Atter har to russiske forskere bosiddende i England, været på spil med en sensationel udmelding: de har for første gang målt **superledning ved stuetemperatur**, en opdagelse helt i toppen af det videnskabelige samfunds "most wanted" liste (se [wiki artiklen her](https://en.wikipedia.org/wiki/Room-temperature_superconductor)). For 16 år siden kickstartede André Geim og Konstantin Novoselov fra Manchester Universitet forskningen i grafen og andre 2D materialer. De skrev den første store artikel om supermaterialet grafen i 2004, og fik Nobelprisen i 2010. Denne gang er det Artem Mischenko, fra Manchester Universitet, der sammen med sin kollega, Ivan Timokhin fra Imperial College i London, har gennemført et helt unikt eksperiment, der for første gang viser superledning ved stue temperatur, Deres metode er genial, intet mindre. Et ægte Columbus-æg. Hvor forskningen har fokuseret på mere og mere esotoriske keramiske materialer (såkaldte høj Tc superledere, hvor Tc - T critical - er den kritiske temperature hvorunder materialet bliver superledende) og forsøgssbetingelser - f.eks. 2 millioner atmostfæres tryk - for at presse den kritiske temperatur op bare i *nærheden *af stuetemperatur, er de to forskere gået i en helt anden retning. Måske er Arten Mischenko netop inspireret af Andre Geims berømte "fredag eftermiddag" eksperimenter, som bl.a. førte til levitation af [frøer og hamstere i et kraftigt magnetfelt](https://www.youtube.com/watch?v=A1vyB-O5i6E). Andre Geim er den eneste forsker der både har vundet Nobelprisen og Ig Nobel prisen, hvor den første er velkendt :) , og den sidste gives for "achievements that first make people laugh, and then make them think." Nu ikke gå rundt om den varme grød længere, Peter! Det innovative skridt er at **køle hele stuen ned til 80 K**, hvor en single-krystal høj Tc superleder lavet af YBCO (Yttrium Barium Kobber Oxid) er placeret. Denne bliver superledende (Tc = 92 K), så ved at sætte stuetemperaturen til 80 K er problemet løst. For at gøre det hele en lille bitte smule mere praktisk, byggede de en model af en stue i skala 1:76, som man kan se på figuren nedenfor, komplet med møbler og miniature mennesker, der sikkert er hjemme på grund af Coronavirus - eller måske juleaften. Hele molevitten er anbragt i et vakuum kammer, og kølet med en kryokøler, der har en basetemperatur på 65 K. Forskerne konstaterede at YBCO krystallen blev superledende ved at Meissner effekten slog til, da temperaturen nåede under Tc. Krystallen var anbragt ovenpå en permament magnet, og idet magnetfeltlinierne ikke kan trænge ind i superlederen, får det superlederen til at levitere et lille stykke over magneten, der såvidt jeg kan se fungerer som stuebord. Det er en anelse mere kompliceret end som så: ved høje magnetfelter, opstår der superledende hvirvler i høj Tc superlederen, der låser magneten og superlederen fast ("quantum locking"). Superledende levitation (og locking) er en af kandidaterne til fremtidens togtransport, hvor meget høje hastigheder kan opnås med lavt energitab på grund af lavere friktion (luftmodstand) - se f.ek.s [posteren her](https://www3.nd.edu/~vortex/Levitation.pdf), eller [artiklen her](http://ijesc.org/upload/61d7e71a81927c7309578fb3581e2ec4.Study%20of%20Quantum%20Levitation%20and%20Locking%20in%20High%20Temperature%20Superconductors%20and%20Ways%20of%20Cooling.pdf). Eksperimenterne blev lavet i et køkken under det universelle Corona lockdown, som de to forskere takker for at give inspiration og anledning ( kedsomhed?) til dette bemærkelsesværdige gennembrud. Så nej. Det er ikke en aprilsnar, strengt taget. Forskerne har vitterligt målt superledning ved stuetemperatur, blot i en meget lille og meget, meget, *meget * kold stue. De afsluttende ord er værd at citere i deres knastørre helhed: > Our approach shows outstandingly fast development of the new Room Temperature Superconductivity based on the standard YBCO single crystalline material and in future we plan to extend the range of Room Temperature Superconductors to other, more conventional, materials such as Sn3Nb, Pb, Hg etc. by purchasing of a more powerful cryocooler with lower base temperature. Creating a high-pressure room could also be considered in order to be in line with the modern trends and recent reports about superhydrides. However, Room Pressure Superconductivity paper would be a subject of purchasing ion mill and diamond anvil cell (DAC). Also, a room scale is expected to be much smaller to fit inside the DAC gasket. Artiklen "Novel approach to Room Temperature Superconductivity problem" kom på Arxiv i går, og kan (skal) læses her: [https://arxiv.org/ftp/arxiv/papers/2003/2003.14321.pdf](https://arxiv.org/ftp/arxiv/papers/2003/2003.14321.pdf)
Ved et tilfælde lå min Geiger-Müller tæller ved siden af en Wi-Fi router jeg er ved at teste. Til min store overraskelse gav den udslag, da Wi-Fi linket blev exciteret. Prøv at se denne video, hvor jeg dokumenterer fænomenet. Er det ikke vildt? [video: https://youtu.be/V3bzJqnZPR8] Jeg vil undersøge det nærmere - og vender tilbage i morgen med en video, hvor jeg uddyber min opdagelse. Stay tuned!
Coronaforskningen kører lige nu for fuld fart, og i en artikel her på siderne spørges det i dag: [Kan vi stole på coronaforskningen, der lige nu kører for fuld fart?](https://ing.dk/artikel/kan-vi-stole-paa-coronaforskningen-lige-nu-koerer-fuld-fart-233788) De fleste mennesker læser givetvis ikke videnskabelige artikler om coronaforskning, men læser derimod hos de bredere medier. Så disse medier har et særligt ansvar for at forstå foreløbige studier og forskning - uanset om de har gennemgået uafhængig fagfællebedømmelse (peer review) eller ej - før de *eventuelt* videreformidler resultater og implikationerne af forskningen. Det er på mange måder prisværdigt, at man ønsker at "oversætte" kompliceret forskning og litteratur til lettere forståeligt sprog og konklusioner. Men det fordrer - [som diskuteret tidligere her på siderne](https://ing.dk/blog/ikke-publiceret-princeton-studie-forskning-230455#comment-942045) - at man, til et vist niveau, fagligt kan forstå forskningen, samt at man udøver kildekritik. Og at man er særligt skeptisk og kritisk, hvis der er tale om forskning, som endnu ikke har gennemgået uafhængig fagfællebedømmelse. Eller, som i dette tilfælde, er gennemført på kort tid, med usikre data og med alle de videnskabelige forbehold, som den her situation og dens hastige udvikling kræver. Vi kan ikke, i den aktuelle situation, sidde og vente og lade stå til, indtil [fagfællebedømt forskning kan give sikre og vandtætte svar](https://ing.dk/blog/kan-vi-vente-paa-fagfaellebedoemt-coronavirus-forskning-233063) på alle spørgsmål og udfordringer. Men som [nobelprismodtager i fysik i 1965, Richard P. Feynman](https://ing.dk/blog/forskning-dag-nobelprismodtager-feynman-vender-sig-sin-grav-210029), en gang udtrykte det: *I think it's much more interesting to live not knowing than to have answers which might be wrong.* Det bør medier og journalister tænke over i denne tid (i ekstra grad - men også mere generelt). Er det formålstjenligt at beskrive og videreformidle foreløbig forskning og tilhørende fremskrivninger af eksempelvis antal smittede, antal døde, virussens dødelighed, dens geografiske spredning, eller af noget femte, hvis arbejdet har mange forbehold, bygger på meget foreløbige data og har stor usikkerhed? Et mere relevant spørgsmål ville derfor være: Kan vi stole på medier og journalisters dækning, der lige nu kører for fuld fart, af coronaforskningen?
*Hvis robotter kan sove, vil de så drømme? Og vil det i givet fald så være om elektriske får?* **Philip K. Dick** er forfatteren, der maler dette obskure billede frem for vores indre øje - et billede der mest af alt genererer endnu flere kryptiske og komplekse spørgsmål. Romanen af samme navn er fra 1968, og temaet med et både fremmed og genkendeligt univers, kan vi se levendegjort i Ridley Scott’s film **Blade Runner** fra 1982. *Kort fortalt har verden været ramt af atomkrig, og radioaktivt nedfald er hverdag. Folks følelsesmæssige tilstand kan afstemmes ved et såkaldt ‘stemningsorgel’, og ‘empatikasser’ kan åbne folks sind for den metafysiske verden.* *Mange dyrearter er døde og erstattet af robot-dyr. Det samme er sket for menneskene; vi er dog ikke uddøde, men vi har måtte skabe androider (menneskelignende robotter) til at varetage en række nødvendige opgaver.* *Både robot-dyrene og androiderne ligner deres forbilleder så meget, at der må hårde midler i brug for at skelne de “ægte” fra de “falske”. Men det er der også tænkt på. Mennesker kan føle empati, det kan androiderne ikke. ’Voigt-Kampff-instrumentet’ er en såkaldt empatitest, der er udviklet til at skelne menneskene fra androiderne.* *Hvad der dog ikke er tænkt over er, hvordan man håndterer følelser på tværs af arterne; menneske og androide. For det kan jo ske at filmens helt (Harrison Ford, hvem ellers?) forelsker sig i en androide - og så har vi balladen.* Spændende og relevante temaer er der mange af i denne roman, men de kan i realiteten samles under ét overordnet metatema: **ETIK.** Altså; hvordan vi lever eller snarere ønsker at leve sammen som mennesker. Og etik er hvad vi fra tid til anden lægger i korttidsterapi her på Teknopsykologens Briks. Mangt og meget er skrevet og sagt om etik, men mest interessant er i min optik, hvordan etikken praktiseres. Det skal vi kigge nærmere på denne gang. Overordnede set er etik i teknologi, hvad min blog her på sitet handler om, når jeg behandler spørgsmål som; *Hvad berettiger at kunstig intelligens-teknologi (KI) griber ind i vores liv, som det gør og fremover i stigende grad vil gøre? Virker det fordrende for vores velbefindende eller ej? Og hvordan skal KI i givet fald designes og anvendes for at være ’etisk’ og dermed fordre det gode liv?* Jeg regner med, at vi hver gang kommer lidt nærmere et gyldigt og tilfredsstillende svar (og bliver tiltagende klogere sammen på vejen), så tag gerne en tur omkring i min blog-portefølje [Teknopsykologens Briks](https://ing.dk/blogs/teknopsykologens-briks), og læs med om min psykologfaglige tilgang til etik i praksis. **Nu vil jeg sætte fokus på, hvad man kan kalde det normative niveau og inddrage et par kloge hoveder i behandlingen af temaet.** **Vi skal dykker ned i hvilke implikationer potentielt nye arter af androider og cyborgs kan medfører. De vil for eksempel nok opfatte noget så abstrakt som TID anderledes end os. De vil udvikle sig eller snarere “REPRODUCERE” sig markant anderledes og med en helt anden hast, end os. Og så kan de jo nok ikke dø, modsat os.** Lad os først vende os mod hvad en tidligere kending; **Nick Bostrom** spår om vores udsigter til et etisk liv med kunstig intelligens-teknologi. ##Etisk forsvarlige algoritmer, tak Laver man en ratatouille af ekspertviden om teoretisk fysik, neurovidenskab, logik, kunstig intelligens og filosofi, så får man den svenske Oxford professor [Nick Bostrom](https://nickbostrom.com/). Men sin imponerende kapacitet står han bag en række interessante udlæg af, hvad kunstig intelligens er, og hvad den/det vil bringe os. Tilbage i 2011 præsenterede han sammen med **Eliezer Yudkowsky** i *Cambridge Handbook of Artificial Intelligence* hvilke konsekvenser kunstig intelligens vil have for vores etik. ([The Ethics of Artificial Intelligence](https://nickbostrom.com/ethics/artificial-intelligence.pdf)). Her slår de fast, at hvis KI skal erstatte menneskelig dømme- og arbejdskraft, som udviklingen synes at pege mod på nogle fronter, så skal følgende kriterier skrives ind i alle grundlæggende algoritmer for hele foretagende - hvis vi altså ønsker etisk forsvarlige kunstig intelligens-teknologi: *Gennemsigtighed* - i forhold til at kunne revidere KIs databehandlingsproces. *Forudsigelighed* - reglerne for de involverede er tydelige. *Robusthed* - i forhold til datamanipulation. *Ansvarliggørelse* - i forhold til konsekvenser af databearbejdning og valg truffet derpå. *Ukrænkelighed* - i forhold til hensyn til individets ret til autonomi. ##Ny art - ny etik Ifølge Bostrom og Yudkowsky afhænger vores etik af vores fysiske og kognitive kvaliteter og kapacitet. Det betyder, at hvis nye intelligente arter kommer til såsom androider eller cyborgs (hybrid af menneske og maskine) med kunstig generel intelligens (**Artificial Generel Intelligence, AGI**) – så vil vi skulle revurdere vores forståelse af, hvad det vil sige at have moralsk status. Læs om cyborgs i min forrige blogserie; [Sig Hej til din nye kollega - hun ved alt om dig! Cyborg #3](https://ing.dk/blog/sig-hej-din-nye-kollega-hun-ved-alt-dig-cyborg-3-232755) Lad os se på et par af de faktorer, der for alvor adskiller ’os fra dem’: ##Reproduktionshastighed og tidsfornemmelse Den nye art adskiller sig fra os, ved at den har en markant hurtigere såkaldt **reproduktionshastighed**; de kan duplikere sig selv i fuldt udviklet form ved - groft sagt - at installere et softwareprogram i mere eller mindre simpelt hardware. Det tager os humane aktører noget længere tid at opnå samme "duplikation". Derudover kan de, på grund af deres enorme computerkraft, foretage hurtigere og mere omfattende **kognitive operationer** end os, hvorfor deres **tidsfornemmelse** også vil være markant anderledes. **AGI** anslås at kunne bearbejde data op mod en million gange hurtigere end os, beregnet ud fra hvad vores neurale biologiske forbindelser tillader sammenlignet med, hvad en maskines kobbertrådsforbindelser muliggør af elektrisk kapacitet. (Bostrom og Yudkowsky, 2011; Lovelock, 2019). *Sagt med andre ord og sat i et tidsperspektiv: Hvad der opleves som ét år for mennesket, vil opleves som 31 sekunder for androider eller cyborgs med AGI.* **Tid og tidsopfattelse er mere afgørende for vores velbefindende, end vi lige går og tror.** ##Når døden ikke er *game over* for alle Tid er en abstrakt størrelse. Ikke desto mindre er det tiden, der driver os frem i livet og motiverer os til at stå op om morgenen, gå på arbejde, få børn, blive gift, skabe, leve - alt sammen noget vi vil nå, førend vi dør. *Så hvordan ville vi opføre os, hvis vi ikke have en deadline - hvis vi ikke skulle dø?* Androider eller cyborgs med AGI har ikke udsigt til døden. I hvert flad ikke som vi kender den. Det betyder, at deres motivation og generelle adfærd vil være markant anderledes end vores. Deres tilgang til værdier såsom frihed, borgerrettigheder, autonomi, retfærdighed - kort sagt; alt det vi behøver for at trives som mennesker - vil være mærkbar anderledes. Måske ville disse såkaldte “værdier”, slet ikke være værdier for dem. Antageligt ikke. De er “motiverede” eller snarere styrede af andre formål. Til at starte med var de programmerede til et eller flere specifikke formål, men ved hjælp af deres toptunede software med tusindvis af deep learning bearbejdnings-lag, har de nu udviklet deres egne uforudsigelige, lidt spændende, og for os humane aktører lidt mere skræmmende, formål. ##Forskellige forudsætninger - forskellige regler? Flere udfordringer venter forude. Én står dog lysende klar og kan betragtes som en forudsætning for at finde løsninger på mange andre; **Forskellige opfattelse af hvad der har værdi i livet, hvordan et menneskeliv skal vægtes og ikke mindst hvordan vi opfylder vores basale og eksistentielle behov - vil udfordre os, når vi skal fastsætte en etik, vi alle kan leve efter og bygge vores samfund på.** Denne problemstilling bliver tydeligt i for eksempel her omtalte film **Blade Runner**, hvor egenskaben empati er kardinalforskellen mellem mennesker og androider. En lille og dog grundlæggende forskellighed de to arter imellem, der bevirker, at de har forskellige mål med livet og ønsker sig forskellige typer samfund. Helt så dramatisk som opgøret i Blade Runner udspiller sig, tror jeg dog ikke det vil gøre her i vores virkelige verden. Dét sagt; så er forandringen af vores verden med implementeringen af kunstig intelligens-teknologi i såvel vores private som vores professionelle liv for nuværende mere subtilt og skjult. Og skønt dette nok kan virke desto mere skræmmende, så mener jeg, at der endnu er flere fordele end ulemper ved kunstig intelligens-teknologi - NÅR det altså virker til at optimere og øger sikkerheden omkring specifikke funktioner i vores arbejdsprocesser. Den diskussion kan vi tage en anden gang. **Næste gange skal vi længere ned i materien af de potentielle konsekvenser, som kunstig intelligens-baserede optimering af os mennesker og af arbejdsprocesser og -resultater medfører.** **Vi skal kigge på et par eksempler fra virkeligheden, der illustrerer hvordan KIs muligheder også kan blive til udfordringer, og gøre det svært for os at efterleve en almengældende etik og indrette et retfærdigt samfund.**
Der er mange der sidder og nærlæser historien om den spanske syge i 1918 for tiden. De fleste vil nok pege på ting som flytrafik, DNA baseret diagnosticering og andre højteknologiske fremskridt, hvis man spørger dem hvad den største praktiske forskel er. Det er naturligvis rigtigt, selvom man det ikke umiddelbart er indlysende at de får den helt store indflydelse, bortset fra hurtigt smitten spredes og hvor oplyste vi er om hvad der faktisk sker. Jeg tror der er anderledes lavpraktiske ting der vil gøre større forskel. F.eks kølecontainere som lighuse. Et af de helt store hygieineproblemer i 1918 var at få skaffet de døde af vejen i en fart, idag ruller man en kølecontainer op til hospitalets læsserampe og når den er fuld bytter man den ud med en anden på få minutter. Jeg tror også vi allerede nu kan spå om hvad der kommer til at stoppe den næste pandemi inden den bliver det: Mobiltelefonsporing. Kina forhinderede Covid19 i at sprede sig fra Wuhan ved en benhård overvågning og 100% konsekvent opfølgning på alle mobiltelefoner der havde bevæget sig fra Wuhan til resten af landet. Vi har set nogle få ad-hoc analyser af mobiltelefontrafik i Europa og USA og man kunne næsten høre alle beredskabsfolkene sige *"So ein ding..."* i kor. Der er absolut ingen tvivl om hvilken forskel det ville have gjort, hvis SST i første øjeblik der var rygter om Covid19 i Alperne kunne (& ville!) have trukket en liste fra mobilselskaberne med alle der var eller havde været i en relevant geografi i en relevant tidsperiode og beordret dem og deres nære familie i karantæne, således som Kina gjorde. Det ironiske er at der biver ikke er tale om at vi skal overvåges mere: Vi bliver allerede elektronisk overvåget præcis lige så meget, hvis ikke mere, end Kineserne gør, vores data ligger bare spredt ud over FaceBook, Google, Reklamebranchen, Teleselskaberne, Rigspolitiet, NSA osv. hvor sundhedsmyndighederne ikke kan få fat i dem mens tide er. IT-liberalisterne er selvfølgelig allerede i harnisk over ideen, men hvor sympatiske deres argumenter om privatliv end måtte være, bliver det ikke nemt for dem at luge rækken, når modargumentet er et par hundrede døde og guderne vide hvor mange milliarder kroner. *phk*
Vi står midt i en Coronavirus-pandemi. Der er foretaget omfattende indgreb (hjemsendelser, lukning af restauranter og skoler og forsamlingsforbud). Formålet med indgrebene er at redde liv. Samtidig er der betydelige omkostninger i form af reduceret økonomisk aktivitet og daglig velfærd for mange. Men er de reddede liv omkostningerne værd? [>>media:145202|Carl-Johan Dalgaard er cand.polit. og ph.d. fra Københavns Universitet. Han har været ansat ved Københavns Universitet siden 2002 - siden 2008 som professor. Hans forskning har især fokuseret på vækst og udvikling samt makroøkonomi.] [>>media:145203|Lars Gårn Hansen er lic.polit (phd) og professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet. Hans forskning centrerer sig om miljøøkonomiske problemstillinger, herunder regulering, kontrol og håndhævelse. Lars’ forskningsinteresser omfatter også forbrugeradfærd og sundhed.] [>>media:145204|Jakob Roland Munch er cand. scient. oecon og professor i økonomi ved Københavns Universitet. Hans forskning er især fokuseret på international handel, globalisering og arbejdsmarkedsøkonomi.] [>>media:145205|Nabanita Datta Gupta er ph.d. og professor i økonomi ved Århus Universitet. Hendes forskningsområder dækker blandt andet arbejdsmarkeds-, familie- og sundhedsøkonomi samt pensioner og tilbagetrækning.] Der findes ikke en objektiv måde, hvorpå man kan besvare dette spørgsmål. I sidste ende falder det i politikernes lod at foretage afvejningen mellem gevinsterne for samfundet i form af reddede menneskeliv, og de omkostninger diverse tiltag påfører samfundet. Efterfølgende er det så op til befolkningen at belønne eller straffe politikerne for deres beslutning, i forbindelse med et kommende folketingsvalg. En cost-benefit analyse kan dog bistå politikerne med nyttig information, der kan hjælpe dem i deres overvejelser. Cost-benefit analysen opgør omkostninger og gevinster ved et tiltag. Omkostningerne er i nærværende sammenhæng særligt den tabte økonomiske aktivitet, hvilket vi vender tilbage til nedenfor. Gevinsterne består af sparede liv, som i en cost-benefit analyse måles ved værdien af et undgået dødsfald. ### Værdien af undgåede dødsfald Umiddelbart lyder det kættersk at opgøre liv i penge. Men det er i realiteten en ofte forekommende afvejning, som de fleste møder i dagligdagen. Når man køber bil: Betaler du mere for den sikre Volvo, eller køber du den mindre sikre og billigere Skoda Citigo? Når man kommer for sent af sted på turen til Jylland: Kører du 130 i timen og når frem til tiden, eller kører du 90 i timen, og når sikkert frem, men for sent? Groft sagt afslører vores valg i den slags privatlivssituationer, hvad man er villig til at betale for en lille reduktion af ens egen risiko for at dø. På nationalt plan foretages en tilsvarende afvejning, når det offentlige laver trafikinvesteringer, sundhedstiltag og miljøregulering, som leder til små ændringer i risikoen for, at de berørte borgere dør i trafikken, af sygdomme eller af luftforurening. Her laves en mere formel cost-benefit analyse, hvor en trafikinvesterings anlægsudgifter tæller med på cost-siden, og hvor en del af benefits er færre trafikdødsfald. Ifølge [Finansministeriets vejledning](https://www.fm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2017/08/ny-vejledning-i-samfundsoekonomiske-konsekvensvurderinger) værdisættes et undgået gennemsnits dødsfald til 34 mio. kr. Hvis projektet koster mindre end 34 mio. kr. per undgået dødsfald, peger cost-benefit analysen på, at det bør prioriteres og ellers ikke. De 34 mio. kr. per dødsfald, er opgjort ud fra undersøgelser af hvad, den gennemsnitlige dansker er villig til at betale for en lille reduktion af sin egen dødsrisiko (se formandskabets [Miljøøkonomiske rapport fra 2016](https://dors.dk/vismandsrapporter/oekonomi-miljoe-2016)). Ideen er, at det, som borgerne kommer til at betale til offentlige projekter over skatten for at reducere deres dødsrisiko, skal svare til det, de er villige til at betale for at reducere deres dødsrisiko i deres privatliv. Værdien af et undgået dødsfald opgjort på denne måde er relevant at bruge, når der laves cost-benefit analyser af projekter og politiktiltag, der medfører små ændringer af borgernes dødsrisiko. Og det er netop formålet med de tiltag, regeringen har gennemført for at reducere corona-smittespredningen. ### Cost-benefit analyse af Corona-tiltag I princippet kan man altså godt lave en cost-benefit analyse af Corona-tiltagene ved brug af den opgjorte værdi af et gennemsnits dødsfald. WHO anslår dødeligheden ved Corona-virus til mellem 0,3 og 1,0 pct. Sigtet med de omfattende indgreb er at reducere hastigheden, hvormed smitten spredes, således at sundhedsvæsnets kapacitet til at behandle de mest syge ikke overskrides. Hvis kapaciteten overskrides, kan sundhedsvæsnet ikke stille relevant behandling til rådighed, og dødeligheden risikerer at blive større. Formålet med de omfattende indgreb er altså at undgå at dødeligheden bliver større end 0,3-1,0 pct. Ifølge Sundhedsstyrelsens prognose er et muligt scenarie, at 580.000 smittes i første bølge, hvorved det forventede antal dødsfald bliver 1.700 – 5.800 personer. Hvor mange flere der risikerer at dø, hvis sundhedsvæsnet ikke kan følge med, er højest usikkert, men hvis den forventede effekt for eksempel svarer til at der kan undgås 1.000 gennemsnits dødsfald, en cost-benefit analyse opgøre gevinsten i til 34 mia. kroner. Omkostningerne ved de omfattende indgreb hænger primært sammen med den mindre produktion i samfundet som lukninger, begrænsninger og hjemmearbejde medfører. Herfra skal trækkes værdien af den ekstra fritid, hjemsendte medarbejdere får, ligesom velfærdstabet ved restriktioner i fritiden skal lægges til. Hvor stort faldet i produktionen og værdiskabelsen bliver, er svært at vurdere. For nogle virksomheder vil tabet være mere eller mindre uigenkaldeligt, mens andre vil kunne indhente noget af det tabte, når krisen og de omfattende indgreb er overstået. Omkostningerne kan blive større end det umiddelbare værditilvæksttab, hvis sunde virksomheder går ned, og medarbejdere fyres på grund af nedlukningen. Hvis det sker, kan produktionen ikke bare genoptages af de samme virksomheder og medarbejdere, når restriktionerne hæves. Så vil der være ekstra omkostninger ved at etablere nye virksomheder og ansætte nye medarbejdere, og hele genstarten af de nedlukkede dele af økonomien kan trække ud. De omfattende økonomiske hjælpepakker, der er vedtaget, sigter i første omgang mod at begrænse antallet af virksomheder, der må lukke, og at medarbejdere fyres, og dermed mod at reducere de ekstraomkostninger dette kan medføre. Hjælpepakkerne indebærer samtidig en vis omfordeling af de omkostninger, som i første omgang rammer virksomheder og ansatte i de nedlukkede brancher hårdt. Med hjælpepakkerne påtager resten af samfundet sig en stor del af omkostningerne. Det er derfor vigtigt at slå fast, at de statsfinansielle udgifter ikke er lig med de samfundsøkonomiske omkostninger ved indgrebene. Hjælpepakkerne er udtryk for noget andet, nemlig det omfang af økonomiske ressourcer, man politisk er villig til at flytte fra én gruppe af borgere (skatteborgerne) til en anden (de mest berørte virksomheder og medarbejdere). ### Hvad kan cost-benefit analysen bruges til? Analysen kan bruges til at vurdere, om indgrebene giver et forventet samfundsøkonomisk overskud, hvis der alene står sparede dødsfald på spil. Der er dog andre dimensioner ved Corona-krisen at tage i betragtning. Da man står overfor et muligt sammenbrud af sundhedssystemet, er der både et hensyn til de berørte medarbejdere og et mere grundlæggende hensyn til at bevare befolkningens tillid til sundhedsvæsenet - noget der ikke er med i en normal cost-benefit analyse. Endelig kan omfanget af dødsfald blive så stort, at analysen ikke længere holder. Det kan have en selvstændig værdi at reducere risikoen for et meget stort antal samtidige dødsfald selv om risiko i udgangspunktet er lille. Der, hvor vi står nu, er det primært i forhold til, hvordan og hvor hurtigt man skal lempe restriktionerne, at den slags cost-benefit analyse er nyttig. Man bør i videst muligt omfang søge at lempe der, hvor den økonomiske gevinst er størst i forhold den belastning af sundhedsvæsnet lempelsen måtte medføre. Analyserne kan hjælpe med at sammenligne alternative teststrategier og alternative strategier for genåbning af økonomien. Den slags beregninger bør man gå i gang med så hurtigt som muligt. Endelig vil cost-benefit analyser af de forskellige strategier, der er valgt rundt omkring i verden, være særdeles nyttige når vi er på den anden side af pandemien. Den slags analyser vil være grundlaget for at forberede et omkostningseffektivt beredskab og planer til næste gang en pandemi rammer.
En teknologisk detalje der stort set er gået i glemmebogen, er at jernbaner kom før telegrafen, hvilket gjorde dem til noget af det mest komplexe man kunne forestille sig, for ledvogteren på Ydre Udbys Hulvej skulle have instruktioner der virkede selvom man ikke kunne kontakte ham hurtigere end per brev med næste forbipasserende tog. Et sted overlever denne teknologihistoriske trivia: I det USAnske udtryk *"That's no way to run a railroad"* eller *"That's a hell of a way to run a railroad"* som typisk bruges når en stor operation der burde have fungeret er kørt _helt_ af sporet. F.eks Regeringen George W. Bush's håndtering af "Katrina". Udtrykket er allerede begyndt at dukke op om Covid19 håndteringen i USA og med god grund. Helt uden at bringe Trumpolino ind i billedet, gør både magtfordelingen og strukturen af sundhedsvæsnet det næsten umuligt at håndtere en pandemi fornuftigt. Sundhedsvæsnet i USA bliver drevet for profittens skyld. Der er utvivlsomt utallige idealistiske medarbejdere med hjærtet på rette sted, men deres løn bliver betalt af store profitdrevne virksomheder. Fordi det er "helt almindelige virksomheder" gælder almindelige ansvarsretslige principper, frem for særordninger som vi kender det fra f.eks patientklagenævnet. Fordi det er ansvarsretslige principper, fordi vi taler om død og lemlæstelse og frem for alt fordi USA bruger juryer til at afgøre dem, har *alle* i sundhedsvæsnet, fra organisationen, til hospitalet, hospitalsdirektøren, lægerne, sygeplejeskerne, portørene, firmaet der er hyret til at gøre rent og elektrikeren der skal skifte en pære i en lampe, meget dyre ansvarsforsikinger. Den fødselslæge der bragte min søn til verden i USA, betalte f.eks 55% af sin omsætning direkte ind i ansvarsforsikringen og det var kun så *lavt* fordi hun havde mange års erfaring og endnu aldrig var blevet trukket i retten af en patient. Derfor er al kontakt med sundhedssystemet i USA rablende vanvittigt dyrt, sammenlignet med ethvert andet land i verden. De fleste USAnere der har en, får deres sygesikring som en del af *"benefits"* fra deres arbejdsgiver. Arbejdsgiveren tilbyder sygesikringen ved at indgå en kontrakt med en *"HMO"*, en *"Health Management Organization"*, der igen laver aftaler med ambulancer, læger og hospitaler om at levere et ved kontrakt nøje aftalt og kaliberet niveau af sygesikring. Som konsekvens af dette, kan du ikke bare skynde dig til nærmeste hospital, eller for den sags skyld selv vælge læge: Hvis du får en regning fra en *"health provider"* som er *"out of network"* betaler din sygesikring intet, du hænger på den selv. Derfor kan helt almindelige USAnere ende i den situation at de først skal ringe til deres HMO for at *få lov til* at henvende sig til en af HMO'en udpeget læge, for at blive checket for om de har blindtarmsbetændelse. Har de så det, skal de bruge det rigtige ambulancefirma til at blive kørt til det rigtige hospital for at blive opereret af den rigtige kirurg. Ja, I læste rigtigt: Kirurgerne er nemlig i stort omfang selvstændige der lejer sig ind på hospitalet, ligesom praktiserende læger betaler hospitalet for *"admitting priviledge"* så de kan indlægge patienter. Er man uheldig, som en af mine bekendte, at kirurgen ikke bliver færdig med den forrige operation og en anden kirurg, efter patienten er bedøvet overtager opgaven sagen, kan man vågne op til en regning på 3 månedslønninger, fordi denne kollega var *"out of network"*. Det tog hende fire opslidende år med retssager at få HMO'en til at æde den regning og da både vinder og taber betaler sin egen advokat i USA, kostede det hende *stadig* $5000 i advokatregning. Eksemplet med blindtarmsbetændelse er et af de nemme, det siger HMO'en *praktisk taget* altid ja til, men for mange ikke-livstruende sygdomme kan første niveau i processen være at man skal overbevise en medarbejder i HMO'en, via telefon og email, om at man i det hele taget skal have lov til at gå til lægen til at begynde med. Det siger sig selv, at alle har tænkt sig om: I det *"business-environment"* er den logiske strategi at behandle så få patienter så dyrt som muligt og derfor bliver der skrevet faktura på *alt*. Regningen på min søns fødsel, gudskelov betalt af hans mors sygesikring, indeholdt f.eks en linie for hvert påbegyndt kvarter vi havde "konsulteret" med en af sygeplejeskerne. Uden på noget tidspunkt at tage fat om ondets rod, har Kongressen fedtet rundt i hjørnerne i snart 80 år. F.eks *skal* alle hospitaler behandle "livstruende syge" der ankommer i deres skadestue uden først at sikre sig betaling derfor, men samtidig er der sat et loft over hvor stort et beløb hospitaler skal acceptere at miste på patienter der ikke kan betale. Osv. osv. Det samlede resultat er at den absolut overvejende årsag til personlig konkurs i USA er en hospitalsregning og at befolkningen derfor er "opdraget" til at holde sig langt borte fra sundhedssystemet, indtil alle andre muligheder synes udtømt. Her må man ikke glemme at når vi taler om USAs befolkning, tænker vi næsten altid på hvide middelklasse familier i velbjergede jobs, (*"As seen on Television!"*) simpelthen fordi det er dem der har råd til at have venner og bekendte - som os - fra udlandet. Den anden halvdel af USAs befolkning opdager vi danskere kun hvis vi drejer forkert ind i en *"bad part of town"* på en ferie derovre. Joda, vi hører vittighederne om de mexikanske håndværkere og den farvede *"token employee"* osv, men på samme måde som med århusvittigheder er der uendelig langt fra karikaturen til virkeligheden. Her kommer de politiske lappeløsninger ind i billedet: Når man er pensionist har man ikke løn og ingen *"benefits"* og derfor oprettede man *"MediCare"* som er offentlig sygesikring for pensionister, den gang med helt klar plan om at det med tiden skulle udbredes til hele befolkningen, men det var der for mange penge at tjene ved at forhindre. Man lavede også *"Medicaid"*, som f.eks dækker handicappede og visse kronisk syge. Obama-Care var på mange måder en væsentlig forbedring i detaljer, men lod den (set med vores øjne) dybt syge struktur uforandret, men lovene har lige siden vedtagelsen være udsagt for meget ihærdig sabotage fra såvel det ene parti som de mange betalte politikere i det andet, foruden delstatsguvernører, deltstatsregeringer og mange andre af den ca. 1 mio *"non-medical personel"* der tjener deres løn på at lave *"blame-allocation"* i det nuværende system. I en situation som Covid19 pandemien, står USA derfor med et hospitalsvæsen der er optimeret til det absolut mindste antal senge der giver det bedste afkast, bemandet af fagfolk der er panisk bange for at begå en fejl på en patient der kender en god advokat og en befolkning der går i en stor bue udenom dette hospitalsvæsen, enten fordi de frygter at blive ruineret, eller fordi de ved de vil blive det. Og USAs helsesystem har levet helt op til forventningerne i denne situation: Regninger på $3000 for en covid19 prøve og en teenager der døde efter at være blevet afvist fra skadestuen fordi han ikke havde sygesikring og ikke var "livstruende syg" set fra hospitalets *"risk-management"* systems synspunkt. Det så ikke aktuelt i den foreliggende situation, men det ville være naturligt at spørge om ikke en kompetent regering ville kunne gøre et eller andet ? Forbavsende lidt viser det sig. Fordi dem der skrev grundloven i 1700-hvidkål ikke havde fantasi til at forestille sig hverken vaccinationer, antibiotika eller biokemi, er folkesundhed ikke en af de explicit "reserverede" føderale områder, så det styrer delstaterne selv[1]. Derfor ser vi nu visse stater indføre "holde afstand" regler og lukke skoler, mens nabostaten ved siden af ikke gør. Grundlæggende kan føderalregeringen smide penge efter problemet og prøve at koordinere de 50 guvernører hvis ansvar det fundamentalt set er. Eller som Obama sagde: "Jeg har kun to arbejdsredskaber: En kuglepen og en telefon." Det med pengene har Kongressen lige gjort: De har kastet ca. 2000 mia $, ca. 15-16 *tusinde* *mia* kroner, primært efter erhvervslivet[2]. Det stoppede kun aktiekursernes styrtdyk en halv dags tid, utvivlsomt sammenfaldende med en masse *"insider-trading"* men pengene ser ikke du til at gøre nogen relevant forskel på pandemiens forløb. Alt i alt kører covid19 totalt med klatten i USA, for det er simpelthen ikke en måde at køre et sundhedssystem på. De seneste dødstal fra USA er ca. 2000, et tal der fordobles hver tredje dag. Hvis alle 50 delstaters guvernører og lovgivende forsamlinger tog sig sammen her og nu, vil inkubationstiden på to uger have 30 doblet dødstallet til 50-60 tusinde, inden deres beslutninger får en virkning. Bruger de en uge på at komme i gear, hvilket ville være tæt på et politisk mirakel, taler vi 250 tusinde døde. Et realistisk bud er derfor at omkring en million mennesker vil dø i USA i den næste måned[3]. ...og det er vel at mærke forudsat Trumpoline *ikke* gør noget dumt. *phk* [1] Der findes det der kaldes *"spending clause loopholes"*: Kongressen bestemmer selv hvorledes den bruger de skattepenge den er autoriseret til at indkradse. Den kan f.eks vælge at give penge til vedligehold af motorveje, men kun hvis den højeste tiladte hastighed er 55 mph og sikkerhedsseler er påbudt. Så kan delstaterne jo overveje om de vil rette ind eller selv betale for asfalten. [2] Samme erhvervsliv har kvitteret ved at fyre mere end 3 mio medarbejdere, for at få dem ud af deres *"healthcare"* kontrakter, som alle forventer exploderer i pris næste år, for et eller andet sted skal hele "sundhedsindustrien" jo hente pengene. [3] Kun hvis det bringer USA til "der ligger lig overalt" får virusmutationer med højere dødelighed bedre muligheder (=1918 scenariet), men jeg forventer - jeg *håber* - at se nationalgarden blive sat igang med rendegraver længe inden det kommer dertil.
Det viser sig at jeg ikke er den eneste beboer i kælderlabbet: Jeg har søreme fået fint besøg af en mus og omend jeg tror vi har kærligheden til kabler til fælles, så har musen nok et mere gastronomisk forhold til isolering end jeg. Sød og nuttet ser den ud, men det er et forhold der er dømt til fejle, så noget må der gøres: Mickey må fanges så han kan komme med en tur i skoven. Det må være en passende lejlighed til at afprøve mine evner ud i musefælde design, og jeg har naturligvis valgt at give fælden et nørdet islæt, og kan dermed introducere en Wi-Fi-enablet musefælde som ved fangst notificerer mig per email. Som om der ikke var nok IOT dimser i forvejen... Hjernen i fælden er en Raspberry Pi Zero W som jeg havde liggende, og da jeg også havde et kameramodul liggende var det nærliggende at tilføje et 'mouse-cam', så fangstøjeblikket med lidt held kan dokumenteres. Nå... Det ovenstående er skrevet før jul, og vi springer hermed frem til nutiden hvor der beklageligvis ikke kan konkluderes entydigt. Min lab-gæst har nemlig ikke vist sig siden fælden blev sat op. Jeg har endda prøvet med en række forskellig lokkemad uden held. Samtidig har jeg ikke siden hørt den krattende lyd som i første omgang gjorde at jeg opdagede den. Jeg kunne jo vælge at tolke det, som at musen erkendte at dens overmand var fundet og af ren skræk har valgt at flytte ud? Jeg syntes en overgang at detektere en dårlig lugt i kælderen, som dog i mellemtiden er ophørt. Måske er musen død af ren skræk ved det blotte syn af fælden? Jeg ved det ikke, men nu har jeg brygget fælden sammen, og så skal I da ikke snydes for at se den! Og hvis det nogensinde lykkedes mig at få én i fælden så bliver I de første der får besked :) [video: https://youtu.be/RDjVRBd_ogM]
”Arbejder I stadigvæk på den racerbil?” er der ofte folk, der spørger os om, og ja, det gør vi! Faktisk er det vores målsætning at race rundt på DIS’ parkeringsplads til sommer. (Til dem der ikke kender projektet kan jeg anbefale at man læser om vores projekt i vores første oplæg: [DIS1 projektet ](https://ing.dk/blog/vi-bygger-racerbil-vil-du-koere-med-209084)) Men for at det skal kunne lade sig gøre, kræver det, at vi får styr på følgende: • Motor controller (SW+HW) • Sensor board (SW) • Battery boxes (Mech+Electrical) • Battery Management System (Electrical) Vi har besluttet at lave vores egen motorcontroller, da dem, man kan købe, som matcher vores behov, er alt for dyre i forhold til, hvad det vil koste for os at lave den selv. Derfor er vi i fuld gang med at udvikle vores egen motorcontroller og hardwaren dertil. Lige nu har vi gang i test af den første MCU (Motor Controlling Unit). Det betyder, at vi tester de boards, vi har udviklet, og finjusterer koden bag. Når udviklingen af denne MCU er færdig, kan vi bestille fire (én til hver motor) og derved blive i stand til at få alle fire hjul til at dreje rundt. Bagved udviklingen af MCU-softwaren har vi valgt at benytte os af programmeringssproget ”Rust”, som er et programmeringssprog med flere paradigmer, der fokuserer på sikkerhed. Dette er med til at sikre, at koden i MCU’en ikke sender føreren på en ukontrollerbar køretur. Til at sende signaler til MCU’en har vi udviklet et sensorboard, som opsamler inputs fra de forskellige sensorer, vi har placeret i bilen. Pt. har vi kun monteret sensorer på gas- og bremsepedalerne for at sikre, at vi kan komme i gang og stoppe igen. Sensorboardet er testet til at kunne behandle inputs fra f.eks. ratstammevinkel og g-påvirkning, som bliver sendt op til førerens display. På den mekaniske side er vi ved at få produceret vores forreste batteripakker, hvori vores batteribanke med celler skal monteres. Vi har valgt at benytte os af alu-sandwich-plader for at holde vægten nede og stivheden oppe. Heri monterer vi så gitre, som vi 3D-printer i brandhæmmende materiale, hvori battericellerne bliver placeret. De forreste batteripakker bliver luftkølede, hvor køleribberne er placeret under bilen og derved køler battericelleterminalerne via gennemstrømsluften – battericellerne er vendt på hovedet med terminalerne nedad, da de afgiver størstedelen af varmen gennem disse. Dette har vist sig at være den mest optimale metode til afkøling af batterierne ift. vores vægtkrav, da et vandkølet system hertil vil tilføje en del ekstra vægt. Som det kan ses, har vi placeret de to forreste batteripakker under passagersædet i hver side. Designet er lavet, således at skulle der gå noget galt (f.eks. eksplosion), så vil kraften blive styret ud gennem bunden, således at det er sikkert at være passager. Bagtil er vi i fuld gang med at lægge sidste hånd på designet, og her har vi valgt at samle batterierne til en enhed, hvor terminalerne bliver kølet via en central køleplade. Dette gør, at vi kan beholde et centralt og lavt tyngdepunkt, mens vi benytter os af et simpelt vandkølingssystem. Dette betyder, at vi har en batteribank med 300 celler på hver side af kølepladen. Herunder ses den bagerste batteripakke: Vi har endnu ikke indkøbt forbrændingsmotoren, men for at kunne lave vores design af batterikasserne ift. den antagede plads, har vi i CAD-modellen indsat en Hayabusa-motor samt vores generatorer. Det er antagelsesvis en afart af denne motorkonstruktion, vi vil benytte, da der er flere leverandører af tunede versioner på denne platform. Den sidste store ting, vi mangler, for at kunne trykke speederen i bund, er vores Battery Management System (BMS). Vores BMS-system har vi købt fra den amerikanske producent Ewert Energy Systems, da de kunne levere et gennemtestet automotive specifikt produkt til en fornuftig pris. Vi benytter os af deres Orion BMS 2, som vi er ved at integrere i vores batterisystem samt vores MCU. BMS’en gør os i stand til at overvåge de enkelte celler (temperatur, kapacitet, afladning og opladning). Dette hjælper os med at se, hvor meget strøm vi har at bruge af samt at identificere enkelte døde/døende celler, således at vi kan udskifte dem, før de gør skade på hele batteripakken. Hvis I har forslag til emner I gerne vil have os til at fortælle om så skriv dem endelig i kommentarfeltet.
Ovre på Financial Times laver John Burn-Murdoch et fantastisk arbejde med at samle og visualisere Covid19's hærgen igennem alverdens lande. Pga. af sagens alvor er [siderne foran betalingsmuren](https://www.ft.com/coronavirus-latest) og de har min varmeste anbefaling. Denne grafik er min favorit: (Klik på grafikken for at få fuld størrelse, eller brug link ovenfor for at se den senest opdaterede version) Enhver tvivl om at regeringer gør en forskel, eller at der er forskel på regeringer, er hermed manet i jorden. Eller for den sags skyld at [presentation af information](https://www.edwardtufte.com/tufte/) har stor vigtighed. Grafen er dog ikke uden problemer. Anvendelsen af en logaritmisk Y-akse er kritisk for overhovedet at vise forskellene, men har samtidig den virkning at få pixels gør en stor forskel på tragediens omfang. Sammenlign f.eks Frankrig og Tyskland, stort set ens kurver, men i Tyskland er næsten dobbelt så mange smittede. Ligeledes Kina og Italien: Kinas kurve er flad, de har for alle praktiske formål stoppet spredningen, mens Italien stadig fordobler antallet af smittede hver uge. *phk*
Det seneste år har jeg slæbt mere end 2.000 danskere fra alle dele af samfundet - ledere, IT-folk, netværksorganisationer og selv et større hold fra Politiken Plus-segmentet - gennem dataetiske dilemmaspil. I grupper fra få til rigtig mange - og om noget en gruppedynamisk øvelse som hver gang, har krævet at mennesker har været samlet for at skabe dialog og dynamik i diskussionerne. Det har været en fantastisk rejse med ny viden, nye erkendelser, masser af interessante diskussioner, brudte personlige grænser men også med masser af humor og mængder af kærlig sarkasme. En af de vildeste oplevelser var da jeg i KB Hallen sammen med en filosofiprofessor og en chef for en juridisk tænketank - et ret atypisk setup på en tech-konference som IBM Think - gennemførte et dilemmaspil med 7-800 deltagere. Men det er jo stoppet brat nu. Og i øvrigt ikke så underholdende og energisk-dynamisk at gøre noget lignende på videokonference. Så i pausen, indtil samfundet åbner igen, er det værd at reflektere over, hvad vi har lært gennem de mange arrangementer. Det er et komplekst område, så i den kommende tid kommer jeg til at fortælle om emnet over en række artikler. I den første taler vi om de helt grundlæggende begreber og så kommer vi til at udfolde AI-etik, dilemmaspil, menneskelig etisk resiliens, dannelse og meget mere. ## Hvorfor? Dataetik er en svær størrelse. Både fordi det kan være en udfordring at forstå og overskue den komplekse digitale som omgiver os — bare læs Zuboffs “The Age of Surveillance Capitalism” for en introduktion - men også fordi det kan være svært at spotte de dataetiske dilemmaer og paradokser som vi kan blive ramt af som individer eller virksomheder. I dét som omgiver os, eller måske tilmed skabt af vore egne handlinger. Ofte er problemet nemlig at vi ikke helt ved, hvad vi ikke ved. Nye sammenstillinger af data, nye overvågningsmekanismer eller nye teknologier kan rykke ved vores forestilling om, hvad som kan lade sig gøre og kan sende os ud i et etisk ingenmandsland som vi hverken kan finde hoved eller hale i. Er det nu OK det dér ansigtsgenkendelse som politikerne begynder at tale om, er det bare helt fint at bruge maskinlæringsalgoritmer til at identificere børn som måske får problemer senere i livet og hvorfor egentlig ikke erstatte bankrådgiveren med en algoritme som helt af sig selv - baseret på din historik med banken og sikkert også nogle andre data - kan beslutte om du nu får det billån du drømmer om? Eller det helt OK og en naturlig handling i situationen at indføre masseovervågning via mobilnetværk for at myndighederne kan få et overblik over coronasituationen? For ikke at tale om alle de tekniske udfordringer som direkte eller indirekte skaber etiske problemstillinger når vi kaster os ud i en verden af kunstig intelligens. Eksempelvis om vi bygger forkert menneskelig bias og fordomme ind i algoritmerne, om de er fair og om de i tilstrækkelig grad kan forklare de beslutninger som algoritmerne tager. ##Forstå komplekse problemstillinger Jeg testede første gang ideen om det etiske dilemmaspil på Børsens Forsikringskonference i starten af 2019. IBM var inviteret til at tale om AI og forsikringsverdenen og det slog mig, at præsentationen blot ville blive en gentagelse af noget vi havde gjort før – blot opdateret med ny teknologi, nye cases og et let ændret syn på tingene. For mig som innovationsperson var det ganske enkelt for kedeligt og forudsigeligt, så vi måtte finde på noget andet. Vi tænkte at forsikringsverdenen om noget ville blive ramt af ny teknologi og gigantiske etiske dilemmaer, når teknologien for penetrerer vores dagligdag. Eksempler som forfaldet af solidaritetsprincipper når den datadrevne mikro-tarifering indtræffer eller tvang om at levere flere personlige data mod lavere præmier. For ikke at tale om forudsigelser af sygdomme baseret på DNA-profiler. Og så fremdeles. Så vi lavede et fremtidsscenarie. Vi forestillede os hvordan forsikring ville se ud om 20 år: Uendelige datamængder, IoT-devices overalt, talrige former for selvmålerteknologier (a la Apple Watch version 14 forbundet til nerveender), nye forretningsmodeller og i det hele taget en verden, hvor data skaber fuld gennemsigtighed så ingen der har noget at skjule, har mulighed for at skjule noget. Så foretog vi en parallelforskydning af disse tendenser, forsøgte at forstå de dataetiske dilemmaer med nutidens øjne, førte dem tilbage til 2019 og konfronterede en flok topledere fra forsikringsverdenen med fem konkrete dilemmaer. Det var sjovt, lærerigt, tankevækkende – og fandens foruroligende. Det var nemlig ikke altid at forsikringsfolkene kunne se, og gennemskue, de etiske dilemmaer, så de valgte ofte at svare pr. automatreaktion. Altså: Hvis vi er vant til at flere data om kunderne betyder bedre risikomodeller, hvilket igen betyder bedre styr på forretningen, hvilket forsager et større forretningsomfang og dermed forøget indtjening, synes vi naturligvis at flere data er ækvivalent med mere indtjening. Helt forståeligt da adfærden jo er ret almindelig og bestemt ikke begrænset til forsikring. Store dele af erhvervslivet er jo i forvejen i vidt omfang drevet af De Syv Dødssynder, så ingen overraskelse her, men det vakte alligevel til eftertanke at visse af de mere langsigtede etiske udfordringer ikke blev spottet her i det første forsøg. Husk at etik jo ikke bare handler om at være god ved dyr og mennesker men også kan have ganske voldsomme konsekvenser i form af shitstorme, ødelagt image, tab af kunder og meget mere. Og det bliver værre jo flere data og større kompleksitet vi omgiver os med. Netop derfor er det vigtigt at vi taler om etik – og dilemmaspillene er en ganske effektiv måde at formulere, forklare og reflektere over kort- og langsigtede dilemmaer. Senere på året holdt vi etiske dilemmaspil på Folkemødet og efterfølgende udviklede vi sammen med Politiken et dilemmaspil som blev [testet på læserne](https://politiken.dk/viden/Tech/art7322826/Hvor-g%C3%A5r-din-gr%C3%A6nse), vi holdt et [læserarrangement](https://politikenbillet.dk/54730/Techpanelet_Taet_paa_etikken) hvor vi også testede og der kom tilmed en [dataetisk podcast](https://politiken.dk/podcast/technu/art7358329/N%C3%A5r-spejlet-overv%C3%A5ger-dit-helbred). Og derefter væltede det ind med interesse, konferencer og arrangementer – indtil videre kun stoppet af en irriterende virus. Så der er stor interesse for emnet. Men mere om de praktiske erfaringer senere. ##Hvad er etik? Der er en etik-bølge i IT-industrien for øjeblikket. Den er primært forårsaget af det faktum, at digitaliseringen efterhånden er blevet så altomfattende at den for alvor begynder at påvirke menneskelig adfærd og ditto beslutningsprocesser. Og ofte via kunstig intelligens som i sig selv indeholder et væld af yderligere problemstillinger. Det er dog interessant at vi til hverdag ofte talker om etik, men ikke rigtig har en holdning hvad det egentlig er, vi mener med termen. Og tilmed har vi på dansk den yderligere komplikation at vi ofte ikke skelner mellem “etik” og “moral” som var de udtryk for det samme. Jeg er jo selv blot en ydmyg datamat-tekniker og skal ikke rode mig ud i en længere diskussion af den filosofiske definition af disse begreber. I mine præsentationer og dilemmaspil bruger jeg en definition hentet fra [Etisk Råd](http://www.etiskraad.dk/), nemlig: *»Etiske spørgsmål drejer sig om, hvordan man behandler andre mennesker og andre levende væsener. Etik handler om, hvad det gode liv er, og betydningen af at tage hensyn til andre og ikke kun have blik for sig selv og sine egne behov.«* I en datadreven verden kan man jo så lege med at erstatte “man” med “maskiner” og fjerne “andre”. Altså: ”Etiske spørgsmål drejer sig om, hvordan maskiner behandler mennesker og andre levende væsener”. I kraft af, at en af de væsentligste drivende faktorer for udbredelse af AI jo netop er automatisering af menneskelige- over i maskinelle processer og -beslutninger, er denne sætning jo ganske relevant. Men det er mere komplekst en som så. Etikken i teknikken handler nemlig om et væld af problemstillinger på tværs af domæner og på mange niveauer. Nogle menneskelige, forretningsmæssige og nogle af mere teknisk og lovgivningsmæssig karakter. For mig klasificeres disse i en række hovedgrupper: **Teknologietikken**: Her bor beslutningerne omkring hvordan vi bruger teknologi i bred forstand, men også de forretningsmæssige eller menneskelige beslutninger som brug af teknologi forårsager. Skal vi automatisere, vil det være for kontroversielt at indføre masseovervågning af medarbejdere, skal vi forudsige sygdomme hos patienter i sundhedssystemet og en række andre beslutninger. De fleste af dem er forårsaget at forskellige former for ny teknologi: Pludselig kan vi mønstergenkende, automatisere, analysere og det kan føre til kontroversielle beskutninger og løsninger. **Dataetikken**: Jeg er vel opmærksom på at denne term bruges på at beskrive nærmest alt omkring etik og IT, men i mangel af bedre er dataetikken for mig hvordan vi bruger data på en etisk forsvarlig måde: Indsamler, håndterer, analyserer og forståelsen af privatliv og integritet for den enkelte. Regelsæt som GDPR og lignende. **AI-etikken**: Dér hvor kunstig intelligens og data science introducerer en række nye problemstillinger som vi ofte ikke har set - eller været opmærksomme på - tidligere. At AI-løsninger er en blackbox og ikke kan forklare hvordan de når frem til beslutninger, at data i AI-livscyklus’en kan blive påhæftet uheldig menneskelig bias, at vi kan komme til at lave løsninger som ikke er fair, diskrimerende og en masse andre dårligdomme. ##The Trolley Problem Alt dette handler om, hvordan vi tager beslutninger som mennesker eller når vi lader maskinerne gøre det - og den grundlæggende tænkning som vi involverer i selvsamme beslutninger. Det klassiske tankeeksperiment [The Trolley Problem](https://en.wikipedia.org/wiki/Trolley_problem) søger at afdække etiske betragtninger og nuancer ved at opstille en række scenarier. Det klassiske er: En sporvogn bevæger sig med stor hast ned af en bakke og kan ikke stoppes. Længere nede af sporet er fem mennesker bundet fast til sporet og de vil blive slået ihjel hvis sporvognen fortsætter. Du står midtvejs mellem sporvogn og gruppen af fem og kan betjene et skiftespor så du dirigerer sporvognen ud på et sidespor og dermed redder de fem fra døden. Men du bemærker at på sidesporet er en enkelt person som vil lide samme skæbne såfremt du sender sporvognen derud. Så hvad gør du? Du har ret beset to muligheder: (1) Gør intet og lad sporvognen køre ind i gruppen af fem (2) Aktiver skiftesporet og sporvognen vil køre ind i den ene person Det er faktisk ikke let at svare på. Indtager man den nytteetiske/utilitaristiske synspunkt - som bygger på filosofien om, at vi skal maksimere lykken og nytten i samfundet som hele og derved må acceptere tab i dette større billede - er der ingen tvivl om, at det mest moralske vil være at aktivere skiftesporet. Business case’en er jo god: Fem får lov til at leve for prisen af en. Men tager man det dydsetiske syn som også inddrager menneske, moral og dannelse, er det lidt mere kompliceret. For selvom man godt kan se at det er fem mod en, vil den ene jo dø som konsekvens af en konkret menneskelig handling; alternativet var jo at sporvognen køre og dermed ikke gribe ind. Så når du aktiverer skiftesporet foretager du en handling som koster menneskeliv. Og hvad nu, hvis den ene person på sidesporet var dit egen barn. Eller de fem var kendte forbrydere. Og så fremdeles. Der findes flere varianter af problemet som på hver sin måde forsøger at afdække vores tækning omkring etiske beslutninger. ##Moral Machine The Trolley Problem virker uhyggelig relevant, når vi tænker på de algoritmer som skal beslutte hvordan selvkørende biler skal reagere i pressede situationer. Men træk lige billedet lidt videre og tænk på, at vi jo ofte kommer i lignende problemstillinger når vi lader digitalisering foretage beslutninger på vegne af mennesker. Det er jo netop der etikken begynder at spille ind. MIT lavede for nogle år siden et interessant eksperiment som er en afart af The Trolley Problem, nemlig [“Moral Machine”](http://moralmachine.mit.edu/). Via en digital platform, præsenteret nærmest som et spil, spurgte man millioner af mennesker om et konkret etisk dilemma, nemlig: Du kommer kørende ned af en vej og du bliver konfronteret med et valg: Hvem skal du køre ned? Dyr eller menneske, mand eller kvinde, flere eller færre, fed eller fit, lovlydig eller kriminel, ung eller gammel og så fremdeles. I alt 9 forskellige scenarier. Undersøgelsen giver forsåvidt ikke nogle svar på, hvordan selvkørende biler skal agere, når de kommer i en lignende situation, men den giver et værdifuldt indblik i hvordan mennesker opfatter disse etiske valg. Herunder at der er en markant forskel på holdningerne, eksempelvis afhængigt af hvilken geografi man kommer fra og hvilken samfundsmodel som man lever i. Med andre ord: Etik er ikke universel og kan ikke sættes på formel, da den i høj grad afhænger af mennesker, kultur og kontekst. Hvis du er interesseret i at kigge nærmere på resultaterne fra Moral Machine, kan du på [moralmachineresults.scalablecoop.org](http://moralmachineresults.scalablecoop.org/) selv kigge dybere i resultaterne og sammenligne forskellige kulturer. For eksempel er Venezuela det land som i bred forstand er mest forskelligt fra Danmark. Du kan se de ni scenarier nedenstående; nogle af forskellene er, at venezuelanere er meget forskellige i danskere i forhold til deres lyst til at køre ind i fattig vs. rig, mænd vs. kvinder og tilmed dyr vs. mennesker. Det vil være en ret kompliceret opgave at lave en selvkørende bil som med samme software kunne køre både i Venezuela og Danmark. I den næste artikel kommer vi til at diskutere hvordan man bliver i stand til at spotte de dataetiske dilemmaer. Stay tuned.
Et meget brugbart matematisk værktøj er såkaldte [Taylorudviklinger eller Taylorrækker](https://en.wikipedia.org/wiki/Taylor_series) af funktioner. En Taylorrække er en repræsentation af en given funktion, f(x), omkring et bestemt punkt, x0, hvor repræsentationen specifikt består af en uendelig sum af polynomier - altså f(x) som en sum af x^0, x^1, x^2 osv. Som eksempler kan f(x) = cos(x) og f(x) = sin(x), med x0 = 0, repræsenteres som hhv. 1-x^2/2!+x^4/4!-... og x-x^3/3!+x^5/5!-... Jo længere man er fra udviklingspunktet, x0, jo flere led behøver man at medtage for, at Taylorrækken præcist beskriver den underliggende funktion. Omvendt kan man, når x er tæt på x0, klare sig med færre led. Tager vi i eksemplerne fra ovenfor x til at være tæt på x0 - altså tæt på 0 - kan vi se, at cos(x) til laveste orden er lig med 1, og at sin(x) til laveste orden er lig med x - hvilket selvfølgelig stemmer med, hvordan disse funktioner opfører sig omkring x = 0; cos(x) er 1 i x = 0 og med flad tangent, mens sin(x) er 0 i x = 0 og med lineær tangent. Et andet eksempel, som er mere relevant i disse coronavirus-tider, er eksponentialfunktionen, exp(x). Dennes Taylorrække, omkring x0 = 0, er 1+x/1!+x^2/2!+x^3/3!+... [1]. Til laveste orden er exp(x) altså lig med 1, og til lineær orden er exp(x) lig med 1+x. Eller med andre ord: Når x er lille, er eksponentialfunktionen essentielt en lineær funktion. Så hvis man kigger på data som forventes at udvikle sig eksponentielt - eksempelvis for antal smittede eller antal hospitalsindlagte med coronavirus - som funktion af tiden og observerer, at disse i starten umiddelbart falder på en lineær kurve, behøver man altså ikke undre sig. For dette tilsiger matematikken. I billedet herunder har jeg illustreret dette. Figuren viser f(x) som funktion af x for hhv. f(x) = exp(x) og for f(x) = 1+x. Det store plot har x løbende fra 0 til 0.5, mens det lille indsatte plot er et zoom på området for små x-værdier (fra 0 til 0.1). Som det ses, er exp(x) så godt som lineær i det lille indsatte plot, mens forskellen på exp(x) og dennes førsteordens Taylorrække bliver mere synlig, når vi kigger helt op til 0.5. Ofte, når man taler om en eksponentialfunktion som funktion af tiden, skriver vi den som exp(a * t), hvor a er en konstant, og t er tiden [2]. Tiden t vokser, men hvis a er - eller gøres - tilpas lille, vil argumentet x = a*t fortsætte med at være lille. Og den eksponentielle vækst vil fortsat være eksponentiel, men altså domineret af de laveste led i Taylorrækken [3]. ## Noter [1] Med denne Taylorrække er det klart, hvorfor eksponentialfunktionen - som beskrevet i [mit seneste indlæg](https://ing.dk/blog/coronavirus-ideer-matematik-naturvidenskabelig-undervisning-233258) - er "den vildeste, når vi taler om hvor hurtigt funktionerne vokser", idet den udgøres af alle polynomier og alle med en positiv præfaktor. Så uanset hvilket polynomium der sammenlignes med, udgøres eksponentialfunktionen af polynomier med højere eksponent, som på et tidspunkt, for tilpas stor værdi af x, vil gøre eksponentialfunktionen større end ethvert polynomium. [2] Hvis a ikke er konstant, men afhænger af tiden - f.eks. fordi nye tiltag over tid tages i brug i samfundet for at mindske smitten i coronavirus-tilfældet - er billedet generelt set mere kompliceret. Men hvis a(t) i dette tilfælde varierer langsomt, kan a(t) - via sin Taylorrække - tilnærmes til en konstant, eller måske til en førsteordens-funktion af t. [3] Den afledte, som beskriver en funktions vækst eller ændring, af f(x) = exp(x) er f'(x) = exp(x), altså eksponentialfunktionen selv. Så væksten eller ændringen opfører sig altså på samme måde som funktionen selv, inklusive den lineære opførsel for små værdier af x.
Plus.
