Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
andre skriverogså værd at læse
By og havn nordhavn orientkaj m4 metro metrostation byggeri stationsplads
via Jyllands-Posten 28. feb 2020 07:56 1
Sultne ænder skal redde Pakistan fra fødevarekrise
Ingeniøren Blogs
  • Christina Blaagaard

    Hvorfor cookies?

    Med nogle års forsinkelse er en verden udenfor annonceteknologi ved at få øjnene op for, hvad der egentlig sker i kulisserne, når vi bevæger os rundt i den digitale virkelighed. Det er godt, men det betyder også, at der nu pågår et realitetstjek for de virksomheder, der længe har arbejdet med nettets muligheder for at udnytte persondata og for myndigheder politikere, der alt for længe har udskudt det nødvendige opgør. I slutningen af 2019 opdaterede Erhvervsstyrelsen retningslinjerne for, hvordan man skal præsentere brugere af en hjemmeside for deres rettigheder og muligheder for at vælge til og fra, hvordan de bliver tracket. Godt et par måneder senere fulgte Datatilsynet så i hælene med en yderligere skærpelse - denne gang baseret på en civilingeniørs klage over DMI. Her i Mediehuset vedtog vi allerede for tre år siden at basere vores strategi for, hvordan man skal få en medieforretning til at hænge sammen, på en dialog med vores brugere, der bygger på, at vores brugere og læsere frivilligt giver os information om dem selv til fordel for begge parter - kendt som 1. parts data. Det betyder blandt andet, at vi ikke kører såkaldt programmatisk annoncering, hvor de forskellige led mellem annoncør og hjemmesideansvarlig selv høster data til videre udnyttelse - som oftest i et uigennemskueligt mønster. Derudover kører vi jævnligt scanning og kategorisering af cookies for at sikre oprydning i de cookies, som alligevel efterlades af annoncører, der insisterer på at køre tracking via bannere. Så længe lovgiverne ikke har forstået deres ansvar og myndighederne, når der endelig bliver lovgivet, slæber efter for at sætte rammer for reguleringen, er det vanskeligt for markedet at regulere sig selv. De frie medier er under massivt pres fra techgiganterne. I løbet af de sidste 12 år har mediebranchen mistet godt 80 pct af de indtægter fra annoncer, som så langt tilbage man kan se, har været en afgørende eksistensbetingelse. Nøglen til techgiganternes popularitet hos annoncørerne hedder persondata. Og selvom lovgivere og myndigheder er begyndt at få øjnene op for, hvad det betyder for individets ret til privatliv, for konkurrencesituationen på annoncemarkedet og dermed også for frie mediers eksistensmuligheder, går det langsomt. Og når det så endelig sker - som ved ikrafttræden af den europæiske persondataforordning i foråret 2018 - så viser det sig ofte, at taberne bliver nogle andre end hensigten var. Persondataforordningen (GDPR) er indtil videre gået langt hårdere ud over de private nationale medier end techgiganterne, som dels finder veje udenom og dels skubber juridiske slagsmål foran sig i årevis. Facebook, Google og venner siger ganske vist, at de gerne ser regulering, men om hensigten er oprigtig eller ej, køber de bare tid. Samtidig meldes ud - senest fra Google - at man nu kun vil acceptere første parts data - altså data afgivet direkte til Google. Det lyder smukt, men når første parts data i Googles definition f.eks. kan være hentet fra en bruger på Guardian, der blot har været i nærheden af en annonce styret af Google, klinger det hult. Google og Facebook har reelt blot fået bygget nogle indhegnede parker (walled gardens), der er så store, så de reelt er et eget økosystem helt uafhængige af andre spillere - og vigtigst i denne sammenhæng - med totalt overblik over dine data som bruger. Og hvorfor er det så, at vi som frie medier ikke bare med det samme dropper al kontakt til Google, Facebook og co, så vi for alvor kunne påstå, at vi holder den dataetiske fane højt? Det ærlige svar er, at det vil vi også hellere end gerne, men vi skal også overleve, imens myndighederne finder måder at regulere techgiganterne på, og derfor er vi nødt til at gå på kompromis. Vi hilser det velkomment, når Erhvervsstyrelsen og Datatilsynet kommer på banen og sætter konkrete vejledninger og retningslinjer, og her i huset følger vi dem også et skridt videre, end mange andre. Men man kan ikke trække tæppet væk under et økosystem, som er bygget op over en periode på over 10 år. Annoncører og mediebureauer er ligesom medierne over de år blevet syltet ind i en forståelse af, at adfærdsdata er vejen til alt godt. Den retorik er vi nødt til at komme ud af. Bestilling af annoncer kommer ofte med krav om tracking. Ellers ingen annoncer og dermed penge til at finansiere journalistikken. Det kunne vi sige nej til, men så går pengene i stedet til Google og Facebook, som ikke har nogen kvababbelser med at følge dig som bruger til verdens ende. Så - mens vi venter på, at lovgiverne - og ikke kun Margrethe Vestager - for alvor forstår, hvad der er på spil og får reguleret techgiganterne, er vi nødt til at bevæge os ad den rette vej på en måde, hvor vi balancerer at være de gode drenge og piger i klassen uden i processen at blive trynet ud i intetheden. Og hvad kan I som kloge læsere af medier som vores gøre? Først og fremmest kan I tegne abonnement på vores indhold. Det er den bedste vej, vi har til at gøre os uafhængige af en verden af annonceteknologi. Men I kan også rette jeres skyts mod de myndigheder, der for alvor kan gøre noget ved det. I kan også spørge ud i jeres egen verden. Hvilken dataetisk standard holder annoncer i de virksomheder og organisationer, I bevæger jer i? Som medier bringer vi hellere end gerne annoncer, der er renset for tracking cookies. Det foretrækker vi. *Christina Blaagaard er CEO i Teknologiens Mediehus.*
    5 Kommentarer
  • Poul-Henning Kamp

    2% fra eller til

    Nu er det så godt som givet at Corvid-19 har nået pandemi-status og hvis der ikke sker nogle katastrofale mutationer siger de nuværende tal at der om nogle måneder er 2% færre personer over 50 år på kloden end der ellers ville have været. De 2% er et foreløbigt tal, det er formodenligt for lavt fordi der er folk der dør udenfor sundhedssystemets rækkevidde, ikke mindst i udkantsverden, og det er formodentligt for højt fordi alt tyder på at der er mange der kan sprede smitten uden at have symptomer nok til at nå med i statistikken. Den helt store ubekendte er om der sker en mutation undervejs som øger dødeligheden og det er her alle fagfolkene holder vejret, men indtil videre ser Corvid-19 ikke ud til at være forandringsparat. To procent lyder ikke af meget i forhold til at container-branchen taber 350 millioner dollars om ugen og det er formodentligt årsagen til at man ikke fik stoppet Corvid-19 mens tid var. Signalet i Europa end endnu ikke slået igennem på [SSI's overvågning af dødeligheden](http://www.euromomo.eu/), der altid er nogle uger bagud, fordi papirarbejdet omkring dødsfald ikke er noget nogen skynder sig med. At det netop er Italien der blev brohovedet ind i Europa forbavser mig overhovedet ikke. Der er stadig en vis "landlighed" over sundhedsbranchen, specielt i Norditalien, hvor influenza-lignende symptomer ofte udløser en anbefaling om at "tage hjem til mor og få noget god mad". I USA har man første sygdomstilfælde man ikke kan sætte i forbindelse med nogen kendt smittevej, men det var nærmest forventet: USAs sundhedssystem er optimeret efter så få hospitalssenge som muligt, med så høj profit som muligt og derfor undgår de fleste USAnere at komme i kontakt med systemet hvis de på nogen måde kan. Den primære årsag til personlig konkurs i USA er hospitalsregninger. At landets ledelse er en farce og at netop epidemi-overvågning og -beredskab er blevet ramt af tossekongens tilfældige udfald er nærmest en detalje i den sammenhæng. Herhjemme har vi indrettet ældreplejen så kommunerne spare mest muligt efter en epidemi: De ældre med det ringeste helbred har vi stuvet sammen på fortravlede og "lean"-plagede plejehjem og alderdomshjem, resten får nogle få minutters besøg af stressede "lean"-overvågede hjemmehjælpere, der ikke har fået allokeret tid til holde øje med om "den visiterede" hiver lidt mere efter vejret. Ialt er der 2.2 mio danskere over 50 år, så hvis de 2% holder og det bliver en pandemi hvor alle udsættes for smitte, taler vi om 40 tusinde ekstra begravelser. Godt man ikke er kirkesanger i det her forår. Politisk kan det give mange efterdønninger, 40 tusinde vælgere er i runde træk to hele sæder i folketinget. Nogle partier har mange gamle vælgere, andre partier er for unge til at have gamle vælgere. Oveni er der geografisk stratifikation: Mange dele af udkantsdanmark kæmper med at fastholde og tiltrække de unge, mens de gamle i indkantsdanmark skorer friværdien og flytter på landet. I udlandet er der endnu mere stratifikation: Florida er f.eks et meget yndet sted at nyde sit otium, ikke mindst fordi delstatens konkurslovgivning er således indrettet, at en hospitalsregning aldrig kan sætte dig på gaden og Florida er som bekendt en af de mere indflydelsesrige delstater når USAnerne stemmer. Tiden vil vise om Corvid-19's dødelighed krydser grænsen fra tragedie til statistik, men jeg kan oprigtig talt ikke blive sur på det unge menneske der i en klimadebat skrev *"A world with 2% fewer old idiots ? I'll take it..."* *phk*
    84 Kommentarer
  • Thomas Pedersen

    Svejsning af Spica I

    Kære læsere, I søndags oprandt den store dag hvor vores hjemmebyggede langsømssvejser for alvor skulle stå sin prøve. Der skulle svejses svøb til brændstoftankene på Spica I. Forud for dette er naturligvis gået en del arbejde, både med at lave langsømssvejseren men også med at fintune den og finde de rette indstillinger for at opnå den højeste styrke. Til det formål fremstillede vi en række prøver som blev trækprøvet. *Testemner efter trækprøvning.* Som det ses er der fire sæt. Det første er bare den rå plade, så vi har en basis at sammenligne de svejsede emner med. Dernæst to sæt af emner der er svejset fra én side og til sidst et sæt prøver som er svejset fra begge sider af pladen. Resultatet af trækprøven ses nedenfor. *Nominel spænding fra hver af de 12 prøver.* Som det ses har basisemnet en brudstyrke lige omkring 633 MPa. De seks emner der er svejset på én side har en brudstyrke lige omkring 620 MPa, vi har altså her en svejsefaktor på 0,98, ganske hæderligt. Endnu bedre bliver det dog med pladen der er svejset fra begge sider. Der er lidt spredning men middel er omkring 652 MPa. Læg også mærke til på billederne ovenfor at bruddet ikke sker i svejsningen, men i stykket henover svejsningen. Med den svejseteknik mister vi altså slet ikke styrke og dermed er det nemt at vælge hvordan svøb til Spica I skal svejses. De skal naturligvis svejses fra begge sider. Vores hjemmestrikkede langsømssvejser er relativ simpel. Den består af et ret kraftigt firkantet profil i bunden som giver styrke og stivhed til hele setuppet. Ovenpå her ligger en kobberskinne hvor vi kan lede baggas igennem en række små huller. Henover kobberskinnen er der to kraftige kæber som bruges til at spænde emnet fast. Henover de to kæber har vi så en justerbar linær føring som kan holde et almindeligt TIG-håndtag. Fremføring styres med en computer. *På afstand ser det måske ikke ud af meget, men det er et lille vidunder gutterne har fået bygget og testet de sidste par måneder.* Et svøb består af en plade på 3000 x 1500 x 3 mm valset til en diameter på 950 mm. Det vejer omkring 100 kg, så det kræver lidt hænder at få det løftet på plads og spændt op i kæberne, men det gik uden det helt store besvær. Dernæst skal det selvfølgelig rettes op så de to kanter mødes korrekt og TIG-håndtaget justeres ind så retning og højde passer over hele det 1500 mm lange stykker. *Højde og position indstilles med sub mm præcision for det bedste resultat.* Derefter bliver enderne hæftet til hinanden for hver 50 mm for at sikrer at det hele ikke slår sig under den lange svejsning. *Hæftninger for hver 50 mm. Læg mærke til de to kraftige kæber der holder det hele på plads.* Og endelig er der bare tilbage at trykke start og nyde synet af et stykke fuldautomatisk, højkvalitets svejsesøm! *Fuldsvejsning undervejs! Læg mærke til indløbspladen til venstre. Den sikrer at vi ikke smelter hul i starten af pladen og skal selvfølgelig lige skæres af til sidst.* Resultatet er ganske overvældende og slet ikke noget vi ville kunne opnå med manuel håndholdt svejsning, se bare nedenstående. *Resultatet efter en afpudsning, ganske imponerende!* Det var jo så indersiden vi fik svejser i søndags. Den kommende weekend skal vi have svejset fra ydersiden for at opnå den høje styrke. Det bliver naturligvis på samme langsømssvejser men den skal løftes en del op for jorden for at få svøbet ind under den. Jeg ved ikke helt hvordan svejsebasserne har tænkt sig at kringle den, jeg hørte rygter om noget med en gaffeltruck, men det må vi jo se i weekenden. *Spica I svøb til brændstoftank efter første svejsning.* Udover denne lille update så har Sarunas også en video fra sidste uge med andre emner relateret til Spica I [video: https://www.youtube.com/watch?v=GJdHkIsiOFI]
    11 Kommentarer
  • Bjørn Godske

    De smukkeste biler på auktion

    Undskyld, men egentlig er jeg ikke særlig interesseret i gamle biler. De er ukomfortable at køre i, de støjer, lugter og går let i stykker - sådan som jeg ser det. Men det er der heldigvis en masse mennesker, som er uenig med mig i. Ellers ville der slet ikke være bevaret så mange gamle biler som der er. Hvis du kan se skønheden i et godt design og glæde mig over flot vedligeholdt teknologi, så er det om at hive den store pengepung frem, når tre auktionshuse fremvise alt det bedste som penge kan købe på Amilia Island i Florida. Det drejer sig om[ RM-Sothebys](https://rmsothebys.com/en/auctions/am20), [Gooding & Company](https://www.goodingco.com/auction/amelia-island-2020/) og[ Bonhams ](https://www.bonhams.com/auctions/25719/)som fra 5. til 7. marts vil sælge biler, der temmelig sikkert kræver en tegnebog større end de fleste kan opdrive. Men der er nogle skønheder blandt de mulige køb. Den her er min favorit[: 1967 Ferrari 330 GTS](https://www.bonhams.com/auctions/25719/lot/153/) til en forventet pris på mellem 11 og 15 mio. kroner. Hvilken en foretrækker I?
    11 Kommentarer
  • Timothy Jenkins

    Jellyfish - Invisible assassins with a deadly sting

    While ‘invisible’ is not entirely accurate, jellyfish are extremely hard to spot when you are in the water with them. Obviously, that’s a particular nuisance given how much their stings hurt. If you are one of the fortunate people who have not been stung by a jellyfish (yet), you might be able to look at these creatures with fascination and awe. After all, they are some of the most ancient animals, inducing pain and death for over 500 million years (that’s one for the CV). Sure, they can be stunningly beautiful and often look so surreal that it is easy to assume they are spawns of Steven Spielberg’s imagination rather than a marvel of evolution, but as a toxinologist the main appeal to me lies in their highly sophisticated and optimised biochemical arsenal, as well as venom delivery mechanism. So, in this blog, I would like to explore this further and tell you about my personal encounters with two of the world’s most venomous jellyfish, the Box jellyfish and the Irukandji. For a long time, one of my main misconceptions was that whilst you can find jellyfish nearly everywhere, you only get the bad ones in tropical regions, such as Australia, Southeast Asia, Hawaii, etc. This is true to some extent, if you classify ‘bad’ as ‘lethal’, but if you are a bit more stringent with the definition and just equate ‘bad’ to ‘super painful’, you will find these buggers closer to home. Let me elaborate: Last summer I travelled to the south of France together with my girlfriend and some friends to enjoy the sunshine, the sea, and, of course, the exquisite food. Overall, we had a great time, but on one day the calm Mediterranean Sea transformed from a turquoise paradise into a death trap, reminiscent of the Hunger Games - there were jellyfish everywhere! But the weather was so nice and the water so gorgeous that we decided to have a swim anyway – even if we would get stung, how bad could it really be (they say you become wiser with age, but I am still waiting for that to kick in). *Enjoying the south of France – still blissfully ignorant about the dangers these waters hold.* Turns out that it could be pretty bad. Within a few minutes in the water my girlfriend got stung and felt sharp pain in her leg instantly. Nevertheless, I was quite hopeful that it couldn’t be too bad and that the pain would rapidly subside - little did I know. The skin where she was stung immediately turned scarlet red and started blistering within minutes. Meanwhile, the pain only got worse and extreme nausea just added to this delightful experience (Being on a boat probably also didn’t help). Eight months later and the scars are still visible. This just goes to show that you don’t need to go to particularly exotic countries to enjoy the pleasure of jellyfish venom. *Pelagia noctiluca (purple-striped jellyfish) – one of the most venomous jellyfish in the Mediterranean and the bugger that stung my girlfriend (left), as well as one of the blistering stinging sites (right).* So how do these gelatinous creatures pack such a punch? Well, there are two key reasons for the success of jellyfish: (1) Their stinging apparatus and (2) their venom. Jellyfish have specialised stinging cells called cnidocytes and organelles within them called nematocysts, which function a bit like biochemically triggered harpoons. The nematocysts consist of a sac that holds the venom and a tubule that ends in a stylet (harpoon). This firing mechanism is triggered when the sensory rod (cnidocil) of the cell is touched. The harpoon (stylet) is launched at incredible speed and pressure. In fact, the pressure under which the skin is pierced exceeds 7 billion Pascals, which is comparable to the pressure at which a bullet is fired from a gun. Now, the venom can travel via the connecting tubular structure into the victim via osmotic pressure. *Illustration of how Jellyfish stings work.* The venom that is injected varies from jellyfish to jellyfish, but one toxin that has been found in all jellyfish venoms so far is called porin. These toxins are fast-acting and not very picky when it comes to what cells they should smash holes into; they have been shown to affect blood, skin, and nerve cells. Besides these porins, jellyfish can have myriads of other chemical warheads ready to wreak havoc, but to give you an example I think we should look at the most toxic jellyfish (and one of the most toxic creatures on earth), the box jellyfish (*Chironex fleckeri*). *The Box jellyfish (Chironex fleckeri) - one of the most lethal creatures on this planet.* These jellyfish can be found predominantly around the northern parts of Australia, as well as South-east Asia, and Hawaii. They are quite large and are known to grow up to 30cm in diameter and 3m in length. They also have 60 tentacles with 500,000 cnidocytes. Some more fun facts include that they sleep (unlike most jellyfish), they can actively hunt and have sophisticated strategies towards patrolling the waters for maximum coverage, and they have eyes that can detect light. They are also able to easily kill a person in under 10 min, something any venomous snake can only dream of adding to their repertoire. But why are they so toxic? [video: https://www.youtube.com/watch?v=7WJCnC5ebf4&t=3s] *Video of my previous supervisor demonstrating how jellyfish stinging events occur in slow motion.* In this particular case the culprits are cardiotoxins that act extraordinarily rapidly and can cause loss of consciousness within seconds, followed by cardiovascular collapse which can result in fatal cardiac arrest in less than 10 minutes. Unfortunately, there currently are no effective antivenoms against any jellyfish, so first aid and artificial resuscitation remains the only medical treatments commonly in use. Here, I should mention that when you get stung by jellyfish do NOT pee on the stinging site - somehow this still is a common misconception… Vinegar is often used, since it is thought to neutralise any stinging cells that haven’t fired yet. However, research has shown that this can also lead to the release of more venom from already fired nematocysts (usually 40% of the venom stays in the cells). So I guess that leaves the question of what you should do instead. Unfortunately, neither myself nor science have a great answer. Some studies suggest submerging the stinging site in hot water (first check the temperature with a different body part that it isn’t too hot and so you don’t boil yourself!). However, the evidence for this is also not entirely convincing. My personal advice is to first ensure that it isn’t a dangerous sting – asking a lifeguard is always a good idea. If it is, get to a hospital asap. If not, carefully rinse the sting site so that any tentacles can fall off (without touching more skin – gravity is your friend here), take some pain meds, and feel sorry for yourself. *Typical jellyfish warning signs and first aid vinegar at beaches in Australia.* The above-mentioned research on the vinegar actually stems from the university I was studying at in Australia (James Cook) and I was fortunate enough to work with some of the leading jellyfish/venom researchers worldwide. One of my supervisors was, amongst other things, particularly interested in finding ways to prevent people from getting stung while swimming. This involved exposing many different materials that could be made into stinger suits (thin wet suits) to box jellyfish tentacles. Unfortunately for him, he could not get ethics approval to make his students wear these materials, so he tested it on himself in true Aussie fashion. Needless to say that he was easily irritated on days where his experiments failed… Another jellyfish that is related to box jellyfish and can also be found around the North-east of Australia is called Irukandji (after a local aboriginal community). This jellyfish is tiny and rarely lethal, unlike the box jellyfish. It does, however, still pack a massive punch. It can cause something dubbed the ‘Irukandji syndrome’, which in its essence is just unfathomable body-wide muscle pain. The pain is so bad that my supervisor (who regularly got stung by box jellyfish) would call it the worst pain he has ever felt and that if someone had given him a gun after he had been stung, he would have happily used it to escape the suffering caused by the Irukandji sting. *Image of Green Island (left) and the Irukandji at the James Cook University research aquarium (right).* [video: https://www.youtube.com/watch?v=tax5JR63E5s&t=11s] *Here is a video of what happened when my supervisor and his PhD student got stung while conducting research on the Irukandji. I am sure the University’s health and safety department are stoked about this line of research.* My personal encounter with these invisible assassins was within my first weeks in Australia. The university was organising a fun week for all of the new students to meet and interact and one of the events included a snorkelling trip to Green Island (an island just off the coast of Cairns). Of course, we were all super excited for it and had an awesome time there. That was until the lifeguards sounded an alarm on the beach. We had no clue what was going on but knew that it could not be too good. That feeling of impending doom only increased when we saw a lifeguard frantically paddling over to us on his ocean kayak. He told us that the couple that was swimming next to us minutes before had been stung by an Irukandji and that we needed to get out of the water (let’s just say that he didn’t have to ask twice). The 100 meters or so that we had to swim were the scariest swim I have ever had. Luckily, we got out unscathed - well physically, not emotionally. To end this blog on a high note, things are only going to get worse with global warming and the rise of ocean temperatures. Research has already shown that you can find box jellyfish and Irukandji further south than ever anticipated and that they are spreading further each year. This is the case with most jellyfish and reports of so called ‘jellyfish blooms’ are becoming more and more frequent. So, if you don’t want to increase your chances of being stung, think about how you can play a part in reducing climate change – or just stay out of the water ;)
    8 Kommentarer
  • Svend Tøfting

    Vores infrastruktur bliver ikke anvendt godt nok.

    Alle taler i disse klimatider om, at vi skal genbruge og vedligeholde. Og vi skal hele tiden forsøge at anvende vore investeringer bedst mulig. Jeg må desværre konstatere, at det ikke gælder, når vi taler om transportsektoren. Vi har i Danmark investeret op mod 1000 mia. i infrastrukturen hvoraf de fleste er gået til vejene. Og hertil kommer, at der er investeret over 500 mia. i biler. Enhver god købmand vil forsøge at optimere anvendelse af sin investering. Har vi så optimeret vore investering i infrastruktur? Det har vi desværre ikke. Hvis vi først ser på bilparken, ja så har vi en bilpark hvor bilerne gennemsnitlig kører ca. 5% af tiden. Og når vi så endelig kører i dem, ja så er der som oftest 2-3 tomme sæder. Og når de ikke kører, så holder mange af dem på gaderne i byerne. De optager hver ca. 25 m2 god byareal, som kunne anvendes til noget mere spændende og byudviklende. Løsningen er her bl.a. delebiler - vel at mærke el-delebiler. Det vil være oplagt at vedtage gode rammer for dem. Vi ser allerede nu mange el-taxa i København. Og der skal satsen meget på elbiler. Men de kan ikke alene klare den ønskede reduktion. Der skal også andre midler i anvendelse. Det kan være at favorisere biler med 3-4 personer. Der er i dag kun godt 1 person i hver pendlerbil mod 2 personer i 1980’erne. Kørselsfradrag skal måske kun gives, hvis der er 3-4 pendlere i bilerne. Det kan klares med en app. Der er også mange tomme sæder i tog og busser udenfor myldretiderne. Udfordringen for den kollektive trafik er, at dens kapacitet bestemmes af behovet i spidstimerne morgen og aften. Vi kan anvende den kollektive trafikstruktur bedre ved at flytte passagerer fra spidstimerne. Det kunne være differentierede billetpriser, og at pensionister ikke får rabat når de anvender den kollektive trafik i spidstimerne. Det har tidligere været sådan i København, men det er afskaffet. Og ser vi på vejene, så har vi et vejnet, hvor der er store kapacitetsreserver udenfor myldretiderne, hvor der til gengæld mange steder er stor trængsel på de større veje. Så er vi tilbage ved pendlerne, der skal til at rykke sammen i færre biler. Vi skal vedligeholde vore veje, så de har en god stand. Men vi skal også udbygge, men med omtanke. Det er jo klart, at der skal foretages anlægsinvesteringer i de kommende år for at vi kan bevare vores mobilitet. Men nyanlæg af veje og udvidelse af eksisterende vil ikke blot give et stort CO2-aftryk, men også alt andet lige betyde flere biler på vejene og hermed endnu mere CO2. Og det er den udvikling vi har set de seneste årtier. Den mest effektive aktivitet - hvis vi ser på CO2 aftrykket – er uden tvivl at optimere anvendelse af den infrastruktur vi har i dag. Og med infrastruktur tænker jeg ikke blot på veje og jernbaner men også på vores brug af biler, busser, parkeringspladser m.v. Vi skal også søge at reducere behovet for anlægsinvesteringer. Og det kan kun gøres ved at reducerer belastningen på vore veje. Vi skal køre mindre. Det betyder ikke at vi skal reducere vores mobilitet. For den kan opretholdes med ved omlægning af den måde vi transporterer os på. Vi skal ændre adfærd, og det er alle vist enige om på tværs af partier og fagfolk. Vi skal reducere transportbehovet i spidstimerne. Og det er her pendlerne vi skal have fat i. Der bør her som sagt bl.a. ses nøjere på rammerne for kørselsfradrag. Men vi kan også generelt set reducere biltrafikken ved af hæve priserne på benzin og diesel. Den helt nye rapport fra Deloitte og Kraka (se https://www.sgnation.dk/) anbefaler da også at afgifterne hæves med ca. 2 kr. pr liter. Alle taler om el-biler som den helt åbenbare løsning på vore ønsker om at reducere CO2 udledningen med de 70% i 2030. Jeg har stor respekt for det politiske ønske om at forbyde nye fossilbiler fra 2030. Og det er selvfølgelig et håndtag der skal bruges. Men el-biler vil ikke have den store effekt i 2030 – langt størstedelen af vore biler vil i en årrække efter 2030 fortsat være fossilbiler. El-bilerne vil først have en større effekt på CO2 udledningen op i 2030’erne. Men de mange el-biler fylder også på vejene, og vil ikke løse vore trængselsproblemer snarere tværtimod. Vi bliver måske motiveret til at bruge el-bilerne til vore kortere ture i stedet for cykel og gang. Så vi risikerer en yderligere belastning af vore byveje. Det vil være langt mere effektivt - og med langt større effekt her og nu mht CO2 udledningen – at begynde at forbedre den måde vi anvender vores infrastruktur i dag. Og jeg ved da udmærket det er politisk upopulært at stille krav til den måde vi transporterer os på. Men der er ingen vej udenom. Vi skal alle til at ændre adfærd, og det skal bl.a. ske ved at det bliver dyrere at køre i vore biler.
    37 Kommentarer
  • Louise Floor Frellsen

    Softwarepatenter

    Software har kort været nævnt i indlægget om ting, der er [udelukket fra patentering](https://ing.dk/blog/hvad-kan-man-saa-ikke-patentere-del-1-ideer-ikke-opfindelser-231389). Men softwarepatenter har man da hørt om, så helt udelukkede er de måske alligevel ikke. Lad os dykke lidt dybere ned i, hvad man kan og ikke kan få lov at tage patent på, når det kommer til software. ### ”Software i sig selv” er udelukket I den europæiske patentlov (EPC) står der, at computerprogrammer (eller software) [ikke betragtes som opfindelser](https://www.epo.org/law-practice/legal-texts/html/epc/2016/e/ar52.html). Så kunne man jo tænke, at den diskussion ikke var længere. Sagen er dog den, at det der er udelukket, er at gøre krav på ”software i sig selv” (eller den engelske formulering ”claiming software as such”). Med det skal forstås, at software ikke kan patenteres alene. For at kunne få patent på noget, der involverer software, skal det være i kombination med noget fysisk, og det skal give anledning til en teknisk effekt. Vigtigere endnu er det denne[ tekniske effekt, der skal give opfindelsen sin opfindelseshøjde](https://www.epo.org/law-practice/case-law-appeals/recent/t860038ep1.html). Det er altså ikke nok at automatisere noget, som allerede gøres af mennesker, hvis ’opfindelsen’ er at gøre det på en computer. Dette ville være at søge patent på en kendt metode, implementeret i software. Det nye ville udelukkende være at digitalisere denne kendte metode. Minder det om noget? Det er dette, som kaldes ’software i sig selv’. Og det er jo fair nok, at man ikke kan få patent på at digitalisere gængse processer. Men hvad så med alle dem som opfinder nye metoder og systemer som kun virker, eller virker kvalitativt bedre, fordi de er implementeret som software? ### Software med yderligere teknisk effekt For at software kan betragtes som en opfindelse, skal der opnås en fysisk og teknisk effekt. [>>media:144606] Elektronik-ingeniørerne derude kunne snildt påpege, at det jo har en teknisk effekt at køre et program, fordi det sender elektriske impulser rundt i kredsløbene, og det er jo en fysisk effekt. Og det er sandt, det er en fysisk effekt. Men den betragtes som ”den normale interaktion imellem program og computer” og er derfor ikke nok, hvilket også er årsagen til, at det bliver kaldt en yderligere teknisk effekt (engelsk: further technical effect). Så hvad kunne en yderligere teknisk effekt være? Et eksempel givet af den europæiske patentmyndighed (EPO) er computerstyring af ABS-bremser på en bil. Et menneske kan godt selv sørge for at pulse bremserne i bilen for at undgå, at de blokerer, men man kan få en anden effekt ud af, at det er computerstyret. Computerstyring gør det simpelthen muligt at pulse bremsen hurtigere end noget menneske kan, og det bidrager til at mindske bremselængden. Dertil kommer, at en computerstyring koblet til en sensor også har mulighed for bedre at vurdere, hvornår ABS-bremserne skal aktiveres. Computerstyringen af bremserne har altså ikke udelukkende den effekt, at et menneske slipper for at skulle pulse bremsen selv. Det er heller ikke bare et spørgsmål om, at computerstyringen tillader, at det kan gå hurtigere – det er forventeligt, at en computer kan udføre noget hurtigere end et menneske. Den yderligere tekniske effekt kommer, når den hurtigere styring, sensormuligheder og den slags, gør resultatet bedre end, hvad der kunne opnås uden software. Der kan også godt være programmer, der skaber en yderligere teknisk effekt inde i en computer, hvis de opnår, at computeren opererer på en anden måde, end hvad der er normalt. For eksempel hvis det er et program til at håndtere memory allocation eller noget tilsvarende i hvordan computeren håndterer data og processer. ### Computerprogram eller computer-implementeret metode Software anses i patentsammenhæng som en sekvens af computer-eksekverbare instruktioner, der kan køres på en computer. Så på en måde kan det anses som det, der i gamle dage ville ligge på den CD, man installerede programmet fra, og som nu om stunder ofte er det, man downloader og installerer. En computerimplementeret metode, er derimod set som det at løse et problem ved at udføre nogle handlinger i et bestemt system. Metoden kan måske kun lade sig gøre, fordi de er computerimplementerede, eller måske gør det den bare mere effektiv, men det er metoden i sig selv, der er opfindsom, og derfor er softwareimplementeringen ikke en begrænsning. Lidt groft sagt er det, du kan at tage patent på en metode, hvor software på en computer styrer bremserne i en bil, og beskytte den samlede metode til at sikre bilens opbremsning. Men du kan ikke tage patent alene på det software, som er skrevet til at styre opbremsningen, hvis ikke det bruges sammen med bilen. Dette binder igen op på, at der skal opnås en fysisk effekt, som her vil være forbedret bremsning. ### Hvorfor udelukke softwarepatenter? Som med en del af de andre ting, der er udelukket fra patentering, er der delvist tale om, at det allerede er beskyttet og delvist, at verden har udviklet sig i en anden retning end systemet havde forudset. Hvis du skriver et stykke software, har du copyright på din tekst. Det er jo meget fint, men problemet med software og copyright er, at copyright beskytter selve teksten – ikke ideen eller algoritmen bagved. En anden programmør kan forholdsvist nemt skrive en tilsvarende kode med andre parameternavne og lidt anden rækkefølge i koden og så ikke bryde copyright, da det ikke er den samme tekst længere. Men da pointen med software ikke er teksten men funktionen, giver det jo ikke den beskyttelse, du gerne vil have. [>>media:144607] Til gengæld har copyright den fordel at det er nemt at vise, hvis nogen har lavet præcis den samme kode, og at det automatisk giver beskyttelse i de 151 lande der er medlem af [the Berne Convention for the Protection of Literary and Artistic Works](https://www.wipo.int/treaties/en/ip/berne/), fra det øjeblik koden er skrevet. Formentlig har dem, der skrev patentlovgivningen i sin tid tænkt, at software ikke var opfindsomt og derfor blev det oprindeligt udelukket. Sidenhen formåede nogen så at gøre noget opfindsomt med software, og derfor blev der lukket mere og mere op for det, og systemet har langsomt forsøgt at tilpasse sig. En af mine kollegaer delte en god analogi med mig: Man kan betragte software som et materiale. Det er ikke opfindsomt at lave en kendt ting i et kendt materiale, hvis man ikke får en opfindsom effekt. For eksempel kunne der være en genstand, man normalt lavede i træ, og det ville ikke være opfindsomt at lave den samme ting i stål, hvis det man ville opnå, var at gøre den hårdere. En fagperson ville godt vide, at stål er hårdere end træ og kunne nemt lave den ændring uden opfindsomhed. Hvis det at lave genstanden i stål derimod tillod, at man kunne opnå noget andet med denne genstand – at den kunne laves mindre end man kan i træ, eller støbes og svejses så den bliver hul, og det har opfindsomme fordele – så bliver materialebruget i sig selv relevant for opfindsomheden. Det samme gælder software. Hvis den eneste effekt er noget, der altid kommer direkte af software – det skal ikke styres af en person eller det kan gøres hurtigere – så er det ikke en opfindelse at gøre det med software. Der skal noget mere til. ### Skal man patentere sin software? Der har tidligere været en del usikkerhed om softwarepatenter, fordi lovgivningen har været under udvikling, og fordi den også stadig varier landene imellem. Generelt er EPO ret lempelige med computer-implementerede metoder. USA har haft en noget mere varierende praksis i forhold til software. Før 2014 blev softwarepatenter ret bredt accepteret i USA, men en retssag, hvor et softwarepatent tabte og [blev erklæret for abstrakt](https://www.wipo.int/wipo_magazine/en/2014/04/article_0004.html), ledte til en afgørelse som skabte grundlaget for en markant strammere praksis. Det lader dog til, at der langsomt bliver løsnet op igen og nogen tolker det som om, at USA er ved at tilpasse sig EPO’s praksis med den yderligere tekniske effekt. En vigtig pointe er også, at det kan være svært at håndhæve et softwarepatent. Hvis den software du bruger, primært ligger et sted på en server, og dine konkurrenters software ville gøre det samme, er det svært at komme til at sandsynliggøre, at deres virksomhed bygger på præcis det samme stykke software som din. Mange effekter, der ligner hinanden, kan opnås med forskellige algoritmer. Det er ikke så stort et problem netop for computerimplementerede metoder, men jo mindre den fysiske effekt er, desto sværere kan det være at eftervise krænkelse. Vil det sige, at du slet ikke skal prøve at tage et softwarepatent? Njah, det kommer jo an på din opfindelse. Hvis du har fået en genial ny ide, som du tror, vil revolutionere det hele, er det altid en overvejelse værd. Hvis det faktisk er en ”computerimplementeret metode” er det måske slet ikke så dumt med et patent. Det kan også være, at du har en nystartet lille virksomhed, og det er vigtigt for dig at kunne vise et patent til en investor. Der kan godt være gode grunde, men når det kommer til software, er andre strategier – inklusive hemmeligholdelse – også relevante overvejelser. Det vigtigste er egentlig, at du forholder dig til, hvordan du vil beskytte din forretning. Det kommer altid an på din konkrete sag, så jeg vil helt sikkert ikke sige, at man skal glemme alt om, at softwarepatenter eksisterer. Det bedste råd jeg kan give, er at spørge en patentrådgiver om det giver mening. Masser af patentkontorer tilbyder gratis indledende møder, hvor du netop kan spørge om et software patent giver mening for din opfindelse, eller om det er bedre bare at holde koden hemmelig. Software fungerer i forhold til patenter egentlig ligesom alt andet: er det nyt og har opfindelseshøjde, så er det en patenterbar opfindelse. Så hvad synes I, bør software kunne patenteres? Og hvad med de computerimplementerede metoder?
    14 Kommentarer
  • Poul-Henning Kamp

    Gode Stabile Job med Atomkraft

    Lige her og nu er lige under 450 energiproducerende atomreaktorer i drift på hele kloden. To tredjedele af dem er over 30 år gamle, en fjerdedel af dem er over 40 år. Uanset hvor optimistisk man er om levetidsforlængelsers pris og success, vil halvdelen af disse værker blive dekommisioneret i løbet af de næste to årtier. (Til sammenligning bliver der bygget på ca. 50 reaktorer lige nu, 10 af dem i Kina.) Frankrig har f.eks lige annonceret at [Fessenheim 1 bliver lukket d. 30 juni](https://www.dw.com/en/france-shuts-down-first-reactor-of-fessenheim-nuclear-plant-near-german-border/a-52466064), den første af 14 der skal lukkes inden 2035, ud af de ialt 58 franske reaktorer. Lidt afhængigt af hvordan man tæller, er der kun ca. en snes atomreaktorer der er blevet dekommisioneret og prisen har i runde træk været en million dollars per MW(e). Man må formode at det kan gøres billigere når man får taget på det. Lad os sige det kommer ned på halvdelen: 200 reaktorer gange 400 MW(e) gange ½M$ delt med tyve år = et par milliarder dollars om året. Det vil forsyne mange "nukees" med både brød, smør, æg og salt i resten af deres karriere. Det er en god ting, for hvis man kigger på planerne for de ny "små modulære" atomkraftværker, kommer der til at gå noget tid før der sker noget for alvor. I UK håber Rolls-Royce på at komme igang med deres projekt i 2029 og man kunne få den mistanke at de prøver at holde sagen ude af fjernsyn og radio ved at vælge [Trawsfynydd i Wales](https://www.bbc.com/news/uk-wales-51460208) til den første installation. Hvis man graver dybt i nyhedsstrømmen er der tegnet mange krydser på landkort til den slags projekter efterhånden: [Richland i Washington state](https://www.yakimaherald.com/news/local/nd-nuclear-reactor-to-power-the-northwest-is-being-studied/article_2024a19c-bcc8-51e1-9e27-988b28108556.html), [Clinch River i Tennessee](https://www.greencarcongress.com/2020/02/20200220-tva.html), [Estland](https://www.intellinews.com/estonia-s-fermi-energia-signs-mou-on-developing-first-nuclear-reactor-175448/) osv. osv. Det er klogt at være ude i god tid med den slags, men først skal skidtet jo bringes til at virke. Projektet i Estland fokuserer lige nu på GE's 300MW kogendevandsreaktor for hvilken papirarbejdet [forceres igennem så hurtigt som muligt](https://www.powermag.com/geh-launches-nrc-licensing-process-for-bwrx-300-an-esbwr-derived-smr/) og kan man ikke fremskynde papirarbejdet på anden vis, kan man altid [købe nogle politikere til at skubbe på](https://www.houstonchronicle.com/business/energy/article/Reporter-s-notebook-Nuclear-reactors-prove-15000083.php). Projektet i Estland har en interessant vinkel: I 2025 er det meningen at de baltiske lande skal [løsrives fra det russiske elnet og kobles på EU's kontinentale netværk via Polen](https://www.reuters.com/article/us-baltics-energy-eu-russia/baltic-states-to-decouple-power-grids-from-russia-link-to-eu-by-2025-idUSKBN1JO15Q), men der er ikke en kinamands chance for at GE reaktoren er oppe at køre til den tid[1]. Den officielle betegnelse for det 20% berigede brændsel til Oklo's 1.5MW "fire&forget" mikroreaktor er tilsyneladende ["HALEU" - "High Assay Low Enrichement Uranium"](https://www.powermag.com/exclusive-why-oklos-demonstration-of-haleu-could-be-groundbreaking-for-new-nuclear/). Jeg ved ikke hvem de forventer bliver snydt af at de kalder det "højt-indhold-lavtberiget-uran", men nissen er tydeligvis allerede flyttet med over i "den nye atomkraftbranche". *phk* [1] Det næste logiske trin ville være at "lukke ringen" omkring Østersøen, men det vil kræve enten distribueret frekvensstyring, f.eks via Galileosatelitterne, (hvis det virker) , eller dramatisk forstærkede forbindelser mellem Tyskland/Polen, Sjælland, Fyn/Jylland, Norge og Sverige. Ingen jeg har talt med tror det bliver "i deres tid".
    10 Kommentarer
  • Julie-Astrid Galsgaard

    En hær af Cyborgs? Cyborg #2

    *Hvad siger du til at få en omgang hjerne-stimulering og dermed øge dine sprogkundskaber og skærpe dit fokus, hvad angår analyse af store mængder data?* Dét er hvad amerikanske soldater - blandt andet - lægger hjerne til, når det amerikanske forskningsagentur DARPA (Defense Advanced Research Projects Agency) afprøver sit kunstig intelligens-træningsprogram [The Targeted Neuroplasticity Training (TNT)](https://www.darpa.mil/program/targeted-neuroplasticity-training). Til en værdi af to milliarder dollars. ##Ny teknologi - ny normal **Forsvaret** er ofte first movers hvad angår avancerede og smarte “dimser”. Teknologi, som ofte også må betragtes som temmelig kontroversiel, i hvert fald uden for Forsvaret. Blandt “almindelige” mennesker.  *Men hvorfor egentlig det?* *Måske er det med grænsen mellem det kontroversielle og det alment acceptable som med frøen i gryden på en tændt kogeplade?* Først når det er for sent, bliver den (måske) opmærksom på, at vandtemperaturen er steget til kogepunktet, hvormed det er for sent at hoppe op og redde livet. Temperaturstigningen er sket så langsomt og gradvist, at frøen har vænnet sig til sit forandrede - og fatale, miljø. **Når grænser flyttes, og vi accepterer i dag, hvad vi fandt forrykt i går, så handler det om tilvænning.** Tænkt blot på hvad der sker, når vi **overvåges**, som jeg behandlede i min forrige [blogserie om digital, intelligent overvågning](https://ing.dk/blog/overvaagning-vores-tanker-krop-hvad-sker-overvaagning-3-231459) *Spørgsmålet er om vi kan - og skal - vænne os til, at folk omkring os eller måske endda vi selv udstyres med intelligent teknologi som her **Targeted Neuroplasticity Training** og tilsvarende?* ##Ny teknologi - ny art? I denne blogserie behandler vi den gradvise teknificering af mennesket, der banker på i dag og vil buldre løs i fremtiden. Vi undersøger, hvad der sker med os - som individer, samfundsborgere og art - hvis vi ved hjælp af augmenterende kunstig intelligent teknologi (KI) piller ved vore grundlæggende neurale og sansemæssige karakteristika.  *Og man får lyst til at spørge - dog uden at forvente et endegyldigt svar - om vores menneskeart undergå en evolution (efter 300.000 års dvale)?* **Vi fortsætter behandlingen nu ved at skue gennem de teknopsykologiske briller og forsøge at begribe hvilke konsekvenser det vil have for os, når vi tager teknologien *til* os. Og *på* os og *I* os, bogstavligt talt.** Teknologien står mere eller mindre klar; Hvis vi vil, så kan vi forbedre vores fysiske og kognitive egenskaber. Og måske endda vores følelsesmæssige.   I kender til det efterhånden udbredte [Robot Proces Automatisering ](https://www.teknologisk.dk/kurser/hvad-er-robotic-process-automation-rpa/40651), der typisk anvendes på vores arbejdspladser i vore arbejdscomputere, og som hjælper os med at automatisere arbejdsprocesser og behandle store mængder data. På samme vis bruger flere store virksomheder **kunstig intelligens-assistenter** til at assistere kundeservicemedarbejdere med at betjene kunder, finde mønstre i data og foreslå næste ’action’ der forhåbentligt giver øget kundetilfredshed og/eller salg. Derudover er softwarerobotter i stigende grad inddraget til at hjælpe os på den emotionelle front. Via digital **sentimentanalyse** af lydfiler, billeder og tekst hjælpes f.eks. ledere med at afgøre, hvilken emotionelle sindstilstande deres medarbejdere er i; har nogle brug for ekstra støtte, forandring, udfordring med videre. Det kan være et godt redskab, hvis man for eksempel opererer med distanceledelse og ikke ser sine medarbejdere i øjnene hver dag. Og så er der den teknologi der fungerer inden i og på os. Dén teknologi vi “smelter sammen med". ##Når opbygning bliver til optimering Lad os til starte med slå fast, at der er forskel på at ville **opbygge** noget der ikke fungerer, og så at ville **optimere** noget, der endnu fungerer. **Dog er opbygning og optimering ofte to sider af samme mønt, når teorien møder virkeligheden.** Mange teknologiske opfindelser udspringer af et opbyggeligt ønske om at ville genskabe livskvalitet for mennesker, hvis fysiske eller kognitive funktion er beskadiget efter ulykker eller sygdom. Det kan være i form af [biohybride implantater](https://onlinelibrary.wiley.com/doi/full/10.1002/adma.201903182), der skal få celler til at vokse frem på ny i det beskadigede centrale eller perifære nervesystem efter for eksempel epilepsi eller Parkinson.  Eller give personen med lammelse noget af førligheden tilbage ved hjælp af [elektrode-implantater](https://www.braingate.org/research-areas/movement-restoration/), der virker muskelstimulerende  - eller ved at få en [robotarm](https://robotics.sciencemag.org/content/3/20/eaat1228). Det kan også være hende, der har mistet synet ([Microsoft](https://www.microsoft.com/en-us/ai/seeing-ai)) eller hørelsen ([Widex](https://global.widex.com/en/blog/how-ai-powered-hearing-aids-help-you-hear-better)). Eller ham, der får at vide, at han inden længe vil miste sin stemme totalt på grund af for eksempel sygdommen ALS ([Lyrebird](https://www.descript.com/lyrebird-ai?source=lyrebird)).  Listen er efterhånden lang og ja; **opbyggelig**. Og så er der de mere “vovede”, kontroversielle og direkte ønsker om at kunne **optimere** allerede velfungerende egenskaber. At kunne skabe ekstra-ordinære mennesker. Cyborgs?  Særligt **Forsvaret** - det amerikanske - er som sagt progressive på udvikling af tilbehør til såvel fysisk som kognitiv optimering af mennesket. Det kræver en grundigere granskning og vil blive vores omdrejningspunkt næste gang. Jeg kan afsløre, at det kommer til at handle om **knivskarpt nattesyn, flyvende personlige spioner** og **tankeoverførsel**. ##Nyt væsen - nyt samfund Jeg tror, at optimering og dermed forandring af vores grundlæggende fysiologi, kognition og emotioner - vil bevirke forandring i måden, hvorpå vi forstår os selv og hinanden og ikke mindst, hvorpå vi er sammen. Altså en gennemgribende forandring af vores væsen og væren.  **Jeg tror, at vores grundlæggende egenskaber såsom empati, humor og retsfølelse vil ændre sig i takt med, at vi flytter grænsen for hvad vi fysisk og mentalt kan kapere. Og ikke bare flytter grænsen for, hvad Mennesket overordnet set kan kapere, men også øger afstanden MELLEM hvad vi hver især er i stand til.** *For hvordan vil det menneske, der indlærer ti gange hurtigere end andre og udholder dobbelt så meget fysisk pres - når hun ifører sig sit specialdesignede intelligente exoskelet - opfatte andre og ikke mindst behandle andre?* Jeg tror, at vi vil indrette vores samfund herunder vores lovgivning og etiske normer, noget anderledes. *Hvad tror I?* *Næste gang dykker vi længere ned i teknologiens dyb og menneskets ophav, og kommer forhåbentlig tættere et svar på, hvad den teknologiske optimering af mennesket har af konsekvenser for vores liv og velbefindende.*
    2 Kommentarer
  • Søren Tvilsted

    Kan en app redde dit syn?

    Det kan den måske ikke, men noget tyder på, at den kan gøre behandlingen af øjensygdommen AMD (aldersbetinget macula degeneration) væsentlig lettere. AMD rammer 20 procent af befolkningen over 60 år, og man bliver blind af sygdommen. I dag bruger øjenlægerne amslerkortet til at følge sygdommens udvikling - en metode brugt siden 2. Verdenskrig. Amslerkortet er streger på et stykke papir, som patienten kan hænge op på køleskabet og kigge på en gang om ugen for at se, om stregerne buer mere, eller om der er kommet sorte pletter på papiret. Som test er den ikke særlig præcis, og mange patienter har ifølge øjenlægerne svært ved at vurdere, om der er sket en udvikling i sygdommen. Buer stregerne nu lidt mere eller lidt mindre end sidst – det kan være svært at fornemme. Der er brug for noget bedre - derfor har Øjenafdelingen på Sjællands Universitetshospital sat et forskningsprojekt i gang, hvor de undersøger, om en app kan gøre det bedre end amslerkortet. [>>media:144605 | Her ses Amsler-kortet, som AMD-patienter får med hjem.] Appen, der testes, er en slags amslerkort tilsat digitalisering som gemmer resultaterne, så patienten og lægen har mulighed for at se med og vurdere udviklingen af sygdommen. Ved hjælp af appen skal patienten kigge på to prikker og sætte en tredje prik på linje med de to givne prikker. En patient med AMD vil sætte prikken, så linjen gennem de tre prikker ikke bliver lige, men i stedet buer. Det er det, AMD gør ved synet – at man ikke ”ser lige” og får pletter med synsnedsættelse fra midten af øjet og udefter, og at man med visse typer af sygdommen til sidst mister synet helt. Ud fra, hvor skævt patienten sætter den tredje prik, har øjenlægen mulighed for at vurdere udviklingen af sygdommen og tilpasse behandlingen. Projektet kører, og i skrivende stund er de deltagende AMD-patienter inddelt i to grupper: den ene gruppe skal bruge en app til at monitorere udviklingen af øjensygdommen, og den anden skal bruge amslerkortet. Efter et år skal de to grupper måles og sammenlignes. Først og fremmest skal det undersøges, hvilken af de to grupper, der har bedst syn. Med andre ord, ved hvilken patientgruppe formår lægerne mest effektivt at holde øjensygdommen i ave. Håbet er, at appen mere præcist opfanger eventuelle forværringer af patienternes syn, så de kan få den rigtige behandling i tide. Dernæst undersøger Øjenafdelingen også patienternes oplevelse af behandlingen, og det er med henblik på at give en større fornemmelse af tryghed ved, at man som patient kan vide sig sikker på, at lægerne også følger med i resultaterne af den regelmæssige synstest, man foretager i hjemmet, da de vil blive sendt direkte til øjenlægen. Antallet af AMD-patienter kommer til at stige i takt med, at vi lever længere. AMD skal opdages så tidligt som muligt, for at lægen har bedst mulighed for at begrænse sygdommens udvikling. Det syn, patienten allerede har tabt, kan ikke reddes. Derfor giver en app, som man kan downloade og teste sit syn med derhjemme, rigtig god mening, både ift. tidlig opsporing og ift. behandling. Og det er det, som teknologien her giver mulighed for. Derfor tester Øjenafdelingen også mere end én app for at finde en mulig løsning, og man håber, at en app på sigt kan diagnosticere AMD. Skal vi kigge på de gamle metoder og tilsætte digitalisering og teknologi? Findes det her også i din branche, eller har du måske endda selv oplevet et sygdomsforløb, som kan digitaliseres? Skriv gerne dine erfaringer nedenfor i kommentarfeltet. Macular Society har lavet en god video, som giver et indblik i, hvordan det er at have AMD, og hvordan sygdommen udvikler sig. [video: https://youtu.be/JfGlf_jlWeI]
  • Kaare Sandholt

    Kinas CO2 emission er kraftig reduceret som følge af coronavirussen

    Friske analyser af en række indikatorer for Kinas energi- og industriproduktion viser, at Kina er hårdt ramt af Coronavirussen, eller rettere af de foranstaltninger, der er sat i værk for at dæmme op for udbredelsen af virussen. Kulforbruget til kraftværkerne er de laveste de seneste fire år, olieraffinaderier har reduceret produktionen betydeligt, stålproduktion er på det laveste niveau i fem år og luftforureningen med NO2 er 36% mindre end niveauet sidste år. Det viser en [analyse fra Centre for research on Energy and Clean Air, bragt i CarbonBrief](https://www.carbonbrief.org/analysis-coronavirus-has-temporarily-reduced-chinas-co2-emissions-by-a-quarter?utm_campaign=Carbon%20Brief%20Daily%20Briefing&utm_medium=email&utm_source=Revue%20newsletter). Normalt er det tydeligt at aflæse den store årlige kinesiske nytårferie på indikatorerne, men stilstanden i ferieugen afløses ligeså normalt af stor aktivitet lige efter ferien. Bare ikke i år. Det ses tydeligt i nedenstående graf over det daglige kulforbrug hos seks af de store kraftproducenter i Kina. Grafen viser kulforbruget op til, under og efter det kinesiske nytår, og 2020 tendensen er, at ferie-effekten fortsætter, også efter den officielle ferie er slut. Analysen konkluderer på basis af de forskellige indikatorer, at reduktionerne i kul og olieforbruget giver en reduktion i CO2 emissionerne på 25% eller mere, sammenlignet med samme to-ugers periode i 2019. Spørgsmålet er, hvor længe denne effekt holder, og om det kan ses i de årlige statistikker, når 2020 er omme. Meget afhænger naturligvis af om og hvor hurtigt det lykkes at dæmme op for virus-udbredelsen. Men uanset de forskellige scenarier for dette, vil der ligge et betydeligt pres på den kinesiske regering for at få økonomien til at vokse igen. 2020 er et af nøgleårene for regeringens økonomiske politik, og en væsentlig svækkelse af den kinesiske økonomi vil være et alvorligt prestigetab for regeringen (China Daily har dagligt ledere om dette, i dag under overskriften "Economy set to fire on all cylinders again"). Derfor kan man forvente, at de forskellige økonomiske stimuli til at sætte gang i økonomien vil sætte gang i forbruget af kul og olie, måske også på et højere niveau end ellers. Det lavere kulforbrug til kraftværkerne er imidlertid også et klart krisetegn for de kulfyrede kraftværker i Kina. I forvejen er økonomien for en lang række kulkraftværker anstrengt, og manglende afsætning i en længere periode vil yderlige sætte sektoren under pres. Det kan betyde, at planlagte nye kulkraftværker udskydes eller opgives, men det kan også medføre økonomisk førstehjælp til kraftværkerne, som vil gøre det vanskelige at fortsætte den reduktion af kul til elproduktion, som ellers er i gang. Læs [analysen](https://www.carbonbrief.org/analysis-coronavirus-has-temporarily-reduced-chinas-co2-emissions-by-a-quarter?utm_campaign=Carbon%20Brief%20Daily%20Briefing&utm_medium=email&utm_source=Revue%20newsletter), den er interessant - også som lærestykke i hvordan man kan bruge offentligt tilgængelige indikatorer til korttidsanalyser for Kina.
    1 Kommentarer
  • Thomas Pedersen

    Elektrisk pumpe til Spica

    Kære læsere, Som I måske husker, så er vi engageret med et norsk firma, Orbital Machines, i et projekt omkring at lave en elektrisk pumpe til Spica og BPM100. Så vidt jeg lige ved er Rocket Labs’ Electron raket den eneste anden raket der benytter en sådan pumpe. Det vil altså gøre Spica til medlem af en ganske eksklusiv klub, hvis vi flyver med sådan en pumpe. Den elektriske pumpe er tiltænkt som en potentiel opgradering af Spica, den primære vej er stadig vores fordamper af flydende nitrogen. Orbital Machines har nu eksisteret i et års tid og er i fuld gang med at lave en prototype af deres pumpe som skal gennemgå en række hydrodynamiske test i Norge. For at finansiere deres videre arbejde, så afholdte de i sidste uge en investeringsrunde, hvor man kunne investere i firmaet. I den anledning var Jacob en tur i Trondheim for at fortælle de potentielle investorer hvad CS er for en størrelse. Det må siges at have været en stor succes idet de opnåede deres mål om finansiering for 200.000 €. Jacobs foredrag samt oplæg fra Orbital Machines kan ses i nedenstående video [video: https://www.youtube.com/watch?v=-uU2w2kyZiE] Ligeledes kan man se mere til Orbital Machines på [deres hjemmeside.](https://orbitalmachines.no/#home) Man vil blandt andet kunne se at CS har en plads i deres bestyrelse i form af Mads Wilson.
    1 Kommentarer
Sektioner