Det blev desværre ikke en god måde at fejre 25 års jubilæet på. Selvom mødet blev forlænget til søndag ved 14 tiden, endte klimatopmødet i Madrid med at skubbe de svære knaster videre til Glasgow om lille års tid. »Der er et kæmpe misforhold mellem, hvad videnskaben siger, vi skal gøre, og hvor travlt vi har, og så et FN-system, der end ikke kan blive enige om selv beskedne forbedringer«. siger klimaminister Dan Jørgensen efter sin deltagelse i Madrid. Det var tydeligt, at Danmark var langt mere aktiv end i de senere år. Det danske 70% målsætning gav genklang og de danske forhandlere pressede mere på i EU. Dernæst var Danmark med i bredere alliancer om henholdsvis markedsmekanismer og henholdsvis at underskrive initiativet fra de 47 fattigste lande kaldet "the Least Developed Countries (LDC) Initiative for Effective Adaptation and Resilience (LIFE-AR)". Nu kommer vi til de fire svære knaster i COP25: i) et nyt system for CO2-kvoter, ii) Loss and Damage, iii) at landene hæver ambitionerne for deres CO2 reduktioner og iv) at de rige lande hæver deres finansiering til de fattige lande. i) **Et nyt system for CO2-kvoter** I de to uger har et stort stridspunkt været markedsmekanismen om at gøre brug af køb og salg af CO2-kvoter, som er artikel 6 i Paris aftalen. Trods forhandlinger hele fredag og lørdag nætter lykkedes det ikke at opnå enighed, hvorfor det blev besluttet at udskyde til COP26 i Glasgow i november 2020. Brasilien har stået i spidsen for at få svage regler, som åbner for at overføre fra det gamle system i Kyoto protokollen, der ikke længere har nogen klimaeffekt. Samt at de solgte reduktioner skal kunne tælles både i producent- og køber landet, hvilket ville føre til en dobbelt-tælling. Ligeledes var det ikke muligt at blive enige om hvorvidt menneskerettigheder og oprindelige folks rettigheder skal sikres i en fremtidig markedsmekanisme. I de sidste I de sidste dage satte Costa Rica sig i spidsen for San Jose principper for et CO2 marked ([se link](https://cambioclimatico.go.cr/press-release-leading-countries-set-benchmark-for-carbon-markets-with-san-jose-principles/ )). Herunder at der skal være integritet med miljø hensyn og reelt medvirke til at give øget reduktioner af udslip. Danmark tilsluttede sig ret hurtigt og 31 lande står nu bag dette initiativ. Gry Bossen fra Verdens Skove har fulgt disse forhandlinger tæt i flere år. Hun hilser San Jose principper velkomne og siger: ” Vi er faktisk glade for, at parterne ikke er kommet frem til en endelig aftale. For det der lå på bordet, var simpelthen ikke godt nok. Hverken til at sikre mod dobbelttælling og overførsel af kreditter, men så sandelig heller ikke til at sikre menneskerettigheder og oprindelige folks rettigheder. Derfor vil vi gerne rose de lande, inklusiv Danmark, der har kæmpet for ambitionerne og stået fast på, at for eksempel menneskerettigheder selvfølgelig skal indgå i regelsættet”. i) **Loss and Damage** (tab og skader) ville de rige lande ikke love penge til at kompensere udviklingslande for skaderne af klimakatastrofer – som tørke, oversvømmelser og orkaner. Historisk har ulandene nemlig belastet klimaet meget lidt, men bliver alligevel hårdest ramt af konsekvenserne. Det er en stor skuffelse for de fattige lande i COP25 vedtagelsen kun fik en tekst om at de rige lande »tilskyndes« til at yde økonomisk støtte og nedsætte »en ekspertgruppe«, der skal »udvikle en fokuseret handleplan«. Den ordlyd er milevidt fra ulandenes ønsker om at få rejst nye penge, der kan hjælpe dem med at stå imod klimakatastrofer. ”Vi har været vidne til to ugers forhandlinger, hvor de rige lande har nægtet at imødekomme de fattige og mest klimaudsatte landes rimelige krav om hjælp, når de rammes af oversvømmelser, tørke eller andre klimakatastrofer, udtaler John Nordbo, klimarådgiver hos CARE. ”De rige lande vil simpelthen ikke tage ansvar for at rydde op efter den globale opvarmning, som de har skabt. Der er ikke ekstra midler sat af til at hjælpe de fattige og sårbare lande i forhold til klimakatastrofer." iii) **Ambitioner om reduktioner**. Danmark modtog den prisen som solstrålen (ray) fra Climate Action Network, som samler 1300 NGO'ere fra 120 countries. Prisen gives for det ambitiøse 70% mål i den kommende lov. Den blev modtaget af Danmarks klimaambassadør Tomas Anker Christensen. En anden positiv melding kom torsdag fra EU topmødet i Bruxelles lande med hævede ambitioner for reducering af CO2-udledningen. I alt har ca. 70 lande på nuværende tidspunkt meldt ud, at de har intentioner om at øge deres nationale klimamål. USA, Japan og Australien har meddelt, at de ikke vil opdatere deres 2030 mål. Kina var tavs i Madrid men vil forhåbentligt komme med et godt udspil inden EU - Kina topmøde næste efterår. Før COP26 i Glasgow vil FN samle målsætningerne i en såkaldt synteserapport med henblik på at vurdere, om landene samlet set lever op til Parisaftalen. I Madrid offentliggjorde 'Global Carbon Budget Project' deres beregning af CO2 emissioner i 2019 fra fossil energi og cement ([se link](https://www.globalcarbonproject.org/carbonbudget/)). Det blev et rekordår med næsten 37 Gt CO2 emissions, hvilket var 0,6% højere end året før. Dette skal tages ud af et samlet budget på 395 Gt, hvis verden med 50% sandsynlighed skal holde sig under 1,5 graders temperaturstigning ved udgangen af dette århundrede. Hvis verden fortsætter som nu, er dette mål snart misset. iv) **Klimafinansiering til udviklingslande**. Selvom det ikke var direkte på dagsordenen, hørte vi i de fleste forhandlingsgrupper nævnt. Mange udviklingslande med Indien i spidsen kæder det med selv at komme med mere ambitiøse mål for CO2-udledningen sammen med, at de rige lande punger ud (klimabistand). Dette leder til det fjerde knast, som prægede mange forhandlinger i Madrid. Dette blev forværret af, at de rige lande ikke ville love noget på 'Loss and Damage'. I praksis betyder dette, at de eneste kilder vil være eksisterende midler indenfor humanitært nødhjælp eller at tage midlerne fra klima-tilpasning (adaptation). I Paris aftalen blev lovet 100 mia. USD om året (fra 2020), hvilket de rige lande når på støtten til reduktioner (mitigation som f.eks. vedvarende energi). Mens det halter alvorligt efter med støtten til adaptation, som i følge OECD kun udgjorde 13 mia. USD i 2017. Dvs. at det er usandsynligt, at de rige land næste år når op på 50 mia. USD, som er den almindelige forståelse af Paris aftalen løfte om "balanced". Dertil kommer, at en betydelig del udgøres af lån fra Verdensbanken og de andre udviklingsbanker samt lande som Frankrig og Japan. Oxfam har opgjort, at over halvdelen af verdens klimafinansiering er baseret på lån, hvor behovet er gavebistand til fattige ulandes klimatilpasning som de fleste europæiske lande heldigvis gør. De beskrevne knaster er en dårlig indgang til COP26 i Glasgow. Det får stor betydning, om presset fra fremadskuende erhvervsliv og den folkelige mobilisering fortsætter om fredagene rundt om i verden.

Patenter har eksisteret i flere hundrede år og naturligvis har der været stridigheder undervejs i al den tid. Den slags opstår, når der er uenighed om hvem, der har ret til en opfindelse, eller når folk slet og ret vælger ikke at respektere de patenter, der er udstedt. Når man går så langt som til at kalde noget en patentkrig, er det de samme to ting der er gået galt, men så er det ofte gået rigtig galt. To eller flere konkurrenter sagsøger hinanden, fordi de begge mener, at den modsatte part krænker dem. Ud over at lægge sag an, er det andet våben, der bliver grebet til i sådan en krig, at tage så mange patenter som muligt inden for feltet, i håb om at kunne spærre den anden ude. #Symaskinekrigen# Den første store krig af den slags fandt sted i USA omkring 1850 og blev kendt som symaskinekrigen. De store spillere, der primært huskes fra krigen, var E. Howe og I. M. Singer, men de var langt fra de første til at finde på symaskiner, og de var heller ikke de eneste spillere i 1850’ernes krig. For at give en fornemmelse af hvor længe symaskinen har været under udvikling, og hvordan det pludselig eksploderede i midten af 1800-tallet har jeg lavet en simpel tidslinje med nogle af de store udviklinger (men jeg er sikker på, at jeg ikke har fået alle symaskineudviklinger med). #Krigens forløb# Hvad tidslinjen ikke afslører er, hvordan krigen egentlig startede, eller hvordan den udviklede sig. Så nu prøver jeg, om ikke jeg kan fortælle historien i overordnede træk. Krigen har været vigtig nok for patentverdenen til, at der er skrevet diverse [videnskabelige artikler](https://papers.ssrn.com/sol3/papers.cfm?abstract_id=1354849) om den. Så jeg må hellere med det samme advare om, at der selvfølgelig er masser af nuancer, jeg ikke får med her. Det første patent på en mekaniseret symaskine kom helt tilbage i 1755. Det var en meget anderledes symaskine end den slags, man ser i dag, og det blev ved ideen, for den kom aldrig rigtig på markedet. Vi skal helt frem til 1830, før symaskiner for alvor blev taget i brug i stor skala, nemlig da den franske B. Thimonnier brugte sin variant til at lave militæruniformer i massevis. Når det er Howe og Singer man fremhæver som symaskineopfindere, er det altså mere et spørgsmål om, at det var dem, der for alvor var med til at få dem ud til privatbrugere, og ikke så meget fordi de faktisk opfandt symaskinekonceptet – de udviklede dog begge en del på det, så det er ikke helt urimeligt at de bliver fremhævet i den sammenhæng. Howes maskine kom først, og den havde nogle vigtige innovationer, der blev essentielle for symaskineudviklingen. Det gælder for eksempel nålen med øjet ved spidsen og måden at lave stikkesting på. [>>media:143504] Så det store spørgsmål er, når nu Howe kom først, hvordan kunne krigen så overhovedet opstå? Det simple svar er, at Howe ikke fik markedsført sin maskine. Den var dyr, og folk så den mere som en finurlig gadget end et værktøj, de selv kunne have. Slukøret rejste Howe fra USA til England, hvor han sammen med en lokal samarbejdspartner forsøgte at finde sig et marked i Europa. Da Howe nogle år senere kom hjem til USA igen, fandt han til gengæld symaskiner over alt og mente nu nok, at han stadig havde ret til en del af den kage. Singer var en af de store spillere, der havde været med til at skabe vejen for markedet i USA, imens Howe var væk. Singer havde lavet nogle forbedringer på en symaskine udviklet af Lerow & Blodgett, der til gengæld var en videreudvikling af Howes design– deriblandt at stoffet nu lå fladt på et bord og nålen kørte lodret, hvor Howe altså havde haft stoffet til at hænge lodret ned og nålen til at køre vandret (og det tror jeg mange af os, der syr, er taknemmelig for). [>>media:143506] Men mest af alt var Singer en showmand (helt bogstaveligt, han havde en tidligere karriere som skuespiller), og han havde i modsætning til Howe formået at overbevise folk om, at de godt kunne lære at bruge en symaskine og havde den som et værktøj i deres eget hjem. Singer var ikke den eneste anden, der havde udnyttet markedet, imens Howe var væk, men han var den eneste, der nægtede at betale licenspenge til Howe, da han kom tilbage til USA og krævede det. Og Singer fortsatte også og tog selv patenter efter Howe kom og krævede, at han stoppede med at lave sin symaskine. Det var det, der ledte til at Howe og Singer mødtes for en domstol. Det var en meget lang og indviklet procedure, hvor Singer fandt flere folk, der angiveligt skulle have opfundet symaskinen længe før – i datidens praksis i USA ville det kunne ugyldiggøre Howes patent, men den slags kan være utroligt svært at bevise. (Ændringer i det system og forskellen til Europa er et større emne, som vi tager ved en senere lejlighed). Howe vandt retssagen i 1854, men det blev langt fra slutningen på det kapløb. I stedet blev det faktisk begyndelsen på at samarbejde. For Howe holdt på sin ret, men det var Singer der havde en produktion af symaskiner. Så efter den juridiske strid imellem de to var afsluttet, slog de sig sammen imod andre symaskineproducenter. Antallet af retssager eksploderede. Selvom Howe nu sad på det første store patent, som de andre ikke kunne komme udenom, var der mange flere patenter at tage højde for. Alle spillerne på markedet søgte nemlig beskyttelse for lige deres spidsfindige forbedring. Det gjorde, at ingen af dem kunne lave en hel symaskine (i hvert fald ikke med alle de smarte dele som kunderne ville have) uden at komme i karambolage med mindst en af de andre. Der var opstået et vildnis af patenter, som det ikke var til at kæmpe sig igennem. #Krigens afslutning# Krigen sluttede ikke med en vinder men med et samarbejde. I 1856 blev der lavet den såkaldte Sewing Machine Combination (den første såkaldte ”patent pool”). En række symaskineproducenter, deriblandt Howe og Singer, lavede en aftale, der grupperede ni patenter, som dækkede essentielle komponenter af en fornuftig symaskine. Alle producenterne, der var med i aftalen, havde nu lov til at lave symaskiner med de komponenter. Andre kunne købe sig tilladelse igennem licens åben for alle til en fastsat pris. På den måde kunne de hver især videreudvikle ud fra en fornuftig basis frem for konstant at sagsøge hinanden. De kunne heldigvis se, at det var bedre for alle, at de brugte deres energi og penge på innovation fremfor søgsmål. Aftalen var bindende frem til 1877, hvor det sidste af de ni patenter udløb. #Nutidens symaskinepatenter# Symaskiner har udviklet sig meget siden da, og der er stadig utallige patenter inden for feltet – bare i 2019 er der blevet publiceret hundredvis af patenter om symaskiner verden over. Hvad, de nye patenter (og brugsmodeller) dækker, varier meget. Det kan for eksempel være en handskeholder, som vist nedenfor, der gør det nemmere at sy sømmen langs kanten. Den slags opfindelse kunne nok også være kommet brugerne til gode tilbage i 1850’erne. [>>media:143569|Fig. 2 fra brugsmodel TWM 581122 (U) gengivet fra patentdatabasen Espacenet] Der er også mange symaskinepatenter, der aldrig havde kunne ladet sig gøre den gang, fordi de bygger på, at maskinerne nu er elektroniske og gerne har masser af software indbygget. Det kan for eksempel være sådan noget som US2019340784 A1, der går på hvordan man bedst styrer og tilpasser nålens position. [>>media:143570|Fig. 1 fra patentansøgning US 2019340784 A1 gengivet fra patentdatabasen Espacenet] Kender du nogen teknologier, der er opfundet og patenteret eller på anden vis kendte, men som vi endnu ikke rigtig har forstået, at vi godt selv kan bruge?

*Husker I Gertrud og hendes bamsehest?* Bamsehesten, der tjente det ædle formål at være en *erstatning* for hendes mor; mig, når jeg sad og skrev til jer om kunstig intelligens. Gertrud var dengang mit afsæt for at klarlægge hvordan en kunstige intelligens skabes i billedet af en *naturlig intelligens*. Det skriver jeg om her [Bamse er en bamse er en bamse er en bamse](https://ing.dk/blog/bamse-bamse-bamse-bamse-228528). Gertrud er nu otte måneder og hun har for nyligt fundet sig en pind, som hun bruger til at få fat på bolden, når den er trillet ind under sofaen. Eller bare til at sige en herlig høj lyd ved at slå den ned i gulvet. Gertrud bruger altså pinden til at *forlænge* henholdsvis sin arm og sin lyd med.  At anvende mere eller mindre avancerede dimser til at erstatte noget eller forlænge (herefter *augmentere*) ens naturlige kapacitet er en almen og iboende adfærd i os alle. Dyr som mennesker.  I min forrige blogspost [Katalog 'Kunstig Intelligens'](https://ing.dk/blog/katalog-kunstig-intelligens-230857) skitserede jeg fire overordnede kategorier for kunstig intelligens (KI), hvoraf *augmenteret intelligens* er én. **Vi skal nu kigge nærmere på hvad augmentering er for en størrelse, når den tages i brug i virkeligheden.** **Og vi skal over de næste par blogposts diskutere, hvilke konsekvenser forlængelsen af menneskets intellektuelle kapacitet kan have, og vi skal overveje i hvilket omfang vi synes det er rimeligt - eller klogt! - at erstatte og augmentere mennesket. Med teknologi.** ##Vi augmenterer for at forbedre  Augmentering sker hele tiden og alle steder.  Briller, biler, høreapparater og noget så simpelt som tøj er alle remedier, vi forlænger os med for at enten kompensere for “fejl og mangler” eller for at forbedre vores fysiske og intellektuelle kapacitet og dermed forbedre duelighed. *Men hvor går grænsen for, hvad der er i orden, når det kommer til de små “dagligdagshjælpemidler”?* Kaffe er super. Sovepiller går an på visse tidspunkter for nogle mennesker – og slet ikke for andre.  *Hvad mener I om alle de øvrige opkvikkende og neddyssende medicinske præparater til at klare de lange arbejdsdage, eksamensnerverne, vintermørket, trafikstressen eller hvad vi nu plages af i vores dagligdag?* Psykofarmaka har til formål at forbedre vores mentale velbefindende, hvilket i særdeleshed involverer at forlænge vores mentale udholden og dermed kapacitet. Medicin er, som jeg ser det, en kemisk form for augmentering.  ##Hunden som augmentering af mennesket I er sikkert stødt på de velopdragne og flittige **servicehunde** rundt omkring, der har været travlt optagede af at varetage deres job som forlængende krop for deres fysisk handikappede ejer. Men også mennesker med psykiske lidelser kan nu nyde godt af servicehundenes færdigheder. Som militærpsykolog i Forsvaret har jeg over de seneste par år gennemført et [pilotstudie](https://www.dp.dk/p-psykologernes-fagmagasin/fagartikler-psykologi-viden/kan-en-hund-goere-en-forskel/), hvor en gruppe krigsveteraner med den psykiatriske diagnose posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) deltog i træningen af hundehvalpe til *psykistriske servicehunde* for så at leve sammen med dem herefter. [Veteranerne oplevede](https://soldaterlegatet.dk/det-fedeste-er-at-hunden-ikke-kan-snakke/), at tilværelsen med servicehunden blev mærkbart mere udholdeligt og værdigt idet, at hunden for eksempel hjalp dem med at nedregulere deres temperament, når de ikke selv formåede dette og ellers endte i raserianfald over for nærtstående eller tilfældige personer. Hunden formåede desuden at beroligere sin ejer om natten idet den kunne hjælpe ham ud af mareridt om krig førend de fik taget i ham. Den psykiatriske servicehund virker altså som en forlængelse af sin ejer, sådan som en stok virker for personen, der er usikker på benene. Man kan sige, at servicehunden kompenserer for ejerens PTSD-relateret handikap, der kommer til udtryk ved kognitive og følelsesmæssige begrænsninger (“fejl og mangler”). En artikel om hele studiet er på trapperne i den peer-reviewed journal [Traumatology](https://www.apa.org/pubs/journals/trm/). ##Augmentering til diagnosticering  Lad os kigge på et lidt mere avanceret eksempel på augmentering end Gertruds pind, før vi behandler problematikken mere bredt: Forestil dig, at du sidder som medarbejder på vagttelefonen i **Region Hovedstadens akutberedskab** - også kendt som 112. Du har en sundhedsfaglig uddannelse i ryggen, men borgerne kan ringe om alt mellem himmel og jord og af mere eller mindre alvorlig art, selvom det er en akuttelefon. Ofte har du kun få minutter og nok snarere sekunder til at afgøre, om personen i røret skal have tilsendt en lægebil, en ambulance med udrykning, indlede førstehjælp eller måske bare troppe op på nærmeste skadestue. Forestil dig så, at dit næste kald er fra en midaldrende kvinde som ringer og med relativt rolig stemme fortæller, at hun har fundet sin mand ude i rosenbusken, hvor han lå og rodede rundt. Han virkede en anelse konfus – men som hun siger, ’han fik også et par glas til frokosten en time tidligere’. Manden har slået hovedet let ved faldet, så måske skyldes hans skrammer og konfushed bare dét? Han snøvler godt nok lidt nu, da hun har fået bakset ham ind i en stol i udestuen. Det er som om, tungen helst vil bevæge sig til en side i munden… Han mener selv, at han er helt ok, og at det er noget pjat, at hun ringer til 112. Han skal bare ’have en bette én’ og så en god lur – så bliver han god igen, siger han. Konen er i tvivl, og derfor har hun ringet til 112, hvor du tager telefonen. *Hvad gør du? Signalerne peger måske i en klinisk retning, men hvor sikker er du? Og hvordan påvirker hendes rolige stemmeføring og gemyt dig i din tankeproces?* Forestil dig nu, at du har en venlig hjælper, der lytter med på samtalen. Vedkommende hører også kvindens opkald og beder dig spørge mere specifik ind til mandens egen oplevelse af faldet og opvågning i rosenbedet. Kan han huske nogle smerter før faldet? Og hvad med nu – gør det ondt i f.eks. den ene arm? Hvordan med den tunge der? Kan han prøve at række tunge ad konen, mens I taler sammen? I løbet af samtalen bliver det klart for din hjælper, at manden har haft et slagtilfælde og højst sandsynligt en blodprop i hjernen. I bliver enige om at sende en akut udrykning. Det er et spørgsmål om liv og død, hvis han ikke kommer i behandling og bliver monitoreret nøje over de næste timer og dage. Et ikke utænkeligt eksempel i den virkelige verden. Og din hjælper var ikke en erfaren kollega, du tilfældigvis havde til at supervisere dig på dagen. Det var en såkaldt *intelligent, digital partner* – et stykke software, som kunne være udviklet af det danske start-up firma [Corti](https://corti.ai/). ##En intelligent digital partner Jeg deltog forleden i [Dansk Industris konference i KI](https://www.supwiz.com/events/dansk-ai-teknologi-der-skaber-vaerdi-i-dag), hvor danske KI-producenter og -brugere præsenterede deres produkter og erfaringer.  Føromtalte **Region Hovedstadens akutberedskab** (112) og start-up firmaet **Corti** var blandt deltagerne. *Corti* er også navnet på firmaets intelligente digitale partner, der kort sagt er et softwaresystem baseret på maskinlæring. *Corti* er trænet til at “lytte" med på alarmopkaldene og løbende give råd til vagthavende medarbejder om for eksempel diagnosticering eller vejledning i relevant førstehjælp. En sådan partner viser sig nyttig i forhold til at holde styr på de informationer, der kommer ind og samordne dem med arkiverede informationer. *Cortis* evne til "at holde hovedet koldt" hjælper desuden medarbejderen med at overskue situationen under tidspres.  *Corti* viser sig desuden at være markant bedre end medarbejderen til at [identificere hjertestop](https://www.resuscitationjournal.com/article/S0300-9572(18)30975-4/fulltext) under selve alarmopkaldet, og Region Hovedstaden påtænker, at intelligente partnere a la *Corti* i fremtiden skal assistere i diagnosticeringen af andre akutte tilfælde. ##Det teknologisk augmenterede menneske Augmentering af mennesket ved hjælp af KI møder vi altså i mange former, sammenhænge og med et mangfoldigt billede af formål.  Og danske virksomheder er som antydet godt repræsenteret med teknologisk augmentering i særklasse: Høreapparatproducenten **Oticon** har i år på *Consumer Electronics Show* præsenteret deres - og verdens! - første bud på hvad, de har navngivet en *KI-assistent til ørene* (dét, der i gamle dage hed et høreapparat). [Oticon Kaizn's](https://www.oticon.dk/about/press/center/news-and-press/news/2019/oticon-kaizn-new-personal-ai-assistant-for-the-ears) software kan ved hjælp af maskinelæring lære sin brugers typiske lydomgivelser at kende og af sig selv tilpasse sine indstillinger og optimere lyden derefter.  Slagteriproducenten **Danish Crown** lærer sine slagterimedarbejdere ‘hvordan koteletten skal skæres’ bogstavligt talt, ved at udstyre dem med [Augmented Reality-udstyr](https://vrnews.dk/hvad-er-augmented-reality/) og lade dem træne i at skære kødet i rette tykkelse, kvalitet, hastighed og dermed undgå kødspild. Læs mere på [Teknologisk Institut](https://www.teknologisk.dk/ydelser/intelligente-robotter-skal-fastholde-koedproduktion-i-danmark/39225).  **Ovenstående eksempler viser os hvordan kunstig intelligens kan bruges til at øge vores naturlige fysiske og intellektuelle kapacitet og hjælpe os med at overskue og handle på store mængder data under de stressorer, arbejdslivet dagligt byder os.** *Det lyder da godt, ik’? * ##Ma(nd)skinen 1.0 - et gode eller et onde? Formålene med augmentering i disse eksempler må vurderes at være tilforladelige og sympatiske. Men der findes et hav af andre mere eller mindre intelligente augmenterende produkter, som kan få selv Loke til at rødme af moralske skrupler. Dem skal vi forholde os til - kritisk og konstruktivt - men de kræver plads og energi, så vi tager dem op igen næste gang. **Både/Og** Men augmentering af eksisterende medarbejdere er sjældent den eneste konsekvens af implementering af KI-software på for eksempel en arbejdsplads.  Dén software, der virker augmenterende af medarbejderes fysiske eller intellektuelle kapacitet, som vi har set det ved **Danish Crown** og **Corti**, virker ofte også erstattende af andre medarbejdere og fører antageligt til afskedigelser. Og dét er ikke utvetydigt tilforladeligt - i hvert fald for hende, der nu står uden job.  Og nej; det er ikke blot et resultat af en naturlovmæssig matematisk beregning foretaget af et upartisk kunstigt neuralt netværk, som lederen kan læne sig op ad og i sidste ende referere til med et: ”jamen, det var jo algoritmen der tog dit job/fik dig fyret”. **En kunstig intelligens er aldrig upartisk.** **KI er ikke blot kolde algoritmer og algoritmer er ikke blot tørre tal. Udviklingen af algoritmer er brandvarme og flydende afhængige af udviklernes værdier, holdninger, prioriteringer og i sidste ende idealer. Derfor er det også en ledelsesmæssige beslutning, hvordan man implementerer KI og bringer sine medarbejdere i spil i processen.** *Næste gang kigger vi nærmere på dét og som sagt på et par af de mere kontroversielle og etisk delikate eksempler såsom hår-tynde elektroniske tråde indopereret i menneskehjernen der muliggør, at vi kan uploade vores tanker i skyen, og på hvordan militæret i grunden bruger al denne herlige teknik i deres “legetøj”.* Tak for opmærksomheden. Venligst, Julie-Astrid

**Fokuser du nok på udseende?** Om du vil indrømme det eller ej: i mange af livets forhold er udseende afgørende, når du vælger og vrager. Der er skrevet tykke bøger, tårefremkaldende digte og ørehængende slagere om hvad overfladisk menneskelig skønhed især gør ved beskuerens øje og sjæl. Et godt look ER en afgørende faktor for mange - også når det gælder varer og halvfabrikata. Er udseendet på et produkt godt, finishen flot og detaljerne i orden, så foretrækker vi ofte den løsning frem for en, hvor kvalitetsniveauet synes knap så højt. Samtidig betaler vi ofte en højere pris, når designet øjeblikkeligt appellerer til øjet. Også det er der skrevet tykke manualer og lærebøger om. Koblingen mellem design, udseende, værdi og pris blev jeg yderligere bevidst om da jeg for nyligt besøgte Formnext messen i Frankfurt. Formnext er blandt de største i verden når det handler om at præsentere den seneste avancerede produktionsteknologiske innovation inden for additive manufacturing (AM). **Innovativ laser sætter nye standarder** Er der én ting, jeg tager med mig hjem fra Formnext, så er det at de kommende år kommer til at stå i produktionsteknologiske innovations tegn. Vi vil opleve at flere og flere virksomheder satser på innovativt 3D hardwareudstyr, der rummer en uset evne til at frembringe flot finish. Det vil i høj grad vil accelerere udbredelsen af AM. Blandt de mest iøjnefaldende nyskabelser er de nye teknologiske muligheder indenfor FDR-teknologien. Her forenes AM med laserstyring. Laserstyring er i sig selv ikke nyt. Det kender vi i forvejen bl.a. fra SLS-teknikken, hvor lag på lag smeltes på via CO2 lasere. Det innovative består i den nye effektive 50-watt CO-laser, der giver en anden lystemperatur. Dermed gør FDR det muligt at fremstille delikate og samtidig robuste dele med fine overflader, høje opløsninger og udvikle produkter helt ned i mindste vægtykkelser på kun 0,22 mm. Ved at anvende det certificerede materiale PA 1101, som behandles i lagtykkelser på 40 og 60 µm, opnår man samtidig både høj slagfasthed og forlængelse ved brud. Samlet set forbedrer de nye teknologier overfladerne markant og eliminerer den hidtidige tidsrøvende praksis med at efterbehandle emner. Med den nye laserbaserede produktionsteknik kan man nemlig i første hug udvikle og fremstille et flot produkt, hvor der er styr på alle mikrodetaljerne. **Detaljefokus og hurtigere udvikling** Den nye teknologi giver producenter og brugere nye muligheder for at få leveret AM-løsninger med overfladebehandling i den absolutte kvalitetsmæssige topklasse. Det gør fordelene ved AMs design- og funktionalitetsmulighederne endnu større. Den nye FDR-teknologi nedbringer produktions- og procestiden. Teknologien åbner muligheder for helt nye applikationer inden for polymerbaseret additivfremstilling, såsom for filterenheder, væskekanaler, stik og andre elektroniske komponenter samt forbrugsvarer som f.eks. briller. Det vil gøre det endnu hurtigere at få ideer omsat i prototyper og serieproduktion, som er blandt AMs største styrker. Vi kommer til at speede vellykkede udviklingsprocesser op og gøre emnerne endnu flottere. Det er da til at blive i helt godt julehumør af! **Glædelig højtid og et forhåbentligt teknologisk,** **innovativt og lykkebringende nytår.**

Imorgen skal UK vælge nyt underhus. Dem der ikke kan vente kan tyvstarte med Monty Python's *"[Election Night Special](https://www.youtube.com/watch?v=7Xm_TRekjno)"* - imorgen bliver noget i samme stil. *phk*

Kunstig intelligens (KI) er et vidt begreb i folkemunde, men et forholdvist simpelt fænomen i sin opbygning. Jeg vil over de næste par blogposts behandle forskellige former for KI og især lægge energi i den form, der augmenterer, det vil sige forlænger vores kapacitet hvad angår fysisk og intellektuel formåen. Men først skal vi danne et overblik over hvilke former for KI der findes og hvordan disse kan kategoriseres og eksemplificeres. I bloggen [At puste liv i maskiner](https://ing.dk/blog/at-puste-liv-maskiner-229735) gennemgår jeg den grundlæggende struktur i dét, man bredt set kalder *maskinlæring* og især hvad underkategorien *deep learning* dækker over. ##Forskellige former for kunstig intelligens Til at hjælpe os med at holde styr på de kunstige intelligenser, har vi PhD i KI [Thomas Terney](https://www.thomasterney.com/kunstig-intelligens-bog), som formulerer fire kategorier ([Kampen om Fremtiden](http://www.tidsskriftet-epsilon.dk/artikel590.htm)): **1. Automatiseret intelligens** dækker over mere eller mindre intelligente teknologiske løsninger, der ofte medvirker til at erstatte menneskelig arbejdskraft. I den mindre intelligente - men særdeles effektive - ende ser vi for eksempel industri-robotarme med relativt simpelt software som hos [Kassow Robots](https://www.kassowrobots.com/ ) eller [Universal Robots](https://www.universal-robots.com/da/). Automatisering fører ikke udelukkende til erstatning, men kan også betyder øget og tættere samarbejde mellem medarbejderen og de relativt intelligente kollaborative robotter, de såkaldte *cobots*, som jeg præsenterer her [Fra Naturlig Intelligens til Kunstig Intelligens](https://ing.dk/blog/naturlig-kunstig-intelligens-228436) eller med ren KI-software som for eksempel det populære og rentable [Robot Process Automation-system](//www.teknologisk.dk/kurser/hvad-er-robotic-process-automation-rpa/40651). **2. Augmenteret intelligens** er en af de KI-former der har potentiale til at rage langt ind i vores såvel fysisk som mentale liv. Privat som professionelt. Når KI augmenterer, så virker den til at forlænge vore ellers udemærket fysiske og intellektuelle kapacitet. Nye mere eller minde etisk delikate eksempler dukker op hver dag og i dag drejer det sig om [russiske forskeres](https://www.inputmag.dk/kunstig-intelligens-kan-tegne-dine-tanker/) succes med at træne en KI til at tegne en persons tanker i realtid og uden kirurgiske indgreb. Augmenterende KI skal vi som sagt dykke meget længere ned i, så den vil jeg lade ligge for nu. **3. Adaptiv intelligens** er den form for KI, hvor vores sædvanlige adfærd såvel i den fysiske verden som i den virtuelle online verden, anvendes til at tilpasse og målrette for eksempel de varer vi får “tilbudt” på den internetside vi nu er på. Vi kender også til de mere eller mindre genkendelige nyhedsbreve fra dette og hint, som vi modtager i vores email-indbakke, som ligeledes på alle tænkelige måder er målrettet lige netop os - dig, mig.  **4. Autonom intelligens**  er den sidste, men for verdensfreden bestemt ikke uvæsentlige, form for KI. Ved hjælp af sensorer, en form for fysisk udstrakthed svarende til en krop og/eller programmeret til af sig selv at kunne igangsætte digitale processer, bliver fænomener som *robotstøvsugere, selvkørende biler, selvsejlende skibe* og *selvflyvende og -skudaffyrende-med-mere-droner* en del af vores verden. De autonome intelligente systemer er som navnet antyder; selvstændige i deres rationalisering om og ageren i verden. Det betyder, at de selv kan træffe valg om for eksempel, hvorvidt bilen skal vige uden om eller køre lige igennem. Om dronen skal affyre sit missil, mod den bygning, som forbryderen med 60 procents sandsynlighed gemmer sig i - og hvor tre uskyldige civile også opholder sig. *Næste gang åbner vi ballet for en mere indgående behandling af den augmenterende KI - hvad, hvordan og med hvilke konsekvenser den har for os.* Hav en fortsat god dag. Julie-Astrid

Vi kan se målstregen for [PHloggens 2019 quiz.](https://ing.dk/blog/phloggens-2019-quiz-222890) Nogle af spørgsmålene har ikke et definitivt orakel, her må vi gøre benarbejdet selv. ## "Hvor mange bankdirektører er dømt skyldige af danske domstole i første instans ?" [Direktøren for JAK blev dømt i Retten i Glostrup](https://sn.dk/Danmark/Topfolk-i-krakket-andelskasse-skal-betale-millionerstatning/artikel/888478) [Direktøren i Eik bank blev dømt i Thorshavn](https://www.berlingske.dk/samfund/tre-bankchefer-doemmes-til-at-betale-150-millioner) Er der flere ? ## "Antal danskbyggede raketter opsendt til over 3km ?" Jeg mener ikke at have hørt om nogen ? *phk* PS: Forslag til spørgsmål til 2020 quiz'en modtages gerne.

Kære læsere, Som I sikkert husker så har vi besluttet at afprøve coaxialle swirlers i vores BPM5 motor førend vi laver en hel BPM100 injektor. Det er der primært to grunde til. For det første så vil vi gerne validere at motoren rent faktisk performer som forventet med disse injektorer. Dernæst, og mindst lige så vigtigt, så vil vi gerne øve os i fremstillingen af den slags injektor i en lidt mindre skala inden vi går løs på den helt store. Det er nemlig lidt eksperimentelt og teknikken skal være lige i øjet for at det går godt. Lad os tage et nærmere kig på udfordringerne i processen. *Den nye BPM5 swirler-injektor og den gode gamle showerhead version til sammenligning.* Som det ses på ovenstående billede, så er der 19 swirlers i en BPM5 injektor. Disse består hver især af tre dele, som bliver loddet sammen individuelt i én process. På billedet nedenfor ses inder- og yder-delene af et element. Fordybningen ca. i midten af inder-delen fyldes med loddepasta før den indsættes i yder-delen. Derudover sættes låget i toppen også med en god sjat loddepasta. *Inder- og yder-del af et swirler-element. Låget, som ikke er vist her, loddes i toppen af inder-delen.* Indledningsvist loddede vi disse elementer i fri luft med vores induktionsopvarmer, som det ses på billedet nedenfor. Vi har sidenhen optimeret processen, så det nu sker inden i et glasrør, som er fyldt med nitrogen. Det giver en væsentlig pænere overflade på messing-elementet, da der så næsten ikke er noget ilt til at reagere med overfladen. *Et rødglødende element under et af de første loddeforsøg.* Lodning af de enkelte elementer har vi altså godt styr på. Det svære bliver at lodde det hele sammen til én injektor. Lad os tage et kig fra bagsiden af hele injektoren for at se hvad der egentlig skal loddes. På billedet nedenfor har jeg på venstre side fjernet mellem-pladen. Altså den plade der laver opdelingen mellem LOX og ethanol (lågene i toppen af elementerne er også fjernet). Mellem pladen er altså en simpel plade med 19 huller. Men den skal loddes uden fejl til alle 19 elementer. Ligeledes skal alle 19 elementer loddes til hoveddelen af injektoren. Vi har altså i denne injektor 38 lodninger der skal lykkes på samme tid. *Injektoren set fra bagsiden, delvist med mellem-pladen fjernet.* Oprindeligt havde vi tænkt os at lave den lodning i vores keramikovn. Vi er dog lidt usikre på om vi kan styre det godt nok. Der er nemlig ikke ret langt fra loddepastaen smelter og til messingen smelter og alt er ødelagt. Så i stedet er vi kommet op med en smartere plan, hvor vi ikke risikere at varme for meget op. Ideen er at lave en mini-retort, hvor injektoren ligger inden i. Denne varmes så op ved at tilføre den opvarmet nitrogen. Retorten kan altså ikke blive varmere end den nitrogen vi tilføre og kan vi styre temperaturen på nitrogen kan vi altså styre temperaturen på retorten. Nitrogenen tages fra en 200 bars flaske og køres igennem en lang rustfast rørføring som opvarmes resistivt, altså ved blot at køre strøm igennem den. Vores umiddelbare estimater indikere at det vil koste omkring 5000 standardliter nitrogen, altså en halv 50 liter @ 200 bar flaske, at opvarme retort og injektor til lige under 700 grader. Retorten er allerede undervejs, så det er noget vi forhåbentlig kommer til at prøve en af de nærmeste uger.

Markedsmekanismer og ’loss and damage’ er de svære knaster i forhandlingerne i årets COP25 i Madrid. Selvom der allerede findes en global klimaaftale fra Paris, så er der mange ting, som skal forhandles for at klargøre detaljerne. Denne blog kikker på, hvad der er sket i den første af de 2 uger’s klimatopmødet COP25 i Madrid, som betyndte i mandags. 1) Den første knast handler om brug af markedsmekanismer med køb og salg af **CO2-kvoter**. Logikken bag køb og salg af CO2-kvoter er, at nedskæringer i drivhusgasser kan udføres, hvor det er billigt. Fattige lande kan sælge kvoter og dermed tjene penge på at udsende færre drivhusgasser, mens rige lande kan købe kvoter og dermed ikke behøver skære i deres udledning selv. Det bemærkes, at aftalen i fredags om den nye danske klimalov siger, at der ikke ønskes at anvende reduktionsmekanismer til opfyldelse af 70 pct.-målet i klimaloven (hvis det ikke viser sig nødvendigt lige før 2030). Desværre planlægger mange lande at opfylde deres forpligtelser ved at betale for udledningsreduktioner i andre lande og trække det fra i landets eget udledningsregnskab. Artikel 6 var det eneste eneste i regelsættet (rulebook) for Paris aftalen, som ikke blev vedtaget for ét år siden i COP24 i Katowice, hvor Brasilien stillede sig på bagbenene og ikke gav sig på trods at at forhandlingerne fortsatte næsten én dag længere (om lørdagen). Det er svært at forhandle med præsident Bolsonaro, som vil have mange penge for ikke at opdyrke Amazonas regnskoven. Efter den første uge’s forhandlinger i Madrid kniber det stadigvæk. Megen tekst er sat i parenteser (som der sker i forhandlingerne). Danske Verdens Skove og mange andre NGO’erne er bange for et kompromis med Brasilien og andre lande, som åbner for dobbelttælling om at tælle reduktionen af emissioner. Centralt i forhandlingerne er også, hvordan der skal tælles. De hidtidige erfaringerne er ikke gode med kvotesystem i Kyoto-aftalen fra 1997, som er ved at udløbe. Klimarådet’s analyse er kommet til den anbefaling, at Danmark ikke gør brug af den mulighed ([link ](https://ing.dk/artikel/klimaraad-advarer-regeringen-destruktion-co2-kvoter-virker-foerst-80-aar-195653)). Kina og Indien er svære i disse forhandlinger, fordi de ligesom Brasilien har et stort overskud på kvoter og projekter, som allerede er gennemført. Disse bør ikke overføres til Paris aftalen (som starter i 2020). Disse lande står i en situation, hvor efterspørgslen er faldet efter at EU sagde, at de ikke længere skulle købe kvoter for at opfylde deres klimamål. I forhandliner her i Madrid er er EU imod en overførsel af kvoter fra før 2020. 2) **Loss and Damage** (tab og skader) er den anden vanskelige knast, som handler om håndteringen af de alvorlige konsekvenser, der følger klimarelaterede katastrofer. Et tragisk eksempel er cyklonerne Idai og Kenneth, der tidligere i år ramte Mozambique, Malawi og Zimbabwe i det sydlige Afrika. Meget tyder på, at cyklonernes styrke var direkte relateret til klimaforandringer. Indbyggerne i disse lande har dog ekstremt lave akkumulerede udslip af drivhusgasser og har dermed et meget lille ansvar for den globale opvarmning. Som det især fremføres af forhandlerne fra ø-staterne (the alliance of small island states AOSIS, som de hedder i forhandlingerne), er det de fattigste mennesker i de ramte lande, der har mistet det meste i katastrofer med eksempel oversvømmelse, tørke, hedebølger, skovbrande og højere hav-niveau. Landene har mulighed for at låne penge fra Verdensbanken, men disse skal betales tilbage med rente og leder til en forøgelse af fattige landes gæld. Det er ikke fair, og netop derfor kommer der mange følelser og stærke holdninger i spil, når landene i Madrid skal diskutere, hvordan ’Loss and Damage’ håndteres. 3) Der er overraskende lidt om **teknologi** i COP25. I mandags var der et møde om unges engagment som ”climate tech entrepreneurs”, som blev organiseret af CTCN. Dette står for ”[Climate Technology Centre and Network](https://www.ctc-n.org/)”, som ligger i FN byen i København. Et forhandlingsmøde pegede på, at det kniber med finansiering af CTCN. De kan nævnes, at Danmark har givet en igangværende bevilling på 11 mio. kr. I fredags var der et møde om ”Development and Transfer of Technologies: Poznan strategic programme”, hvor der blev udtrykt bekymring over at der ikke gøres nok for at lave de såkaldte ”technology needs assessments i de fattigste lande og ø-stater. 4) Dette er ikke en knast i forhandlinger, men problemet er at udføre beslutningen om **ligestilling**. Nemlig at der på COP25 er et review the UN Climate Change’s gender action plan, som har til hensigt at “advance women’s full, equal and meaningful participation, promote “gender-responsive climate policy” and the “mainstreaming” of a gender perspective. På mit hotel bor en forhandler fra Costa Rica, som har fremlagt deres flotte action plan. Men hun fortæller mig, at det er trist at så mange lande er negative overfor ligestilling i klima arbejdet. Ofte også overfor menneskerettigheder. 5) Den gennemgående knast er de nationale klimaplaner, hvor landene har deadline næste år med at indlevere mere **ambitiøse reduktionsmål** før klimatopmøde i Glasgow i december 2020. Den sidste måneds rapporter fra FN har vist, at de nuværende planer ikke er ambitiøse nok, og at der skal skrues gevaldigt op for ambitionerne, hvis de globale målsætninger skal overholdes ([se link](https://www.dr.dk/nyheder/viden/klima/fn-noedraab-vi-er-laengere-fra-redde-klimaet-end-nogensinde)). For at nå 1,5-gradersmålet skal verden reducere emissionerne med hele 7,6 procent hvert år indtil 2030. 6) **Rapportering**. Jeg har i den forløbne uge fulgt forhandlinger om rapporteringsregler, hvor det er sjovt at være ingeniør. Det handler nemlig om, hvordan en standard-Excel skal sættes op for landenes rapportering hvert andet år til FN. Det hedder i forhandlingerne ”Common Tabular Format (CTF)”. Den 1. januar 2020 er der deadline for at aflevere Biennial Reporting (nr. 3 dækkende 2017 og 2018), som ligger offentligt på FNs klimasekretariat se, hvordan Danmarks forrige rapport så ud ([link til excel](https://unfccc.int/documents/198837) og [link til](https://unfccc.int/documents/28946) 705 sider tekst og tabeller) om Danmarks GHG inventories, technology transfer, capacity-building and climate finance og en lang række andre informationer. Forhandlingerne i Madrid sigter på at nå enighed om, hvordan rapporteringen skal se ud fra Paris aftalen træder i kraft 1 januar 2020. Jeg ser frem til på tirsdag at fortælle om forhandlingerne til IDA formand Thomas Damkjær Petersen, som kommer for at følge COP25 de sidste dage frem til på fredag d. 13 december.

Med klima-briller på, var det spændende at åbne filen med finanslovsaftalen. Hvor der står: a) oprette ”Danmarks Grønne Fremtidsfond” med en samlet kapacitet på 25 mia. kr. i offentlig og private investeringer i grøn omstilling og b) 150 mio. kr. til klimabistand i fattige udviklingslande. a) En ny fondskonstruktion skal aktivere 25 mia i offentlig og private investeringer i grøn omstilling, herunder udvikling og udbredelse af nye teknologier, omlægning af energisystemer til vedvarende energi, lagring og effektiv anvendelse af energi. Endvidere at fremme af eksport af grøn teknologi, særligt inden for vind. Samtidig skal fonden bidrage til at løse de udfordringer, som klimaforandringerne og en voksende verdensbefolkning skaber i form af fødevaremangel og vandknaphed. Det fremgår ikke, hvilken andel af fonden som sigter på udviklingslande. For at sikre en hurtig igangsættelse lægges der op til, at fonden etableres på skuldrene af eksisterende og velafprøvede ordninger. Langt det største beløb på 14 mia. kr. går til at styrke Eksportkredit Fonden (EKF), som bidrog til Lake Turkana i Kenya. Et projekt der samlede investorer til ca. 5 mia. kr., hvor 365 Vestas møller (type V52) i dag producerer ca. 17% af Kenyas samlede el-forbrug. I det projekt havde IFU også en rolle, som står til at forvalte 1 mia. kr. i den kommende grønne fond. Andre deltagere er Vækstfonden med 4 mia. kr. og Danmarks Grønne Investeringsfond med 6 mia. kr. Når den Grønne Fremtidsfond skal investere pengene i projekter, er der en risiko for, at nogle af pengene vil gå tabt. Derfor har regeringen afsat millioner af kroner til såkaldt »statsfinansielle risici«. Konkret afsættes 76 millioner kroner i 2020, 170 millioner kroner i 2021 og 264 millioner kroner årligt fra 2022 og frem. Dette gøres via Eksportkredit Fonden, EKF. som hjælper danske virksomheder med at garantere sine kunders finansiering. Det betyder, at fonden vil kunne garantere grøn eksport for 14 milliarder ekstra. Finansieringen er underskudsdækning eller en garantiprovision. Det er værd at huske, at en god eksportkredit er én, som ikke bruges (derfor koster de kun 264 mio. årligt til at dække tab fra 2022). Så man kan få meget ud af relativt få midler, som bl.a. kan minimere tab ved økonomiske og politiske risici, der kan være i udviklingslande. Jeg husker som eksempel, at COWI havde et stort tab med lufthavnen i Oman, som påvirkede COWI's resultat i flere år. b) Der er i aftalen en formulering ”*Der afsættes additionelt 150 mio. kr. i 2020*”. Det er værd at bemærke brugen af ordet "additionel". Det med "new and additionel" blev vedtaget i COP15 i 2009 i Bella Centret. Dertil kommer, at Danmark er på den laveste ulandsbistand i 40 år, så ulandsorganisationerne har advaret mod at tage klima-støtten fra de 0,70% af bruttonationalindkomsten (BNI). Det største behov ift. at anvende de ekstra 150 mio. kr. vil være til klimatilpasning (adaptation) i de fattigste lande. Paris aftalen indeholder et løfte (fra COP15 i København) om at give ulandene 100 mia. USD fra 2020. OECD har opgjort at verdenssamfundet er nået til 72 mia. i 2017, men disse er meget skævt fordelt mellem adaptation og mitigation (reduktioner) – som ifølge Paris aftalen skulle være nogenlunde lige store. Men adaptation har kun nået 13 mia. USD og skal således mere end tre-dobles for at nå halvdelen af de 100 mia. USD pr. år. Det taler for, at Danida anvender denne støtte til klimatilpasning (og modstandskraft-resilience) i fattige lande. Aftalen om finansloven gør, at der sker mere end en fordobling i 2020 til miljø og klima - fra 630 mio. kr. (2019) til 1.445 mio. kr. (2020). Se [nærmere i denne blog](https://ing.dk/blog/analyse-miljoe-klimabistand-finanskonto-634-229304). Tillagt klima-delen i landbrug, vand- og andre programmer bliver det i størrelsesordenen 2 mia. kr., så der er stadigvæk langt op til de 5 mia. kr. som ifølge sidste [afsnit i Borgerforslaget](https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-02233) er et rimeligt niveau for Danmark.

Tidligere i år havde Financial Times en artikel indrykket under denne overskrift. Der har været mange historiske variationer og fortolkninger af det koloniale udnyttelsesmønster. Meget har ændret sig, men i Afrika har den økonomiske model udviklet af europæerne vist sig at være vanskelig at udskifte. Handel fortsættes gennem den politiske elite, og merværdi tilføjes først varer, når de har forladt kontinentet. Det flerårige puslespil om Afrikas udvikling i den postkoloniale æra har omhandlet, hvordan man bryder modellen. Hvordan kan man trække Afrika ud af dens 'udnyttelseshistorie'? ##Techvelopment – den nye åbenbaring? For nogle ligger svaret i vestens nye teknologier, fremmarch af sociale impact start-ups, tech-entreprenører, angel-investorer, øget kommercialisering og øget forretningsgørelse af den humanitære sektor, techvelopment og innovative humanitære løsninger i verdens brændepunkter. Den teknologiske revolution er begyndt at få en omfattende indflydelse på kontinentet. Mange tror nu på, at innovation og techvelopment kan redde kontinentet – tanken om, at Afrika kan undslippe sin fattigdom og koloniale arv ved at ’leapfrogge’ dvs. springe hele udviklingsstadier over. Det tydeligste eksempel på dette har været Afrikas spring direkte over til mobiltelefoner, næsten udelukkende ved at omgå fastnetsteknologien. Løsningsmæssigt ligger der en masse potentiale i såvel innovative hightech- som lowtech-løsninger. Det tror jeg ikke, mange er uenige i. Uenigheden består i højere grad af en bekymring for den øgede forretningsgørelse af den humanitære branche; at de alliancer, der skabes med virksomheder i nord, alene har til formål at penetrere det globale syd som marked og især det afrikanske marked, samt hvorfor man ikke i stedet allierer sig med tech- og andre innovative virksomheder i det globale syd. Den bagvedliggende bekymring handler om ejerskab og kontrol. Hvad hvis tech-industrien i det globale nord er langt fra at være en befriende og bæredygtig kraft, men i stedet viser sig at være en ny slags kolonialist? ##Hvem disrupter hvem? Det er ikke længe siden, jeg hørte en topleder fra en dansk tech-virksomhed udtale, at tech-industrien har disruptet den humanitære branche. Min umiddelbare reaktion var: Tværtimod – den humanitære sektor har disruptet tech-industrien og inspireret til udviklingen af social impact-drevne tech-løsninger i det globale syd. Den humanitære sektor har jo i årtier arbejdet med impact og kvantificering af disse. Det, som kommer tættest på sandheden, er nok, at vi har inspireret og disruptet hinanden. Benyttes denne gensidige disruptive kraft omkring et fælles purpose samtidig med, at vi i den humanitære branche ikke går på kompromis med etikken både i forhold de løsninger, som skal hjælpe verdens fattigste på mere transformative og bæredygtige måder, men også løfter ambitionen op til at handle om at transformere den økonomiske model for Afrika og relationen mellem nord og syd, er der potentielt større chance for, at vi kan få gavn af hinanden og skabe såvel bæredygtige løsninger som bæredygtige økonomiske modeller i syd. Er tiden ikke også inde til det? Inde til, at vi innoverer sådan for alvor i forhold til den post-koloniale økonomiske model, samarbejdsformer, købmandsskab og skaber ligeværdighed i økonomiske aftaler og partnerskaber imellem nord og syd? Bør ambitionen ikke også være en gang for alle at sætte en stopper for den postkoloniale arv og det økonomiske afhængigheds- og udbytningsforhold? Jovist er det vanvittigt ambitiøst – tenderende til opportunistisk, but why not – in the name of innovation? Det ville jo også betyde et opgør med ’giver og modtager’-relationen, som man i virkeligheden kan stille fundamentalt spørgsmålstegn ved. Dvs. hvem der rent faktisk giver, og hvem der modtager, som de økonomiske modeller i nord-syd er skruet sammen i dag. Det vil alt sammen kræve, at vi i den humanitære branche er vores rolle utroligt bevidst, at vi holder fast i kerne og grundværdier, er modige, disruptive og har etikken fuldstændig på plads, og at vi også vover at sige nej tak til private virksomheder i det globale nord, når virksomheder i syd kan levere samme teknologi, know-how og kapacitet. At vi insisterer på ikke at ende som gatekeepers for virksomheder i nord, der blot søger nye markeder og hurtig kapital i syd. Ønsker vi at disrupte den postkoloniale arv og den iboende atavisme (tilbageslag i en udviklingsproces) i såvel humanitære praktiser og i nord-syd-relationen, er det så ikke bl.a. en forudsætning, at vi primært indgår partnerskaber med virksomheder i syd, når det er muligt? Mangler der en leverandør i syd eller kapacitet til at levere, er vi vel som minimum forpligtet til at sikre, at den respektive virksomhed i nord har en kobling til lokale virksomheder og kan bidrage med eks. kapacitetsopbygning og den vej igennem bidrage til udviklingen af erhvervslivet i de respektive lande. Det er også den vej CARE Danmark i stigende grad ønsker at gå i fremtiden. Dvs. øge vores samarbejde og koblinger til såvel lokale virksomheder som lokale tech og innovations hubs/labs i det globale syd. Vi har bl.a. fornyeligt gennemført lokale markedsdialoger i forbindelse med en af vores nyere innovationsfyrtårne CAMP+ - udviklingen af verdens første klimavenlige flygtningelejr. ##Frontrunners i syd Fornyelig var CARE i Mozambique for at afholde en ideation workshop om klimainnovation, som konsekvens af årtier med markante klimaudfordringer, der i år kulminerede med to ekstreme klimakatastofer/cykloner, der ødelagde store dele af landet, tog mange menneskeliv og delte landet – bogstavelig talt - i to for en tid. Jf. FN ødelagde cyklonen for over 100 millioner USD værd af huse, afgrøder og infrastruktur, inklusive kystfiskeriet. Mere end tusinder mennesker døde under stormen, og hundreder af tusinder blev hjemløse og internt fordrevne. Efterdønningerne er fortsat mærkbare. Mange skoler og hospitaler er endnu ikke genåbnet. Veje langt fra funktionelle og der er pt. en sultkatastrofe i regionen, som resultat af cyklonerne. Til denne ideation workshop havde vi inviteret lokale grønne tech-virksomheder, start-ups, tænketanke, klimaforskere, lokale NGOer – ja, alle mulige lokale og regionale grønne frontrunners inden for innovation og tech. Deres innovationskraft og progressivitet slog benene væk under os. Der hersker en privat sektor af yderst progressive tech og grønne frontrunners i syd, som kender egne udfordringer bedre end nogen andre, og hvor kreativiteten, innovationskraften og ambitionsniveauet er skyhøjt. Og som er langt foran mange tech start-ups i norden, når det handler om innovative løsninger tilpasset det globale syd. Afrikas tech-industri oplever i øjeblikket en hastig vækst med over 600 aktive tech hubs på kontinentet. Det er en stigning på 40% fra 2018. Nigeria og Sydafrika har hhv. 85 og 80. Den kenyanske tech-iværksætter John Karanja lancerede BitHub, en inkubator for crypto-currency i 2015. Etiopiens regering håber angiveligt, at en tech-centreret økonomi kan skabe 3 million nye jobs og endelig er Rwanda i gang med at etablere Afrikas første Silicon Valley (KIC - Kigali Innovation City) og sådan kunne jeg blive ved. Er tiden ikke inde til, ikke alene at innovere på løsningsniveau, men at søge at lave en turn-around i nord-syd-relationen og arbejde hen mod et opgør med den koloniale arv en gang for alle? Hvorfor håndterer de to udfordringer samtidig? Netop fordi den nye innovation og techvelopment-dagsorden kan risikere at forstærke reproduktionen af den koloniale narrativ, hvis ikke vi er ekstraordinært opmærksomme på dette. Hvis vi vil undgå at skrive os ind i en (innovations og techvelopment) epoke og ny historie, der forstærker disse forhold, skal vi handle nu og ikke alene lade os drive med af innovative humanitære løsninger og forretningsmodeller, der alene tilgodeser erhvervslivet i norden, men i allerhøjeste grad også bidrager til udviklingen af det lokale erhvervsliv, bæredygtige og ligeværdige økonomiske modeller i det globale syd. Det er lige præcis nu, at vi er nødt til at finde modet frem til radikalt at disrupte. Ellers er der potentielt stor risiko for, at vi reducerer vores rolle til gatekeepers eller ’investeringsagenter’, som legimiterer en form for ’new age-kolonialisme’ i techvelopment og innovationens navn. Humanitære praksisser har i årtier mere eller mindre ubevidst reproduceret koloniale narrativer, men med disse nye dagsordener, som involverer en konvertering af dele af det humanitære arbejde til forretning, er der risiko for, at vi bidrager til at forstærke denne narrativ og relation og dermed kan miste legitimitet og troværdighed. Omvendt, hvis vi lader os drive af en lige så stærk innovationskraft i forhold til forretnings, økonomisk og samfundsmodel som omkring purpose og impact i det globale syd, kan potentialet for transformativ forandring og et endeligt opgør med den koloniale narrativ måske også en dag være inde for rækkevidde. Jovist lyder det overambitiøst, men lige så crazy, som vi opfordres til at være, når vi innoverer omkring løsninger, lige så crazy kan vi vel beslutte os for at være i ambitionen om en ny fortælling i relationen mellem nord og syd?

Jeg efterlyste i min seneste blog forslag til hvorledes vi med ny teknologi m.v. kunne medvirke til at reducere CO2 udledning fra transportsektoren. Og tak for de mange kommentarer. Der kredses i indlæggene meget om hvor meget det skal koste at køre med kollektiv trafik og i bil. Nogle mener den kollektive trafik skal være gratis. Det lyder besnærende, men skal det ikke! Det viser en helt ny rapport fra Transportministeriet også. For det vil primært flytte cyklister og forgængere over i den kollektive trafik og ikke ret mange bilister. Det vil have langt større effekt at anvende pengene til at gøre den kollektive trafik bedre. Og det er der da også en del af indlæggende, der peger på. Der peges også på, at det skal belønnes at være flere i bilerne. Det nævnes bl.a. at i Belgien på nogle motorveje med 4 spor er sporet til højre reserveret til busser og taxi - OG til biler med 3+ personer. Var det ikke noget for Køge Bugt Motorvejen og for busbanerne. Og så kredser indlæggene meget om prisen på at køre i bil. Det er de seneste 12 år blevet meget billigere at køre i bil. Det startede med en omlægning i 2007 hvor biler med lav CO2 udledning (dengang ca. 25% af bilerne) blev billigere. Den teknologiske udvikling har betydet at mange biler på markedet i dag opfylder kriterierne. Og denne omlægning er senere fulgt af flere afgifts reduktioner. Det blev sagt i 2007, at det ikke skulle være dyrere at være bilist. Og dette løfte er blevet holdt – godt og vel. Det er blevet meget, meget billigere. Og resultatet taler sit tydelige sprog - der er pumpet 400.000 biler mere ud på de danske veje de seneste 12 år. Og de er blevet større - 25% af alle nye biler er i dag SUV’er. Så selv om afgiftslettelser skulle give mindre CO2, ja så stiger den fortsat på grund af de mange nye og større biler. For danskerne nedsætter ikke deres budgetter til transport – snarere tværtimod. De køber blot flere biler hver gang afgifterne er blevet reduceret. Det paradoksale er, at drøftelserne om bilafgifter har været ført af skatteministeriet, og det primære fokus har været om staten kunne bevare provenuet fra biler. Så Skatteministeren skal måske sidde med ved bordet når Transportminister Benny Engelbrecht skal i gang med at forhandle en ny masterplan for mobilitet på plads. For her bør det også drøftes hvorledes transportbehovet kan reduceres. Og transportsektoren er også med i de igangværende forhandlinger om Finansloven for 2020. En tilbagespoling af nogle af de mange afgiftslettelser kan give ekstra provenu, som passende kan anvendes til bedre kollektiv trafik. Men det kan først få indvirkning på CO2 bidraget på sigt. Hvis vi her og nu skal til et reducere CO2 aftrykket fra transportsektoren kan det ikke udelukkende klare det ved flere el-biler. Vi er nødt til at reducere aftrykket fra den eksisterende bilpark. Og her er der kun en løsning – det skal desværre være dyrere at bruge bilen. Det kan evt. ske ved en hævning af afgifterne på diesel og benzin eller ved indførelse af kørselsafgifter. Der er desværre ingen vej udenom, såfremt vi bilister skal tage vore del af ansvaret for at reducere den fortsat stigende CO2 aftryk. Så jeg kan konkludere ved at citere et af kommentarer til min seneste blog: Det skal være: - Dyrt at bruge offentligt transport (som nu) - Dyrere at have bil og af og til bruge offentlig transport - Dyrest at have bil og kun køre i bil Og så vil færre biler på vore veje faktisk også give væsentlige reduktioner i den meget stigende trængsel. Men det er hel anden historie.