Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
Energi17. jan 13:05 45
Petro Nova
andre skriverogså værd at læse
Express 1, Bornholm
via Bornholms Tidende 17. jan 2020 15:49
Her er Bornholmerfærgens nye t-foil
via DR 17. jan 2020 12:09 2
Kampfly i formationsflyvning i lav højde
Ingeniøren Blogs
  • Julie-Astrid Galsgaard

    Når angst fører til overvågning og omvendt. Overvågning # 2

    I sidste blog tog jeg afsæt i justitsminister **Nick Hækkerups** udtalelser om regeringens seneste lovgivning om den såkaldte **Tryghedspakke**, der øget beføjelser til øget digitalt, intelligent overvågning af den danske befolkning. Læs mere her [Går tryghed, frihed og overvågning hånd i hånd? Overvågning # 1.](https://ing.dk/blog/gaar-tryghed-frihed-overvaagning-haand-haand-overvaagning-1-231455). Hvis vi skal forstå hvordan justitsministeren kan komme frem til, at svaret på utryghed og ufrihed er øget overvågning. *Men føler danskerne sig da utrygge?* Lad os starte med at få det med ‘trygheden’ på plads, for hvad betyder det egentlig? ##Det handler om Angst Ser man psykologfagligt på det, så opnås følelsen af tryghed ved at en række gensidigt påvirkende indre psykologiske og ydre omstændigheder er på plads. Ét kardinalpunkt er fraværet af ængstelse over en given trussel mod ens fysiske, sociale eller psykologiske overlevelse. **Fraværet af angst**. Og det hvad enten denne trussel er reel eller blot en forestilling.  Som **militærpsykolog** i Forsvaret behandler jeg veteraner med posttraumatisk stresslidelse (PTSD), og her ser jeg dagligt hvordan netop angst er et bærende og vedligeholdende symptom for PTSD- lidelsen. Veteranerne HAR VÆRET i reel fare, og NU FORESTILLER de sig - kraftigt imod deres vilje! - denne fordums reelle fare eller én, der minder om den.  De har udviklet angst efter at være blevet traumatiseret og føler sig sjældent trygge længere.  Behandlingens omdrejningspunkt er at vække klientens fornuft, som ellers har været “bedøvet” af angst opstået med traumatiseringen således, at hun ud fra sandsynlighedsberegning, egne og andres erfaringer i livet og faktuel viden om verden kan indse, at græsplænen nede ved Brugsen ikke er undermineret med miner; at der ikke sprænger en bombe i metroen; at folk med mørkt skæg eller langt tørklæde ikke gemmer våben under tøjet; at hun ikke overvåges sit hjem (!); at mareridtene om hvad der skete af uhyrligheder under krigsmissionerne ikke sker herhjemme og så videre. Læs mere om angst og vejen ud deraf her; [Når angsten for terror overmander dig](https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art5630510/T%C3%A6nk-rationelt-n%C3%A5r-angsten-for-terror-overmander-d). **Fornuften er altså det bedste våben til at bekrige (!) angsten eller i hvert fald holde den i kort snor og lade trygheden titte frem.** *Er det mon denne form for ‘tryghed’ justitsministeren taler om? Og hvor i sin argumentationskæde for øget overvågning, putter han mon fornuften ind?* Lad os se om vi kan komme nærmere et svar ved at arbejde lidt videre inden for den psykologiens forståelsesramme. Vi skal have fat i det “redskab” man i den kognitive psykologi kalder Den kognitive diamant. ##Fra adfærd- og tanke-korrektion til følelses- og krops-manipulation Hvis du bliver spurgt om hvordan du har det vil du typisk svare ud fra hvad status er i henholdsvis dine følelser og din krop; ‘Jeg er bange’; eller ‘Jeg er glad’ og ‘Jeg har ondt i maven’ eller ‘Jeg er varm i kinderne’.  Men krop og følelser lader sig ikke sådan korrigere. Hvis jeg beder dig om at stoppe med at have ondt i maven eller ikke længere være bange, så hjælper det ikke stort.  Så vi skal sætte ind et andet sted og vi har to muligheder: din adfærd og dine tanker. Dem kan vi præge og i vid udstrækning kontrollere. Dette gensidigt påvirkende forhold mellem adfærd, tanker, krop og følelser udgør hvad, man i psykologien kalder **Den kognitive diamant **, som dækker over det terapeutiske arbejde med at præge egne - og andres - væren og væsen. *Kognitiv omstrukturering* hedder denne prægning også, og den gennemføres ved hjælp af adfærdseksperimenter og korrigering af tanker. I min kliniske praksis bruger jeg disse “redskaber” med det opbyggelige formål at behandle syge mennesker ramt af PTSD, angst, stress eller depression således, at de kan leve et tåleligt liv.  ##Fra opbyggelig terapi til kontrollerende teknologi Lad os se, hvordan disse begrebet kan komme i spil, når vi tager KI-understøttet overvågning og frygten for samme. Vi skal dykke ned i “grumset” og se hvordan Den kognitive diamants fire elementer; **adfærd, tanker, krop og følelser,** som i udgangspunktet hører hjemme **i** mennesket, i større og større omfang tages i brug **uden** for mennesket - ude i den kommercielle og statsstyret verden. *For hvad nu hvis man bruger lignende metoder som i mit terapilokale, tilsætter en god portion intelligent teknologi og anvender det på raske mennesker? Hvordan vil det løbe af stablen og hvad vil det få af konsekvenser?* ##Overvågning af adfærd  Det sker allerede. Mange steder. Også i Danmark. Og især i Kina.  **SkyNet** er Kinas svar på gennemgribende digital overvågning af sin befolkning. 20 millioner kameraer overvåger på gader og stræder i realtid og kan på mindre end ét sekund kan identificere samtlige 1,4 miliarder kinesere.  [SkyNet](https://www.abacusnews.com/who-what/skynet-chinas-massive-video-surveillance-network/article/2166938 ) sender information direkte ind til Politiet, som samler og systematiserer informationer om folks medicinforbrug, handler på internettet og i supermarkeder, præventionsmetoder, religiøse aktiviteter, online adfærd generelt, rejser med fly og tog.  Det er ikke for ingenting, at systemet også kaldes *the police cloud.* Derudover indsamles al GPS-registreret færden, biometriske data, print af og genkendelse af ansigt, fingre og stemme. Og folks DNA-profil. ([John Lanchester, oktober 2019](https://www.coursehero.com/file/49114202/John-Lanchester-reviews-The-Great-Firewall-of-China-by-James-Griffiths-and-We-Have-Been-Harmonise/)). **Overvågningskameraer** placeret alle tænkelige steder registrerer folks adfærd( og -fejltrin) og effektuerer statens lovgivning helt konkret ved for eksempel at nægte skoleelever adgang til kantinen eller biblioteket, hvis de har sovet i timen eller er uoplagte i undervisningen. Derudover kan du på visse offentlige toiletter risikere at løbe tør for toiletpapir, hvis du altså har brugt din ration på 60 centimeter. Og færdes du uheldigvis på et ulovligt område (krydser vejen et forkert sted) vil du se et billede af dit ansigt, navn og din adresse hængt op på en videoskærm langs landevejene.  Med denne massive gennemtrawlende overvågning af befolkningen følger en personlig risiko - eller mulighed afhængigt af øjnene der ser (!) - for at man kan få frataget de ellers adgangsgivende point til sociale, sundhedsmæssige og økonomiske ydelser eller friheder såsom optag af lån eller at kunne søge ind på uddannelser. **I Danmark** Til sammenligning har vi i Danmark blot 1,5 millioner overvågningskameraer, fordelt på såvel private aktører såsom butikker og offentlige institutioner, gader og bygninger. ([kilde](https://jv.dk/artikel/antal-af-overv%C3%A5gningskameraer-kan-v%C3%A6re-tredoblet-p%C3%A5-f%C3%A5-%C3%A5r-2016-12-8(3))). Regeringens nye tiltag; den såkaldte **Tryghedspakke**, består hovedsageligt af øget digital overvågning af bygningen og gader foruden grænsekontrol til Sverige.  En øget beføjelse til Politiet til at anvende digital overvågning i forbindelse med opsporing og opklaring ved begrundet mistanke er i min optik helt igennem fornuftig. Mere tvivlsomt er det, hvis de sætter handling bag snakken om regulær masseovervågning i form af ansigtsgenkendelse i det offentlige rum eller adfærdsovervågning virtuelt. Det er blot en snert af, hvad vi ser i **Kina**, men den heftige debat vidner om, at det er milevidt fra, hvad vi danskere føler os bekvemme ved. *Men hvorfor egentlig? Hvis man ikke har noget at skjule, så har man ikke noget at frygte. Eller hvad?* **Edward Snowden** sidestiller retten til privatliv med retten til at ytre sig - til ytringsfrihed - og rationerer, at selvom du ikke har noget at sige, bør du alligevel beholde din ret dertil. Læs hele interviewet af Snowden fra en paneldebat på University of Arizona her [Speech](https://uanews.arizona.edu/story/edward-snowden-compares-privacy-freedom-speech). ##Selv-monitorering Som med andet lovgivning skal denne regulært invaderende og kontrollerende overvågning virke til, at den enkelte borger begynder at internalisere, (det vil sige indoptager) statens ønsker og værdier og af sig selv kontrollere sin adfærd og tanker. Det kaldes *selv-monitorering.*  Når overvågning med tiden fører til selvmonitorering, har det den (smarte) konsekvens, at det overflødiggør den oprindelige overvågning.  Kun tåberne iblandt os - og alle de fartglade typer - overskrider de lovmæssige hastighedsbegrænsninger på de danske veje med risiko for at få bøder eller klip i kørekortet. De kloge holder sig i skindet af frygt for, at der lige netop på dén strækning i dét sekund, de trykker på speederen, holder en fotovogn klar.  Men med overvågning af bygninger og gader som i Danmark, eller på toiletter, biblioteker, kantiner, klasselokaler og af folks hjem foruden krop og bankkonto som i Kina, vil graden (og potentialet!) af denne selv-monitorering blive taget til et helt nyt niveau.  *Giv det lige en tanke:* *Hvordan ville din daglige morgenrutine tage sig ud - og opleves - hvis du vidste, at nogle antageligt kiggede med, hvor end du befandt dig, og hvad end du foretog dig?* Diskussioner verden over inklusiv herhjemme vidner i hvert fald om, at tanken om overvågning vækker ubehag (utryghed?) hos mange, og får folk til at slå sig i tøjret når de føler at deres ret til privatliv og dermed frihed trues. ##Når angst avler angst - og overvågning Om øget overvågning er en god ide eller ej, skal jeg ikke kloge mig på.  Men jeg vil give mit besyv med, når det drejer sig om at vurdere de psykologiske mekanismer, der ligger bag beslutninger som for eksempel øget overvågning. En radikal beslutning, der med tiden vil have gennemgribende effekt på hver enkelt borger og hele samfundet.  Hvis vi skal forsøge at forstå justitsministerens ‘tryghed’, må vi først forstå hvad der kan tænkes at udløse et behov for tryghed og radikale løsninger såsom øget overvågning.  Ja; der er en risiko for terrorangreb og kriminalitet i Danmark. Denne risiko er altid aktuel i et retssamfund. Er der love, kan de brydes. **Politiets Efterretningstjeneste** vurderer trusselsniveauet til at være fire på en skala fra et til fem.  Jeg vil ikke gå ind i hvad dette trusselsniveau dækker over, men derimod argumentere for, at der eksisterer en risiko for en helt anden type trussel, som er mere grundlæggende, gennemgribende og for individet mere ødelæggende end alverdens terror; **angsten**.  ##Fornuften skal vækkes og sejre Hvis nu vi - rent hypotetisk (og ganske polemisk, det beklager jeg) - antager, at justitsministeren har en snert af denne angst i sig, og at angsten er én af de bærende kræfter i beslutningen om øget overvågning. Da må vi behandle justitsministerens angst på samme måde, som jeg behandler veteranernes; vi må have fornuften på banen.  **Vi skal trække livet ud af angsten ved at puste liv i fornuften og sammenskrabe al den faktuelle viden, de reelle erfaringer og sandsynlighedsberegninger af trussel om terror og kriminalitet vi kan.** På den måde får vi først og fremmest et stærkt våben at bekæmpe angsten med, og vi kan undgå følelsesbårne politiske beslutninger. Dernæst får vi et troværdigt grundlag, hvorpå vi kan vurdere, hvad der reelt skal til for at bekæmpe den antagelige trussel.  **Dertil skal vi også huske at medregne folks oplevelse af tab af suverænitet over, hvad de deler af tanker og handlinger. For skønt, der antageligt ikke var meget fut i din telefonsamtale med din søster forleden, så vil tanken om, at en eller anden embedsperson kan kigge eller lytte med, påvirke din oplevelse af situationen. Måske vil du endda korrigere dine ord derefter og altså begynde at overvåge dig selv.** ##Fornuftsdrevne beslutninger, tak Vores følelsesmæssige liv er afgørende for hvordan, vi oplever at have det; om vi har det godt eller skidt - føler os frie eller ej. Til at begribe dette, har vi her taget det psykologfaglige "redskab" **Den kognitive diamant** med de fire gensidigt påvirkende elementer; *adfærd, tanker, krop* og *følelser* i brug. Derfor bør beslutningstagere også tage hensyn til netop folks **oplevelse** af tryghed og frihed, suverænitet over eget liv og retten til privatliv. Kort sagt til at være et væsen med autonomi. Alle er de ikke-målbare kvalitative følelsesdrevne størrelser ja, men de er ikke mere følelsesdrevne end en politisk beslutning, der hviler på angst eller indignation forklædt som en rationel argumentationskæde.  **For ét er, at vores følelser er afgørende for hvordan vi har det. Noget andet er at lave politik og træffe beslutninger på baggrund af dem. Det første er et vilkår vi skal være os bevidst og handle med eller mod afhængigt af konsekvenserne derved. Det sidste er en potentiel sårbarhed (uvane om du vil), vi bør holde os i ave for ikke at forfalde til.** *Vi har her gennemgået hvad der kan ske når vores *adfærd* overvåges. Næste gang skal vi dykke ned i hvad der sker, når de tre øvrige elementer i Den kognitive diamant; *tankerne, kroppen* og *følelserne*, bliver genstande for overvågning - og hvad det har af konsekvenser for os mennesker og især vores omdiskuterede oplevelse af at være ‘trygge’ og ‘frie’.* Fortsat god dag. Julie-Astrid
    6 Kommentarer
  • Søren Tvilsted

    Fremtidens behandling foregår også i patientens hjem

    Forestil dig denne besked: Du har kræft. Hvis du ikke selv har hørt den, så har din bror, din mor eller din kollega sikkert, for hver tredje dansker vil få den af lægen på et tidspunkt. Og med den besked følger naturligvis også en behandling, som skal få bugt med sygdommen. Du skal måske have kemoterapi, og det kan foregå ved, at du med regelmæssige mellemrum kommer ind på hospitalet og får et drop i armen med nogle celledræbende stoffer. Før du kan få næste skud med kemoterapi, er det nødvendigt, at din krop har produceret nok hvide blodceller til at håndtere endnu en behandling, og derfor skal du forbi hospitalet for at få taget en blodprøve. Først derefter ved du og lægerne, om kemoterapi-behandlingen kan fortsætte dagen efter, eller om du skal vente længere. Hvis du får besked på at skulle vente længere, måske en uge, så skal du igen forbi hospitalet til en ny blodprøve. Sådan fortsætter det, indtil kemo-behandlingen er forbi. ##Maskine på køkkenbordet Forestil dig nu, at du ikke skal ind på sygehuset, men har en maskine stående på køkkenbordet, som kan måle de værdier i blodet, som lægerne skal kende for at vurdere, om du kan fortsætte behandlingen. Ud over hvide blodceller måler den også blodprocent (hæmoglobin), blodplader (trombocytter) og fordelingen af de hvide blodceller (differentialtælling). Maskinen fylder ikke mere end en kaffemaskine, og du kan selv betjene den ved at prikke hul på fingeren og presse et par dråber blod ned i en lille plastikbeholder, som du sætter ind i maskinen. Derefter bliver resultaterne sendt til hospitalet, og du bliver kontaktet og får forklaret resultaterne. Du behøver altså kun transportere dig mellem dit hjem og hospitalet, når selve behandlingen finder sted. Sådan et scenarie er man desværre stadig nødt til at forestille sig, for det kan endnu ikke lade sig gøre på tilfredsstillende vis. ##Det skal være muligt at tage blodprøver i hjemmet De fleste apparater er målrettet til brug på hospitalet eller i lægepraksis og er enten for store, for dyre eller for svære og besværlige at betjene for borgerne. Derfor har Sjællands Universitetshospital med finansiering fra EU Interreg igangsat et projekt, som skal gøre det muligt at tage blodprøver i hjemmet. I takt med at teknologien bliver mere avanceret, og apparaternes størrelse skrumper, vinder tests og undersøgelser i hjemmet (’Point of Care’-behandling (POCT)) frem på mange områder, og det er ikke svært at få øje på fordelene. For patienter, som skal have taget blodprøver, betyder det mindre transporttid og planlægning - og det er ret væsentligt for mange, ikke blot dem som ikke er i stand til at transportere sig selv, eller som bor langt fra hospitalet. Lige nu prøver Sjællands Universitetshospital at identificere et blodprøveapparat, som kræftpatienter kan anvende i deres hjem, men det er kun starten, som jeg ser det. Mange andre kunne have glæde af at tage deres blodprøver eller gennemføre dele af deres behandling i hjemmet, og vi leder hele tiden efter inspiration til, hvordan nye løsninger kan lette patientens hverdag.
  • Timothy Jenkins

    What is more dangerous - venom or poison?

    There are many different creatures on this planet that have the power to cause significant harm to us humans through the use of highly sophisticated biochemistry, such as toxins. However, different animals, pursue different strategies and in classical Linnaean (18th century guy who liked to classify everything he could find) fashion we decided to differentiate between them. That way we could know exactly how a particular life form could/would kill us. Thus, the terms ‘poisonous’ and ‘venomous’ were born. However, not all languages are equally obsessed with characterising ways to die in detail and, consequently, don’t use separate words. One of these languages is Danish where everything is classified as ‘giftig’ and, thus, I figured I would help shed some light onto why one might want to understand the difference between a poisonous and a venomous animal and which is more dangerous. So, whilst both use a myriad of different toxins, what is the difference between the two? Given that either way we could die, let's treat this as we would a criminal trial (although in many cases it is our own mistakes that lead to us being envenomated or poisoned – but let’s forget about that for now). Just like in most criminal trials involving assault, manslaughter, or murder, intent is a key factor. Was the accused trying to bring harm to the victim or were they maybe just defending themselves? In the case of our question, poisonous animals use their toxins in self-defence and thus usually store them inside their bodies or secrete them to avoid getting eaten (e.g. toads, poison dart frogs, puffer fish, etc.). ***Assortment of poisonous animals.** This includes a California newt (top left), an Australian cane toad (top middle), a strawberry poison-dart frog (top right), a green-and-black poison-dart frog (bottom left), a dog-faced puffer fish, and a yellow-banded poison dart frog (bottom right).* Venomous animals on the other hand can use their toxins both offensively, e.g. for prey capture (snakes, scorpions, spiders, jellyfish), or defensively (Stone fish, Sting rays, bees, etc.). ***Medley of venomous animals.** Here we have a European bumblebee (top left), a greater blue-ringed octopus (top middle), an Indian spectacled cobra (top right), a Costa Rican tarantula (bottom left), a pacific sea nettle jellyfish fish, and an Australian scorpion (bottom right).* This leads onto the next point of our trial, the weapon. Well, in the case of poisonous animals there is none, however venomous animals have gotten very creative over the past millennia and come up with innovative and very sophisticated tools to serve their particular venom cocktail to their victims: Snakes and spiders use fangs, scorpions are equipped with stingers, stone fish have 13 spines aligned with venom glands, octopuses sport (cool way of saying “have”) beaks, and the list goes on. Thus, having a way of actively introducing your toxins or not is a key distinguishing factor between venomous and poisonous animals. Consequently, the biochemical pre-requisites for the toxins also often differ. Whilst poison toxins need to cause harm by being absorbed through the skin, being eaten, and sometimes being inhaled, venom toxins are directly injected into the lymphatics or blood system of the victim. This often leads to poison toxins being smaller and hardier than venom toxins (they typically need to survive stomach acids and other nasty things trying to prevent them to fulfil their existence’s purpose). So, to conclude our trial: poisonous animals use toxins to protect themselves, do not actively inject their toxins (and couldn’t even if they wanted to), and will only kill you if you decide that touching or eating them is a good idea – I believe Charles Darwin would call this ‘natural selection’. Thus, in the worst case one could charge them with accidental manslaughter, but really, it’s a classic case of self-defence. With venomous animals we have a different story, since they could have either done it to capture and eat you (although in reality no venomous animal is large enough to eat us, so…) or they are just trying to save themselves, i.e. from a big stomping human stepping on them whilst they are having a nice little nap. However, they have a huge arsenal of weapons to induce death and suffering and biochemical warfare with toxins never looks good in front of a judge. Nevertheless, I would once again argue self-defence and absolve them off all their alleged crimes. After all, we are the big scary ones and they are just afraid. Apologies for this totally un-Games of Thrones-esque ending to our trial, but I hope at least the differences between poisonous and venomous animals became a bit clearer. Now that we have answered the first part of our initial question, we can move on to figure out which one is more dangerous, a poison or a venom. In the context of animals, I would say this is an easy answer, but before I bias you with my opinion let me ask you this: Would you be more scared of encountering a black mamba, and a deathstalker scorpion, a funnel web spider, a box jellyfish, **OR** a poison dart frog, a puffer fish, a newt, and a cane toad? ***What's more intimidating this lineup of venomous or poisonous animals?** On the top we have the venomous creatures (from left to right: a black mamba, and a deathstalker scorpion, a funnel web spider, a box jellyfish) and on the bottom the poisonous ones (from left to right: a poison dart frog, a puffer fish, a newt, and a cane toad).* If you are more frightened by the prospect of encountering the second list of animals you either have a strong Batrachophobia (fear of amphibians), an unhealthy appetite for Japanese Fugu (puffer fish, which is one of the most toxic creatures on the planet and some particular humans still decide to eat it), or simply are evolutionary predisposed to die in nature – let me refer back to Darwin once again. I would strongly argue that the first list is significantly more intimidating given that we have a lot less control over being intoxicated (I am not talking about the fun kind of intoxication here). Don’t get me wrong, this list of poisonous creatures can pack a serious punch, but you would typically have to actively decide to get close enough to them for anything to happen. Let’s get back on track though. I would argue in the context of animals, venom is more dangerous. Yet, if we just look at the substances themselves one could argue the other way around. There is a reason that historically poisons and not venoms were used to rid yourself of people you didn’t like. The key advantage being that you could inconspicuously add poisons to someone’s food or drink, or merely bring it in contact with their skin. Even today assassins still use poisons, as became evident after the Salisbury attack on Sergei and Yulia Skripal where Novichok nerve agent was in play. If you tried to do something similar using snake venom, you would need to find a means to inject it, since eaten or drinking these toxins would typically just lead to the destruction of the venom toxins by the stomach acid and skin absorption would typically also be unsuccessful. In fact, the lack of danger venoms pose when ingested rather than injected was a point I wanted to prove whilst at high school. In 10th grade I had to give a presentation of neurotoxins (I already was super keen on anything and everything toxic, so I was very motivated and wanted to smash it out of the park). I decided to include a live demonstration into my talk and prepared accordingly. When the day came I started my presentation I started by introducing the many ways neurotoxins can affect the body and moved on to where they come from. This led me to both bacteria which use neurotoxins as poisons, but also to snakes to use them as venoms. Then I explained the difference and pulled out a vial containing a yellow and amber coloured liquid – cobra venom (I was volunteering at a reptile rehabilitation centre at the time and stated that that’s where I got the venom from). I took of the lid from the vial and declared that to prove venoms cannot cause harm when ingested I would drink this cobra venom. Much to the shock of my classmates, but even more so my teacher, I proceeded to drink the whole vial. Once the initial shock subsided, my teacher asked me whether I was sure about what I had just done and what would happen if I had any minor cuts in my mouth or throat? Would the venom still enter my bloodstream? Well, yes – so I had no good answer and just told him that I was pretty sure I had no cuts and it would be fine… Fortunately, whilst I was a stupid teenager, I wasn’t that stupid, and neither were my colleagues at the reptile centre. They would never give me cobra venom and I would never drink it for the above-mentioned reasons. I had just filled some apple juice into that vial, creating the perfect illusion. Nevertheless, it was enough to net me max points for the presentation. I think it was mostly, because my teacher was relieved, I didn’t die and more importantly, that he didn’t have to deal with. ***My old high-school in Munich (Theresien Gymnasium) and the vial of 'venom' I drank in my Biology class*** So, to sum up: I would argue that venoms are more dangerous than poisons in the hands (or actually fangs, stingers, and spines) of animals, whereas the opposite is true for when they are in the hands of humans. Either way, I would stay clear of both. Neither are too pleasant after all…
    4 Kommentarer
  • Bjørn Godske

    ID.3 er landet – men den er for dyr

    I denne uge har VW åbnet en butik midt på Strøget i København. Den er ikke særlig stor, og der er kun plads til én bil: den nye ID.3. Her på Ingeniøren og Motorbloggen har vi været rundt om modellen flere gange, og det kan fremstå som lidt af et overkill, hvis vi endnu en gang skal omtale bilen. For hvad er egentlig det nye? Nissan har i årevis solgt en elbil i cirka samme størrelse og pris, og Tesla har for længst vist, hvordan man bygger en fremragende elbil helt fra bunden. Min kollega Christian Rantorp har været på besøg på fabrikken i Zwickau i den tyske delstat Sachsen og set, hvordan produktionen af ID.3 under stor fanfare blev sat i gang med besøg fra blandt andre koncernens topchef, Herbert Diess, og bundeskansler Angela Merkel. Men VW er verdens største bilproducent og har altid haft en markedsandel i Danmark, som er langt større end Nissans eller nogle af de andre elbilproducenters. På trods af dieselskandale så er det uomtvisteligt, at VW har en særlig position på det danske marked. Så nu står de her altså med deres første 100 procent dedikerede elbil, bygget fra bunden på en helt ny fabrik. Lad os få data på plads, for de er også nu officielle for det danske marked: Leveringen starter til sommer med en fra-pris på 279.995 kroner. For det får man 330 km rækkevidde, 126 hk og 0-100 km/t på 11 sekunder. Topmodellen hedder Pro S og har en rækkevidde på 550 km, 77 kWh batteri, 204 hk og 0-100 km/t på 8,5 sekunder. Prisen er her 344.995 kroner. Det er interessante tal, fordi en Nissan Leaf i grundmodellen koster 245.900 kroner og har en rækkevidde på 270 km, mens topmodellen koster 327.000 kroner og har en rækkevidde på 385 km. Hvis man kigger på den billigste Tesla, så er det tilsvarende tal 369.000 kroner og en rækkevidde på 409 km. Her er der dog noget mere smæk for skillingen, da 0-100 km/t klares på 5,6 sekunder, og topfarten er 225 km/t. ##Kedeligt er godt Med en enkelt bil i landet er der ikke mulighed for at prøvekøre den. Men det bliver der forhåbentlig til sommer, hvor leverancen begynder. VW’s pressemedarbejder ville ikke ud med forhåndsbestillingerne eller konkrete salgsaftaler, men han kunne afsløre, at hvis de alle sammen gik igennem, så vil ID.3 opnå en væsentlig markedsandel inden for elbiler i Danmark. Hvordan var den så at kigge på i butikken på Strøget? Rigtig kedelig – og det skal forstås positivt. Der var ingen spektakulære detaljer eller dyre løsninger. Det var en bil indrettet med det, man kan forvente, at en bil har i dag. Her er de mest almindelige elektroniske hjælpemidler som parkeringssensorer, adaptiv fartpilot, klimaanlæg og nøglefri adgang. Førerpladsen var indrettet fornuftigt, bagagerummet tilpas stort, og der var mulighed for anhængertræk. Det eneste sted, hvor jeg synes, ID.3 skuffer, er bagsædet. Gulvet ligger så højt, at en voksen person ikke får megen støtte på underlåret, hvilket er trættende i længden. Da en kollega bad mig om at sætte mig ind, så vi nu sad tre mand på bagsædet, viste det tydeligt, at det primært var lavet til børn – vi sad meeeeget tæt. ##Kort eller lang opladning? Spørgsmålet om opladning bliver nok også noget, som VW skal besvare en del gange, når de første kunder kommer ind i butikken. Billigste model (kaldet Pure) kan oplade 45 kWh-batteriet med 50 kW DC og 7,4 kW AC. Man skal op i Pro-modellen med 58 kWh batteri for at få mulighed for 100 kW DC-opladning. Mon det så bliver et problem? Tja, hvis du har hjemmeoplader og sjældent kører langt, så tror jeg, at de fleste vil kunne klare sig fint med 50 kW, når der endelig skal tankes på farten. Men hvis du lægger an til at køre mange, lange ture, hvor der helt sikkert skal fyldes ekstra på batteriet, så er det surt at skulle stå og vente en time, hvis det kunne gøres på det halve. ##Ingen revolution – og prisen er for høj Bliver ID.3 så den elbil, der stormer ind på det danske marked og giver os 'norske' tilstande? Det korte svar er nej. Uden at have prøvekørt modellen tror jeg på ingen måde, at den mangler noget i forhold til anvendelighed. Jo-jo, selvfølgelig skal vi vænne os til de nye udfordringer, elbiler giver, men som bil i dagligdagen er ID.3’eren sikkert glimrende. Men den er for dyr. Med en startpris på tæt på 300.000 kroner vil kunderne ikke vælte ind i butikken. Der vil helt klart være klimabekymrede kunder og alle dem, som ved, at en elbil er billigere i længden og sjovere at køre i. Men ID.3 giver simpelthen ikke nok værdi i forhold til, hvad man kan købe en traditionel benzinbil til. For eksempel står en helt ny Ford Focus til under 200.000 kroner, og en stationcar kan fås for 234.000 kroner. Hvis jeg var en børnefamilie med et begrænset budget, så ville jeg kigge den vej. Derfor skal prisen ned, og jeg mener, at VW skyder sig i foden ved ikke at tage tabet allerede nu. Hvis de i stedet for 300.000 kroner satte ID.3 50-75.000 kroner lavere, så er jeg sikker på, at de ville sætte sig tungt på markedet. Det ville være ualmindelig svært at argumentere for en benzinbil i samme størrelse, hvis startprisen for ID.3 var 200.000 kroner. Samme argument gælder for øvrigt også for Nissan Leaf. Det er på ingen måde en dårlig bil, men prisen er stadig for høj. I salgsmaterialerne skriver VW at »Efter Boblen og Golf starter ID.3 et nyt stort kapitel med fokus på elektrisk mobilitet«. Det er gode tanker, men nok også at tage munden lidt for fuld. Håbet om, at ID.3 bliver den nye 'folkevogn', blafrer stadig i vinden – jeg tror, at der skal mere til. Her kommer lidt billeder fra butikken på Strøget i København:
    54 Kommentarer
  • Poul-Henning Kamp

    Det ___løse Samfund

    For snart mange år siden ventede jeg på en veninde, vi skulle i Klaptræet og se en god film og da vejret ikke var det bedste søgte jeg tilflugt på biblioteket modsat. Uden lånerkort, jeg var udenbys, søgte jeg mod 19.6x og stod pludselig ansigt til tre store bind med en "Rapport om det Papirløse Samfund". Det har jeg grinet af jævnligt lige siden og samtidig ærgret mig lidt over ikke at have købt aktier i den finske papirindustri mens tid var. Siden da har der været talrige læserbreve, kronikker, artikler, rapporter og andet papir der har plæderet for at landet skulle løses fra denne eller hin plage, fra lus og teenagegraviditeter over kulkraftværker til biler og kræft, uden at noget af det er blevet til noget. Men en ting er vi løst fra: Overordnet planlægning. Ikke at jeg med bestemthed kan sige at vi nogensinde har haft det, men nu har vi det ihvertfald ikke (mere.) Bagsidens omslag fra i Fredags handler om det manglende overblik, eller måske ligefrem producerede underblik der omgærder [Lynetteholmen og omegn](https://ing.dk/artikel/hovedstadsprojekt-udloser-dominoeffekt-80-milliarder-231358). Men i virkeligheden er det meget simpelt. Hovedstaden vil blive oversvømmet af stormflod oftere og oftere, på grund af CO2-forureningens drivhusgasvirkning. Hovedstaden er også fyldt med fredede bygninger, regeringsorganer og dermed politikere og derfor skal Hovedstaden beskyttes imod fremtidigt højvande. Kigger man på et kort er det en dyr lorteopgave, som ville være meget nemmere hvis bare Amager var lidt større i begge ender. Det er ikke nogen ny ide, der stod engang et jetfly og larmede på Saltholm for at finde ud af om det ville holde Københavnerne vågne at lave den om til en lufthavn og på gamle kort er Amager meget sværere at finde. På dette sted ville statsmænd have slået ud med armen og talt om store visioner for fremtiden osv, men det er gået lidt af mode her i Landet. Skjern Å, Lammefjorden og heden og alt det der. I stedet begynder fedtspillet. Det første problem er at Trekroner er fredet og har en eller anden respektafstand der skal overholdes: Jeg er sikker på at nogen har skrevet noget tekst som forklarer hvorledes dette cirkelsnit tilfører en eller anden folkesundhedsforbedrende herlighedsværdi, men skal vi ikke bare være ærlige: De prøver bare at kaste sagen over papirmøllen hvor gærdet er lavest, ved at køre i en store cirkel udenom Trekronerfortet og Kuturarvstyrelsen. Trekronerfortet, som stod gabende tomt fra anden verdenskrig til engang i firserne og blev til sidst overdraget for den symbolske pris af 3,00 kr til Statens Bygningsfredningsfond, derfra til Kulturavstyrelsen som vist nok ikke engang får vedligeholdet af Kommandørboligen betalt af den husleje et eller andet "eventfirma" betaler for stort set have monopol på stedet[1]. Jeg er sikker på at Trekroner ville blive meget mere kulturhistorisk relevant, hvis det blev gjort landfast med den nye ø, men den slags visioner vil medføre alt for meget papirarbejde, så hellere udstille projektets indbyggede impotens og konfliktskyhed med et stort hult cirkelslag. Det næste fedtspil er at ingen har kønskirtler nok til at indrømme at det vil koste adskellige hundrede milliarder at højvandssikre Hovedstaden. I stedet lader vi som om der er en masse jord der skal deponeres, at det giver økonomisk og trafikal mening at slæbe den ind igennem bymidten. Men det er ikke nok til at fylde hullet, derfor er man også nødt til at opfinde 35.000 arbejdspladser og boliger til ligeså mange igen, således at deres bidrag til kommuneskatten får regnearket til at vise nul. Sjovt nok ser jeg ingen steder hvor alle de læger, præster, kordegne, tandlæger, fodterapeuter, pædagoger og skolelærere der skal betjene de 35000 nye beboere er omtalt, er det ellers ikke det Kommuneskatten går til ? De skal selvfølgelig også have steder at arbejde, der skal bygges kirker, folkeskoler, sundhedshuse, børnehaver og legepladser[2] Hvis man skal fylde Københavns mindst tilgængelige kvadrant med indbyggere og pendlere, skal der laves nogle trafikale forbindelser. Det er her Andreas stak skovlen ind med artiklen jeg linkede til ovenfor. Indtil videre er der en Metro og noget så gammeldags som en Motorvej på tegnebrædtet, detaljer som cykelbroer og den slags er man slet ikke nået ned til endnu. Nåe ja, så er der der med at det meste af Københavns spildevand ender på Lynetten, så den skal flyttes til nogle andre nye øer som Hvidovre drømmer om at fylde med regnearksbalancerende pendlere og beboere. I en anden artikel har Andreas talt med alle mulige kloge hoveder, der alle klager over [den manglende "master-plan"](https://ing.dk/artikel/troen-pa-store-gevinst-231356). Ja MON ellers ikke, velkommen til Det Planløse Samfund. Selv med Lynetteholmen og det tilhørende sluseanlæg, vi slet ikke har hørt om endnu, er vi nemlig ikke færdige med kystsikringen: Der skal også sættes en prop i Sydhavnen og når vi har gjort det, skal vi til at tænke på nogle store pumpeværker der kan holde grundvandet i ave indenfor digerne. Men behøver ikke bruge mange minutter med [Miljøministeriets glimrende MiljøGIS](http://miljoegis.mim.dk/spatialmap?&profile=miljoegis-klimatilpasningsplaner) for at se at Lynetteholmen ikke kommer til at gøre den store forskel hvis vandstanden stiger en meter, hvilket er i underkanten af den videnskabelige prognose for de næste firs år, af hvilke det vil tage de første halvtres at bygge Lynetteholmen færdig. Jeg håber at Andreas' næste artikel perspektiverer denne store langsigtede "plan" ved at snakke med en historiker om Københavns Befæstning og Vestvolden, med fokus på deres militære betydning. Den master-plan jeg personligt savner, har arbejdstitlen *"Danmark med 2 meter mere vand med 1 meter høje bølger."* for det er rundt regnet hvad vores Oldebørn har at se frem til. Det er nogenlunde således ud for København: En indlysende løsning er Det Københavnløse Samfund. *phk* [1] En overgang var spejderne på tale til at overtage stedet, men det blev opgivet da man frygtede at "kursisterne" ville falde i vandet efter undervisningen. [2] Ovenpå den forurenede jord ?!
    47 Kommentarer
  • Julie-Astrid Galsgaard

    Går tryghed, frihed og overvågning hånd i hånd? Overvågning # 1

    *’Hvis vi ødelægger trygheden i samfundet, ødelægger vi friheden i samfundet. Uden tryghed, ingen frihed.’ ’…Jeg vil vove den påstand, at overvågning ikke tager frihed, men giver frihed.'* Opsummeret; *’Frihed er lig med tryghed. Overvågning giver tryghed. Ergo er overvågning lig med frihed’* Sådan argumenterer justitsminister **Nick Hækkerup** i mere eller mindre elegant Erasmus Montanus-stil fra Folketingets talerstol og i efterfølgende interviews for regeringens seneste vedtagelse om øget digital overvågning i indsatsen mod kriminalitet og terror. Tiltaget kaldes **Tryghedspakken**. Og både argumentationen og tiltaget forudsætter, at folk til en vis grad er utrygge. Det kan den seneste tryghedsundersøgelse fra Politiet i 2018 dog ikke bekræfte. Trygheden er på et uændret højt niveau. *Men hvad er ‘tryghed’ for en størrelse?* Sidste gang behandlede vi augmentering og erstatning af mennesket ved hjælp af kunstig intelligens (KI), læs [Ma(nd)skinen 1.0](https://ing.dk/blog/mandskinen-10-230899), og jeg kunne præsentere en række positive og fordrende eksempler på hvordan KI anvendes også herhjemme til at gøre menneskelivet lettere og bedre. Men jeg varslede også, at der findes mere delikate og etisk tvivlsomme eksempler derude. Og herhjemme.  **Vi skal nu over de næste tre blogposts dykke ned i et par af disse eksempler og det med et særligt fokus på de højst aktuelle tiltag henimod mere digital overvågning. Denne første post sætter rammen, trækker problemstillingerne op, og giver forsmag på et par af mine pointer.** ##Når overvågning ændrer infrastrukturer - også i menneskesindet Jeg vil som altid tage udgangspunkt i psykologien som grundlag for at prøve at forstå, hvad der sker i os mennesker, når vi “trues” med at blive overvåget - og når vi rent faktisk bliver det. Uanset risikerer det at omkalfatre os, vores relationer til hinanden og vores færden i samfundet på ret fundamentale niveauer. ’Infrastrukturniveauer’ kan man kalde dem. Jeg vil vove at påstå, at det som oftest er en radikal indgriben i folks liv, når stater og virksomheder gør brug af overvågning, der ved hjælp af kunstig intelligens-software muliggør ansigtsgenkendelse, nummerpladeafkodning, sammenkørsel og mønstergenkendelse af og i data på tværs af registre og lignende krumspring. **Med de kommende blogposts’ gennemgang af den digitale, intelligente overvågnings effekt på os mennesker, vurderer jeg, at der vil ske forandringer i måderne, hvorpå vi henholdsvis 1. Begiver os rundt i verden; 2. Hvordan vi er sammen med hinanden; og 3. Hvordan vi betragter os selv.**  ##Forandringer sker på flere infrastrukturelle niveauer Jeg ser det som forandringer på tre infrastrukturelle niveauer: *1. Mennesket-i-verden* For det første vil der ske en lang række konkrete fysiske forandringer af de omgivelser som vi bevæger os rundt i, og vores muligheder for og måder at relatere os til dem. Opsætning af overvågningsudstyr på gader og bygninger, toiletter, biblioteker, offentlige pladser etc. vil bevirke, at vi vil ændre vores fysiske færden. Det samme vil gælde for vores færden i det virtuelle rum, hvis vi også oplever at blive overvåget derinde. Vores online-adfærd ser vi allerede kraftigt præget af målrettede reklamer og lignende. Med tiden vil vi udvide vores selv-overvågning til også at gælde vores online-færden, hvilket vi allerede ser i regimer, hvor al internettrafik monitoreres, og hvor ytringsfrihed ikke er en selvfølge. *2. Mennesker-i-relation* Derudover vil der ske forandringer i måderne, vi er sammen som mennesker på og hvordan vi relaterer os til hinanden. Forestil dig for eksempel hvordan du ville agere i sociale sammenhænge - måske endda blot sammen med dine venner eller familie - hvis du og de vidste, at ‘nogle’ kiggede eller lyttede med via overvågningsudstyr (og -software). Jeres adfærd, holdninger og kropslige tilstand ville alt sammen blive vurderet og være udslagsgivende for, om I skulle tildeles eller fratages ‘point’ efter jeres indsats som produktive samfundsborgere og jeres sundhedsmæssige tilstand. I ville vurdere, dømme og korrigere jer selv og hinanden, hvis jeres individuelle status og point afhang deraf. Det lyder som noget, der kun burde være lovligt i en fiktiv verden, men det er desværre ikke tilfældet. Vi kender til det fra lande såsom **Nordkorea**, **Kina** og i et historisk perspektiv, det gamle **Østtyskland**. Alle steder som ikke respekterer folks ret til - og behov for - privatliv og selvværdsfølelse samt forening i mindre fællesskaber hvilende på loyalitet og autonomi.  Men det behøver ikke stå så grelt til førend alarmen skal lyde. Vi skal allerede nu i **Danmark** have en skærpet opmærksomhed på, hvordan digital, intelligent overvågning påvirker måden, hvorpå vi er sammen; vores fysiske og mentale nærvær eller snarere fravær; vores ærlighed/uærlighed; vores tillid/mistillid.  *3. Mennesket-i-sig-selv* Og sidst men måske mest foruroligende er der de forandringer, der antageligt vil ske i vores psyke. Det drejer sig om potentielle risici for forstyrrelse af vores ellers sunde følelsesliv, der hjælper os med at afkode vore grundlæggende behov, der skal opfyldes for at vi kan overleve såvel fysisk som mentalt. Det drejer sig om vores medfødte overlevelsesinstinkt. Og så drejer det sig om vores evne til rationel tænkning og læring ud fra begreber og forståelse af sammenhænge. Og sidste ende om vores følelsesbårne, kognitive og erfaringsmæssige selvopfattelse og forståelse af andre mennesker og oververdenen. Det skal vi mere omkring, så hæng i. Altså; jeg foreslår, at der vil ske forandringer på disse tre distinkte men gensidigt afhængige niveauer. Vi skal over de næste blogposts dykke ned i eksempler, hvor disse forandringer på tre distinkte men gensidigt afhængige niveauer, bliver tydelige. Og det vil alt sammen omhandle den form for intelligent teknologi der muliggør digital, intelligent overvågning af folks adfærd, tanker og krop. **Én af konsekvenserne vurderer jeg er, at vi ender med at overvåge os selv ved at kontrollere og korrigere vores adfærd, tanker og krop. En sådan indgriben har konsekvenser for vores oplevelse af at være frie og trygge - både som individer og som samfund.** Hvis vi skal tage stilling til justitsministerens logik bag ovenstående argumentationskæde, så må vi forstå, hvad der driver ham - og os mennesker - og starte med begyndelsen; vores **overlevelsesinstinkt**. Det vender vi tilbage til i starten af næste blogpost, hvor vi skal se på begrebet angst. *Men lad mig nu gerne høre jeres umiddelbare tanker om overvågning; Hvor går jeres grænse? Og hvad forudser I der vil ske, hvis I for eksempel vidste, at jeres tanker kunne spores online, eller at informationer om jeres krops sundshedstilstand var i udbud?* *Vi skrives ved. Vh JAG*
    5 Kommentarer
  • Louise Floor Frellsen

    Hvad kan man så ikke patentere? Del 1 – ideer, ikke opfindelser

    Langt det meste af lovgivningen omkring patenter går på, hvordan de skal skrives og sidenhen vurderes. Patenter er noget man kan få for opfindelser, men pudsigt nok defineres det aldrig i den europæiske patentlov, hvad en opfindelse er. I stedet bliver det afgrænset af nogle krav opfindelsen skal opfylde (der er en liste lige et par linjer længere nede) samt angivelser af, hvad der ikke er opfindelser. Derfor er et lille – men meget vigtigt hjørne af patentviden – hvad man ikke kan patentere. Der er nemlig nogle ting, som slet og ret er udelukket. ### Det der kan patenteres Vi begynder lige bagfra. Hvis vi lige nu ser bort fra formaliteterne om, hvordan et patent skal skrives, er kravene til, hvad man kan patentere de fem punkter herunder (som sædvanligt med udgangspunkt i den europæiske patentlov, som er den jeg ved mest om. De overordnede krav på listen er mestendels ens for hele verden, men der er nationale forskellige på, hvad man kan og ikke kan patentere). * Det skal være en opfindelse [indenfor et teknologisk felt](https://www.epo.org/law-practice/legal-texts/html/epc/2016/e/ar52.html) * Det skal være [nyt](https://www.epo.org/law-practice/legal-texts/html/epc/2016/e/ar54.html) * Det skal være [opfindsomt](https://www.epo.org/law-practice/legal-texts/html/epc/2016/e/ar56.html) * Det skal være [industrielt anvendeligt](https://www.epo.org/law-practice/legal-texts/html/epc/2016/e/ar57.html) Det er effektivt de ting, jeg bruger langt det meste af min arbejdstid på. Fra mekaniksiden er det som regel forholdsvist overskueligt at se, om noget er nyt – enten er det nyt eller også findes det allerede. Hvorvidt det er opfindsomt – eller som vi kalder det: om det har opfindelseshøjde – er straks sværere. Der er i det europæiske patentsystem meget specifikke regler for, hvordan man sammenligner den nye ide med det allerede kendte og vurderer, om det er oplagt for en fagmand, der ikke allerede har set løsningen, at nå frem til det samme. Men det er et stort nok område, til at vi gemmer det til en anden god gang. ###Udelukket eller bare ikke opfindelser? Nå, det var det med, hvad man ikke kan patentere, vi kom fra. Der er så at sige to store kategorier som er udelukket. Der er de ting, som den europæiske myndighed [ikke betragter som opfindelser](https://www.epo.org/law-practice/legal-texts/html/epc/2016/e/ar52.html), og så er der de ting, som myndigheden simpelthen[ ikke mener, at man bør kunne patentere](https://www.epo.org/law-practice/legal-texts/html/epc/2016/e/ar53.html), fordi det ville være uforsvarligt uanset om det er opfindelser eller ej (blandt andet behandlingsformer, plantearter eller uetiske ting). Selvom det er et af de mindre områder, bliver det alligevel en lang og ret teoretisk smøre (og helt uden sjove patentbilleder, fordi det jo netop er ting, som folk ikke får patent på). Så nu tager vi den første del – altså ting der ikke betragtes som opfindelser – og så kan vi komme ind på det, der betragtes som uetiske at patentere næste gang. ###Opdagelser, videnskabelige teorier og matematiske metoder Det er ikke fordi opdagelser og matematiske teorier ikke er opfindsomme eller brugbare. Tvært imod kan de ligge til grund for så meget, at det ville forhindre udviklingen, hvis man kunne patentere det. Det er derfor udelukket, for at undgå at nogen kan få en al for bred beskyttelse og forhindre andre i at arbejde videre indenfor feltet. Du kan for eksempel ikke tage patent på sammenfiltrede kvantetilstande (engelsk: entangled states) generelt, men du ville godt kunne tage patent på en specifik maskine, der formår at skabe to fotoner, der er entangled. ###Æstetiske kreationer Lidt simpelt sagt skal det man tager patent på kunne gøre noget ”teknisk” i sig selv. (Vi kan godt tale om, at kunst kan vække en følelse i tilskueren, men med mindre man kan sikre sig, at det er den samme følelse hos alle og påvise hvordan den påvirker dem, går den ikke). En af grundene til at denne slags opfindelse er ekskluderet er også, at de får beskyttelse på anden vis – for eksempel igennem ophavsret, designbeskyttelse eller varemærker. De emner, ved jeg ikke selv så meget om (endnu), men måske jeg kan få en kollega til at lære mig om dem, så jeg kan sige et par ord om det en anden gang. Hvis det ville det have interesse? Det bør dog nævnes, at man godt kan patentere teknologien, der gør en æstetisk kreation mulig. For eksempel kan man ikke patentere et billede – altså indholdet af et maleri – men man kan godt beskytte den type lærred, maling, pensler eller spraydåser der tillader en at male på netop den måde. ###Præsentation af information Du kan godt beskytte en skærm, men ikke layoutet på den. På en måde kan man jo sige, at hvordan noget præsenteres også handler om æstetik. Derudover er det et område, hvor det er utroligt svært at påpege den teknologiske effekt. Argumenter så som, at det er hurtigere eller nemmere for en bruger at orientere sig om informationen, holder sjældent, for det er jo et spørgsmål om præferencer. Vi kender vist alle sammen alt for godt, at de har flyttet rundt på, hvor tingene står i supermarkedet, eller at en opdatering har ændret layoutet af det program vi bruger. Selvom det måske er smartere på papiret, passede det gamle lige ind i ens systemer og rutiner, så der er ikke noget vundet for en selv. Ligesom med alle de andre punkter, kan det godt være lidt spidsfindigt, fordi det kommer an på om, der er en teknologisk effekt ved at præsentere informationen på en bestemt måde, og som man ellers ikke kunne opnå. I retningslinjerne for hvordan europæiske patenter vurderes af Den Europæiske Patentmyndighed (European Patent Office - EPO) beskrives det vist, som at det kan være tilladt, hvis det faciliterer en fortløbende maskine-menneske-interaktion, som ellers ikke havde været mulig. Et eksempel på præsentation af information, som det har været tilladt at få patentbeskyttelse for, er Apples patent på [swipe to unlock](https://worldwide.espacenet.com/patent/search/family/038008079/publication/EP2128782A1?q=EP%202128782%20B1) som opnår, at man ikke kommer til at låse skærmen op ved et uheld. Her er det kun en specifik region, som man kan swipe i for at låse op (den der lille stribe, hvor en klods flyttes), imens resten ikke reagerer. Det handler altså ikke om, hvor på skærmen denne region er, eller præcis hvordan den ser ud men om, at man kun kan aktivere i et bestemt område, og at man tydeliggør det for brugeren, hvor det er og om de er i gang med at gøre det. Den måde informationen er præsenteret på tillader brugeren at interagere med telefonen på en måde de ellers ikke kunne. ###Regler, metoder til at udføre mentale udledninger, spilleregler, forretningsmodeller og programmer til computere Det er en længere smøre, men det cirkler alt sammen om det samme. Man kan ikke patentere tankevirksomhed og handlemønstre. Det giver måske lidt sig selv, at det ikke ville være rimeligt at stoppe folk fra at måtte tænke på en bestemt måde, når de laver deres virksomhed. Derudover ville det også være nærmest umuligt at håndhæve, for hvordan skulle man bevise, at ens konkurrent fik den gode ide ved at følge det tankemønster, man havde patenteret, og ikke et andet? [>>media:143889|Der er ikke noget tankepoliti her. Man kan ikke patentere den smarteste måde at løse en svær sudoku - eller for den sags skyld reglerne til sudokuen.] Man kan dog godt patentere nogle af delene integreret i teknologi. Det er derfor, det kan lade sig gøre at tage ”software-patenter”. Men det sættes i gåseøjne, fordi det netop ikke kan gå på software alene og heller ikke bare på ”at være på en computer”. Det er et større område, så det vi skal nok tage et helt indlæg om i tredje del af ”hvad man ikke kan patentere”-serien, så vi kan komme lidt mere ned i detaljerne blandt andet om forskellen på hvad man kan og ikke kan beskytte i Europa og i USA. Det var de ting, der ikke betragtes som opfindelser. Det der er udelukket på grund af etiske overvejelser om patenter, tager vi i anden del af gennemgangen af, hvad man ikke kan patentere. Er der nogen af de her ting, I synes man burde kunne patentere? #Bonusindlæg - CRISPR# Næste indlæg kommer allerede i næste uge, for CRISPR er ikke bare et stort emne indenfor molekylærbiologien, det er også noget, der har strakt sig ind i patentverdenen, og i løbet af denne uge er en vigtig afgørelse ved at blive truffet af EPO i forhold til det oprindelige CRISPR patent. Da jeg er fysiker, ved jeg desværre ikke så meget om hvordan CRISPR virker og er nok ikke den bedste til at fortælle om det – men så er det heldigt, at min gode patentkollega Simon (MSc Human Biology, Ph.d. Immunologi fra Københavns Universitet), har styr på den slags! Så på tirsdag låner han bloggen, og fortæller om den afgørelse hele patentverdenen lige nu venter i spænding på.
    10 Kommentarer
  • Svend Tøfting

    Alle ønsker udvikling, men ikke forandring.

    Jeg har i disse spalter de seneste gange skrevet om mulighederne for at transportsektoren kan bidrage til Folketingets ønske om en reduktion på 70% CO2 i 2030. Tak for de mange gode kommentarer og forslag, som jeg vil vende tilbage til i kommende blogs. Jeg vil dog lige bemærke at jeg ikke er mod bilister, som flere har skrevet. Mit ærinde har udelukkende været at pege på de håndtag, der kan gøre, at transportsektoren bidrager til den ønskede reduktion af CO2. For transportsektoren skal også yde sit bidrag. Men før jeg går videre med håndtagene mener jeg der er behov for at kommentere den aktuelle politiske proces. Det startede på de Radikales vintermøde sidste weekend, hvor de Radikales politiske leder Morten Østergaard præsenterede et forslag om, at afgifter på CO2-udledning skal være den drivende faktor den klimahandlingsplan. Det kræver derfor en markant skatteomlægning de kommende år. Vores kære statsminister Mette Frederiksen sagde på samme møde, at når politikerne på Christiansborg i foråret skal forhandle om en klimahandlingsplan, så kommer spørgsmålet om skat og afgifter også på forhandlingsbordet. Hvis vi skal tage disse udmeldinger for pålydende, ja så skal der også ske en omlægning af afgifterne i transportsektoren. Men Mette Frederiksen har også efterfølgende sagt, at reduktionen skal ske med ”teknologi og omstilling”. Så lad os se på de to begreber. Hvis vi tager teknologien først, ja så tænker hun sikkert meget på el-biler og mere effektive fossilbiler. Men beregninger fra IDA viser, at vi skal til at forbyde salg af fossilbiler allerede om et par år hvis transportsektoren skal reducere CO2 udledningen fra nu med blot 25% i 2030. Vi bliver derfor nødt til at supplere med andre løsninger, der kan reducere trafikken. Her findes der teknologiske løsninger, der kan bidrage til en bedre mobilitet og mindre CO2. Statsministerens ønskede også vi skal bruge omstilling. Her er en omstilling af transportsektoren meget anderledes end mange andre sektorer. For der er over 5 mio. danskere, der skal til at agere mere miljøvenlige, når de skal transporteres. Det være sig køb af biler, mobilitetsbehov og valg af transportmidler. For som jeg mange gange i disse spalter har påpeget, så kommer vi ikke udenom de økonomiske incitamenter. For der er indbygget en træghed i omstillingen. Alle ønsker udvikling, men ikke forandring. Så jeg vil tillade mig at tolke ordet omstilling til også at være vi skal ændre adfærd. For hvis vi ikke gør det, kan transportsektoren ikke levere til reduktionen af CO2. Vi skal købe andre biler, transportere os sammen osv. Men uanset hvilke virkemidler politikerne bringer i anvendelse, så vil det tage lang tid at omstille. Så derfor skal vi i gang nu, og der skal udarbejdes en langsigtet plan. Og politikerne ved godt hvad der skal til. Det skal være dyrere at bruge bilen og måske billigere at købe dem. Men det vil altid ved en sådan omlægning være en fordel for nogle og til stor ulempe for andre og de sidste vil brokke sig højlydt. Det kan politikerne ikke lide. For at omlægningen transportøkonomien ikke skal blive en brik i den næste valgkamp er det nødvendigt med en bred aftale, og her har Folketinget nu en historisk chance/lejlighed til at gøre det med den brede aftale om en CO2 lov. Og der er mange midler der kan bringes i anvendelse. Jeg har i disse spalter været inde på, at det er nødvendigt med en omlægning af kørselsfradragene. Og kørselsafgifter er nævnt mange gange. En lavteknologisk løsning kunne være at hæve priserne på fossile brændstoffer med 1 kr. Det vil ændre på grænsehandelen, men kun meget begrænset. For hvem vil køre 50 km for at få tanket 50 l. Jeg har hørt nogle ved festlige lejligheder foreslå, at vi kunne hæver priserne med 1 kr. på Sjælland – her har vi ikke grænseproblematikken – med det er vist urealistisk. Men princippet har faktisk været anvendt i Tromsø i Norge. Hvis transportsektoren skal bidrage til den ønskede CO2 reduktion kræves der langt flere midler fra Statens side til forskning og udvikling. Transportområdet er i mange år blevet udsultet herhjemme, og vi halter langt bagefter de lande vi gerne vil sammenligne os med. Der skal forskes og udvikles. Vi kan ikke blot vente på teknologiske fix importeret fra udlandet. I mange andre lande er er der afsat væsentlige ressourcer til at afprøve nye teknologier. Og det er ikke blot en test af om de virker, men også om trafikanterne vil anvende dem. Derfor skal vi i gang med større forsøg. Hvis vi skal kunne tro på at Regeringen mener det alvorligt, så bør der i den kommende plan mindst afsættes en mia. kr. til transportsektoren til forskning, udvikling og større forsøg. Og det kan også have en god erhvervsmæssig effekt for danske virksomheder. Omstilling kommer ikke af sig selv. Vi skal alle yde. Alle vil gerne have udvikling, men ikke forandring. Så derfor skal vi alle presses til at ændre adfærd, hvis transportsektoren skal bidrage til reduktionen på de 70% CO2.
    78 Kommentarer
  • Peter Bøggild

    Virtuel tur i et af verdens bedste rentrum

    Hvad skal der til for at lave mikro- og nanoteknologi i verdensklasse? Temmelig meget, viser det sig. Danmark har et stort og avanceret tempel for mikro og nanostrukturer på Danmarks Tekniske Universitet. Det startede som Mikroelektronik Centret, blev så til DTU Danchip, og hedder idag DTU Nanolab. Med et areal på 1350 m2 i rentrum, er det også på international skala et stort rentrum. Det ligner en blanding af et futuristisk hospital og en rumstation, hvor teknikere og forskere bevæger sig forsigtigt rundt i beskyttelsestøj for ikke at "smitte" de sarte mikrostrukturer med støv. "Menneskeaberne" der arbejder i et rentrum er uden konkurrence det mest beskidte der får lov at komme ind, men trods al det avancerede isenkram, de stringente krav til renhed, og det faktum at mennesker forurener, er det i høj grad også menneskerne der hver dag arbejder på at vride ekstra performance ud af maskinerne, og udvikle de højt optimerede "bage-opskrifter" der kan gøre det umulige muligt. Vi nåede sidste år en fantastisk milepæl der gav genlyd i det internationale forskningsmiljø, da vi som de første i verden skar nanomaterialet grafen ud med 10 nanometer opløsning, og derved ændrede en af dets mest fundamentale egenskaber - nemlig dets båndstruktur. Se f.eks. artiklen på [Physorg ](https://phys.org/news/2019-02-breakthrough-graphene-based-electronics.html) eller [Materials Today](https://www.materialstoday.com/carbon/news/novel-electrical-properties-in-graphene-holes/). (https://www.nature.com/articles/s41565-019-0376-3)") Vi nåede så langt først og fremmest fordi vi havde nogle kreative og knalddygtige forskere som sled i årevis - primært Lene Gammelgaard and Bjarke Sørensen Jessen. Men en anden forudsætning var at vi havde måske verdens bedste elektronstråle litografi system til rådighed, altså maskine der kan lave mønstre med fokuserede stråler af elektroner med ekstrem høj opløsning. Elektronerne klipper kemiske bindinger i en plastik film i stykker i et bestemt mønster, og denne "ændrede" plastik kan derefter fjernes med et opløsningsmiddel. Derefter er der hul igennem, og så går det løs med ætsning eller metaldeponering, alt efter hvad man vil opnå. Maskinen er et japansk monster der hedder JEOL 9500FS, og "JEOL" er i daglig tale "Djævlen"... og det passer meget godt, fordi man (1) har ikke lyst til at gøre den vred, (2) den er kompliceret at have med at gøre, og (3) den får altid ram på en til sidst :D... men så kan den til gengæld lave mirakler!!!! Nu byder DTU Nanolab på en guidet - virtuel - tur, hvor du kan få lov at gå rundt i de hellige nano-haller, fra din bekvemme lænestol, ganske som google streetview. Du kan gå overalt, og kan klikke på du har lyst til at lære mere om. Det er ret sjovt, også selvom man ikke er ekspert, og giver et indtryk af hvor meget der skal til for at blive et af verdens førende akademiske rentrum. Ifølge Jörg Hübner, Direktør for DTU Nanolab, er Danmarks nanoflagskib velkendt overalt i verden, og på top-fem listen over rentrum i akademiske miljøer i verden. Der er brugt langt over en milliard gode danske kroner på det og en lang række virksomheder nyder idag godt af al det lækre isenkram og en hær af teknikere og forskeres support. [**Tag en tur ved at klikke på linket her**](https://my.matterport.com/show/?m=n7rBdnKvgxd)
  • Kaare Sandholt

    Den “dyre” klimaomstilling

    Et samlet kor af eksperter og journalister har gjort sig store anstrengelser for at fortælle, at klimaomstillingen bliver dyr. Det kan jo være meget fornuftigt ikke at foregøgle befolkningen at man kommer gratis til en så stor omstilling, som er nødvendig for at nå 70% i 2030 (og 100% i 2050 eller før), men de forskellige udsagn har mere bygget på holdninger og forventninger end på analyser og fakta. Det er en af de store undladelsessynder, som den tidligere regering og folketing må tage på sin kappe, at man ikke har sørget for et analyseapparat og analyseresultater for klimaomstillingen frem til 2050. Mere fundamentalt er der brug for at forstå hvad man taler om, når man taler om “dyrt” - hvad og for hvem. I det hele taget ville en sådan begrebsafklaring være nyttigt, både når man snakker om mål og virkemidler. Jeg vil gerne lægge ud med starten på en sådan afklaring - i håbet om, at andre vil blande sig via kommentarsporet. Min tilgang er nok præget af en ingeniørtilgang til tingene og kan sikkert med fordel suppleres med en mere stringent økonomisk tilgang. Min (udokumenterede) påstand er, at klimaomstillingen ikke nødvendigvis er særlig dyr for samfundet, og at en kreativ brug af de økonomiske virkemidler - skatter, afgifter og tilskud - kan sikre at omlægningen gennemføres uden afgørende at øge uligheden i samfundet. Vaner og livsstil må nødvendigvis ændres, her må politikerne ikke have berøringsangst, men økonomisk set behøver gennemførelsen af klimaplanen ikke at skabe øget ulighed. ## Er det dyrt? Udgangspunktet for tankegangen er, at omkostningerne ved klimaomstillingen skal relateres til de samfundsøkonomiske omkostninger og fordele. Derefter kan man via forskellige virkemidler fordele de økonomiske fordele og ulemper ud fra de politiske prioriteringer man anlægger. Teoretisk set vil man uden en samlet udledningsramme vælge at gennemføre de tiltag som giver et samfundsøkonomisk overskud og undlade at gennemføre tiltag, som giver underskud. Med et klimamål om 70% reduktion bliver opgaven at rangordne tiltagene og gennemføre de tiltag som billigst muligt leverer de 70%’s reduktion. Ved analysen af de samfundsøkonomiske fordele og ulemper er det naturligvis nødvendigt at sammenligne med en situation hvor tiltagene ikke bliver gennemført. Med andre ord, det er nødvendigt at fastsætte en omkostning for udledningen af CO2 og andre klimagasser som afspejler de tilsvarende skadevirkninger. En anden vigtig faktor er den samfundsøkonomiske kalkulationsrente, som har stor indflydelse på den samfundsøkonomisk rentabilitet af et tiltag. Traditionelt har man i Danmark regnet med en forholdsvis høj rente på samfundsøkonomiske investeringer, men man kan med stor ret argumentere for, at den bør være lille (eller måske negativ) når det drejer sig om at undgå langsigtede, men ødelæggende konsekvenser af klimaforandringerne. Da en række tiltag (især på energiforsyning og energiforbrugsområdet) i forvejen er rentable ud fra en snæver projektøkonomisk kalkule, er det min forventning, at den samlede samfundsøkonomiske regning for klimatiltagene er relativt beskeden med anvendelse af en rimelig kalkulationsrente og en rimelig udledningspris for CO2 og andre klimagasser. ## Skatter, afgifter og tilskud skaber incitamenterne Med listen over “least-cost” tiltag i hånden kan man så se på, hvilke incitamenter, der skal til for at gennemføre dem. Ud over deciderede påbud og forbud er økonomiske virkemidler som skatter, afgifter og tilskud rimeligt effektive virkemidler, hvis de er indrettet fornuftigt. Skatter, afgifter og tilskud virker på to måder - dels som et incitament og dels som et middel til omfordeling blandt de berørte parter. Klimarådet, de økonomiske vismænd og senest Det Radikale Venstre har peget på at “den skarpeste kniv i skuffen” er CO2-afgifter i bred forstand. Igen ud fra en teoretisk tilgang er det uomtvistelig et effektivt værktøj, men i praksis er denne vej fyldt med forhindringer, når CO2- (eller rettere drivhusgasafgiftens) størrelse skal fastsættes for alle produkter. Hvis man i forvejen har valgt de forskellige klimatiltag ud fra en samlet samfundsøkonomisk vurdering, bør man uden problemer kunne bruge skatte-, afgifts- og tilskudspaletten meget mere frit. F.eks vil en differentieret moms på fødevarer kunne bruges til at fremme sund og klimavenlig mad, EU-tilskuddene kunne omlægges til klimastøtte til landbruget osv. samtidig med at ulighedseffekterne blev kompenseret ved ændringer i indkomstskatten, forhøjelse af de forskellige offentlige ydelser eller ved mere direkte kompensationer til forskellige virksomheder. Hovedsagen må være, at disse kompensationsmekanismer ikke afgørende svækker incitamentet til en klimaomlægning. ## Er statsfinanserne det store problem? Tilbage er så påvirkningen af statsfinanserne. Og her kan det jo godt være dyrt at klimaomlægge, når man som samfund er blevet så afhængig af et skatte- og afgiftprovenue, som man er i dag. Men når man har fundet de samfundsøkonomisk bedste tiltag for at nå de klimapolitisk mål og indrettet incitamentsstrukturen så en omlægning er mulig uden afgørende ulighedsskabende effekter, er statskassen jo det mindste problem. Specielt i en situation hvor staten tjener penge på at låne penge, er det en unødig selvskabt plage at snakke om “hul i statskassen” og “ufinancerede udgifter” - i hvert fald i perioden frem til 2030 (på længere sigt må man alligevel gøre sig uafhængig af skatter og afgifter på klimabelastning). Der er selvfølgelig også med denne tilgang en række forhindringer der skal overvindes, f.eks. i forhold til budgetloven og forpligtelserne i forhold til EU i den forbindelse, men det kan regeringen jo passende tage op i forbindelse med udviklingen af EU Green Deal. ## Er det så realistisk? Det er svært at sige, om sådan en tankegang har en mulighed når klimaplanerne skal på plads. Det må være en rimelig forventning, at både klimamyndighederne og klimarådet har fokus på de samfundsøkonomisk omkostninger i bred forstand, når paletten af tiltag skal sættes op, og det må forventes, at det analytiske beredskab til at foretage sådanne vurderinger bliver kraftigt forbedret i de kommende år. Skatteområdet har altid vist sig at være ekstrem vanskelig at ændre, blandt andet fordi der er så mange modsatrettede interesser på spil. Tanken om en lånefinansieret omlægning via statskassen er sikkert også noget af en mundfuld at sluge for traditionelt tænkende politikere og embedsmænd. Omvendt er gevinsten, at man kan håndtere den sociale udfordring ved den nødvendige omlægning langt bedre, hvis de snærende budgetbånd blev løsnet. Specielt da det er en bunden opgave for politikere at levere en klimaplan, der kan realisere 70% målsætningen, selv om det måske ikke helt er gået op for dem endnu. Jeg håber på modige politikere og embedsmænd, men kan godt være i tvivl. Hvad tænker I?
    204 Kommentarer
  • Poul-Henning Kamp

    Det nye normale

    Et af de spørgsmål som journalister bliver ved med at stille klimaforskere om Australiens afbrænding er om "det er det ny normale". Det viser at de fundamentalt set ikke har forstået situationen endnu. Takket være et utroligt samspil af tilbagekoblingsfaktorer har vi kunnet beskrive klimaet på formen "x = a + støj" det meste af det sidste årtusinde og det er en af de vigtigste, hvis ikke den vigtigste, årsag til at vi har nået et udviklingsstade hvor vi har folkeskoler, centrabiblioteker og mobiltelefoner. Men så længe vi bliver ved med at poste CO2-forurening ud i atmosfæren bliver formlen mere noget i stil med "x = a + b*tid + støj". Derfor er "det nye normale" simpelthen at klimaet bliver værre og værre, år for år. Alt tyder på at "støj" termen, groft sagt "vejret", også vokser med øget CO2-forurening. Som et minimum er nedbørsintensiteten og muligvis også kraftigste vindstød log-normale sandsynlighedsfordelinger. At de er log-normale, betyder at logaritmen af målingerne ser ud til at være normalfordelte, hvilket betyder at selv en ganske lille vækst i "støjen" betyder at ting skyller og flyver bort, som ifølge bygningsreglementer baseret på tidligere tiders klimanormaler burde blive hvor de var. Normalt er nye vejrrekorder noget med lige at klemme det sidste ciffer forbi den gamle rekord, 29.6° i stedet for 29.5°, men i Australien er temperatur-rekorderne denne sommer blevet slået med halve og hele grader og de varmeste fem år i Australiens meterologiske historie er 2019, 2013, 2005, 2018 og 2017. For Australien er "det nye normale" derfor ikke hvor meget højere risikoen er for skovbrande, men hvor meget risikoen for skovbrande vokser år for år. *phk*
    227 Kommentarer
  • Michael Søgaard Jørgensen

    Hvordan går det med forbrugsgoders levetid …… går det fremad?

    Sidste år ved samme tid gjorde bloggen også status for, hvordan det går med produkters levetid som del af indsatsen for cirkulær økonomi med spørgsmålet ”Bliver varige forbrugsgoder snart varige ….. lysner det i horisonten?”. Konklusionen var, at cirkulær økonomi ofte fokuserer på genanvendelse, mens længere produktlevetid (”slowing ressource flows”) står svagere. Flere initiativer i 2018 antydede dog, at det måske var ved at lysne i horisonten: * et stigende antal reparationscafeer * fokus på det gemte elektronik i skuffer og skabe der ikke længere bruges, * nye reparationsprojekter for forbrugerprodukter hos flere affaldsselskaber * de kommende internationale tekniske standarder med definitioner for, hvordan f.eks. produktholdbarhed (”durability”) og mulighed for reparation (”repairability”) skal beskrives og vurderes * nye, obligatoriske EU ecodesign-krav fra 2021 for opvaskemaskiner, lyskilder og tastaturer som såkaldte ”energirelaterede produkter" ## Status for 2019 En tilsvarende status for 2019 viser igen en vis fremgang i initiativer for længere produktlevetid, men et egentligt paradigmeskifte i retning af længere produktlevetid som den primære strategi for cirkulær økonomi, er der ikke tale om. Men cirkulær økonomi skal ses som en omstillingsproces, der udfordrer centrale dynamikker i både virksomheders forretningsmodeller og i borgernes forbrugspraksisser. Der vil både være opture og nedture, og vi skal lære af begge typer erfaringer. Vi kan således alle være med til at bidrage til denne omstillingsproces ved at sætte fokus på, analysere og sprede erfaringerne fra nye initiativer, samtidig med at vi påpeger de bagvedliggende grundlæggende problemer i den lineære økonomi, der giver problemer med kort produktlevetid. ## 2019-reparationsundersøgelse fra Ingeniørforeningen Ingeniørforeningens reparationsundersøgelser fra 2017 og 2019 viser, at der et problem med forbrugsgoders levetid og dyre reparationsmuligheder – dvs. der er god grund til at igangsætte initiativer med fokus på disse problemer. Ingeniørforeningens reparationsundersøgelse fra 2017 viste, at 25-30% af reparationer af forbrugsgoder opgives af borgerne – hovedsageligt fordi det er for dyrt at få et produkt repareret sammenlignet med hvad det koster at købe et nyt. En opfølgende [undersøgelse fra 2019](https://ida.dk/media/5250/vi-koeber-nyt-fordi-det-er-for-dyrt-og-for-boevlet-at-reparere.pdf) (ligeledes blandt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning på 2.000 personer) viste, at hvis et forbrugerprodukt går i stykker, så køber danskerne i mange tilfælde nyt frem for at forsøge at få det gamle produkt repareret. Mere end hver anden adspurgte i 2019-undersøgelsen vurderer således, at de enten aldrig, sjældent eller kun af og til får repareret hvidevarer og forbrugerelektronik frem for at smide ud og købe nyt. Det er bekymrende i en tid, hvor klima og bæredygtighed topper listen over befolkningens bekymringer. Elektronikaffald er bl.a. et problem, fordi håndteringen af affaldet kan give miljø- og sundhedsproblemer, og fordi vi med den dominerende måde at håndtere elektronikskrot på i Danmark taber mange af de energi- og materialeressourcer, som er medgået til udvindingen af råvarer og den efterfølgende fremstilling af produktet, når produktet kasseres og ikke repareres. Længere produktlevetid tiltaler dog danskerne. På undersøgelsens spørgsmål om man vil betale mere for eksempelvis et elektronikprodukt, hvis det kan holde længere, svarer hele 75 procent ”ja”. Dette er udtryk for en erkendelse af, at kassation af produkter på grund af dyre reparationsmuligheder ikke kan fortsætte, hvis vi skal løse klima- og miljøudfordringerne. Hvis samme erkendelse udvikles hos producenter og forhandlere, vil der komme flere varer på hylderne, som er konstrueret til et længere produktliv, samtidig med at der ville være større interesse for indsigt i brugernes produkterfaringer ved at tilbyde billigere reparationsmuligheder. Det ville være spændende at se initiativer i stil med den engelske kæde [Kingfishers initiativ](https://www.ellenmacarthurfoundation.org/assets/downloads/ce100/CE100_Report_Retail_Customer_Final.pdf) med in-store reparation og maker spaces: *“Kingfisher: the home improvement giant reinventing repair …. Castorama Poland, owned by Kingfisher, rewrote the norm by introducing repair centres in stores when they opened 16 years ago. Today all of its stores have repair centres. The repair operations are equipped to test lawnmowers and other products with combustion engines and to test panels for lights, as well as tools such as drills and jigsaws.* *…. Castorama’s Radom store in Poland also launched its Casto Lab maker space in 2016 where customers can learn DIY skills and use specialist tools and equipment to help with their projects. The Lab is used for workshops and demonstrations run by Castorama and its suppliers, which are advertised in-store and on local radio stations. Kids’ DIY classes are also held in the Lab.”* Det er interessant, at denne case er del af en rapport fra bl.a. Ellen MacArthur Foundation med titlen ”KEEPING CUSTOMER CONNECTIONS - Why customer relationships don’t have to end at the point of sale – lessons from the circular economy”. Rapporten viser, at sådanne initiativer vil være en oplagt forretningsmulighed for lignende virksomheder i Danmark! ## Endnu flere reparationscafeer i Danmark Der er i 2019 kommet væsentligt flere reparationscafeer (repair cafeer) i Danmark. Der er således nu [32 reparationscafeer i Danmark](https://repaircafedanmark.dk/repair-cafeer-i-danmark/) – hvilket er 2-3 gange så mange som ved slutningen af 2018. Reparationscafeer er udtryk for, at borgere ”tager sagen i egen hånd”. Frivillige hjælper andre borgere med at reparere produkter – både tøj og forskellige elektriske og elektroniske produkter. Det er spændende, at Repair Café Danmark i 2019 indledte et [samarbejde med Lærerstandens Brandforsikring](https://repaircafedanmark.dk/om/samarbejdspartnere/), som vil hjælpe med udbredelsen af konceptet i Danmark gennem dækning af bl.a. udgifter til etablering af cafeer (indkøb af værktøj m.m.) Repair Café Danmark vil i 2020 styrke sit arbejde med at opsamle og analysere data for hvor meget der repareres, hvad der repareres og hvad disse reparationer giver af miljømæssige fordele. Måske kan disse data også inspirere forhandlere til at sætte fokus på at tilbyde bedre produkter og billigere reparationsmuligheder! Netværket har også styrket sit internationale samarbejde og er bl.a. medlem af den europæiske kampagne [Right To Repair](https://repaircafedanmark.dk/om/samarbejdspartnere/): *”Vi tror på at vi via dette samarbejde lettere kan få vores ønske om lovgivningen ændret på Europæisk plan. Vi mener nemlig at produkter skal have længere garanti og holdbarhed og derfor skal de naturligvis kunne repareres, når de er gået i stykker. Dette kræver, at produkterne er designet til reparation samt at producenterne giver support til reparatører af alle slags. Vi vil have retten til at reparere.”* ## Reparationsprojekter for kasserede hårde hvidevarer Der er flere projekter, hvor affaldsselskaber etablerer muligheder for at kasserede hårde hvidevarer fra husholdninger får forlænget deres liv ved at blive undersøgt og eventuelt repareret. Ud over de ofte omtalte projekter hos AVV og Aalborg Forsyning igangsatte ARC sidst i 2018 et [forsøg](https://www.a-r-c.dk/affald-til-ressourcer#/holdspiller/genbrugafnyerehvidevarer) med genbrug af hårde hvidevarer. Forsøget er et samarbejde mellem Københavns Kommune, ARC, Recipo (producentansvarsvirksomhed for bl.a. elektronik) og Recirk (salg af brugte hårde hvidevarer). Dette forsøg synes at have et bredere produktfokus end andre projekter med samme formål og har en direkte afsætningskanal gennem Recirk. Forsøget omtales således på ARC’s hjemmeside: *"Hvilke hårde hvidevarer kan genbruges?: Nyere produkter, der er mindre end syv år gamle. Produkter af god kvalitet. Produkter i pæn stand* *I første omgang undersøges produktet f.eks. for manglende knapper og om det er CE-mærket. Senere registreres det i en database og testes for fejl. Kan produktet repareres, gøres det klar til salg i en genbrugsbutik. Hvis ikke, bruges nogle af delene som reservedele. Resten genanvendes.”* En af udfordringerne i starten af projektet var (ifølge [ARC’s årsredegørelse for 2018](https://www.a-r-c.dk/media/512240/Genbrugs-%C3%85rsredegoerelse-2018.pdf)) at finde ud af hvilke produkter der kunne genbruges: *”Det har vist sig at være svært for kunde og genbrugsvejledere at vurdere om en hårde hvidevare er egnet til genbrug. Da der også er pladsmæssige udfordringer er aftalen derfor på disse pladser at Recirk ser på de hårde hvidevarer, som der er i den eksisterende container til hårde hvidevarer.”* Når Recirk sælger disse sprodukter til genbrug omtales det således på deres [hjemmeside](https://www.recirk.com/product-page/brugte-hvidevarer-fra-kr-1600): *”RECIRK sælger nyere hvidevarer ….. Vi har de fleste af dem i komfur, ovne, vaskemaskiner, tørretumblere, opvaskemaskiner, kombinationsskabe, kogeplader og meget mere! ……. Alle produkter kontrolleres, testes og revideres grundigt. Apparatet vaskes / rengøres grundigt og er klar til brug.”* Lovhjemmel, der kan sikre det lovgivningsmæssige grundlag for de ovenfor nævnte ordninger for reparation og videresalg af hårde hvidevarer er på vej i Danmark: I forlængelse af ændringer af EU-direktiver har der netop været høring af et forslag til ændring af miljøbeskyttelsesloven med henblik på at etablere hjemmel til at ændre reglerne for udvidet producentansvar for elektronikaffald med henblik på at sikre mere genbrug og en bedre genanvendelse af elektronikaffald. I følge [bemærkningerne til lovforslaget](https://www.hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/63427) er hensigten at, *”affaldsaktører får mulighed for at indsamle elektronikaffald fra husholdninger til forberedelse med henblik på genbrug og genanvendelse udenom den etablerede producentansvarsordning, som bl.a. omfatter en kommunal indsamling af elektronikaffaldet fra husholdningerne.”* ## De kommende EU ecodesign-krav Det er endnu for tidligt at sige, hvordan de nye EU eco-designkrav om bedre reparationsmuligheder for opvaskemaskiner, lyskilder og tastaturer, der træder i kraft fra 2021, vil påvirke produktdesign og forretningsmodeller, men virksomhederne må forventes at være i gang med at forberede sig. Det reguleringsmæssigt spændende ved ecodesign-kravene er, at de er obligatoriske og vil gælde alle produkter inden for et produktområde. Dvs. i modsætning til miljømærkekrav er EU’s eco-designkrav IKKE frivillige krav, som en virksomhed kan vælge at leve op til. ## Ønsker for 2020 inden for produktlevetid og reparation Mine ønsker for det nye år for produktlevetid som del af cirkulær økonomi bygger videre på ønskerne for 2019: * at reparationscafeernes miljømæssige og strategiske betydning styrkes * at producenter og forhandlere begynder at tage mere ansvar for forbrugsgoders holdbarhed og for mulighederne for billigt at reparere de produkter, som de producerer og sælger * at detailhandelen begynder at lægge pres på deres leverandører ved gradvist kun at sælge produkter, der lever op til EU’s kommende ecodesign-krav * at producenter og detailhandel viser større interesse for at lære af brugernes, reparationscafeernes og de kommercielle reparatørers erfaringer med henblik at sikre længere produktlevetider gennem bedre kvalitet og bedre brugerinformation * at der kommer konkurrence på området mellem danske detailhandlere om længere produktlevetider og billigere reparationsmuligheder * at der i den nationale ressource- og affaldsstrategi bliver fokus på forlænget produktlevetid * at der som led i at vurdere hvordan strategien påvirker ressourceforbrug og produktlevetid, udvikles indikatorer for denne form for affaldsforebyggelse og bygges videre på bl.a. en rapport udarbejdet for Miljøstyrelsen allerede i 2014(!) om [indikatorer for affaldsforebyggelse](https://www2.mst.dk/Udgiv/publikationer/2014/09/978-87-93178-77-9.pdf). Indikatorerne bør ifølge rapporten fokuseres på de følgende tre aspekter af affaldsforebyggelse: reduktion af *”a) Affaldsmængden, herunder via genbrug af produkter eller forlængelse af produkternes levetid, b) De negative konsekvenser, som det producerede affald har for miljøet og menneskers sundhed eller c) Indholdet af skadelige stoffer i materialer og produkter”*
    14 Kommentarer
Sektioner