfølgeligt har regeringen ikke til hensigt at bombe forskning, uddannelse og økonomi i Danmark tilbage til vikingetiden. Men når man ligger på briksen og doktoren skal til at give en det hvide snit, har man lov til at råbe op: HEY! DET ER MISFORSTÅELSE! DU VIL IKKE DET HER! "Kan I så bare ikke flytte ud i provinsen?" NEJ, vi er afhængige af dyrt og unikt udstyr og faciliteter vi har bygget op for milliarder, udstyr der skal løse klimakrisen, helbrede kræft og levere tekniske løsninger og ingeniører i massevis til samfundet. Det er det vi har lovet, og det gør vi det bedste vi kan for at overholde. Vi kan ikke dele vores unikke nationale renrum DTU NANOLAB i 2 dele og flytte halvdelen til [indsæt lille by]. Det fungerer ikke sådan. Vi uddanner vores studerende centralt på DTU, fordi vi ikke har råd til at bygge kopier af vores nationale centre og enestående infrastruktur overalt i landet. "Har I så en masse penge på kistebunden i kan bruge?" NEJ, for vi forsøger at leve op til kravet om at være konkurrencedygtig og god nok til en krævende industri og en kompleks verden. Vi investerer alt hvad vi kan i faciliteter, laboratorier og uddannelser så vi fortsat kan løse samfundets problemer, og være den motor for teknologi, industri, udvikling og økonomi/eksport det er vores job at være. De penge der er sat af til udflytning rækker knap nok til 1-2 af de 25 uddannelser der er tale om. Det er dumt, desværre, og uigenkaldeligt. De ansvarlige har muligheden for evig berømmelse af den lidt ubehagelige slags: "I 2021 foretog (indsæt navn) ved et uheld et voldsomt angreb på de danske universiteter, med store konsekvenser i de følgende årtier for uddannelse, sundhed, klima og økonomi"... "Gør det noget at der bliver lidt færre ingeniører og forskere?" Jeg ved jo ikke, hvad tænker I? Er der mangel på ingeniører? Har Danmark brug for tekniske løsninger på komplekse problemer med information, epidemier, sundhed, miljø og energi? Har regeringen lovet at DTU nok skal finde på noget der klarer det hele? "Kan de andre teknisk-videnskabelige læreanstalter så kompensere?" Næh, for de får minsandten somme pandeskud som DTU. Det her bliver ikke bare gjort forkert, det bliver gjort ordentligt sygt forkert. Bare for at få det på det rene så er jeg selv fra den rødlige del af det politiske spektrum. For tiden er jeg mest rød af ærgrelse, skuffelse og flovhed. Her på Socialdemokratiets hjemmeside om videregående uddannelse (det bliver nok snart taget ned) kan man se hvor enige de er med os i at Danmark har brug for mere kvalitetsforskning og uddannelse på det naturvidenskabelige/tekniske område og flere jobs, ikke færre. Illustration: Socialdemokratiet Du må endelige spørge hvis der er noget du er i tvivl om.

Regeringen vil gerne styrke det lokale liv i hele Danmark. Det lyder umiddelbart som et godt mål. Men at anvende uddannelsesudflytning som midlet, er skudt helt ved siden af. Regeringens udspil vil udvande sunde forsknings- og uddannelsesmiljøer gennem beskæring og udflytning. Det vil også ramme vores danske virksomheder hårdt. Uddannelsesreformen vil, hvis den bliver gennemført, få en dobbelt slagside. Over en bred kam har vi hørt bekymrede miner fra universitetsverdenen, der frygter, det vil ramme de stærke forskningsmiljøer, som universiteterne de seneste årtier har bygget op. Hos virksomhederne, der er afhængige af kandidaterne, ser man også mørke skyer i horisonten. Her frygter de tab af både kvalitet og kvantitet i de kommende dimittendårgange. Et fagligt stærkt miljø kan ikke være spredt ud over hele Danmark. Den erkendelse ledte for få år siden frem til supersygehusene. Men inden for uddannelse gælder det samme tankesæt åbenbart ikke. Hvor er logikken? Forskningen stækkes og Danmark får baghjul De stærke miljøer, vi har på vores universiteter, er båret af dygtige forskere, der i store faglige miljøer kan skabe ny viden, nye erkendelser og nye løsninger sammen. Forskningen er international og helt afhængig af forskere på internationalt niveau. Vi konkurrerer med universiteter i andre lande om de kloge hoveder – både danske og udenlandske. Fagligt attraktive miljøer tiltrækker yderligere talent - det er en opadgående spiral. Med udsigt til udflytninger og reduktioner på uddannelserne - og dermed også på universiteternes forskningsmiljøer - ser jeg en stor risiko for, at vigtige faglige miljøer tabes på gulvet. I en ATV-rapport fra 2020 opstiller vi Danmarks teknologiske styrker op mod 30 stærke Science & Engineering-regioner i verden. Rapporten viser, at udviklingen går stærkt, og at Danmark langt fra er så stærk på en række teknologiområder, som vi gik og troede. Der er behov for mere satsning på forskning – ikke udflytning og udtynding. Uddannelse og efterspørgsel Vores virksomheder agerer på et stærkt konkurrencepræget internationalt marked, hvor udviklingen af ny teknologi sætter nye standarder dag for dag. Vi ser derfor USA, Kina og vores egne nabolande opruste på teknologiudviklingen og på forskningen. Det bør Danmark også gøre. I stedet gør regeringen her det modsatte. Virksomheder efterspørger i dag langt flere kandidater med IT og en række andre STEM-kompetencer, end der bliver uddannet. Og efterspørgslen stiger yderligere i takt med, at teknologien fylder mere og mere i produktionen og i vores hverdag generelt. De bebudede nedskæringer på 10 procent på de store universiteter vil skabe endnu større mangel på de eftertragtede kandidater med IT og andre STEM-kompetencer. Vores videregående forsknings- og uddannelsesinstitutioner er en hjørnesten i et konkurrencepræget marked. Her er kvaliteten af kandidaterne det mest afgørende. De stærke forskningsmiljøer på universiteterne giver stærke kandidater til erhvervslivet. De besidder den nyeste viden og har forskningsmæssig tilknytning og forståelse. Og på de korte og mellemlange videregående uddannelser på professionshøjskolerne og erhvervsakademierne, er der de seneste 10 år gennemført store fusioner, der netop haft til formål at samle små miljøer i større og fagligt stærkere miljøer. En opgave institutionerne er i fuld gang med at realisere, men som der nu bliver stukket en kæp i hjulet på. De udfordringer samfundet står overfor, og de løsninger virksomhederne skal udvikle, kalder i stigende grad på, at både forskere, undervisere og studerende arbejder tværdisciplinært med kolleger fra andre fagfelter. Det arbejder forsknings- og uddannelsesinstitutionerne målrettet på at styrke både internt og i samarbejde med hinanden. Dette risikerer at blive meget vanskeligere med små ”universitetssatellitter” fordelt ud i hele landet. Måske risikerer vi også at få A og B uddannelsespladser, da de store byer formentlig fortsat trækker i de unge. Ved vi, hvad rekrutteringsmulighederne til de udflyttede uddannelser er? Og hvad med efterspørgslen fra erhvervslivet? Man bør jo i sidste ende se på uddannelsesinstitutionernes og virksomhedernes behov (samlet set!), for ellers kan udflytningen mistænkes for at være symbolpolitik i et år med kommunalvalg – og ikke det bedste for fremtidens Danmark.

Da jeg læste op på right to repair i forbindelse med det sidste blogindlæg, stødte jeg også på diskussionen om strategisk forældelse af produkter. Naiv som jeg er, tænkte jeg i første omgang, at det nok mere er et filosofisk koncept og frustrerede brugeres moderne myte om, hvorfor deres ting ikke holder. Men heldigvis forhindrede det mig ikke i at læse op på det. Strategisk forældelse kort fortalt Den første kilde vi har på selve udtrykket Planned Obsolescence er fra 1932, hvor Bernard London skrev sit essay ”Ending the Depression Through Planned Obsolescence”. I bund og grund går det ud på, at øge produktion og salg til dem, der egentlig allerede har det, de skal bruge. Forbrugerøkonomi kræver salg og køb, og hvad vi køber afhænger af, hvad vi allerede har. Hvis et produkt kan holde længere end du selv lever, er det svært at sælge mange af dem, med mindre du kan lokkes til at udskifte det. Uddrag fra ”Planned Obsolescence”, Bernard London, 1932. Illustration: Bernard London Løsningsforslaget i strategisk forældelse er, at produkter skal have en kunstigt begrænset levetid. I den oprindelige form var forslaget at indføre en sidste anvendelsesdato, hvorefter en forbruger skulle skille sig af med produktet og købe et nyt. Selvom datomærkningen på for eksempel en stol aldrig er blevet en realitet, er der forskellige varianter over konceptet, som er i brug i dag. Incitament eller tvang Modebranchen har en type incitament, hvor det arbitrært promoveres, hvad der er ”rigtigt” uafhængigt af funktionalitet. Moden skifter hyppigt, så tøj der ikke i praksis er noget galt med kan betragtes som forkert på grund af dets farve eller snit. På den måde kan folk lokkes til at købe mere, ikke fordi de har brug for det, men fordi de har lyst. Illustration: Markusspiske via pixabay I mere teknologiske eksempler har vi også opdaterede modeller, der er en blanding af mode og små forbedringer, som ikke er nødvendige, men rare. Det ses for eksempel i mobiltelefonbranchen, hvor der kan være prestige i at have den nyeste variant, selvom den foregående stadig fungerer fint. Men én ting er, hvad man med psykologi lokker folk til gerne at ville have, en anden ting er aktivt at sikre, at noget går i stykker. Der er en indbygget interessekonflikt i og med, at producenter gerne vil sælge mere, imens køberne (forhåbentlig) gerne vil have noget, der holder og kan bruges længe. I nogle systemer forsøger producenter måske med overlæg at sikre, at et produkt holder op med at virke efter en vis tid. Men det kan også sagtens være tilfælde, hvor der bare ikke er interesse for at lægge den ekstra indsats og omkostning i et øge holdbarheden af et produkt. Når det kommer til teknologi, kan det være svært for forbrugerne at vurdere, hvornår noget er en ægte begrænsning, og hvornår producenten har konstrueret produktet sådan, at det holder op med at virke. Hvis man udskifter sin telefon, fordi batteriet har udtjent sin levetid, er det så fordi batteriteknologien ikke kan holde til mere, eller er det fordi producenterne gerne vil sikre sig, at telefonen bliver udskiftet? For som diskuteret i forhold til right to repair, er der ingen tvivl om, at producenten hellere vil have, at hele telefonen udskiftes end at bare batteriet bliver det. Kan strategisk forældelse patenteres? Selve konceptet om strategisk forældelse kan ikke patenteres. Der er to af de vigtige krav til patenter, der tidligere har været diskuteret på bloggen, som det ikke opfylder. Det er ikke i sig selv nyt, men som sagt kendt tilbage fra første halvdel af 1900-tallet. Derudover er forretningsmodeller udelukket fra patentering. Men bestemte teknologiske metoder til at sørge for at noget holder op med at virke, kan potentielt godt patenteres. Indrømmet havde jeg egentlig ikke forventet at finde nogen eksempler. Jeg forestiller mig, at de fleste forbrugere ikke ligefrem er glade for, når deres ting holder op med at virke. Så derfor regnede jeg også med, at de fleste virksomheder ville holde det som forretningshemmeligheder, hvis de aktivt bruger den slags strategier. Men jeg fandt faktisk et eksempel. Der er et udstedt patent ved navn Planned obsolescence cartrdige, for producing and dispensing an aerosol, and spraying apparatus comprising the same. Opfindelsen er altså en patron indeholdende en væske, som kan sprøjtes ud som en aerosol. Det der gør den særlig er, at selve patronen ikke kan åbnes, og at den derudover har en sensor, der holder øje med, hvor meget væske, der er blevet brugt. Når den forudbestemte mængde væske er blevet sprøjtet ud, holder man op med at kunne bruge systemet, uanset om der er mere væske tilbage eller ej. Figs. 1 og 5b fra patentet EP2916965B1, gengivet fra patentdatabasen Espacenet. Illustration: Karim Benalikhoudja Selvom den godtroende del af mig, godt kunne finde på at undskylde, at man ikke kan åbne og genopfylde en patron – der kunne jo være sikkerhedsrisici – er der altså ingen tvivl om, at der er nogen produktudviklere, der synes det er smart at kunne kontrollere præcis hvor meget eller hvor længe et produkt kan bruges. Uanset om man ellers kunne have fået noget mere ud af det. Hvad synes I, er strategisk forældelse en smart måde at holde økonomien kørende, eller er det et problem? Og hvis nogen er jer synes, det ikke er helt ideelt, har I så nogen gode forslag, til hvad man kan gøre ved det?

Kunstig intelligens teknologi (AI) bliver klogere, jo mere den træner. Den kan lære at blive bedre til at løse en specifik opgave - hvis den altså får lov til at dertil. I det danske sundhedsvæsen anvendes der aktuelt kun AI-algoritmer, der så at sige er "låst" fra programmørens side dvs., at algoritmerne inden for en given ramme lærer fx at diagnosticere specifikke sygdomme ud fra scanningsbilleder. Disse algoritmer får ikke lov til selv at afdække andre mønstre i patientens sundhedstilstand og sygdomsbillede. Forestil jer, at AI blev sat til at analysere scanningsbilleder at en person med ondt i knæet. AI kan her komme frem til at smerten i knæet skyldes slidgigt i mindre, moderat eller svær grad. Slidgigt kan dog ikke behandles men blot lindres ved bl.a. fysiologiske øvelser. Hvis AI vurderer, at patienten har slidgigt i moderat til svær grad - og dette stemmer overens med en radiologs vurdering - da vil vedkommende ikke blive henvist til yderligere udredning, fordi årsagen til smerten nu er identificeret. Viser AI derimod, at patienten kun i mindre grad eller slet ikke lider af slidgigt, da vil patienten blive henvist til yderligere udredning ved MR-scanning. Dette er et realistisk scenarie i det danske sundhedsvæsen så længe, at AIs bidrag assisteres af en fagpersons vurdering, når der skal træffes en beslutning om behandling, udredning eller ophør deraf. I et andet og endnu tænkt scenarie, hvor AI ikke er "låst" i fht. at afdække mønstre i anomalier, her symptomer, på en specifik sygdom, vil vi formentlig ende et andet sted. Uden restriktioner vil AI blive ved med at "grave" efter mere eller mindre relevante mønstre i patientens sygdomstilstand og liv i øvrigt. Jeg forestiller mig, at AI vil indlede en søgning efter online-tilgængelige informationer om alt fra symptomer og sygdomme til forbrugsadfærd, færden rundt i den fysiske verden samt virtuelle berøringspunkter. Har patienten fx. et fitness klub-medlemskab? Er patienten overvægtig og søger efter slankekure på internettet? Har patienten købt nye sko, måske nogle ortopædisk fornuftige af slagsen? Er patienten registreret på en skadestue efter en bilulykke, som er meldt til et forsikringsselskab, eller måske endda på en politigård efter en slagsmål? Måske kan disse oplysninger til sammen danne et mønster for hvorfor patienten har knæsmerter. Og ellers kaster de i hvert fald lys på andre mulige mønstre i patientens sundhedstilstand og livsstil generelt - mønstre der kalder på aktivering af relevante fagpersoner at følge op på. En AI uden restriktioner vil antageligt generere en flodbølge af medarbejde ikke blot inden for sundhedssektoren, men også uden for. Fagfolk fra forskellige sektorer vil skulle samarbejde om at validere AIs bidrag og koordinere mono- og tværsektorielle indsatser her ud fra. Men er vi klar til en sådan transformation af måden hvorpå vi indretter infrastruktur i og mellem sektorer på? Og vil vi det overhovedet? Illustration: Joshua Sortino AI har potentiale til at omkalfatre vores gængse samfundsstruktur og orden - og det kan skabe såvel kaos som kosmos afhængigt om vi kan følge med. Vi møder AI i vores private liv og i vores professionelle liv; Intelligente assistenter i vores telefon og internet of things-dimser i hjemmet. Som hjælpsomme assistenter når vi søger på internettet og får alverdens viden i vores søgeresultatet. Når vi ringer til vores forsikringsselskab og skal guides på rette hylde hvad angår vores skadesanmeldelse, eller når vi shopper online og der i nedre højre hjørne dukker en lille taleboble op med et mere eller mindre insisterende Hej op og spørger om vi behøver hjælp. I min PhD-forskning ved Bispebjerg Hospital dykker jeg ned i hvordan sundhedsfaglige møder AI i deres hverdag. Jeg undersøger hvad dette møde har af betydning og konsekvens for individet, fællesskabet og organisationen. Specifikt har jeg lagt radiologien på min teknopsykologiske briks. Aktuelt arbejder jeg med en hypotese om, at AI transformerer både de mennesker, der anvender den og den arena, hvor inden for den anvendes. Jeg tror, at såvel radiologernes fagidentitet og måde at arbejde på vil forandres og enten skabe kaos eller kosmos i den enkelte radiolog og i radiologerne som faggruppe - igen afhængigt af om de evner og formår at følge med. Men hvad betyder det "at følge med"? Skal radiologerne forstå hvad AI gør og kan? Skal de efteruddannes til at programmere algoritmer og tolke matematisk data? Skal de føle sig trygge ved, at AI følger et etisk kodeks og ikke vil overskride hverken patientens ret til privatliv eller radiologens faglige integritet? I de forrige par blogposts har jeg skrevet om dét at have agens som fagperson og hvad der kan true denne (AI - en hemmelig agent? og Taber mennesket agens, når AI vinder terræn?). Jeg argumenterer for, at implementeringen af AI kan risikere at sænke fagpersonens oplevelse af at have agens i sit job. Omvendt foreslår jeg også, at AI har poentiale til at virke som en støtte af fagpersonens faglige udvikling ved at virke augmenterende (forlængende) af faglige kompetencer som igen giver øget beslutningskompetence - hvis altså AI implementeres ordentligt. Dette vurderer jeg vil føre til en øget oplevelse af at have agens. Jeg mener, at kravet om "at følge med" i hvert fald appellerer til en ledelsesmæssig indsats. Det potentielt øget pres på fagpersonerne om at koordinere og samarbejde med nye aktører, skal håndtere på ledelses-niveauet. Illustration: Linus Nyland Kommunikation er et begreb jeg dykker ned i fordi jeg tror, at fagpersonen, her radiologens, møde med AI vil kræve at radiologerne udvikler nye praksisser for kommunikation. I mødet mellem radiolog og AI sker der en informationsudveksling fra AI til radiologen i form af enten et tal (pba. sandsynlighedsberegning), nogle tegningsanvisninger (på det elektroniske scanningsbillede) eller en struktureret tekst om den givne sygdoms symptombillede (udfyldelse af faste kategorier). Hvordan påvirker det radiologens videre kommunikation af sine - og AIs - fund på de obligatoriske morgenkonferencer med andre radiologer og andre sundhedsfaglige? I mødet mellem AI og radiologen eksisterer der en form for magtforhandling om hvem - eller hvad - der ligger inde med valid viden om den specifikke sygdom. Er det AIs eller radiologens detektion, der vægter højest i tilfælde af uenighed? Hvordan forstås valid viden i det hele taget? Jeg overvejer desuden hvordan AI påvirker de sundhedsfagliges kommunikation omkring AIs bidrag. Vil de begynde at argumentere for deres faglige beslutninger på en anden måde? Og vil magtforholdene også her ændre sig? Nogle anvender AI, andre gør ikke. Nogle har en vis tech-savvy, mens andre ikke har og ikke ønsker det. Der kan med AIs bidrag nu træffes beslutninger som ellers hidtil ikke har været underbygget. Får nogle mere travlt, imens andre mister deres kernefunktioner? Jeg har en hypotese om, at visse faggrupper vil udfordres på deres fagidentitet. AI vil kræve nye kompetencer inden for såvel det fagfaglige, kommunikative som teknologiske felt. Og en ny forståelse af hvad ekspertise er og hvordan den udvikles. Vi ved, at Ekspertise inden for et domæne udvikles gennem praktisk erfaring med såvel succesfulde som fejlfulde oplevelser. Vi går fra at være novicer til at være eksperter ved at slippe den regelbundede og teoretiske viden til at agere med intuitiv og kontekstuel viden. Men hvilken slags ekspertise er det så, vi møder i AI? AI er både regelbundet og synes intuitiv - i hvert fald fremstår den sådan for vores blotte øje. AI gennemgår ikke som en almindelig fagperson en række læringsstadier for at komme til ekspertise, desuden har AI ikke gennemgået en velkendt og standardiseret uddannelse på et af landets universiteter. Så hvordan vil fagpersonerne forstå AIs domæne ekspertise, når de ikke kan relatere til den? Jeg tror, at AIs ekspertise generelt vil udfordre fagpersonens måde at gøre sit fag på hvad angår konkret opgaveløsning, kommunikation og samarbejdet med kolleger herom og i hvilken hastighed dette forventes at ske. Lad mig gerne læse om jeres erfaringer med at arbejde med AI i jeres profession. Hvordan har I oplevet, at begreber som kommunikation og ekspertise kommer i spil i mødet med AI? Tak for at læse med. Venligst, Astrid

Det gik vist ikke mange bilentusiasters næse forbi, at den amerikanske præsident prøvekørte en elektrisk Ford 150F. Man kan roligt sige, at Ford fik fuld Biden-valuta med det stunt. Nu er der så kommet priser og specifikationer på modellen, som har været på tegnebrættet i nogle år. Dem kan man se her. Det helt store spørgsmål er nu om amerikanerne er parate til at skifte den mest solgte pickup-truck de sidste 10 år (7,7 mio. styk fra 2010 til 2020) med en elektrisk version? For der er ingen tvivl om, at en Ford F-serie ikke kun handler om, at den er relativt billig at købe, der er også bundet en fundamental kultur op omkring pickups (eller bare trucks, som amerikanerne vil kalde dem). På trods af, at mange amerikanere kører rundt i dem i byer og forstæder, så er trucks knyttet til en romantisk forestilling om livet på landet og amerikanernes “Morten Korchske” selvbillede. Det er folk, der vil vise en aktiv livsstil med alt fra speedbåde til mountainbikes hægtet på krogen. Det er mænd, som viser maskulinitet ved at køre i en stor tung truck og det er forældre, der kører deres børn i skole og argumenterer for, at en truck er en sikker bil fordi den er stor. Det er picnics med barbecue og store coolere fyldt med isterninger og Miller Light, på ladet og det er de dybe skove, de åbne vidder og prærien. De kommer i et utal af variationer, fra relativt skrabede til den rene luksus, men fælles for dem alle er, at der altid er mindst en brummende V6’er under kølerhjelmen og en sløv automatgearkasse. Mine egne erfaringer med trucks er begrænset til et par stykker. Blandt andet en Dodge Durango (ved godt, at det ikke er en truck, men den var bygget på samme basis som en RAM). Hvis man kørte normalt, kom den praktisk talt aldrig over 2.000 omdrejninger i minuttet. Oplevelse var grundlæggende blød, tung og kedelig. Så er amerikanerne parate til at smide V6’eren ud af F-150'eren og erstatte den med elmotorer? Tyngden vil de med garanti stadig opleve, for den største model skal have en rækkevidde på 800 km (EPA), så batterierne skal nok veje til. Prisen for en Ford F-150 starter i dag ved små 30.000 $, så med en startpris for den elektriske version på 40.000$, skal der altså lige sluges en kamel. Hertil skal dog fratrækkes forskellige føderale og lokale rabatter, så måske kan prisen komme ned i nærheden af en benzin-version. Jeg synes, at det er modigt af Ford at tage to af deres mest ikoniske modeller (faktisk de eneste ikoniske modeller), Mustang og F-150, og lancere dem som elektriske biler. Men hvor Mustang Mach-E er en helt anden model end den benzindrevne version, så har Ford holdt fast i hele det originale udtryk med F-150. Det kan vise sig, som det altid gælder med mod, at være virkelig fornuftigt - eller meget dumt. Illustration: Ford

Klima- og vejrdata kommer blandt andet fra observationer med såkaldte jordobservationssatellitter, hvor instrumenter - og deres antenner - bruges som fjernsensorer af jorden. For at få de mest præcise målinger på jorden er det ønskeligt, at instrumenternes parabolantenner er så store som mulige, idet en større antenne, set i forhold til bølgelængden, giver det mest lokaliserede antenne-fjernfelt. Til dette formål er såkaldt udfoldelige antenner, som kan foldes sammen i affyringsraketten, og siden slås ud, når satellitten er kommet i kredsløb, derfor brugbare, fordi de i kraft af at kunne foldes sammen kan være større og stadig passe i affyringsraketten. I det såkaldte WeLEA-projekt arbejder et stort europæisk konsortium - bestående af virksomheder fra Tyskland, Portugal, Danmark, Sverige, Frankrig, Spanien og Rumænien - på en sådan udfoldelig antenne til brug for den såkaldte Copernicus Imaging Microwave Radiometer (CIMR) mission, der bl.a. skal: "...provide observations of sea-surface temperature, sea-ice concentration and sea-surface salinity". Som tidligere beskrevet deltager vi i TICRA i projektet, hvor antennen nu er blevet bygget og målt i antennemålefaciliteten hos Airbus i Ottobrunn i Tyskland. Illustration: Airbus Ottobrunn Hos TICRA har vi været ansvarlige for RF-modelleringen af antennen, ligesom vi har stået for sammenligninger og korrelation af RF-målinger med RF-beregningerne. Til at lave beregningerne har vi i vores GRASP-software brugt lasermålinger af antennens overflade til præcist at beskrive og regne på essentielt den samme antenne, som er blevet bygget og målt. I modellen er også inkluderet data for den letvægts mesh-teknologi, som minder om nylonstrømper, og som sikrer, at overfladen reflekterer RF-bølger. Ligeledes har vi med vores ESTEAM-software tjekket, at eksempelvis tårnet, som holder fødeantennen, såvel som antennens såkaldte truss (den mekaniske struktur bag parabolfladen) ikke påvirker antennens udstrålingsdiagram. Vi har opsummeret et uddrag af projektets resultater i et paper, som vi i sidste uge sendte til AP-S/URSI 2021-konferencen, der afholdes i december i år. I videoen herunder kan antennen og uddrag af målekampagnen ses. Dette indhold kan kun vises hvis funktionelle cookies er accepteret. Klik for at opdatere samtykke Princippet for antennens udfoldelse er vist i videoen herunder (for en anden, men tilsvarende antenne). Dette indhold kan kun vises hvis funktionelle cookies er accepteret. Klik for at opdatere samtykke

På det seneste har der været en del snak om lovgivning i forhold til det såkaldte right to repair – altså om man skal have adgang til information og reservedele, der gør det muligt at reparere sine ting. Men gør patenter det nemmere eller sværere at opnå? Right to repair kort fortalt Right to repair-bevægelsen handler kort sagt om muligheden for at kunne reparere sine ting, hvis de går i stykker. Det kan enten være at gøre det selv eller at få et værksted til at gøre det – men vel at mærke at man skal kunne vælge et værksted, som ikke er knyttet til den originale producent. Meget af den teknologi vi bruger er utroligt kompliceret, og fordi rigtig meget hardware efterhånden også har software indbygget, er det ikke altid lige til at regne ud, hvordan et problem skal løses. Måske kan det klares hvis man har en manual, men i mange tilfælde skal der også diagnosticeringsværktøjer til for at kunne finde ud af hvad der er galt eller endda for at kunne låse op for at gøre noget ved det. Med mange produkter er de endda specifikt lavet sådan, at man ikke lige kan komme til at udskifte en komponent med en reservedel, hvis ikke man har specialværktøj til det. Der er mange brancher hvor det er et problem – smartphones og traktorer er to områder der har været meget i søgelyset, som teknologi der er blevet sværere at gøre noget ved som menigmand eller som tredjepartsreparatør. Mange af os kan nok huske en gang hvor man kunne købe et nyt batteri til sin mobiltelefon og uden videre skifte det gamle ud, hvis det er blevet slidt og telefonen hurtigt løber tør for strøm, men derudover virker fint. Nu om stunder skal man være heldig, hvis man kan komme ind til hvor batteriet er gemt uden at ødelægge noget på vejen, og hvis man gør er der mange telefonproducenter, der har limet dem fast. Illustration: Rudy og Peter Skitterians via Pixa bay En del af det er en naturlig udvikling. Som systemer bliver mere kompakte og mere komplekse er det sværere for lægfolk at løse problemerne, selvom de har både hænder og hoved ordentligt skruet på. Men en del af det er også rent og skær jagt på profit, for desto længere din ting holder desto sværere er det at få dig til at skifte den ud. Alt det her rammer også muligheden for at genbruge komponenter som stadig fungerer fint, når en del går i stykker. Det er et klassisk eksempel at have en smartphone, hvor skærmen er kommet slemt til skade, men resten egentlig virker fint. Det er bare så dyrt og besværligt at få skriftet skærmen ud, at mange ender med at udskifte hele telefonen. Den gamle telefon ender ofte med at blive smidt ud, fordi andre heller ikke kan bruge de fungerende dele til at reparere deres telefoner. Videresælgere kan heller ikke nemt skifte skærmen, så den brugte telefon kan sælges videre og så er der blevet dannet en hel masse unødigt skrald. Forhindrer patenter right to repair? Det korte svar er nej. Jeg tør ikke udelukke at lovgivningen afviger nogen steder, men i de fleste lande gælder det, at patentretten der er knyttet til et produkt ophører når produktet sælges. Hvis du køber en telefon med patenterede komponenter i en butik, skal den butik have købt den af den originale producent, som havde retten til at producere og distribuere. Men når du har købt telefonen er den din. Hvis du senere sælger den brugt, skal du ikke have lov af den oprindelige producent og patentejer for at måtte sælge. Når du køber et produkt er både den fysiske ting og retten til den ting altså din. Patentbeskyttelsen i forhold til distribution af den specifikke telefon er opbrugt ved det første salg. Retten til produktion overtager du dog ikke. Så du må kun gøre, hvad du vil med den specifikke telefon, du har. Du må ikke for eksempel bygge en kopi og sælge den uden at have fået lov af patentindehaveren. En analogi, som dog er taget fra andre IP-rettigheder end patenter, er købet af en bog. Du må gerne sælge den videre, låne den til dine venner eller læse den højt for din familie, fordi det alt sammen er knyttet til dit eksemplar. Men du må ikke skrive bogens tekst af og sende den til alle dine venner, eller optage at du har læst den højt og sælge det som lydbog, for så distribuerer du nye eksemplarer. En vigtig afgørelse om genbrug En vigtig afgørelse som ofte bliver fremhævet i USA i forbindelse med right to repair, er sagen mellem Impression Products Inc. og Lexmark International inc. fra 2017. Denne sag handlede om, hvorvidt Impression måtte genfylde brugte printerblækpatroner, som Lexmark havde patent på, når påfyldningsprocessen involverede at ændre blækpatronen, der ellers var designet til at forhindre genopfyldningen af andre end Lexmark selv. Fig. 5 fra US6796646B2 Replaceable ink cartridge for ink jet pen udstedt til Lexmark Int. Inc. - gengivet far patentdatabasen Espacenet. Bemærk at det ikke er det specifikke patent sagen har stået med. Det her patent er valgt fordi det havde et godt blækpatronsbillede. Lexmark har mange patenter både på blækpatroner, metoder til at detekterer om en blækpatron er en kopivare og til at forhindre fyldningen af patroner. Illustration: Steven Robert Komplin et al. Det blev besluttet at siden Lexmarks patentbeskyttelse blev opbrugt, da blækpatronerne blev solgt første gang, kunne Impression godt genbruge dem uden at krænke. Denne sag er vigtig fordi lovgivningen strækker sig videre ind i andre felter, hvor den understreger at man gerne må genbruge og ændre brugte dele, der kan videresælges. Men det hjælper jo kun, hvis man har mulighed for at sætte dem sammen på en fornuftig måde. En ting er at fylde blæk i en blækpatron, en anden er at samle brugte dele fra en computer til en helt ny enhed eller at sætte en skræm fra én telefon over på en anden – også selvom det er samme model. Kan patenter hjælpe? Selvom patenter altid skal beskrive hvordan en teknologi konceptuelt virker er det desværre langt fra det samme som en manual. Der findes for eksempel ikke et enkelt patent på en ny type telefon. I stedet er der utallige komponenter i telefonen som hver kan være dækket af deres eget patent. For en telefon kan det for eksempel være et patent på skærmens udformning, et på hvordan touchfunktionaliteten virker, et på mikrofonen, et på højtaleren, et på processoren og så videre og så videre. Patenterne hjælper altså sjældent med at finde ud af, hvordan komponenterne skal samles eller kan fungere sammen. Patenterne kan altså næppe hjælpe folk med, hvordan de reparerer, men til gengæld kan de blive særligt vigtige for producenterne for at undgå kopiprodukter, hvis de bliver tvunget til at skulle dele information, så de ikke længere har mulighed for at forlige sig på hemmeligholdelse. På den måde kan producenterne stadig have kontrol med at reservedele (i hvert fald indenfor patentperioden) ikke er kopiprodukter men enten nye dele de selv sælger eller fungerende komponenter fra brugte enheder. Men uanset hvad ville manualer og åben information om hvordan produkterne virker, gøre det muligt at bruge reservedele fra gamle produkter, så velfungerende komponenter kan blive brugt i stedet for at alt skal smides ud, når en del går i stykker. Hvad synes I er det vigtigere at forbrugere har mulighed for at reparere deres produkter, eller at producenter kan lave deres produkter som de vil og kan vælge hvad de vil holde hemmeligt, og hvad de vil dele?

Maria Nikoli is an architect with a license in an earthquake-prone country. Having worked as an architect, web designer, and researcher, she found her passion at the intersection between architecture and embodied interaction design. She is now an MSc candidate in Interaction Design at Malmö University. Illustration: Maria Nikoli 1. What do you find exciting about technology right now? It’s very intriguing that tech now involves multiple senses at once. Audiovisual media are dominating every platform. There are tons of experimental projects out there that involve other senses too, such as olfactory VR games, for example. I find that very fresh and exciting. 2. Why or how did you choose this path? I decided to follow a very “techy” subfield of architecture while I was writing my research thesis at architecture school, which was about the relationship of body, space, and digital technology. It was then that I realized that technology shapes us and our societies. It even shapes our cultural expressions, as Kristina Höök said. I find this very exciting, and it’s the reason I ended up at a Master’s program in Interaction Design. 3. What has been your favorite project so far and why? The project I’m currently working on: my thesis for the Master’s in Interaction Design. I’m developing an interactive tool with an aim to help architects enrich their sketching process. When architects sketch, they usually do so with visual media, but this tool will afford a multi-sensory, embodied approach. I can’t reveal too many details about my work before my examination, but I can tell you that it’s going to be about sonic ambiances and kinesthesia. Follow me on LinkedIn and stay tuned, more info is coming soon! 4.What do you feel the proudest of in your career? When I was an architecture student in Greece, a couple friends and I founded an activist group that dealt with LGBTQ+ and womens’ rights. We were very active within the very conservative community of our Polytechnic. Of course, this group could not solve the problem on a large scale, but we could see right away that some marginalized students felt like they were finally given a voice. More and more people were making themselves heard and our needs within the student community became more visible. 5. What has been your biggest mistake over the past year and what did you learn from it? My biggest challenge over the past year was accepting that there are some things that I cannot control. What I learned from it is that during times of uncertainty — such as a pandemic — it’s natural that projects may be delayed or go into unforeseen directions, and that’s okay. 6. What is the biggest daily challenge in the field of tech? Tech is a rapidly changing discipline. The tools that we use are constantly evolving. So, whether you work with code, or design software, or anything else really, you always have to be up to date. Sometimes it’s hard to keep up the pace. 7. What do you imagine will happen in technology over the next five years and the next decade? There’s a shift towards technology that is less based on visual symbols and written language and more based on orality, movement, and other sensory input. And in some ways, this technology is already here: think of Alexa, for example, or swiping movements and gestures, or even sensor-based tech. In the future, there might be less of a visual interface and more seamless, unmediated interactions between human and machine. 8. What should we keep an eye on in the future? Social media and other types of digital platforms seem to be fertile ground for the rise of far-right extremists — a recent example would be QAnon emerging out of the 4chan website. Of course, digital technology itself is not the reason why these movements surface. However, if we are to counteract these movements in any way, we should be able to fully understand the tools they use and why they use them. Read more about Maria’s work at: https://www.linkedin.com/in/maria-nikoli-928706209/ About Greater Spaces Greater Spaces is written by Majken Overgaard and Vanessa Julia Carpenter where we work to expand the narrative of what technology is and who creates it. We speak with Danish and international female role models within technology and between these interviews we share what is most interesting to us, with a focus on diversity.

Han er ung og demokrat - men kan Pete Buttigieg skabe et nyt paradigme for transport i USA? Biden-administrationen forsøger at få vedtaget en infrastrukturplan til samlet 2.000 mia. dollar. Det kunne derfor har magasinet The Verge spurgt transportministeren, hvordan har ser fremtiden for transport i USA. (Det skal her bemærkes, at langt fra alle pengene skal gå til det vi i Danmark normalt vil lægge ind under infrastruktur) Her sammenligner han blandt andet amerikanernes forhold til benzinbiler og heste. Han taler også om mikrotransport, bæredygtig luftfart, skibe og cykelkultur i Washington. Han virker som den voksne med de store visioner, som de amerikanske demokrater længe har ønsket sig. Men kan han på fire år virkelig når at skubbe udviklingen i et land, hvor benzinbilen er en så fasttømret det af kulturen? Læs interviewet her: The Verge

Første trinnet af den kinesiske LongMarch 5B, opsendt den d. 29 april 2021 fra Wenchang Satellite Launch Center, er her til morgen genindtrådt i den nedre del af Jordens atmosfære. Vragstumper, der overlevede nedbremsningen i atmosfæren, er faldet ned i det Indiske ocean. Jeg har sat nedslagsstedet for raketten ind på kortet nedenfor (se krydset). Ellipsen i Atlanterhavet udfra Afrika viser det omtrentlige nedslagssted for den første LongMarch 5B's 1. trin. De brede stiplede linier ligger på 41,5° henholdsvis nord og syd. Rakettens baneplan havde en inklination med ækvatorialplanet på 41,5°. Linierne afgrænser således det mulige nedfaldsområde for vragstumper. Illustration: René Fléron