Ja, så kører vores opvaskemaskine igen - uden teknikerbesøg og uden at købe noget nyt! Da jeg først [beskrev problemstillingen](https://ing.dk/blog/reparere-haarde-hvidevarer-eller-koebe-nyt-234812), lagde jeg ellers umiddelbart op til enten at ringe til en tekniker eller at skrotte den og købe en ny. Men hovedparten af de ganske mange kommentarer opfordrede til, at jeg i stedet selv prøvede at reparere den - hvilket vi modvilligt kastede os ud i. Jeg modtog i øvrigt, udover de mange kommentarer til blogindlægget, også flere direkte henvendelser (per e-mail og på LinkedIn) med forslag til løsninger. Fejlkoden på vores Samsung-opvaskemaskine var OE, hvilket pegede i retning af til- eller fraledning af vand til maskinen. Forskellige tips og videoer på nettet - samt en af de omtalte direkte henvendelser - pegede i denne kontekst i retning af at kigge på opvaskemaskinens trykkammer, der sidder på siden - under maskinens yderplade - og som håndterer netop til- og fraledning af vand [1]. Så vi koblede strømmen fra opvaskemaskinen, trak den ud på gulvet og skruede yderpladen af. Og her sidder trykkammeret (den hvide plastikdel i billedet herunder). Trykkammeret er - se billedet herunder - tilsluttet ind- og ud-slanger yderst til venstre, ligesom det er tilsluttet to andre slanger til højre - vistnok til en flowmåler og en niveaumåler. Ligeledes er to elektriske stik tilsluttet (vistnok til de to målere) [2]. For at få trykkammeret fri fra sidevæggen skruer man den såkaldte omløber fri inde i opvaskemaskinens vaskerum, hvorefter trykkammeret kan løftes fri fra sidevæggen - og slanger og elektriske stik frakobles (se f.eks. [denne video](https://youtu.be/LZY2kvSYQLY?t=174)). Dette gjorde vi og på råd prøvede vi så at afkalke en del af trykkammeret med citronsyre. Derefter tilsluttede vi trykkammeret igen - slanger og stik samt omløber - og sluttede strømmen til opvaskemaskinen til igen. Og inden vi nåede så meget som at tænde maskinen, kom der nu en ny - og, fandt vi siden ud af, mere grundlæggende - fejlkode: LE. På det her tidspunkt var klokken mange om aftenen, og vi trak slukørede stikket ud af maskinen og skubbede den på plads. Nogle gange de efterfølgende dage sluttede jeg stikket til maskinen til, men hver gang dukkede LE-fejlkoden op. Uger - og mange manuelle opvaske! - senere sluttede jeg igen strømmen til, og LE-fejlkoden dukkede nu ikke op. Vi startede et vaskeprogram, og den kørte lidt længere end tidligere - og nåede at fylde vand ind i maskinen - før OE-fejlkoden igen dukkede op. Vi kørte den derpå en gang til, hvor det oprindelige forløb - 1-2 minutters kørsel, intet vand inde i maskinen og OE-fejlkode - var tilbage. Så frakoblede vi igen trykkammeret, lukkede nogle af tilløbene med tape og fyldte lagereddike alle de steder, hvor vi kunne komme til. Og så lod vi det stå en nat for at afkalke. Om morgenen tømte vi lagereddiken ud, skyllede med vand og tilsluttede igen trykkammeret. På det her tidspunkt troede jeg ikke, at det ville gøre nogen forskel - vi ville blot få OE-fejlkoden igen, eller måske værre: LE-fejlkoden som sidst vi havde prøvet at afkalke og gentilslutte trykkammeret. Men i det mindste ville konklusionen da så være, at afkalkning ikke havde løst problemet. Vi stod og kiggede på opvaskemaskinen, da vi startede programmet. Vi nåede forbi de første to minutter, og den tog vand ind. Vi ventede spændt på, om OE-fejlkoden så ville dukke op igen - men det gjorde den ikke! Den kørte programmet færdig, og da "End" dukkede op på displayet, var konklusionen klar: Opvaskemaskinen kører igen (og det har den foreløbig gjort to gange uden problemer - 7-9-13...) [3]. *En særlig tak til [Martin Dawids](https://ing.dk/blog/reparere-haarde-hvidevarer-eller-koebe-nyt-234812#comment-968822) for e-mails, SMSer og telefonopkald med optimistisk hjælp til at løse problemet!* ### Noter [1] Et nyt trykkammer til vores maskine [fås til 863 kr](https://www.skiftselv.dk/reservedel/samsung-dw60h9970usee-0000/F252119/). Det fik vi heldigvis ikke brug for. [2] Billederne af trykkammeret er taget efter vi afkalkede det og igen fik opvaskemaskinen til at køre uden fejlkoder. [3] Jeg giver ingen garanti for, at det, vi har gjort, er den "rigtige" (eller smarteste, hurtigste eller sikreste) måde at løse problemet på. Men det virkede for os.

Min karriere har på forunderlig vis ladet mig opleve masse strukturelle overgange. Fra famlielandbrug til industrialiserede madfabrikker, fra sværtekunsten til bitmapdisplays, fra den "gamle" IT-branche til Dot-com galimatias, fra købmandskab til nethandel. Det er nok begrænset hvor meget indflydelse på landbrugets konsolidering jeg havde, gummistøvlerne var trods alt ikke så store den gang, men mange af de andre overgange har jeg selv trukket hårdt i seletøjet. Min første og stort set eneste artikel i papir-avisen Ingeniøren handlede f.eks om perspektiverne i at købe ting på eBay, tilbage i januar 2005. Da jeg blev hevet ind som "fagmedarbejder" på Ingeniøren havde internettet stadig ikke noget med avisbranchen at gøre, det var noget Kurt legede lidt med, fordi det var jo trods alt en nørdavis, men selve produktionen kørte stadige om aviser var blevet lavet: Journalister, Korrekturlæsere, Redaktører, Layoutere osv. osv. Allerede et år senere begyndte vinden at vende og jeg blev hen over julen 2005 udstyret med min egen blog, som debuterede [den 15 januar 2006](https://ing.dk/blog/er-der-nu-ogsaa-noget-der-hedder-phloggen-67896). Det var relativt fede tider den gang, Ugeavisen Ingeniøren udkom med 3-4 tillæg hver uge, fyldt med gode artikler og tonsvis af annoncer, der rakte så langt at fagmedarbejderne fik en glimrende julefrokost, med indlagt underholdning i form af realtidsredigering mens pladerne blev skruet i pressen oppe i Helsingør. Sådan er avisbranchen ikke mere, krisen kradser og forandringens vinde blæser koldt. Det er ikke fordi min månedlige faktura på nogen måde har belastet Teknologiens Mediehus, men sparekniven er svunget og derfor bliver dette blogindlæg, nummer 2129 så vidt jeg ved, det sidste på PHloggen. Jeg er blevet forsikret om at økonomien er den eneste årsag og det ser jeg ingen grund til at tvivle på. Jeg var faktisk selv begyndt at overveje hvor meget længere PHloggen skulle køre, man skal kende sin besøgstid. Jeg var 40 årig *"mover and shaker"* med småbørn i huset da jeg startede, fjorten år senere har jeg mere græsplæne end godt er, og selvom jeg direkte opfordrer naboerne til at bruge den så meget de lyster, er jeg indiskutabelt i riskogruppen for at blive en Sur Gammel Mand. Det har jeg bestemt ingen planer om at blive, men *"Vis mig hvem du omgås og jeg skal sige dig hvem du er."* advarer et gammelt ord, som svier lidt, når man taler med folk ude i den virkelige verden om debatten på ing.dk. Så hellere stoppe mens legen stadig stadig er god. Det har været en ære og en fornøjelse, at få lov til at skrive om lige hvad der passede mig, hvordan det passede mig og hvornår det passede mig, for et af Danmarks mest kompetente publikum. Tusind tak til Ingeniøren for tilliden, friheden og båndbredden og endnu flere tak til læserne for opmærksomheden, reaktionerne og tålmodigheden. *phk* - Over & Out PS: (Opdatering 2020-06-02) Jeg har emailet lidt frem og tilbage med Trine (Chefen for Mediehuset) idag og det ser ud til at der har noget miskommunikation undervejs og at det ikke var redaktionens hensigt at nedlægge PHloggen uden videre. (Den slags kommer vi nok til at opleve meget hyppigere i en fremtid med mere hjemmearbejde?) Jeg holder dog fast i min beslutning om at stoppe PHloggen mens legen er god, men jeg fortsætter min IT-blog ovre på V2. Igen: Tak for alle de pæne ord, det varmer virkelig mit hjærte.

I 1964 byggede Oak Ridge National Laboratory (ORNL) en saltsmelte-testreaktor, kaldet Molten-Salt Reactor Experiment (MSRE). Reaktoren gik kritisk den 1. juni 1965, og blev opereret frem til 1969. MSRE reaktoren var designet til at have et termisk output på 10MW, begrænset af kølesystemets varmeafgivelse. Både kernen og pumpen var dog dimensioneret til en væsentlig højere termisk effekt, da det var af interesse for efterfølgende planlagte breeder-reaktorer. MSRE’s kerne (Illustration: ORNL) Reaktorens dræntanke blev først fyldt med 4,5 ton lithium7-beryllium-zirkonium fluorid salt og 0,25 ton lithium7-uran238 fluorid salt. Derefter blev den fertile salt cirkuleret i reaktoren mens kontrolstavene var helt ude og små mængder lithium7-uran235 blev tilsat salten med løbende målinger af neutron multiplikationsfaktorer, af neutroner fra en neutronkilde ved siden af kernen, mellem additioner af fissilt salt. Dette fortsatte over flere dage frem til uran235 indholdet var 1,5 kg under mængden for kritikalitet, hvorefter små kapsler med frossen fissilt salt (85 g uran235 hver) blev tilføjet en ad gangen. Den 1. juni ved 18 tiden gik reaktoren kritisk med en effekt på 10W og under 2% af saltens masse værende U235. MSRE prøveudtagningskapsel og berigningskapsel. (Illustration: ORNL) Over de følgende dage udførte operatørerne en række eksperimenter, hvor reaktorens karakteristik blev testet ved meget lav effekt, både med salten stationær og cirkulerende da dette har en effekt på mængden af forsinkede neutroner, der udskilles uden for kernen. Disse eksperimenter er detaljeret beskrevet i ORNL rapporten ORNL-4233 ‘Zero-Power Physics Experiments on the MSRE’ fra 1968. Frem til 1969 blev en lang række eksperimenter foretaget med MSRE, hvoraf resultaterne kan findes i de gamle ORNL rapporter, da en stor del er blevet afklassificeret. For eksempel var de, udstyret med beskeden computerkraft, i stand til at forudsige reaktortransienten som vist i rapporten ORNL-TM-2997 ‘Experimental Dynamic Analysis of the MSRE with 233U Fuel’. Reaktortransient efter et reaktivitetindskud. (Illustration: ORNL) Dog var MSRE ikke tænkt til at være en såkaldt ‘benchmark’ reaktor, men derimod beregnet til at demonstrere mange af nøgleprincipperne for saltsmeltereaktorer og deres praktiske håndtering, yderligere viste reaktoren at have god overensstemmelse med teoretiske forudsigelser. Det skal dog ikke stoppe forskere i at bruge MSRE som en målestok af moderne saltsmeltereaktor-beregningsværktøjer. Rapporter som ORNL-4233 og ORNL-TM-2997 er fantastiske kilder for udviklingen af saltsmeltereaktor-simuleringsværktøj. En af udfordringerne ligger dog i, at mange af detaljerne fra ORNL saltsmeltereaktor-programmet står i rapporter, som endnu ikke er afklassificeret og vi har derfor kun den information som står i de gængse rapporter. For eksempel er ORNL-TM-0728 rapporten ‘MSRE Design and Operations Report Part I: Description of Reactor Design‘ en af de få rapporter, der giver dimensioner på MSRE’s kerne. teknisk tegning af MSRE’s kerne (Illustration: ORNL) Denne type offentligt tilgængelig information gør det muligt at genskabe en CAD model af MSRE kernen, som denne CAD model af MSRE’s kerne (Illustration: Aslak Stubsgaard) Dog er der mange dimensioner, man må skønne sig frem til. Samme problem havde en ph.d.-studerende fra Berkeley, der har prøvet at eftervise kritikalitetsresultaterne fra ORNL-4233 rapporten med Monte Carlo simuleringer. Da størstedelen af forsøgene i denne rapport er udført på stillestående isotermisk salt, er Monte Carlo simuleringsprogrammet, der er udviklet til at simulere fast brændselreaktorer, ikke noget dårligt udgangspunkt. Dog er det nævneværdigt, at modellen der blev brugt var simplificeret på adskillige punkter fra MSRE’s kernegeometri fordi modellen er opbygget med [constructive solid geometry](https://en.wikipedia.org/wiki/Constructive_solid_geometry) frem for moderne CAD baseret. Vi havde egentlig en anden blog planlagt til i dag, men så så vi i går, at bloggeren PH havde skrevet et indslag om saltsmeltereaktorer, hvor kan konkluderer: “At ramme 14% ved siden af på en atomreaktors reaktivitet er slet ikke godt nok i denne sammenhæng, ingen får lov til at hælde fissile materialer i en MSR reaktor på dette grundlag.” [https://ing.dk/blog/hvad-bliver-egentlig-molten-salt-reaktorer-235554](https://ing.dk/blog/hvad-bliver-egentlig-molten-salt-reaktorer-235554) Den refererede artikel er nogle indledende resultater, publiceret af ph.d.-studenten fra Berkeley for to år siden, hvori en multiplikationsfaktor på 1,01276 blev udregnet. Det er altså 1,276% afvigelse fra den eksperimentelt observeret multiplikationsfaktor på 1 (+-0,005). Yderligere fik de et reaktivitetstab på 0,00224 fra cirkulering af salten, relativt til stationær salt, hvor den målte værdi var 0,00212, og hermed en afvigelse i reaktivitetstab på 6%, altså ikke 14%. Siden vores CTO er independent reviewer på rapporten, der står til at blive tilføjet til [IRPhE Håndbogen](https://www.oecd-nea.org/science/wprs/irphe/handbook.html), kan vi informere om, at afvigelsen p.t. stadig er på godt 2% fra den eksperimentelt observeret multiplikationsfaktor. Dette er ikke en uvæsentlig uoverensstemmelse, men ikke noget der kommer til at stoppe saltsmeltereaktorer i at komme på markedet. Vi håber i øvrigt, at Berkeley fortsætter det gode arbejde, såvel som alle de andre grupper der arbejder på koblet neutron- og fluiddynamik saltsmeltereaktor-simuleringer. Til dem der er mere interesseret, kan vi anbefale Dr. Ondrej Chvala presentation fra TEAC10. Dynamic System Modeling of Molten Salt Reactors (MSR) [video: https://www.youtube.com/watch?v=58to3I6w6rg]

Jeg ved ikke hvor mange af jer der havde NASA-TV kørende i et vindue i onsdags? Det var så svulmende national-prætentiøst at jeg måtte lukke for lyden da de kom over 0.92 på den åbne *"Radio Free Moscow"* skala. Det var helt tydeligt at denne raketopsendelse skulle sælges som det nye store nationale samlingsprojekt, et rigtigt *"Make America Great Again"* projekt, endelig skulle Gode Patriotiske Amrikanske Fødder igen forlade den Gode Patriotiske Amerikanske Jord ombord på en God Patriotisk Amerikansk Raket, som snart alle Gode Patriotiske Amerikanske Borgere ville kunne komme ud i rummet med. Det skete som bekendt ikke, vejret stoppede raketten og Det Gode Patriotiske Amerikanske Publikum dukkede heller ikke op. Underholdningmæssigt er raketopsendelser i familie med golf, cricket og billiard: En masse dræbende kvarterer med nogle sindsoprivende sekunder hvis man er heldig. Det kræver med andre ord enten et publikum der absolut ikke kan finde på noget andet at lave, eller at der er noget helt unikt ved netop denne raketopsendelse. I stedet blev det en racistisk hvid betjent der for 9 minutters rullende kamera og publikum kvalte en sort mand ved at lægge knæet og hele sin overvægt på hans hals, i tryg forvisning om hans egen priviligerede urørlighed. Betjenten er til sin store overraskelse nu anholdt og sigtet for drab. Ikke fordi den sorte mand døde, men derimod fordi det blev filmet og førte til forstyrrelser af den offentlige orden. Næste launch-window for "Demo-2" raketmissionen er i aften 21:22 (dansk tid) og det bliver sandsynligvis sandwichet ind i 30 sekunder af nyhedsstrømmen, imellem protesterne i Minneapolis og protesterne i Los Angeles. Da raketopsendelserne i 1960'erne samlede hele verden foran TV-skærmen, var det fordi de var et symbol på den bedre verden alle arbejdede for og alle fik del i. Den bedre verden var helt konkret, almindelige folk fik fjernsyn, p-piller, en præsident der kunne inspirere hele nationen, biler, huse, telefoner, antibiotika, lønforhøjelser og Beatles. Hvis opsendelsen i aften bliver et symbol, er det på den katastrofale ulighed der har privatiseret alle fordelene og socialiseret alle ulemperne i de seneste 30 år. I stedet for "Vores Raket", bygget af tusindevis af almindelige mennesker i vellønnede job, har landet været nødt til at købe klippekort til et rigt røvhuls private luxus-raket, for overhovedet af få sendt astronauter op over Karman-grænsen. Da Boeing byggede Saturn V raketter til Apollo, betalte Boeing virksomhedsskat og direktøren for Boeing hen ved 90% i marginalskat af en løn der var ca. 10 gange almindelige medarbejderes løn. Den slags urimelige og forstyrrende udgifter er raketudlejere helt fri for nu om dage. I stedet for en stadig forbedring af livskvaliteten får de almindelige folk flere og højere faste udgifter til *"rent seekers"*, dårligere ansættelsesvilkår, dyrere sygesikring, mindre pensioner, 100.000 medborgere der dør af Covid19 og en præsident kun taler noget der minder om sammenhængende, når han hepper på racister, skydegale og nynazister. Ikke noget at sige til at publikum havde andet at tage sig til. *phk*

Hvad var det første, vi tyede til, da coronapandemien nåede til Danmark? Forskning. Og hvad var det sidste vi genåbnede, nu hvor vi har fået nogenlunde kontrol over sundhedskrisen? Forskning. Hvad bør vi sætte vores lid til, når det kommer til håndteringen af både en potentiel anden bølge eller en forestående økonomisk krise? Forskning, innovation og viden er svaret på mange spørgsmål. Så det er positivt, at regeringen og Folketinget endelig har vedtaget at åbne igen for den forskning, der kræver fysisk tilstedeværelse på universiteterne. Det fjerner dog ikke bekymringen over den politiske beslutning om ikke at prioritere forskningen højere i åbningen af statsligt finansierede arbejdspladser. ## Det tab, forskningen lider, vil ramme os i nakken. Jeg har fuld forståelse for, at det har været svære politiske valg, der skulle træffes. Skoler og daginstitutioner, frisører og tatovører, museer og biografer, barer og butikker – meget har været lukket, og ikke alt kunne åbnes samtidig igen. Men at nedprioritere forskningen, formentlig fordi denne ikke altid genererer en økonomisk gevinst på helt kort sigt, er netop kortsigtet. Man kan ikke trykke pause på forskningsforsøg eller innovation og tro, at man kan fortsætte, hvor man slap. Det tab, som danske forskningsmiljøer, inklusive erhvervslivet, lider af nedlukningen, rammer os først i nakken senere. Men det vil ramme os, og det bliver dyrt. ## Færre midler til forskning vil være en katastrofe Vi bruger i dag én procent af Danmarks BNP på offentlig forskning. Det er ikke for meget, og skiftende regeringer bliver ofte mindet om, at den ene procent bør være et absolut minimum. Nu er situationen selvfølgelig særlig, da samfundsøkonomien har fået én på tuden, og vi har brugt mange milliarder på hjælpepakker, der skal sikre, at bunden ikke går ud af den hårdt ramte økonomi. Regeringen forventer, at den danske økonomi vil skrumpe hele 5,3 pct. i år – et større fald i BNP end under finanskrisen – så hvis man fastholder kun at afsætte en procent af BNP til forskning på den kommende finanslov, vil der skulle spares så meget, at det vil være en katastrofe. Det nuværende niveau af forskningsbevillinger bør som minimum fastholdes på samme beløbsniveau, også nu hvor de politiske spareøvelser begynder. Vi har simpelthen ikke råd til at slå det lange lys fra. ## De vidensintensive virksomheder er vores redning Vores forskning er en væsentlig del af det vidensøkosystem, som vores Science & Engineering-virksomheder opererer i. Disse virksomheder baserer deres forretning på viden og forskning, og de er helt centrale for, at vi kan trække Danmark ud af en økonomisk krise. Science & Engineering-virksomhederne bidrager i høj grad til en stærk dansk økonomi, og deres produktivitet er markant højere, når de er forskningsintensive og indgår i en symbiose med den offentlige forskning på universiteterne. Det har Akademiet for de Tekniske Videnskaber redegjort for gennem en række undersøgelser, blandt andet i den årlige [”State of the Nation”-rapport](https://ing.dk/artikel/stem-virksomheder-danmarks-vaekstmotor-232849), der belyser nøgletal for disse vidensintensive virksomheder. Rapporterne viser, at disse virksomheder vokser langt hurtigere, omsætter for langt mere, eksporterer langt tidligere og ansætter langt flere medarbejdere. Så når virksomhederne benytter sig af højtuddannet arbejdskraft, og samarbejder med forskningsmiljøerne, har det en positiv effekt på dansk økonomi. ## Forsknings betydning for Danmark kan ikke overvurderes Mit budskab til politikerne er derfor, at der skal findes midler til vores forskning, så Danmark fortsat kan være en attraktiv base for de vidensintensive virksomheder. Vi lever af viden, og denne type virksomheder udgør rygraden i dansk økonomi. De skaber fundamentet for vores velstand og velfærd, og det er i hele landets interesse, at netop disse virksomheder kommer godt gennem krisen. Det kræver vedvarende investeringer i forskning og udvikling både i virksomhederne og på vores universiteter. Forsknings rolle for Danmarks erhvervsliv, innovationskraft og økonomi må ikke undervurderes.

Ingeborg Rosenvinge er leder af R&D i Thürmer Tools og partner i spin-off virksomheden TwentySeven, hvor hun leder Additive Manufacturing-afdelingen. Ingeborg og hendes team hos Thürmer Tools har ændret traditionel værktøjsproduktion ved at bruge 3D-print og undersøger nu, hvordan man omdanner gamle værktøjer til nye. Ingeborg er vokset op på en gård i Jylland, hvor det handlede om at være praktisk og hjælpe til. Som barn var det spændende at være en del af og lære, hvordan alting fungerede. Det er ikke så anderledes fra i dag hvor hun leder Thürmer Tools ind i fremtiden af additive manufacturing. I København startede hun som studerende på CBS (Copenhagen Business School red.) og arbejdede derefter i en række forsikringsvirksomheder - en gang fik hun jobbet fordi hun til jobsamtalen fortalte, at hendes drøm var at arbejde med landbrug, så vidste hendes kommende chef, at hun var anderledes og værd at ansætte. Dog følte hun sig aldrig tilpas i forsikringsverdenen og vendte sin opmærksomhed mod familiefirmaet (Thürmer Tools), da hun så en mulighed for at skabe en ny profil for virksomheden online. På det tidspunkt i 2008 (2012) havde virksomheden i fire generationer satset på den personlige service og kontakt som vejen til at få og fastholde nye kunde og der var stor tvivl om, hvorvidt det at satse på online handel var det rette. Det tog tid at få den online shop i gang, der var forskel på, hvordan forskellige generationer handler, men det varede ikke længe før det var mere populært at handle værktøj online og det blev en succes for virksomheden. Det blev et tema for Ingeborg, at spotte fremtidens trends og muligheder og navigere derefter, så virksomheden styrer i den rigtige retning. Tidligt i 2013 hørte Ingeborg om 3D-print i radioen, det var Teknologisk Institut der forklarede teknologien. Ingeborgs mand havde også set en dokumentar på Discovery Channel om 3D print og de var begge to fascineret af de teknologiske muligheder. Ingeborg kontaktede Teknologisk institut og fik 3D-printet nogle gevindbakker i metal. Hun tog dem med på arbejde næste dag. “Jeg kan stadig huske udtrykket i deres ansigter, dem der havde tegnet og bygget de her specialiserede værktøj hele livet. Først var det overraskelse og nysgerrighed, det blev hurtigt afløst af frygt. Frygt for at de ville miste deres job.” Men frygten blev hurtigt vendt og sammen begyndte de at undersøge, hvordan de kunne anvende den nye teknologi. Resten er historie, i 2014 ansøgte Thürmer Tools om deres første patent for en “thread cutting tap” med optimeret indre køling, kun muliggjort af 3D print. Og virksomheden fortsætter med at gå nye veje. De har netop vundet en C-Voucher, (https://c-voucher.com/) fra EU til at udvikle nye cirkulær produktion og forretningsmodeller. I Thürmers tilfælde betyder det at nedbryde gamle værktøjer til pulver og transformere dem til nye værktøj. ## 7 spørgsmål til Ingeborg Rosenvinge ### 1. Hvad finder du spændende ved teknologi lige nu? Cirkulær produktion. Jeg er meget interesseret i udviklingen inden for materialer, hvad der rent faktisk er muligt med materialer. For få år siden holdte jeg et oplæg på SXSW (festival i USA red.) og mødte i den forbindelse folk fra en virksomhed, der arbejdede på en løsning, der kunne rense verdens have for plastik. Deres tilgang var, at hvis deres samlede koncept lykkedes, så ville plastik fra havet få en værdi og derfor ville folk rense havene for derefter at sælge plastikken. En ny opfindelse, der skaber værdi får succes. Derfor er jeg interesseret i, hvordan materiale udvikling i relation til additiv manufacturing gør værktøj mere værdifuld. Især her i kølvandet på COVID19 må virksomheder til at tænke på, hvordan de kan genbruge det, de allerede har. ### 2. Hvorfor eller hvordan valgte du den her vej? Efter at have arbejdet med forsikring og erkendt at det ikke var noget for mig, fødte jeg for tidligt og vi havde brug for at flytte ud af byen og finde en ny måde at arbejde på. Det var på det tidspunkt at vi lancerede webshoppen for Thürmer Tools. Det var ikke en succes med det samme, men jeg troede på det og vi havde brug for at transformere virksomheden, så den kunne tilpasse sig kommende teknologiske trends. Og så kan jeg lide at arbejde med produktion, det er meget mere praktisk ligesom landbrug, man kan se processen, mærke produkterne og optimere deres brug ved at spørge, hvordan vi kan gøre det anderledes og bedre. ### 3. Hvad har været din største fejltagelse det seneste år og hvad lærte du af det? Da vi først hørte om 3D print og jeg besøgte Teknologisk Institut havde de printet den her lille plastikbil. De tog den ud fra printeren, tørrede den af, satte den på gulvet, trak den tilbage og så kørte den afsted. Jeg troede ikke, det var muligt og spurgte om de havde forberedt den inden, men de vidste mig, at fjederen var printet som en del af bilen. Jeg kom hjem og de kommende seks måneder fortalte jeg alle jeg mødte om 3D print, jeg følte at det var vores tid, det var vores Kodak disruption øjeblik. Mange påpegede, at jeg ikke er ingeniør, det gør mig kun endnu mere fokuseret. Jeg accepterer ikke et nej. Det gør mig bare endnu mere nysgerrig! Fejlen var at tro, at det kunne ske natten over, jeg var alt for naiv. Når virksomheder har en produktion og et setup, som de har brugt mange penge på, så er det naturligt, at de ønsker at få så meget indtægt på den investering som muligt. Jeg lærte virkelig noget her, det er vigtigt at respektere det, der allerede er. Jeg er mere ydmyg nu også i relation til at implementere en cirkulær produktion. Jeg ved at det bliver en lang proces at få afdækket, hvad der fungerer og hvad der ikke gør. ### 4. Hvad er din største daglige teknologiske udfordring? Finansiering. Det er vanskeligt, hvem vil bruge penge på noget, hvor indtægten er ukendt. Jeg er interesseret i at afprøve ting og folk fortæller mig altid at det er spild af tid og penge og at det ikke kommer til at fungere. Men hey, vi fejler måske ni ud af ti gange, men den ene succes er nok! Finansiering bliver endnu mere udfordrende i den kommende tid. Vi havde mange interesserede investorer i januar og februar, men nu bakker de ud. Og inden for de næste 6 måneder, hvor den fulde effekt af COVID19 vil ramme os, så vil det blive endnu mere vanskeligt. ### 5. Hvad har været dit favorit-projekt indtil nu og hvorfor? For to år siden blev vi kontaktet af to danskere, der havde købt et ægte Tyrannosaurus Rex skelet. Der eksisterer kun to af disse i verden og Leonardo DiCaprio ejer det andet. De ville have os til at scanne hovedet, der var over en meter langt. De ønskede at printe en mindre version, som hoved på deres jagtstokke. Vi lavede forskellige udgaver og endte med at printe det til en voksmodel, fik den printet i sølv. Det var spændende at lave noget i sølv og jeg vil gerne fortsætte med at udvikle det her og den kreative side af at printe fremadrettet. ### 6. Hvad forestiller du dig sker inden for teknologi de kommende fem år og det næste årti? Lige nu er hele verden lukket ned og det er skræmmende at se, hvor afhængige vi er af Kina. Vi har outsourcet så meget! I starten ar 2000’erne flyttede vi vores produktion til Kina med støtte fra staten. Vi ville gerne have beholdt det i Danmark, men det var ikke økonomisk muligt. Men nu pga. COVID-19 så ser vi det modsatte ske, virksomheder tager deres produktion tilbage. Ihvertfald her i Europa. Set i det lys kan vi genbruge langt mere og fokusere på lokal produktion. Og i den kontekst vil teknologien, additiv manufacturing og 3D-print blive rigtig stor. Cirkulære modeller er afgørende for at sikre lokal, bæredygtig produktion. Det er det, vi sigter efter nu. Men det at nedbryde og genbruge gamle værktøjer for at skabe nye har sine begrænsninger. Det vil være vanskeligt at producere et værktøj med samme styrke, men vi kan producere en anden form for værktøj. ### 7. Hvad skal vi holde øje med i fremtiden? Udviklingen indenfor nye materialer. Der er så mange udviklinger i gang inden for bio- og additive manufacturing. Det er spændende at følge og se hvad der er muligt. Hvis du brækker din arm, så kan læger scanne den anden arm og printe en ny knogle. Vi printer også på celle-niveau, det bliver populært i fremtiden, jeg kender ikke selv så meget til det, men wauw! Blodårer, nye lunger. Hvis du har dårlige lunger, vil man være i stand til at gøre noget ved det. Det er store skridt for menneskeheden. **Læs mere om Ingeborg Rosenvinge her:** * [https://www.twentyseven.ai/](https://www.twentyseven.ai/) * [https://www.thurmer.dk/](https://www.thurmer.dk/) *********** Greater Spaces er en blog af Majken Overgaard og Vanessa Julia Carpenter, hvor vi udvider fortællingen om, hvad teknologi er, og hvem der skaber den. Vi taler med danske og internationale kvindelige rollemodeller inden for teknologi og indimellem disse interviews deler vi info om de mest interessante ting, der sker omkring os - med fokus på diversitet.

Så er det besluttet, fra næste års model, så kan en Volvo ikke køre mere end 180 km/t. I et interview i [FAZ.net](https://www.faz.net/aktuell/technik-motor/motor/volvo-drosselt-das-tempo-bei-180-ist-schluss-16784413.html) forklarer topchefen, Håkan Samuelsson hvorfor: »Begrænsning af vores køretøjs maksimale hastighed forhindrer ikke alle alvorlige kvæstelser og dødsulykker, som kan knyttes til at køre for hurtigt. Men vi mener, det er vigtigt, at folk reflekterer over farerne ved at køre for hurtigt. Vi vil have dem til at tænke på effekterne af at køre for hurtigt og vores manglende evne til hele tiden at være opmærksomme på trafiksituationen og tilpasse tempoet.« Det har selvfølgelig skabt stor debat i Tyskland, som er et af Volvos store markeder og, hvor det stadig er muligt at give den fuld gas på motorvejen. Så er det rimeligt, at Volvo begrænser vores personlige frihed og sætter en grænse på 180 km/? Også selv om vi i Danmark alligevel kun maksimalt må køre 130 km/t? Er det noget Volvo skal blande sig i? Personligt har jeg nydt, hver gang jeg er kørt over grænsen til Tyskland og haft mulighed for at lade bilen strække ud på autobahn. Men ofte er der også sket det, at de høje hastigheder har været trættende i længden. Efter noget tid kommer man automatisk ned på en 140-160 km/t som det meste af trafikken alligevel kører. Volvo sammenligner deres tilgang til hastighed med dengang de indførte trepunktsikkerhedsselen. Dengang kunne folk ikke se pointen og alligevel blev den indført ved lov nogle år efter. Volvo er ikke de eneste som har indført hastighedsbegrænsninger i biler; både BMW og Audi har længe haft en grænse på 250 km/t, som man dog ofte har kunne få ophævet mod at betale for det. Det skal for øvrigt bemærkes, at Volvos elektriske brand Polestar, ikke vil blive underlagt samme hastighedsbegrænsninger; Hybridbilen Polestar 1 med 600 hk vil fortsat nå op på 250 km/t., mens den fuldt elektriske Polestar 2 kan køre 205 km/t.

Digital transformation er blevet et eksistentielt vilkår for små som store organisationer og offentlige sektorer. Hvis man vil overleve i en global kompetitiv verden, hvor den mest kostbare vare er informationer om dig og mig, da skal man sikre sig at have styr på sin data. Data, som viser hvor vi befinder os, hvad vi kigger på af varer, hvad vi fejler, hvem vi kender, hvad vi laver. Data der, hvis de bearbejdes med tilstækkelig computerkraft og softwarealgoritmer, finder detaljerede mønstre i vores adfærd og præferencer. **I denne blogserie vil jeg lægge samarbejdet mellem os mennesker og intelligent teknologi (det der også kaldes Human-Robot-Collaboration) på min teknopsykologiske briks. Jeg spørger hvad implementering af kunstig intelligens (AI) på arbejdspladsen gør ved vores arbejdsdynamikker og -praksisser.** Mit psykologfaglighed er mit ståsted hvorfra jeg betragter den aktuelle data-teknologiske udvikling. For ikke at blande pærer og æbler sammen, skal vi lige snævre os ind på hvilken type af AI vi her taler om. Maskinerne i den digitale transformation er autonome og er mere eller mindre intelligente. Det er software i computeren eller i robotter, som medarbejderne skal arbejde side om side med og måske endda samarbejde med. Digital transformation af en organisation ved hjælp af AI, kræver gennemgribende renovation på flere niveauer lige fra ledelses-laget til maskinrummet. Når mennesker skal arbejde sammen med maskiner, stiller det en række krav til såvel maskinen som til mennesket. Særligt hvis maskinen har kunstig intelligens-funktioner - er en såkaldt AI-agent - og kan udvide og udfordre menneskets kognitive kapacitet. Implementering af AI som fundament for en digitalt transformation medfører en række 'infrastrukturelle forandringer', der overordnede vil udspille sig på tre niveauer: * Organisatorisk fx i ledelse mod værdi- og målsætninger samt styring af praksisser og processer. * Interpersonelt inden for arbejdsteams eller mellem leverandør og kunde. * Intrapersonelt i den enkelte medarbejder, der står i en arbejdsrelation til AI-agenten. På tværs af disse tre niveauer bliver en række problemstillinger nødvendige at tage hånd om. Blandt andet må man spørge - og besvare: I. Hvilke funktioner skal AI besidde for at samarbejdet forløbet godt mellem AI-agenten og medarbejderen og måske endda arbejdsteamet? Når samarbejdet skal foregå på menneskelige præmisser for kommunikation og adfærd. II. Hvordan bevares et psykisk sundt arbejdsmiljø med implementeringen af AI? Når medarbejderstaben består af såvel mennesker som AI-agenter og forståelse af værdier som viden, agens og effektivitet er under forandring. III. Hvordan måles effekten af AI-agentens funktioner på organisationens værdi- og målsætning? Når succeskriteriet ikke kun er økonomisk kapital. Over de næste par gange skal vi dykke længere ned mine hypoteser om infrastrukturelle forandringer på de tre niveauer anskueliggjort ved et par konkrete eksempler fra virkeligheden.

[>>media:145903] *Dagens blog er et gæsteindlæg af Stian Nielsen-Man, som også er glad for Star Wars. Han har en baggrund inden for Teknologi-baseret forretningsudvikling og har flere års erfaring som patentrådgiver hos Chas.Hude.* Robotter har altid været en stor del af Star Wars universet. Den næsvise R2-D2 og den pessimistiske C3PO var det gæve makkerpar som i de tre originale film trådte til, når stemningen blev lidt for tung til, at alle kunne være med. Til trods for deres mekaniske udseende og måske på grund af deres lidt kluntede bevægelser var de begge sympatiske karakterer, som var med til at kaste et let lys over en ellers dunkel og mørk verden fyldt med usikkerhed og ondskab. De blev hurtigt til centrale ikoner for Star Wars-brandet. I de tre næste film – også kendt som prequel-trilogien – trådte de til igen og løftede til dels samme opgave sammen med et bredere cast af karakterer, måske fordi man mente, at nok var de gode karakterer, men Star Wars kunne byde på mere af samme fornemmelse uden at kopiere nøjagtigt fra de tidligere film. Netop dette har Disney grebet meget fint i hvad der så kaldes sequel-trilogien, hvor de i ’A Force Awakens’ introducerer den nuttede BB8. BB8 er en interessant skabning fra mange vinkler. Ikke alene passer han problemfrit ind i Star Wars universet – han er formegentlig tættere på de originale koncepter af R2-D2 end R2-D2 selv er! Desværre var teknologien til den kontrolleret rullende kugle ikke moden tilbage 1977, og en cylindrisk form med ben blev brugt i stedet. Selv ved filmning af ’The Force Awakens’ i 2014 var det ikke trivielt at introducere BB8. Instruktøren J. J. Abrams ville nemlig opnå den taktile fornemmelse, som de tre første film havde, og her vidste han, at det var bedre, hvis robotten var tilstede på settet. Dette førte til et udviklingsarbejde, hvor Disney™ trak på virksomheden Sphero™, som de havde købt tidligere, samt udviklingsarbejde udført før filmens start og arbejde af Creature FX™. I dette arbejde var det vigtigt at robotten – BB8 – blev i stand til at bevæge sig holonomisk, det vil sige med fuld bevægelsesfrihed i begge plane akser samt, at den opnåede fri rotationsbevægelse, og hvor disse bevægelser var uafhængige af hinanden. Uden denne frihed ville en del af illusionen blive tabt under optagelserne, hvis BB8 for eksempel ikke blev i stand til at skifte retning pludseligt for at følge med karaktererne. Derudover var det vigtigt, at kuglen, som skulle udgøre størstedelen af robottens krop, ikke var tildækket for at opnå kontrol. Tidligere har man set eksempler på robotter som har bevæget sig som ’omvendte musekugler’, hvor tre bånd kører på det ydre ækvator for at yde de tre bevægefriheder, men dette kræver en tildækning af cirka halvdelen af kuglen, hvilket var ærgerligt og ville gå imod konceptet. [Resultatet blev en mekanisme](https://patents.google.com/patent/US8269447B2/en), hvor et antal motoriserede hjul kører mod kuglens inderside. Disse hjul kan rotere om sin egen akse og kan derfor skifte kuglens bevægelses-retning (og er nummereret 1051 i figuren herunder). Derudover var det vigtigt, at BB8 ikke blot var denne kugle men havde et ret stabilt siddende hoved, som ved ikke at bevæge sig med rotationen ville forvirre og imponere seerne, foruden at dette naturligvis hjalp med at gøre formen ikonisk og give BB8 et ’ansigt’. Denne mekaniske opnåedes ved en magnetisk samling mellem et element øverst indeni kuglen og et element indeni hovedet. Dertil måtte der naturligvis sidde en række hjul på undersiden af hovedet for at tillade bevægelsen, og for at give BB8 karakter tilførte man mulighed for at bevæge dette hoved rundt på den øvre region af kuglen. Dette er i høj grad BB8’s udtryksform, da han som R2-D2 ikke har et (for seerne) forståeligt sprog. Placeringen af hovedet kan bruges til at styre bevægelsen af kuglen, hvilket kan sammenlignes med hvordan en Segway™ opnår kontrol. Ved at læne hovedet til siden vil robotten blive påvirket til at vælte denne vej. Hvis kuglen roteres ’ind i’ det område som før var under hovedet, vil kontrollen opretholdes under bevægelse. Hovedet kan føres tilbage over toppen for at bremse. Efter at robotten har bremset, kan hovedet føres hen på toppen til en hvileposition. En interessant anekdote til denne historie er, at Disney søgte patent på denne kontrollerede kugle allerede i 2010 – altså to år før de købte Lucas Films og fire år før de begyndte at arbejde på Star Wars. De har altså set noget underholdende i den lille robot tidligt. Uanset hvad deres hensigt originalt har været med designet kan vi i dag være glade for at den lille, nuttede robot passede så godt ind i Star Wars universet. At J. J. Abrams insisterede på at bruge en fysisk udgave af robotten. At Disney valgte at patentere funktionen heraf har nok siden vist sig at være god forretning, da man i dag, hvor sequel-trilogien er slut, kan købe BB8 til at tage med på sine egne eventyr hernede på jorden – og det endda i en ekstra lille, og ekstra nuttet udgave.

En række danske organisationer og tænketanke har udarbejdet planer for såkaldt ”grøn genstart” af samfundet – dvs. miljøtiltag som skal sætte gang i dansk økonomi under/efter Covid19-krisen og samtidig gøre samfundets aktiviteter mindre miljøbelastende og mindre ressourceforbrugende. Eksempler på organisationer og tænketanke med sådanne planer er: * Erhvervsorganisationer som Dansk Industri og Dansk Erhverv * Fagbevægelsens organisationer som FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation, Akademikerne og Ingeniørforeningen * Miljøorganisationer – ikke mindst et samlet udspil fra en gruppe af 18 NGO’er inden for miljø og udvikling – bl.a. Danmarks Naturfredningsforening, Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Vegetarisk Forening * Miljøtænketanke og -råd som Klimarådet og Concito De fleste planer har først og fremmest fokus på investeringer i dels anlæg til forskellige former for vedvarende energi, dels energibesparelser gennem bl.a. bygningsrenovering, men hvordan med cirkulær økonomi? Er der forslag, som har fokus på at reducere samfundets ressourceforbrug og samtidig gøre ressourceforbruget mere effektivt? Jo, enkelte planer har forslag om cirkulær økonomi, som jeg vil gennemgå senere i indlægget. Der er således forslag til: * at reducere vores kødforbrug ved at støtte omlægning af landbrug til produktion af proteiner til ”humant konsum” og udvikling af flere plantebaserede fødevarer * at forlænge produkters levetid gennem reparation samt andre former for affaldsforebyggelse * at sikre miljømæssigt forsvarlig genbrug og genanvendelse af ressourcer i forbindelse med bygningsrenovering ## Hvorfor grøn genstart? Hvad er formålet med grøn genstart? Formålene kan være flere: * at øge beskæftigelsen gennem investering i og udvikling af miljø- og klimaløsninger for at afbøde konsekvenserne af reduktion af dansk eller udenlandsk efterspørgsel på andre områder * at reducere miljøproblemer og ressourceforbrug * at fremskynde implementering af allerede vedtagne planer ved at fremskynde investeringer med miljø og klima som fokus * at sikre at Covid19-hjælpeindsatser til virksomheder ikke modarbejder grøn omstilling af samfundet I det følgende gennemgås forslag med fokus på cirkulær økonomi fra grønne genstartsplaner. ## Udvikling af plantebaserede fødevarer i landbrug og industri Et af de 30 forslag i 18 miljø- og udviklingsorganisationers udspil [”Grøn og retfærdig genstart”](https://www.dn.dk/media/61376/gr%C3%B8ngenstartfinal.pdf) har fokus på at fremme produktion og forbrug af plantebaserede fødevarer. Selvom organisationerne ikke kalder forslaget cirkulær økonomi, så er det et interessant og utraditionelt eksempel på cirkulær økonomi, fordi et øget forbrug af plantebaserede fødevarer og mindre forbrug af kød reducerer kostens ressourceforbrug og klimabelastning. Øget plantebaseret kost er et af de klimatiltag, som det sidste års tid har fået stor opmærksomhed hos forbrugere, detailhandel og dele af fødevareindustrien. Miljø- og udviklingsorganisationerne fremhæver, at *”….danske virksomheder er med helt fremme i det globale kapløb om at udvikle de bedste plantebaserede fødevarer. De har foretaget betydelige investeringer i teknologi og opskalering til eksportmarkeder, men krisen betyder, at visse af eksportmarkederne midlertidigt er påvirket”.* Det foreslås, at efterspørgslen på hjemmemarkedet styrkes ved bl.a. at kræve, at klimabelastningen fra måltiderne i de offentlige køkkener reduceres med 25% - i lighed med krav i Københavns Kommune og Aarhus Kommune. Organisationernes forslag har også blik for, at innovation kræver en indsats, der kan etablere eller omstille hele værdikæden. Organisationernes udspil omfatter således også forslag om støtte til landbrug, der er interesserede i at producere planteproteiner til humant konsum. Man peger på behovet for mange flere praktiske forsøg, så afgrøder med de bedste udbytter og kvalitet kan findes. For at reducere landbrugernes økonomiske risiko foreslås en pulje eller en ordning, hvor landbrug kan søge støtte til at afprøve nye sorter. ## Forlænget produktlevetid gennem reparation Ingeniørforeningen foreslår som del af sine [12 forslag til grøn genstart](https://ida.dk/media/6431/12-groenne-forslag-til-at-styrke-beskaeftigelse-og-baeredygtighed1.pdf), at der stilles krav til de kommende kommunale affaldsplaner om fokus på de øverste trin i affaldshierarkiet - affaldsminimering og genbrug. Der peges på vigtigheden af, at kommunerne - gennem en ændring af affaldsbekendtgørelsen - får mulighed for via gebyrer at finansiere indsatser, som er målrettet affaldsminimering. Som led i affaldsminimering foreslår Ingeniørforeningen, at de kommunale affaldsplaner skal indeholde en reparationsstrategi kombineret med en lokal strategi for deleøkonomi. Forslaget nævner offentlig-privat samarbejde som del af strategien. Miljø- og udviklingsorganisationerne foreslår minimum en halvering af momsen på reparationer som i Sverige: *”I dag er det ofte billigere og nemmere at købe nyt frem for at få foretaget reparationer, der øger vores produkters levetid.”* Argumentet er at, *”reparationer skaber arbejdspladser i Danmark nu og her”*. Om nedsat moms er tilstrækkeligt til at sikre flere reparationer er måske usikkert. Hvis en reparation til 250 kr blev fritaget for moms, ville den i stedet koste 200 kr, og en reparation til 1000 kr ville koste 800 kr. Jeg tror det er nødvendigt, at producenter og forhandlere af husholdningsudstyr m.m. også bidrager økonomisk ved at anlægge et mere strategisk syn på reparationer. ## Øget beskæftigelse gennem reparation og genbrug Der er allerede overvejelser i enkelte kommuner om, at en lokal reparationsstrategi skal ses som del af en lokal erhvervs- og beskæftigelsesstrategi. Derved kan kommuner måske undgå at blive en del af slagsmålet om hvem der har ret til at håndtere affald hvordan, som har kendetegnet meget af [den offentlige debat ](https://www.altinget.dk/miljoe/artikel/affaldssektoren-forsoeger-at-udnytte-klimapartnerskab-til-at-score-kassen)i kølvandet på forslagene om affaldshåndtering fra [Klimapartnerskabet om affald og cirkulær økonomi](https://em.dk/ministeriet/arbejdsomraader/erhvervsregulering-og-internationale-forhold/klimapartnerskaber/). Lokal reparationsstrategier handler således ikke (kun) om at reparere produkter, der er kasseret og afleveret på genbrugspladser, men mere om at at forebygge at produkter kasseres gennem tilbud fra butikskæder og lokale reparationsvirksomheder om billigere reparationer. Både netværket af miljø- og udviklingsorganisationer og Ingeniørforeningen foreslår offentlig støtte til virksomheder, herunder opstartsvirksomheder, der har fokus på genbrug, tilbagetagningsordninger for produkter eller fremstilling af produkter af genanvendte ressourcer. Miljø- og udviklingsorganisationerne foreslår desuden en grøn jobpulje til at støtte ”grønne jobs”. Aktiviteterne skal engagere arbejdsløse inden for grønne områder og her nævnes cirkulær økonomi som et af områderne. Forslaget peger på de store muligheder inden for cirkulær økonomi i form af bl.a. reparation og genbrug. Der nævnes potentialer for både kommercielle virksomheder og socioøkonomiske virksomheder, som kan tilbyde reparationer, upcycling m.m. til personer med forskellige kompetencer og til personer med særlige behov som f.eks. et fleksibelt antal ugentlige arbejdstimer. Det foreslås endvidere, at en offentlig tilskudsordning skal kræve ansættelse af lærlinge, når opgaver skal løses. ## Ønske om (mere) affaldsforebyggelse i den nationale affaldsplan Ingeniørforeningen har i sine forslag til grøn genstart ikke kun fokus på de kommunale affaldsplaner, men også på den nationale affaldsplan. Efterfølgende er regeringen kommet med et [affaldsudspil](https://kefm.dk/media/13040/faktaark-groen-affaldssektor.pdf), som den selv karakteriserer på følgende måde: *”blot første skridt på vejen”*. Udspillet er blevet kritiseret for at have [for lidt fokus på affaldsforebyggelse](https://www.altinget.dk/miljoe/artikel/regeringens-affaldsudspil-splitter-partierne-soed-musik-i-liberale-oere-og-enormt-gammeldags). Ingeniørforeningens ønske til den nationale affaldsplans rolle i grøn genstart havde større fokus på affaldsforebyggelse end regeringens første udspil. Foreningen ønsker således, at den nationale affaldsplan skal *”tænke forbrug og vækst på nye måder”* og opfordrer til *”… indsatser der retter sig mod affaldsminimering, herunder genbrug, ligesom der skal være fokus på at understøtte cirkulære forretningsmodeller.”* ## Ændring af affaldslovgivning og emballageafgift Under overskriften ”En mere cirkulær økonomi” sætter Dansk Erhverv i ét af sine 18 forslag i deres [grønne genopbygningsplan](https://www.altinget.dk/forsyning/artikel/overblik-dansk-erhverv-har-fremlagt-et-udspil-til-en-genopretningsplan-faa-styr-paa-de-18-forslag-her) fokus på genanvendelse af affald. Dansk Erhverv foreslår en indsats for at øge genanvendelsen af plast, emballager og tekstiler gennem ændringer af affaldslovgivning og emballageafgifter, som tilskynder til øget genanvendelse. Endvidere foreslås offentlige udbud på 2 - 4 store anlæg til genanvendelse af emballage samt etablering af et partnerskab om bæredygtig mode og tekstil. ## Genbrug og genanvendelse ved bygningsrenovering Ingeniørforeningen foreslår, at den vedtagne dispensation for det offentlige anlægsloft i resten af 2020 forlænges til 2022 for ”grønne investeringer” for at tilskynde til energirenoveringer. Foreningen ønsker, at disse renoveringer skal have fokus på byggeriets ressourceforbrug og leve op til krav om *”miljømæssigt forsvarlig genbrug og genanvendelse af ressourcerne til renovering”*. Foreningen kobler således energirenovering og cirkulær økonomi og forventer, at særligt *”kommunerne også vil begynde at planlægge energirenoveringer og indtænke cirkulær økonomi i deres projekter”.*

Hvis vi lige ser bort fra Copenhagen Atomics, hvad bliver der så faktisk af atomreaktorer baseret på flydende salt ? Som de fleste sikkert fornemmer, er det mest snak og forsøg på at hive penge ud af mere eller mindre velinformerede investorer på jagt efter en *"unicorn"*. Men dybt nede i maskinrummet sker der faktisk noget af betydning. I den nyeste version of [IRPhE Håndbogen](https://www.oecd-nea.org/science/wprs/irphe/handbook.html), er der tilføjet et gennemregnet experiment fra fra Juni 1965, da man første gang prøvede at føre den experimentelle MSRE reaktor til kritikalitet. Kort fortalt har forskere bygget en computermodel af MSRE og prøvet at reproducere resultaterne fra de experimenter der oprindelig blev udført på MSRE for 55 år siden. Men held og lykke med at komme til at læse om det: *"The IRPhEP Handbook is available to authorised requesters from the OECD member countries"*. Jeg er ved ikke præcis hvem der autoriserer adgang i Danmark, men det er et rigtig godt gæt at en ansøgning om adgang vil lande på en ministers bord. Den [bagvedliggende videnskabelige artikel](https://www.researchgate.net/publication/325333833_ZERO-POWER_CRITICALITY_BENCHMARK_EVALUATION_OF_THE_MOLTEN_SALT_REACTOR_EXPERIMENT) kan man derimod finde på ResearchGate. Hvad kan man så bruge dét til ? Inden man får lov til at føre en atomreaktor til kritikalitet, skal man overbevise tilsynsmyndigheden om at man ved hvad der foregår og særligt at man stadig har styr på det hele hvis der sker noget andet. Det sker i vidt omfang med computermodeller, typisk Monte Carlo simuleringer af neutronerne. Her er f.eks et tværsnit af modellen fra denne artikel: Som udgangspunkt virker det ret godt. Balladen med at lave en model af en MSR reaktor er at at saltet og dermed de fissionable atomer flytter sig, det gør de ikke i nogen anden reaktortype. Derfor kan man ikke bare, som man plejer, lave en statisk model og slippe de virtuelle neutroner løs, istedet skal man, ligesom i f.eks vejrmodeller, følge det flydende salt rundt i reaktoren opdelt i passende små pakker. Det har forskerne ikke gjort, de har i stedet forsøgt at "parameterisere" sig ud af problemet i en endnu simplere model af reaktoren og det går forbavsende godt: De rammer kun 14% ved siden af, formodentlig fordi det er en temmelig stor reaktor i forhold til neutronernes rækkevidde. Der står desværre ikke i artikelen hvor mange CPU-år de har brændt af, kun at de har brugt [Berkeleys Savio Cluster,](https://docs-research-it.berkeley.edu/services/high-performance-computing/system-overview) der er på mellem en halv og halvanden TeraFlops, afhængig af hvor god man er til at bruge GPU'er. At ramme 14% ved siden af på en atomreaktors reaktivitet er *slet* ikke godt nok i denne sammenhæng, ingen får lov til at hælde fissile materaler i en MSR reaktor på dette grundlag. Men inklusionen i IRPhE's håndbog, betyder at andre forskere, med andre computermodeller kan prøve at reproducere disse forskeres resultater, med det håb at man i det mindste ikke overser et eller andet der gør denne eller hin computermodel uegnet til at simulere MSR reaktorer. Men skal brændes rigtig mange CPU-år af inden nogen vil turde stole på at computermodellerne korrekt forudsiger hvad der vil ske i en nydesignet MSR reaktor første gang man hælder fissile atomer. *phk*

Nysgerrighed er en meget vigtig ting! Hvorfor koster en first class billet fra København til San Francisco ca. 5 gange mere end en monkey class billet? Hvorfor koster en Tesla S ca. 6 gange mere end en folkevogn Up? Den primære årsag i disse prisforskelle er en social status effekt. Hvis man blot skal flytte 100 kg. kød fra A til B, så giver det ingen mening at købe den dyre løsning. Hestevognen blev opfundet for [over 1000 år](https://www.crystalinks.com/rometransportation.html) siden. Den type transport var udbredt og havde flere vigtige funktioner i datidens samfund. Der fandtes også hestevogne som kostede 5+ gange så meget som en anden model på samme tid. Den primære komponent i prisforskellen var også dengang social status. Da bilen blev opfundet mente de fremmeste personer i samfundet dengang at bilen ikke ville erstatte hestevognen. 20 år efter at bilen **var** blevet opfundet blev der stadig investeret flere penge i hestevognsindustrien end i bilindustrien. [Denne skepsis kommer altid frem når der er optræk til disruptiv innovation](https://www.herald.co.zw/the-horse-is-here-to-stay-other-mistaken-technological-predictions/). Det er naturligt og godt, men nogle gange bryder de nye teknologier igennem alligevel. Jeg har studeret teknologiskift længe nok til at vide, at hvis store dele af befolkningen forstår det, så er det ikke et disruptivt teknologiskifte. Jeg tror selvfølgelig på at thorium salt smelte energi er sådan en disruptiv teknologi. Kun tiden kan besvare om vi får ret. De sidste 2 blogindlæg fra [Copenhagen Atomics](https://www.copenhagenatomics.com) er blevet vist over 10000 gange og vi er meget glade for alle de positive ord og mails, vi har fået med på vejen. Det er tydeligt for os at flere og flere tror på at thorium salt smelte energi får et gennembrud i fremtiden. I den kommende uge åbner Copenhagen Atomics op for at man kan [investere i vores teknologi](https://www.funderbeam.com/syndicate/copenhagenatomics). --------------- Denne video fik mig til at skrive dette blog indlæg. Jeg har stor respekt for [David Ruzic](https://www.linkedin.com/in/david-ruzic-05b85a169/) som har lavet nogle gode videoer om forskellige energiformer og bl.a. [radioaktivitet](https://www.youtube.com/watch?v=niFizj29h5c) og fusion som er hans eget felt. [video: https://www.youtube.com/watch?v=F92L6F0INYk ] [https://www.youtube.com/channel/UCKH_iLhhkTyt8Dk4dmeCQ9w/videos](https://www.youtube.com/channel/UCKH_iLhhkTyt8Dk4dmeCQ9w/videos) David har en Ph.d. i fysik fra Princeton University, så han må betragtes som en af de kloge i samfundet. De fleste ting i videoen ovenfor om thorium er rigtige. Alligevel så misser han nogle af de helt centrale pointer i, hvorfor thorium har potentiale til at disrupte andre energiformer. Han nævner rigtigt at der er 3 - 4 gange så meget thorium i verden som uran 238. Men selv hvis der var 10 gange mindre thorium i forhold til U238, så var thorium stadig bedre end U238. Efter 8:10 minutter nævner han at thoriumreaktorer, hvis bygget rigtigt, har en affaldsprofil, som er størrelsesordner bedre end classic nuclear. Han nævner også at U232 gør det mere vanskeligt at bruge en thorium fuel cycle til produktion af atomvåben. Han glemmer en anden meget vigtig egenskab, nemlig den at “onde” mennesker med thorium alene ikke kan skabe en bombe. - Og der laves kun ganske lidt U233 per dag og man brænder hele tiden ca. lige så meget U233 af igen, så thorium salt smelte reaktoren kan konstrueres så den har meget mindre indhold af fissilt brændsels sammenlignet med klassiske atomreaktorer og andre salt smelte reaktorer. Fra 6:42 minutter nævner han freeze plug, men han glemmer at forklare at det vigtige ikke er en freeze plug. Det vigtige er, at man nemt kan lave flere typer af passiv sikkerhed, som resulterer i at fuel-salten fjernes fra reaktorkernen og kædereaktionen derfor stopper helt af sig selv. Adskillige af de startups som arbejder med saltsmeltereaktorer laver således design uden freeze plug. Fra 5:10 kommer han tæt på **det helt afgørende** i, hvorfor en thorium smeltesalts reaktor er helt unik. Fysikken dikterer, at man med thorium kan lave en ‘breeder’-reaktor i termisk spektrum. Dette kan ikke lade sig gøre med uran i termisk spektrum. Dette kan heller ikke lade sig gøre med thorium i en solid-fuel reaktor. Det er absolut nødvendigt, at man fjerner nogle af fissionsprodukterne imens processen kører for at undgå, at de sluger vigtige neutroner fra processen. En saltsmeltereaktor gør det muligt at fjerne de mest neutronslugende af disse fissionsprodukter meget nemt. Thomas Jam holdt et foredrag om, hvordan Copenhagen Atomics har et unik approach til dette i [2015 ved Thorium Energy Conference](https://www.youtube.com/watch?v=md90-FaEw7w). Dette kombineret med [tungt vand](https://en.wikipedia.org/wiki/Molten_salt_reactor#Mixtures) betyder, at en thorium saltsmeltereaktor kan få en neutronøkonomi, som giver anledning til et paradigmeskift. Vi skal grave langt under 100 gange mindre thorium op af jorden, i forhold til hvor meget uran man skal grave op af jorden til klassiske atomkraftværker og som David i filmen ganske rigtigt siger, så er det affaldsproblem som kommer ud af en thorium saltsmeltereaktor ca. 100 gange mindre end i klassisk atomkraft. Begge dele målt per kWh produceret energi. Desuden er der ikke brug for en kæmpe fabrik og meget energi til at berige U235. Saltsmeltereaktorer som ikke er baseret på thorium har i overvejende grad samme problemer som klassiske atomkraftværker på disse punkter. I sport eller andre steder i energibranchen og erhvervslivet, så ville alle falde på halen, hvis en spiller pludselig var dobbelt så god som de andre spillere. Det er ganske **humoristisk** at David i slutningen af videoen konkludere at thorium saltsmeltereaktorer, som ifølgen ham selv er 100 gange bedre på flere punkter, ikke har nogen stor fremtid. Men det bliver bedre endnu: En klassisk atomreaktor skal holdes under kontrol med kontrolstave og en lang række sikkerhedssystemer, samtidig bruger den vand under meget højt tryk for at få en acceptabel effektivitet på 35%, når man konverterer varme til strøm. Alle disse aktive sikkerhedssystemer og de meget dyre komponenter til højt tryk og ekstrem kvalitetskontrol, resulterer i en meget, meget høj pris. Som vi skrev i [sidste blogindlæg](https://ing.dk/blog/copenhagen-atomics-paa-vej-masseproduceret-thorium-saltsmelteatomkraftvaerker-234775), så er prisen for papirarbejde og møder og management og forsikringsvurderinger langt hovedparten af prisen for en klassisk atomreaktor. Prisen for jurister og kontrollører er langt højere end prisen for det uran som skal ind i reaktoren. En saltsmeltereaktor virker sådan, at når salten bliver varm, så udvider den sig. Denne udvidelse gør, at kædereaktionen i salten aftager og salten vil dermed afkøles indtil den finder en ligevægt. Denne selvregulering er en meget vigtig egenskab, som gør saltsmeltereaktorer meget sikre og enkle at regulere. Samtidig kører saltsmeltereaktorer ikke ved højt tryk og man kan få fissionsprodukterne ud af salten under drift, hvilket både øger sikkerheden og giver en enormt meget bedre neutronøkonomi. Disse egenskaber gør, at det ikke er utænkeligt, at man vil kunne producere thorium saltsmeltereaktorer meget mindre og lettere end klassisk atomkraft. Vi øjner en mulighed for, at de kan blive 10 gange billigere på lang sigt og mindst 10 gange mindre per kW kapacitet allerede på kort sigt. Desværre forklare David ikke dette koncept med udvildelse af salten. Han siger blot at saltsmelte reaktoren er cool. Ved konvertering af varme til strøm findes der også en teknologi, som kan blive meget mindre end dampturbinen, som traditionel atomkraft er nødt til at bruge. Når man har varme ved 700 C, så kan man bruge en superkritisk CO2 closed brayton cycle turbine, som kan have virkningsgrader på 50% eller højere og er 100 gange mindre end en tilsvarende dampturbine og op imod 10 gange billigere på sigt. Superkritisk CO2 kræver dog sit helt eget blogindlæg. I 1940’erne og 1950’erne, før computeren blev tilgængelig, tog det typisk 1 - 5 år at bygge en ny reaktortype. [https://en.wikipedia.org/wiki/B_Reactor](https://en.wikipedia.org/wiki/B_Reactor) [https://en.wikipedia.org/wiki/Experimental_Breeder_Reactor_I](https://en.wikipedia.org/wiki/Experimental_Breeder_Reactor_I) I dag tager det typisk 10 - 15 år at bygge en kopi af en reaktor, [https://en.wikipedia.org/wiki/Olkiluoto_Nuclear_Power_Plant](https://en.wikipedia.org/wiki/Olkiluoto_Nuclear_Power_Plant) man allerede har bygget før. Hovedsageligt pga. papirarbejde og jurister. I Copenhagen Atomics tror vi på at man med samlebåndsproduktion, vil kunne producere mere end én 100 MW thorium saltsmeltereaktorer om dagen per samlebånd. Der er i hvert fald ikke noget i de fysiske love, som hindrer dette. Det er næsten 3 størrelsesordner hurtigere end klassisk atomkraft. Dette må også forventes at have indflydelse på prisen. En af de næste blogs kommer bl.a. til at handle om priser på atomkraft. Summa Summarum, så har thorium saltsmeltereaktorer fra fysikkens side mulighed for 100 gange mindre minedrift, 100 gange mindre affald, 10 gange mindre pris, 10 gange mindre størrelse, 100 gange mindre turbine og 1000 gange hurtigere produktion. For os er ovenstående en “no brainer”. Men det er det tydeligvis ikke for så mange andre. Hvis man er særlig nysgerrig og undrer sig herover, så vil man måske forstå at en vigtig komponent i dette paradoks, sjovt nok også har at gøre med social status. Kommentarsporet i denne blog vidner blot med alt tydelighed om, at der er mange kræfter som er villige til at sætte alt på spil for at undgå, at ovenstående kommer til at ske. De vil i nogle år endnu, med rette kunne udbasunere at det går meget langsomt med udviklingen af thorium energi. Copenhagen Atomics og vores venner rundt i verden, som arbejder med denne teknologi kan ikke skabe et gennembrud alene. Vi har brug for kunder og investorer. Nøjagtig som de første biler havde brug for kunder. - Der skulle faktisk rigtig mange bilkunder til, før det blev tydeligt at bilen ville vinde over hestevognen. Vi er stadig langt fra det punkt hvor der er mange kunder og [investorer](https://www.funderbeam.com/syndicate/copenhagenatomics). Derfor tager det lang tid. Vores hastighed er primært begrænset af penge, men i Copenhagen Atomics har vi fundet en unik model, som sikre fremdrift trods modstand. **Disclaimer:** I denne blog har jeg valgt at sammenligne Copenhagen Atomics design af thorium saltsmeltereaktor med klassisk atomkraft, som vi kender i dag i vesten. - Men der findes en anden type reaktorer, som generelt går under betegnelsen “fast reactors”. “Fast reactor designs” findes både som “solid fuel” og “molten salt” variationer, og både i thorium, uran og plutonium variationer, hvilket gør diskussionen yderst kompleks. Jeg vil dog her blot nævne to centrale holdepunkter i forhold til “fast reactors”. En “fast reactor” skal typisk bruge 10-20 gange så meget fissile fuel, som en “thermal reactor” per kW kapacitet for at kunne starte. Der er bygget hundredvis af forskellige “thermal reactors” og næsten alle af dem var succesfulde. Der er bygget mindst 20 “fast reactor” i løbet af de sidste 70 år og nærmest ingen af dem var succesfulde. Nogle få af dem har kunnet køre i en længere periode, men ingen “fast reactor” har nogensinde fået kommerciel succes. Jeg synes dog stadig man skal forske i “fast reactors” ligesom jeg synes man skal forske i fusion. **PS:** Til alle die-hard kritikerne, så har jeg ikke skrevet at vores første reaktor vil indfrie alle de muligheder, jeg beskriver her i bloggen. Men ikke desto mindre er det vigtigt at almindelige læsere forstår at fysikken tilbyder disse muligheder. Grunden til jeg personligt er gået ind i thorium energi, er fordi jeg kan se at denne teknologi kan få en lige så stor indflydelse på menneskets fremtid som den industrielle revolution. Jeg sætter stor pris på at arbejde med de andre, som også arbejder med denne teknologi. Jeg er klar over, at der er mange, som ikke vil forstå det her før længe efter et gennembrud er sket.