Vi står midt i en krise ingen kunne have forudset for blot 3 måneder siden. Coronakrisen har gjort, at mange af os de seneste 2-3 uger har arbejdet på en hel anden måde. Vi har arbejdet hjemmefra og kommunikeret elektronisk og på e-møder. Der tales nu om at vi skal til at åbne op igen, og jeg var i begyndelsen af denne uge inviteret til et spændende webmøde i et ekspertpanel arrangeret af Ingeniøren vedr. hvordan en åbning efter Corona restriktionerne gradvist kan ske. Det var en panel med eksperter indenfor produktionsindustri, uddannelse, arbejdsmarkedsforhold, transport og epidemiologi. Resultatet kan læses i dagens Ingeniøren og på ing.dk. En af de ting vi var enige om i panelet var, at lempelse af restriktionerne, skal det ske så kontrolleret, så vi ikke får overfyldte busser. Her foreslog jeg i panelet en mere tidsdifferentieret takststruktur på rejsekortet, så vi ikke får så mange passagerer i spidstimerne. Vi var i panelet også enige om at vi skal bringe de positive erfaringer fra Conakrisen med over på den anden side. Det gælder bl.a. indenfor uddannelse, arbejdsmarkedet og transportområdet. Coronakrisen har betydet en halvering af personbiltrafikken og endnu større fald i den kollektive trafik. Det har betydet en stor reduktion i CO2 udledningen, og det vil være godt for klimaet hvis vi også efter Coronakrisen kan køre mindre. Så vi bør alle overveje om det nu er nødvendigt at arbejde på samme måde som før krisen. Kan vi reducere vores pendlerkørsel kan vi bidrage til at få reduceret CO2 udledningen. Vi kan hermed bidrage til at løse den kommende klimakrise og Regeringens mål med at vi skal reducere CO2 med 70% i 2030 i forhold til 1990. Og mindre kørsel vil også give mindre trængsel. Så jeg vil foreslå du drøfter mulighederne for mere hjemmearbejde med din arbejdsplads, så du ved hvad du skal gøre når vi forhåbentlig snart skal tilbage til mere normale forhold. Rigtig god påske til alle – og pas godt på dig selv derude.

Jeg er begyndt at genlæse Douglas Adams Hitch-Hikers Guide To The Galaxy - der var på tide. To af de citater jeg altid har sat pris på er Trillian der først siger *"We will be restoring normality as soon as we are sure what is normal anyway. Thank you."* og lidt senere [proklamerer hun](https://www.youtube.com/watch?v=YCRxnjE7JVs): *"Probability factor of one to one. We have normality. I repeat, we have normality. Anything you still can't cope with is therefore your own problem."* Folk der lever af at fedte rundt med andre folks penge snakker allerede meget om at "vende tilbage til normalen (hurtigst muligt)", men som Trillian bemærker, bliver vi nok nødt til først at finde ud af hvad der er normalt. Mange af de "normale" kulturgeografiske fænomener der har muliggjort det cluster-fuck verden befinder sig i lige nu, er tudsegamle, f.eks interkontinental samhandel, andre er spritnye, f.eks "hele turen rundt"[1] for at undgå jetlag. Ordet Karantæne kommer oprindelig af ventiansk *"Quaranta giorni"* - 40 dage - og blev opfundet i Venedig i middelalderen: Alle fremmede skulle "40 dage" i karantæne inden de kom ind i byen fra Langtbortistan og det gjorde underværker for venedigs folkesundhed. Med moderne laboratorieteknik kan de 40 dage reduceres til en streng version når der er aktive udbrud: 48 timer og to blodprøver, som skal bekræfte at den tilrejsendes imunforsvar ikke er oppe på dupperne inden vedkommende slippes ud af lufthavnshotellets karantæneafdeling og en lempeligere udgave når der ikke er aktive udbrud: En blodprøve og 24 times tvungen geo-tracking med mobiltelefonen. Det kunne godt blive den nye normale, specielt steder hvor man i praksis kun kommer via fly, Australien, New Zealand, Island, Grønland osv. I den anden ende af skalen har vi moderne krydstogtskibe hvor fem tusinde selvfede turister frekventerer mikrobiologien i den samme salatbar - mange af dem fordi deres kroniske eller aldersbetingede lidelser gør det til den eneste mulige form for ferie for dem. Det kommer ikke til at fortsætte som det hidtil har gjort[2] og det er svært at se nogen måde man kan mitigere eller reducere den [hygieinekatastrofe disse turistfælder udgør](https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26350312). Et sted i midten mellem disse to ekstremer har vi blege nordboers solferier til middelhavet og rigtige mænds mandeskiture. I den rationelle version af det ny normale vil charterbranchen blive lukket og slukket i samme øjeblik en ny smitsom og dødelig åndedrætsinficerende virus opdages. Den slags ændringer vil være nemme og smertefrie at indføre, for hele turistbranchen vil være gået konkurs længe inden den nuværende pandemi tillader folk at rejse på ferie i langtbortistan igen: Det bliver simpelthen betingelserne under hvilke turistbranchen kan forsøge at genrejse sig. Et andet aspekt af den kommende normalitet er at ting går egentlig *forbavsende* godt, selvom landet er lukket ned. Den transport- og mødeintensive natur af moderne kontorarbejdspladser har på få dage vist sig hverken at være nødendig endsige fremmende for forretningens drift og resultater. Samtidig har nedlukningen af trafikken givet rent ud sagt mirakuløse reduktioner af forureningen af både vand, jord og luft, til gavn for alle dem der skal trække vejret og sove om natten. Her er der store muligheder for at slå både sundheds- og miljøpolitiske fluer med samme smæk. Man kunne f.eks låse 20% af hjemmearbejdsfordelene fast ved at reducere transportfradraget til kun fire dage om ugen for rent kontorarbejde og gøre det til arbejdsgiverens pligt betale for lønmodtagerens transport, hvis denne skal være på kontoret den femte dag også. Det ville gøre underværker, både for trængslen på vejene, på parkeringspladserne, overbelægningen i pendlertogene, produktivteten og ikke mindst livskvaliteten for rigtig mange lønmodtagere[3]. Jeg vil slet ikke blive forbavset hvis vi om ti år ser tilbage på covid19 som det der knækkede drivhusgaskurven, ved at tvinge os til at indse at verden og kapitalismen kunne indrettes på anden og bedre vis[4]. Derimod vil jeg godt vædde en halv flødekaramel på at verden bliver aldrig "normal igen" på den samme måde som den var "normal" for seks måneder siden. Det nye normale, hvordan det så end kommer til at se ud, vil utvilsomt blive en stor omstilling for visse og somme, men som Trillian så præcist slog fast: Det bliver ene og alene deres eget problem. *phk* [1] Et typisk eksempel vil være at et C-team medlem starter fra hovedkvarteret i Californien, besøger kontoret i Japan, underleverandøren i Kina, den outsourcede support i Indien, det europæiske udviklingscenter i Frankfurt, Forskningsafdelingen i New Jersey og til sidst tilbage til Los Angeles. Ved hele tiden at rejse vestover reduceres jetlag til bare at være "en meget hård arbejdsuge". [2] Dagens bizare nyhed: [Venezuelansk Flådeskib vædrer polar-armeret krydstogtskib uden passagere og synker.](https://www.bbc.com/news/world-latin-america-52151951) [3] Firedage arbejdsuge er et muligt alternativ, den har fået rigtig gode anmeldelser de fleste steder man har prøvet det. [4] "Intet er så skidt at det ikke er godt for noget"

[video: https://vimeo.com/401297209] Noget af det mest betydningsfulde vi foretager os ud over at servere nyheder med en teknisk vinkel er at matche studerende fra landets tekniske uddannelsesretninger med danske virksomheder. Rigtig mange unge finder deres voksne karriere inden for ingeniør- og it-fagene på et af vores Jobtræfmesser. Her rækker nogle af Danmarks mest attraktive virksomheder indenfor teknologi og innovation ud og gør sig til i konkurrencen om de teknologiske talenter, som er deres fremtid. Det plejer at foregå ude på de studerendes campus, og dette forår skulle vi have været i Aarhus. Men intet er som det plejer. Vi er rykket ind i sikkerhed. Og som så mange andre aktiviteter har Coronavirussen pisket os til at digitalisere eventen. Vi har heldigvis publikum på vores nyhedsmedier og inviterer deltagerne til at mødes her. De studerende bliver jo stadig færdiguddannede og vores virksomheder er stadig på udkig efter skarpe talenter. Så vores Jobtræf fortsætter. Nu kalder vi det Teknologiens Jobtræf Online, og vi holder det lige her: [Teknologiens Jobtræf Onlne](https://www.jobfinder.dk/jobtraef-online). I stedet for en stand får du som virksomhed din egen præsentationsside med mulighed for at de studerende kan booke samtaler og stille spørgsmål om deres muligheder direkte med din virksomhed. Og i stedet for karameller og andet, der skal lokke de studerende til, kan du med en virus-sikker dronevideo, fortælle, hvorfor man som studerende skal vælge at arbejde i netop din virksomhed. Og hvis du er studerende kan du nu i ro og mag og tilpasse din digitale fjernundervisning og få et overblik over de mange karrieremuligheder, der ligger lige foran dig. Lige når det passer dig døgnet rundt i hele april og maj måned. [Se eksempelvis hvad Forsvaret tilbyder](https://www.jobfinder.dk/jobtraef-online/forsvarets-personalestyrelse/forsvaret-64230#forsvaret-aabner-hele-verden-dig-2000): Vi savner håndtrykket og gnisten i det fysiske møde. Men når det ikke kan være anderledes er dette faktisk effektivt. Og i perspektivet af den aktuelle krise er matchmaking mellem unge talenter og danske virksomheder blevet vigtigere end nogensinde. Prøv det.

I kan være ganske rolige - der kommer ikke radioaktiv stråling fra en Wi-Fi router! Det var bare mig der skulle prøve at lave en lille aprilsnar :) Som forventet i et ingeniør-forum var der da heller ingen der bed på krogen... (det var der til gengæld i andre fora... :D ) Og tak for nogle særdeles underholdende kommentarer! Men hvordan kunne Geigertælleren så slå ud? Buddene omkring EMI var gode - det ville også have været mit eget gæt. Men i realiteten var det faktisk radioaktivitet som blev registreret. Desværre var mit hint for subtilt - jeg havde håbet der var en af jer der havde bemærket, at routeren faktisk morser "aprilsnar" med power LED'en. Det forklarer jeg i denne lille video, hvor jeg viser hvordan jeg har modificeret en ganske uskyldig router. [video: https://youtu.be/konwkULoYsM]

Atter har to russiske forskere bosiddende i England, været på spil med en sensationel udmelding: de har for første gang målt **superledning ved stuetemperatur**, en opdagelse helt i toppen af det videnskabelige samfunds "most wanted" liste (se [wiki artiklen her](https://en.wikipedia.org/wiki/Room-temperature_superconductor)). For 16 år siden kickstartede André Geim og Konstantin Novoselov fra Manchester Universitet forskningen i grafen og andre 2D materialer. De skrev den første store artikel om supermaterialet grafen i 2004, og fik Nobelprisen i 2010. Denne gang er det Artem Mischenko, fra Manchester Universitet, der sammen med sin kollega, Ivan Timokhin fra Imperial College i London, har gennemført et helt unikt eksperiment, der for første gang viser superledning ved stue temperatur, Deres metode er genial, intet mindre. Et ægte Columbus-æg. Hvor forskningen har fokuseret på mere og mere esotoriske keramiske materialer (såkaldte høj Tc superledere, hvor Tc - T critical - er den kritiske temperature hvorunder materialet bliver superledende) og forsøgssbetingelser - f.eks. 2 millioner atmostfæres tryk - for at presse den kritiske temperatur op bare i *nærheden *af stuetemperatur, er de to forskere gået i en helt anden retning. Måske er Arten Mischenko netop inspireret af Andre Geims berømte "fredag eftermiddag" eksperimenter, som bl.a. førte til levitation af [frøer og hamstere i et kraftigt magnetfelt](https://www.youtube.com/watch?v=A1vyB-O5i6E). Andre Geim er den eneste forsker der både har vundet Nobelprisen og Ig Nobel prisen, hvor den første er velkendt :) , og den sidste gives for "achievements that first make people laugh, and then make them think." Nu ikke gå rundt om den varme grød længere, Peter! Det innovative skridt er at **køle hele stuen ned til 80 K**, hvor en single-krystal høj Tc superleder lavet af YBCO (Yttrium Barium Kobber Oxid) er placeret. Denne bliver superledende (Tc = 92 K), så ved at sætte stuetemperaturen til 80 K er problemet løst. For at gøre det hele en lille bitte smule mere praktisk, byggede de en model af en stue i skala 1:76, som man kan se på figuren nedenfor, komplet med møbler og miniature mennesker, der sikkert er hjemme på grund af Coronavirus - eller måske juleaften. Hele molevitten er anbragt i et vakuum kammer, og kølet med en kryokøler, der har en basetemperatur på 65 K. Forskerne konstaterede at YBCO krystallen blev superledende ved at Meissner effekten slog til, da temperaturen nåede under Tc. Krystallen var anbragt ovenpå en permament magnet, og idet magnetfeltlinierne ikke kan trænge ind i superlederen, får det superlederen til at levitere et lille stykke over magneten, der såvidt jeg kan se fungerer som stuebord. Det er en anelse mere kompliceret end som så: ved høje magnetfelter, opstår der superledende hvirvler i høj Tc superlederen, der låser magneten og superlederen fast ("quantum locking"). Superledende levitation (og locking) er en af kandidaterne til fremtidens togtransport, hvor meget høje hastigheder kan opnås med lavt energitab på grund af lavere friktion (luftmodstand) - se f.ek.s [posteren her](https://www3.nd.edu/~vortex/Levitation.pdf), eller [artiklen her](http://ijesc.org/upload/61d7e71a81927c7309578fb3581e2ec4.Study%20of%20Quantum%20Levitation%20and%20Locking%20in%20High%20Temperature%20Superconductors%20and%20Ways%20of%20Cooling.pdf). Eksperimenterne blev lavet i et køkken under det universelle Corona lockdown, som de to forskere takker for at give inspiration og anledning ( kedsomhed?) til dette bemærkelsesværdige gennembrud. Så nej. Det er ikke en aprilsnar, strengt taget. Forskerne har vitterligt målt superledning ved stuetemperatur, blot i en meget lille og meget, meget, *meget * kold stue. De afsluttende ord er værd at citere i deres knastørre helhed: > Our approach shows outstandingly fast development of the new Room Temperature Superconductivity based on the standard YBCO single crystalline material and in future we plan to extend the range of Room Temperature Superconductors to other, more conventional, materials such as Sn3Nb, Pb, Hg etc. by purchasing of a more powerful cryocooler with lower base temperature. Creating a high-pressure room could also be considered in order to be in line with the modern trends and recent reports about superhydrides. However, Room Pressure Superconductivity paper would be a subject of purchasing ion mill and diamond anvil cell (DAC). Also, a room scale is expected to be much smaller to fit inside the DAC gasket. Artiklen "Novel approach to Room Temperature Superconductivity problem" kom på Arxiv i går, og kan (skal) læses her: [https://arxiv.org/ftp/arxiv/papers/2003/2003.14321.pdf](https://arxiv.org/ftp/arxiv/papers/2003/2003.14321.pdf)

Ved et tilfælde lå min Geiger-Müller tæller ved siden af en Wi-Fi router jeg er ved at teste. Til min store overraskelse gav den udslag, da Wi-Fi linket blev exciteret. Prøv at se denne video, hvor jeg dokumenterer fænomenet. Er det ikke vildt? [video: https://youtu.be/V3bzJqnZPR8] Jeg vil undersøge det nærmere - og vender tilbage i morgen med en video, hvor jeg uddyber min opdagelse. Stay tuned!

Coronaforskningen kører lige nu for fuld fart, og i en artikel her på siderne spørges det i dag: [Kan vi stole på coronaforskningen, der lige nu kører for fuld fart?](https://ing.dk/artikel/kan-vi-stole-paa-coronaforskningen-lige-nu-koerer-fuld-fart-233788) De fleste mennesker læser givetvis ikke videnskabelige artikler om coronaforskning, men læser derimod hos de bredere medier. Så disse medier har et særligt ansvar for at forstå foreløbige studier og forskning - uanset om de har gennemgået uafhængig fagfællebedømmelse (peer review) eller ej - før de *eventuelt* videreformidler resultater og implikationerne af forskningen. Det er på mange måder prisværdigt, at man ønsker at "oversætte" kompliceret forskning og litteratur til lettere forståeligt sprog og konklusioner. Men det fordrer - [som diskuteret tidligere her på siderne](https://ing.dk/blog/ikke-publiceret-princeton-studie-forskning-230455#comment-942045) - at man, til et vist niveau, fagligt kan forstå forskningen, samt at man udøver kildekritik. Og at man er særligt skeptisk og kritisk, hvis der er tale om forskning, som endnu ikke har gennemgået uafhængig fagfællebedømmelse. Eller, som i dette tilfælde, er gennemført på kort tid, med usikre data og med alle de videnskabelige forbehold, som den her situation og dens hastige udvikling kræver. Vi kan ikke, i den aktuelle situation, sidde og vente og lade stå til, indtil [fagfællebedømt forskning kan give sikre og vandtætte svar](https://ing.dk/blog/kan-vi-vente-paa-fagfaellebedoemt-coronavirus-forskning-233063) på alle spørgsmål og udfordringer. Men som [nobelprismodtager i fysik i 1965, Richard P. Feynman](https://ing.dk/blog/forskning-dag-nobelprismodtager-feynman-vender-sig-sin-grav-210029), en gang udtrykte det: *I think it's much more interesting to live not knowing than to have answers which might be wrong.* Det bør medier og journalister tænke over i denne tid (i ekstra grad - men også mere generelt). Er det formålstjenligt at beskrive og videreformidle foreløbig forskning og tilhørende fremskrivninger af eksempelvis antal smittede, antal døde, virussens dødelighed, dens geografiske spredning, eller af noget femte, hvis arbejdet har mange forbehold, bygger på meget foreløbige data og har stor usikkerhed? Et mere relevant spørgsmål ville derfor være: Kan vi stole på medier og journalisters dækning, der lige nu kører for fuld fart, af coronaforskningen?

*Hvis robotter kan sove, vil de så drømme? Og vil det i givet fald så være om elektriske får?* **Philip K. Dick** er forfatteren, der maler dette obskure billede frem for vores indre øje - et billede der mest af alt genererer endnu flere kryptiske og komplekse spørgsmål. Romanen af samme navn er fra 1968, og temaet med et både fremmed og genkendeligt univers, kan vi se levendegjort i Ridley Scott’s film **Blade Runner** fra 1982. *Kort fortalt har verden været ramt af atomkrig, og radioaktivt nedfald er hverdag. Folks følelsesmæssige tilstand kan afstemmes ved et såkaldt ‘stemningsorgel’, og ‘empatikasser’ kan åbne folks sind for den metafysiske verden.* *Mange dyrearter er døde og erstattet af robot-dyr. Det samme er sket for menneskene; vi er dog ikke uddøde, men vi har måtte skabe androider (menneskelignende robotter) til at varetage en række nødvendige opgaver.* *Både robot-dyrene og androiderne ligner deres forbilleder så meget, at der må hårde midler i brug for at skelne de “ægte” fra de “falske”. Men det er der også tænkt på. Mennesker kan føle empati, det kan androiderne ikke. ’Voigt-Kampff-instrumentet’ er en såkaldt empatitest, der er udviklet til at skelne menneskene fra androiderne.* *Hvad der dog ikke er tænkt over er, hvordan man håndterer følelser på tværs af arterne; menneske og androide. For det kan jo ske at filmens helt (Harrison Ford, hvem ellers?) forelsker sig i en androide - og så har vi balladen.* Spændende og relevante temaer er der mange af i denne roman, men de kan i realiteten samles under ét overordnet metatema:  **ETIK.** Altså; hvordan vi lever eller snarere ønsker at leve sammen som mennesker.  Og etik er hvad vi fra tid til anden lægger i korttidsterapi her på Teknopsykologens Briks. Mangt og meget er skrevet og sagt om etik, men mest interessant er i min optik, hvordan etikken praktiseres. Det skal vi kigge nærmere på denne gang. Overordnede set er etik i teknologi, hvad min blog her på sitet handler om, når jeg behandler spørgsmål som; *Hvad berettiger at kunstig intelligens-teknologi (KI) griber ind i vores liv, som det gør og fremover i stigende grad vil gøre? Virker det fordrende for vores velbefindende eller ej? Og hvordan skal KI i givet fald designes og anvendes for at være ’etisk’ og dermed fordre det gode liv?*    Jeg regner med, at vi hver gang kommer lidt nærmere et gyldigt og tilfredsstillende svar (og bliver tiltagende klogere sammen på vejen), så tag gerne en tur omkring i min blog-portefølje [Teknopsykologens Briks](https://ing.dk/blogs/teknopsykologens-briks), og læs med om min psykologfaglige tilgang til etik i praksis. **Nu vil jeg sætte fokus på, hvad man kan kalde det normative niveau og inddrage et par kloge hoveder i behandlingen af temaet.** **Vi skal dykker ned i hvilke implikationer potentielt nye arter af androider og cyborgs kan medfører. De vil for eksempel nok opfatte noget så abstrakt som TID anderledes end os. De vil udvikle sig eller snarere “REPRODUCERE” sig markant anderledes og med en helt anden hast, end os. Og så kan de jo nok ikke dø, modsat os.** Lad os først vende os mod hvad en tidligere kending; **Nick Bostrom** spår om vores udsigter til et etisk liv med kunstig intelligens-teknologi. ##Etisk forsvarlige algoritmer, tak Laver man en ratatouille af ekspertviden om teoretisk fysik, neurovidenskab, logik, kunstig intelligens og filosofi, så får man den svenske Oxford professor [Nick Bostrom](https://nickbostrom.com/). Men sin imponerende kapacitet står han bag en række interessante udlæg af, hvad kunstig intelligens er, og hvad den/det vil bringe os.  Tilbage i 2011 præsenterede han sammen med **Eliezer Yudkowsky** i *Cambridge Handbook of Artificial Intelligence* hvilke konsekvenser kunstig intelligens vil have for vores etik. ([The Ethics of Artificial Intelligence](https://nickbostrom.com/ethics/artificial-intelligence.pdf)). Her slår de fast, at hvis KI skal erstatte menneskelig dømme- og arbejdskraft, som udviklingen synes at pege mod på nogle fronter, så skal følgende kriterier skrives ind i alle grundlæggende algoritmer for hele foretagende - hvis vi altså ønsker etisk forsvarlige kunstig intelligens-teknologi: *Gennemsigtighed* - i forhold til at kunne revidere KIs databehandlingsproces. *Forudsigelighed* - reglerne for de involverede er tydelige. *Robusthed* - i forhold til datamanipulation. *Ansvarliggørelse* - i forhold til konsekvenser af databearbejdning og valg truffet derpå. *Ukrænkelighed* - i forhold til hensyn til individets ret til autonomi. ##Ny art - ny etik Ifølge Bostrom og Yudkowsky afhænger vores etik af vores fysiske og kognitive kvaliteter og kapacitet. Det betyder, at hvis nye intelligente arter kommer til såsom androider eller cyborgs (hybrid af menneske og maskine) med kunstig generel intelligens (**Artificial Generel Intelligence, AGI**) – så vil vi skulle revurdere vores forståelse af, hvad det vil sige at have moralsk status. Læs om cyborgs i min forrige blogserie; [Sig Hej til din nye kollega - hun ved alt om dig! Cyborg #3](https://ing.dk/blog/sig-hej-din-nye-kollega-hun-ved-alt-dig-cyborg-3-232755) Lad os se på et par af de faktorer, der for alvor adskiller ’os fra dem’: ##Reproduktionshastighed og tidsfornemmelse  Den nye art adskiller sig fra os, ved at den har en markant hurtigere såkaldt **reproduktionshastighed**; de kan duplikere sig selv i fuldt udviklet form ved - groft sagt - at installere et softwareprogram i mere eller mindre simpelt hardware. Det tager os humane aktører noget længere tid at opnå samme "duplikation". Derudover kan de, på grund af deres enorme computerkraft, foretage hurtigere og mere omfattende **kognitive operationer** end os, hvorfor deres **tidsfornemmelse** også vil være markant anderledes.  **AGI** anslås at kunne bearbejde data op mod en million gange hurtigere end os, beregnet ud fra hvad vores neurale biologiske forbindelser tillader sammenlignet med, hvad en maskines kobbertrådsforbindelser muliggør af elektrisk kapacitet. (Bostrom og Yudkowsky, 2011; Lovelock, 2019). *Sagt med andre ord og sat i et tidsperspektiv: Hvad der opleves som ét år for mennesket, vil opleves som 31 sekunder for androider eller cyborgs med AGI.* **Tid og tidsopfattelse er mere afgørende for vores velbefindende, end vi lige går og tror.** ##Når døden ikke er *game over* for alle Tid er en abstrakt størrelse. Ikke desto mindre er det tiden, der driver os frem i livet og motiverer os til at stå op om morgenen, gå på arbejde, få børn, blive gift, skabe, leve - alt sammen noget vi vil nå, førend vi dør. *Så hvordan ville vi opføre os, hvis vi ikke have en deadline - hvis vi ikke skulle dø?* Androider eller cyborgs med AGI har ikke udsigt til døden. I hvert flad ikke som vi kender den. Det betyder, at deres motivation og generelle adfærd vil være markant anderledes end vores.  Deres tilgang til værdier såsom frihed, borgerrettigheder, autonomi, retfærdighed - kort sagt; alt det vi behøver for at trives som mennesker - vil være mærkbar anderledes. Måske ville disse såkaldte “værdier”, slet ikke være værdier for dem. Antageligt ikke.  De er “motiverede” eller snarere styrede af andre formål. Til at starte med var de programmerede til et eller flere specifikke formål, men ved hjælp af deres toptunede software med tusindvis af deep learning bearbejdnings-lag, har de nu udviklet deres egne uforudsigelige, lidt spændende, og for os humane aktører lidt mere skræmmende, formål.   ##Forskellige forudsætninger - forskellige regler? Flere udfordringer venter forude. Én står dog lysende klar og kan betragtes som en forudsætning for at finde løsninger på mange andre; **Forskellige opfattelse af hvad der har værdi i livet, hvordan et menneskeliv skal vægtes og ikke mindst hvordan vi opfylder vores basale og eksistentielle behov - vil udfordre os, når vi skal fastsætte en etik, vi alle kan leve efter og bygge vores samfund på.** Denne problemstilling bliver tydeligt i for eksempel her omtalte bog **Drømmer androider om elektriske får**, hvor egenskaben empati er kardinalforskellen mellem mennesker og androider. En lille og dog grundlæggende forskellighed de to arter imellem, der bevirker, at de har forskellige DRØMME om idealer, mål med livet og typer af samfund. Helt så dramatisk som opgøret i bogen og siden i filmen udspiller sig, tror jeg dog ikke det vil gøre her i vores virkelige verden. Dét sagt; så er forandringen af vores verden med implementeringen af kunstig intelligens-teknologi i såvel vores private som vores professionelle liv for nuværende mere subtilt og skjult. Og skønt dette nok kan virke desto mere skræmmende, så mener jeg, at der endnu er flere fordele end ulemper ved kunstig intelligens-teknologi - NÅR det altså virker til at optimere og øger sikkerheden omkring specifikke funktioner i vores arbejdsprocesser. Den diskussion kan vi tage en anden gang. **Næste gange skal vi længere ned i materien af de potentielle konsekvenser, som kunstig intelligens-baserede optimering af os mennesker og af arbejdsprocesser og -resultater medfører.** **Vi skal kigge på et par eksempler fra virkeligheden, der illustrerer hvordan KIs muligheder også kan blive til udfordringer, og gøre det svært for os at efterleve en almengældende etik og indrette et retfærdigt samfund.**

Der er mange der sidder og nærlæser historien om den spanske syge i 1918 for tiden. De fleste vil nok pege på ting som flytrafik, DNA baseret diagnosticering og andre højteknologiske fremskridt, hvis man spørger dem hvad den største praktiske forskel er. Det er naturligvis rigtigt, selvom man det ikke umiddelbart er indlysende at de får den helt store indflydelse, bortset fra hurtigt smitten spredes og hvor oplyste vi er om hvad der faktisk sker. Jeg tror der er anderledes lavpraktiske ting der vil gøre større forskel. F.eks kølecontainere som lighuse. Et af de helt store hygieineproblemer i 1918 var at få skaffet de døde af vejen i en fart, idag ruller man en kølecontainer op til hospitalets læsserampe og når den er fuld bytter man den ud med en anden på få minutter. Jeg tror også vi allerede nu kan spå om hvad der kommer til at stoppe den næste pandemi inden den bliver det: Mobiltelefonsporing. Kina forhinderede Covid19 i at sprede sig fra Wuhan ved en benhård overvågning og 100% konsekvent opfølgning på alle mobiltelefoner der havde bevæget sig fra Wuhan til resten af landet. Vi har set nogle få ad-hoc analyser af mobiltelefontrafik i Europa og USA og man kunne næsten høre alle beredskabsfolkene sige *"So ein ding..."* i kor. Der er absolut ingen tvivl om hvilken forskel det ville have gjort, hvis SST i første øjeblik der var rygter om Covid19 i Alperne kunne (& ville!) have trukket en liste fra mobilselskaberne med alle der var eller havde været i en relevant geografi i en relevant tidsperiode og beordret dem og deres nære familie i karantæne, således som Kina gjorde. Det ironiske er at der biver ikke er tale om at vi skal overvåges mere: Vi bliver allerede elektronisk overvåget præcis lige så meget, hvis ikke mere, end Kineserne gør, vores data ligger bare spredt ud over FaceBook, Google, Reklamebranchen, Teleselskaberne, Rigspolitiet, NSA osv. hvor sundhedsmyndighederne ikke kan få fat i dem mens tide er. IT-liberalisterne er selvfølgelig allerede i harnisk over ideen, men hvor sympatiske deres argumenter om privatliv end måtte være, bliver det ikke nemt for dem at luge rækken, når modargumentet er et par hundrede døde og guderne vide hvor mange milliarder kroner. *phk*

Vi står midt i en Coronavirus-pandemi. Der er foretaget omfattende indgreb (hjemsendelser, lukning af restauranter og skoler og forsamlingsforbud). Formålet med indgrebene er at redde liv. Samtidig er der betydelige omkostninger i form af reduceret økonomisk aktivitet og daglig velfærd for mange. Men er de reddede liv omkostningerne værd? [>>media:145202|Carl-Johan Dalgaard er cand.polit. og ph.d. fra Københavns Universitet. Han har været ansat ved Københavns Universitet siden 2002 - siden 2008 som professor. Hans forskning har især fokuseret på vækst og udvikling samt makroøkonomi.] [>>media:145203|Lars Gårn Hansen er lic.polit (phd) og professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet. Hans forskning centrerer sig om miljøøkonomiske problemstillinger, herunder regulering, kontrol og håndhævelse. Lars’ forskningsinteresser omfatter også forbrugeradfærd og sundhed.] [>>media:145204|Jakob Roland Munch er cand. scient. oecon og professor i økonomi ved Københavns Universitet. Hans forskning er især fokuseret på international handel, globalisering og arbejdsmarkedsøkonomi.] [>>media:145205|Nabanita Datta Gupta er ph.d. og professor i økonomi ved Århus Universitet. Hendes forskningsområder dækker blandt andet arbejdsmarkeds-, familie- og sundhedsøkonomi samt pensioner og tilbagetrækning.] Der findes ikke en objektiv måde, hvorpå man kan besvare dette spørgsmål. I sidste ende falder det i politikernes lod at foretage afvejningen mellem gevinsterne for samfundet i form af reddede menneskeliv, og de omkostninger diverse tiltag påfører samfundet. Efterfølgende er det så op til befolkningen at belønne eller straffe politikerne for deres beslutning, i forbindelse med et kommende folketingsvalg. En cost-benefit analyse kan dog bistå politikerne med nyttig information, der kan hjælpe dem i deres overvejelser. Cost-benefit analysen opgør omkostninger og gevinster ved et tiltag. Omkostningerne er i nærværende sammenhæng særligt den tabte økonomiske aktivitet, hvilket vi vender tilbage til nedenfor. Gevinsterne består af sparede liv, som i en cost-benefit analyse måles ved værdien af et undgået dødsfald. ### Værdien af undgåede dødsfald Umiddelbart lyder det kættersk at opgøre liv i penge. Men det er i realiteten en ofte forekommende afvejning, som de fleste møder i dagligdagen. Når man køber bil: Betaler du mere for den sikre Volvo, eller køber du den mindre sikre og billigere Skoda Citigo? Når man kommer for sent af sted på turen til Jylland: Kører du 130 i timen og når frem til tiden, eller kører du 90 i timen, og når sikkert frem, men for sent? Groft sagt afslører vores valg i den slags privatlivssituationer, hvad man er villig til at betale for en lille reduktion af ens egen risiko for at dø. På nationalt plan foretages en tilsvarende afvejning, når det offentlige laver trafikinvesteringer, sundhedstiltag og miljøregulering, som leder til små ændringer i risikoen for, at de berørte borgere dør i trafikken, af sygdomme eller af luftforurening. Her laves en mere formel cost-benefit analyse, hvor en trafikinvesterings anlægsudgifter tæller med på cost-siden, og hvor en del af benefits er færre trafikdødsfald. Ifølge [Finansministeriets vejledning](https://www.fm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2017/08/ny-vejledning-i-samfundsoekonomiske-konsekvensvurderinger) værdisættes et undgået gennemsnits dødsfald til 34 mio. kr. Hvis projektet koster mindre end 34 mio. kr. per undgået dødsfald, peger cost-benefit analysen på, at det bør prioriteres og ellers ikke. De 34 mio. kr. per dødsfald, er opgjort ud fra undersøgelser af hvad, den gennemsnitlige dansker er villig til at betale for en lille reduktion af sin egen dødsrisiko (se formandskabets [Miljøøkonomiske rapport fra 2016](https://dors.dk/vismandsrapporter/oekonomi-miljoe-2016)). Ideen er, at det, som borgerne kommer til at betale til offentlige projekter over skatten for at reducere deres dødsrisiko, skal svare til det, de er villige til at betale for at reducere deres dødsrisiko i deres privatliv. Værdien af et undgået dødsfald opgjort på denne måde er relevant at bruge, når der laves cost-benefit analyser af projekter og politiktiltag, der medfører små ændringer af borgernes dødsrisiko. Og det er netop formålet med de tiltag, regeringen har gennemført for at reducere corona-smittespredningen. ### Cost-benefit analyse af Corona-tiltag I princippet kan man altså godt lave en cost-benefit analyse af Corona-tiltagene ved brug af den opgjorte værdi af et gennemsnits dødsfald. WHO anslår dødeligheden ved Corona-virus til mellem 0,3 og 1,0 pct. Sigtet med de omfattende indgreb er at reducere hastigheden, hvormed smitten spredes, således at sundhedsvæsnets kapacitet til at behandle de mest syge ikke overskrides. Hvis kapaciteten overskrides, kan sundhedsvæsnet ikke stille relevant behandling til rådighed, og dødeligheden risikerer at blive større. Formålet med de omfattende indgreb er altså at undgå at dødeligheden bliver større end 0,3-1,0 pct. Ifølge Sundhedsstyrelsens prognose er et muligt scenarie, at 580.000 smittes i første bølge, hvorved det forventede antal dødsfald bliver 1.700 – 5.800 personer. Hvor mange flere der risikerer at dø, hvis sundhedsvæsnet ikke kan følge med, er højest usikkert, men hvis den forventede effekt for eksempel svarer til at der kan undgås 1.000 gennemsnits dødsfald, en cost-benefit analyse opgøre gevinsten i til 34 mia. kroner. Omkostningerne ved de omfattende indgreb hænger primært sammen med den mindre produktion i samfundet som lukninger, begrænsninger og hjemmearbejde medfører. Herfra skal trækkes værdien af den ekstra fritid, hjemsendte medarbejdere får, ligesom velfærdstabet ved restriktioner i fritiden skal lægges til. Hvor stort faldet i produktionen og værdiskabelsen bliver, er svært at vurdere. For nogle virksomheder vil tabet være mere eller mindre uigenkaldeligt, mens andre vil kunne indhente noget af det tabte, når krisen og de omfattende indgreb er overstået. Omkostningerne kan blive større end det umiddelbare værditilvæksttab, hvis sunde virksomheder går ned, og medarbejdere fyres på grund af nedlukningen. Hvis det sker, kan produktionen ikke bare genoptages af de samme virksomheder og medarbejdere, når restriktionerne hæves. Så vil der være ekstra omkostninger ved at etablere nye virksomheder og ansætte nye medarbejdere, og hele genstarten af de nedlukkede dele af økonomien kan trække ud. De omfattende økonomiske hjælpepakker, der er vedtaget, sigter i første omgang mod at begrænse antallet af virksomheder, der må lukke, og at medarbejdere fyres, og dermed mod at reducere de ekstraomkostninger dette kan medføre. Hjælpepakkerne indebærer samtidig en vis omfordeling af de omkostninger, som i første omgang rammer virksomheder og ansatte i de nedlukkede brancher hårdt. Med hjælpepakkerne påtager resten af samfundet sig en stor del af omkostningerne. Det er derfor vigtigt at slå fast, at de statsfinansielle udgifter ikke er lig med de samfundsøkonomiske omkostninger ved indgrebene. Hjælpepakkerne er udtryk for noget andet, nemlig det omfang af økonomiske ressourcer, man politisk er villig til at flytte fra én gruppe af borgere (skatteborgerne) til en anden (de mest berørte virksomheder og medarbejdere). ### Hvad kan cost-benefit analysen bruges til? Analysen kan bruges til at vurdere, om indgrebene giver et forventet samfundsøkonomisk overskud, hvis der alene står sparede dødsfald på spil. Der er dog andre dimensioner ved Corona-krisen at tage i betragtning. Da man står overfor et muligt sammenbrud af sundhedssystemet, er der både et hensyn til de berørte medarbejdere og et mere grundlæggende hensyn til at bevare befolkningens tillid til sundhedsvæsenet - noget der ikke er med i en normal cost-benefit analyse. Endelig kan omfanget af dødsfald blive så stort, at analysen ikke længere holder. Det kan have en selvstændig værdi at reducere risikoen for et meget stort antal samtidige dødsfald selv om risiko i udgangspunktet er lille. Der, hvor vi står nu, er det primært i forhold til, hvordan og hvor hurtigt man skal lempe restriktionerne, at den slags cost-benefit analyse er nyttig. Man bør i videst muligt omfang søge at lempe der, hvor den økonomiske gevinst er størst i forhold den belastning af sundhedsvæsnet lempelsen måtte medføre. Analyserne kan hjælpe med at sammenligne alternative teststrategier og alternative strategier for genåbning af økonomien. Den slags beregninger bør man gå i gang med så hurtigt som muligt. Endelig vil cost-benefit analyser af de forskellige strategier, der er valgt rundt omkring i verden, være særdeles nyttige når vi er på den anden side af pandemien. Den slags analyser vil være grundlaget for at forberede et omkostningseffektivt beredskab og planer til næste gang en pandemi rammer.

En teknologisk detalje der stort set er gået i glemmebogen, er at jernbaner kom før telegrafen, hvilket gjorde dem til noget af det mest komplexe man kunne forestille sig, for ledvogteren på Ydre Udbys Hulvej skulle have instruktioner der virkede selvom man ikke kunne kontakte ham hurtigere end per brev med næste forbipasserende tog. Et sted overlever denne teknologihistoriske trivia: I det USAnske udtryk *"That's no way to run a railroad"* eller *"That's a hell of a way to run a railroad"* som typisk bruges når en stor operation der burde have fungeret er kørt _helt_ af sporet. F.eks Regeringen George W. Bush's håndtering af "Katrina". Udtrykket er allerede begyndt at dukke op om Covid19 håndteringen i USA og med god grund. Helt uden at bringe Trumpolino ind i billedet, gør både magtfordelingen og strukturen af sundhedsvæsnet det næsten umuligt at håndtere en pandemi fornuftigt. Sundhedsvæsnet i USA bliver drevet for profittens skyld. Der er utvivlsomt utallige idealistiske medarbejdere med hjærtet på rette sted, men deres løn bliver betalt af store profitdrevne virksomheder. Fordi det er "helt almindelige virksomheder" gælder almindelige ansvarsretslige principper, frem for særordninger som vi kender det fra f.eks patientklagenævnet. Fordi det er ansvarsretslige principper, fordi vi taler om død og lemlæstelse og frem for alt fordi USA bruger juryer til at afgøre dem, har *alle* i sundhedsvæsnet, fra organisationen, til hospitalet, hospitalsdirektøren, lægerne, sygeplejeskerne, portørene, firmaet der er hyret til at gøre rent og elektrikeren der skal skifte en pære i en lampe, meget dyre ansvarsforsikinger. Den fødselslæge der bragte min søn til verden i USA, betalte f.eks 55% af sin omsætning direkte ind i ansvarsforsikringen og det var kun så *lavt* fordi hun havde mange års erfaring og endnu aldrig var blevet trukket i retten af en patient. Derfor er al kontakt med sundhedssystemet i USA rablende vanvittigt dyrt, sammenlignet med ethvert andet land i verden. De fleste USAnere der har en, får deres sygesikring som en del af *"benefits"* fra deres arbejdsgiver. Arbejdsgiveren tilbyder sygesikringen ved at indgå en kontrakt med en *"HMO"*, en *"Health Management Organization"*, der igen laver aftaler med ambulancer, læger og hospitaler om at levere et ved kontrakt nøje aftalt og kaliberet niveau af sygesikring. Som konsekvens af dette, kan du ikke bare skynde dig til nærmeste hospital, eller for den sags skyld selv vælge læge: Hvis du får en regning fra en *"health provider"* som er *"out of network"* betaler din sygesikring intet, du hænger på den selv. Derfor kan helt almindelige USAnere ende i den situation at de først skal ringe til deres HMO for at *få lov til* at henvende sig til en af HMO'en udpeget læge, for at blive checket for om de har blindtarmsbetændelse. Har de så det, skal de bruge det rigtige ambulancefirma til at blive kørt til det rigtige hospital for at blive opereret af den rigtige kirurg. Ja, I læste rigtigt: Kirurgerne er nemlig i stort omfang selvstændige der lejer sig ind på hospitalet, ligesom praktiserende læger betaler hospitalet for *"admitting priviledge"* så de kan indlægge patienter. Er man uheldig, som en af mine bekendte, at kirurgen ikke bliver færdig med den forrige operation og en anden kirurg, efter patienten er bedøvet overtager opgaven sagen, kan man vågne op til en regning på 3 månedslønninger, fordi denne kollega var *"out of network"*. Det tog hende fire opslidende år med retssager at få HMO'en til at æde den regning og da både vinder og taber betaler sin egen advokat i USA, kostede det hende *stadig* $5000 i advokatregning. Eksemplet med blindtarmsbetændelse er et af de nemme, det siger HMO'en *praktisk taget* altid ja til, men for mange ikke-livstruende sygdomme kan første niveau i processen være at man skal overbevise en medarbejder i HMO'en, via telefon og email, om at man i det hele taget skal have lov til at gå til lægen til at begynde med. Det siger sig selv, at alle har tænkt sig om: I det *"business-environment"* er den logiske strategi at behandle så få patienter så dyrt som muligt og derfor bliver der skrevet faktura på *alt*. Regningen på min søns fødsel, gudskelov betalt af hans mors sygesikring, indeholdt f.eks en linie for hvert påbegyndt kvarter vi havde "konsulteret" med en af sygeplejeskerne. Uden på noget tidspunkt at tage fat om ondets rod, har Kongressen fedtet rundt i hjørnerne i snart 80 år. F.eks *skal* alle hospitaler behandle "livstruende syge" der ankommer i deres skadestue uden først at sikre sig betaling derfor, men samtidig er der sat et loft over hvor stort et beløb hospitaler skal acceptere at miste på patienter der ikke kan betale. Osv. osv. Det samlede resultat er at den absolut overvejende årsag til personlig konkurs i USA er en hospitalsregning og at befolkningen derfor er "opdraget" til at holde sig langt borte fra sundhedssystemet, indtil alle andre muligheder synes udtømt. Her må man ikke glemme at når vi taler om USAs befolkning, tænker vi næsten altid på hvide middelklasse familier i velbjergede jobs, (*"As seen on Television!"*) simpelthen fordi det er dem der har råd til at have venner og bekendte - som os - fra udlandet. Den anden halvdel af USAs befolkning opdager vi danskere kun hvis vi drejer forkert ind i en *"bad part of town"* på en ferie derovre. Joda, vi hører vittighederne om de mexikanske håndværkere og den farvede *"token employee"* osv, men på samme måde som med århusvittigheder er der uendelig langt fra karikaturen til virkeligheden. Her kommer de politiske lappeløsninger ind i billedet: Når man er pensionist har man ikke løn og ingen *"benefits"* og derfor oprettede man *"MediCare"* som er offentlig sygesikring for pensionister, den gang med helt klar plan om at det med tiden skulle udbredes til hele befolkningen, men det var der for mange penge at tjene ved at forhindre. Man lavede også *"Medicaid"*, som f.eks dækker handicappede og visse kronisk syge. Obama-Care var på mange måder en væsentlig forbedring i detaljer, men lod den (set med vores øjne) dybt syge struktur uforandret, men lovene har lige siden vedtagelsen være udsagt for meget ihærdig sabotage fra såvel det ene parti som de mange betalte politikere i det andet, foruden delstatsguvernører, deltstatsregeringer og mange andre af den ca. 1 mio *"non-medical personel"* der tjener deres løn på at lave *"blame-allocation"* i det nuværende system. I en situation som Covid19 pandemien, står USA derfor med et hospitalsvæsen der er optimeret til det absolut mindste antal senge der giver det bedste afkast, bemandet af fagfolk der er panisk bange for at begå en fejl på en patient der kender en god advokat og en befolkning der går i en stor bue udenom dette hospitalsvæsen, enten fordi de frygter at blive ruineret, eller fordi de ved de vil blive det. Og USAs helsesystem har levet helt op til forventningerne i denne situation: Regninger på $3000 for en covid19 prøve og en teenager der døde efter at være blevet afvist fra skadestuen fordi han ikke havde sygesikring og ikke var "livstruende syg" set fra hospitalets *"risk-management"* systems synspunkt. Det så ikke aktuelt i den foreliggende situation, men det ville være naturligt at spørge om ikke en kompetent regering ville kunne gøre et eller andet ? Forbavsende lidt viser det sig. Fordi dem der skrev grundloven i 1700-hvidkål ikke havde fantasi til at forestille sig hverken vaccinationer, antibiotika eller biokemi, er folkesundhed ikke en af de explicit "reserverede" føderale områder, så det styrer delstaterne selv[1]. Derfor ser vi nu visse stater indføre "holde afstand" regler og lukke skoler, mens nabostaten ved siden af ikke gør. Grundlæggende kan føderalregeringen smide penge efter problemet og prøve at koordinere de 50 guvernører hvis ansvar det fundamentalt set er. Eller som Obama sagde: "Jeg har kun to arbejdsredskaber: En kuglepen og en telefon." Det med pengene har Kongressen lige gjort: De har kastet ca. 2000 mia $, ca. 15-16 *tusinde* *mia* kroner, primært efter erhvervslivet[2]. Det stoppede kun aktiekursernes styrtdyk en halv dags tid, utvivlsomt sammenfaldende med en masse *"insider-trading"* men pengene ser ikke du til at gøre nogen relevant forskel på pandemiens forløb. Alt i alt kører covid19 totalt med klatten i USA, for det er simpelthen ikke en måde at køre et sundhedssystem på. De seneste dødstal fra USA er ca. 2000, et tal der fordobles hver tredje dag. Hvis alle 50 delstaters guvernører og lovgivende forsamlinger tog sig sammen her og nu, vil inkubationstiden på to uger have 30 doblet dødstallet til 50-60 tusinde, inden deres beslutninger får en virkning. Bruger de en uge på at komme i gear, hvilket ville være tæt på et politisk mirakel, taler vi 250 tusinde døde. Et realistisk bud er derfor at omkring en million mennesker vil dø i USA i den næste måned[3]. ...og det er vel at mærke forudsat Trumpoline *ikke* gør noget dumt. *phk* [1] Der findes det der kaldes *"spending clause loopholes"*: Kongressen bestemmer selv hvorledes den bruger de skattepenge den er autoriseret til at indkradse. Den kan f.eks vælge at give penge til vedligehold af motorveje, men kun hvis den højeste tiladte hastighed er 55 mph og sikkerhedsseler er påbudt. Så kan delstaterne jo overveje om de vil rette ind eller selv betale for asfalten. [2] Samme erhvervsliv har kvitteret ved at fyre mere end 3 mio medarbejdere, for at få dem ud af deres *"healthcare"* kontrakter, som alle forventer exploderer i pris næste år, for et eller andet sted skal hele "sundhedsindustrien" jo hente pengene. [3] Kun hvis det bringer USA til "der ligger lig overalt" får virusmutationer med højere dødelighed bedre muligheder (=1918 scenariet), men jeg forventer - jeg *håber* - at se nationalgarden blive sat igang med rendegraver længe inden det kommer dertil.

Det viser sig at jeg ikke er den eneste beboer i kælderlabbet: Jeg har søreme fået fint besøg af en mus og omend jeg tror vi har kærligheden til kabler til fælles, så har musen nok et mere gastronomisk forhold til isolering end jeg. Sød og nuttet ser den ud, men det er et forhold der er dømt til fejle, så noget må der gøres: Mickey må fanges så han kan komme med en tur i skoven. Det må være en passende lejlighed til at afprøve mine evner ud i musefælde design, og jeg har naturligvis valgt at give fælden et nørdet islæt, og kan dermed introducere en Wi-Fi-enablet musefælde som ved fangst notificerer mig per email. Som om der ikke var nok IOT dimser i forvejen... Hjernen i fælden er en Raspberry Pi Zero W som jeg havde liggende, og da jeg også havde et kameramodul liggende var det nærliggende at tilføje et 'mouse-cam', så fangstøjeblikket med lidt held kan dokumenteres. Nå... Det ovenstående er skrevet før jul, og vi springer hermed frem til nutiden hvor der beklageligvis ikke kan konkluderes entydigt. Min lab-gæst har nemlig ikke vist sig siden fælden blev sat op. Jeg har endda prøvet med en række forskellig lokkemad uden held. Samtidig har jeg ikke siden hørt den krattende lyd som i første omgang gjorde at jeg opdagede den. Jeg kunne jo vælge at tolke det, som at musen erkendte at dens overmand var fundet og af ren skræk har valgt at flytte ud? Jeg syntes en overgang at detektere en dårlig lugt i kælderen, som dog i mellemtiden er ophørt. Måske er musen død af ren skræk ved det blotte syn af fælden? Jeg ved det ikke, men nu har jeg brygget fælden sammen, og så skal I da ikke snydes for at se den! Og hvis det nogensinde lykkedes mig at få én i fælden så bliver I de første der får besked :) [video: https://youtu.be/RDjVRBd_ogM]