Ingeniøren Blogs
  • Louise Floor Frellsen

    Hvorhenne? Jeg vil da have patent i hele verden!

    Det er sjældent, at en kunde faktisk bruger de ord, men det er ikke helt unormalt, at de gerne vil have et ”Verdenspatent”. Men så nemt er det desværre ikke, for verdenspatenter findes ikke. Det har været lidt oppe at vende før, at vi ikke har et internationalt patentsystem, og at reglerne er forskellige i forskellige lande. Forskellene skal jeg nok tale mere om næste gang, men lad os først se på, hvordan man alligevel kan få et bredt patent. Nogle lande har ingen patenter Hvis man havde uendelige ressourcer og var tålmodig nok til at ansøge om patent i alle lande et af gang, ville man stadig ikke kunne få patent i hele verden, for der er nogle få lande, der intet patentsystem har. Der er i dag 9 lande, der ikke er interesserede i den slags: Eritrea, Maldiverne, Marshalløerne, Mikronesien, Myanmar, Palau, Sydsudan, Østtimor og Somalien. I resten af verden er det muligt at få patent af den ene eller anden art, nogle samarbejder i større eller mindre grad om systemer, der nogle gange ligner hinanden og nogle gange er overraskende forskellige. ”Verdenspatent” og PCT-systemet Når man let kan komme til at tro, at der alligevel findes et verdenspatent, er det ikke så sært, for man kan nemlig finde talrige ansøgninger med landekoden WO – og det er netop på såkaldte internationale ansøgninger. Selvom vi ikke kan blive enige om en fælles patentlov, har mange lande heldigvis alligevel kunnet lave nogle samarbejdsaftaler. Mest kendt er nok PCT-systemet baseret på the Patent Cooperation Treaty, hvor der i skrivende stund er 153 lande med. Med PCT-systemet kan man indledningsvist lægge billet ind på en opfindelse i alle landede i forbundet. Først efter 18 måneder er man så nødt til faktisk at beslutte, hvilke af medlemslandene, man endeligt vil søge om patentet i. En PCT-ansøgning – altså en ansøgning med WO-landekoden – kan ligge til baggrund for en senere patentansøgning, men kan ikke i sig selv blive godkendt. I modsætning til andre ansøgninger, der på et tidspunkt kan blive til patenter, holder PCT-ansøgninger bare døren åben for at få ansøgninger ind i medlemslandende, hvor det så senere vil blive vurderet, om der skal udstedet patent. Det gør, at man kan udskyde beslutningen om hvor og i mellemtiden finde ud af, hvor meget man vil satse på opfindelsen. En fælles vurdering PCT-ansøgninger holder dog ikke kun døren åben. I PCT-fasen får man også lavet en søgning på kendt teknik indenfor opfindelsens felt samt en indledende vurdering af patenterbarhed. Man indleverer altså sin ansøgning som en PCT-ansøgning til en patentmyndighed (det kunne for eksempel være på det Europæiske patentkontor EPO eller myndigheden i USA eller Japan), hvorefter de laver søgningen og en vurdering. Man kan godt rette til og argumentere i denne fase, ligesom hvis man indleverer en normal ansøgning og på den måde forhåbentligt komme tættere på en positiv anbefaling, men det er ikke et krav, at man gør det i løbet af PCT-fasen. Vurderingen, der bliver lavet i PCT-fasen er kun en anbefaling og er altså ikke bindende. Den bliver til gengæld sendt videre til alle de lande, man sidenhen søger et patent i, så det kan stadig godt få indflydelse på hvor nemt eller svært det bliver at få et patent. Det er dog med forskel, hvor tungt de forskellige patentkontorer vægter anbefalingen. Søgningen og anbefalingen hjælper også ansøgeren i at lave en strategisk plan. Hvis der bliver fundet mange ting, der minder om opfindelsen, kan det for eksempel være bedre at lade ansøgningen falde med det samme, frem for at skulle have ansøgt i en masse forskellige lande for at få at vide fra dem alle sammen, at den altså ikke går. Det giver også tid til at undersøge markederne og finde ud af, hvor i verden det egentlig er relevant at få et patent. Verdenskort fra wiki-commons farvelagt efter patentsamarbejder. Lilla lande er med i PCT-systemet, orange lande er ikke med i PCT, men følger Pariskonventionen, grå lande er ikke med i nogen af samarbejderne, og de grøntfarvede lande har intet patentsystem. Illustration: Wikicommons, tilrettet Prioritet og reservering af patentmuligheden Den første internationale aftale om patentsamarbejde, hvor man med en ansøgning kunne reservere retten i flere lande skete med the Paris Convention tilbage i 1883. På det tidspunkt var det utroligt svært at sikre sig, at man indleverede sin ansøgning samtidig i flere lande, og dermed ikke risikerede at spænde ben for sig selv. Breve sendt over lange distancer kunne tage måneder om at komme frem, og derfor fik man oprettet det fælles prioritetssystem. Med det kan man indlevere sin ansøgning først i et enkelt land og så reservere indleveringsdatoen, for sidenhen at indlevere i andre lande og referere tilbage til den første dato. Prioriteten strækker sig i et år, fordi man trods alt burde have haft muligheden for at få indleveret alle sine ansøgninger indenfor den tidsramme. Prioritetssystemet kan kombineres med PCT-systemet, så man samlet set kan få 2½ år, før man endelig skal have lagt sig fast på, hvor i verden man egentlig vil ansøge. Nu om stunder er det selvfølgelig meget nemmere at indlevere i flere lande samtidig, fordi det kan gøres elektronisk, men vi har stadig prioritetssystemet. Det er dels en sikkerhed i tilfælde af, at der er bøvl med internetforbindelsen, og dels bliver det i dag brugt til at sikre den overordnede idé, imens der videreudvikles og bekræftes, at den virker som forventet. Pariskonventionen tilbyder ikke en samlet vurdering eller søgning, blot muligheden for at sikre den første dato som en ansøgning indleveres på. Til gengæld er der hele 177 lande, der er med i den aftale, så den har større rækkevidde. Man skal dog være opmærksom på, at man ikke kan få prioritet for mere end den oprindelige idé. Hvis man får en god idé og så finder ud af, at man kunne tilføje noget til den, kan det godt lade sig gøre at lave en ny ansøgning på baggrund af prioriteten, men alt hvad der er nyt, får sin beskyttelse fra den dag, hvor det er blevet tilføjet til ansøgningen. Hvad synes I, burde man kunne tage et samlet patent verden over, eller er det bedre at holde sig til de mindre samarbejder?
    4 Kommentarer
  • Søren Tvilsted

    Opfordring til de nye studerende: Husk at komme i praktik

    I nat fik de mange håbefulde ansøgere svar på, om de er kommet ind på deres drømmeuddannelse. Mit råd til dem er: husk at komme i praktik i løbet af jeres uddannelse. Og gerne på min arbejdsplads. Når jeg møder på kontoret om morgenen, har jeg fornøjelsen af at hilse på en masse dygtige kolleger, og blandt dem er der i reglen også en praktikant. I løbet af det sidste år har vi i min afdeling i staben på Sjællands Universitetshospital haft tre praktikanter, som har været ansat fra tre til seks måneder, alt efter hvad de studerer. Og lad mig sige det med det samme – der er plads til de fleste faggrupper på et hospital, ikke kun dem, man normalt kategoriserer som ”varme hænder”. Vores tre praktikanter har været studerende på så forskellige studier som laboratorieteknologi, multimediedesign og litteraturvidenskab, og fælles for dem er, at de har kunnet gøre rigtig god brug af deres faglighed, samtidig med at de har fået et solidt indblik i innovation og forskning på sundhedsområdet. De har naturligvis også lært sundhedsvæsenet at kende, og den erfaring tager de med sig som god bagage, når de er færdige med studiet og søger arbejde. Fordele ved et praktikforløb Der er mange positive ting at fremhæve ved et praktikforløb, og jeg vil tillade mig at nævne et par enkelte. En studerende i praktik hos os – og på landets andre hospitaler – kommer til at omsætte sin viden til praksis. Vores tidligere praktikant og nuværende studentermedhjælper studerer laboratorieteknologi, og hun er i gang med at teste brugervenligheden af et blodprøveapparat, som indgår i et studie om, at kræftpatienter skal kunne tage blodprøver hjemme hos sig selv. Det skrev jeg om her. En anden praktikant fra litteraturvidenskab har brugt sin erfaring med at organisere events til at formidle forskningen på hospitalet kreativt og visuelt. Til gengæld bringer praktikanterne et frisk pust og nyt syn på sagerne med sig. Og især for ingeniørstuderende er der gode muligheder for at afprøve sin nyerhvervede viden af i praksis – man kan være med til at teste nye løsninger, optimere komplicerede processer og bidrage til at forbedre eksisterende løsninger. Praktikparadis? Men med alt det positive jeg fremhæver, så må vi da vælte os i potentielle praktikanter, som står i alenlange køer for at få den eftertragtede praktikplads? Nej. Sådan er det desværre ikke, og jeg tror, der er plads til forbedring fra vores side. Vi har for eksempel endnu ikke haft en henvendelse fra en ingeniørstuderende, selvom vi som afdelinger beskæftiger os med innovation og nye teknologiske løsninger. Måske kunne vi blive bedre til at understrege, at der er rigtig gode muligheder for at skrive bachelorprojekt eller speciale hos os. Hvad fokuserer de kommende praktikanter på, når de vælger praktiksted? Er det arbejdspladsens ry opbygget gennem mange år, god markedsføring eller arbejdspladsens relationer til studiestedet? Hvordan formidler I, at jeres arbejdsplads er et praktikparadis? Vores mål er ikke at få kørt flest mulig praktikanter igennem bare for at kunne bryste os af at være en arbejdsplads, der er populær blandt praktikanterne, men at få flere praktikanter af samme kaliber som dem, vi hidtil har haft – og hvis de ikke kommer til os i Køge, så forhåbentlig til et af landets andre hospitaler. For den viden og erfaring, vores praktikanter tager med sig, er guld værd, ikke kun for dem selv, men for samfundet som helhed.
    4 Kommentarer
  • Louise Floor Frellsen

    Sommerafkøling

    Der går rygter om, at sommervarmen godt kunne være på vej tilbage til Danmark. Det er jo dejligt, men det er også vigtigt at holde sig kølig, når man er ude og nyde solen. Vi har ikke rigtig tradition for aircondition heromkring, men der er heldigvis masser af opfindere, der har kastet sig over at holde hovedet koldt , så man kan tænke videre, når solen skinner. Lige præcis at holde hovedet koldt kan man for eksempel gøre med den hat Hellwig Prévôt opfandt tilbage i 1871. Den er nemlig lavet sådan så man kan have isterninger oppe i hatten. Der er tænkt på det hele, f.eks. er der gummi i bunden af isbeholderen, så man ikke bliver våd efterhånden som isen smelter. Patentet er for resten også et skønt eksempel på hvordan ansøgningerne var noget kortere før i tiden, hvor der var færre andre patenter og et mindre marked af andre dimser man skulle sikre sig ikke at overlappe med – foruden figurerne er hele teksten under en side lang. Fig. 1 fra US115894A gengivet fra patentdatabasen Espacenet. Illustration: Hellwig Prévôt Hvis man nu man alligevel ikke har lyst til at gå rundt med en smeltet skål vand på hovedet kan man bruge luftkøling i stedet for, det findes der en række forskellige varianter af, for eksempel dette Personal cooling apparatus and method som J.A. Crabtree og M. Siman-Tov har opfundet. Her er der lavet en trøje med kanaler i som man kan have på sammen med et bælte, der har batterier og en propel, der sørger for at man kan få luftgennemstrømning i kanalerne og altid have en mild brise med sig. Fig. 1 fra US6257011B1 gengivet fra patentdatabsen Espacenet. Illustration: J.A. Crabtree og M. Siman-Tov Hvordan holder I jer kølige ude i sommerlandet?
  • Julie-Astrid Galsgaard

    AI læser med og prædikterer sygdomme, HRC #2

    Når mennesker skal arbejde sammen med maskiner - altså samarbejde - da kræver det revision og re-aktion af gænge arbejdspraksisser og altså ledelse af hele organisationen. Feltet kaldes Human-Robot-Collaboration (HRC), men hvorvidt der er tale om et reelt 'samarbejde' her - det skal vi blive klogere på nu. Vi skal denne gang kigge nærmere på et par eksempler på implementering af AI-software i essentielle funktioner i sundhedsvæsenet. Det næste spørgsmål, som HRC i forbindelse med implementering af AI-teknologi på arbejdspladsen er, om medarbejderens færdigheder blive overflødiggjort eller forlænget. Erstattet eller augmenteret? Måske er det både/og. AI læser med og prædikterer sygdomme Vi ser spændende og opbyggelige eksempler på hvordan AIs kapacitet virker som en hjælp i sundhedsvæsenet. Inden for radiologi, patologi og dermatologi søger man at få AI-software til at assistere i at forudsige udvikling af sygdomstilfælde. (Pesapane & Sardanelli, 2018; Sauraub & Topol, 2016). Herhjemme er man på Røntgenafdelingerne i hovedstadsområdet ved at søsætte implementering af AI-softwaren RBknee (fra danske Radiobotics), der skal assistere radiologerne med at identificere slidgigt i knæ ud fra scanningsbilleder. (RadioBoticsog Bispebjerg hospital). RBknee giver sit bud på sandsynlighed for udvikling af slidgigt i knæet i procenter, og radiologen skal bruge denne analyse i sin samlet vurdering. Det billedemateriale RBknee “fodres” med er kendt af radiologerne hvilket i en vis udstrækning eliminerer risikoen for, at RBknee blot er endnu en ‘blackbox-algoritme’, hvis grundlag for analyse er totalt uigennemskueligt. AI lytter med og guider i førstehjælp Et andet eksempel på inddragelse af AI til at løse opgaver er i Region Hovedstadens Akutberedskab. Er du så uheldig at du må ringe 112, så kommer du igennem til en dygtig vagt OG til en såkaldt ‘kunstig intelligent personlig assistent’. Denne AI-assistent er et stykke software i vagtens computer eller i en dims på bordet, der kan “lytte” med i din og vagtens samtale og på den baggrund hjælpe vagten i at holde styr på alle dine oplysninger og hjælpe dig på rette vej. Softwaren (fra danske Corti) kan lære at opfange symptomer på hjerteanfald over telefonen og assistere vagten i rådgivning af den nødlidende. For nuværende kan personalet fange 84 procent af de registrerede hjerteanfald når Corti hjælper til, modsat 75 procent uden. (kilde på studie). Men er der overhovedet tale om et samarbejde mellem medarbejderen og teknologien her? Aktion/reaktion vs Interaktion Det synes tydeligt, at AI bidrager til at løse opgaver bedre og hurtigere. Men et klassisk samarbejde med indbyrdes udveksling af viden og handlinger - mener jeg ikke, at der er tale om her. Derimod er der tale om en form for vidensformidling i en ét leds aktion/reaktions-kæde. I første omgang "fodrer" medarbejderen eller AI-programmøren maskinen med data. Og i næste omgang "spytter" maskinen den nu bearbejdede data ud til medarbejderen. Fra mit perspektiv, skal der forløbe en mere vedvarende og dynamisk interaktion bestående af en informations-feedback-loop mellem maskinen og medarbejderen for, at det kan forsvares at tale om et regulært 'samarbejde'. Men hvordan kommer vi dertil? Indsigt i og ærlighed omkring egne begrænsninger Forestil jer, at den AI-software I normalt modtog meldinger i procenter eller præprogrammeret løsningsforslag fra, pludselig begyndte at stille jer spørgsmål eller blot udtrykke tvivl og bede om hjælp Det kunne dreje sig om, at maskinen registrerer, at den mangler data for at kunne vurdere noget på validt grundlag eller behøver data indhentet fra fx. kameraer eller taktile sensorer for at kunne få et bedre billede at fx. sygdomsrisikoen. Ellers behov for mere data om sociale eller psykologiske forhold for at kunne vejlede bedst muligt. Netop registrering af folks psykologiske stemning i rådgivningssituationer (og ved salg af diverse varer!), prøver man allerede kræfter med i det der hedder* sentimentanalyse* (fx. Salesforce Einstein Sentiment Analysis). Teknologien er der egentlig, men desværre vægtes det ikke så højt blandt AI-udbyderne. Maskinlæringsalgoritmer giver deres vurderinger som sandsynligheder, men det er langt fra altid, at disse høje som lave sandsynligheder præsenteres for brugeren, og maskinlæringsalgoritmer kan også tage fundamentalt fejl i deres sandsynlighedsvurdering i særligt uheldige situationer. Behovet for interaktion og derfor behov for kommunikation bliver tydeligt ved de førerløse biler. De bliver ind i mellem i ""tvivl" om, hvad det egentlig er de ’ser’ foran sig. Vi er vant til at teknologi bare løser problemerne for os uden et behov for mere avanceret interaktion. Vi behøver ikke kunne tale med bilens speedometer, for det er rimeligt åbenlyst om det virker eller ej, og det ændrer sig ikke om vi kører i byen eller på motorvej. Men når bilens teknologi er baseret på AI og bliver så avanceret at den styrer hele bilen, så begynder den også at være så avanceret at den kan have nogen af de samme udfordringer som en menneskelig chauffør: Trafikale situationer der kan være svære at gennemskue, situationer hvor det ikke er klart hvad der er det bedste at gøre, situationer hvor man overser noget, begår fejl eller bliver usikker. Det kræver altså samarbejde, at få de førerløse biler til at være pålidelige og i sidste ende sikre for os at anvende. Udviklere af AI bør være ærlige og tydelige om deres teknologis fejlbarlighed. Det er faktisk ganske menneskeligt. Det giver sig selv, at samarbejdet mellem mennesket og bilen, vil blive mere vellykket hvis bilens - og menneskets - svagheder og usikkerheder lægger åbent frem. Præcist som det gælder i rent menneskelige samarbejdsrelationer. Og dette gælder ikke kun i samarbejde med førerløse biler, men også som her fremhævede eksempler på AI i sundhedsvæsenet, som er så avanceret, at den selvstændigt træffer beslutninger under forskelligartede omstændigheder, og hvor omstændigheder og beslutninger hverken er helt forudsigelige eller 100 procent fejlfri. Vi skal have AI, der kan evner at indse egne begrænsninger og som kan kommunikere dette til medarbejderen eller brugere og derved indhente data/viden. Og vi skal fra at AI og medarbejderens "samarbejde" består af aktion/reaktion på hinanden og hen til, at de foretager en regulær interaktion. Begge forandringer kræver, at AI besidder funktioner, der kan sidestilles med dele af menneskets essentielle sociale færdigheder. Et godt samarbejde bygger på tillid Vi mennesker behøver en vis grad af tillid, hvis vi skal indlade os på videre interaktion med nogen eller noget. Og hvordan vi gør maskinerne tillidsvækkende og ikke tillids-svækkende for fagpersonerne rundt omkring på forskellige arbejdspladser, er hvad vi skal kigge nærmere på næste gang. Jeg kan afsløre, at vi skal vi omkring - eller snarere genbesøge (læs mine blogs At puste liv i maskiner og State of the Art på humanoide robotter) hvordan vores menneskelige sociale færdigheder som dét at kunne sætte sig i andre sted, det at kunne mentalisere, forsøges efterlignet i softwaren. Og skal vi udfolde et ældgammelt trick kaldet antropomorficering, som det hedder i psykologien, når man tillægger dyr, planter og ting menneskelige egenskaber. On going debat om erstatning vs augmentering - det kræver ledelsesmæssig greb I de her fremhøvede eksempler fra sundhedsvæsenet er det tydeligt at AI gør medarbejderne bedre og/eller hurtigere til deres job. Men der er stadig stor bekymring for at miste sit job og sin faglige anseelse eller få omkalfatret sin fagidentitet - og tildels med god grund - rundt omkring på arbejdspladserne. (Pesapane et al., 2018; Sauraub & Topol, 2016). Diskussionen om hvorvidt maskinerne tager vores jobs eller gøre os bedre til at udføre dem, kalder på en nuanceret granskning. Det afhænger blandt andet af hvilken software, jobfunktion og hvilken ledelsesmæssig strategi der lægges. Nogle jobfunktioner bør overtages af AI. Don Norman, der er tidligere vice-præcident i techgiganten Apple kalder disse job for 'the dull, dirty and dangerous tasks'. Og argumenterer for at øvrige jobs, der kræver menneskelig kreativitet, samarbejde og organisering skal holdes på menneskehænder eller endnu bedre; foregå i et samarbejde mellem mennesket og maskinen og altså ved gensidig augmentering af vore kapaciteter. Vi fortsætter granskningen næste gang. Tak for at læse med. VH Julie-Astrid
    13 Kommentarer
  • Bjørn Godske

    MG: Vi tester Danmarks første kinesiske elbil

    Illustration: Bjørn Godske OK, overskriften på denne blog giver anledning til en hel række spørgsmål, som jeg vil forsøge at besvare i rækkefølge: Lad os tage navnet først: Jo, det er faktisk det gamle britiske brand MG (Morris Garages), der er tale om. Men før det havnede på kinesiske hænder, har det gået så grueligt meget igennem. Ejerskabet har siden starten i 1924 været i hænderne på British Motor Corporation, British Leyland Motor og Rover Group for til sidst at ende hos Nanjing Automobile Group, som i 2007 blev til SAIC Motors, der er i dag er Kinas største bilproducent med mærker som Maxus og Roewe. Det er altså SAIC Motors, som ejer både navn og logo. Jeg må indrømme, at jeg falder lidt for dette. Hvis bilen havde heddet Roewe, så var den straks blevet identificeret som kinesisk. Men bare det at se det kendte logo fra MG-dagene (og en af min barndoms drømmebiler), gør mig - hvilket er fuldstændig irrationelt - lidt tryg. Så vi har altså fat i en kinesisk bil. At vi skulle vænne os til kinesiske biler, har længe været på trapperne. “Kineserne kommer”, har det lydt i branchen. Hver gang er det dog blevet ved snakken. Ofte fordi kinesiske biler ikke har været i stand til at leve op til europæiske sikkerhedsstandarder. Men det er altså slut nu - “kineserne er her”. Ja, det er en elbil, hvilket egentlig ikke kan overraske. I Kina blev der i 2018 solgt cirka 23 mio. biler, hvoraf over én mio. var elbiler. Der skulle efter sigende være mere end 400 forskellige elbilproducenter at vælge imellem. Det sidste i overskriften er “Danmark”. Den nye MG ZS EV, som den retteligt hedder, importeres af Nellemann og kan købes online og fire fysiske steder (Aarhus, Valby, Odense og Roskilde), hvor der i forvejen sælges biler fra Kia. Motorbloggen fik i sidste uge mulighed for at køre et par dage i en MG ZS EV i den laveste af de to udstyrsvarianter, som bliver importeret. Lad os bare slå fast, at den er langsom, kedelig og billig - men det behøver ikke at være den dårlig ting. Vi tager det i rækkefølge: Den er langsom, fordi den ikke har de vilde accelerationer, som mange elbiler gerne vil vise sig frem med. I MG får du 0-100 km/t på 8,2 sekunder (stadig pænt i forhold til mange benzinbiler) og en tophastighed på 140 km/t. Vigtigere end 0-100-sprinten, så føles mellemaccelerationerne som virkelig gode, og en lynhurtig overhaling på motorvej med 90 km/t som udgangspunkt er intet problem. At tophastigheden er begrænset til 140 km/t giver også rigtig god mening. For det første er udformningen af modellen (høj og smal) ikke særlig egnet til at køre hurtigere og så er der det indlysende, at rækkevidden suges ud af batterierne ved høje hastigheder. Og når vi nu er ved rækkevidden, så ligger den officielt på 263 km. Det er ikke meget, også når man tænker på, at batteriet er på 44,5 kWh. Til sammenligning regner Hyundia Kona med at kunne trække 289 km ud af et batteri på 38,3 kWh. Opladningen kan ske enten via en AC på 7,2 kW (7,5 time) eller via DC på 80 kW (0-80 procent på 40 min.). Og ja, den er kedelig - både at se på og køre i. Men misforstå mig ikke; den gør alt det, den skal, virkelig godt. MG’en er rummelig, materialer og finish er fuldt ud tilfredsstillende, og instrumenteringen lader ikke meget tilbage at ønske - det skulle da lige være et klimaanlæg og et bakkamera, som burde være standard på alle nye biler. For at få et bakkamera skal man op i versionen til 250.000 kroner, hvor der så også følger 17” alufælge, elektrisk foldbare sidespejle, regnsensor, varme i forsæder og panorama-glassoltag med. Sikkerheden skulle også være i orden med fem stjerner fra NCAP. Så hvordan er den at køre i? Igen - ikke nogen store overraskelser der. Landevej, motorvej, i byen - det hele foregår udramatisk og med et behageligt overskud. Personligt synes jeg, at den er lidt blød i affjedringen, men det er nok et kompromis i forhold til andre markeder, hvor den bliver introduceret. Gearvælgeren en en stor drejeknap i midterkonsollen, og infotaintment-anlægget har alt det nødvendige, inklusive DAB-radio og Apple Carplay. Regenerering af bremseenergi kan sættes i tre forskellige indstillinger, og ved den kraftigste kan bilen køres som “one-pedal-drive” i stil med det, som Nissan Leaf har indført. Det fungerer overraskende godt. Men der hvor MG ZS EV virkelig skiller sig ud, er på på prisen. For den model, vi havde til låns, ligger prisen på 220.000 kroner. Garantien ser også ud til at være tilfredsstillende med 5 år på bilen og 8 år på selve batteriet, begge for 150.000 km. Du kan få en billigere elbil i Danmark, hvis det er muligt at få fingrene i en e-Up, men der er vi ned i en mikrobil uden de store finesser. En bil i samme størrelse som MG ville være Kia e-Niro (280.000 kroner) eller Hyundai Kona (250.000 kroner). Derfor er konklusionen, at med MG ZS EV får man virkelig meget bil for pengene. At det så samtidig er en elbil, gør ikke regnestykket dårligere. Eneste rigtige anke vil være det evindelige kompromis, nemlig rækkevidden: 263 km er fuldt tilstrækkelig til daglig pendling og småture, men hvis der skal køres længere, så bliver man ladestander-afhængig. Illustration: Bjørn Godske Illustration: Bjørn Godske
    75 Kommentarer
  • Thomas Damkjær Petersen

    Lod regeringen fakta tale?

    I dag fylder regeringen et år. Inden nogen vidste om statsministeren skulle hedde Lars eller Mette lod vi fakta tale på seks områder, der er vigtige for IDAs medlemmer. Budskabet blev blandt andre spredt af sanger og videnskabsmand, Johan Olsen i en video, der blev set mere end 600.000 gange på SoMe. Men lyttede politikerne? Kampagnen var en anledning til at pege på IDAs seks mærkesager, der alle tager udgangspunkt i netop det: Håndfast og veldokumenteret fakta. Men hvor står vi så i dag; har det tekniske og naturvidenskabelige Danmark noget at glæde sig over? Danmark har fået en klimalov, men mangler en klimaplan: Valget blev et klimavalg, og vi har fået en klimalov. Men Danmark mangler stadig en klimaplan. Klimaloven sætter ambitionerne højt, men vejen derhen er stadig usikker. Selv om processen er i fuld gang og folketingets partier har lavet de første klimaaftaler om affald, bygninger, industri og energi, så er der stadig et stykke vej til, at vi har en klimaplan for Danmark. Vi mangler at se udspil fra regeringen og en plan for de store klimatunge områder, transporten og landbruget. Skulle de mangle inspiration til transportområdet kunne de nærlæse IDAs klimasvar, som er en realistisk plan for, hvordan vi kan nå de 70 % reduktion. Uddannelse er en investering: Uddannelse er vigtigt for samfundet, og her kom regeringen godt fra start, men ikke helt i mål. Regeringen afskaffede med sin første finanslovsaftale med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet omprioriteringsbidraget på uddannelse. Uddannelserne skal ikke længere spare hvert år, men mange års besparelser har efterladt et hul i pengekassen, som skal dækkes, hvis det ikke skal gå ud over kvaliteten. Det er helt afgørende for, at uddannelse fortsat giver høj værdi tilbage til samfundet. Desuden stemte samtlige partier, undtagen Venstre og Konservative, for at fjerne uddannelsesloftet i december 2019. Det var en ordning, IDA længe havde kæmpet imod. Forskning skaber velstand: Det er gået en smule i den rigtige retning i forhold til Danmarks prioritering af teknisk videnskab. Heldigvis da, for det er noget, vi har savnet længe. I 2014 brugte vi 15% af de offentlige forskningsomkostninger på teknisk videnskab og i 2018 var vi oppe på 18%. I 2020 budgetterede staten med at bruge 24,2 mia. kr. på offentlig forskning i Danmark. Det er rekordmange penge, men det er dog et fald, når man ser det i forhold til BNP. Så indtil videre er der grund til at være tilfreds, men vi holder øje med om bevillingerne falder igen, når BNP falder med Corona-krisen. Dårligt arbejdsmiljø gør os syge: Corona-situationen har kun gjort det endnu vigtigere, at vi holder øje med det psykiske arbejdsmiljø. Vi har ikke set relevante fremskridt på stressområdet og arbejder fortsat for: At stress anerkendes som en erhvervssygdom At flere ledere uddannes i forebyggelse og håndtering af stress At de danske arbejdspladser sætter forebyggelse og håndtering af det psykiske arbejdsmiljø og stress højt på dagsordenen. Højtuddannet, udenlandsk arbejdskraft gør os rigere: Politikerne har åbnet op for en lettere adgang for visse typer faglært arbejdskraft uden for EU til det danske arbejdsmarked. Adgangen vil, udover dokumenteret stor efterspørgsel, være betinget af at arbejdsgiver f.eks. har opfyldt sin lærlingekvote og at jobbet slås op. Det er positivt, men der er desværre ikke taget politiske initiativer i forhold til højtuddannede specialister. Det gode er, at Danmark har opnået et bedre ”brand” - Expat Study 2020 viser, at udenlandske videnarbejdere siden Expat Study 2014 i stigende grad har fået øjnene op for den gode ”work-life-balance” og indkomstsikkerhed, som det danske arbejdsmarked kan tilbyde. Regeringen skal dog ikke have rosen for den forbedring; Her spejder vi stadig forgæves efter bedre muligheder for at få dækket efterspørgslen på den specialiserede arbejdskraft som kan sikre danske virksomheders konkurrencekraft. Dine private mobildata bliver logget: Reglerne er ikke blevet ændret og teleselskaberne tvinges stadig til at logge danskernes mobildata. Opmærksomheden fra offentligheden er dog ikke blevet mindre. Da SSI under corona-pandemiens begyndelse meldte ud, at de ville indsamle data over danskernes bevægelsesmønstre, skabte det protest – ikke mindst fra Teleindustrien, der insisterede på at tjekke, om det overhovedet var lovligt. Ønsket om at udarbejde en app, der kunne hjælpe til at bekæmpe corona i Danmark har generelt sat fokus på overvågning igen, og det viste sig hurtigt, at der ikke var politisk opbakning til at overvåge og indsamle oplysninger om danskerne, selv under en pandemi. Reaktionerne på corona-app’en viser, at der sker en grundlæggende ændring i den politiske holdning til overvågning, og vi fortsætter arbejdet for at logningsreglerne tages op til revision snarest muligt. Folketinget er nu gået på sommerferie, men corona-situationen har udskudt en række afgørende beslutninger, så Folketingets medlemmer kan se frem til et travlt efterår. Vi er med dem hele vejen for at minde dem om, at de skal lade fakta tale.
    5 Kommentarer
  • Henrik Beha Pedersen

    Opvask forude!

    - regeringen øger det cirkulære incitament Sagt kort; målet er at alle ressourcer genbruges og genanvendes. Idealet på det emballageaffald, der lige nu hærger vores natur er, at alt er værdisat og vaskes op - produkter systematisk designet til at blive indsamlet og genbrugt i lukkede systemer – og hvis emballagen ikke kan det, bør den re-designes. På den måde driver vi affaldet væk fra naturen, fra havet og det er det mest energieffektive. Hvor langt er vi så? Med regeringens seneste klimaplan på affald, kommenteret i Politiken, er vi kommet et markant skridt nærmere en løsning vi kan stå på mål for, men der er stadig brug for radikal nytænkning, så vi kommer far affaldshåndtering til affaldsforebyggelse. Incitamentet til at genbruge og særligt genanvende vores affald står styrket (mange kløjs i forskellen på genbrug og genanvendelse, hvor genbrug symboliseres ved to pile fordi produkter bruges igen og igen, måske efter reparation eller opvask, modsat genanvendelsen der symboliseres med tre pile fordi vejen er længere, og mere energikrævende, når produkter skal nedbrydes og smeltes om, før grundmaterialet igen formes til nye produkter). Ja, undskyld til alle jer kendere, men vi hører hele tiden, at det må komme ud på ét . Incitamentet er styrket markant de sidste par år og det startede i Kina. Landets beslutning om ikke længere at modtage halvdelen af verdens plastikaffald har rystet en verden af affald og markedet for genanvendelse. Nu sideforskyder affaldet til andre lande i Asien og Afrika og derfor er det nu vi skal tage affaldet hjem og selv finde løsninger. Her kom regeringen så på banen med klimahandlingsplanen der eksplicit bestemmer, at Danmark i EU skal arbejde for, at vi ikke skal eksportere affald ud af EU. Så langt, så godt. -regeringen øger det cirkulære incitament Næste skridt mod et øget incitament starter i Køge. Et dunkelt kapitel. Hvis UK ikke kan eksportere til Kina eller ud af EU, så er det godt at Danmark vil brænde affaldet af. Last efter last med engelske bleer blandt alt muligt andet brændbart affald, lander på havnen i Køge for at køre til Roskilde, eller andre anlæg der futter olien af, for plastik er jo ret beset olie der smører godt i forbrændingen. Den danske overkapacitet på forbrænding leder til højt dansk CO2 udslip – og minimerer incitamentet for at finde løsninger lokalt og nationalt. Med klimahandlingsplanen i hånden har vi nu lovgivning på vej for, at den danske overkapacitet skal lukkes ned. Senest om et halvt år skal kommunerne levere en udfasningsplan. Ja, mere end det. Danmark skal ud af forbrændingen, med et erklæret mål om at indsamle 80% af affaldet i 2030. Med andre ord så lukker vi nu ned for alle smutvejene, væk fra at vi bliver tvunget til at se på vores eget skidt og ragelse. Så langt, så rigtig godt. Vi er i gang med at lukke for hanen af plastik der fosser ud i naturen og ultimativt verdenshavene, men og det er et stort men; indsamling er ikke det samme som genanvendelse. Dårligt designede produkter vil betyde at meget plastik stadig ikke kan genanvendes og før der er standarder for antallet af plastiktyper, den kemi der indgår, design så materialer som pap og plastik ikke sammenblandes med mere på plads, så kommer vi ikke i mål og her er der langt igen. Vores anke og grunden til at vi kalder dette en del-sejr og ikke kan få hænderne helt i vejret er, at trykket lægges på genanvendelsen i klimahandlingsplanen, ikke genbrug og reduktion. EU's affaldshieraki guider os ellers meget tydeligt. De største gevinster hentes, når vi reducerer vores markant voksende forbrug. Her er EU heldigvis på vej med reduktionsmål, som regeringen peger på at vi skal sætte vores lid til og så mangler der mål for genbrugsgraden af for eksempel emballager. Her går Frankrig og Rumænien forrest. I Rumænien skal graden af genbrug øges med 5% årligt frem til 2025. Det vil sætte landet i en førerposition på at udvikle de mest klimaeffektive systemer til at håndtere ressourcerne i fremtiden – mål som Danmark bør se med stor interesse på og forfølge, hvis vi vil i superligaen og ikke hænge fast i primært at tænke genanvendelse. Produkter designet til genbrug vil i højere grad forblive i lukkede systemer med højt incitament, fordi de vil være af højere kvalitet. Robuste produkter der kan indsamles og vaskes op vil have så høj værdi, at de ikke som dagens Haribo og chipsposer ender i naturen. Hvad enten de kommer som box løsning eller andet opvaskbart design. Kalder broen; opvask forude!
    19 Kommentarer
  • Michael Søgaard Jørgensen

    En affaldsaftale med mere fokus på affaldshåndtering end affaldsforebyggelse

    Knapt var der 16. juni 2020 indgået en aftale om affaldssektoren ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi” før diskussionerne om aftalens indhold og implementering (heldigvis) fortsatte. Bl.a. om det vil være muligt i løbet af et halvt år at udvikle en plan for reduktion af kapaciteten for affaldsforbrænding og om aftalens beskedne ambitioner i forhold til cirkulær økonomi som følge af aftalens primære fokus på affaldssortering i modsætning til affaldsforebyggelse. Set i et cirkulær perspektiv ser jeg to store problemer i aftalen og de forståelser den bygger på: Aftalen har begrænset fokus på årsagerne til at affald opstår og på mulighederne for at forebygge affald Aftalen bygger på en simpel forståelse af selskabers konkurrence på markeder som den optimale strategi og anerkender ikke offentlig innovation I det følgende diskuteres disse to grundlæggende problemer ved aftalen og nogle af de udfordringer for cirkulær økonomi, som bør håndteres i konkretiseringen og implementeringen af affaldsaftalen. Aftalen har begrænset fokus på affaldsforebyggelse På en af de første sider i aftalen formuleres aftalens intentioner: ”Affaldsproduktion og forbrænding af affald er spild af klodens ressourcer, og natur, miljø og klima belastes. Vi er derfor nødt til at reducere mængderne af affald og bruge vores ressourcer klogere, smartere og mere ansvarligt.” Den intention er der nok ikke mange, der kan være uenig i. Diskussionerne har gået på HVORDAN dette skal opnås. Affald som ressource eller som tabt ressource? Selvom aftalen har en fin intention, så er den for simpel i sin formulering af problemet, som skal adresseres ved primært at se på affald som en ressource: ”Heldigvis er affald gået fra at være et problem til at være en værdifuld ressource, som virksomheder i hele Europa efterspørger for at genanvende det i nye produkter.” Jo, affald KAN være en ressource, men det er mere vigtigt at se affald som TABTE RESSOURCER. Det er eksempelvis meget vanskeligt at sikre en ordentlig og miljømæssig fornuftig genanvendelse af elektronikaffald – her er forebyggelse af affald gennem bedre kvalitet og billigere reparationer en bedre strategi. Forebyggelse af affald er en strategi, der griber ind i industriens og detailhandelens forretningsstrategier på en helt anden måde end genanvendelse af affald - og den kompleksitet tager aftalen ikke fat i! Ovennævnte formulering om affald som ressource afspejler også det snævre fokus i diskussionerne op til aftalen: Forhandlingsoplægget og de mange indlæg i pressen undervejs i forhandlingerne havde stort set kun fokus på, hvem der skulle have ret til at gøre hvad ved det affald, der genereres. Derimod var der ikke meget fokus på ÅRSAGERNE til at emballage og produkter bliver til affald – kun enkelte NGO’er og forskere fremhævede den problemstilling. Eksempelvis fokuserede talspersoner fra industrien på affald som nye ressourcer til nye produkter og ikke på muligheder og begrænsninger for forebyggelse af affald. Talspersonerne mener ikke det skal være ”en kommunal kerneopgave at drive affaldsanlæg, som ved at sortere og genanvende affaldet skaber råvarer i erhvervslivets produktion.” Dvs. fokus blev søgt holdt på cirkulær økonomi som genanvendelse og ikke cirkulær økonomi som produkter med længere holdbarhed. Affalds- og ressourceindustrien har med aftalen sikret sig bedre adgang til det genanvendelige affald med baggrund i udsagn om manglende adgang til genanvendeligt affald. Udsagn som Dansk Affaldsforening omvendt flere gange har kaldt forkerte. Offentlig innovation anerkendes ikke Aftaler ser bort fra, at en del innovationer er skabt af kommunale affaldsselskaber. Det var eksempelvis kommunale affaldsselskaber, der var blandt de første til at begynde at sortere plastaffald for at øge mulighederne for genanvendelse. Ligeledes var det affaldsselskaber, der tog initiativ til at begynde at reparere på hårde hvidevarer, der let kunne repareres, men som var afleveret på genbrugspladser, fordi det var for dyrt for forbrugerne at få dem repareret. Dermed var kommunale initiativer med til at pege på behovet for at ændre den danske WEEE-implementering, hvilket der nu er sikret lovhjemmel til med vedtagelsen 4. juni 2020 af L112, der bl.a. omhandler hjemmel til en såkaldt "modernisering af indsamling og behandling af elektronikaffald". Behov for forebyggelse og graduerede afgifter Med undtagelse af plastindustrien har den producerende industri i debatten ikke forholdt sig til industriens rolle i affaldsgenerering. Dvs. der har været meget lidt diskussion af den lineære økonomis dynamikker. I stedet for at diskutere hvorfor affaldet generes, er det stort set kun affaldsHÅNDTERINGEN som er diskuteret. Plastindustrien og Danmarks Naturfredningsforening (DN) sætter i et fælles indlæg fokus på nødvendigheden af dels at designe emballager, så materialerne kan genanvendes, dels at indføre graduerede afgifter på plastprodukter for at tilskynde hertil: ”Hvis det skal lykkes at få en genanvendt højkvalitetsplast fra husholdningsaffaldet til en fornuftig pris, er det både essentielt, at plastemballager designes til genanvendelse…” Og med henvisning til design-guiden for cirkulære plastemballager foreslås graduerede afgifter som del af producentansvaret: ”Dermed er der skabt et godt udgangspunkt for betalingsstrukturen i det kommende producentansvar, som eventuelt kan kobles til brugen af genanvendt plast.” Denne udmelding fra plastindustrien og miljøbevægelsen afspejler sig i den endelige affaldsaftale. Der er således ét sted, hvor aftalen peger på industriens rolle i affaldsgenerering: ”Mange plastikprodukter er ikke designet til at kunne genanvendes eller blive brugt flere gange, og ender derfor med at blive brændt – også selvom det i første omgang var sorteret fra til genanvendelse.” Denne formulering illustrerer de problemer, som Vestforbrænding oplevede med at få solgt plastaffald til FAKTISK genanvendelse. Ubehandlet affald fra bl.a. Vestforbrænding dukkede op i Malaysia og blev behandlet under kritisable forhold, hvilket afspejler udfordringerne med bl.a. emballage, der ikke er designet med henblik på genanvendelse. Sektorperspektiv eller værdikædeperspektiv? Hvis en aftale om affaldssektoren skal være ambitiøs i sin implementering, skal den således have fokus på hvordan forskellige former for affald kan forebygges og dermed på de dynamikker i produktion, produktudvikling og produktbrug, der styrer affaldsdannelsen. Det nytter ikke at se affaldssektoren som en selvstændig sektor: Affaldsselskabernes og den øvrige affaldssektors udfordringer skyldes i høj grad dels designet af emballager og produkter, dels for dyre reparationer. Det er derfor afgørende for den videre implementering af affaldsaftalen, at der fokuseres på de FORSKELLIGE dynamikker bag affaldsgenerering: Der er stor forskel på om affald skyldes dårlig designet emballage med ringe muligheder for genanvendelse, tøj man som forbruger er blevet træt af som følge af de skiftende modebølger, eller det er en billig husholdningsmaskine, som det økonomisk ikke kan betale sig at få repareret eller finde reservedele til. Cirkulær økonomi i aftalen: genanvendelse og genbrug Affaldsaftalen peger i sine specifikke indsatsområde især på affaldstyper, hvor det er vigtigt at sikre genanvendelse for at reducere klimabelastningen fra affaldsforbrænding: ”Den væsentligste andel af udledningerne [fra affaldssektoren] stammer fra forbrænding af affald, som uden nye initiativer forventes at stå for ca. 1,5 mio. tons CO2e i 2030.” Aftalens hovedfokus er således på klimabelastning fra selve affaldsforbrændingen af produkter, og ikke på den reduktion af klimabelastningen, som kunne opnås gennem en reduceret produktion af produkter, hvis produkter kunne holde længe og var billigere at få repareret. Rapporten fra Klimapartnerskabet for affald, vand og cirkulær økonomi viser ellers potentialet ved ikke kun at fokusere på at undgå affaldsforbrænding: ”Danmark gennem cirkulær økonomi i 2030 kan reducere CO2e-udledningen med i alt 7-9 mio. tons i 2030, hvoraf omtrent 70 % vil være globale reduktioner.” Rapportens beregninger inkluderer end ikke tøj og elektronik, så potentialerne er endnu større. Dvs. at partnerskabet identificerer nationale klimareduktioner på i hvert fald 30% af 7-9 mill tons CO2e – dvs. ca. 2-3 mill tons CO2e, hvilket er hvert tre gange så meget som affaldsaftalens 0,7 mill tons, der skal opnås ved især at undgå affaldsforbrænding. Affaldsaftalen synes altså ikke at være særlig ambitiøs i sin affaldsforebyggelse. Affaldsaftalen nævner følgende særskilte indsatsområder for genanvendelse, hvor fokus er at undgå affaldsforbrænding: Plastemballage: ”Der fastsættes et krav i affaldsbekendtgørelsen om, at kommunerne senest 1. januar 2022 som minimum skal stille krav om 60 pct. reel genanvendelse af det indsamlede plastikaffald, når affaldet udbydes til behandling.” Take-away emballage som særskilt emballageområde: ”Der fastsættes mål om 50 pct. reduktion af visse take-away-emballager af plastik i 2026. Målet skal i første omgang søges opnået via et forpligtende sektorsamarbejde i restaurationsbranchen.” Tekstiler: ”I implementeringen af henteordningen for indsamling af tekstilaffald sikres det, at de frivillige velgørende organisationer får let adgang til tekstiler, der kan genbruges.” Plast i landbrugs- og byggesektoren: ”Der sættes et todelt udsorteringsmål for det plast, der sendes til forbrænding fra henholdsvis landbrugs- og byggesektoren.” Inden for genanvendelse af ikke-forbrændingsegnet affald nævner aftalen genanvendelse i byggesektoren: Byggesektoren: Der er et stort potentiale for affaldsreduktion og mere genbrug og genanvendelse i byggesektoren. Der indføres derfor i 2023 krav om standardiserede nedrivningsplaner og kompetencekrav til selektiv nedrivning af byggerier, så værdifulde materialer i højere grad end i dag, genbruges og genanvendes, før de nyttiggøres som fx fyld under veje eller i støjvolde.” De eneste steder i aftalen, hvor man kan sige, der er fokus på at forebygge affald, er i to afsnit om dels ”genbrugshjørner” på genbrugspladser, dels muligheder for borgerne for at aflevere affald til reparation og genanvendelse: Indsatsen inden for genbrug vil betyde, at samarbejdet mellem affaldsselskaber og frivillige organisationer, som ses nogle steder i landet, frem over skal være ”normen”, idet de frivillige organisationer først skal adgang til genstande, der kan genbruges. Denne del af aftalen ligner en omfattende forpligtelse til kommunerne - uden de ser ud til at få noget til gengæld: ”Genbrugspladserne vil fremadrettet fortsat være et centralt led i at sikre så meget genbrug og genanvendelse som muligt, og kommunerne vil fortsat skulle drive genbrugspladserne. Flere kommuner har allerede i dag et område, hvor borgerne kan stille ting til genbrug. Fremadrettet forpligtes alle kommunale genbrugspladser til at stille et sådant område, container el. lign. til rådighed, hvor borgerne kan levere genstande til direkte genbrug. Genstandene skal først gøres tilgængelige for private aktører, herunder frivillige organisationer og borgere.” Formuleringen om at aflevere affald til virksomheder med henblik på reparation synes at ligge i forlængelse af den seneste lovhjemmel, der giver andre end producentansvarsordninger muligheder for at reparere kasserede elektriske og elektroniske produkter fra husholdninger. Med fokus på at aflevere affald – og ikke produkter - er der imidlertid ikke at være tale om at forebygge køb af nye produkter ved at tilbyde billigere reparationer: ”Der skal etableres øget mulighed for, at borgere kan vælge at aflevere affald direkte til virksomheder, som kan bruge det i deres produktion af nye produkter eller forberede det med henblik på genbrug eller genanvendelse.” Aftalen har en simpel forståelse af selskabers konkurrence på markeder som optimal Aftalens andet hovedproblem er dens optimistiske tro på selskabers konkurrence på markeder som en strategi, der kan sikre optimering af samfundets ressourceforbrug. Markeder findes ikke bare som en usynlig hånd fra naturens side. Markeder skal konstrueres lige som markederne for miljømærkede produkter, CO2-kvoter og økologiske fødevarer er blevet konstrueret gennem regler for kvalitet, for relationer mellem aktører, kontrol osv. Der skal være en omfattende kontrol af, at markederne rent faktisk fungerer, hvilket er meget ressourcekrævende, selvom markeder ofte fremhæves som det samfundsøkonomisk mest optimale. Det er således meget vigtigt for aftalens implementering, at der etableres klare regler for de markeder, der skal udvikles - både markedet for affaldsforbrænding og markederne for genanvendelse af affald. Risiko for manglende indflydelse på offentlige selskabers beslutninger I den endelige udgave af affaldsaftalen er der betragtninger om markedsdynamikker for affaldsforbrænding. Aftalen nævner bl.a. miljøkrav til affaldsforbrændingsanlæg som et område, anlæggene kan konkurrere på: ”Forbrændingsanlæggene kan vælge at operere med højere miljøkrav end de miljøkrav, som er fastlagt i reguleringen, og at aftalen ikke ændrer på kommunernes kontrol med affaldsforbrændingsanlæggene.” Med denne formulering søges ”race-to-the-buttom” – altså konkurrence om billigst mulig affaldsforbrænding – undgået. Ønsket om at selskabsgøre de offentlige affaldsselskaber kan imidlertid vise sig problematisk for mulighederne for borgerindflydelse og offentlig indsigt i selskabernes strategiudvikling og investeringer. Allerede med den nuværende selskabsgørelse på affaldsområdet, hvor en del affaldsselskaber er interessentselskaber (I/S), har der været eksempler på, at selskabers bestyrelser med offentligt valgte medlemmer agerer uden ordentlig dialog med kommunalbestyrelsen og de partigrupper, der har udpeget dem, og uden strategisk dialog med civilsamfundet. Manglende offentlighed og gennemsigtighed i strategiske beslutninger hos affaldsselskaber har konsekvenser for affaldssektorens udvikling. For lidt fokus på affaldsforebyggelse og manglende koordinering mellem Vestforbrænding og ARC om den fremtidige affaldsforbrænding i hovedstadsområdet betyder, at der i dag er for stor kapacitet for affaldsforbrænding i hovedstadsområdet og affald må importeres. Det ”pudsige” ved den nye affaldsaftale er, at de mekanismer, der har betydet overkapacitet til affaldsforbrænding, vil med den nye aftale blive forstærket yderligere med selskabsgørelse og konkurrenceudsættelse af affaldshåndteringen. Med aftalens formuleringer på dette område kan borgerindflydelse og offentlig indsigt i affaldsselskaberne vise sig endnu vanskeligere, lige som fokus på selskabets og ikke 'fællesskabets' (samfundets) økonomi, tavshedspligt for bestyrelsesmedlemmer m.m. kan blive et endnu større problem end hidtil: ”Der skal være en klar og gennemsigtig organisatorisk ansvarsfordeling mellem kommune og forbrændingsanlægget, der understøtter, at anlægget drives ud fra et armslængdeprincip, så ansvar for daglig drift er placeret hos bestyrelse og direktion i anlægget. Ligeledes skal der være klar og gennemsigtig adskillelse af kommunens og anlæggets økonomi. Derfor skal forbrændingsanlæg udskilles fra den kommunale forvaltning. Derudover indføres selskabsskat.” Erfaringer med erhvervsaffald (mis)bruges som argument for liberalisering Aftalen bruger erfaringer fra private affaldsvirksomheders håndtering af genanvendeligt erhvervsaffald til at argumentere for, at private virksomheder også kan klare at genanvende ”vores affald” (citat) og at affaldsselskaber ikke behøver at være offentligt ejede: ”Det er private affaldshåndteringsvirksomheder allerede gode til, eftersom de i dag håndterer ca. 95 pct. af det genanvendelige erhvervsaffald, og en evaluering heraf har vist, at der er mange valgmuligheder og virksomhederne gør det godt. Det betyder, at offentlige affaldshåndteringsvirksomheder ikke er kritiske for håndteringen af vores affald.” Argumentationen holder imidlertid ikke: Erhvervsaffald er ofte karakteriseret ved større mængder ensartede materialer – bl.a. i form af råvarespild - mens husholdningsaffald er væsentligt mere kompliceret at genanvende. Erfaringerne med lav kvalitet i genanvendelsen af WEEE-affald viser desuden, at virksomheder ikke altid er gode til at sikre en høj kvalitet i genanvendelsen af husholdningsaffald. Problemer med store mængder elektronikaffald, der kunne være repareret, har ført til en række initiativer hos affaldsselskaber, som efterfølgende var baggrund for indførelsen af den omtalte lovhjemmel, der skal give andre aktører end producentansvarsordninger på WEEE-området mulighed for at håndtere elektriske og elektroniske produkter og reparere dem. Problemerne med WEEE er ikke del af aftalen En af årsagerne til problemerne med de mange kasserede elektriske og elektroniske produkter er manglende incitamenter til at designe disse produkter til lang levetid og tilbyde billigere reparationer. Afgiften på WEEE er alene vægtbaseret, og der er ingen ’præmie’ for lang levetid og for at tilbyde billige reparationer. Problemet med store mængder affald, der kunne være repareret, ses især inden for hårde hvidevarer og husholdningsmaskiner, mens der for mobiltelefoner og for store partier af opgraderbare computere fra private og offentlige virksomheder har udviklet sig sig et marked for reparation og opgradering. Desværre er elektriske og elektroniske produkter ikke nævnt i affaldsaftalen, så det er ikke umiddelbart affaldsaftalen, der kommer til at forebygge mere affald fra elektriske og elektroniske produkter. Branchen lovede ellers helt tilbage i 2014 i forbindelse med en frivillig aftale med Miljøstyrelsen, at man ville ”fremme incitamentet til miljørigtigt design af elektrisk og elektronisk udstyr gennem differentiering af de betalinger, som producenterne betaler til deres respektive kollektive ordninger til dækning af udgifterne ved indsamlingen og håndteringen af elektronikaffaldet.” Formålet var, at ”… producenter og importører, der bringer miljøvenlige produkter på markedet, skal bidrage mindre til indsamling og genanvendelse af elektronikaffaldet, mens de producenter, der bringer mere miljøbelastende produkter på markedet skal bære en højere del af udgifterne.” Problemet har altså været kendt i en del år, men der findes stadig kun en vægtmæssig graduering inden for WEEE-området og dermed ingen tilskyndelse til at designe og sælge produkter, der holder længere og er lette at genanvende. Det var som nævnt offentlige affaldsselskaber, der begyndte at gøre noget ved problemet ved at lave aftaler med private virksomheder om reparation af en del af dette affald. Lige nu forhandler et udvalg under Justitsministeriet om den danske implementering af EU’s varedirektiv, som i Danmark bl.a. har betydning for købeloven. Ifølge en pressemeddelelse fra ministeriet åbner varedirektivet mulighed for, at en medlemsstat kan ”indføre en længere reklamationsfrist end 2 år”. Danmark kan altså vælge at indføre en længere garantiperiode – kaldet reklamationsfrist – på produkter. Måske er en længere reklamationsfrist på eksempelvis 5 år den bedste måde, hvorpå virksomheder inden for elektriske og elektroniske produkter kan se en økonomisk interesse i at sælge produkter, der holder længere og er lettere at reparere. Modulerede gebyrer nødvendige som markedsdynamik for emballager Mens markedsdynamikker med f.eks. modulerede gebyrer for affald af elektriske og elektroniske produkter altså IKKE er en del af affaldsaftalen, så indeholder aftalen formuleringer om graduerede gebyrer for emballager: ”Den nationale implementering af det udvidede producentansvar for emballage udføres på en sådan måde, at der i 2021 træffes beslutning om organiseringsmodellen samt fastlæggelse af de modulerede gebyrer, der skal give producenterne økonomisk incitament til at designe emballager til genanvendelse, hvilket bl.a. kan afhænge af, hvor mange typer af plastik en emballage er sammensat af.” Desuden henviser aftalen til igangværende dialoger om udvikling af anbefalinger om design af emballager. ”Aftalepartierne noterer sig, at der i regi af det nationale plastikcenter, er nedsat et forum for emballageplastik på tværs af værdikæden, som skal arbejde for fælles anbefalinger om design af emballage med henblik på blandt andet at reducere antallet af plastikemballagetyper til 3-5 typer samt fremme anvendelsen af emballage, der nemt kan skilles ad og genanvendes.” Når jeg kigger ned i den pose, hvor jeg sorterer plastaffald til genanvendelse, er det tydeligt hvilket kæmpe arbejde emballageindustri, producenter af produkter og detailhandel står over for i form af redesign af emballager og investeringer i anlæg til genanvendelse af emballager. En af problemstillingerne er f.eks. de krav til fødevareemballage, som beskyttelse af produktets kvalitet nødvendiggør og det design af emballager med forskellige plastfolier, som producenter ofte vælger. Innovationsfonden har netop bevilget midler til et projekt, der skal udvikle metoder til bl.a. at producere monolag-folier for at reducere problemet med mangelfuld genanvendelse af folier med lag af forskellige typer plast. Plastindustriens netværk for cirkulære plastemballager har deltagelse af emballageproducenter, detailhandel og miljøorganisationer, og den seneste udgave af designguiden indeholder en række eksempler på redesign af emballager, der kan sikre øget genanvendelse, lige som der er et eksempel på design af emballage til genbrug. Det er godt med disse eksempler, men det er kun et første skridt i bæredygtig omstilling på området. En egentlig omstilling i form af en større FAKTISK genanvendelse af plast fra emballage kræver effektiv offentlig regulering – dvs. en stor graduering af emballageafgiften efter miljøhensyn samt et effektivt tilsyn. Omstillingsprocessen skal gå ret stærkt. Først i 2021 skal der i følge affaldaftalen træffes "beslutning om organiseringsmodellen samt fastlæggelse af de modulerede gebyrer." Kommunerne har stor interesse i, at denne regulering hurtigt bliver meget effektiv, fordi affaldsaftalen pålægger kommunerne "senest 1. januar 2022 som minimum skal stille krav om 60 pct. reel genanvendelse af det indsamlede plastikaffald, når affaldet udbydes til behandling." Effektivt tilsyn med de emballageansvarlige vigtigt Deloitte’s gennemgang fra 2019 for Miljøstyrelsen af det udvidede producentansvar for emballage og emballageaffald i en række andre europæiske lande pegede bl.a. på risikoen for free-rider virksomheder i forbindelse med producentansvar – dvs. virksomheder som ikke tilmelder sig en producentsansvarsordning. I Tyskland angives andelen af free-ridere i 2013 til ca. 30% på grund af på grund af utilstrækkeligt tilsyn med de mange konkurrerende kollektive producentsansvarsordninger i Tyskland. Ud over risiko for free-ridere nævner Deloitte’s rapport også risikoen for ulovlig eksport af affald: ”Foruden free-rider-risikoen kan balancen i systemet forstyrres af ulovlig eksport af emballageaffald. For eksempel har Storbritannien haft problemer med, at affaldsoperatører angiver plastemballage som værende indsamlet og sendt til genanvendelse, hvor materialer i realiteten er blevet eksporteret ulovligt til Asien. Risikoen herfor vurderes dog at være mindre end eksempelvis for WEEE, hvor problemerne med ulovlig eksport har været markante i Danmark. Ikke desto mindre stiller risikoen for ulovlig eksport krav til tilsynet med affaldsoperatører.” Denne rapport bekræfter behovet for at udvikle et effektivt tilsyn med de virksomheder, der placerer emballager på det danske marked. Fortsat offentlighed om aftalen og dens implementering er vigtig Det er vigtigt, at de to grundlæggende problemer i affaldsaftalen – den manglende fokus på affaldsforebyggelse samt den simple forståelse af konkurrerende virksomheder på et marked som en ”magic bullet” og den manglende anerkendelse af offentlige selskabers hidtidige innovationer - bliver diskuteret og analyseret offentligt i faglige fora, forskningsprojekter, innovationsprojekter, pressen, folketingsudvalg m.m., hvis affaldsaftalen skal give den lovede reduktion af klimabelastning fra affald. Også civilsamfundet kan gennem en citizen science tilgang med opslag af billeder på facebook-sider e.l. af emballager, der ikke lader sig adskille, elektronik der kun holder kort tid og ikke kan repareres osv. være med til at synliggøre de problemer, som en klimaorienteret affaldsaftale SKAL sørge for at klare, og sætte fokus på både fremskridt og mangel på fremskridt.
  • Mette Vindfeld Rosendahl

    Svar på spørgsmål om mediehusets digitale udvikling

    I en tråd om trådede debatter blev der rejst nogle spørgsmål omkring vores data-politikker og redesign. Den debat prøver vi at flytte herhen efter ønske fra flere af debatdeltagerne. Men også fordi det er vores ambition at blive Danmarks mest transparente mediehus. Jeg fortæller derfor lidt om, hvad vi arbejder med lige nu, og så kan vi tage en dedikeret debat herunder. Vi er et team af udviklere i Ukraine, og i Danmark en digital designer, projektleder, product owner, IT- og udviklingschef og udviklingsdirektør - med masser af samarbejdsflader til mediehusets andre afdelinger. Dagligt arbejder vi med at udvikle vores medier både teknisk og forretningsmæssigt, samt løse fejl og problemer. Vi vil rigtig gerne have feedback på vores arbejde. Om vores brug af adfærdsdata: Det er rigtigt, at når man har en profil på Ingeniøren eller Version2, gemmer vi hvad man læser, når man er logget ind. I modsætning til andre, syr vi ikke adfærdsdata fra ikke-indloggede brugere sammen med tredjepartsdata med henblik på at målrette indhold eller annoncer til ikke-indloggede brugere. Data hjælper os med at matche indloggede brugere med relevant indhold, for eksempel jobannoncer, og med artikler i det personaliserede nyhedsbrev, vi sender ud hver fredag, til brugere der har valgt at modtage det. Vi viser al brugerdata vi indsamler i en tidslinie på brugerprofilen, hvor man kan slette det igen. Her ser I et billede af min tidslinje lige nu: Illustration: Teknologiens Mediehus Under punktet Tilladelser på brugerprofilen kan man slå til eller fra, om man ønsker at gøre brug af personaliseringen: Illustration: Teknologiens Mediehus Generelt har vi skrevet om vores principper her. Vi har valgt at være helt åbne omkring, hvordan vi eksempelvis personaliserer jobannoncer og artikler. Illustration: Teknologiens Mediehus Vores øvrige politikker kan læses her. Om loginproblematik Vi har i 2019 lavet et single-sign on mellem Ingeniøren, Version2 og Jobfinder. Vi arbejder på at få PRO-medierne med hurtigst muligt. Man kan oprette sig som bruger eller logge på med sit IDA-login, hvilket over 20.000 brugere har valgt at gøre. Vi har prøvet at gøre det så nemt som muligt at tilgå PLUS-indhold og løbende forenklet paywall og login. På det seneste har vi desværre haft nogle udfordringer med, at brugere bliver logget ud for ofte. Vores IT- og udviklingschef Lars-Emil Christensen siger her lidt om hvad det skyldes, og hvad vi gør i den henseende: Vores login system for ing.dk, version2.dk og jobfinder.dk ligger på auth.tekhus.dk (tekhus er kort for teknologiens mediehus) som i en bred cookie-fortolkning er et tredjepart site. Browsere som Safari og Firefox overholder af den årsag ikke udløbsdato på vores login-cookie, og det betyder, at man oplever at blive logget ud for tidligt i disse browsere. På mobil har vi en lignende udfordring - hvis man åbner link fra vores nyhedsbrev, så åbner nogle mobiler en “in-app” browser, som heller ikke husker login cookie (afhængigt af hvilken mail-klient og operativsystem man bruger). Der er forskellige tekniske scenarier, vi arbejder med for at løse udfordringen med glemt login. Vi ser pt. på justering af vores arkitektur, “same-site” cookies og tweaks for at forbedre brugeroplevelsen. Vi kan ikke ændre, hvordan en browser fungerer, men vi kan tilpasse vores systemer til at matche de muligheder, som fungerer i browserne i dag. GDPR og cookielovgivning Vi arbejder på daglig basis med at forholde os til GDPR og cookie-problematikker som mange andre danske virksomheder. Christina Blaagaard, administrerende direktør for Teknologiens Mediehus skriver her, hvorfor vi har cookies. Vi bruger Cookiebot, og har eksperimenteret med forskellige settings, og alt vedrørende cookies nu i det åbne for brugeren. Vi kigger meget på, hvad andre især medier gør og hvad Datatilsynet angiver i deres vejledninger, som løbende opdateres. Vi prøver at minimere antallet af cookies og indgår fx ikke i annoncenetværk, og er meget varsomme med hvilken tracking, vi bruger. Ligesom vi i øvrigt heller ikke kører med hverken retargeting eller programmatisk annoncering. Indhold som bliver indlejret (embedded) såsom videoer, infographics eller opslag fra sociale medier, sætter også cookies på den pågældende artikelvisning - men disse optræder i cookiebot som generelle cookies for hele sitet. Det er lidt misvisende, da det kun er en lille procentdel af vores indhold, som bruger disse indlejringer. Vi vil gerne beholde disse indlejringer, da vi mener det beriger indholdet og læseoplevelsen. Så for at beholde indlejringer men samtidig kun sætte cookies når nødvendigt, undersøger vi muligheden for at pakke disse indlejringer ind, så de kun indlæses på de pågældende artikler, hvis du som læser aktivt giver tilladelse til det. Vi har en GDPR-gruppe, som mødes mindst en gang om måneden, men hvis man som bruger har konkrete spørgsmål, kan man altid skrive til privacy@ing.dk, så får man hurtigt svar. Om Ingeniørens PLUS og PRO-medier Vi har skrevet om PLUS-indhold, og hvorfor vi har valgt at gøre noget indhold lukket. Der er omkring 500 kommentarer i den debat og både redaktionschef og chefredaktør er kommet med indlæg. Meget af debatten handler om mediehusets nye PRO-medier, som er medier rettet mod virksomheder. Jeg har selv været med til at udvikle dem, så jeg synes, at det er en god ide, og at de har manglet i Danmark. Prisen er høj, fordi virksomhederne køber års-adgang til en række medarbejdere af gangen, og fordi indholdet kræver meget at skrive. Det har betydet, at en række gode historier ikke kan læses af alle, og heller ikke debatteres af alle. Det kan jeg godt forstå er irriterende. Vi har lavet om i vores politik omkring deling, så udvalgte PRO-artikler nu kommer bag PLUS-mur, så de kan læses af flere. Derudover kigger vi på, hvordan PLUS-abonnenter kan få adgang til enkelte PRO-artikler, og forbereder en test omkring “credits”. Input hertil er velkomne. Omkring redesign og CMS - og input omkring trådet debat Vi bruger i dag fire forskellige installationer af Drupal CMS til vores sites i Teknologiens Mediehus. Vi skal indenfor den nærmeste fremtid have konsolideret det på den nyeste udgave af Drupal, så alle journalister skriver i det samme system, at indhold kan flytte rundt, at alle sites bruger samme billeddatabase og tag-system, og alle brugere kan logge ind på tværs. Derfor har vi nogle arbejdsgrupper i huset - blandt andet en om debat systemet, hvor vi indsamler ønsker fra brugerne og fra moderatorer og redaktører for at forbedre debatsporet ved det kommende redesign, som følger med sammenlægningen af vores CMS-systemer. Vi diskuterer blandt andet, som nævnt i Ingternt blogindlægget her, om debatten skal være trådet, at fjerne downvote muligheden fra debatindlæggene og at give redaktionen mulighed for at fremhæve gode kommentarer, som man blandt andet også gør det på theguardian.com. Vi er meget glade for den aktive debatkultur, der er på vores sites og vil gerne give den de bedste vilkår. Derfor tager vi gerne imod gode forslag og kommentarer.
    61 Kommentarer
  • Louise Floor Frellsen

    Briller der ikke glider

    Nu hvor Danmark er ved at åbne op igen, og vi skal lære at færdes med forsigtighed i det offentlige rum, må jeg indrømme, at jeg personligt oplever den største udfordring i form af ikke at komme til at røre ved mit eget ansigt hele tiden. Jeg faldt over en artikle, der fortalte, at jeg ikke er den eneste med den udfordring. Folk rør i gennemsnit sig selv i ansigtet 23 gange i timen, så det er små 400 gange i døgnet(s vågne timer), man skal stoppe sig selv. Men der hvor det er allersværest for mig at holde fingrene på god afstand af mine slimhinder, er når mine briller glider, og jeg bare gerne vil skubbe dem på plads igen. Der findes jo forskellige løsninger, så som at holde dem på plads med elastikker, men det kan jo også stramme og irritere. John Rose fandt i 2004 på en mere permanent løsning: Brillepiercingen – originaltitel ”Frameless glasses attaching to body”. Fig. 6 fra patentet US7066592 B2 gengivet fra patentdatabasen Espacenet Illustration: John J. Rose Det er simpelthen intet mindre end en piercing igennem næseryggen, der kan holde brilleglas fast på hver side af næsen. Jeg kan simpelthen ikke andet end at være dybt fascineret af den idé. For på en måde er det jo genialt. Brillerne kommer ikke til at glide. Der er ikke noget stel, så man kan ligge ned og se fjernsyn uden brillerne bliver skubbet til siden. Hovedtelefoner maser ikke på dem. Men så alligevel… Hvor nemme er glassene at afmontere? Skal man lade dem sidde, imens man sover? Hvordan pudser man dem uden at flå i sin næseryg? Og alle der går permanent med briller, har nok prøvet at støde dem ind i noget og få et ordentligt gok på næsen (jeg har pinligt mange gange hamret mine brilleglas direkte ind i et mikroskop, fordi jeg i min iver efter at se mit resultat, glemte, at jeg havde briller på). Ikke nogen rar oplevelse – og jeg har svært ved at forestille mig, at den bliver bedre, hvis brillerne sidder igennem næsen. Fig. 7 fra patentet US7066592 B2 gengivet fra patentdatabasen Espacenet Illustration: John J. Rose Det var i hvert fald ikke en løsning, jeg selv havde fundet på, og det lader det heller ikke til, at der er andre der har, for J. Rose fik patent på opfindelsen i 2006. Jeg har dog ikke set dem slå igennem på markedet, og så vidt jeg kan se, er patentet heller ikke blevet opretholdt. Det er nok også et svært at få udbredt for fascinerende eller ej, har jeg ikke lyst til at få monteret et par briller, før jeg har set andre være glade for den løsning, og sådan forestiller jeg mig, at der er mange, der har det. Hvad savner I af smarte opfindelser for at forbedre hygiejnen i det offentlige rum?
    10 Kommentarer
  • Svend Tøfting

    Roadpricing med omtanke…

    Regeringen er i disse dage i afgørende forhandlinger med de øvrige partier om de overordnede rammer for en ny klimaplan. Og IDA har i den forbindelse sammen med en række andre organisationer anbefalet roadpricing som en af løsningerne på transportområdet. Transporten er det eneste område, hvor CO2 ikke er reduceret siden 1990 – det er tværtimod steget med 25%. Det er blevet meget billigere at købe og køre i bil, og det har betydet meget mere CO2 fra transportsektoren. Der er talt meget om el-biler til at reducere CO2 belastningen, men alle beregninger viser, at de ikke alene kan reducere CO2 belastningen fra transportsektoren tilstrækkeligt. Der tales også om mere miljøvenlige brændstoffer – Power-to-X – men det er heller ikke løsningen alene. Så vi må til det – vi skal ændre den måde vi kører på. Og her er økonomiske incitamenter det bedste virkemiddel. Det skal desværre være dyrere at køre i bilerne og måske billigere at købe dem. Og det giver god mening. Det kan få bilisterne til at ændre vaner. Der vil være flere, der vil køre sammen og nogle vil måske vælge ikke at køre. Vi har jo i denne Corona tid set, at vi ikke altid behøver at bevæge os så meget. Mere hjemmearbejde og webmøder er her en del af løsningerne. Det kan selvfølgelig gøres dyrere at køre i fossil-biler ved at hæve prisen på benzin og diesel. Klimarådet foreslog i foråret en stigning på 2 Dkr pr liter. Det kan have en vis virkning, med denne stigning har også en del ulemper. Så det mest logiske og mest effektfulde vil være af indføre roadpricing, hvor der generelt betales for at køre og ekstra meget for at køre i spidstimerne. Det tales i de foreliggende forslag om priser på mellem 50 ører og 1,5 kr. pr kilometer. Indførelsen af roadpricing vil ikke blot reducere trafikken, men den vil også få en anden positiv virkning. For hvis vi kan flytte trafik væk fra spidstimerne, kan vi reducere trængslen betragtelig, og vi kan ikke mindst få en meget bedre udnyttelse af vores infrastruktur, som jo er dimensioneret ud fra spidsbelastningerne. Så afgifterne skal flyttes fra køb af bil til at bruge bilen. Og her skal det være dyrere at køre i de store biler end i de små mere miljøvenlige. Men en beslutning om roadpricing skal ikke stå alene. Den bør være en central del af en samlet grøn Mobilitetsplan, som Transportministeren også har annonceret. Der skal her ske en samlet vægtning af investeringer i nye veje og stier, udbygning af den kollektive trafik og et nyt afgiftssystem. Og så skal det iværksættes et større arbejde med at skitsere det endelige roadpricing system. Der skal beregnes konsekvenser for brugerne og der skal gennemføres en række forsøg evt. i lokalområder. Og der er mange emner der skal undersøges. Kan vore byer rumme flere biler, hvis de skal køre mindre? Hvordan får vi trafikanterne til at køre sammen og anvende delebiler? Hvorledes skal vi håndtere el-bilerne? Og så er der klarlægning af den teknologiske platform. Så det vil være godt med en hurtig principbeslutning om at indføre roadpricing. Men jeg håber at der samtidig aftales at sætte en længere proces i gang med afklaring af rammerne, og at der afsættes fx 200 mill. Kr til at foretage forsøg. Disse forsøg skal give en grundlæggende viden, så vore politikere ved hvad de skal svare når de får henvendelser fra utilfredse bilister – for dem vil der formentlig være mange af. Og så skal der her også anvises tidsfølgeplaner for gennemførelsen. Der skal sikres en balance så vi ikke overbelaster dele at trafiksystemet. Se det er intelligent trafikplanlægning…….
    88 Kommentarer
  • Mads Stenfatt

    Hold da op!

    Det er godt nok lang tid siden vi har fået givet jer en opdatering her, det er selvfølgelig ikke godt nok. Det er dog ikke fordi vi ikke laver noget, hverken i værkstedet eller hjemme i stuerne, men når det kommer til at dele vores fremskridt er det desværre bare nemmere at bruge nogle minutter på at indtale en video end at sætte sig ned og få renskrevet en blog. Jeg har lige fundet nogle forskellige videoer frem I kan tygge jer igennem, og så er der jo mange flere på vores Youtube-kanal:
Sektioner