Du ligger på operationsbordet og skal opereres i knæet. Du får en rygmarvsbedøvelse, så underkroppen er bedøvet. Men du er vågen. Lægerne arbejder bag et klæde, så du ikke kan se, hvad der foregår. Men du kan høre, at der bliver savet, banket og boret i dit ben. Det er virkeligheden for mange knæpatienter. At miste kontrollen over sin egen krop på den måde kan være en utryg oplevelse. Derfor får de fleste behov for afslappende medicin eller decideret sovemedicin under en såkaldt vågen operation. Medicin som kan have bivirkninger og give problemer med vejrtrækning eller lavt blodtryk. Forestil dig nu i stedet for, at du nyder solen på en dejlig sandstrand på en ferieø med blå himmel, palmetræer og bølgeskvulp – ikke i virkeligheden, men i en virtuel verden. I virkeligheden ligger du – også i dette scenarie – på operationsbordet og bliver opereret i knæet. Men du oplever det ikke, da du har et par Virtual Reality-briller og høretelefoner på, der tager dig med til den dejlige, solrige ferieø. Illustration: Ida Munch Den virtuelle oplevelse fungerer her som afledning i stedet for beroligende medicin ved operationer, hvor patienten er vågen. Men kan VR virkelig erstatte beroligende medicin under en operation? Det vil et forskningsprojekt på Sjællands Universitetshospital forsøge at svare på. Måske bliver svaret nej. Men hvis vi ikke tør gøre forsøget, finder vi aldrig ud af det. Nytænkning kan reducere risici og komplikationer for en lang række patienter. Og den mulighed bør vi gribe. Erfaring fra andre patientgrupper Ideen er ikke grebet ud af det blå. Distraktion anvendes allerede på forskellige måder mod smerter. Blandt andet lader tandlæger patienter lytte til musik under behandling. Og det er kendt viden blandt smerteforskere, at smerterne ikke er så slemme, når fokus fjernes fra det, der gør ondt. Ved en knæoperation er der ikke nogen fysisk smerte, da man er bedøvet fra livet og ned. Men forventningen om smerten bliver mentalt ubehagelig, og teorien er, at den mentale påvirkning kan ændres med afledning. VR-brillerne bliver i dag blandt andet brugt til børn, når de får lagt drop i hånden. Selve det at få stukket en nål i hånden gør ikke synderligt ondt, men børn kan være meget angste for stikket, og nogle får endda lattergas for at dulme frygten. Her hjælper VR-spillet med Frøen Frede til at aflede børnenes opmærksomhed som erstatning for lattergas. Kan afledning bruges til børn, kan det måske også bruges til voksne. Afledning med beroligende virtuelle oplevelser, der passer til patienter på operationsbordet. Illustration: Ida Munch Naturligvis kan der være udfordringer ved afledningsmetoden: Kan patienterne holde ud at have udstyret på og befinde sig i en virtuel verden i en hel time (så længe varer en knæoperation omtrent). Eller vil selve afledningen føles ubehagelig? Bliver der alligevel behov for afslappende medicin? Heldigvis står der en anæstesisygeplejerske klar og kan give beroligende medicin i tilfælde, hvor afledningsmanøvren ikke fungerer, og patienten bliver utryg. Men kan det fungere for bare en del af patienterne, vil deres risiko for komplikationer mindskes. Og det vil være en succes. Kan det gavne flere? Og perspektiverne er til at få øje på. Lykkes det at finde en god, beroligende afledningsmanøvre ved knæoperationer, er der ikke noget i vejen for at forsøge samme metode ved andre operationer, hvor patienterne er vågne og normalt får behov for beroligende medicin. I Region Sjælland bliver der foretaget flere tusinde operationer, hvor patienterne er bedøvet men stadig vågne. Kan nogle af de patienter spares for medicinering, vil meget for dem være vundet. Måske findes der endnu flere situationer, hvor beroligende medicin kan reduceres eller helt erstattes af teknologi? Og hvem vil ikke foretrække en tur på stranden på en ferieø i stedet for at ligge på operationsbordet?

Påsken står lige for døren, og med faste fridage følger ofte traditioner. For mange handler det om påskefrokoster og æggemaling. For mig har påsketraditionen de sidste mange år involveret rollespil til det årlige nørdtræf Fastaval. Det involvere både rollespil (mest den slags om et bord), brætspil og figurspil i lange baner. Så når jeg tænker på påske er det en anden form end æg, jeg først tænker på, nemlig terninger i alle afskygninger. På grund af Dungeons & Dragons (D&D) er den tyvesidede terning (eller bare en d20) ofte den terning, der er blevet bordrollespillets symbol. Min første tanke var, at det jo er en velkendt polygon og derfor næppe er patenteret – men det stoppede mig ikke fra at se, om ikke jeg kunne finde et sjovt terningepatent alligevel. Det viste sig så, at jeg tog fejl for hurtigt dukkede et billede af en d20 frem, når man søgte terningpatenter. Figuren tilhørte et patent søgt tilbage i 1996 og udstedt i 1999. Fig. 1 fra patentet US5909874A , gengivet fra patentdatabsen Espacenet. Illustration: M Daniel, D. J. Pristash og M.D. Miller Men det første D&D blev udgivet i 1974, så det virkede alligevel sært, at det skulle være lykkedes at få et patent år efter det. Den første antydning om, at det ikke bare er en vilkårlig tyvesidet terning kunne findes i titlen på patentet: Icosahedron decimal dice. Så på en eller anden måde skal den tyvesidede polygon altså indikere et decimaltal. Som vanligt er patentkravene det oplagte sted at lede efter svar, og her kommer da også flere detaljer, for hver terning skal altså have to separate sæt tal, som kan kendes fra hinanden. Hvis mans er på Fig. 1 kan man ved nærmere eftersyn også se, at nogle tal er sorte og andre er hvid. Patentet beskriver en række forskellige muligheder for, hvordan de to grupper af tal kan være inddelt, men essensen er at tallene 0-9 er der to gange på en måde så de kan skelnes. Ifølge introduktionen er en særlig fordel ved dette, at det bedre passer ind i matematik med base 10, som vi normalt bygger vores talsystemer op om, imens ”normale” sekssidede terninger ikke egner sig så godt til det. Uddrag af figurer der viser mulig decimaltalfordelinger på tyvesidet terning. Illustration: M. Daniel, D. J. Pristash og M.D. Miller Det har de jo en pointe med, men det blev, så vidt jeg ved, ikke denne løsning, der slog igennem for at hamle op med det problem. Min terningpose har i hvert fald flere andre eksempler på, hvordan det kan gøre: den besværlige løsning er en stor terning med 100 sider (det tager meget lang tid før den ligger stille) eller den mere konventionelle løsning med to tisidede terninger, der udgør to pladser i decimalsystemet. De mere gængse måde at slå decimaltal med terninger - og derudover mange flere terninger end jeg i realiteten har brug for. Illustration: Louise Floor Frellsen Hvad har I af atypiske påsketraditioner?

Illustration: Bjørn Godske Mercedes producerer stadig masser af benzin- og dieselbiler og har derfor endnu ikke lagt alle deres æg i elbils-kurven. Men over de senere år, er deres bud på, hvordan fremtidens bilpark kommer til at ser ud, blevet mere og mere seriøse. Det startede i helt tilbage i 2011 med en elektrisk version af den daværende B-klasse. Siden kom der forskellige prototyper og konceptbiler, men det var først i 2019 med den første model i EQ-serien, hvilket var en stor SUV kaldet EQC, at det for alvor blev seriøst. Siden er der kommet en elbil i A-klassen (lille SUV), B-klassen (mellemstor SUV) og V-segmentet (minibus). Senest har de vist en konceptbil kaldet EQXX og så altså en S-klassen, som Motorbloggen har haft mulighed for at køre. Lige om lidt er der også udsigt til en elektrisk E-klasse og en stor SUV. I 2025 skulle en EQC sedan også være klar. EQS skal altså regnes for en luksusbil. Den er opbygget som en traditionel sedan, med fire døre og et stort bagagerum, men med en tophængslet bagklap (så man kan måske kalde den for en stor hatchback). De rå data siger 523 hk (385 kW), 648 km rækkevidde (WLTP) og et batteri på 107,8 KWh. Opladning sker med 11 kW AC og op til 200 kW DC. Grundprisen for den kørte model, med tilnavnet 580 4Matic, er 1.489.998 kroner. Den aktuelle model havde fået lagt ekstraudstyr ind for omkring 240.000 kroner, så vi endte på 1.729.211 kroner. Den billigste model i serien står til 953.998 kroner. Efter en uges testkørsel vil jeg fremhæve følgende, som gør, at EQS’eren topper min liste over elbiler: Fantastisk komfort, virkelig god kabine og infotainment-system, super køreegenskaber og som prikken over i’et: Firehjulsstyring! For at tage det sidste først, så er firehjulsstyring ikke nyt, men alligevel spøjst at se på en personbil. Med en akselafstand på 321 cm, så ville det være noget af en kolos, at manøvrere rundt på snævre parkeringspladser. Men alt det afskaffer firehjulsstyringen. Det er komplet umuligt at mærke, at der er tale om en meget lang bil, for med en venderadius på 10,9 meter, er vi kun godt en meter fra min egen minibil. Det er virker nærmest naturstridigt. Bemærk her, at vi kørte topmodellen, hvor baghjulene kan vinkle 10 grader (+19.318 kroner), mens det i standardmodellen kun er 4,5 grader. Styring af baghjulene skulle også være i funktion ved høje hastigheder for at sikre stabilitet. Det var ikke noget vi lagde mærke til, hvilket på sin vis er godt nok. Men det kan også skyldes, at hastigheden aldrig blev særlig høj i testdagene. Ellers så er det meget svært, at finde svage punkter i EQS’en. Luftaffjedringen gør, at man nærmest ikke mærker vægten - Mercedes ved godt hvordan man affjedre tunge biler - og der mangler aldrig motorkraft. Bortset fra den dag, da der kun var 20 km tilbage på batteriet og alt ekstraudstyr automatisk blev slukket. Motorkraft blev begrænset, så højst var muligt at køre 90 km i timen og enhver acceleration blev begrænset til næsten ingenting. Men ellers er rækkevidden enorm set med dagens standard. Da vores test blev udført i køligt vintervejr, så var vi dog langt fra at kunne måde de godt 600 km på en opladning. Lad os sige, at vi på en god dag ville have ramt 450 km. Indvendigt bliver man især glad for de store skærme (der er tre styk), som er lette at finde rundt i. Der er også fysiske knapper til flere af standardfunktionerne. Nu kunne nogen måske tænke, at sådan en EQS måtte være de oplagte ministerbil. For er det ikke i biler i S-klassen ministrene normalt kører rundt i? Men her kommer der et par indvendinger: Bagsædepladsen er ikke supergod, der er fint med plads til knæene, men på grund af batteripakken i gulvet, så sidder man lidt højt og det giver dårlig støtte til lår. Lofthøjden er heller ikke imponerende, hvis man er over 180 cm. Der kan bestilles specialstole til bagsædet - dem har vi ikke prøvet - men hvis bilen skal kunne bruges som rullende ministerkontor, så skal pladsen på bagsædet være bedre end den er i standardversionen. På forsædet er alt dog i skønneste orden, så hvis ministeren kører selv, er alt fint. Med hensyn til EQS’ens selvkørende funktioner, var det kun meget begrænset, hvad vi fik prøvet der. Det umiddelbare indtryk var, at den er på niveau med andre tyske modeller i luksusklassen. Så lad mig sige det ligeud: Den nye Mercedes EQS er muligvis det bedste elbil, der endnu er bygget - hvis vi altså ser bort fra prisen. Der er selvfølgelig ting, som kan gøres bedre, men alt i alt har Motorblogger ikke kørt noget bedre. Test fra andre medier indikerer, at det især er den amerikanske Lucid Air, der kommer tættest på. Også Tesla S Plaid kunne være en konkurrent, selvom flere skriver, at følelsen af luksus ikke helt er på samme niveau. EQS koster i grundmodellen 953.998 kroner. Modellen som vi kørte står til 1.489.998 kroner og havde fået ekstraudstyr installeret, så prisen ramte 1.729.211 kroner. Førerpladsen fungerer fremragende. De tre store skærme fungerer fremragende. Der er tilpas med knapper til vigtige funktioner og masse af rum til at lægge telefoner og drikkevare. Illustration: Bjørn Godske Bagagerummet er på hele 610 liter. Til gengæld er der ikke et Frunk, så kabler skal altså ligge bagi. Illustration: Bjørn Godske Store fælge ser måske godt ud på billeder, men personligt foretrækker jeg de lidt mindre 20" frem for disse 21" (til en ekstrapris på 20.805 kroner) Illustration: Bjørn Godske Designet på EQS'en fungerer rigtig godt. Men fordi man sidder ovenpå batteripakken, har den en naturlig højde. Det er godt for indstigningen, men ikke så godt for pladsen til fødder på bagsædet. En model som Polestar 2 har faktisk lavet en fordybning i batteripakken der hvor bagsædepassageren har fødderne - det er ret smart og noget jeg tror, at andre producenter vil efterligne. Illustration: Bjørn Godske

Som en hver anden aktiv højttaler, skal der bygges en forstærker ind i kabinettet af STRØM højttaleren. Udover en forstærker, skal der også være plads til en streamer og et web-interface. Dette indlæg er en introduktion til vores forstærker og streaming platform – µVox – og nogle af de overvejelser vi har gjort os indtil videre. Microcontroller versus Single Board Computer Der er flere der har spurgt: "hvorfor vi ikke bare benytter en Raspberry Pi (RPI) til denne højttaler"? Der findes jo rigtig nok mange bud på en streaming løsning, med RPI i fokus. Mange af disse løsninger fungere også rigtig godt. Det første problem vi er stødt på er forstærkeren. De løsninger vi har kendskab til, er enten ikke kraftige nok. Eller også fylder de fysisk for meget til, at kunne passe ind i dette kompakte kabinet. Raspberry pi’en er heller ikke helt billig i forhold til en microcontroller baseret løsning (eller specielt tilgængelig i skrivende stund), og vil dermed være med til at drive den samlede udsalgspris op. Illustration: Nicolai Bülow Det er også værd lige at nævne at når der benyttes en SBC (som RPI), så kører der jo et fuldt OS (Linux) under motorhjelmen. Det kan være smart (og måske endda nødvendigt) i flere use cases, men virker som unødvendig kompleksitet til en streaming højttaler. Og sådan et OS skal jo også boote. Så når højttaleren starter op, tager det hurtigt 30-60s med en RPI. For en microcontroller baseret løsning "booter" den på millisekunder [ms]. Forstærker- og Streamingplatform - µVox Vores forstærker- og streaming-platform kalder vi for µVox og er ikke blevet udviklet specifikt til STRØM højttaleren. Den (STRØM højttaleren) er blot en af de første use cases for denne platform. De to væsentligste komponenter i denne platform er forstærkeren - en Infineon MA12070P - og selve hjernen, en Xtensa baseret ESP-microcontroller - ESP32 PICO-V3-02. Hvorfor har vi valgt en ESP, når nu der allerede findes så mange audio-specifikke mikroprocessor-løsninger? Selve hardware projektet har været undervejs længe forinden, STRØM projektet blev en realitet. Og igennem årene har vi arbejdet med mange forskellige mikroprocessorer - også andre end dem fra Espressif. En gennemgående tendens er dog, at rigtige mange løsninger egner sig dårligt til open source projekter. De befinder sig i helt eller delvist, lukkede udviklingsmiljøer samt proprietær eksempel kode. Der skal benyttes prebuilt binaries til dekoder-firmware og lign. I visse tilfælde kræves der også betaling af udviklings-licenser, for at få adgang til at købe udviklings-boards, samt at få adgang til eksempelkode. Disse økosystemer passer - i vores optik - dårligt med udviklingen af en open source forstærker- og streamingplatform. Foruden det, har vi sjældent set et community omkring en mikroprocessor platform, så omfattende og inviterende, som det vi ser blandt ESP-tilhængerne. ESP32 PICO-V3-02 - Microcontrolleren Kinesiske Espressif’s Xtensa-instruktionssæt baserede ESP-mikroprocessorer er i løbet af de sidste 6-8 år blevet en favorit mikroprocessor blandt fritids, deltids og fuldtids professionelle-elektronik entusiaster. Sjældent er det set, at en ellers hidtil ukendt, ung spiller kommer svævende ind fra sidelinjen, og leverer en markedspenetrering på niveau med Espressif’s. Omkring start tierne så vi en eksponentielt stigende efterspørgsel på mikroprocessorer med performance nok til, ligefrem at kunne drive hele linux kernen. I høj grad til brug i mobiltelefoner, men hér også særligt nævneværdigt: platforme som Raspberry Pi. ESP32’eren lægger sig et fornuftigt sted midt imellem og drevet af et Real Time Operating System (RTOS), er der tale om en rigtig kraftig løsning: 240MHz Dual Core Xtensa LX6 processor 520kB ram 8MB flash (op til) Mulighed for 2-4MB PSRAM. Integreret Bluetooth 2.4GHz WiFi radio Altsammen i en kompakt QFN48 pakke til knap 20kr! Dog særligt væsentligt for vores applikation er ESP’ens I2S periferi-enhed og dens audio grade Audio-PLL kreds, som sikrer et pålideligt clock signal til I2S-bussen. Og samtidig tillader finjustering at dette clock signal. Vi benytter varianten af chippen ved navn: ESP32 PICO-V3-02 da denne, foruden ovenstående, i selve chippen indeholder 8MB flash-hukommelse, samt 2MB PSRAM. Denne variant står til 24kr. Infineon MA12070P - Forstærkeren Vi har til platformen µVox, valgt at bruge Infineons MA12070P klasse-D forstærker. Netop denne IC er i vores optik perfekt til formålet, grundet særligt fire parametre: Kompakt printplade aftryk (på vores nuværende print: 28 x 54mm) Yderst høj effektivitet (+90%) Digital I2S Input, samt I2C styret volumenkontrol Høj udgangseffekt (uden køleelement!) 2x80W Peak @ 26V @ 4Ω @ 10%THD 2x60W Peak @ 26V @ 4Ω @ 1% THD 2x10W Peak @ 26V @ 4Ω @ 0.003% THD MA12070P’en er tilmed en dansk udviklet chip, og ved +50 stk. koster den i omegnen af 40 kr. Forstærkeren gør sig yderligere positivt bemærket, da den i modsætning til konkurrerende løsninger ikke har behov for et enormt LC filter på udgangstrinnet. Dette er takket være dens patenterede multi level switching teknologi, der også bidrager til dens exceptionelle effektivitet. Er man nysgerrig efter yderligere detaljer om den nævnte switching teknologi, kan det varmt anbefales at tage et kig på IEEE artiklen om netop denne teknologi. Dansk udviklet forstærker Læser man undertitlen til ovenstående artikel vil man som dedikeret læser af STRØM bloggen, bemærke at Jørgen er nævnt som medforfatter på artiklen - hvoraf sidste argument for valget af forstærker kommer. Jørgen, som den første IC designer i det danske startup Merus Audio var i 2010 med til at udvikle den klasse-D forstærker, som skulle vise sig at blive til MA12070P’en. µVox og STRØM µVox er fusionen af ESP32’eren og MA12070P’en - en yderst minimalistisk all-in-one forstærker løsning, som gør det muligt for enhver højttaler, at få al funktionaliteten den moderne forbruger ville forvente af en moderne smart-højttaler. Illustration: Nicolai Bülow Platformen understøtter indtil videre to forskellige HW brugergrænseflader: En varient med tre trykknapper og tre RGB lysdioder Og en med en roterende encoder med tryk i, til volumenkontrol og bla. skift af input-kilde Funktionaliteten af disse input kan, og skal, naturligvis skræddersyes i softwaren. Med et fysisk aftryk på størrelse med et kreditkort, et idle-forbrug på 0,6W, og en peak udgangseffekt på op til 2x80W, rigeligt af DSP-kapacitet, og så tilmed i et helt open source design, var valget af µVox til STRØM en selvfølge. /Nicolai, Jørgen, Tue

Der skete noget revolutionerende i 1980’erne. Noget, som til stadighed påvirker vores hverdag mere og mere, uden at ret mange tænker over det. E.T., Top Gun og Ghostbusters var genredefinerende i filmens verden. Michael Jacksons Thriller album og David Bowies nye dance-lyd var et frisk pust, og personligt oplevede jeg nogle rigtig gode Manowar albums, der udkom i det årti. Illustration: MaxPixel I 1979 lancerede Sony deres walkman (men den er så meget 80’er, at den kommer med på listen). I 1981 lettede den første rumfærge. I 1984 fik vi den første Apple Macintosh, og året efter i 1985 udkom Win 1.0 (som de færreste af os nok nogensinde har prøvet). Illustration: Wikimedia Commons - Rama & Musée Bolo 1986 startede på tragisk vis med Challenger ulykken, og i 1989 var det Berlinmuren, der faldt som første domino i rækken på afslutningen af den kolde krig. I Danmark havde vi kartoffelkur og TV2 (både band og TV-kanal) så dagens lys. Illustration: WikiImages Der skete dog også noget i 1980’erne, som dengang fik langt mindre opmærksomhed, men som i dag alligevel begynder at have større og større betydning for vores allesammens hverdag – stadig uden at de fleste nok tænker over det. I 1981 opfandt japaneren Hideo Kodama konceptet bag 3D-print - en idé som amerikanske Charles Hull forfinede og patenterede i 1983. Tilbage til Fremtiden (1985) … øhh, hvilken revolution sagde du? 3D-print er det største, der skete i 1980’erne. Større end ovenstående begivenheder og større end både Compact Disc’en (CD’en) og Prinsesse Diana. Manden er jo skør! Unægtelig en lille smule. Og jeg er heller ikke upartisk, da jeg bruger mange af døgnets vågne og sovende timer med at tænke på 3D-print. Der er dog noget sandhed i påstanden, selvom det er svært at finde en objektiv målestok, hvor man kan sammenligne så forskellige begivenheder og opfindelser. Illustration: Dan Diffendale Lad os prøve at få lidt perspektiv på tingene ved at spole VHS-båndet tilbage til opfindelsen af den første fremstillingsproces – Subtraktiv fremstilling. Spol bare lidt længere … vi skal 2,5 millioner år tilbage. Så lang tid siden er det, at vi mennesker fandt på at slå flig af sten og skabe de første værktøjer. Vi fjerner materiale for at finde ”det skjulte” emne inden i blokken. Herfra kan vi så spole frem til for 8000 år siden, hvor en af vores smarte forfædre (eller mødre) fandt på at sætte en skarp sten sammen med en kæp og skabe en stenøkse. Dette er det tidligste eksempel på såkaldt fabrikativ fremstilling. Illustration: Mervin Lindsey (http://slideplayer.com/slide/10508434/) For 6-7000 år siden begyndte vi at bearbejde de første metaller i såkaldt formativ fremstilling – smedning og støbning. Først var det støbning af guld og siden kobber i oldtidens Mesopotamien (Irak i dag) før Egypterne omkring 2800 f.kr. tog teknologien til sig. Egypterne har kendt til støbning i mere end 1500 år, da Ramses II overtager tronen i 1290 f.kr og i 2750 år da Kleopatra tager tronen som den sidste hersker i det Ptolemæiske dynasti. Illustration: Wikimedia Commons - DearCatastropheWaitress Vi lever i dag tættere på Kleopatras tid end på det tidspunkt, hvor egypterne lærte formativ fremstilling fra Mesopotamien. Det er pænt længe siden. Stenhøje var nyeste mode i Danmark på daværende tidspunkt. I den sammenhæng tillader jeg mig at kalde 3D-print for en revolution. Det er den kun fjerde grundlæggende fremstillingsform, vi mennesker kender til – og sidste gang det skete var før vi opfandt skriftsproget! Til sammenligning er industrielle revolutioner næsten hverdagskost. Just saying. Illustration: Charles Tilford OK, ok, men har det en reel betydning i vores hverdag? Tja, det vi mennesker har kunnet bearbejde og fremstille igennem tiden har været vigtigt nok til at vi reelt definerer tidsperioder baseret på netop dette – stenalder, kobberalder, bronzealder, jernalder. Velkommen til 3D-print alderen. Illustration: pxfuel.com 3D-print alderen Kære 3D-print, velkommen på banen. Hvor skal vi hen? Det er som bekendt svært at spå, især om fremtiden. Vi kan dog starte med at se lidt på, hvad 3D-print kan, her 40 år efter at Kodama først fik ideen. Hvor gør 3D-print en forskel i vores hverdag og vores kunnen som mennesker? På mindre end 40 år har 3D-print formået at snige sig ind i vores hverdag på en lang række områder. Fx er mange implantater i dag fremstillet med 3D-print, da det er en nem – og nogle gange den eneste – måde at fremstille patientspecifikke implantater. For folk med implantater må man sige, at det gør en forskel i hverdagen. Illustration: Materialise Formel 1-biler har i dag også en række 3D-printede ”implantater”. Det betyder måske mest for os, der sidder og følger med hver løbssøndag, men det siger noget om, at 3D-print kan noget, som andre fremstillingsmetoder ikke kan. Ellers ville det ikke blive brugt i Formel 1. Bliver vi ved bilerne, så er Czinger Automotive ved at ændre forståelsen af, hvordan en bilfabrik ser ud. I stedet for kilometer lange samlebånd har de udviklet et koncept, hvor næsten alle dele bliver 3D-printet - for efterfølgende at blive samlet på en stationær robotcelle. Smart – ja. Fleksibelt – ja. Fremtiden – måske, men det tror jeg. (https://youtu.be/OCto6qSjIXw) Illustration: Czinger Automotive 3D-print har også sneget sig ind i vores rutefly. GE lancerede i 2015 deres LEAP-motor, som bl.a. benytter en 3D-printet brændstofdyse, der giver 15% bedre brændstoføkonomi. Så hvis du har været ude at flyve i de senere år, er der en stor sandsynlighed for, at 3D-print har spillet en helt central rolle i at få dig fra A til B. Illustration: GE NASA arbejder med 3D-print af både raketdyser og huse på Mars. OK, ikke helt hverdag for de fleste af os, men der arbejdes også med 3D-print af huse og bygninger helt nede på jorden – bl.a. af danske 3D-Printhuset. Der går nok ikke mange år, før det vinder indpas. SpaceX, der har Elon Musk som grundlægger, 3D-printer deres SuperDraco raketdyser, som i 2020 var med til at sende astronauter til den Internationale rumstation for første gang siden 2011. Los Angeles-baserede Relativity Space har taget skridtet videre og printer hele deres Terran R raket. Motoren, ja – men også selve raketten. Dette indhold kan kun vises hvis funktionelle cookies er accepteret. Klik for at opdatere samtykke Hvorfor er det interessant for min hverdag? Fordi de 3D-printede raketter er billigere, og fordi teknologien herfra muligvis kan være med til at ændre måden, vi fremstiller fly på. Og måske revolutionere andre brancher. Og fordi 3D-print giver en digital frihed til at fremstille komplekse emner. Kan du designe det, så kan du fremstille det. Næsten. Som demonstreret af de studerende på DANstar projektet på DTU (https://ing.dk/blogs/raketbyggerne-dtu). Deres raketmotor kunne de ikke have fremstillet uden brug af 3D-print. Lige pludselig spiller ingeniørstuderende på den samme tekniske bane som NASAs ingeniører. Det åbner da nogle muligheder. Illustration: Danstar Hertil kommer høreapparater - hvor de små i-ørene apparater i dag er 100 % fremstillet med 3D-print - tandbøjer og andet dentaludstyr og implantater. Alt dette er i høj grad er blevet revolutioneret af 3D-print, og en interessant omstilling af 3D-print produktionen under coronakrisen betød, at man kunne fremstille alt fra respirator-dele til visirholdere og testpinde. Så, tilbage til fremtiden. Hvorfor er 3D-print sådan en stor revolution? Ovenstående er en række eksempler på, hvor langt 3D-print er kommet på blot 40 år. Teknologien bliver lynhurtigt mere moden og mere alsidig. Det er en digital teknologi, som vokser sammen med den digitale revolution - og som nutidens studerende og fremtidens ingeniører er helt anderledes fortrolige med end den gamle garde. 1-2-3D-print Så hvad bringer fremtiden for 3D-print? Godt spørgsmål. Det er bl.a. det, som denne blog skal forsøge at give et svar på. Svaret på, om 3D-print er den største revolution, der kom ud af 1980’erne, er nok, at det afhænger af øjnene, der ser – og at der ikke er et definitivt svar. Jeg håber dog, at jeg har fået tilføjet 3D-print til listen over vigtige opfindelser og skubbet lidt til opfattelsen af, hvor meget 3D-print allerede betyder for vores hverdag – og det bliver ikke mindre i fremtiden. Er jeg helt galt på den? Var det kunstige hjerte i virkeligheden 80’ernes gave til menneskeheden? Måske var det engangskameraet, den personlige computer, Nintendo GameBoy eller måske Rick Astleys 1987-hit ”Never Gonna Give You Up” for dem, som er nået helt til enden? Dette indhold kan kun vises hvis funktionelle cookies er accepteret. Klik for at opdatere samtykke P.S: Jeg skal nok prøve at fatte mig i korthed i fremtiden. Prøve. Ingen løfter. P.P.S. Ja, 3D-print er større end TMNT, He-Man og Transformers – tilsammen! Men Optimus Prime er sikkert delvist 3D-printet og Michelangelo kan få en 3D-printet pizza. 😉

Spørgsmålet er på én og samme tid let og svært at besvare. Den omtales som værende intelligent ja, men hvordan forstår og vurderer vi mennesker denne form for intelligens, som AI besidder? Intelligens er et vidt begreb, så lad os i denne omgang snævre fokus ind på én form for praksis af intelligens, nemlig ekspertise. I første omgang kommer det selvfølgelig an på hvordan man definerer 'en ekspert'. Derudover hvor 'intelligent' den pågældende algoritme opleves af brugeren at være, og om den reelt løser et problem - eller måske forårsager yderligere... Er man fx. bevidst - selvbevidst - om sin egen ekspertise? Ikke nødvendigvis som udgangspunkt. Er ens omgivelser bevist om ens ekspertise? Ja. I hvert fald hvis man forstår ekspertise som noget der kommer til udtryk i en praksis, der har en funktion som fx. at løse et defineret problem eller undersøge et problemfelt. Det kunne fx. være sundhedsøkonomen, der mere end os andre har styr på sammenhængen mellem landet udgifter til sygdomsbekæmpelse og afgifter på usunde varer. Eller den kemikundige ingeniør, som kan udvikle power-to-X løsninger, der kan støtte os i en grøn omstilling. Eller historikeren der sammen med arkæologen hjælper os med at datere og forklare nye danefund. Alle fag og subdomæner har eksperter - fælles for dem er, at deres kunnen har en funktion - mere eller mindre åbenlys - for os andre mennesker og samfundet. Ekspertens egenskaber - erfaringer og praksisser og intellektuel viden - knytter sig selvsagt til eksperten selv, men det er i de sociale omgivelser at eksperten 'tildeles' sin position som ekspert dvs. at hende eller hans ekspertise får en værdi - og værdsættes. Eksperten positioneres kva sine egenskaber som nyttige og/eller interessante for samfundet (det lille på universitetet og arbejdspladsen, eller det store Danmark og hele verden). Eksperten har altså brug for andre mennesker for at blive betragtet og defineret - og eventuelt blive selvbevidst - som ekspert. På samme måde må vi gå til AIs potentielle position som ekspert. AI er - endnu - ikke selvbevidst om sin ekspertise, men det kan vi andre eventuelt. Er AIs funktioner fx. noget vi kan betragte som værdifulde og dermed agtværdige i vores samfund? Kan AI løse reelle problemer for os eller gøre os klogere på noget? Illustration: eget arkiv I min forskning af implementering af AI i radiologien vender netop dette spørgsmål ofte tilbage i mine samtaler med fagpersonerne, der anvender AI i deres opgaveløsning. Er AI en hæmsko eller en støtte? Gør AI arbejdsprocessen hurtige og bedre? Og oplever fagpersonen af hendes eller hans præstationer forbedres? Der er delte oplevelse, er min erfaring indtil videre. Og igen; det afhænger selvklar af hvordan AI'en fungerer og hvilken type opgave den er tænkt at skulle støtte ind i. Jeg er begyndt at kunne se et mønster i hvordan fagpersoner oplever AIs ekspertise. Nogle betragter den som en af-dem-selv-uafhængig agent, der blot løser sin del af opgaven, og hvor fagpersonen tilsvarende løser sin del. Denne form for fordeling af ekspertisen (og dermed ansvaret) kalder jeg Parallel Ekspertise ('Parallel Expertise'). Andre derimod betrager AI som en af-dem-selv-afhængig agent, hvis støtte består i at supplerer fagpersonens i dennes opgaveløsning og evt. bidrage med ny viden ('ekspertise'), som fagpersonen ikke selv ville være kommet frem til. Denne form for fordeling kalder jeg Augmenteret Ekspertise ('Augmented Expertise') eller Kollektiv Ekspertise ('Collective Expertise'). Jeg forestiller mig desuden, at der kan findes en fordeling af viden og dermed magt i opgaveløsningen, som kan sætte AI's ekspertise i centrum. Her løser AI opgaven selv og altså uafhængigt af fagpersonen, hvorved fagpersonen bliver en formidler eller en stedfortræder for AI fx. når AIs analyse skal kommunikeres til omverden. Denne form for fordeling kalder jeg Videresendt Ekspertise ('Forwarded Expertise'). Illustration: eget arkiv Jeg uddyber min foreløbige teori denne netop udgivet publikation i European Journal of Radiology: Galsgaard et al., 2022 Som teknopsykolog er jeg særdeles nysgerrig på denne fordeling af ekspertise og dermed ansvar og magt mellem fagperson og AI. Så det er hvad jeg forsker videre i - og vil holde jer opdateret om herinde på Ing.dk . Tak for at læse med. Venligst, Astrid

Det sidste lange stykke tid har budt på en del timer foran skærmen, så det var en fornøjelse at komme lidt i værkstedet, og få “snittet” det første rigtige kabinet. Det er resultatet af en masse simuleringer (se sidste indlæg) og en del CAD design, så vi kan få et fysisk kabinet, der følger simuleringen. I sidste indlæg brugte vi en del bogstaver på at forklare projektets forskellige rammer og de tanker vi gjorde os i forhold til den udførte simulering. TL;DR: Målet var at finde et kabinet volumen, der kunne sikre at højttaleren lever op til vores designmål. Vi endte på 1,2l. Læs det forrige indlæg for yderligere deltaljer. Nyt kabinet Det første kabinet vi tegnede havde nogenlunde samme volumen (1,2-1,5l), men der var desværre ikke plads til PCB'et. Ikke nogen stor katastrofe, men der skulle alligevel et redesign af kabinettet til; før der var plads til det hele. For at kunne sikre at det nye kabinet levede op til det simulerede kabinetrumfang, på 1,2l, skulle vi have en måde at måle "luften i kabinettet" på - uden at lavet et fysisk kabinet. Heldigvis har Fusion 360 en funktion, der kan udregne volumen af ens design. Så det var nogenlunde lige til at regne ud, hvor meget luft vi ville ende med. Alle kabinetdele, afstivere og PCB er taget med i beregningen. Vi endte med et (teoretisk) internt kabinet volumen på 1,25l. Og så var det jo ellers bare om at komme i værkstedet. Så vi kunne få bygget det nye kabinet. Kabinetudforming Kabinettet er udformet som en kvadrat med afrundede hjørner. Det giver et mere organisk udseende og gør det muligt at montere linoleummet uden alt for mange udfordringer - håber jeg, for det er vi ikke nået til endnu. Og så er de samtidig med til at minimere interne parallelle flader (der kan forårsage stående bølger, der har negativ indvirkning på lyden). En af grundende til at gå med linoleum er at det kan være ganske svært at få en god/perfekt finish, når der skal males MDF. Derfor har vi valgt en løsning der sikre at flere har mulighed for at bygget højttaleren, og stadig opnå rigtig gode resultater. Kabinettet er opbygget af flere lag 12mm MDF, der gør det nemt at udskære de enkelte dele på en CNC maskine. De enkelte lag samles med dyvler og trælim. Selve kabinettet består af 3 lag, og pålimes bafflen (frontpladen). Bagpladen skal kunne afmonteres, så det er muligt at tilgå PCB og enheder skulle der opstå fejl. Det skal jo være muligt (nemt) at reparere højttaleren, skulle noget gå i stykker, eller blot blive slidt. Alle CAD filer ligger i vores GitHub projekt og opdateres løbende, når der er ændringer. Som det ses på nedenstående 2D tegning har vi forsøgt at få enhederne til at sidde så tæt på hinanden som muligt. Illustration: Tue Dissing Testkabinttet Efter lidt arbejde på CNC'en blev det første rigtige kabinet hurtigt synligt. Og limen og dyvlerne blev hurtigt fundet frem, så vi kunne få samlet de 3 kabinetlag med bafflen (kabinetlag 1, 2 og 3 og baffle). Nu var limen tør, og så er der jo kun ét at gøre. At få monteret nogle enheder i kabinettet, så vi kan få lyttet på det. Illustration: Tue Dissing et STRØM testkabinet, med alle enheder monteret og klar til lytning. Men inden vi lytter, skal vi jo også lige måle lidt på det hele. Målinger Vi har desværre ikke nem adgang til et anekoisk kammer, til at foretage vores målinger i, men mindre kan også gøre det. Vi kan i hvert fald komme ret langt uden. Højttaleren er målt og lyttet til "på væggen", da det er her vi får mest ud af de små enheder. Målemikrofonen er placeret med 10cm til bafflen, så vi undgå alt for mange reflektioner. Det giver et fint resultat over det meste af linjen, men bassen kan ikke måles på denne både - her vil vi jo netop gerne gøre brug af disse reflektioner. Det betyder reelt set at vi ikke helt kan stole på basregionen i grafen nedenfor. En "rummåling" kunne måske være relevant her. Så kan vi i hvert fald se, hvordan det måler i dette rum. Vi startede med at sætte et enkelt high pass (HP) filter på ved 60Hz - så vi ikke presser enhederne unødigt - og så var vi ellers klar til at måle på det nysamlede kabinet. Vi brugte DSP baserede filtre, i software, som giver et dejligt hurtigt arbejdsflow. Læs mere om hvilke værktøjer vi har brugt, og hvordan vi bruger dem i vores voicing sektion af dokumentationen. For at holde os i let tilgængelige værktøjer, og fordi det samtidig er et godt værktøj, har vi udført vores målinger i Room EQ Wizard (REW). Første måling blev udført med en længde på 1MB (21,8s) og en enkelt repetition. Og ser således ud (mørkegrøn). Illustration: Tue Dissing Frekvensgangen er lidt over det hele og der er ikke meget output ved de 80Hz, men ellers en fin måling. Download .mdat filen her hvis du selv vil kigge nærmere på den. Det var måske ikke den store overraskelse, at der ikke ville være så meget output i bunden. Men nu har vi da en måling der viser det. Data er godt. Vi kan ikke udenvidere løfte bassen, så i stedet må vi sænke resten af frekvensbåndet, så vi kan få den til at lyde fornuftigt. Det er gjort med en mindre sværm af filtre. Så der er nok plads til forbedring her, da less is more helt sikkert gør sig gældende, når vi snakker DSP filtre. Resultatet af de mange filtre ses ovenfor (lilla) og målingen kan downloades her. Vi mangler stadig at få målt maksimum SPL for denne kombination af kabinet og enheder. Og lyden er det nok også for tidligt at sige noget fornuftigt om. LydByDissing/stroem /Tue Dissing

Den politiske udflytningsplan er en barriere for virksomhedernes efterspørgsel på STEM-uddannede Timingen af udflytningsudspillet fra regeringen sidste år kunne tolkes som et tiltag rettet mod det seneste kommunal- og regionsvalg, men et stort antal partier i Folketinget valgte at være med i forhandlingerne, og nu er aftalen så landet. Intentionerne om at skabe uddannelser rundt om i landet har uden tvivl været fin, men efterspørgslen fra erhvervslivet så ud til at fylde væsentligt mindre i argumentationerne end ønskerne om at flytte eksisterende uddannelser væk fra de større byer. Tilbage stod man med en ny gradbøjning af logik, hvor der endegyldigt skulle udflyttes studiepladser, og hvis det ikke var muligt, skulle der lukkes studiepladser i de større byer. Grundtanken om at etablere eksempelvis helt nye uddannelser baseret på erhvervslivets efterspørgsel, ramte desværre ikke helt forhandlingsbordet. Omdrejningspunktet har i det store hele været udflytning fra de større byer eller nedlæggelse studiepladser. En tilgang til såvel regionalpolitik og uddannelsespolitik jeg stadigvæk ikke helt har forstået. Der er intet i vejen for, at der også skabes øgede muligheder for at uddanne sig uden for de store byer. Men det skal ske på en klog måde. Og det havde måske nok været en smule mere fornuftigt, hvis uddannelsesinstitutionerne i samarbejde med erhvervslivet, kommuner og det omkringliggende samfund kunne kigge på, hvor det ville give mening. Metoden med at sætte loft over studiepladserne i de store byer er ikke den rette vej at gå. Hvad er eksempelvis det politiske ræsonnement bag, at der om ti år skal uddannes 500 færre ingeniører fra DTU, og hvorfor nøjes politikerne med at fastholde det nuværende optag på ITU. IDA har i lang tid forsøgt at tydeliggøre manglen på STEM-uddannede. Senest har vi sammen med Dansk Erhverv, IT-Branchen og Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) sendt et åbent brev til samtlige folketingsmedlemmer. Her understregede vi bekymringerne om de politiske planer om at lukke på uddannelser på vitale områder, hvor der allerede i dag er en større efterspørgsel end udbud, og som på sigt kun vil vokse. Allerede i dag er der stor efterspørgsel på arbejdskraft med såkaldte STEM-kompetencer (Science, Tech, Engineering og Math). I februar var ledigheden for ingeniører under ét på 2,2 pct. En ny undersøgelse blandt IDAs privatansatte medlemmer viser desuden, at 65 pct. i 2021 blev kontaktet af en headhunter eller anden virksomhed med henblik på at skifte job. Dertil kommer, at netop ingeniører, it-uddannede og naturvidenskabelige kandidater spiller nøgleroller i den grønne omstilling og den fortsatte digitalisering af samfundet. Problemet har tilmed været kendt længe. Manglen på STEM-uddannede fik i 2018 den daværende regering til at indgå Teknologipagten med det mål at øge antallet af uddannede fra STEM-uddannelser med 20 pct. på ti år. For de videregående uddannelser betyder det, at der i 2028 skal uddannes 9.685 fra videregående STEM-uddannelser uden høj ledighed. Vi er i dag langt fra det mål. I 2021 blev der uddannet ca. 8.000 personer fra disse uddannelser. Og udflytningsaftalen risikerer desværre kun at gøre det værre. Aftalen efterlader desværre også det indtryk, at der nu reelt kommer et loft over optaget på de videregående uddannelser i byerne. Ikke bare her og nu, men at vi som nation nærmest kan se ind i næsten et årti, hvor optaget står stille. Det er noget af en spændetrøje, og det vil begrænse mulighederne for universiteternes evne til at tilpasse sig udviklingen i samfundet, hvilket kan koste hele nationen dyrt. Med det nuværende optag vil der allerede i 2030 mangle ca. 13.000 uddannede kandidater indenfor områderne ingeniør, teknik og it. Hertil kommer en mangel på ca. 7.000 personer med en mellemlang teknik- eller it-uddannelse. Det viser en rapport fra 2021 udarbejdet af IRIS Group og HBS Economics. Det er et noget bekymrende billede, og derfor er opfordringen til politikerne, at de udnytter de halvårlige evalueringer af udflytningsaftalen på fornuftig vis, Her kan de arbejde på at få STEM-optaget i sync med efterspørgslen, og samtidig fokusere på løse problemet med det store frafald på de videregående uddannelser, styrke kvaliteten og understøtte de studerende bedre. Det ville også hjælpe på manglen, som er en trussel mod udvikling, innovation og i sidste ende den vækst, der skal finansiere vores fælles velfærd.

Når man designer en højttaler, skal der formgives og designes et kabinet. Kabinettet sætter rammerne for det visuelle udtryk og den akustiske performance. Det siger måske sig selv, men de beslutninger vi tager på dette tidspunkt i projektet, kommer til at følge os i lang tid. Så de skal gerne være velfunderet. Er du lige tunet ind på bloggen eller mangler du lige en primer som en opdatering på projektet? Så kan jeg anbefalde at se vores online briefing fra i mandags (den 14/3). Du finder der HER. Og er du frisk på en workshop, hvor vi skal nørde elektronik - så melder du dig bare til HER. Et af designmålene med STRØM projektet er at lave en lille højttaler – flere ville nok kalde den for en kompakt højttaler – med en målsætning om at ramme følgende ydre dimensioner (eller mindre): 250x250x60mm (HxBxD). Skal man lave en lille og smal højttaler, skal vi bruge nogle små højttalerenheder. Da vi også har krav til hvordan højttaleren skal performe, er det nødvendigt at sikre at vi kan opnå de opstillede mål, inden alt for mange beslutninger er blevet taget. Ud over et lille og kompakt ydre, har vi opstillet følgende designmål for STRØM højttaleren. Nedenfor er de vigtigste krav listet: Target maksimum SPL (Sound Pressure Level) på 100dB Frekvensgang fra 80Hz til 17.000kHz Lineær frekvensgang indenfor ±4dB Hvis nogle af disse designmål kan overgåes, uden samtidig at gå på kompromis med de resterende, gør det jo ikke noget. Læs mere om projektets yderligere designmål ved at gå til requirements afsnittet af dokumentationen (WIP). Illustration: Tue Dissing Hvor lille et kabinet kan vi lave? For at kunne svare på dette spørgsmål, er det nemmest at lave nogle simuleringer. De siger ikke alt, men er en god start for det videre arbejde. Hvis vi skal kunne sige noget konkret om kabinetstørrelse, skal vi have taget et konkret valg i forhold til valg af højttalerenheder. Til STRØM 1.0 projektet har vi valgt at bruge nogle små 2,5” enheder fra SB Acoustics (SB65WBAC25-4).
 For at kunne nå et mål om et maksimum SPL på 100dB, er én driver ikke nok. Derfor er vi nød til at bruge 4 stk. i hver højttaler. Vi kan dermed øge det samlede lydtryk, uden at skulle benytte os af større enheder. Positive og mindre positive fysiske “effekter” vi skal være opmærksomme på Når vi undersøger det maksimale lydtryk denne højttaler kan præstere, så skal vi også kigge på hvor meget energi [W] vi putter igennem spolen og hvor langt membranen kan bevæge sig lineært [Xmax]. Disse to værdier er opgivet af producenten. Så målet er at finde et kabinetvolumen der gør det muligt, at spille op til 100dB @ 80W (total), uden at Xmax overstiges. Membranen arbejder mest ved de lave frekvenser, og det er også her vi først støder på Xmax. Da vi har med små enheder at gøre, er det sandsynligt at det er Xmax der sætter begrænsningen for maksimum SPL i den nedre del af frekvensområdet, og ikke enhedernes power handling. Overstiger vi enhedens Xmax bevæger membranen sig ikke længere lineært og det lyder ikke godt. Overstiges den mekaniske begrænsning begynder vi at ødelægge enheden, så det skal vi selvsagt undgå. Nedenstående graf er resultatet af den første simulering. Der tunes efter maksimalt SPL, uden at Xmax overstiges. De vigtigste parametre vi kan skrue på er kabinetvolumen og indgangseffekt. Det er også relevant at simulere på spolens temperatur, der uden tvivl vil stige under kraftig belastning. Illustration: Tue Dissing Simuleringen er udført i WinISD. Så hold jer ikke tilbage, med at efterprøve og forbedre resultatet. SPL [dB] på Y-aksen og frekvens ud af X-aksen. Ved et kabinetvolumen på 1,45l når vi Xmax ved omkring 40W. Og vi rammer endda et stykke over målet, med et peak SPL på 104dB. Øger vi volumen, når vi Xmax tidligere. Så det ligner en god start. Der er påført et 8. ordens high pass filter ved 65Hz, da vi ikke nemt kommer ned i denne basregion. Så vi kan lige så godt fjerne den del af signalet. Lige nu er vi ikke ude efter en lineær frekvenskurve, men udelukkende at finde frem til det mindst mulige kabinetvolumen vi kan komme afsted med. For at kunne opnå en lineær frekvensgang, er der behov for en del korrektion vha. nogle DSP filtre. Mere om dette senere. Illustration: Tue Dissing Ovenstående graf viser Xmax for denne simulering. 104dB er pænt højt, men der er ikke meget bas Når vi forsøger at finde ud af hvor dybt højttaleren kan spille, skal vi have dens miljø med i overvejelserne. Da STRØM 1.0 højttaleren fra starten er tiltænkt at skulle hænge på væggen, skal vi have dette med i simuleringen. Når vi placere en højttaler helt op af væggen, får vi lidt hjælp i de nederste oktaver. Helt konkret betyder det at vi godt kan lægge op til +3dB til det simulerede SPL fra 500Hz og ned efter (boundary reinforcement falder som frekvensen øges; så vi får mest hjælp i de nedereste oktaver). Hvis vi skal nå et SPL på 100dB fra 80Hz til 17.000Hz (±4dB), som det er beskrevet i vores designmål, så skal der mere til, end hvad vi har vist i ovenstående simulering. Vi skal have løftet bunden og sænket toppen. Vi skal altså have øget output i de nederste oktaver, uden at vi samtidig overstiger enhedens Xmax. Så hvordan gør vi lige det? Ved at miniminere volumen yderligere, øger vi Qtc. Det øger effektivitet lidt og vi ligger nu på: [latex]Q_{tc}=1,191[/latex] Ved også at sænke toppen lidt, har vi fået skubbet Xmax peak helt ned i ~80Hz. Så ved at minimere volumen til 1,2l, øge effekten til 80W (total) og tilføje lidt filtre kan vi opnå et resultat der kommer meget tæt på vores designmål. Enhederne kobles som udgangspunkt som to grupper af to serielt koblede enheder, der parallelkobles. Det kan stilles op på følgende formel: [latex]Imp_{total}=\frac{1}{\frac{1}{Imp_{1}+Imp_{2}}+\frac{1}{Imp_{3}+Imp_{4}}}[/latex] Og det giver en samlet impedans på 4Ω, da den enkelte enhed også har en impedans på 4Ω.. Illustration: Tue Dissing SPL vs. frekvens med ovenstående to simuleringer. Det giver os lige lidt ekstra output omkring de 80Hz. Vi ligger nu på 91dB ved 80Hz @ 80W. Det er ikke så dårligt! Højttaleren er primært tænkt som en væghængt højttaler, og det betyder at vi også bør medregne boundary reinforcement i resultatet. Det vil typisk være +3dB. Især omkring de 80Hz kan vi regne med de fulde +3dB (måske endda et yderligere løft grundet hjørne/gulv refleksioner). Så vi er nok reelt oppe på 94dB. Illustration: Tue Dissing Som det ses på ovenstående graf, der har membranbevægelse på Y-aksen og frekvens på X-aksen, så har vi fået skubbet peak for Xmax lidt til venstre. Målet er 100dB fra 80Hz til 17.000Hz og indenfor ±4dB. Det betyder at vi kan dykke ned til 96dB og stadig være on target. Det er sgu tæt på! Vi er altså noget der ligner 2dB fra målet. Ikke perfekt, men bestemt heller ikke skidt! Og dette med et kabinet, med et internt volumen på [latex]V_{C}=\underline{\underline{1,2l}}[/latex] Med denne tuning (simulering) presser vi enheder til deres (teoretiske) yderste og deres power handling er faktisk målt ved 200Hz - og ikke 80Hz. Så en real world test er nødvendig for at afklare hvordan de reelt klarer sig i sådan et kabinet. Og ved denne belastning. Kom endelig med indspark og yderligere simuleringer, der kan forbedre resultatet. Alle WinISD filer ligger i vores GitHub repo under /voicing/. Denne blog post hænger sammen med det arbejder der bliver lagt i issue #3 i vores GitHub repo. Næste skridt bliver at skulle have bygget nogle testkabinetter, så vi kan få valideret (eller modbevist) vores simuleringer og antagelser. Tue Dissing Handson workshop på Strøm 1.0 audio streaming højttaler Vi inviterer vores læsere til en Strøm 1.0 workshop den 25/4/2022 i IDA Innovation – Kalvebod Brygge 31-33, 1780 København. Her vil vi efter en samlet introduktion splittes i 3 spor, henholdsvis elektronik, software og akustikken. Målet med workshoppen er at komme lidt dybere i de enkelte teknologier og give en hands-on oplevelse på det samlede projekt. Medbring gerne egne højtalerprojekter til vidensdeling og inspiration. Der er begrænset antal pladser og du kan tilmelde dig på linket her: Tilmeld dig Workshoppen

Jeg har flere gange nævnt den kvalificeringseksamen, jeg igennem de sidste år har forberede mig til. I de sidste par uger har jeg så været igennem de fire eksamener, der udgør the European Qualifying Examination (EQE’en). Da jeg for et års tid siden var til pre-eksamen skrev jeg om, hvorfor det overhovedet er, man tager denne eksamen – den helt korte opsummering er, at hvis jeg består, vil den europæiske patentmyndighed gerne læse ting, jeg skriver til dem, uden der behøver at være en anden, der har skrevet under. Cirka 30% af dem der går op kommer hvert år igennem nåleøjet. Om jeg er en af dem i år, får jeg først svar på om flere måneder. På den ene side har forløbet været meget anderledes end det daglige patentarbejde, på den anden side er det en ret integreret del af at arbejde med patenter. Jeg vil i hvert fald tro at alle der arbejder med patenter i Danmark har forholdt sig til EQE’en uanset om de har været igennem den eller ej. Nye tider Sidste år var første gang EQE’en var online. Indtil da skrev man den i hånden under opsyn af eksamensvagter på udvalgte steder i Europa. Skiftet havde været i støbeskeen et stykke tide, men som jeg skrev for et års tid siden, satte Covid-19 pandemien og de følgende begrænsninger på rejse skub i, at det blev lige netop nu. Siden det blev en hasteindførsel, er der stadig ting, der er ved at falde på plads i forhold til, hvordan eksamen bliver afviklet. I år var derfor første gang de fire eksamener blev spredt ud over to uger. Sidste år var de fordelt på fire dag i streg, og før i tiden var de fordelt på tre dage. Eksamensdagbog Her får I lidt om hvad de fire eksamener gik ud på, samt billeder og fortællinger fra forberedelser og eksamensdage. Bare rolig, jeg skal nok vende tilbage til kortere og mere tekniske indlæg, når jeg vender tilbage til hverdagen igen. Men selvom de sidste par uger har været finalen, har langt størstedelen af forberedelsen selvfølgelig ligget i årene optil og har involveret kurser, læsning, løsning af gamle eksamenssæt og tålmodig hjælp fra kolleger, der har svaret på mine mange spørgsmål om, hvordan det hele hænger sammen. Det praktiske før eksamen En ting var at læse, men en anden var at have alle rammerne på plads. Det hele blev testet igen dagen før eksamen, men havde været igennem flere prøveeksamener inden da. Køreplaner, standardformuleringer, kalendere og de mest brugte referencer er skrevet for længst – og printet på farvekodet papir, så de er til at finde i kampens hede, når de har forputtet sig under bøger og eksamensopgaver. Illustration: Louise Floor Frellsen Alt er lagt frem og gjort klar med så mange bøger som muligt inden for rækkevidde – så til trods for stort skrivebord er stole taget til hjælp. Der er en UPS (uninterruptible power supply) i vindueskarmen, LAN-kablet er trukket ind til computeren og telefonen ligger i rummet ved siden af og agerer back-up med hotspot. Hvis jeg skal dumpe, skal det være fordi, jeg ikke har godt nok styr på mine ting – ikke på grund af tekniske problemer. Illustration: Louise Floor Frellsen Paper D - tirsdag 8. marts Den første eksamen var paper D. Den handler om de juridiske teknikaliteter. Den er i to dele. D-I giver en række små cases, der hver især handler om en særlig lovteknisk spidsfindighed. D-II er en større case, hvor man skal rådgive give en fiktiv klient i forhold til deres patentportefølje, som regel i forhold til en bestemt konkurrent. I år involverede det også en potentiel investor og en lømmel af en samarbejdspartner, der havde forsøgt at patentere klientens opfindelse for næsen af dem i direkte modstrid med den kontrakt de havde indgået. Aktiv eksamenstid for paper D er 6 timer. Der er lagt to pauser ind, men de går også til at logge ind i systemet, fremvise billed-ID og lave stemmetest. Derfor var en del af de praktiske opgaver også at forberede proviant, så ikke der skal bruges tid på det undervejs – også fordi jeg vurderede, at der var større risiko for, at jeg kapper en finger af mig selv, hvis jeg skal håndtere noget skarpt imens jeg var i eksamensmode. I praksis var der ikke tid at spilde på at spise under eksamen (udenfor pauserne), men det gav ro på at vide, at der var mulighed, hvis jeg var ved at gå sukkerkold. Illustration: Louise Floor Frellsen Tidslinjen er essentiel for at holde overblik over, hvem der har rettighederne til hvad i løbet af den store case i D2. Jeg ynder at bruge farvekoder, klistermærker og opsummerende tabeller i et forsøg på at holde tungen lige i munden. Illustration: Louise Floor Frellsen Paper A - torsdag 10. marts Dagens eksamen gik ud på at skrive en ansøgning – eller mest af alt et kravsæt og noget tilhørende beskrivelse af, hvorfor elementerne i kravene var relevante, nye og opfindsomme i forhold til kendt teknik. Det er nok meget heldig, at det ikke er en hel ansøgning, for selvom klienten i eksamen er umanerligt klar i spyttet omkring, hvad opfindelsen går ud på, er 4 timer ret kort til at skrive en ansøgning – normalt ville mit estimat være omkring en uges arbejdstid. Der var en anelse ekstra tid at hente til eksamen, idet man får lov at printe nogle dokumenter. Man ikke må rejse sig fra computeren, når man først er checket ind, så de nødt til at lade en printe før man går i gang (man kan få lov at tage en pause på op til 3 minutter på et vilkårligt tidspunkt efter 45 minutter af den officielle eksamenstid er gået). Der er en sær bivirkning ved, at man printer før start: man ved ikke, hvornår ens eksamen faktisk begynder. Den officielle udmelding er, at man kan printe omkring 10 minutter før start. Jeg havde tændt systemet op en halv times tid før og tøffede rundt og stillede vand ind på mit skrivebord og flettede mit hår for, at det ikke kom i vejen undervejs. Hver gang jeg kom i nærheden af computeren, genindlæste jeg hjemmesiden. Dokumentet var klar 24 minutter før eksamensstart – så pludselig var eksamen i gang. Årets opfindelse handlede om at lave papir og en maskine til at klargøre fibrene, der skulle bruges til det. Elementmatricer (øverst) bruges til at holde overblik over hvilke tekniske elementer, der er nævnt i klientens beskrivelse, hvilke effekter de elementer har, og om de er til stede i den kendte teknik. Listen bliver hurtigt lang og rodet, da den laves under første gennemlæsning, men forhåbentlig er det kortet ned til noget relevant inden tiden er gået. Farvekoder på figurer kan også bruges til det hurtige overblik og sammenligning (kendt teknik til venstre, ny opfindelse til højre). Illustration: Louise Floor Frellsen Mellemtiden For første gang i EQE’ens historie (så vidt jeg ved) var der dage imellem eksamenerne. Det var sære dage, der blev en blanding af at holde fri og slappe af for at være frisk til det næste, desperat at læse op på det sidste, selvom man godt ved, at det næppe bliver det man laver to dage før eksamen, der gør forskel på om man kan bestå, og så bare at være udmattet nok til, at det nærmest føltes som sygedage. Den lange firdagspause hen over weekenden blev brugt til at få sat de sidste hakker på min liste over gamle eksamenssæt, der skulle laves. Jeg havde gemt et par stykker, så jeg kunne have formatet frisk i erindringen. Sjældent har min standhaftighed været hårdere på prøve, end da jeg stod op fredagen efter paper A og satte mig ind for at lave det næste 6-timers testsæt i stedet for bare at vende mig om og sover videre. Illustration: Louise Floor Frellsen Jeg havde også lovet mig selv en rigtig fridag i løbet af weekenden, men havde ikke båndbredde til at planlægge noget udenfor læsningen, så jeg havde bedt min mand om at finde på noget med frisk luft langt væk fra eksamensbøgerne. Han arrangerede en perfekt lille vandretur på gode 10 km omkring Gurre sø, med frokost – og efter grundig test af vandtætheden af mine yderste vandrestrømper – kaffe brygget i det fri. Illustration: Louis M. Kehlet Paper B - tirsdag 15. marts Paper B handler om at besvare en kommunikation fra EPO – altså sådan en kommunikation, som man får, når man har skrevet en ansøgning med nogle optimistisk brede krav, hvorefter myndigheden har lavet en søgning og fundet kendt teknik, som ligger tæt på, og man derfor skal ændre kravene, så de ikke længere er helt så brede. Det er på den ene side noget af det, man får lov at lave en hel del af i det daglige arbejde, på den anden side (eller måske netop derfor) er det et eksamenssæt, jeg synes føles ganske kunstigt. I virkeligheden er sagsbehandlerne sjældent helt så pernittengryn med de formuleringer man bruger, for det handler ikke om at vise dem, hvad man har læst, og at man kan reglerne, så meget som det handler om at blive enige om, hvad der står i dokumenterne og at tilpasse præcis, hvad kravene dækker. Denne gang var jeg mere klar på, at eksamen kunne begynde på et vilkårligt tidspunkt, så jeg sad klar en halv time før og genindlæste hjemmesiden med lidt for jævne mellemrum. Præcis 20 minutter før officielt starttidspunkt dukker den tyske formulering op. Man kan få dokumenterne på tysk, fransk og engelsk, der er EPOs officielle sprog. Man kan teknisk set også aflevere sin besvarelse på det officielle sprog for den EP stat man bor i, men jeg kan godt nære mig for at skulle side og gennemskue at lave en ensrettet oversættelse til dansk af de fagtermer, der bliver angivet i opgaven. Sidste år var der et problem i en af eksaminerne, hvor kun det tyske sæt var tilgængeligt, så panikken stod klar og ånder mig direkte i nakken – for så godt er mit folkeskoletysk altså heller ikke. Jeg genindlæser siden endnu en gang, og den engelske variant dukkede op. Så var det bare at komme i gang med at printe. Jeg har ikke nogen smarte skemaer at udfylde for paper B, men der er figurer, jeg kan skrible på. Dagens sæt handlede om snesko med sammenklappelige bundplader. Mange bevægelige dele, men også meget hjælp at hente i, hvordan de ville have formuleringerne. Illustration: Louise Floor Frellsen Paper C - torsdag 17. marts Paper C handler om indsigelser. Man får et brev fra en fiktiv klient, der gerne vil have indleveret en indsigelse imod et udstedt patent. Man får det patent og som regel fem andre dokumenter, der kan bruges til at vise, hvorfor det udstedte patent ikke er nyt eller opfindsomt. Eksamenssættene er lavet til, at man kan besvære dem uanset specifik faglighed, og derfor må man heller ikke bruge sin egen viden. Alle udsagn skal i stedet underbygges med definitioner angivet i opgaven. Det sidste gamle sæt jeg lavede i forberedelse havde et fantastisk eksempel på i hvilken detaljegrad, de giver en definitioner, man skal brug. Jeg håber aldrig igen at blive nødt til at skrive, at en ko er en type malkedyr, som angivet i Annex 1 paragraf [01]. Paper C er seks timer lang og har 30-40 siders tekst der skal læses igennem for at sortere i hvad der er relevant for hvilke krav. I onlineformatet er den blevet delt over i to. Selvom indholdet i praksis er det samme som før i tiden, er det derfor den eksamen, der er blevet mest anderledes at gå til i det nye format. Illustration: Louise Floor Frellsen Paper C har det hele: tidslinjer, matricer og farvekoder. I år handlede det om hybridsnore, der kan fungere som passive antenner og fodbolde syet med dem, så det automatisk kunne detekteres, om der blev scoret et mål. Illustration: Louise Floor Frellsen Paper C er et kæmpe puslespil, hvor man skal finde ud af hvilke dokumenter, der kan kombineres og hvordan for at vise, at alle tekniske elementer er dækket af i forvejen, og ville være oplagt at kombinere. Jeg kan faktisk ret godt lide puslespil – især de sproglige. Årets paper C ville jeg faktisk næsten kalde sjovt. Det passede godt ind i rammerne for hvordan sådan en opgave skulle være, men havde nogle fine krumspring. Der var ingen prioritet, men det alle mulige sære dokumenter, hvor man skulle finde ud af hvilken data man måtte bruge og hvorfor: så som interviews, der var lavet for sent i forhold til indleveringen af det angrebne patent, men handlede om produkter på markedet før og hjemmesider, der også var downloadet ”for sent,” men havde dato stempler før. Derudover havde de også sneget et software-relateret krav ind, selvom det er ikke er alle tekniske felter, der ofte arbejder med dem. Sidste eksamen var derfor en dejlig afrunding – lige indtil jeg halvvejs igennem anden del ramlede ind i de der tekniske problemer, som jeg bare ikke skulle have. Mit tastatur holdt op med at virke, og man kommer ikke udenom, at det er et ret essentielt værktøj, når man gerne skrive en håndfuld sider. Måde at få fat på eksamensvagterne i tilfælde af problemer er en chatfunktion – hvilke også er ret svært at aktivere, når ikke man kan skrive. Forsøg på at vække tastaturet til live igen, fik eksamenssystemet til at fryse helt ned. Som sidste udvej måtte jeg tvinge min computer til at slukke og så håbe på at blive lukket ind igen efter en genstart. Efter flere problemer med chatfunktionen, men heldigvis med et atter virkende tastatur, fik jeg den ekstra kode til at komme tilbage i systemet. Jeg nåede at få skrevet mine argumenter ned, så der var en opgave at aflevere. Selvom min tommelfinger og arm er rigtig glad for, at jeg ikke krampagtigt skulle skrive hele opgaven i hånden, måtte jeg også sande, at der er nogle fordele ved løsninger, hvor det største tekniske problem der kan opstå er at man løber tør for blæk. Så efter sidste eksamen kom den længe ventede frihed med forsinkelse, for jeg fik straks lov til at øve de juridiske aspekter jeg har opøvet igennem de sidste tre år, idet eksamensreglerne siger, at hvis man har nogen klager skal de være indleveret senest samme dag som eksamen. Selvom jeg ikke som sådan havde en klage, måtte jeg derfor følge eksamen op med en skriftlig beretning om min side af sagen i tilfælde af, at der skulle opstå mistanke om, at jeg faktisk havde forsøgt at snyde under påskud om tekniske problemer. Men nu er eksamenerne i hvert fald bag mig. Der går måneder før jeg ved, om jeg slap igennem nåleøjet – eller i det mindste bare har bestået nogle af delene, så der er mindre at se på til næste år – men lige nu skal jeg i hvert fald ikke til eksamen lige om lidt. Hvad er din branches ilddåb?

IDA har i flere år peget på roadpricing som et middel, der kan være med til at løse vore udfordringer med CO2 udledningen fra trafikken og den stigende trængsel på vore veje. Men hvis roadpricing skal udbredes effektivt i hele Danmark, skal befolkningen kunne have fuld tillid til, at data opbevares sikkert og slettes hurtigt. Dette forhold er nu blevet aktualiseret af, at der nu skal gennemføres et forsøg med roadpricing. Jeg har sammen med IDAs IT-sikkerhedsekspert Jørn Guldberg set på udfordringerne, og vi giver her en fælles analyse af problemstillingerne: Ti år er der gået, siden tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) begravede regeringens eget forslag om at indføre en betalingsring rundt om København for at begrænse trængslen på de store indfaldsveje. Det skete med ordene: ”Der kommer en rigtig god løsning i morgen”. I mellemtiden er i morgen blevet til i dag, og nu er løsningen måske endelig på vej. I slutningen af februar enedes regeringen og støttepartierne om give 20 millioner kroner til et forsøg med roadpricing, som skal ledes af forskere på DTU. Forsøget involverer omkring 2.000 personer, som hver får en sum penge til bilkørsel eller kollektiv transport. De kan også vælge at cykle og få pengene udbetalt. Fordelen ved den model er, at det rent faktisk har en økonomiske betydning, hvis man ændrer adfærd i trafikken. Dermed er der alt andet lige et større incitament for at træffe et aktivt valg, hver gang man skal fra punkt A til punkt B. Idéen bygger på, at det er dyrest at køre bil i de større byer, billigere i forstæderne, og billigst eller helt gratis i landområder og mindre byer. Der er rigtig mange gode grunde til at indføre roadpricing, og det er glædeligt, at man nu undersøger effekten af roadpricing på privatbilisme. Erfaringer fra udlandet viser, at roadpricing er et effektivt værktøj til at regulere trængsel og at sikre, at det er brugerne af de tungt belastede veje, der betaler gildet. Samtidig er der blandt flere af Folketingets partier nu et erkendt behov for at flytte beskatningen af bilisme fra registreringsafgifter til egentlige kørselsafgifter – eller fra køb til drift. Ikke mindst fordi bilparken hastigt er på vej fra benzinkøretøjer med høj afgift til elbiler uden afgift. Som med så mange andre ting i politik, kan udsigten til et stort hul i statskassen pludselig skubbe til en dagsorden, der ellers har haft svære kår. Tag bare forsvarsbudgettet, som nu skal hæves markant, fordi Rusland har invaderet Ukraine. På de ti år, der er gået, siden betalingsringen blev skudt til hjørne, har teknologien flyttet sig markant, så det umiddelbart er langt lettere at overvåge de enkelte køretøjer med en præcision helt ned til få centimeter. Omvendt er netop overvågningen et problem, som både forskere og politikere er nødt til at tage meget alvorligt. For hvis roadpricing skal udbredes effektivt i hele Danmark, skal befolkningen kunne have fuld tillid til, at data opbevares sikkert og slettes hurtigt. Udfordringen er med andre ord, hvordan vi kombinerer de to modsatrettede ønsker. Altså roadpricing som et adfærdsændrende og socialt retfærdigt værktøj, der nedbringer trængslen i de store byer og lader bilisterne betale for at bruge vejene – men uden at der samtidig bliver skruet op for det offentliges overvågning af befolkningen. Der er forskellige modeller for, hvordan man opsamler den enkelte bilists vejforbrug. Den simple model – den ti år gamle betalingsring – er umiddelbart fristende. Her registreres bilerne, når grænsen passeres, enten med en Bizz-løsning eller med automatisk nummerpladegenkendelse (ANPG). Dette er i sig selv ikke en personovervågning, men svarer til, at man betaler for at passere Storebæltsbroen. Denne model kan kun bruges som overvågning af, hvad bilisten passerer på et givent tidspunkt, men den er i udgangspunktet meget ufleksibel og kan relativ let omgås af bilisterne, selvom der løbende opsættes flere og flere ANPG-anlæg. Det er mere kritisk, når man foreslår satellitovervågning, som er meget præcis og giver mulighed for at differentiere på hvilken rute, der vælges. Men den er også meget lidt privacy-orienteret, da bilens position konstant registreres. Ud fra et ønske om dataminimering er det afgørende, i hvor lang tid data gemmes, hvor de gemmes, og om de reelt kan slettes efterfølgende – og en joker er om der vil komme dokumentationskrav om bevaring af beregningsgrundlaget i fem år i henhold til regnskabsloven. Hvis denne model skal privacy-optimeres, kræver det, at bilens position ikke kontinuerligt registreres centralt, men kun gennem kontrolpunkter. Data bør ideelt set ikke forlade bilen, men kan til nød opsamles hos en privat aktør, der kun kan levere data til det offentlige om betalingen. Det bliver også foreslået, at kontrollen kunne udføres via ANPG-systemet, hvor nummerpladen aflæses og krypteres og derefter sammenholdes med kontroldata fra den private aktør. Men det er vigtigt at forstå, at det ikke giver anonymitet at kryptere nummerpladen. Det er ret let at tage alle de omkring 67 millioner mulige nummerplader og beregne, hvilken krypteret værdi de hver især giver. Så er det let at finde nummerpladen ud fra den krypterede værdi. Selvom alle nyere biler har indbygget sporing af bilen, så er der set fra et overvågningsperspektiv stor forskel på, om registreringen af en bils position foretages af en privat virksomhed i forbindelse med en service, som bilejeren har købt, eller af offentlige myndigheder, der registrerer borgerne som en del af en betalingsløsning. Forskellen består blandt andet i, at det offentlige gerne genanvender data, der egentligt var indsamlet til andre formål – såkaldt formålsforskydning. Derfor skal det sikres, at data slettes og ikke opbevares som rå data, som muliggør misbrug. Roadpricing er en meget vigtig katalysator for den grønne omstilling og har også potentiale til at øge trivsel og sundhed for indbyggerne i de store byer. Set i det store perspektiv kan det på lange stræk også fjerne behovet for at udbygge vejnettet de steder, hvor der i dag er mest pres på biltrafikken – nemlig ved indfaldsvejene til de store byer. Intet ville være nemmere end at installere en chip i alle biler og dermed overvåge alle bilisters færden konstant og hele tiden. Men den tilgang til roadpricing er gift for privatlivsbeskyttelsen og vil skabe et overvågningsregime uden sidestykke. Derfor er det en bunden opgave for DTU-forskerne at udvikle en fornuftig privacy-model sideløbende med det store roadpricing-forsøg og som minimum sikre, at data kun opbevares i maksimalt 30 dage og ikke vil kunne anvendes til andre formål

Hos FDM er man glade for plugin-hybridbiler og derfor synes man, at reduktionen i registreringsafgiften er en god ide. I det seneste nummer af MOTOR, siger afdelingschef Torben Kudsk, at "Plugin-hybriderne er en måde, hvorpå bilister, der ikke er klar til at tage det fulde spring til en elbil, kan køre mere grønt. I takt med at udbuddet af elbiler bliver større og bedre, er det klogt langsomt at udfase afgiftsfordelene for pluginhybriderne." I artiklen "Er de engle - eller djævle?" gennemgås fordelen og ulemper og man kan man også læse om en Megafonundersøgelse, som brancheforeningen De Danske Bilimportører har bestilt, som konkluderer, at for de fleste købere af plugin-hybrider, så havde alternativet ikke været en elbil, men en traditionel benzin- eller dieselbil. Det har FDM så regnet på og kommet frem til, at hvis de 40.000 plugin-hybrider der blev solgt i 2021 i stedet var blevet fordelt mellem 20 procent elbiler og 80 procent benzinbiler, så ville CO2-emissionen være blevet øget med 9.000 ton. Rent afgiftsmæssigt betød salget af pluginhybrider, at regeringen fik 4 mia. kroner mindre ind i afgifter og dermed fik pluginhybrider altså en reduktion på 100.000 kr. per bil, mens elbiler, efter FDM's beregninger kommer med en "rabat" på 130.000 kr./bil. Hvis 40.000 pluginhybrider altså blev konverteret til 8.000 elbiler og 32.000 benzinbiler, så ville staten miste cirka 3 mia. i afgifter. Hvis der ses på den sparede CO2-eimssion ved at køre pluginhybrider på 9.000 ton, så er prisen 333.333 kr/ton CO2! Samfundet betaler altså 333.333 kr for hvert ton CO2, som der spares ved at lade danskerne vælge pluginhybrider i stedet for en 20/80 kombination af rene elbiler og benzinbiler. Nu var målet med pluginhybrider måske ikke at finde den bedste måde at spare CO2 på, men som FDM også fremhæver, at vænne bilisterne til en anden type biler - altså en overgangsteknologi. På Motorbloggen er vi ikke i tvivl: Det havde været en langt bedre ide, at hælde hele afgiftslettelsen over på de rene elbiler. Ikke fordi prisen for et ton sparet CO2 ville være væsentlig lavere, men fordi det er den rigtige udvikling på lang sigt. Der vil stadig være folk, som foretrækker benzin eller som har et konkret behov - fred være med det. Men de fleste af os vil kunne finde en elbil, der lever op til de allerfleste af dagligdagen udfordringer. Med andre ord: Pluginhybrider skulle aldrig have haft en afgiftslettelse.