Følgende mail er kommet fra en venlig læser, som undre sig over at en Tesla Y kun må laste 387 kg: Som bilinteresseret og ingeniør undrer det mig, at lasteevnen på især Teslas biler er relativt lav i forhold til deres konkurrenter. Som eksempel ses nedenfor en Tesla Model Y mod en Audi Q4 e-tron og en Ford Mustang Mach-E (alle høje biler med 4-hjulstræk og sammenlignelige priser): Illustration: Motorregister Alle data er trukket fra Motorregisteret (cbil.dk) på registrerede biler. Som det ses har Tesla'en i omegnen af 100 kg lavere lasteevne (ved bilerne med 4-hjulstræk) end Audi'en og Ford'en. Hvorfor er lasteevnen så lav - høj vægt er det nemme svar, men Teslas konkurrenter er ofte tungere. Jeg mener, at der er risiko for, at bilkøbere overser denne begrænsning og derved overbelaster bilen med risiko for sig selv og andre i trafikken - og sandsynligvis ligeledes bilens fabriksgaranti. En lasteevne på 387 kg modvarer givetvis ikke en familietur til lufthavnen med 5 personer og bagage (5 x 75 kg + 5 x 20 kg = 475 kg) - og ej heller en tur over grænsen efter "bajere og bum". Kigger man på de 2-hjulstrukne udgaver gentager historien sig, men ofte med større vægtforskelle. Tesla Model 3 Standard Range Plus har en lasteevne på 327 kg mens en Audi Q4 e-tron 40 har en lasteevne på 519 kg. (Bevares de to biler er vidt forskellige, men dog begge baghjulstrukne til ca. samme pris. Med venlig hilsen XXX Mange vil sikkert huske en ældre Mercedes S-klasse, som var blevet bygget så tung, at det nærmest ikke måtte have meget mere i bagagerummet end en indkøbspose. Spørgsmålet er altså om Motorbloggens læser har en vigtig pointe?

Står en virksomheds ledelse over for en anden opgave, når den ønsker at implementere såkaldt intelligent teknologi (AI) sammenlignet med tidligere tiders teknologiske implementeringer? Både nej og ja. På den ene side, kan ledelsen trække på erfaringer fra tidligere tiders implementering af nye teknologiske opfindelser til at effektivisere arbejdspraksisser. Mens ledelsen på den anden side må forholde sig til, at AI radikalt ændrer måden hvorpå vi forstår grundlæggende begreber såsom ekspertise, agens og samarbejde. Det er i hvert fald min hypotese. Nej, AI er som andre teknologier Vi har mange gange i menneskets historie set teknologiske fremspring, der ændrede levevilkår, revolutionerede arbejdspraksisser og fordrede nye forståelser af begreber som ekspertise, tid, sundhed etc. Gutenbergs opfindelse af bogtrykkekunsten i 1400 tallet (længe efter kineserne havde opfundet lignende metoder) overflødiggjorde i vid udstrækning det manuelle arbejde i at skrive og produere bøger. Hvad der før var forbeholdt en lille gruppe af eksperter i skrivekunsten, var nu overladt til teknologisk "ekspertise". James Watts opfindelse af dampmaskinen i 1700 tallet ændrede folks oplevels af tid; beretninger lyder på, at der herskede en frygt for at vores mentale tilstand ikke kunne følge med den høje fart, som damplokomotivet bevægede sig i. Desuden betød det at folk flyttede længere fra hinanden og derved fik mere plads at leve på og dét under sundere forhold. Folks fysiske rammer og færden blev formet af teknologiens muligheder. Hr. Röntgens opfindelse af hvad vi i dag kalder røntgenstråling eller X-stråling omkring 1900 tallet var et kvantespring for medicinske undersøgelser og operationer. Implementeringen af røntgen skabte både jubel og frustration blandt lægefaglige fordi teknologien på en og samme tid øgede effektivitet og kvaliteten af deres arbejde, men også krævede radikal ændring af deres arbejdspraksis - og så var den lidt farlig. Til sammenligning med disse tre eksempler skiller AI sig ikke ud; AI udfordrer, som jeg tidligere har argumenteret for også forståelse af hvad det vli sige at besidde ekspertise; hvad vi kan kapere eller ikke kan kapere mentalt når der er mange data i spil; hvordan vi indretter vores arbejdspraksisser. Og så generer AI også en hel del bekymring i det omgivende samfund. Læs fx min forrige blog: Når AI transformerer arbejdspladser og kræver nye færdigheder. Ja, AI er noget særligt AI generer potentielt alle ovennævnte konsekvenser på samme tid, men jeg vurderer også, at AI er noget særligt og kræver andre og nye ledelsesmæssig greb. Fordi: 1) AI er i stand til at kunne løse hele funktioner selv 2) AI bearbejder data på en måde, der selv for domæne eksperten er uigennemskuelige og svære at kontrollere for fx biases 3) kan ML lære og blive klogere af sig selv (hvis den får lov dertil) For lidt og for meget menneske-lighed Især det sidste punkt er unikt for AI. Når AI er i stand til at udvikle sig i kraft af dens menneskelignende kognitive kapacitet til at finde, knuse og analysere store mængder data, bliver vi udfordret på vores selvforståelse og oplevelse af at 'have styr på tingenes tilstand'. En vis grad af menneskelige egenskaber er godt, da det får os til at føle os trygge ved den hvorved vi gerne vil samarbejde med den (Hu et al., 2016). Vi oplever sådanne AI-algoritmer i form af humanoide hylstre, som robotter, voicebot'er, avatarer etc. Men bliver den menneskelighed for meget dvs. uigennemskuelig for os og derved føles som manipulerende eller forloren, så bliver vi bange for den og vender den ryggen. Set fra et evolutionært perspektiv skal vi være på vagt for det vi ikke kan forstå, det fremmede og det der foregiver at ligne os, men slet ikke er som os. Og frygten er jo ikke helt grundløs; i bedste fald kan AI blive en ny kollega på arbejdspladsen, i værste fald en erstatning af en kollega eller af dig selv. AI opleves som uetisk og svær at kommunikere med, når den bliver lidt for "smart" Andre udfordringer i implementering af AI skal findes i teknologiens manglende gennemsigtighed hvad angår dens databearbejdning (fx. Dignum, 2019 og dens til tider uhensigtsmæssige kommunikationsform (Blomberg et al., 2019; Sendak et al., 2020). Ledelsen skal tage ansvar og gøre medarbejderne trygge og kompetente Tilbage står ledelsen med en opgave at være tydelig over for sine medarbejder om hvad AI skal bruges til på arbejdspladsen - hvad er formålet med at AI implementeres; hvad er medarbejderens mandat når det kommer til inddragelse/ikke-inddragelse af AI i beslutningstagning; hvornår er det medarbejderens vurdering der vægtes højest og hvornår er det AI's. Derudover bør ledelsen tænke i udvikling af AI-medarbejder-teams, hvor medarbejderens behov og interesser varetages i fht. vedkommendes samarbejde med AI. Vi ved fra litteraturen at et samarbejde mellem AI og menneske kan bringe de faglige præstation til helt nye højder (fx. Patel et al., 2019; Topol, 2019). Vi er derfor nødt til at knække koden for hvordan vi opnår et sådan samarbejde mellem AI og menneske - hvad står i vejen og hvad skal der til fra de to aktørers side? Lad mig gerne høre jeres bud. Er det teknologien eller mennesket der skal "skrues på"? Eller skal begge aktører søge at nærme sig hinanden fx igennem udvikling af nye faglige praksisser og begrebslige forståelser? Tak for at læse med. Astrid

Storforbrug af engangsplastik blandt andet til indpakning er der vist ikke meget tvivl om, er et problem for miljøet. Derfor er mange i gang med at finde på forskellige løsninger så som alternative indpakningsmaterialer eller pant og genbrugelige pakningssystemer. En anden mulighed er at minimerer, hvor meget materiale, der er brug for. Det kan man for eksempel gøre ved at formindske det volumen, der skal pakkes ind ved at arrangere genstandene på en optimeret måde. Men nogle former er bare sværere at passe ind i nedpaknings-tetris end andre. Og det er så her, pasta kommer ind i billedet. Jeg er selv forfærdeligt dårlig til at huske, hvad de utroligt mange forskellige typer pasta hedder, men jeg må jo medgive, at de forskellige geometrier godt kan have indflydelse på, hvordan og hvor meget fyld de tager med sig op på gaflen, så det ikke kun er for æstetikken, der er en grund til forskellige pastaformer. Men skruer er nu en gang sværere at pakke tæt end lasagneplader, og det betyder altså, at der skal mere indpakningsmateriale til for at holde på den samme masse af pasta. Det er næppe nok for miljøet, at vi bruger mindre pastaposer, men mange bække små, som man siger. Flad pastapakning En forskningsgruppe fra Carnegie Mellon University i USA arbejder med, hvordan overfladestrukturering af materialer før og efter forskellige processer – så som dehydrering og rehydrering – påvirker forskellige materialer. Det arbejde har blandt andet ledt til udviklingen af pasta, der når det er tørt, er fladt foruden lidt rifler i overfladen, men som snor sig til forskellige 3D-former, når det bliver kogt. Det kan man se en video af her. Eller for et hurtigt overblik er der herunder stilbilleder af effekten af pastamorfen. Fig. 6 fra artiklen ”Morphing Pasta and beyond”, som viser simuleringer af hvilke former, der kan opnås ved at præge flad pasta og de tilhørende eksperimentelle resultater. Figuren er gengivet fra Science advances, 05 May 2021, Vol. 7, no. 19, DOI: 10.1126/sciadv.abf4098. Illustration: Ye Tai et al. Hvis man ikke bare synes det er sjovt, at det ser flot ud, men også gerne vil vide mere om fysikken bag, hvordan asymmetrisk prægen af materialer kan lede til morfen, når forholdene ændres, kan man læse gruppens artikel i tidsskriftet Science Advances. Pasta og patentbeskyttelse Ud over, at det er godt, at man kan minimere mængden af indpakning, kan den flade pastaproduktion også have fordele i forbindelse med at gøre selve produktionen simplere. Hvis de eneste forskelle på slagsene er hvilke størrelser de skæres ud i, og hvilket stempel man trykker ned i overfladen, kan rigtig meget af processerne nemlig gøres på samme måde, så der er behov for mindre specialudstyr. For at beskytte det kommercielle potentiale i morfende pasta, har universitetet også ansøgt om patent på sådan præget pasta og produktionsmetode. Ansøgningen er et overflødighedshorn af figurer, og en del af dem er praktisk talt små tegneserier, der viser alt fra, hvordan man kan håndlaver den slags pasta eller industripræge den og til hvor meget plads man kan spare i indpakningen. Fig. 19 herunder viser for eksempel, hvordan det ikke kun er telte, som jeg tidligere har udbredt mig om, man kan have glæde af at pakke kompakt, hvis man er på udflugt i naturen. Figs. 19A-19G fra patentansøgningen Flour-based shape-changing foods, methods, systems and devices, der illustrerer hvor nemt og kompakt det kan være at have pasta med på tur, og hvordan de skifter form, når det koges. Gengivet fra patentdatabase Espacenet. Illustration: Ye Tai et al. Hvilke nyudviklinger indenfor fødevarer går I og ser frem til at finde på markedet?

Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvor fremtiden ligger når vi taler om biler, så bare kig på nyheden om den amerikanske elbilsproducent Rivian. I sidste uge kom det ud, at producenten, der endnu ikke har leveret en eneste elbil til en kunde, vil gå på børsen i New York med en forventet markedsværdi på 520 mia. kroner. Tænk hvis et tilsvarende producent af biler, blot med en traditionel forbrændingsmotor ombord, gik ud og forventede samme værdiansættelse - nej vel, det ville virke temmelig underligt. Rivian, som har været i gang siden 2009, er allerede finansieret for 60 mia. kroner af virksomheder som Ford og Amazon samt investorer som BlackRock og Soros Fund. Den første bil har vi set længe. Den hedder R1T og blev vist på udstillingen LA Auto Show i 2018. Men endnu er der ikke langet een eneste model om disken til en kunde. I 2019 kunne man se en prototype af bilen blive brugt som følgebil i serien “Long Way Up”, hvor skuespilleren Ewan McGregor og han ven Charley Boorman, kører fra spidsen af Sydamerika til Los Angeles på elektriske Harley Davidson motorcykler. Her kunne man opleve, at rækkevidden for både motorcykler og følgebiler blev mere end udfordret, især når temperaturen er lav. På et tidspunkt blive de simpelthen nødt til at oplade dem fra en medbragt dieselgenerator i en kassevogn. I USA bliver Rivian regnet for en seriøs konkurrent til Tesla, især når de kommer med den næste bil i rækken, som skal være en SUV kaldet R1S. Men hvis vi lige vender tilbage til introduktionsmodellen R1T, så er det en pickup-truck og dermed en konkurrent til Fords egen elektriske F-150 Lightning. Læs her om forskellene på de to modeller. Men det er jo sjovt at tænke på, at Ford har investeret i en model der skal konkurrere med deres egen F-150. Der bliver helt sikkert en prisforskel, så måske svarer det mere til at VW jo konkurrere internt med ID.4 og Skoda Enyaq iV. Nu er Pickup’s ikke noget for europæiske elbilskunden, men måske SUV-modellen kan få et marked herovre. Hvis den gør, så bliver det sandsynligvis i det øverste prissegment, da en R1T forventes at koste fra 67.000 til 90.000 dollar i USA og dermed på niveau med Tesla X. Mon ikke at en R1S bliver en anelse dyrere? Så hvis Rivian formår at ramme en markedsværdi på 520 mia. kroner, endnu før de har leveret en bil, så siger det en hel del om hvor fremtiden ligger.

Nå, mine damer og herrer. Vi begynder så småt at se de første eksempler på nye personbiler med ALKS-systemer (Automated Lane Keeping System). Jeg er selv netop faldet over Mercedes’ EQS, bilproducentens premium-elbil, som eftersigende skal sælges med det nødvendige udstyr, der gør den i stand til at blive helt selvkørende. Ja, til en vis grænse, selvsagt. Mercedes lover dog såkaldt niveau 3-kørsel, hvilket normalt vil sige, at bilen kan køre sig selv, men at det forventes, at føreren kan overtage, skulle det blive nødvendigt. Illustration: Daimler ALKS er, som vi beskrev tidligere på året, den seneste variant af avancerede førerassistentsystemer i personbiler, og med dem begynder bilproducenterne altså at love niveau 3-kørsel i nogle af deres mest luksuriøse personbiler. I Storbritannien sætter man sin lid til, at ALKS vil gøre det muligt at have helt selvkørende biler på vejene i nogle særlige tilfælde. Det betyder kort sagt, at føreren af bil på britiske veje skal have de nødvendige forudsætninger for, at han eller hun kan være uopmærksom under kørslen og stole på, at bilen selv klarer arbejdet op til en hastighed på 60 kilometer i timen, hvis betingelserne ellers er opfyldt. Herhjemme skal ALKS fortsat anses som et førerassistentsystem, og ikke et fuldautomatisk system, fastslår Færdselsstyrelsen i et skriftligt svar til Ingeniøren. »Føreren skal til enhver tid overvåge kørslen og være i stand til at gribe ind og overtage styringen af køretøjet,« lyder det fra styrelsen, som dog betragter ALKS som en førerassistent. Styrelse: Det er stadig blot en assistent Af den grund er det ifølge Færdselsstyrelsen “betænkeligt og ukorrekt” at kalde ALKS-systemet fuldautomatisk. Ifølge de fælles FN-retningslinjer er ALKS-systemet begrænset til at virke indtil højst 60 km/t og kun til brug på veje med flere vognbaner i samme retning og en fysisk adskillelse mellem færdselsretningerne. I praksis vil det ifølge Færdselsstyrelsen betyde, at systemet er tiltænkt myldretidstrafik på motorveje omkring metropoler rundt om i verden. »Hvis en fabrikant har valgt, at biltypen skal være udstyret med ALKS, skal biltypen leve op til kravene fastsat i FN-regulativ nr. 156 for at kunne opnå en typegodkendelse med hensyn til ALKS. En bil med et typegodkendt ALKS-system kan umiddelbart markedsføres i Danmark uden yderligere godkendelser«. Mercedes oplyser til Ingeniøren, at Mercedes EQS herhjemme indtil videre ikke sælges med den såkaldte ‘Drive Pilot’-pakke, som producenten kalder ALKS-udstyrspakken, som blandt andet består af en lidarsensor. Flere medier har været forbi Mercedes-testbanen for at bide skeer med Drive Pilot-udstyret. Se en af videoerne her. Dette indhold kan kun vises hvis funktionelle cookies er accepteret. Klik for at opdatere samtykke

Innovation er en svært definerbar størrelse samtidig med, at den ofte betragtes som et mål for alt fra god virksomhedskultur til god teknologi. Patenter er selvfølgelig ikke i sig selv en måde at måle innovation på, for man kan sagtens have innovation uden patenter. Alligevel kan patenter godt give et overblik over hvilke teknologiske felter, der for tiden er under udvikling. Patenttendenser i Europa Det europæiske patentkontor (EPO) laver hvert år et statistisk overblik over tendenser og udvikling for de europæiske patenter. Udviklingen fra 2020 er nu blevet offentliggjort sammen med dybdegående analyser af felter, der har udmærket sig og generelle analyser af de overordnede tendenser. Her nævner jeg kun nogle af de mest overordnede fund, men der er masser af data at dykke ned i, hvis man er nysgerrig efter at se på udviklingen indenfor det man selv arbejder med eller er særligt interesseret i. Vildledende stabilitet I 2019 blev der indleveret rekordmange ansøgninger, og i 2020 var antallet næsten lige så højt med 180250 ansøgninger indleveret. Langt de fleste af ansøgningerne kommer fra europæiske lande, men faktisk er andelen, der kommer fra henholdsvis Europa og USA faldet i 2020. Det samlede niveau er holdt stabilt, fordi mængden indleveret fra Sydkorea og Kina er skudt i vejret. Udviklingen af antallet af patentansøgninger indleveret til EPO fordelt på hvilke lande førstnævnte ansøger er fra. Gengivet fra EPOs ”Patent Index 2020 Statistics at a glance”. Illustration: European Patent Office (EPO) Ser man hvilke af de Europæiske lande, der har været mest aktive, står Tyskland for langt den største andel efterfulgt af Frankrig. Ser man i stedet på antal ansøgninger relativt til befolkningsstørrelsen er Schweitz førende efterfulgt af Sverige, og så sniger Danmark sig ind på en tredjeplads. Medicin og medikoteknologi Når man undersøger indenfor hvilke felter, der er blevet indleveret flest ansøgninger, er det tydeligt, at der også her har været noget omrokering i 2020. Det er nok ikke den store overraskelse at medicin, farmakologi og bioteknologi er de områder, der har haft mest fokus i 2020. Dog er det også værd at have in mente, at det er store felter, som har været for opadgående i flere år. Medikoteknologien, der involverer maskiner til både diagnosticering og behandling, har faktisk været det felt, der modtog flest ansøgninger ved EPO hvert år siden 2010. Til venstre: Udviklingen af antal ansøgninger indleveret fra 2019 til 2020 for de ti mest ansøgte teknologiske felter – opdelingen er baseret på IPC-klassifikation af ansøgningerne - gengivet fra EPOs ”Trends in patenting 2020” infographic. Til højre: Udviklingen af de tre biomedicinfelter fra 2006-2020 - gengivet fra EPOs studie ”Healtchare technologies in the age of coronavirus”. Illustration: European Patent Office (EPO) Nogle af de store elektronikfelter er også stadig i fokus, men der en del af de store spillere været pressede af pandemien, deriblandt dem der beskæftiger sig med transportmidler så som biler og fly. Egne interesser Hvis det ikke er det store overblik eller lige de felter, EPO har valgt at dykke ned i, man selv er interesseret i, har EPO også lagt de statistiskes data frit tilgængeligt og har lavet nogle værktøjer, hvor man kan plukke det ud, man selv synes er mest spændende. Der er blandt andet mulighed for at se på statistikker for enkelte lande, eller at sammenligne udviklingen for bestemte teknologiske felter landene imellem. Hvis vi for eksempel ser på, hvordan udviklingen har været i Danmark, kan vi se, at den ret godt spejler, hvad der er foregået i resten af Europa, hvor der har været fokus på medicin, farmakologi og bioteknologiansøgninger. Der er dog også en god portion ansøgninger, der falder indenfor motorer, pumper og turbiner. Det stemmer også overens med at de tre største ansøgere fra Danmark i 2020 er Siemens energy, Novozymes og Vestas. Gennemgang af hvilke klassifikation de danske patenter indleveret i 2020 er fordelt på. Gengivet fra EPOs statistics center – country dashboard. Illustration: European Patent Office (EPO) Svarer det til jeres forventninger om den teknologiske udvikling i 2020?

Illustration: Anne Mandahl Jørgensen De danske fætre i True Cousins har nu forbedret deres egen verdensrekord fra 2020 for elektriske køretøjer over 402 m (quarter-mile), så den nu lyder på 6.74 sek. Det skete i sidste weekends event Drag Revival på Mantorp Park i Sverige med 1.200 HK fart monsteret Silver Lightning, der køres af Hans-Henrik Thomsen, mens det er hans fætter Glenn E. Nielsen, der har konstrueret motorcyklen. Se rekord-løbet nedneunder Dette indhold kan kun vises hvis funktionelle cookies er accepteret. Klik for at opdatere samtykke Hans-Henrik fortæller: "Vi havde problemer med at bremse-skærmen af sig selv udløste sig 100 m FØR målstregen og i det næstsidste løb satte vi endda rekord-tiden 6.82 sek. også med skærmen ude. Men i det sidste løb fik vi rettet fejlen og vi kørte et fejlfrit løb på 6.74 og med 311 km/h over stregen." Dermed blev rekorden på 6.86, som fætrene satte i England i 2020 forbedret med 0,12 sek. hvilket er en temmelig stor forbedring inden for draq racing på topniveau. Illustration: Cenneth Schiller Silver Lightning gik på baghjul flere gange ned ad banen, hvilket også kan ses i videoen Desuden fik True Cousins også slået rekorden for 201 m (1/8-mile), så den nu lyder på 4.48 sek og med en udgangshastighed på utrolige 270 km/h, hvilket også er verdensrekord for elektriske køretøjer. Under rekordløbet på 6,74 sek. kørte Silver Lightning faktisk en endnu hurtigere tid på 201 m på kun 4,32 sek., men på grund af NEDRAs (National Electric Drag Racing Ass.) regler kan der kun registreres én ET-rekord om dagen. Illustration: Cenneth Schiller Selvom Silver Lightning denne gang kørte meget lige ned af banen, skal der alligevel korrigeres undevejs Der er nu en sidste chance i år for at forbedre 201 m rekorden ned mod de 4.3 sek., i det True Cousins er tilmeldt til Mosten MCs drag racing event Rock´n Race 3.-4. sept., hvor alle interesserede vil have mulighed for at opleve Silver Lightnings rekordforsøg men også teamets utrolige el-bil, TC-X, der netop har gjort come-back i en ombygget og nu forlænget udgave, der skal sikre retningsstabilitet.  https://www.mosten-mc.dk Illustration: Cenneth Schiller

Sidste gang skrev jeg om, hvad EPO mener er en rigtig ferie – og konklusionen var nok, at den telttur jeg var på denne sommer næppe ville falde i den kategori. Men hyggeligt var det og den ledte mig også ned af en sti til en uforventet strid om teltpatenter. Patenteret teknologi med i rygsækken Da jeg lige ville se, om ikke jeg kunne finde et hygge-relevant patent at inkludere om telte, fandt jeg ud af, at det telt, vi havde med på ferie, havde været involveret i en venlige lille patentstrid på et åbent forum. Der er masser af telte derude og utallige innovationer, der forbedrer forskellige aspekter alt efter om det vigtigste er, at teltet skal være letvægt, modstandsdygtigt til voldsomt vejr, nemt at slå op eller alt muligt andet, man kan optimere for. Den konflikt jeg snublede over handlede om, hvorvidt det ene er en kopi af det andet med kun en minimal forskel for at smyge sig udenom patentet på det andet. Begge telte bygger på det samme smarte koncept at have to bærepunkter, der skaber en toplinje som er diagonal i forhold til inderkammeret. Fig. 1 fra US8684020B1 ”Modified A-frame tent shelter” (venstre) og Fig. 1 fra US10968657B2 X-Mid geometry for a trekkinig pole shelter (højre), gengivet fra databasen Espacenet. Illustration: Henry C. Shires (left) and Daniel Josiah Durston (right) Jeg er langt fra en teltekspert, men jeg kan se, at begge er udstedte patenter, og umiddelbart er jeg ved en hurtig skimning af kravene også enig med sagsbehandlerne i, at der er betydelige forskelle på de to løsninger, blandt andet at det ene har et heksagonalt aftryk, og det andet har et rektangulært aftryk, samt at det ene har en hævet kant og det andet ikke har. Jeg må dog skynde mig at sige, at jeg selv kun har prøvet det ene af de to, så jeg har ingen mulighed for at udtale mig om, hvordan de i brug er at sammenligne – for ud fra kravene og patentbeskrivelser vil jeg i hvert fald gætte på, at de er forskellige. Cykeltelte En af de smarte ting ved begge de ovennævnte telte er, at de kan holdes oppe i to punkter for eksempel med vandrestave, så ikke man er nødt til at have ekstra stænger med i oppakningen. Hvis nu man ikke lige vil ud og vandre, men hellere vil tage teltet med på cykeltur, findes der også smarte løsninger til det. For eksempel blev der allerede i 1894 fundet på et styr til cyklen, der kar kan forlænges både i højde og bredde, så det kan bruges som stang til at holde teltet oppe. Så kan man holde både sig selv og cykel tør. Men hvis det skal gå rigtig godt, skal støttebenet holde cyklen mere lodret end mit gør eller også skal teltet være specialdesignet til at være længere i den ene side end den enden. Figurer fra US527549 ”Attachment for bicycles” - gengivet fra patentdatabasen Espacenet. Illustration: L. A. Frankenberg Hvad er det bedste teltudstyr I kender?

I det første indlæg på denne blog i november 2017 skrev jeg om behovet for at forstå den lineære økonomi og behovet for et andet begreb for et bæredygtigt samfund end cirkulær økonomi, fordi begrebet cirkulær økonomi ofte anvendes til at fokusere på genanvendelse og ikke så ofte anvendes til at fokusere på længere produktlevetider, deleøkonomi m.m.: ”Lav effektivitet og teknisk og psykologisk forældelse er således nogen af den lineære økonomis grundlæggende problemer. Her er betegnelsen cirkulær økonomi ikke nødvendigvis til megen hjælp. Hvis der skal udvikles en meget ressourceeffektiv økonomi er det vigtigt med andre begreber til at kvalificere debatten om hvad der produceres, hvor længe produkter holder og hvor mange produkter der bringes i omløb. Vi har brug for at udvikle begreber som en ”langsom” økonomi (”slow economy”) og en økonomi baseret mere på ”tilstrækkelighed” (”sufficiency”) og mindre på overflod.” Dengang som nu er det vigtigt, at vi udvikler en teoretisk baseret forståelse af den lineære økonomi, fordi kun ved at forstå dens baggrund og dynamikker, kan vi udvikle strategier for en mere ressourceeffektiv økonomi. Det er selvfølgelig ikke sådan, at udviklingen af en bedre forståelse af den lineære økonomi af sig selv vil betyde, at der udvikles og implementeres mere ambitiøse forslag til ressourceeffektiv økonomi, som grundlæggende ændrer den lineære økonomis dynamik. Men ved at udvikle et sprog med begreber til at beskrive og analysere den lineære økonomi, kan vi diskutere og kritisere dens dynamikker og udvikle forslag, der grundlæggende søger at ændre dem. Det kan være forslag til en økonomi, som ændrer ved grundlæggende mekanismer, f.eks. samfundets forskellige former for forældelse af produkter. Produktforældelse - et af den lineære økonomis fænomener Når der tales behovet for at udvikle en mere cirkulær økonomi, tales der ofte om at ændre ”brug-og-smid-væk”-samfundet, men uden mere grundlæggende at diskutere baggrunden for disse dynamikker og de forskellige former for forældelse, som præger samfundet, herunder: Teknisk (eller materiel) forældelse som karakteriserer produkter af dårlig kvalitet – f.eks. med svage komponenter, som let går i stykker eller ikke kan adskilles og repareres Funktionel forældelse, som skyldes at opgradering af f.eks. software betyder, at et produkt ikke længere fungerer optimalt Økonomisk forældelse, hvor en reparation af et produkt er så dyr sammenlignet med et nyt produkt, at en reparation droppes Psykologisk forældelse, som skyldes at nye produkter med nye features, farver, mønstre e.l. fører til et ønske om at købe et nyt produkt, selvom det gamle stadig fungerer En typologi for produktforældelse er senest beskrevet som del af en tysk rapport fra 2020 med analyser af forældelse af forskellige former for elektriske og elektroniske produkter. Rapporten henviser også til begreberne ”indbygget” og ”planlagt” forældelse. Mange forslag til tiltag inden for cirkulær økonomi har form af idealistiske, tekniske overvejelser om ønskede ændringer i ressourcestrømme, men hvis man ikke er klar over hvorvidt og hvordan et forslag strider mod dynamikker i samfundet, er det vanskeligt at udvikle strategier for hvordan en omstilling i den pågældende retning kan ske. Derfor er det vigtigt at basere kritikken af den lineære økonomi på en samfundsvidenskabelig forståelse af samfundets udvikling og dets ressourcestrømme. Accelerationssamfundet og dets dynamikker Som en teori for dynamikken i samfund og bl.a. de nævnte former for produktforældelse kan den tyske sociologiprofessor Hartmut Rosas teori om ”accelerationssamfundet” anvendes. Bl.a. Rosas bog ”Fremmedgørelse og acceleration” er oversat til dansk. Ifølge Rosa kan de såkaldt moderne samfund karakteriseres ved et samspil mellem tre former for accelerationsprocesser: Teknologisk acceleration i form af ”den tilsigtede tempoforøgelse af formålsstyrede transport-, kommunikations- og produktionsprocesser” i samfundet. Som tilføjelse til Rosa’s påpegning af den stigende hastighed af de nævnte processer er det vigtigt at nævne, at den teknologiske innovation også indeholder en accelereret udvikling af nye teknologier og nye produkter for at muliggøre de stigende hastigheder, hvilket kan øge den tekniske og funktionelle forældelse af produkter Acceleration af social forandring, der kaldes acceleration af samfundet gennem ændringer i ”[h]oldninger og værdier, mode og livsstil, sociale relationer og forpligtelser, grupper, klasser eller miljøer, sociale sprog og praksisformer og vaner”. Rosa henviser til Lübbes begreb om ”nutidsindskrumpning, som hentyder til at det tidsrum, hvor fortidens erfaringer kan anvendes i nutiden til at planlægge fremtiden, bliver kortere og kortere Acceleration af livstempoet, som refererer til, at borgerne - privat og i deres professionelle virke - i stigende grad føler de er i tidsnød, og at tiden er knap Rosa kalder den tætte og selvforstærkende sammenknytning af teknologisk acceleration, acceleration af social forandring og acceleration af livstempoet for accelerationskredsløbet. Den paradoksale tidsmangel i accelerationssamfundet I diskussionen af accelerationen af livstempoet argumenterer Rosa for at denne acceleration kan synes paradoksal i lyset af den teknologiske acceleration, men selvom den enkelte handling tager mindre tid, så er der en forventning om eller et ønske om at forøge antallet af handlinger pr tidsenhed. Rosa bruger som eksempel, at det nok tager kortere tid at sende en mail end at sende et brev, men at der samtidig er sket en social acceleration, fordi der er behov for at sende et væsentligt større antal mails end breve. Det er imidlertid ikke nødvendigvis sådan, at det tager kortere tid at udvikle indholdet i mailen end at skrive brevet, og derfor kan forventningen om flere handlinger pr tidsenhed føre til øget stress. Rosa taler om, at vækstrater fra mange teknologiske opfindelser historisk set har oversteget selve teknologiens egen accelerationsrater. Ønsket om – eller behovet for – at øge livstempoet er en kulturel motor i accelerationssamfundet. Verden har mere at tilbyde end den enkelte kan nå at opleve i et enkelt liv. Hvis man forøger livstempoet, forventer man at kunne øge mængden af erfaringer og nå at leve ”flere liv” inden for ét livsforløb. Derved forventer man at kunne øge mængden af realiserede erfaringer sammenlignet med den store mængde potentielt realiserbare muligheder, men metoderne til at øge livstempoet fører også til en forøgelse af mulighederne. Det indebærer ifølge Rosa en fare for frustration over aldrig at være tilfreds med det man har nået, fordi der hele tiden udvikles nye muligheder. Dynamisk stabiliserede samfund I artiklen Appropriation, Activation and Acceleration: The Escalatory Logics of Capitalist Modernity and the Crises of Dynamic Stabilization analyserer Rosa sammen med Klaus Dörre og Stephan Lessenich to andre samfundsmæssige mekanismer, som sammen med accelerationskredsløbet gør accelerationssamfundet til et såkaldt ”dynamisk stabiliseret samfund”: konstant tilegnelse og tilpasning af en stigende mængde ressourcer samt stadig mere avancerede metoder til regulering af samfundet. Forfatterne peger på, at dynamisk stabiliserede samfund samtidig er samfund, der er under konstant risiko for at blive de-stabiliserede (dvs. opleve kriser). De sammenligner accelerationssamfundet med en cykel, der truer med vælte, hvis den kører for langsomt og peger på, at det konstante behov for acceleration og vækst ikke kun har miljømæssige, men også sociale og psykologiske omkostninger. Social acceleration og stigende materielt og økonomisk ressourcebehov Det dynamisk stabiliserede samfund er som nævnt afhængigt af en konstant tilegnelse og tilpasning af flere og flere ressourcer – både ressourcer i form af arealer (”land”) og materialeressourcer. Tænk eksempelvis på det stigende behov for arealer til husdyrfoder til animalsk jordbrug og for sand, jern og stål til en stigende mængde veje og bygninger. Tilegnelsen og tilpasningen af ressourcer drejser sig også om at flere samfundsområder søges markedsgjort og kommercialiseret – det kan være kollektiv trafik, IT-infrastruktur, energianlæg m.m. Ifølge Rosa spiller markedsøkonomiens grundlæggende principper en afgørende rolle i de stigende ressourcebehov. Låne- og renteprincipper tvinger konkurrerende investorer til at forøge afkastets hastighed, hvilket accelererer både produktionens og forbrugets hastighed – og dermed accelerationen af både teknologisk innovation og sociale forandringer. Virksomheder er nødt til at investere mere og mere for at opnå konkurrencefordele eller for blot at opretholde deres position. Social acceleration og samfundets regulering Rosa og medforfattere peger på, at der også kræves en stigende mængde social, politisk, og kulturel energi for at holde accelerationssamfundet i gang. Samtidig kræver accelerationssamfundets risiko for de-stabilisering stadige tilpasninger og forandringer i de reguleringsinstrumenter, der anvendes. Forfatterne mener ikke staten eller markedet og dets ”spontane koordinering” holder sammen på accelerationssamfundet. Den opgave har borgerne som både økonomiske og moralske aktører i samfundet. Borgeren er blevet en 'perpetuum mobil', som ikke kun skal sørge for sig selv, men også være del af den økonomiske og social reproduktion af systemet. Accelerationssamfundets krav om øget hastighed og den samtidige risiko for de-stabilisering betyder, at accelerationssamfundets borger aldrig kan være ”tilstrækkelig aktiv og mobil eller aldrig nogensinde vise tilstrækkeligt initiativ”. Tænk på opfordringen til at ”svinge Dankortet” i økonomiske krisetider eller vanskelighederne ved at finde rundt i junglen af miljøanprisninger af mange forskellige varer – energi, fødevarer, tøj m.m. – fordi de mange ordninger, nogen gange konkurrerende ordninger, er svære at gennemskue. Også i relation til regulering af cirkulær økonomi ser vi, at stat, marked og borgere - altså civilsamfundet – spiller en rolle. Stater regulerer gennem national og international regulering – f.eks. eco-design direktivet og reklamationsperioder – både krav til virksomheder og forbrugeres rettigheder. Kravene om at reservedele skal være til rådighed i en vis periode kan ses som et forsøg på at regulere accelerationssamfundet teknologiske acceleration. Et eksempel på civilsamfundets egne initiativer er bl.a. repair cafeer, der er organiseret som et alternativ til vanskelige og dyre reparationsmuligheder for husholdningsprodukter og tøj. Accelerationssamfundets konsekvenser: fremmedgørelse og de-synkronisering I bogen om fremmedgørelse og acceleration beskriver Rosa flere konsekvenser af accelerationssamfundet. Dels fremmedgørelse af borgeren over for samfundets udvikling - fremmedgørelse fra tid og rum, fra ting og fra sociale relationer - dels en manglende synkronisering mellem de forskellige former for accelerationer, der bl.a. betyder at de sociale, demokratiske strukturer har svært ved at følge med og styre de teknologiske accelerationer. Rosa mener den ”utrolige forøgelse af produktionshastigheden” har betydet en grundlæggende ændring af relationen mellem borgere og deres materielle omgivelser. Vi udskifter møbler, køkken, bil, computer, tøj m.m. hyppigere end før. Rosa taler lige som andre om ”brug-og-smid-væk-strukturer”, fordi det accelererede innovationstempo betyder, at produkter bliver forældede og ”anakronistiske” før deres fysiske levetid er omme. Vores forhold til vores fysiske produkter bliver dermed mere overfladisk, og vi bliver fremmedgjorte over for materielle ting vi omgiver med. Ud over vi risikerer at udvikle en overfladisk relation til vores materielle omgivelser, betyder den forøgede hastighed af kommunikations- og transportprocesser, at rumlig nærhed ikke længere er en forudsætning for tætte sociale relationer. Vi møder så mange mennesker, at det bliver umuligt at forholde sig følelsesmæssigt til dem alle. Det har betydning for vores identitet og subjektivitet og kan betyde, at vi får flere og flere (overfladiske) indtryk og færre og færre reflekterede erfaringer. Den forøgede hastighed af kommunikations- og transportprocesser sker i samspil med en fysisk globalisering af virksomheder og deres værdikæder. Deres leverandører, kunder og slutbrugere er ikke nødvendigvis placeret fysisk i nærheden af hinanden. Som vi har set i eksempler om produktion af tøj og elektronik betyder det også, at det kan være vanskeligt for forbrugerne at få indsigt i hvor og især hvordan deres produkter er producerede, socialt og miljømæssigt. De-synkronisering af samfundets forskellige accelerationer Ifølge Rosa er der i accelerationssamfundet ofte spændinger i relationerne mellem ”hurtige og langsomme institutioner, processer eller praksisser”. Eksempelvis kan produktionstempoet sættes op – accelereres – men det kan ikke ske i samme omfang for reparation og service. Det betyder, at en del produkter ikke repareres, fordi det er relativt dyrt sammenlignet med et nyt produkt. En del produkter kasseres derfor, når de går i stykker i stedet for at blive repareret, som flere undersøgelser har vist. Et andet eksempel på de-synkronisering: Rosa mener ikke hastigheden i samfundets politiske beslutningstagning kan følge med de stigende ”hastigheder af økonomiske transaktioner, videnskabelige opdagelser og teknologiske innovationer”. Det tager tid for en offentlighed at organisere sig, formulere og afveje argumenter og nå frem til konsensus og derefter træffe beslutninger og implementere dem. Når de sociale grupper samtidig ”bliver mere heterogene og dynamiske”, tager den demokratiske proces længere tid. En del kontroverser om eksempelvis placering af vedvarende energianlæg (vindmøller, solceller, biogasanlæg) skyldes hvad man kan kalde de-synkronisering mellem de teknologiske innovationer inden for området i retning af større anlæg og de lokale, demokratiske beslutningsprocesser. Nogle gange ønsker lokale borgere at diskutere lokalt medejerskab m.m. af anlæggene, men de formelle planlægningsprocesser giver begrænsede muligheder, ud over at klage over forventede gener som følge af støj eller lugt - med mindre kommunen udnytter sine muligheder for lokal strategisk energiplanlægning. Hvor der altså er visse lovfæstede demokratiske muligheder inden for planlægning af vedvarende energi, så er der ingen demokratiske processer, når det gælder accept af teknologiske innovationer af forbrugerprodukter og planlagt forældelse af eksisterende produkter. Forbrugeren kan som individuel aktør på markedet selvfølgelig lade være med at købe det nye produkt og lade være med at kassere det gamle. Men ….. hvis der sammen med lanceringen af det nye produkt, sker en funktionel forældelse af eksisterende produkter, fordi nye versioner af programmer eller andre funktioner ikke fungerer godt sammen med tidligere versioner, så kræver det viljestyrke af en forbruger ikke at lade sig lokke til at købe det nye produkt. Nølende regulering efterfulgt af ”det øjeblikkeliges magt” De-synkronisering har også kendetegnet de seneste mange års udvikling inden for affaldsområdet i Danmark. Miljøorganisationer i Danmark har i mange år kæmpet for en reduktion af affaldsforbrænding og forøgelse af reparation, genbrug og genanvendelse, men der har været en manglende vilje til for alvor at regulere producenter og affaldsselskaber – dvs. der har været en de-synkronisering mellem civilsamfundet og den teknologiske acceleration. I foråret 2018 skete der så pludselig noget i form af den accelererede proces med at forsøge at presse en privatisering af affaldssektoren i gennem for at sikre den nødvendige CO2-reduktion – men på en måde som ingen miljøorganisationer havde kæmpet for. Rosa kalder denne form for processer med korte tidsfrister for ”det øjeblikkeliges magt”. ”Det øjeblikkeliges magt” inden for affaldsområdet er fortsat med den seneste tids pludselig fokus på CO2-fangst fra affaldsforbrænding, der lanceres som en CO2-negativ teknologi og bruges til at argumentere for muligheden for øget affaldsimport og dermed øget affaldsforbrænding. Spørgsmålet er imidlertid, hvor hurtigt der kan opnås en CO2-fangst, som er rentabel, sammenholdt hvad der kan opnås CO2-mæssigt med redesign af emballager m.m., kildesortering og genanvendelse: Træaffald kan laves til flis til møbler m.m., madaffald til biogas og jordforbedringsmateriale og med et højt EU-krav til reel genanvendelse af plast, er der måske heller ikke meget tilbage til affaldsforbrænding, når CO2-fangsten først er klar! Når man kan kalde affaldsforbrænding med CO2-fangst for en CO2-negativ løsning, må det være, fordi man ikke medregner den energi og de ressourcer, der er bundet i de produkter og emballager, som skal brændes af. Men CO2-fangst er en ”nemmere” løsning end at skulle stille krav til producenter, detailhandel og forbrugere om redesign, kildesortering og genanvendelse! Udfordringer i regulering af accelerationssamfundets dynamikker Det moderne samfund kan altså forstås og analyseres som et accelerationssamfund med et selvforstærkende accelerationskredsløb med samspil mellem teknologisk acceleration, acceleration af social forandring og forøgelse af livstempoet. Hyppige skift i holdninger og værdier, mode og livsstil, sociale relationer og forpligtelser, praksisformer m.m. betyder sammen med accelererede teknologiske innovationer risiko for en accelereret forældelse af de materielle omgivelser, der udskiftes, fordi de bliver materielt, økonomisk eller psykologisk forældede. Samfundet kan opleve de-synkronisering mellem forskellige accelerationer, som kan betyde spændinger mellem hurtige og langsomme processer, f.eks. mellem teknologiske innovationer og de demokratiske institutioner og processer, der burde styre innovationerne. Eksemplerne fra affaldsområdet viser, at de-synkronisering mellem teknologisk innovation og demokrati - karakteriseret af politisk nølen og manglende vilje til at regulere et område - kan blive afløst af accelererede processer præget af ”det øjeblikkeliges magt” med brug af ”tekniske fix” som eksempelvis CO2-fangst uden tid til de kritiske vurderinger og demokratiske processer, som civilsamfundet efterlyser. Et andet eksempel er genanvendelse, som er meget i fokus i øjeblikket inden for bl.a. byggeri og inden for tøjområdet. Lige som CO2-fangst kan genanvendelse ses som en strategi, der søger at regulere samfundets ressourcestrømme uden at ændre grundlæggende ved dets accelerationer i form af produktforældelse. Genanvendelse er i sig selv ikke ”dårligt” – det er et spørgsmål om hvorvidt og hvordan denne strategi anvendes sammen med andre mere forebyggende strategier til at regulere accelerationssamfundets problemer. Hvis genanvendelse - uden samtidigt fokus på, forlængede produktlevetider - bliver den dominerende strategi inden for et samfunds- eller produktområde, kan det sammen med teknologisk acceleration medvirke til øget hastighed af den psykologiske produktforældelse, hvis borgere udskifter et produkt med ”god samvittighed”, fordi det ”jo” bliver genanvendt. Dermed kan genanvendelse betyde et øget - og ikke et reduceret - ressourceforbrug. Med CO2-fangst og genanvendelse er det således lige så vigtigt at diskutere, hvordan ”samfundet” anvender disse teknologier til at løse problemer som at diskutere, hvordan disse teknologier ”i sig selv” påvirker samfundet. Et samfunds brug af en teknologi siger meget om et samfund og dets dynamikker. Også de socio-økonomiske aspekter og konsekvenser af de teknologiske accelerationer og produktforældelse er vigtige at analysere og diskutere, herunder: Holder dyre produkter længere end billige produkter? Eller betaler man en høj pris for et dyrt produkts brand - og ikke for en materialemæssigt bedre kvalitet? If Har accelerationen af produktionstempoet betydet, at borgere med få økonomiske midler kun har råd til produkter af dårligere materiel kvalitet, som ikke kan repareres, og hvor kassation af et antal billige produkter måske økonomisk koster personen mindre end ét dyrt, mere holdbart produkt, men belaster miljøet mere og forbruger flere materialeressourcer? Begrebet ”retfærdig grøn omstilling” er her centralt og bliver efterhånden også anvendt i officielle sammenhænge – f.eks. i forbindelse med planlægning af bæredygtig energiomstilling i regi af den skotske Just Transition Commission. Hvordan brydes accelerationskredsløbets selvforstærkende dynamik? Hidtil har dette indlæg måske ikke givet mange ideer til, hvordan accelerationssamfundets dynamikker mere grundlæggende kan reguleres og ændres. Helt overordnet gælder det om at bryde accelerationskredsløbets selvforstærkende samspil mellem teknologisk acceleration, social acceleration og acceleration af livstempoet. Det er lettere sagt end gjort, men her er nogle overvejelser om mulige initiativer: 1) Kan ”det øjeblikkeliges magt” som reguleringsstrategi brydes, ved at civilsamfundet er endnu mere insisterende i sin påpegning af problemer med bl.a. produktforældelse og samtidig peger på produktforældelsens mulige socioøkonomiske konsekvenser? Kan der hentes inspiration i dougnut-økonomien som miljømæssigt og socio-økonomisk koncept og eksempler på dets anvendelse, f.eks. i Amsterdam? 2) Kan der sikres bedre synkronisering mellem teknologiske accelerationer og samfundets demokratiske institutioner ved at pege på de ofte utilstrækkelige demokratiske processer i forbindelse med store samfundsmæssige beslutninger som introduktion af CO2-fangst? 3) Kan der skabes offentlighed om risikoen ved genanvendelse som miljøstrategi, der kan accelerere produktforældelse, og i stedet pege på strategier, som fokuserer på reparation og genbrug? F.eks. ved at skabe offentlighed om produktforældelse gennem undersøgelser af borgernes erfaringer med forældede produkter, analyse af erfaringer fra repair cafeer og påpegning af muligheder for lokal beskæftigelse hos reparationsvirksomheder? 4) Kan der skabes national og lokal offentlighed omkring ”tilstrækkelighed” (”sufficiency”) i forbrug ved at skabe åbenhed om personlige eksempler på, hvordan teknologisk acceleration og social acceleration har øget ens ressourceforbrug til tøj, elektronik m.m., og hvordan man er lykkedes med at udvikle en strategi for ”tilstrækkeligt forbrug”?

Vi er nok ikke mange, der synes det er sjovt når noget bliver dyrere. Det gælder heller ikke det at køre i bil. Og når vi nu har betalt så meget for vores bil, er det jo uretfærdigt, hvis vi skal pålægges ekstra udgifter såsom kørselsafgifter, som jeg flere gange har foreslået i disse spalter. For det har aldrig været dyrere at køre i bil. Men er det nu korrekt? Hvis vi ser på statens provenu for registreringsafgifter, viser nedenstående figur at statens provenu for nye biler er faldet fra 29 mia. kr. årligt i 2007 til 19 mia. kr. i 2019, og den forventes med de foreliggende aftaler at falde til 13 mia. i 2030. Der skal her også med i ligningen at antallet af biler i de seneste 10 år er steget med 400.000. En af årsagerne til de mange nye biler er at registreringsafgifterne siden 2007 er faldet med ca. 30%. Og de gode økonomiske konjekturer har også gjort sit til udviklingen. Illustration: Kilde: Strukturelt provenu fra registreringsafgiften 2019-2035 – Finansministeriet – Skatteministeriet. Og samtidig er nettoprisen på biler også faldet med ca. 5% fra 2007-2018. Politikerne sagde i forbindelse med afgiftsreformen i 2007, at det ikke måtte blive dyrere at køre i bil, og det må vi sige at de har holdt – godt og vel. Den kraftige reduktion på registreringsafgifter i 2007 gav i de første år en stor stigning i nye mikro og små personbiler. Det er i de senere år erstattet af langt flere nye store SUV-biler. Og samtidig er andelen af leasingbiler steget markant siden 2013. Den beskrevne prisudvikling har reduceret statens provenu med 10 mia. kr. årligt siden 2007 og det vil fortsætte i takt med indfasningen af el-biler. Fossilbilerne vil også blive udfaset indenfor de næste 15-20 år, og det betyder at statens indtægter på benzin- og dieselafgifter på ca. 20 mia. kr. vil falde over de kommende år. El-bilerne har høj politisk prioritet med en vision om 1 mio. el-biler om ti år samtidig med at antallet af fossilbiler reduceres med 250.000. De mange flere biler vil alt andet lige betyde flere biler på vore veje. Mange ture bliver valgt ud fra en marginal betragtning vedr. den planlagte transport. Udgifterne til el er ca. 25 øre pr kørt km, mens den til fossilbiler er ca. 75 øre pr km. Så det vil øge motivationen hos bilisterne til at køre i deres nye elbil fremfor at cykler eller tage kollektiv trafik. Og det vil især gælde de korte ture. Så samlet set vil Staten ikke blot miste et stort provenu, men trængslen på vore veje vil også stige. De samfundsmæssige omkostninger ved trængslen et pt 26 mia. kr. årligt, og der er jo noget som vi bilister betaler ved at sidde i kø. Og trængslen fra den stigende trafik kan ikke løses alene ved den nye Infrastrukturplan med årlige investeringer på 10 mia. i udbygning af infrastrukturen. Så trængslerne vil fortsætte både på vejene og for den statslige økonomi, hvis det ikke bliver dyrere at anvende bilen. En øget km-pris vil faktisk vil også kunne medvirke til mindre CO2 fra transportsektoren. Der er flere muligheder for at gøre det dyrere at anvende bilen. De mest nærliggende er afskaffelse/justering af kørselsfradraget, mere afgift på benzin/diesel og roadpricing. Der er afsat 20 mio. til i 2022 at undersøge mulighederne for anvendelse af roadpricing herhjemme, og denne undersøgelse foretages af DTU i samarbejde med Sund & Bælt og Aalborg Universitet. Jeg ser frem til at resultaterne af denne undersøgelse foreligger. Fortsat rigtig god sommer til alle.

I starten af juli blev den danske handlingsplan for cirkulær økonomi – med undertitlen ”National plan for forebyggelse og håndtering af affald 2020-2032” - offentliggjort. Et udkast til handlingsplanen havde været i høring frem til februar 2021. Ud over selve handlingsplanen offentliggjorde Miljøministeriet også et høringsnotat, som sammenfatter de ca. 70 høringssvar i forhold til handlingsplanens forskellige dele. Notatet beskriver også, hvorvidt og hvordan høringssvarene har givet anledning til at ændre planen fra udkastet til den endelige udgave. Desværre er der foretaget ret få indholdsmæssige ændringer på baggrund af høringssvarene – trods mange grundige høringssvar! Den endelige udgave af planen indeholder dog et par nye ideer til indsamling af vigtig viden om dynamikken bag ændringer i samfundets ressourcestrømme - bl.a. inspireret af høringssvarene. I dette indlæg gennemgås den endelige plans fokus på produkters levetid og dynamikkerne bag samfundets ressourcestrømme. Desuden peges på nogle vigtige ”momenter”, som vil få betydning for hvorvidt handlingsplanen får en effekt i af retning af reduceret ressourceforbrug gennem forlænget produktlevetid inden for henholdsvis offentlige grønne indkøb og elektronikprodukter. En del høringssvar utilfredse med udkastets ambitionsniveau Høringssvar fra en række organisationer udtrykte utilfredshed med et lavt ambitionsniveau i udkastet til planen med hensyn til ikke mindst forebyggelse af affald – dvs. initiativer med fokus på lange produktlevetider, gode reparationsmuligheder og genbrug. Udkastet blev her på bloggen i december 2020 karakteriseret således: ”Udkastet til handlingsplanen analyserer vigtigheden af produktlevetid og en række forhold, der begrænser produkters levetid og omfanget af levetidsforlængelse gennem reparation og genbrug. Analysen er mest udfoldet for elektronik og bygninger, men stort set fraværende for tøj. Planen foreslår ikke mange nye initiativer inden for levetidsforlængelse og er meget optimistisk i sin analyse af de allerede varslede initiativer i form af modulering af affaldsafgifter for elektronik og EU’s cirkulær økonomi initiativ for elektronik. Udvikling af lokale reparationsstrategier og udnyttelse af virksomheders og civilsamfundets reparationsviden indeholder potentialer, som ikke er del af handlingsplanen.” Udkastet til planen virkede umiddelbart ambitiøst med hensyn til den rolle cirkulær økonomi skal spille i offentlige indkøb, især statens indkøb, men der var i et vist omfang tale om forslag til tiltag, som allerede var del af den foregående plan fra 2015 eller eksisterende værktøjer, der ikke er blevet anvendt som forventet: ”….produktlevetid og totaløkonomi skal styrkes som kriterier i offentlige indkøb. Analysen af hvorfor det ikke hidtil er lykkedes, kunne have været mere udfoldet.” ”De eksisterende TCO-værktøjer anvendes øjensynlig ikke i tilstrækkeligt omfang i dag. Handlingsplanen varsler, at værktøjerne skal gøres mere brugervenlige.” Kritikken i en del høringssvar af det lave niveau for forebyggelse refereres detaljeret i høringsnotatet, men har kun betydet få ændringer i handlingsplanen. Derfor er det ikke overraskende, at en del kommentarer til den endelige plan udtrykker samme kritik som høringssvarene. Nogle nye ideer om produktlevetid i den endelige plan Der er som nævnt enkelte steder i handlingsplanen og i høringsnotatet nye ideer til opbygning af viden om dynamikkerne bag ændringer i samfundets ressourcestrømme. Opbygning af sådan viden er ret afgørende for fremover bedre at kunne forstå den lineære økonomis dynamikker og omfanget af omstilling til en mere cirkulær økonomi. I høringsnotatet s. 27 udtrykker Klima-, forsynings- og energiministeriet - i hvad man kunne kalde en regeringsintern kommentar - følgende om mulighederne for at opbygge vigtig viden om energirelaterede produkters levetid: ”Energistyrelsen kan udarbejde nationale tal for levetiden for en række energirelaterede produkter, som beregnes på baggrund af data fra ElModelBolig og salgstal fra APPLIA. Desuden forventer Energistyrelsen, at der i forbindelse med den kommende Ecodesign arbejdsplan for 2020-24, vil blive udarbejdet et forstudie om energirelaterede produkters holdbarhed, som også vil kunne omfatte angivelse af produktlevetid.” I høringsnotatet s. 25 udtrykker Miljøministeriet følgende om indikatorer for genbrug: ”Øget genbrug må formodes at reducere hustandendes affaldsmængde, hvormed det umiddelbart vurderes mere hensigtsmæssigt at måle affaldsmængderne direkte i stedet for at måle mængden af genbrug som en indikator for affaldsforebyggelse.” I handlingsplanen s. 69-70 er der i forlængelse heraf tilføjet overvejelser om, hvordan vigtig viden om dynamikkerne bag genbrug kan indsamles: ”Danmark skal måle omfanget af genbrug fra dataåret 2021 og indberette data herom til EU i 2023. Den kvantitative overvågning af genbrug har vide metodologiske rammer, hvilket tillader anvendelsen af forskellige metoder til at udføre overvågningen – heriblandt spørgeskemaundersøgelser, direkte målinger, dagbøger fra enkeltpersoner, beregninger af genbrugets massebalance eller en anden tilsvarende metode i henseende til relevans, repræsentativitet og pålidelighed.” De nævnte nye former for data vil være oplagte at medtage i Danmarks Statistiks Grønne Nationalregnskab og i den database for cirkulær økonomi, som er under udvikling i regi af Danmarks Miljøportal sammen med Miljøstyrelsen og Kommunernes Landsforening. Vil handlingsplanen føre til længere produktlevetider? Gode ideer i en handlingsplan er imidlertid ikke tilstrækkeligt til at sikre, at der ret faktisk sker ændringer - jf. eksemplerne ovenfor om manglende implementering inden for offentlige grønne indkøb af ideer i den tidligere tilsvarende handlingsplan fra 2015. Som en systematisk ramme for udvikling og analyse af offentlig regulering kan man anvende Søren Winters såkaldte integrerede implementeringsmodel, der ses i figuren nedenfor. Modellen har tidligere været anvendt til analyse af regulering inden for bl.a. landbrugsområdet samt socialt arbejde og omsorg. Modellen identificerer en række momenter, der er vigtige i politikudvikling og -implementering for opnåelse af effekter: Politikformulering og -design Organisatoriske rammer for implementering Håndhævelse: ledelsens, medarbejdernes og målgruppens praksis Resultater og effekter Disse fire momenter er således også afgørende for hvorvidt og hvordan offentlig regulering med fokus på cirkulær økonomi reducerer ressourceforbrug og dets miljøpåvirkninger. Jeg vil i det følgende med nogle eksempler illustrere modellen og senere pege på nogle aktuelle udfordringer, der vil være afgørende for handlingsplanens effekt i forhold til produktlevetid. Illustration: implementerings.pbwork.com Politikformulering og -implementering Politik udvikles i følge Winters model gennem dels politikformulering, dels politikdesign. Afgørende for selve politikformuleringen er ifølge Winters model de tre elementer konflikt, kausalteori og symbolpolitik, som omfatter: Konflikter mellem aktører i forbindelse med politikformuleringen Den anvendte kausalteori om baggrunden for et problem og hvorfor og hvordan offentlig regulering kan bidrage til at løse problemet – antages det f.eks. at et problem skyldes manglende økonomiske incitamenter, manglende viden e.l. (Risikoen for) symbolpolitik, hvor offentlig regulering ikke forventes at løse problemet, men hvor den offentlige regulering er en markering af, at ”der bør gøres noget” – f.eks. når en overordnet politik om cirkulær økonomi formuleres gennem symboler og metaforer som at ”ændre det moderne samfund til at være et økosystem i lighed med naturen, hvor intet går til spilde” Det efterfølgende politikdesign skal tilvejebringe grundlaget for den offentlige regulering. I EU-regi kan politikdesign inden for miljøområdet bl.a. dreje sig om hvorvidt der designes en EU-forordning (som f.eks. forordningerne med krav til reservedeles tilgængelighed for de enkelte elektronikproduktgrupper), som umiddelbart skal implementeres af medlemslandene som vedtaget i EU eller et EU-direktiv (f.eks. WEEE-direktivet), hvor medlemslandene selv skal udforme den nationale lovgivning inden for direktivets rammer. Implementeringspraksis og dens mulige kontroverser Selvom en formuleret politik og det tilhørende politikdesign ser overbevisende ud, er det ikke sikkert, at implementeringen fører til resultater og effekter i forhold til det problem man vil løse – f.eks. forlængelse af elektroniske produkters levetid. Det afhænger af implementeringspraksis, som i følge Winter’s model – bl.a. formes af: Organisatorisk og interorganisatorisk implementeringsadfærd: Hvordan organiseres implementeringen i samspil mellem forskellige aktører – f.eks. EU, stat og kommune – herunder de bemyndigelser og personalemæssige og økonomiske ressourcer, der tildeles Praksis hos myndigheder og målgruppe: Afgørende for implementeringen er praksisserne hos dem, der skal kontrollere og vejlede m.m. (de såkaldte ”markarbejdere”) målgruppen (f.eks. virksomheder eller borgere) og målgruppens praksisser: Får eksempelvis ændrede afgifter virksomheder og forbrugere til at ændre praksis i den forventede retning? Analyser af resultater og effekter - og feedback til ændret politikformulering: For at vurdere om en offentlig regulering er en succes er det nødvendigt, at der indsamles viden om resultater – f.eks. antal miljømærkede produkter – og effekten – f.eks. om de miljømærkede produkter sælges og erstatter andre produkter. Desuden er det nødvendigt, at både positive og negative erfaringer bidrager til justering af den oprindelige politik Kontroverser med betydning for implementeringsadfærden ses nogen gange i forhandlinger om ny regulering, der involverer både staten og kommunerne. Der kan være uenighed om hvorvidt en arbejdsopgave medfører øgede byrder for kommunerne. Hvis det er tilfældet, skal kommunerne kompenseres med et højere statstilskud ud fra det såkaldte DUT-princip (Det Udvidede Totalbalanceprincip). Hvis der er uenighed herom, kan det betyde, at eksempelvis kontrollen med virksomheders praksis ikke implementeres. Jeg husker en sådan uenighed for en hel del år siden, hvor staten ikke mente det ville betyde øget tidsforbrug for kommunerne at kontrollere kapitel 5-virksomheders grønne regnskaber. Det blev derfor skrevet ind i bemærkningerne til lovforslaget at det ikke krævede øget tidsforbrug, og kommunerne blev derfor ikke kompenseret. Det betød, at nogle kommuner nedprioriterede den pågældende kontrol. Nogen steder valgte medarbejdere alligevel ud fra faglig stolthed at kontrollere regnskaberne! Der er altså en række forhold, som er afgørende for implementeringspraksis! Case: Kontroverser i udviklingen af EU’s ecodesign-direktiv for lyskilder Der vil selvfølgelig være interessemodsætninger i udformningen af offentlig regulering, hvis forskellige aktører formelt eller uformelt har mulighed for at påvirke reguleringen gennem forhandlinger og lobbyarbejde. Da en del offentlig regulering med fokus på cirkulær økonomi formes gennem EU-regulering gives i det følgende et eksempel på kontroverser i udviklingen af EU-regulering inden for cirkulær økonomi. Et online seminar fredag 4. juni 2021 - ‘Sustainable Products & Future Ecodesign’ - illustrerede kontroverser om hvilke krav der skal stilles i produktregulering i regi af EU’s ecodesign-direktiv. Seminaret var arrangeret af Lighting Europe – den europæiske erhvervsorganisation for producenter af lyskilder (bl.a. Osram og Tungsram) - som del af European Green Week. Debatten viste politikudvikling om produktkrav og håndhævelse som to centrale momenter i offentlig regulering af cirkulær økonomi. Oplægsholderen fra de europæiske miljøorganisationers paraplyorganisation European Environmental Bureau (EEB), Stéphane Arditi - Director of Policy Integration and Circular Economy var direkte i sine synspunkter på begrænsningerne i EU’s produktregulering. Han pegede på, at lyskildeproducenterne i forhandlinger ikke havde været indstillede på at acceptere et krav om, at alle LED-lyskilder skulle kunne repareres – f.eks. ved at selve lyskilden skal kunne udskiftes. Brancheorganisationen Lighting Europe pegede omvendt på, at EU’s Sustainable Product Initiative ikke skal stille specifikke krav til ”how to repair, upgrade, disassemble, remanufacture and therefore not limiting future innovation”, men kun skal sige hvad der anses for bæredygtigt. Ligeledes udtrykte brancheorganisationen skepsis over for at skulle informere forbrugerne om den forventede levetid på en lyskilde, fordi organisationen ikke mener, at sådanne informationer kan valideres. Omvendt pegede Arditi fra EEB på, at der er behov for væsentligt flere ressourcer til at kontrollere overholdelsen af de EU-krav man bliver enige om. Han viste diagrammer med tal for forkert indplacering af energiforbrugende produkter i energiklasse og mangelfuld information om produkter og talte for, at navne på produkter og forhandlere med produkter, der ikke lever op til EU-krav, skal offentliggøres. Arditi opfordrede til, at udnytte potentialet i at lade medlemslandenes myndigheder og miljøorganisationer samarbejde om at kontrollere overholdelse af EU’s produktregulering. Eksemplet viser samtidig vigtigheden af at gøre sådanne uenigheder synlige. Dengang EU offentliggjorde sine første krav til tilgængelighed af reservedele som led i at muliggøre længere produktlevetid gennem reparationer, fortalte EEB, at reparationskravene – bl.a. at reservedele skal være til rådighed og skal kunne udskiftes uden at ødelægge produkterne - kun var kommet med i revisionen af ecodesign-direktivet, fordi EBB og deres medlemsorganisationer havde lobbyet for disse synspunkter og lobbyet modsat de europæiske erhvervsorganisationer, som ikke ønskede krav til reparationsmuligheder, men kun krav til produkternes genanvendelighed. Forkert kausalteori bag ’right to repair’? Betydningen af kausalteori og symbolpolitik illustreres af EU’s formulering af ”right to repair” som en ny værdi eller princip i den seneste EU- handlingsplan for cirkulær økonomi. Det er endnu for tidligt at sige, at ”right to repair” vil ende som symbolpolitik, men der er omvendt heller ikke ingen tvivl om, at kausalteorien bag princippet og politikdesignet kan få betydning for effekten. EU’s forordninger for tilgængelighed af reservedele til specifikke grupper af elektronik siger således ikke noget om hvad prisen på reservedelene må være, eller hvad en reparation må koste. Når en ny trådkurv til en opvaskemaskine kan koste op til 25% af prisen på en ny maskine, kan det betyde at en maskine kasseres, selvom den kun er nogle få år gammel. For reservedele, som forbrugere ikke selv kan eller bør udskifte som en motor eller en pumpe på hårde hvidevarer, er prisen på reservedelen og reparationen sammenlignet med prisen på et nyt produkt afgørende. Ingeniørforeningens reparationsundersøgelse fra 2018 viste således, at først og fremmest prisen på reservedele og reparation sammenlignet med prisen på et nyt tilsvarende produkt er afgørende for om et produkt repareres. Derimod er det kun i mindre omfang mangel på reservedele, der betyder, at produkter ikke repareres og kasseres. En undersøgelse i efteråret 2020 i projektet ”Affald og ressourcer på tværs” af bl.a. reparationsbehov og -erfaringer med elektronik viste de tilsvarende resultater, undtagen for køkkenudstyr hvor borgerne angav den hyppigste årsag til manglende reparation af køkkenudstyr, at udstyret ikke kan repareres. På baggrund af handlingsplanens annoncerede tiltag og forventningerne til deres effekt kan der med baggrund i Winters model for politikudvikling og -implementering peges på nogle fremtidige afgørende momenter med stor betydning for handlingsplanens effekt. Disse momenter gennemgås i de følgende afsnit. Sikring af midler til at følge dynamikken bag samfundets ressourcestrømme Hvis de nye ideer i handlingsplanen til hvordan man kan indsamle viden om dynamikken bag samfundets ressourcestrømme er det vigtigt, at der afsættes ressourcer til at indsamle og analysere denne viden. Det kan ske i et samarbejde mellem Danmarks M9ljøportal, Danmarks Statiastik og universiteterne. Der er ingen tvivl om, at denne form for viden koblet med viden om ændringer i de forskellige ressourcestrømme kan bidrage med vigtig viden om muligheder og barrierer for cirkulær økonomi. Affaldsstatistikkens tal for forskellige affaldsstrømme er ikke tilstrækkeligt til at planlægge og vurdere cirkulær økonomi. Hvordan sikres en stærkere implementering af offentlige grønne indkøb i statens regi? Det vil være afgørende for handlingsplanens effekt for statens grønne indkøb, at man får analyseret og fremadrettet lært af, hvorfor den hidtidige implementering af grønne indkøb i statens regi ikke har fungeret som forventet i handlingsplanen fra 2015. Det er vigtigt at finde ud af, hvorfor produktlevetid og totaløkonomi ikke hidtil har spillet den forventede rolle, og hvorfor de udviklede værktøjer til totaløkonomi ikke er blevet anvendt i det forventede omfang. Vil den forestående modernisering af EPR for elektronik betyde længere produktlevetider? Handlingsplanen er meget optimistisk i sin vurdering af hvad den danske modernisering af det såkaldt udvidede producentansvar (EPR) for elektronik vil betyde for elektronikprodukternes levetid. Ministeriet regner ifølge handlingsplanen med, at ”miljørigtigt design i højere grad stimuleres, bl.a. ved at indføre en miljøgraduering af de bidrag, som producenterne betaler for affaldsbehandlingen.” Samtidig lægges op til en mere skånsom håndtering af elektronikaffald ”for at sikre, at materialernes værdi i højere grad kan udnyttes.” Hvis dette skal lykkes, skal der være åbenhed om den kausalteori, som den danske modernisering baseres på, og det skal sikres, at implementeringspraksis og herunder håndhævelsen nøje planlægges. Kan man forebygge baglæns? Det kan synes bagvendt at skulle sikre produkter længere levetid ved at stille krav til, hvordan produkter skal håndteres, når deres levetid er slut - og i det hele taget er begrebet ”udvidet producentansvar” ikke så meget værd, så længe det kun handler om affaldshåndtering og closing-strategier og ikke slowing-strategier med fokus på længere produktlevetider. Man kan dog forestille sig at produkter designet med henblik på adskillelse i deres forskellige materialer i affaldshåndteringen, også kunne adskilles med henblik på reparation og dermed forlænget produktlevetid, men det er ikke sikkert. Hvis eksempelvis et produkt er samlet med kliklåse af plast, vil man kunne adskille produkter i deres forskellige materialer ved at ødelægge kliklåsene i en form for shredder, men det vil IKKE være en form for affaldsbehandling, som sikrer at produktet kan repareres. Der er altså forskel på en bevarende og ikke-bevarende adskillelse af produkter! Gebyrers mulige tilskyndende effekt Ud over ovenstående udfordring med at sikre at krav til adskillelse af produkter forlænger produkters levetid, er en anden udfordring fastsættelsen af de nævnte affaldsgebyrer (i handlingsplanen kaldet ”bidrag, som producenterne betaler for affaldsbehandlingen”). Hvis en modulering af affaldsgebyrer for elektronik rent faktisk skal medvirke til udvikling af produkter, der er lettere at adskille og reparere og dermed potentielt har en længere levetid, skal der utvivlsomt være tale om en graduering af gebyrerne på en faktor 10 eller 100 mellem bedste og værste produkter. Man må nok forudse en kontrovers i Danmark om både størrelsen af disse gebyrer og den indbyrdes graduering. Omvendt har Danmark stort set ikke producenter af forbrugerelektronik, så der er ikke danske industriinteresser, som skal forsvares. Dvs. der er ikke noget til hinder for at indføre en væsentlig dansk graduering af gebyrerne. Dette kunne efterfølgende tilskynde forhandlere i Danmark til at vælge produkter til deres sortiment, som har lavere affaldsgebyrer – og dermed ville gradueringen faktisk have en effekt. Det forudsætter dog, at der er forskel mellem forskellige produkter på dette område – og at producenterne ikke lige som bilproducenterne bliver enige om ikke at konkurrere om at udvikle bæredygtige produkter. Mulige kontroverser om gebyrernes størrelse En del af kontroversen om gebyrerne vil antagelig handle om hvordan omkostningerne for affaldsbehandlingen skal beregnes. Hvis det skal have en tilskyndende effekt, så skal omkostningerne omfatte hvad en faktisk adskillelse af specifikke produkter koster – herunder også et ”besværligt” produkt med sammenlimede materialer og komponenter – selvom affaldsbehandlingen for sådanne produkter måske vil være højere end prisen for et nyt produkt. Sådan må det så blive - ellers vil affaldsbehandlingen ikke betyde en faktisk genanvendelse af materialerne, som EU’s og Miljøministeriets ønsker. Det europæiske virksomhedsforum for WEEE-området – WEEE Forum – har formuleret 12 krav til hvordan producenterne skal – og ikke skal (!) – belastes økonomisk i de moderniserede WEEE-ordninger. De 12 krav stemmer ikke nødvendigvis indbyrdes overens. Et af kravene lyder ”Fees must cover real costs for end-of-life waste management and through modulation provide true incentives for producers.” Her anerkender producenterne altså, at gebyrerne skal dække de reelle omkostninger og skal give producenterne incitamenter – forhåbentlig mener WEEE Forum incitamenter til en mere bæredygtig praksis. Samtidig lyder et af de andre 12 krav: ”Existing EPR schemes for WEEE in the Member States and financing obligations of producers must be preserved”. Dette krav vil ikke være acceptabelt fra et dansk perspektiv, da den nuværende danske WEEE-ordnings finansiering ikke indeholder en graduering af gebyrerne ud over produktets vægt. Håndhævelse af regler central WEEE Forum efterspørger også effektiv håndhævelse af ordningerne: ”Put in place measures to enforce the modulated fee schemes all over Europe given that free-riding in the current EPR system is already heavily distorting the internal market.” Effektiv kontrol kan man ikke være uenig i. Spørgsmålet vil være, hvem der skal stå for håndhævelsen, og hvem der skal betale for den. Hvis man følger strategien fra andre områder som f.eks. fødevareområdet, så skal virksomhederne betale for det offentliges kontrol af virksomhederne. Egenkontrol vil også være en mulighed, men det vil kræve stor tillid til virksomhederne og kræve kontrol af egenkontrolsystemerne! En anden kontrolstrategi vil være den, som EEB opfordrede i sit oplæg om cirkulær økonomi og lyskilder - at myndigheder og miljøorganisationer samarbejder om håndhævelse af regulering. Samarbejde melllem myndigheder og civilsamfund kan være et formelt samarbejde - eller uformelt hvor myndigheder inspireres af miljøorganisationers offentliggørelse af navne på produkter, der ikke lever op til EU-krav. Som tidligere beskrevet på denne blog kan sociale medier og såkaldt ”citizen science” være et stærkt værktøj ved at borgere ved hjælp af billeder og tekst synliggør både gode og dårlige eksempler på produkters levetid og reparationsmuligheder. Emballager også et område med udfordringer og mulige kontroverser Inspireret af ovenstående om gebyrer og synliggørelse af gode og dårlig eksempler kan der afslutningsvis peges på et tredje vigtigt område i handlingsplanens implementering: graduering af gebyrer på emballage med henblik på at tilskynde til genbrug og genanvendelse. Også inden for dette område vil en stor differentiering af affaldsgebyrerne være afgørende for om en ordning anspore emballageproducenter, produktproducenter og forhandlere til sammen at udvikle emballager, der er lette at sortere og genanvende – eller måske udvikle emballager, der kan genbruges. Og også her kan det være vigtigt, at civilsamfundet gennem fotos og opslag på sociale medier viser gode og mindre gode eksempler.

Ferie kan være mange ting. Det kan være verdensomspændende eventyr, udforskning af lokal natur, god tid til at nå praktiske projekter, der ikke er tid til i hverdagen eller muligheden for at komme helt ned i tempo og ikke lave andet end at dase. Men på en måde kan man sige, at den europæiske patentmyndighed (EPO) faktisk har sin egen holdning til, hvornår noget er rigtig ferie. Eller i hvert fald til hvornår man ikke bare kan lægge den på et andet tidspunkt. Min egen ferie involverede dette telt, som jeg i løbet af at skrive det her indlæg fandt ud af var involveret i sin egen lille patentstrid. Mere om det i næste blogindlæg. Illustration: Louis M. Kehlet Løbende deadlines Der er masser af deadlines, når man arbejder med patenter. Selv indleveringen kan ses som en deadline, fordi indleveringsdatoen er så vigtig i forhold til, hvornår man har beskyttelse fra og hvornår man kan offentliggøre sin idé. Derefter kommer eventuel indlevering af en opdateret ansøgning indenfor det første år og dernæst de regelmæssige svar til myndigheden. Nogle af https://www.epo.org/law-practice/legal-texts/html/guidelines/e/e_viii_1_6_1.htmde deadlines kan forlænges, mens andre bestemt ikke kan, men fælles for dem alle er, at der er et spænd af tid, hvor man kan udføre opgaven. Så hvis man nu også skulle nå noget andet – som for eksempel at holde ferie – kunne man ordne sagen inden man tager af sted og ikke bekymre sig om fristen. Mundtlige forhandlinger De mundtlige forhandlinger er en af de få situationer, hvor patentmyndigheden kræver, at man er til stede på et bestemt tidspunkt. Givet at international rejse har været en del sværere i den seneste tid, bliver mundtlige forhandlinger nu i høj grad afviklet online. Men online eller fysisk, skal man man være til stede for at fremføre sine argumenter, svare på sagsbehandlerens spørgsmål og eventuelt forsvare sig imod modstanderens angreb. Vi kender vist alle til, at det kan være svært at finde en dato, der passer alle lige godt, når man skal samle en hel flok mennesker. Så i stedet for at spørge, har EPO besluttet, at når det gælder mundtlige forhandlinger fastsætter de selv en dato uden at spørge nogen af parterne, hvad der passer dem. Så risikerer man ikke så nemt, at nogen synes de andre har fået en fordel, eller at nogen bare trækker tiden ved at sige, at ingen af datoerne passer. Men nogle gange passer datoen virkelig dårligt. Retfærdiggjort af alvorlige omstændigheder I retningslinjerne for den europæiske patentlovgivning (EPC) er der også en smule albuerum: ”At anmode om ændringen af dato for mundtlige forhandlinger er tilladt såfremt den anmodende part kan fremlægge alvorlige omstændigheder der retfærdiggør fastlæggelsen af en ny dato” (frit oversat fra EPC Guidlines 7.1.1). Men hvornår er der så en god nok grund? Det er der selvfølgelig også eksempler på, men med en understegning af, at det at årsagen er på listen ikke er en garanti for at forhandlingerne bliver flyttet – bare for at det vil blive overvejet om de skal flyttes. Siden EPO har sine prioriteter i orden er det første punkt på listen, hvis man er blevet indkaldt til nogle andre mundtlige forhandlinger allerede – den slags er jo ikke nemt at flytte på. Der kan også være mere personlige omstændigheder som pludselig sygdom, hvis en af de personer der er nødt til at være med til forhandlingerne selv skal giftes den dag, eller hvis man skal aftjene værnepligt. Nederst på listen findes ferie også. Men man kan selvfølgelig ikke bare sige, at man egentlig gerne ville holde fri lige den dag, for så ender man jo hurtigt tilbage i situationen, hvor datoen nemt flyttes frem og tilbage af uenige parter. Ferie – af den rigtige slags For at EPO synes en ferie rigtig gælder, skal der som udgangspunkt være noget, der gør det dyrt eller umuligt at flytte. Formuleringen i retningslinjerne er (løst oversat) ferie, der er fast booket inden invitationen til mundtlige forhandlinger er modtaget. Såfremt der ikke er en booking skal der inkluderes argumenter for, hvorfor ferien ikke bare kan flyttes – sammenfald med skoleferie angives som en mulighed. Så det er ikke fordi der slet ingen mulighed er, men den bedste sikring af et ferietidspunkt er altså en booking, sikkert fordi det er det nemmeste at bevise og lave en ensartet lov omkring. Indkaldelsen til mundtlige forhandlinger skal under normale omstændigheder ske senest to måneder før forhandlingerne finder sted. Så hvis der er risiko for den slags, skal ens ferieplaner altså enten være spontane nok til at det alligevel vil falde inden da eller være fastlagt i god tid. Tidligere beslutninger en del af loven En ting er at man kan blive bedt om at flytte på sin ferie – det kan jo ske i stort set alle fag, her er der bare ret faste regler for det. Det er til gengæld ikke i alle fag, at det praktisk talt bliver til en del af loven om man fik lov til at holde fri der hvor man havde regnet med eller ej. I patentlovgivning (og meget andet lovgivning) bliver tidligere afgørelser taget med i overvejelser om følgende afgørelser fordi der så er præcedens og den samme type sag jo gerne skulle give samme udfald, så alle er lige for loven. Det er det der kaldes case law. Konceptet er godt, men lige her synes jeg det virker lidt hårdt, at det kan blive en del af loven der refereres til siden hen, at man ikke kunne komme på ferie fordi man ikke skulle rejse langt væk eller at man måtte aflyse sin fødselsdagsfejring. Hvornår synes I noget er en rigtig ferie?