Markedsmekanismer og ’loss and damage’ er de svære knaster i forhandlingerne i årets COP25 i Madrid. Selvom der allerede findes en global klimaaftale fra Paris, så er der mange ting, som skal forhandles for at klargøre detaljerne. Denne blog kikker på, hvad der er sket i den første af de 2 uger’s klimatopmødet COP25 i Madrid, som betyndte i mandags. 1) Den første knast handler om brug af markedsmekanismer med køb og salg af **CO2-kvoter**. Logikken bag køb og salg af CO2-kvoter er, at nedskæringer i drivhusgasser kan udføres, hvor det er billigt. Fattige lande kan sælge kvoter og dermed tjene penge på at udsende færre drivhusgasser, mens rige lande kan købe kvoter og dermed ikke behøver skære i deres udledning selv. Det bemærkes, at aftalen i fredags om den nye danske klimalov siger, at der ikke ønskes at anvende reduktionsmekanismer til opfyldelse af 70 pct.-målet i klimaloven (hvis det ikke viser sig nødvendigt lige før 2030). Desværre planlægger mange lande at opfylde deres forpligtelser ved at betale for udledningsreduktioner i andre lande og trække det fra i landets eget udledningsregnskab. Artikel 6 var det eneste eneste i regelsættet (rulebook) for Paris aftalen, som ikke blev vedtaget for ét år siden i COP24 i Katowice, hvor Brasilien stillede sig på bagbenene og ikke gav sig på trods at at forhandlingerne fortsatte næsten én dag længere (om lørdagen). Det er svært at forhandle med præsident Bolsonaro, som vil have mange penge for ikke at opdyrke Amazonas regnskoven. Efter den første uge’s forhandlinger i Madrid kniber det stadigvæk. Megen tekst er sat i parenteser (som der sker i forhandlingerne). Danske Verdens Skove og mange andre NGO’erne er bange for et kompromis med Brasilien og andre lande, som åbner for dobbelttælling om at tælle reduktionen af emissioner. Centralt i forhandlingerne er også, hvordan der skal tælles. De hidtidige erfaringerne er ikke gode med kvotesystem i Kyoto-aftalen fra 1997, som er ved at udløbe. Klimarådet’s analyse er kommet til den anbefaling, at Danmark ikke gør brug af den mulighed ([link ](https://ing.dk/artikel/klimaraad-advarer-regeringen-destruktion-co2-kvoter-virker-foerst-80-aar-195653)). Kina og Indien er svære i disse forhandlinger, fordi de ligesom Brasilien har et stort overskud på kvoter og projekter, som allerede er gennemført. Disse bør ikke overføres til Paris aftalen (som starter i 2020). Disse lande står i en situation, hvor efterspørgslen er faldet efter at EU sagde, at de ikke længere skulle købe kvoter for at opfylde deres klimamål. I forhandliner her i Madrid er er EU imod en overførsel af kvoter fra før 2020. 2) **Loss and Damage** (tab og skader) er den anden vanskelige knast, som handler om håndteringen af de alvorlige konsekvenser, der følger klimarelaterede katastrofer. Et tragisk eksempel er cyklonerne Idai og Kenneth, der tidligere i år ramte Mozambique, Malawi og Zimbabwe i det sydlige Afrika. Meget tyder på, at cyklonernes styrke var direkte relateret til klimaforandringer. Indbyggerne i disse lande har dog ekstremt lave akkumulerede udslip af drivhusgasser og har dermed et meget lille ansvar for den globale opvarmning. Som det især fremføres af forhandlerne fra ø-staterne (the alliance of small island states AOSIS, som de hedder i forhandlingerne), er det de fattigste mennesker i de ramte lande, der har mistet det meste i katastrofer med eksempel oversvømmelse, tørke, hedebølger, skovbrande og højere hav-niveau. Landene har mulighed for at låne penge fra Verdensbanken, men disse skal betales tilbage med rente og leder til en forøgelse af fattige landes gæld. Det er ikke fair, og netop derfor kommer der mange følelser og stærke holdninger i spil, når landene i Madrid skal diskutere, hvordan ’Loss and Damage’ håndteres. 3) Der er overraskende lidt om **teknologi** i COP25. I mandags var der et møde om unges engagment som ”climate tech entrepreneurs”, som blev organiseret af CTCN. Dette står for ”[Climate Technology Centre and Network](https://www.ctc-n.org/)”, som ligger i FN byen i København. Et forhandlingsmøde pegede på, at det kniber med finansiering af CTCN. De kan nævnes, at Danmark har givet en igangværende bevilling på 11 mio. kr. I fredags var der et møde om ”Development and Transfer of Technologies: Poznan strategic programme”, hvor der blev udtrykt bekymring over at der ikke gøres nok for at lave de såkaldte ”technology needs assessments i de fattigste lande og ø-stater. 4) Dette er ikke en knast i forhandlinger, men problemet er at udføre beslutningen om **ligestilling**. Nemlig at der på COP25 er et review the UN Climate Change’s gender action plan, som har til hensigt at “advance women’s full, equal and meaningful participation, promote “gender-responsive climate policy” and the “mainstreaming” of a gender perspective. På mit hotel bor en forhandler fra Costa Rica, som har fremlagt deres flotte action plan. Men hun fortæller mig, at det er trist at så mange lande er negative overfor ligestilling i klima arbejdet. Ofte også overfor menneskerettigheder. 5) Den gennemgående knast er de nationale klimaplaner, hvor landene har deadline næste år med at indlevere mere **ambitiøse reduktionsmål** før klimatopmøde i Glasgow i december 2020. Den sidste måneds rapporter fra FN har vist, at de nuværende planer ikke er ambitiøse nok, og at der skal skrues gevaldigt op for ambitionerne, hvis de globale målsætninger skal overholdes ([se link](https://www.dr.dk/nyheder/viden/klima/fn-noedraab-vi-er-laengere-fra-redde-klimaet-end-nogensinde)). For at nå 1,5-gradersmålet skal verden reducere emissionerne med hele 7,6 procent hvert år indtil 2030. 6) **Rapportering**. Jeg har i den forløbne uge fulgt forhandlinger om rapporteringsregler, hvor det er sjovt at være ingeniør. Det handler nemlig om, hvordan en standard-Excel skal sættes op for landenes rapportering hvert andet år til FN. Det hedder i forhandlingerne ”Common Tabular Format (CTF)”. Den 1. januar 2020 er der deadline for at aflevere Biennial Reporting (nr. 3 dækkende 2017 og 2018), som ligger offentligt på FNs klimasekretariat se, hvordan Danmarks forrige rapport så ud ([link til excel](https://unfccc.int/documents/198837) og [link til](https://unfccc.int/documents/28946) 705 sider tekst og tabeller) om Danmarks GHG inventories, technology transfer, capacity-building and climate finance og en lang række andre informationer. Forhandlingerne i Madrid sigter på at nå enighed om, hvordan rapporteringen skal se ud fra Paris aftalen træder i kraft 1 januar 2020. Jeg ser frem til på tirsdag at fortælle om forhandlingerne til IDA formand Thomas Damkjær Petersen, som kommer for at følge COP25 de sidste dage frem til på fredag d. 13 december.

Med klima-briller på, var det spændende at åbne filen med finanslovsaftalen. Hvor der står: a) oprette ”Danmarks Grønne Fremtidsfond” med en samlet kapacitet på 25 mia. kr. i offentlig og private investeringer i grøn omstilling og b) 150 mio. kr. til klimabistand i fattige udviklingslande. a) En ny fondskonstruktion skal aktivere 25 mia i offentlig og private investeringer i grøn omstilling, herunder udvikling og udbredelse af nye teknologier, omlægning af energisystemer til vedvarende energi, lagring og effektiv anvendelse af energi. Endvidere at fremme af eksport af grøn teknologi, særligt inden for vind. Samtidig skal fonden bidrage til at løse de udfordringer, som klimaforandringerne og en voksende verdensbefolkning skaber i form af fødevaremangel og vandknaphed. Det fremgår ikke, hvilken andel af fonden som sigter på udviklingslande. For at sikre en hurtig igangsættelse lægges der op til, at fonden etableres på skuldrene af eksisterende og velafprøvede ordninger. Langt det største beløb på 14 mia. kr. går til at styrke Eksportkredit Fonden (EKF), som bidrog til Lake Turkana i Kenya. Et projekt der samlede investorer til ca. 5 mia. kr., hvor 365 Vestas møller (type V52) i dag producerer ca. 17% af Kenyas samlede el-forbrug. I det projekt havde IFU også en rolle, som står til at forvalte 1 mia. kr. i den kommende grønne fond. Andre deltagere er Vækstfonden med 4 mia. kr. og Danmarks Grønne Investeringsfond med 6 mia. kr. Når den Grønne Fremtidsfond skal investere pengene i projekter, er der en risiko for, at nogle af pengene vil gå tabt. Derfor har regeringen afsat millioner af kroner til såkaldt »statsfinansielle risici«. Konkret afsættes 76 millioner kroner i 2020, 170 millioner kroner i 2021 og 264 millioner kroner årligt fra 2022 og frem. Dette gøres via Eksportkredit Fonden, EKF. som hjælper danske virksomheder med at garantere sine kunders finansiering. Det betyder, at fonden vil kunne garantere grøn eksport for 14 milliarder ekstra. Finansieringen er underskudsdækning eller en garantiprovision. Det er værd at huske, at en god eksportkredit er én, som ikke bruges (derfor koster de kun 264 mio. årligt til at dække tab fra 2022). Så man kan få meget ud af relativt få midler, som bl.a. kan minimere tab ved økonomiske og politiske risici, der kan være i udviklingslande. Jeg husker som eksempel, at COWI havde et stort tab med lufthavnen i Oman, som påvirkede COWI's resultat i flere år. b) Der er i aftalen en formulering ”*Der afsættes additionelt 150 mio. kr. i 2020*”. Det er værd at bemærke brugen af ordet "additionel". Det med "new and additionel" blev vedtaget i COP15 i 2009 i Bella Centret. Dertil kommer, at Danmark er på den laveste ulandsbistand i 40 år, så ulandsorganisationerne har advaret mod at tage klima-støtten fra de 0,70% af bruttonationalindkomsten (BNI). Det største behov ift. at anvende de ekstra 150 mio. kr. vil være til klimatilpasning (adaptation) i de fattigste lande. Paris aftalen indeholder et løfte (fra COP15 i København) om at give ulandene 100 mia. USD fra 2020. OECD har opgjort at verdenssamfundet er nået til 72 mia. i 2017, men disse er meget skævt fordelt mellem adaptation og mitigation (reduktioner) – som ifølge Paris aftalen skulle være nogenlunde lige store. Men adaptation har kun nået 13 mia. USD og skal således mere end tre-dobles for at nå halvdelen af de 100 mia. USD pr. år. Det taler for, at Danida anvender denne støtte til klimatilpasning (og modstandskraft-resilience) i fattige lande. Aftalen om finansloven gør, at der sker mere end en fordobling i 2020 til miljø og klima - fra 630 mio. kr. (2019) til 1.445 mio. kr. (2020). Se [nærmere i denne blog](https://ing.dk/blog/analyse-miljoe-klimabistand-finanskonto-634-229304). Tillagt klima-delen i landbrug, vand- og andre programmer bliver det i størrelsesordenen 2 mia. kr., så der er stadigvæk langt op til de 5 mia. kr. som ifølge sidste [afsnit i Borgerforslaget](https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-02233) er et rimeligt niveau for Danmark.

Tidligere i år havde Financial Times en artikel indrykket under denne overskrift. Der har været mange historiske variationer og fortolkninger af det koloniale udnyttelsesmønster. Meget har ændret sig, men i Afrika har den økonomiske model udviklet af europæerne vist sig at være vanskelig at udskifte. Handel fortsættes gennem den politiske elite, og merværdi tilføjes først varer, når de har forladt kontinentet. Det flerårige puslespil om Afrikas udvikling i den postkoloniale æra har omhandlet, hvordan man bryder modellen. Hvordan kan man trække Afrika ud af dens 'udnyttelseshistorie'? ##Techvelopment – den nye åbenbaring? For nogle ligger svaret i vestens nye teknologier, fremmarch af sociale impact start-ups, tech-entreprenører, angel-investorer, øget kommercialisering og øget forretningsgørelse af den humanitære sektor, techvelopment og innovative humanitære løsninger i verdens brændepunkter. Den teknologiske revolution er begyndt at få en omfattende indflydelse på kontinentet. Mange tror nu på, at innovation og techvelopment kan redde kontinentet – tanken om, at Afrika kan undslippe sin fattigdom og koloniale arv ved at ’leapfrogge’ dvs. springe hele udviklingsstadier over. Det tydeligste eksempel på dette har været Afrikas spring direkte over til mobiltelefoner, næsten udelukkende ved at omgå fastnetsteknologien. Løsningsmæssigt ligger der en masse potentiale i såvel innovative hightech- som lowtech-løsninger. Det tror jeg ikke, mange er uenige i. Uenigheden består i højere grad af en bekymring for den øgede forretningsgørelse af den humanitære branche; at de alliancer, der skabes med virksomheder i nord, alene har til formål at penetrere det globale syd som marked og især det afrikanske marked, samt hvorfor man ikke i stedet allierer sig med tech- og andre innovative virksomheder i det globale syd. Den bagvedliggende bekymring handler om ejerskab og kontrol. Hvad hvis tech-industrien i det globale nord er langt fra at være en befriende og bæredygtig kraft, men i stedet viser sig at være en ny slags kolonialist? ##Hvem disrupter hvem? Det er ikke længe siden, jeg hørte en topleder fra en dansk tech-virksomhed udtale, at tech-industrien har disruptet den humanitære branche. Min umiddelbare reaktion var: Tværtimod – den humanitære sektor har disruptet tech-industrien og inspireret til udviklingen af social impact-drevne tech-løsninger i det globale syd. Den humanitære sektor har jo i årtier arbejdet med impact og kvantificering af disse. Det, som kommer tættest på sandheden, er nok, at vi har inspireret og disruptet hinanden. Benyttes denne gensidige disruptive kraft omkring et fælles purpose samtidig med, at vi i den humanitære branche ikke går på kompromis med etikken både i forhold de løsninger, som skal hjælpe verdens fattigste på mere transformative og bæredygtige måder, men også løfter ambitionen op til at handle om at transformere den økonomiske model for Afrika og relationen mellem nord og syd, er der potentielt større chance for, at vi kan få gavn af hinanden og skabe såvel bæredygtige løsninger som bæredygtige økonomiske modeller i syd. Er tiden ikke også inde til det? Inde til, at vi innoverer sådan for alvor i forhold til den post-koloniale økonomiske model, samarbejdsformer, købmandsskab og skaber ligeværdighed i økonomiske aftaler og partnerskaber imellem nord og syd? Bør ambitionen ikke også være en gang for alle at sætte en stopper for den postkoloniale arv og det økonomiske afhængigheds- og udbytningsforhold? Jovist er det vanvittigt ambitiøst – tenderende til opportunistisk, but why not – in the name of innovation? Det ville jo også betyde et opgør med ’giver og modtager’-relationen, som man i virkeligheden kan stille fundamentalt spørgsmålstegn ved. Dvs. hvem der rent faktisk giver, og hvem der modtager, som de økonomiske modeller i nord-syd er skruet sammen i dag. Det vil alt sammen kræve, at vi i den humanitære branche er vores rolle utroligt bevidst, at vi holder fast i kerne og grundværdier, er modige, disruptive og har etikken fuldstændig på plads, og at vi også vover at sige nej tak til private virksomheder i det globale nord, når virksomheder i syd kan levere samme teknologi, know-how og kapacitet. At vi insisterer på ikke at ende som gatekeepers for virksomheder i nord, der blot søger nye markeder og hurtig kapital i syd. Ønsker vi at disrupte den postkoloniale arv og den iboende atavisme (tilbageslag i en udviklingsproces) i såvel humanitære praktiser og i nord-syd-relationen, er det så ikke bl.a. en forudsætning, at vi primært indgår partnerskaber med virksomheder i syd, når det er muligt? Mangler der en leverandør i syd eller kapacitet til at levere, er vi vel som minimum forpligtet til at sikre, at den respektive virksomhed i nord har en kobling til lokale virksomheder og kan bidrage med eks. kapacitetsopbygning og den vej igennem bidrage til udviklingen af erhvervslivet i de respektive lande. Det er også den vej CARE Danmark i stigende grad ønsker at gå i fremtiden. Dvs. øge vores samarbejde og koblinger til såvel lokale virksomheder som lokale tech og innovations hubs/labs i det globale syd. Vi har bl.a. fornyeligt gennemført lokale markedsdialoger i forbindelse med en af vores nyere innovationsfyrtårne CAMP+ - udviklingen af verdens første klimavenlige flygtningelejr. ##Frontrunners i syd Fornyelig var CARE i Mozambique for at afholde en ideation workshop om klimainnovation, som konsekvens af årtier med markante klimaudfordringer, der i år kulminerede med to ekstreme klimakatastofer/cykloner, der ødelagde store dele af landet, tog mange menneskeliv og delte landet – bogstavelig talt - i to for en tid. Jf. FN ødelagde cyklonen for over 100 millioner USD værd af huse, afgrøder og infrastruktur, inklusive kystfiskeriet. Mere end tusinder mennesker døde under stormen, og hundreder af tusinder blev hjemløse og internt fordrevne. Efterdønningerne er fortsat mærkbare. Mange skoler og hospitaler er endnu ikke genåbnet. Veje langt fra funktionelle og der er pt. en sultkatastrofe i regionen, som resultat af cyklonerne. Til denne ideation workshop havde vi inviteret lokale grønne tech-virksomheder, start-ups, tænketanke, klimaforskere, lokale NGOer – ja, alle mulige lokale og regionale grønne frontrunners inden for innovation og tech. Deres innovationskraft og progressivitet slog benene væk under os. Der hersker en privat sektor af yderst progressive tech og grønne frontrunners i syd, som kender egne udfordringer bedre end nogen andre, og hvor kreativiteten, innovationskraften og ambitionsniveauet er skyhøjt. Og som er langt foran mange tech start-ups i norden, når det handler om innovative løsninger tilpasset det globale syd. Afrikas tech-industri oplever i øjeblikket en hastig vækst med over 600 aktive tech hubs på kontinentet. Det er en stigning på 40% fra 2018. Nigeria og Sydafrika har hhv. 85 og 80. Den kenyanske tech-iværksætter John Karanja lancerede BitHub, en inkubator for crypto-currency i 2015. Etiopiens regering håber angiveligt, at en tech-centreret økonomi kan skabe 3 million nye jobs og endelig er Rwanda i gang med at etablere Afrikas første Silicon Valley (KIC - Kigali Innovation City) og sådan kunne jeg blive ved. Er tiden ikke inde til, ikke alene at innovere på løsningsniveau, men at søge at lave en turn-around i nord-syd-relationen og arbejde hen mod et opgør med den koloniale arv en gang for alle? Hvorfor håndterer de to udfordringer samtidig? Netop fordi den nye innovation og techvelopment-dagsorden kan risikere at forstærke reproduktionen af den koloniale narrativ, hvis ikke vi er ekstraordinært opmærksomme på dette. Hvis vi vil undgå at skrive os ind i en (innovations og techvelopment) epoke og ny historie, der forstærker disse forhold, skal vi handle nu og ikke alene lade os drive med af innovative humanitære løsninger og forretningsmodeller, der alene tilgodeser erhvervslivet i norden, men i allerhøjeste grad også bidrager til udviklingen af det lokale erhvervsliv, bæredygtige og ligeværdige økonomiske modeller i det globale syd. Det er lige præcis nu, at vi er nødt til at finde modet frem til radikalt at disrupte. Ellers er der potentielt stor risiko for, at vi reducerer vores rolle til gatekeepers eller ’investeringsagenter’, som legimiterer en form for ’new age-kolonialisme’ i techvelopment og innovationens navn. Humanitære praksisser har i årtier mere eller mindre ubevidst reproduceret koloniale narrativer, men med disse nye dagsordener, som involverer en konvertering af dele af det humanitære arbejde til forretning, er der risiko for, at vi bidrager til at forstærke denne narrativ og relation og dermed kan miste legitimitet og troværdighed. Omvendt, hvis vi lader os drive af en lige så stærk innovationskraft i forhold til forretnings, økonomisk og samfundsmodel som omkring purpose og impact i det globale syd, kan potentialet for transformativ forandring og et endeligt opgør med den koloniale narrativ måske også en dag være inde for rækkevidde. Jovist lyder det overambitiøst, men lige så crazy, som vi opfordres til at være, når vi innoverer omkring løsninger, lige så crazy kan vi vel beslutte os for at være i ambitionen om en ny fortælling i relationen mellem nord og syd?

Jeg efterlyste i min seneste blog forslag til hvorledes vi med ny teknologi m.v. kunne medvirke til at reducere CO2 udledning fra transportsektoren. Og tak for de mange kommentarer. Der kredses i indlæggene meget om hvor meget det skal koste at køre med kollektiv trafik og i bil. Nogle mener den kollektive trafik skal være gratis. Det lyder besnærende, men skal det ikke! Det viser en helt ny rapport fra Transportministeriet også. For det vil primært flytte cyklister og forgængere over i den kollektive trafik og ikke ret mange bilister. Det vil have langt større effekt at anvende pengene til at gøre den kollektive trafik bedre. Og det er der da også en del af indlæggende, der peger på. Der peges også på, at det skal belønnes at være flere i bilerne. Det nævnes bl.a. at i Belgien på nogle motorveje med 4 spor er sporet til højre reserveret til busser og taxi - OG til biler med 3+ personer. Var det ikke noget for Køge Bugt Motorvejen og for busbanerne. Og så kredser indlæggene meget om prisen på at køre i bil. Det er de seneste 12 år blevet meget billigere at køre i bil. Det startede med en omlægning i 2007 hvor biler med lav CO2 udledning (dengang ca. 25% af bilerne) blev billigere. Den teknologiske udvikling har betydet at mange biler på markedet i dag opfylder kriterierne. Og denne omlægning er senere fulgt af flere afgifts reduktioner. Det blev sagt i 2007, at det ikke skulle være dyrere at være bilist. Og dette løfte er blevet holdt – godt og vel. Det er blevet meget, meget billigere. Og resultatet taler sit tydelige sprog - der er pumpet 400.000 biler mere ud på de danske veje de seneste 12 år. Og de er blevet større - 25% af alle nye biler er i dag SUV’er. Så selv om afgiftslettelser skulle give mindre CO2, ja så stiger den fortsat på grund af de mange nye og større biler. For danskerne nedsætter ikke deres budgetter til transport – snarere tværtimod. De køber blot flere biler hver gang afgifterne er blevet reduceret. Det paradoksale er, at drøftelserne om bilafgifter har været ført af skatteministeriet, og det primære fokus har været om staten kunne bevare provenuet fra biler. Så Skatteministeren skal måske sidde med ved bordet når Transportminister Benny Engelbrecht skal i gang med at forhandle en ny masterplan for mobilitet på plads. For her bør det også drøftes hvorledes transportbehovet kan reduceres. Og transportsektoren er også med i de igangværende forhandlinger om Finansloven for 2020. En tilbagespoling af nogle af de mange afgiftslettelser kan give ekstra provenu, som passende kan anvendes til bedre kollektiv trafik. Men det kan først få indvirkning på CO2 bidraget på sigt. Hvis vi her og nu skal til et reducere CO2 aftrykket fra transportsektoren kan det ikke udelukkende klare det ved flere el-biler. Vi er nødt til at reducere aftrykket fra den eksisterende bilpark. Og her er der kun en løsning – det skal desværre være dyrere at bruge bilen. Det kan evt. ske ved en hævning af afgifterne på diesel og benzin eller ved indførelse af kørselsafgifter. Der er desværre ingen vej udenom, såfremt vi bilister skal tage vore del af ansvaret for at reducere den fortsat stigende CO2 aftryk. Så jeg kan konkludere ved at citere et af kommentarer til min seneste blog: Det skal være: - Dyrt at bruge offentligt transport (som nu) - Dyrere at have bil og af og til bruge offentlig transport - Dyrest at have bil og kun køre i bil Og så vil færre biler på vore veje faktisk også give væsentlige reduktioner i den meget stigende trængsel. Men det er hel anden historie.

Lige siden 1972 har der været folk der har frygtet at EU var ved at udvikle sig til den østlige version af USA. Frygten synes temmelig ubegrundet efterhånden. I USA har de f.eks kun 100 dage mellem valgkampene til præsident og føderalregeringen. I EU er der mere opmærksomhed på - æhh - stort set alt andet, end at vi fik ny præsident og føderalregering igår. Men det gjorde vi altså. Præsidenten hedder Charles Michel, er belgier og minder i sin fremtræden mest af alt om en formningslærer for 2A som er helt umulig at bringe ud af fatning. Statsministeren er tysker, hvilket ihukommende den gamle vits om europæisk himmel&helvede måske ikke er så tosset... Den ene vicestatsminister er vores egen og I BXL efterhånden højtelskede Margrethe Vestager. Første arbejdsdag for vores ny føderalregering er COP25 klima topmødet, som mere eller mindre bestemmer om vi vores delstatsregering kan have sæde i det entrale København også om hundrede år uden redningsveste. Men det er tydeligvis ikke noget der interessere hverken pressen eller borgerne her i landet... *phk*

Den korte version er: Et patent er et dokument, der beskriver en opfindelse grundigt nok til, at en person, der arbejder i samme tekniske felt, ville kunne lave opfindelsen. Derudover giver et godkendt patent ejeren ret til at stoppe andre fra nationalt at kommercialisere det, der er defineret specifikt i de godkendte patentkrav. En patentansøgning er et patent der ikke er blevet udstedt endnu. Det kan man ikke håndhæve – og så alligevel lidt, for hvis det bliver godkendt har det tilbagevirkende kraft. Det er derfor man fra tid til anden hører patent pending som en slags reklame. Den lange og forhåbentligt lidt mere forståelige version – kommer her: ## Hvad indeholder et patent Der er nogle officielle regler for præcis hvilke afsnit og hvilket indhold, der skal være. Det varierer fra patentmyndighed til patentmyndighed men lidt løst sagt skal der være beskrevet følgende: Hvilket felt har vi med at gøre? Hvad plejer man at gøre indenfor det felt? Hvad er det særlige ved, hvordan man gør med den nye opfindelse, og hvordan fungerer den? Hvad er det for et teknisk problem, der bliver løst af opfindelsen? Der skal også gerne være nogle figurer, der viser, hvad det går ud på (især i fysik-/mekanik-patenter) eller data der dokumenterer, at det kan lade sig gøre (især kemipatenter, som jeg dog primært ved noget om, fra når jeg overhører, hvad min kollegaer snakker om). Og endelig er der så patentkravene, som er det, der virkelig tæller for patentets ejer – og dem der gerne vil udenom det. Ideen bag det hele er, at et patent giver ejeren retten til den kommercielle gevinst, mens den brede befolkning, inklusive konkurrenter, får mulighed for at lære noget nyt. Derfor er det reglen, at hvad end man vil have patent på, så skal det være beskrevet så udførligt, at en person, der arbejder inden for opfindelsens tekniske område, selv kan lave opfindelsen på baggrund af beskrivelsen. Problemet kan være, at ansøgningen bliver skrevet for ejeren, så opbygning og formuleringer er lavet til at kunne støtte kravene mere end til egentlig at forklare, hvad der foregår. Men hvordan patenter har deres helt eget sprog, tager vi en anden gang. ## Krav til kravet Den store ”fælde” i patenter er, at man ikke får beskyttelse for alt, hvad man nævner i beskrivelsen. Det giver stadig mening at skrive alle sine tanker og forskellige variationer ind, fordi det kan spænde ben for andre, men det er kun det, der står i patentkravene, som ejeren af patentet kan håndhæve. Hvis vi nu forestillede os, at du vil tage patent på en symaskine med en indbygget saks, kunne du for eksempel skrive i ansøgningen, at symaskinen kunne være lavet udelukkende af træ, eller at den kunne være drevet af en motionscykel. Fordi du har skrevet (og publiceret) det, er det ikke længere en ny idé, og andre vil ikke kunne tage patent på en symaskine drevet af en motionscykel. Heller ikke selvom du selv kun har beskyttelse for den indbyggede saks. Så hvad er kravet? Det er en ret teknisk formulering af den ting eller metode, du gerne vil beskytte. Selve kernen i din opfindelse. Det formuleres så bredt som muligt, for at du ikke risikerer, at andre nemt kan smyge sig udenom ved at ændre en lille detalje. Derfor er det sjældent let læseligt. Et krav på en saks til en symaskine kunne se sådan her ud (løst oversat fra [US2920592A](https://worldwide.espacenet.com/patent/search/family/024729503/publication/US2920592A?q=US%202920592%20A) fra 1957): En automatisk trådskæreenhed til fastgørelse på en symaskine omfattende - to arme drejeligt fæstnet til hinanden i den ene ende, - en i længderetning bevægelig anordning til montering af en fæstningsanordning, der tillader justering af en af armene i forhold til den anden af armene, - komplementære klinger monteret på armenes frie ender, og - anordning til at føre klingerne til skærepositionen. Så altså: en saks. Grunden til at det beskrives så snørklet er, at hvis man blot havde skrevet ”en saks”, kunne en konkurrent for eksempel montere to barberblade, som kunne roteres og altså virke ligesom en saks, men ikke længere krænke patentet, fordi de jo ikke som sådan er en saks. Groft sagt. Det er også derfor man ofte vil støde på ord som ”anordning”, ”middel til” eller lignende (svarende til engelsk ”means”), fordi hvis man havde skrevet noget mere specifikt, så som et håndtag, kunne andre lave et snoretræk, eller have det styret ved at trykke på en knap, og så er det strengt taget noget andet og ikke beskyttet. ## Retten til at stoppe andre Der er to misforståelser jeg ofte støder ind i, når man snakker om, hvad man kan med et patent. Først og fremmest giver et patent ikke ret til at fremstille eller sælge noget som helst. Det giver kun ret til at stoppe andre fra at kommercialisere din beskyttede opfindelse. Og kun i de lande, hvor dit patent er godkendt. Det betyder altså også, at du kan få dig et patent på noget, som du faktisk slet ikke selv har lov til at lave, fordi det er dækket af nogen andres patent. Bum bum. Hvis vi fortsætter med symaskine-eksemplet, har du nu fået patent på at integrere en saks i symaskinen, men du har stadig ikke ret til at lave og sælge symaskiner med sakse på. Kun til at stoppe andre i at gøre det. Hvis nu for eksempel der er en anden, der har patent på symaskinen og en tredje, der har patent på elektriske symaskiner, ja så må de faktisk stoppe dig fra at sælge symaskiner uanset hvilken smart ting, du yderligere har sat på. Men forhåbentlig kan I finde frem til en aftale, hvor du enten sælger dit patent til dem, eller du får licens på at lave symaskiner, så alle får noget ud af det. [>>media:143238|En skitse af hvad, hvilket patent kan dække. Hvis nogen har den yderste cirkel på en symaskine helt generelt, må de forhindre alle andre i at lave noget indenfor den cirkel. Er det en anden der opfinder en elektrisk symaskine, er det stadig inden i den store cirkel, men ejeren af det genreelle symaskinepatent kan nu stoppes fra at lave en elektrisk symaskine og har således kun selv frihed til at lave maskiner, der ligge rudenfor den indre cirkel. Men ejeren af det bredeste patent kan stadig stoppe den nye spiller på markedet fra at kommercialisere sin elektriske symaskine uden en aftale eller licens.] Og så plejer den efterfølgende kommentar at lyde noget i stil med ”Men Louise, hvad så med lille William, hvis han laver sådan én i skolen?!” Bare rolig, man må kun stoppe andre fra *kommercialisering* af det, man har patent på. Så selv, hvis William i metalsløjd laver en saks til at sætte på symaskinen derhjemme, må du ikke stoppe ham fra selv at bruge den eller give den til sine forældre i julegave. Hvis han derimod giver sig til at starte sin eget symaskine-iværksætteri og laver flere, som han sælger hjemme på sin villavej, kan du til gengæld komme og stoppe ham – hvis du altså opdager det. William behøver nok i det hele taget ikke rigtig at bekymre sig om patenter, med mindre han er klar til at starte en masseproduktion. Hvad er din branches klassiske misforståelse?

Vi har nu i en god måneds tid skåret pladedele til vores Spica-raket på vores store CNC-plasmaskærer. *Store runde cirkler i metalplade. Det er ikke svært længere. Ringen er en flange til en forlængelse af vores rumkapselmodel.* *Her er den nødvendige skægtrimmer til plasmaskåret plade.* *Plasmaskæreren kan klare de store pladestørrelser. To mand står gemt bag pladen.* *Plasmaskårne dele til Spica. Intertank-svøb til venstre, små ribber til samme til højre.* Den har været ret længe undervejs, da vi løb ind i uforudsete problemer med elektronikken i indkøringsfasen. Alt så ellers ret lovende ud, efter at vi havde samlet mekanik og styre-elektronik, og kørte de første ture med maskinen. Mekanikken med de lange føreskinner, slæder, tandremme og steppermotorer var lydefri og opførte sig rigtig pænt. Den PC-baserede styring af motorerne virkede også som den skulle, ingen tabte pulser, og fin repetérbarhed på systemet som helhed. Men da vi startede inverteren til selve plasmaskæreren og forsøgte at skrive "Hello World" blev det nærmest til "Hell No!". Det så ud til at styrekortene til steppermotorerne lagde ekstra pulser ind, og dernæst – nogen gange - tog de ekstra pulser ud igen. Med andre ord, vi havde støjproblemer. ## Det er tændingsstøj. Da rektankler og cirkler blev skåret korrekt, men flere rektankler lå forkert i forhold til hinanden, stod det hurtigt klart at støjen stammede fra tændingen af plasmahovedet. Vores inverter og plasmahoved benytter HF-tænding, og spændingen på denne reguleres med et gnistgab. Samme teknik som Marconi i slutningen af det nittende århundrede brugte til trådløs telegrafi. Så der blev filtreret til den store guldmedalje. Kilovis af ferritkerner blev monteret på kablerne. Endestop-følerne blev galvanisk isoleret. Forsyningsspændingerne på styrekort og interfaceprint blev afkoblet med ekstra kondensatorer. Lige lidt hjalp det. Kun når skabet med styrekort var helt uden forbindelse med følere og motorer var støjen tilstrækkeligt undertrykt. Der var altså ingen vej udenom - vi måtte fjerne støjkilden, i stedet for at immunisere styringen. Heldigvis havde et af forenings medlemmer medbragt sin egen plasmaskærer, en model fra Biltema, og den bruger et andet tændprincip, med et lufttryksaktiveret stempel i plasmahovedet. Vi kunne derfor, ved forsøg, overbevise os selv om, at dette tændprincip ikke forstyrrede vores styring, selv når alle motor- og følerkabler var monteret som de skulle. ## Den søde ventetid. Så et plasmahoved med luftstempeltænding blev fundet og bestilt, og mens leveringstiden slæbte sig afsted, blev HF-tændingen i inverteren koblet fra, og alle de rigeligt lange kabler på maskinen kortet af og sat pænt fast på rammen. Da vi var ret sikre på at alle vores trængsler - i hvert fald dem der skyldes HF-tændingsstøj - nu snart ville være ovre, blev de tre vandbakker i plasmamaskinen svejset sammen til én stor, der blev lagt riste i (vi havde hidtil kun haft to riste liggende i den ene bakke, nu er der seks riste i den store bakke), og der blev 3D-printet en ny holder til det nye plasmahoved. *De tre vandbakker svejses sammen.* *Mens ventetiden slæber sig afsted kan man jo lege med vand og lave små hjælpeværktøjer til swirlerfremstilling.* *Der fjernes sediment i vandbakken før nye skinner til ristene lægges på plads.* *De nye riste er på plads i den sammensvejsede vandbakke, og det nye plasmahoved afprøves.* ## Nu er vi på plads. Vel ankommet blev det nye plasmahoved monteret for enden af det lange styrekabel med luftslange, og under andægtig opmærksomhed blev vores faste testskæremønster startet på styre-PC'en. Og det virkede! Siden vi nu kan styre plasmahovedet uden at Marconi blander sig, er styringen blevet forfinet, så vi kan skære på ujævne emner, som en lidt bulet plade, eller en endebund til en tank. Og skærestrøm og skærehastigheder til forskellige pladetykkelser og materialer er blevet karakteriseret og lagt i tabeller på styre-PC'en. *Der laves prøveemner for at vælge bedste skærehastighed og strømstyrke.* Så nu producerer plasmaskæreren pladedele til især Spicaelementer i stort antal. Dog har vi for nyligt haft et nedbrud, da nogle store modstande i inverteren brændte af. Det viser sig at deres pulsbelastningsspecifikation ikke kan tolerere den startstrøm som luftstempeltænding forårsager. De er ellers rigeligt dimensioneret i forhold til driftstrømmens størrelse. Så dem har vi måttet skifte ud med en bedre egnet type. *Der fejlsøges efter et nedbrud. Den nu frakoblede Marconi-sender ses bag frontpladens grå drejeknap.* ## Udvidelse med laser. På et tidspunkt skal vi også have udvidet maskinens skærehoved-sortiment. AfLDT (Afdelingen for Langsomt Dalende Ting) har indkøbt en laser som afdelingen gerne vil bruge til at skære faldskærms- og balluttekstiler med, og det kræver både at der bliver lavet en passende holder til laseren og tilføjet nogle kabler til de kabelkæder der løber mellem styreskab og plasma/laser-skærehoved.

Idag er det præcis 5 år siden, jeg startede med at skrive Toxblog. Selvom det har været en stor fornøjelse at skrive om min forskning, om mine rejser og om giftige dyr, så takker jeg af for denne gang. Heldigvis er der dog en plan for, hvordan Toxblog fortsætter og måske endda svinger sig op på et højere niveau med en ny skribent. *Toxblog's nye skribent, Timothy Patrick Jenkins, i kamp med en slange.* For 5 år siden skrev jeg mit første indlæg for Toxblog i forbindelse med, at [jeg modtog titlen som Danmarks Sejeste Ingeniør](https://ing.dk/blog/blive-danmarks-sejeste-ingenioer-172595). Dengang var jeg en førsteårs-PhD-studerende på Københavns Universitet, mens jeg nu er er lektor på tredje år på Danmarks Tekniske Universitet. Men ligesom præsidenter i Uganda ifølge lovteksten kun sidder fem år, tænkte jeg, at efter fem år, var det på tide at give pennen videre til en ny Toxblog skribent. *Livet som PhD studerende i Costa Rica hos mine costaricanske "forældre", José og Juanita.* *Livet som PhD studerende i Cambridge.* I den sammenhæng har jeg heldigvis fundet en kompetent, yngre model, nemlig min kompetente postdoc Tim Jenkins, der netop er importeret fra Cambridge, UK. Jeg præsenterer ofte Tim som min dobbeltgænger: Jeg boede på Student Lodge i Cairns, Australien, i 2006, Tim boede der et par år efter. Jeg boede hos Doña Juanita i 2014-2015, hvor jeg arbejde på Instituto Clodomiro Picado. Tim boede på samme værelse og arbejdede på samme institut året efter. Jeg flyttede til Cambridge, UK, i 2015-2016. Naturligvis startede Tim kortvarigt efter. I 2016 flyttede jeg til Danmark for at starte på DTU som postdoc. Tim gjorde det samme i 2018. Jeg har en stærk forskningsinteresse for toksiner og modgift... Man kan næsten gætte, hvad Tim har. Det var dog først, efter jeg var flyttet hjem til Danmark, at jeg mødte Tim for første gang. Siden da har vi fået importeret ham til Danmark, nærmere præcist i min forskningsgruppe, Tropical Pharmacology Lab, hvor han skal hjælpe mig med at forske i moderne modgift. Og nu kommer han til at overtage Toxblog! *Hvordan PhD'en blev afleveret.* *Livet som postdoc i Tropical Pharmacology Lab.* Jeg vil klart mene, at man kan glæde sig til, at Tim overtager bloggen, selvom han måske kan virke som en billig kopi pga. manglende ingeniørtitel. Der vil dog være en større ændring: Toxblog vil fremadrettet blive skrevet på engelsk. Til de glade: Velbekomme! Til de sure: Tim er egentligt mest tysker, så I skal bare være glade for, at bloggen ikke er på tysk. Til tyskerne: I vandt heller ikke denne gang Til ingeniørerne, som gerne vil have nogen tal for Toxblog, tænkte jeg, at jeg ville dele lidt statistik. Siden Toxblog startede har der været: 1 skribent 170.000 unikke besøgende 75 skrevne indlæg med et gennemsnitligt antal besøgende på ca. 2.300 430 kommentarer 0 dårlige jokes fra skribentens side 16.000 unikke læsninger har det mest læste indlæg [om verdens farligste slange](https://ing.dk/blog/verdens-farligste-slange-185617) 10.500 unikke læsninger har det næstmest læste indlæg om [den sorte mamba](https://ing.dk/blog/den-sorte-mambas-gift-174971) 696 unikke læsninger har det mindst læste indlæg om [hvorfor man skal blive biotekentreprenør](https://ing.dk/blog/hvorfor-skal-man-blive-biotekentreprenoer-173764) Af de sidstnævnte tal (samt de hemmelige mørketal for andre indlæg) kan man konkludere, at jer læsere ikke gider læse om folkeskolen, dansk økonomi eller samfundsrelevante ting. Nej! I vil gerne vide, hvilken slange er mest klam, hvor hurtigt man dør, og hvor klamt man dør. I sagens natur er det vigtig viden for danskerne, som med al deres ferie jo nærmest er et rejsende folk, der ofte støder på slanger. *Voksenlivet som lektor på DTU.* Jeg håber, at mange af jer, der har fulgt med, vil fortsætte med at følge med. Jeg tror i hvert fald ikke, at kvaliteten af indlæggene falder. Toxblog skifter således ham. Mere konkret: ham der Andreas ud med ham der Tim! Til sidst vil jeg gerne slutte af med at takke alle jer, der har vist interesse for min forskning og mine indlæg her på Toxblog. Jeres positive kommentarer har varmet hver gang og har været en stærkt motiverende faktor for at skrive Toxblog. Tusind tak til jer alle!

**Hvem ville du helst bekende dine synder til?** Din hustru? Mor? Ven? Præst? Læge? Chef? Det afhænger nok af, hvad du søgte at opnå med din bekendelse og hvad den drejede sig om. *Hvem ville bedst forstå dig? Hvem ville bedst kunne hjælpe dig? Hvem ville mindst fordømme dig?* Svaret er givetvis forskelligt for hver af spørgsmålene, og du ville formodentlig have det mere eller mindre skidt uanset hvem, du sad over for. Men det er vel også forudsætningen for en bekendelse; at det er en prekær situation. Og så ville omfanget af ubehag nok også afhænge af omfanget af din “synd”. Og af din samvittighed. **Men hvad med en maskine?** *Hvordan ville det være at bekende sig til en maskine forklædt som menneske?* For eksempel Hanson Robotics humanoide robot [Sophia](https://www.hansonrobotics.com/sophia/), Softbanks semi-humanoide robot [Pepper](https://www.softbankrobotics.com/us/pepper), eller den voicebot du får i røret, når du ringer til dit forsikringsselskab for at meddele en selvforskyldt skade på en af dine ejendele? Sidste gang jeg ringede til mit forsikringsselskab var det i forbindelse med netop en (delvist!) selvforskyldt skade på min motorcykel. Skaden var træls i sig selv, men at skulle bekende min uforsigtighed til personen i røret, var næsten ligeså pinligt og noget, jeg skulle tage et par dages tilløb til. Så spørgsmålet er, om det havde været nemmere hvis det havde været en maskine, jeg havde fået i røret? Det tror jeg faktisk. Jeg havde måske endda også været mere ærlig omkring hvor tumpet, jeg rent faktisk havde båret mig ad dér i vejkrydset. Dette er en forholdvist uskyldigt eksempel, men situationen kunne også involvere mere alvorlige tilfælde såsom oplysning og rådgivning om skatteforhold, sundhed eller sociale indberetninger. ##Rådgivning fra en computer eller et menneske Faktisk viser det sig, at det ikke kun er mig, der i visse tilfælde ville finde det nemmere at bekende sig til en maskine frem for et menneske. Udbredelsen af digitale rådgivere i form af chatbots og voicebots er vokset markant de seneste år især i USA. Og med god grund. Det viser sig nemlig, at brugere fremstår mere ærlige hvad angår deres økonomiske forhold, når det “taler” med en computer fremfor med et menneske. ([Se artikel](https://www.bbc.com/worklife/article/20160412-truth-be-told-were-more-honest-with-robots)). Så nu er forvirringen total. I mine foregående blog har jeg jo skrevet om hvor vigtigt det er, at vi mennesker oplever at have tillid til den intelligente maskine, førend vi gider interagere med den ([At puste liv i maskiner ](https://ing.dk/blog/at-puste-liv-maskiner-229735 ) og [State of the Art på humanoide robotter](https://ing.dk/blog/state-of-the-art-paa-humanoide-robotter-229905)). Men på baggrund af min egen erfaring og artikler som den her præsenterede, kan man nu opstille en hypotese om, at vi har mere tillid til maskinen blandt andet fordi den IKKE er menneskelig. *Hvad handler det om?* Kort sagt; ##Vi føler, derfor dømmer vi Fordelene ved os mennesker er nogle gange også ulemperne. Vores evne til at føle og sætte os i andres sted, som jeg har skrevet om her [Bamse er en bamse er en bamse er en bamse](https://ing.dk/blog/bamse-bamse-bamse-bamse-228528), gør os til fantastiske sociale væsner og ikke mindst socialiserende væsner. Vi kan leve sammen og hjælpe hinanden med at blive inden for fællesskabets rammer; vores sæder og vaner. **Når vi dømmer hinanden handler det om at opretholde vores fælles moralske kodeks og i sidste ende vores overlevelse.** Hvis vi oplever, at nogle handler på en måde, som ikke passer ind i fællesskabets ramme, evner vi at “hjælpe” dem tilbage ved at bedømme og om nødvendigt fordømme deres handlinger. Fordømmelse er en form for udskamning og udskamning er en form for opdragelse til at passe ind i fællesskabet. ##Kan du skamme dig! - over for en maskine? Skam er en ubehaglige følelse og betragtes - især i denne tid - som noget man i sig selv bør skamme sig over. Ikke desto mindre er det godt at kunne skamme sig eftersom, at skam er én af ingredienserne i vores naturlige intelligens, som går ud på, at vi skal overleve længst og bedst muligt inden for fællesskabets ramme. Den naturlige intelligens kontra den kunstige intelligens skriver jeg mere om her [Hvad er forskellen på naturlig og kunstig intelligens ](https://ing.dk/blog/naturlig-kunstig-intelligens-228436). SÅ; i forhold til hvorfor det er nemmere at bekende sig til maskinen fremfor mennesket, er der at sige, at maskinen ikke udsætter dig for udskamning, som et menneske naturligt - og pligtskyldigt - gør. Dét sagt, så går der nok ikke længe førend KI-programmørers bud på skam-algoritmer ser dagens lys, og vil blive prøvet af først og fremmest i humanoide robotter og siden rådgivende maskiner. *Det er et delikat emne, for hvem vil frivilligt gå med til at lade sig udskamme eller investere penge i en robot, der udskammer?* En sådan robot vil altså ikke fremstå udelukkende imødekommende over for mennesket, sådan som de eksisterende intelligente humanoide robotter og assistenter ellers synes at have til formål at være. **Måske er det først, når robotten formår at reagere på - og med - både positiv og negativ respons (følelser) i mødet med os mennesker, at den for alvor fremstår menneskelig?** ##Den man elsker, fordømmer man Når en maskine formår at reagere på os på en måde, der synes intelligent skyldes det, at den har lært at aflæse vores adfærd, ikke vores følelser og mentale tilstand. Forsøg på at give maskinen evne til at sætte sig ind i vores mentale tilstand, skriver jeg mere om her [Bamse er en bamse er en bamse er en bamse ](https://ing.dk/blog/bamse-bamse-bamse-bamse-228528.) **Så når den rådgivende maskine ikke evner at fordømme os, vil jeg hævde, at det hænger sammen med, at den ikke forstår vores mentale tilstand. Maskinen formår dermed ikke kan gribe ind og korrigere vores mentale tilstand og adfærd således, at vi “hjælpes” tilbage i socialt acceptable ramme.** *Men måske er det også okay?* Måske skal maskiner være maskiner og mennesker være mennesker. **Hvis vi lader maskiner hjælpe os med visse ting såsom løsning af konkrete problemer i form af for eksempel rådgivning i økonomiske eller forsikringsmæssige forhold eller bidrage med faktuelle oplysninger om diverse. Så kan vi overlade alle de andre “opgaver” til os mennesker; dem der involverer empati, følelser og eksistentielle erkendelser, kreativitet, udvikling og ledelse med videre.** Balladen opstår dog alligevel, når de konkrete problemer, som for eksempel en skadesanmeldelse på en motorcykel, involverer komplicerede følelser såsom skam. ##Antropomorfisering som løsning eller problem? Denne ballade har et navn; *Antropomorfisering*, hvilket betyder menneskeliggørelse her af maskiner. Når KI-udviklere ønsker at gøre deres intelligente maskiner så anvendelige som muligt er det ud fra hypotesen om, at vi mennesker helst vil kommunikere med mennesker eller som minimum menneskelignende maskiner. Læs for eksempel [Artikel ](http://www.bartneck.de/publications/2015/anthropomorphismOpportunitiesChallenges/). Jeg medgiver, at denne præmis giver mening et langt stykke hen ad vejen, men - som vi ser her med skamfuldhed ved bekendelse over for en maskine kontra et menneske - åbenbart ikke helt. Med antropomorficeringen af maskiner følger, at vi automatisk kommer til at have forventninger om, at de også agerer moralsk og kan drages til ansvar for deres handlinger. Og her ender vi desværre ofte med at blive frygtelig skuffede eller vrede, fordi så menneskelige er maskinerne jo ikke. endnu. ##Giv maskinen, hvad maskinens er og mennesket, hvad menneskets er Hvornår vi vil være fortrolige med et menneske fremfor en maskine, eller foretrækker at bekende vore “synder” til en maskine fremfor et menneske, afhænger af tre ting; *synden, mennesket og maskinen.* *Synden* er en fast og afgrænset størrelse; *mennesket* er fuld af følelser og forventeligt temmelig uforudsigelig, mens *maskinen* er helt uden følelser og temmelig forudsigelig - i hvert fald i det omgang, omfanget af dens kunstige neurale netværk byder. **Om det er en god eller dårlig idé på sådan at dele vores mellemmenneskelige “opgaver” op i mindre dele og distribuere nogle af dem til mere eller mindre intelligente maskiner, kan jeg ikke svare entydigt og udtømmende på. Det kommer an på 1. opgaven, 2. maskinen der udfører den og 3. hvilke behov mennesket i ligningen har.** Entydigt kan der dog konkluderes, at opdeling og distribuering af vores opgaver - arbejdsmæssige, sociale og delvis følelsesmæssige - allerede er godt igang. Og der er penge at spare - og tjene - så udviklingen går stærkt, og vi er nødt til at tænke hurtigt - eller bremse op - og tage stilling til i hvilket omfang, vi vil lade os erstatte af maskiner, og hvor langt vi vil gå med til at lade os forlænge (!) af maskiner. Vi skal over de næste par blogspost gå i dybden med denne udvikling fordi den, om vi vil det eller ej, griber mærkbart ind i vores liv og psykiske velbefindende. Men lad mig høre; *Hvor ville I sætte grænsen for hvilke opgaver, maskiner skal overtage fra mennesket?* Fortsat god dag. Venligst, Julie-Astrid

"*Lyder fantastisk med det grafen, det vil vi gerne prøve - hvad koster det per kvadratmeter, forresten?*" Det spørgsmål - eller noget der ligner - er jeg blevet stillet en del gange. Jeg bliver ofte ringet op af virksomheder eller kontaktet af nysgerrige kolleger eller Ing.dk's læsere, der gerne vil vide hvornår grafen kan købes i metermål. Det er her jeg plejer at trække lidt på det og siger... "æh hvad med 10 kvadratcentimeter?". I de seneste par år er billedet vendt. Virksomheder som [Sixth Element](http://www.sixthelement.co.uk/) (kinesisk) og Graphenea (spansk) sælger såkaldt CVD-grafen (ultratynde film dyrket på kobber) i metervis og grafen-pulver i kilo- og tonsvis. Prisen er stadig høj, men nu er det også noget der er ved at ændre sig. Der sker nemlig også store fremskridt indenfor produktionsmetoder. Man kan lave grafen-tyndfilm ved at anbringe et stykke kobber-folie i en reaktor, varme op til 1000 C i en atmosfære der indeholder metan og brint (for eksempel), hvorved metanens kulstofatomer danner grafen på kobber overfladen. Indtil for nylig var det en begrænsning at man kun kan have en begrænset mængde kobber i reaktoren af gangen. En måde at sænke prisen er at bruge større stykker kobber, for eksempel ved at lægge det ind som en spiral. Ved "roll-2-roll" metoden, har man ligefrem kobberet på en rulle, der så langsomt og kontinuerligt kører igennem den varme zone i reaktoren, imens der dannes grafen på metaloverfladen. Det går helt af sig selv: kulstofatomers foretrukne (set ud fra et energetisk perspektiv) form er netop grafen, verdens stærkeste og mest stabile materiale (smeltepunkt ca 5000 K!). Selv diamant forvandler sig spontant til grafit mens man venter. Det tager heldigvis ekstremt lang tid, så vær ikke umiddelbart nervøs for diamantsamlingen. Når så rulllen er kølet af, kommer opgaven med at overføre ("transfer") grafenfilmen der kun er 1 atom tyndt, til det sted det skal bruges, og det efterhånden et større problem end selve dyrkningen. Jeg har lige været på rundtur i Kina og Korea for at give 3 foredrag og for at stikke min lange næse ned i myretuen af grafen-innovation, som på verdensplan er domineret af fire store spillere: Kina, Korea, USA og Europa. Fokus for de massive investeringer i Kina er på kompositmaterialer (stærkere, lettere, og med anti-statisk, anti-korrosion, anti-altmuligt), superkapacitorer, brændelsceller og termisk management (afkøling og opvarmning), hvor Korea satser mere på elektronik. Jeg var i Seoul og se [LG Science Park](https://www.hok.com/projects/view/lg-science-park/), hvor 17000 forskere (det er mange!) arbejder hver dag i en lille by bestående af 26 højhuse. Deres materialeafdeling viste deres 3 meter høje roll-2-roll grafenreaktor frem, og her sprøjtes der 25 kvadrameter grafen ud i timen. Selv påstår de at kvaliteten af deres grafen er langt højere end noget andet på markedet. Prisen er også derefter: 500 dollars for et A5 stykke, hvilket måske er fint for en forsker, men alt for dyrt for en virksomhed. Kvaliteten er imponerende og der er virkelig tryk på med op til 60 m2 kobber i timen (400 mm bredde). Det er imponerende at se hvor langt de er nået, men en skam at deres prissætning er helt hen i vejret. Herhjemme i Europa går især Grafen Flagskibet - EUs store 1 milliard euro projekt - foran med en lang række forskellige produkter hvor billige hyperspektrale photodetektorer er noget af det mest spændende på den helt korte bane. Den første linie-scanner kommer på markedet i 2020, og så er det vist planen med en 2D scanner (en hyperspektral "CCD"). Hvis prisen bliver så lav som jeg håber er det revolutionært - og på sigt kan man forestille sig smartphones og biler med ægte nightvision, eller kameraer der måle friskheden af fødevarer. Det vil jeg skrive mere om en anden gang. *Billedet viser en hyperspektral photodetektor fra Emberion (https://www.emberion.com/) , der er udviklet indenfor Grafen Flagskibet. Produktet kommer på markedet i 2020. Sensoren kan tage billeder i mørke, analyserer fødevarer og meget andet.* Vi arbejder sammen med det tyske firma AIXTRON, hvis afdeling i Cambridge har udviklet CVD-udstyr (kemisk pådampning) til grafen i mange år. Blandt deres sidste nye modeller er både en reaktor til 300 mm skiver med kassetter (så man kan have en stak igennem) og en roll-2-roll maskine de kalder "Neutron". Aixtron har regnet på det, og siger at deres grafen vil bringe kvadratmeterprisen ned på 100 dollars. Det er 10.000.000.000 gange billigere end det grafen vi købte for 1 euro per mikrometer tilbage i 2008. Vi har nu fået en 40 meter lang rulle grafen på kobber (se billedet) fra Aixtron Neutron roll-2-roll reaktor - det er vildt! Neutron-maskinen kan producere 20000 m2 om året, og det er jo en del! Vi er nu ved at bygge en maskine der kan overføre de 40 meter grafen til en rulle polymer-folie - i et stykke! Hvis det lykkes har vi et meget, meget langt "grafen-klistermærke", man kan klippe i mindre stykker. Du kan nu overføre grafenen til den overflade du ønsker, uden brug af kemikalier, blot med en lamineringsmaskine fra elgiganten. Bærefolien er vandopløselig, så efter en vask i varmt vand er grafenen overført, og du kan nu arbejde videre med det. Denne simple og snedige metode opfundet af vores postdoc Abhay Shivayogimath her på DTU Fysik, har jeg skrevet om tidligere i Ingeniøren ([Sådan flytter man 1 atom tynde "køkkenfilm" med en 1500 kr lamineringsmaskine](https://ing.dk/blog/saadan-flytter-man-1-atom-tynde-koekkenfilm-med-1500-kr-lamineringsmaskine-224585)). Nu arbejder vi hårdt på at tage det store skridt i retning af at gøre det til en produktionsmetode. Så bliver det spændende at se om vi sammen med studerende og virksomheder kan få rullet den helt store grafen-løber rullet ud. Vi har allerede et par ting "i ovnen". **Rock'n roll!** eller skulle jeg hellere sige: "Rock'n roll-2-roll". ... og god weekend!

Hver gang jeg læser om de seneste BREXIT-lavpunkter, tænker jeg over det fantastiske samarbejde vi har nydt gennem de seneste 6 år med ”UK Magnetic Society”. Nikolaj Zangenberg, Mogens Christensen (se tidligere oplæg i magnetismebloggen) og undertegnede har alle siddet i den engelske bestyrelse, samtidig med at vi har været i den danske. Vi er spændte på hvilken indflydelse Brexit får, men vi er, i bestyrelserne på begge sider af Nordsøen, enige om at vi stadig ønsker samarbejde. Og jeg kan bevidne, at det ikke er alle i England der ønsker denne separation. Vores lande har en flot historie indenfor magnetisme her tænker jeg bl.a. på James Clerk Maxwell og Hans Christian Ørsted, som har haft stor betydning, der rækker helt op i vores tid. ##Engelsk pendant 10 gange større [Dansk magnetisk forening](http://www.danskmagnetiskforening.dk/) har siden 2013 arrangeret seminarer og konferencer sammen med den engelske pendant ['UK Magnetics Society'.](https://ukmagsoc.org/) Vores engelske modstykke er ca. 10 gange større målt på medlemstal og økonomi. Derudover har de et professionel sekretariat under ledelse af Alastair Stewart, der står for økonomi, webside, arrangementer mm. De fælles arrangementerne har bragt os rundt i Danmark, men også til andre europæiske lande bl.a. Sverige, Holland og Tyskland. Senest her I 2019 har vi holdt et fælles arrangement om [magnetiske målinger og sensorer](https://ukmagsoc.org/events/magnetic-measurement-and-sensors/) i Billund hos [LEGO house.](https://www.legohouse.com/da-dk) Arrangementet var et 2 dages arrangement med udenlandske såvel som danske foredragsholdere fra virksomheder, forskningsinstitutioner og universiteter. Vi fik en fin rundvisning i LEGO house og hørte om LEGO’s brug af magneter og sensorer igennem tiden. Det nyeste eksempel på brug er en magnetisk sensor i et LEGO duplo tog, der stopper, hvis det kan mærke at toget løftes fra skinnerne. Toget er meget stærkt og børnene kan få fingre eller hår i klemme, hvis hjulene kører når det løftes. LEGO er, med rette, meget påpasselige med sikkerheden i forbindelse med magneter og små børn. Hvis et menneske sluger to magneter, kan de sætte sig sammen på hver sin side af en tarmvæg, og medføre en livstruende situation, der kræver akut operation. ##Billeder af magnetfeltet Der var ligeledes en del indlæg om måling af magnetfelter med forskellige mere eller mindre avancerede og specialiserede prober og gaussmetre. De bruges dels til kvalitetskontrol af magnetsystemer i produktion og direkte i applikationer som en del af kontrolsystemerne. Et interessant og nyskabende instrument er et såkaldt [MagCam,](https://www.magcam.com/) der kan lave 2D billeder af magnetfeltet i optil 3 retninger, næsten som ved at tage et billede af magnetfeltet! Vi mennesker er meget visuelle, men vi kan jo ikke se/mærke magnetfelter, så måske kan dette magnetiske kamera åbne op for en hidtil nærmest ukendt verden. En anden ukendt verden der blev åbnet lidt op for på konferencen, er den verden der ligger under fødderne af os: [Skytem](https://skytem.com/geophysical-surveys/) fra det nordlige Aarhus fortalte om, hvordan de flyver rundt på alle jordens kontinenter, med deres kæmpespole ophængt i en helikopter for at måle resistiviteten i de forskellige lag nede i jorden, ved hjælp af magnetisk inducerede strømme. Det giver mulighed for med helikopter at overflyve store områder og afbilleder bl.a. vandreservoirer eller guld og olieforekomster. Konferencen var en succes målt på deltagernes aktive deltagelse i diskussionerne, og der blev netværket på kryds af Nordsøen, afstanden mellem danskere og briterne var på et tidspunkt kun en øl eller to. Vi håber og tror, bl.a. at dømme ud fra konference, at samarbejdet vil fortsætte Brexit eller ej.

Som enhver der har rodet bare lidt med komplexe systemer ved, er der lokale og globale extremer. Ofte søger man det globale extrem, der hvor spildet er mindst, der hvor produktionen er størst eller som oftest, der hvor profitten er størst. Nyheden om at 20% billigere offentlig transport ikke gør det store for drivhusgasforureningen er et godt eksempel på at være fanget i et lokalt minimum. Kystsikringen af 59 sommerhuse er på sin vis også: Der er ingen der tror på at de sommerhuse har en lang levetid, men hvis ejerne bare lige kunne finde en måde at holde prisen oppe til vi kan finde en tosse at sælge dem til... Finansministeriets kalkulationsrente forhindrer den grønne omstilling, fjernvarmen forhindrer øget affaldsgenbrug, energiafgiften forhindrer rationel anvendelse af billig strøm osv. osv. Hvis vi havde tid nok, kunne vi sikkert finde en måde at pille med differentialkoefficienterne, der i den forbindelse stort set alle handler om skatter og afgifter, og derved opløse de lokale extremer så ting faldt på plads af sig selv over en lang årrække. Problemet er bare at vi ikke har en lang årrække, vi har ikke engang 10 år. I optimeringssammenhæng bruger man mange spændende metoder til at slippe ud af lokale extremer, fra *"simulated annealing"* over klassisk *"Monte Carlo"* til simpelthen at give systemet et tilfældigt relativt stort spark og krydse fingre for at det hjælper. I politik hedder det sidste "en revolution" og alle med deres på det tørre afskyr den blotte tale derom, for man ved hvad man har, men ikke hvad man får. Men der er ting i gære i den retning rundt omkring. F.eks har SNP, det skotske nationalistparti, der er stort set er garanteret at blive 3. største parti i Underhuset, meldt ud at de kræver UK's atomubåde skrottet og pengene brugt mere fornuftigt, hvis de skal støtte nogen regering. Alternativet er formodentlig skots uafhængighed og da atomubådene ligger for kaj i Skotland... Præsidentvalget i USA kører heller ikke det sædvanlige spor længere og der tales åbenlyst om socialisme, socialdemokrati og offentlig sygesikring, ting der for få år siden var rent tabu. Men vi kan tage det helt roligt her i Danmark: Når venstre beskylder klimaminsteren for tom tale, er der ingen overhængende fare for at fremskridtet går for vidt. Hvis vi skal ud af det lokale magelige minumum med pendler-trafikken, skal vi enten sparke hårdt til alle billisterne og tvinge dem ind i elbiler, uanset hvad disse pt. koster, eller også skal sparke dem ud af byerne og poste seriøse penge i den offentlige traffik for at lokke dem derover, men at nogen overhovedet kunne tro at 20% fedteri med billetprisen ville gøre nogen forskel er simpelthen utroligt. Elbiler alene løser ikke trængsel og parkeringsproblemet, så der er ikke så meget at rafle om, uanset hvor meget FDM giver sig til at råbe og skrige. Et godt sted at starte ville være at brandbeskatte alle nye fossil-biler, begrænse leasingaftaler til elbiler og systematisk indføre busbaner overalt hvor privatbilerne gør det svært at overholde køreplanen. Sommerhusene i Lønstrup er dødsdømte før eller siden og det må ejerne bide i sig. De fleste af sommerhusene i Lønstrup er desuden bygget længe efter det var alment kendt at havene ville stige og mange af dem er bygget alene med spekulativ hensigt via udlejning til udlændinge. Når man tager chancer risikerer man at tabe. Hvis man kigger på hvad der vil udhavs tabes de kommende par århundreder, er det helt utænkeligt at samfundet har råd til at kystbeskytte bare en brøkdel deraf, langt mindre expropriere marginale ejendomme for at holde ejerne skadesløse, så lad os skære problemet til ved at vedtage med det samme at fritidshuse, også selvom de er beboet hele året, selv må klare kystsikringen. Finansministeriets kalkulationsrente kan uden videre erstattes af en CO2-konsekvens: Hvis ikke projektet reducerer CO2 forureningen med mindst et fra nul stadigt stigende måltal, bliver projektet ikke til noget. Der er faktisk ikke ret meget tvivl om hvad der skal ske, det eneste egentlig problem er at alle kæmper for at få lov til at padle videre rundt i deres lokale minimum... *phk*