Plastindustriens råmateriale, såkaldte ”pellets”, der ender som din plastikpose, dine Lego klodser og din juiceflaske, ligger og flyder i vores natur. Faktisk ligger de overalt og er sammen med cigaretskodder, det plastmateriale vi finder mest af i naturen. De er op til 5 mm store, svære at se og hører til i kategorien mikroplastik. Billedet af pellets herunder er forfatterens eget foto fra Vesterhavet denne sommer 2020 Illustration: Henrik Beha Pedersen Plastindustrien kæmper for at få sine medlemsvirksomheder til at tilslutte sig sit eget program Operation Clean sweep. Særligt i Danmark og hatten af for det. Brancheorganisationen har en ambition om at 80% af deres egne medlemmer bør være med i programmet, der skal sikre at de pellets virksomhederne benytter i produktionen, ikke ender i miljøet. Det burde selvfølgelig være 100%, for forureneren betaler jo. Ja, faktisk burde det ikke være brancheorganisationens egen opgave at sikre 100% deltagelse, det burde være et lovkrav ligesom det ikke burde være frivilligt om virksomhederne faktisk følger programmet. Konsekvenserne er alarmerende og kalder på handling i den kommende plasthandlingsplan fra miljøministeren. Vidste du, at der for nylig blev fundet mikroplastik med dominans af industriens pellets i 77% af alle prøver langs den danske vestkyst. I gennemsmit 28 stk. plastik pr 5 liter sand? Dette råmateriale fra industrien ender i vores fauna, vores fugleliv for eksempel. Der er fundet plastik, herunder pellets i maveindholdet hos 58% af de døde malemukker der blev undersøgt ved Vesterhavet. Fænomenet er ikke dansk, men globalt. Se bare kortet her over fund af pellets globalt. Et så udbredt forureningsproblem kan lægge et yderligere pres på visse arter og ende med at udgøre et problem for biodiversiteten. Plastindustrien i Danmark har et mål om at blive globalt foregangsland, når det handler om at holde styr på sit råmateriale. Den kan dog ikke redegøre for hvor stor en procentdel af virksomhederne i Europa eller globalt, der har tilsluttet sig kampagnen. Dette peger på et område der trænger til at blive reguleret ikke bare i Danmark, men på europæisk og globalt plan. Det er ret beset svært at vide om man er et foregangsland, hvis der ikke er sammenlignelige tal. Politikerne må hjælpe industrien med det rette grundlag, for at kunne vurdere om den performer på miljøets vegne. Frivillighed er meget ønskværdigt, men lakmusprøven på om det er det rette reguleringshåndtag bør være, om vi ser en reel beskyttelse af vores havmiljø. Når det handler om plastindustriens eget råmateriale, pellets, så er det et meget konkret eksempel på at det er svært for industrien selv at handle effektivt på problemet. Der er ikke opnået den naturlige 100% tilslutning af medlemmerne, kontrollen fra kommunerne er tilfældig fordi det er en juridisk gråzone om pellets skal underlægges tilsyn som værende et råstof og så er der ikke transparens i hvor langt industrien er kommet internationalt. Måske vigtigst er, at industrien anlægger en tilgang hvor det er op til den enkelte virksomheder at føre kontrol. Det store tab sker i hele forsyningskæden og for at løfte kontrollen til det niveau er det nødvendigt med dansk og international regulering. Det har Plastic Change skrevet mere om i sit videnspapir her. Det er helt åbenlyst for meget, at bede Plastindustrien om at regulere sig selv. Derfor må vi bede de relevante politikere og myndigheder træde i karakter, så vi kan komme denne væsentlige kilde til mikroplastik til livs – for Plastindustriens og miljøets skyld

Siden kometen Neowise i sommerferie har jeg nydt aftenhimlen. Der er i øjeblikket hele tre synlige planeter. Mod syd dukker Saturn og Jupiter op omkring mørkets frembrud, de går ned ved elvetiden. Mod øst, også ved mørkets frembrud, lyser Mars klart. Mars er synlig i længere tid end Saturn og Jupiter, dels fordi den starter i øst og det så tager længere tid før Jorden er roteret så langt at Mars går ned, dels fordi Mars står højt på himlen, så der er lidt længere ned til horisonten. Solsystem-øvelse Gå ud og find et mørkt sted - eller rimeligt mørkt. Jupiter kan ses fra København. Kig op og find planeterne. Prøv at pege på fx Mars, evt lidt under, drej så armen over på Saturn og til sidst på Jupiter, evt en lille smule over Jupiter. Bemærk at armens bevægelsen i store træk beskriver en cirkel-bue. Det er solsystemet baneplan du har beskrevet. Altså det plan planterne om Solen bevæger sig rundt i. Prøv inde i hovedet at visualisere cirklens centrum, det er et sted bag dig og nede igennem Jorden. Vend dig om og prøv om du kan pege imod cirklens centrum. Dér er Solen - selv om du ikke kan se den. Øvelsen illustrerer hvordan vi ved at observere nattehimlen kan beskrive solsystemet. Jeg har taget et billede af Månen, Saturn og Jupiter. De tager sig langt fra så flotte ud på billedet som i virkeligheden, men det giver en ide om Saturn og Jupiters indbyrdes placering. Månen er cirka 0,5 grader - så på øjemål er der omkring 4 grader mellem Saturn og Jupiter. Illustration: René Fléron Månen Månen er også flot i øjeblikket. En fascinerende ting ved den, er dens synlige foranderlighed fra aften til aften. Jeg nyder også at se dens synlige detaljer og her kan mit kamera faktisk godt vise lidt af det. Illustration: René Fléron Missioner Jupiter Når du eller I kigger på Jupiter så tænk på at der lige nu kredser et menneskeskabt rumskib omkring Jupiter. Rumskibet hedder Juno og er ifærd med at studere, bla.a. Jupiters magnetfelt. Resultaterne fra missionen har allerede givet en række spændende resultater. Et ikke-planlagt resultat var at Juno's solpaneler og stjernekamera tilsammen viste sig at kunne bestemme densiteten af tomrummet i solsystemet - eller ihvertfald den gennemfløjne del af solsystemet. Det er min egen fortolkning at dataene har givet densiteten af tomrummet. I praksis satte forskerne et af stjernekameraene til at registrere objekter, der bevægede sig i forhold til stjernerne. Den slags kaldes non-stellare objekter (NSO). En gang imellem rapporterede kameraet et objekt, der tilsyneladende lå inde i solpanelerne. Det viste sig at kameraet så plasmaglimt fra sammenstød mellem støvkorn og solpanelerne. Ved at studere glimtenes intensitet kunne de bestemme massen af støvkornene. Ved at tælle antal sammenstød pr tidsenhed og beregne det gennemfløjne volumen kunne de bestemme tætheden af støvkornene. Tætheden af kornene og deres massefordeling kan tolkes som densiteten. Mars Når du eller I drejer hovedet og kigger på Mars så tænk på at hele tre missioner er på vej mod planeten. En amerikansk, en kinesisk og en fra de forenede Arabiske Emirater. De ankommer til næste år. Hvem ved hvad deres missioner vil bringe af overraskende nyt? Jeg zoomede ind på Mars og tog et billede, det er sløret men man kan godt ane den røde farve. Illustration: René Fléron

Man skulle tro, at det er en animation - men det er faktisk en fungerende prototype. (Og det er med en let skjult misundelse, at jeg ser, at det er Felix Smidt og ikke Motorbloggen, som Mercedes har inviteret til at prøvekøre den) Hvilke funktioner og designs tror I har overlevet om 10 år? Jeg skal selvfølgelig tilføje, at Mercedes-bilen ikke er ny (den blev vist frem i januar i år), men det er først for nylig, at de lader journalister køre med. Dette indhold kan kun vises hvis funktionelle cookies er accepteret. Klik for at opdatere samtykke

Kina har sat nye mål for sin klimaindsats - carbon neutralitet i 2060 og emissions-top før 2030. Det kan have afgørende betydning for at verden som helhed kan leve op til Paris-aftalen. Jeg forbereder et længere indlæg herom, men indtil da kan I lytte på en podcast fra Environment China, hvor jeg sammen med Lauri Myllivirta fra Centre for Research on Energy and Clean Air og Li Shuo fra Greenpeace giver en første vurdering af udmeldingen. Og er I nysgerrige på, hvordan målene kan nås, kan det være værd at se eller gense de scenarier for Kinas energisystem, som er beskrevet i China RE Outlook - især Below 2 °C scenariet, som giver et bud på, hvordan visionen kan realiseres - dog er analyserne kun ført frem til 2050.

Da jeg forleden dag kiggede på arbejdsjournalen for et projekt, jeg arbejder på, indså jeg, at seneste journal var skrevet den 11/3-20 - den famøse dag, hvor Danmark blev lukket ned pga. coronavirus. Siden da har projektet - som er et kursus, som en kunde har bestilt, om træning og undervisning i vores software SATSOFT - ligget helt stille, bortset fra et par e-mails frem og tilbage om, at kurset blev udskudt. Oprindeligt skulle en håndfuld ingeniører være kommet til København, og vi skulle have afholdt kurset på TICRA med præsentationer, software-demoer og hands-on-opgaver ansigt til ansigt. Nu har vi, mere end seks måneder senere og i fællesskab med kunden, besluttet at afholde kurset online. Vi har også besluttet at afholde kurset som fire halve dage, da vi var enige om, at det formentlig ville blive for anstrengende både for underviser og deltagere at sidde låst foran computeren to hele dage. Ingen smil eller nik Nu har jeg brugt et par dage på at friske kursusmaterialet op og pudse de sidste detaljer af - samt på at tænke over hvordan det bliver at undervise foran en computerskærm i Danmark, mens kursusdeltagerne sidder flere tusinde kilometer væk. Forleden dag præsenterede jeg internt i TICRA en produktudviklingsplan for netop SATSOFT - internt, som i til mine kolleger, men også online. Høfligt havde alle slået mikrofonerne fra for ikke at forstyrre, og som en konsekvens var der larmende tavshed, hvor jeg præsenterede. Ligeledes var det underligt ikke at kunne se tilhørerne i øjnene, ikke at kunne fornemme et smil, et nik eller anden mimik. Efterfølgende var der god respons fra mine kolleger, men undervejs var denne måde at præsentere på en speciel oplevelse. Den er givetvis kommet for at blive, men jeg kan godt mærke, at jeg skal vænne mig til ikke at have den samme form for kontakt med de tilhørende. Online opgavehjælp: Hvordan? Til næste uges online-kursus er jeg specielt spændt på opgaverne, og hvordan vi håndterer, når den enkelte kursusdeltager går i stå i en opgave og skal have hjælp eller hints. Det må selvsagt blive på skærmen, med en delt skærm af deltageren eller af mig, men vil dette forstyrre de andre deltagere? De kan slå lyden fra, men omvendt kunne der også komme generelle råd eller hints - som man så ikke hører. Måske skal alle slå lyden fra, og så bliver generelle beskeder annonceret i fælleschatten? Og så kun lyd på bilateral hjælp fra underviser til deltager? Vi må prøve os frem og justere metoden i løbet af kurset. Kamera og mikrofon hjælper, men... Præsentationer, møder, konferencer og kurser foregår nu i markant højere grad online. Moderne hjælpemidler, delte skærme og selvfølgelig kameraer og mikrofoner, der begge kan slås til og fra, hjælper til at skabe en form for kontakt undervejs. Men det føles bare ikke på samme måde at præsentere i larmende tavshed og uden sådan rigtigt at kunne fornemme tilhørernes ansigtsudtryk.

Mundbind mig her og der.. Måske har du også bemærket, at de efterhånden dukker op overalt hvor vi færdes – engangsmaskerne. De flyder over skraldespandene på stationerne, de ligger på cykelstierne, i hækkene og side om side med engangscigaretpakningerne i skovbunden. De er ved at blive en del af det historiske vidnesbyrd om vores engangskultur. Om hundreder af år vi vil grave dem op af jorden, som vidne på corona-tiden, dengang vi var underlagt en global pandemi og ikke forstod, at en sygdomskrise ikke nødvendigvis behøver at føre til endnu en engangsplastik miljøkrise. Illustration: Henrik Beha Pedersen Dette blogindlæg handler ikke om mundbind eller ej. Det handler om engangsmundbind versus genbrugsmundbind og så handler det om den forsyningskrise der opstår, fordi vi enøjet tænker i engangs-produkter. Dette blogindlæg handler om de automatismer der ligger dybt i os, fordi vi ikke kan se andet end den engangskultur vi er flasket op med. De danske myndigheder har sagt god for, at danskerne kan bære genbrugelige mundbind i det offentlige rum. Dem er der ikke mange af i bus, tog og metro. Modsat Tyskland, hvor det er trendy og vidt udbredt at iføre sig sin ansigtsmaske, så render langt de fleste danskere rundt med en engangsmaske på. For mig et det et tegn på mangel på strategi, forberedelse og på mange måder tosset, fordi vi risikerer, at de mennesker der arbejder i frontlinien med at bekæmpe sygdom, kan stå og mangle beskyttelsesudstyr. Hvis Danmark helt alvorligt var en nation på vej ind i den cirkulære økonomi, så havde vores myndigheder, vores politikere set problemet med manglende forsyninger på sikkerhedsudstyr, problemet med nye millioner af engangsprodukter, komme. Hvis Danmark ikke var lullet ind i en engangsprodukt illusion, så havde de danske politikere stillet krav til markedet, til producenterne. Grebet kunne ganske enkelt være afgift på engangsprodukter versus genbrugsprodukter og så ville genbrugs-industrien være sat på sporet, stimuleret til at finde løsninger. Vi mangler at samtænke behovet for beskyttelsesudstyr med den cirkulære økonomi. Hvad forhindrer de danske politikere i at tænke strategisk og langsigtet? Vi skal formentlig i lang tid bære masker, spritte af, bruge engangshandsker overalt med mere. Hvor er strategien der forebygger at engangskulturen får endnu et nøk opad og sikrer forsyningssikkerheden i fremtiden? Jeg drømmer om et land hvor vi alle bærer genbrugelige masker, hvor vi alle spritter af i stedet for at tage en engangsplastikhandske på i supermarkedet, hvor alle dispenserne med håndsprit er genopfyldelige, hvor visirer og andet beskyttelsesudstyr er designet til genbrug. Det kan vi gøre bedre, Danmark!

Mirabelle Jones er en kreativ teknolog, underviser, forsker og tværfaglig kunstner med fokus på udvikling af teknologier til at fortælle historier, undervisningsaktivisme og etisk AI. I deres praksis designer og udvikler de fordybende kunstoplevelser, biofeedback wearables, kits til brug i undervisning, installationer der blander virkelighed og fiktion, udholdenhedsperformances, AI-kunstværker og interaktive "læsbare" objekter. Illustration: Mirabelle Jones Lige nu er de er forskningsassistent ved Københavns Universitet i Institut for Datalogi (DIKU) inden for Human-Centered Computing-sektionen, der udforsker integrationen af ​​etik i AI og Machine Learning. Derudover er de er en Artist-in-Residence på Catch Center for Art, Design og Technology i Helsingør, hvor de udforsker fremtidige teknologiske produkter baseret på science fiction. De underviser på interaktivt kunst- og teknologikurser på kandidatniveau på HackadayU og Codame Art & Tech. Tidligere fungerede de som Senior Designer Developer for Interactive Technology for det prisvindende fordybende kunstkollektiv Meow Wolf. De er grundlæggeren af ​​Art Against Assault, et græsrodsinitiativ, der tilskynder udviklingen af ​​kreative værker, der fremmer retfærdighed og skaffer midler til seksuelle overgreb og overlevende ressourcer til vold i hjemmet. 7 spørgsmål til Mirabelle Jones 1. Hvad finder du spændende ved teknologi lige nu? Jeg er interesseret i ​​fremtidige teknologier til historiefortælling og hvordan udviklingen af ​​mere tilgængelige XR-, biofeedback- og rumlige computerenheder kan ændre, hvordan vi læser og skriver til verden omkring os, hvilke verdener vi skaber, og hvilke historier vi bliver i stand til at fortælle dette nye ordforråd. I lyset af dette er jeg nysgerrig på forholdet mellem teknologi og kroppen eller mere specifikt, hvordan “wearable” teknologier måske ikke kun ændrer vores evne til at udtrykke os, men hvordan vi tænker og føler om os selv og verden omkring os. Jeg finder AI og black box-teknologier spændende, særligt idéen om fortryllet determinisme eller hvordan aktører inden for tech kan udnytte de “mystiske” aspekter af teknologier, hvis funktioner ikke er helt kendt for os for at dække over et etisk eller juridisk ansvar for disse teknologier. Illustration: Mirabelle Jones 2. Hvorfor eller hvordan valgte du den her vej? Måske er det en kliché, men krydsfeltet mellem kunst og teknologi valgte mig. Min far er elektroingeniør, og jeg byggede robotter, allerede da jeg var barn (de fleste af dem var ikke-funktionelle, men ikke dårlige for en seks år gammel med et mechanosæt, mens min mor er en professor i kritisk tænkning, så fra en tidlig alder lærte jeg at tænke kritisk på, hvad jeg skabte, samt hvordan jeg formidlede disse færdigheder til andre. Jeg er en selvlært udvikler, og mine evner udviklede sig fra en fascination af det demokratiske potentiale på nettet, da jeg var teenager, mens mine fysiske computerfærdigheder stort set blev næret af open source- og Maker-samfundet. På samme tid har jeg altid været interesseret i historiefortælling, og min akademiske baggrund er derfor litteratur, kreativ skrivning og bogkunst. Det tog noget tid for mig at indse, at jeg kunne kombinere kunstens processer, kreativ skrivning og teknologi til at bygge interaktive kunstværker ved hjælp af nye teknologier som computersyn, sensorer og 3D-printning. Illustration: Mirabelle Jones 3. Hvad har været din største fejltagelse det seneste år og hvad lærte du af det? Da jeg flyttede til København (lige før pandemien brød ud i DK), var jeg lidt for sikker på, at jeg ville være i stand til at finde fodfæste her på egen hånd. Pandemien gjorde det bestemt ikke lettere, men jeg ville ønske, at jeg havde været mere udadvendt, da jeg først ankom og nåede ud til andre mere. Som et resultat af ikke at gøre det brugte jeg meget tid på at udforske blindgyder, før jeg var i stand til at mødes med de organisationer her, der inspirerer og plejer min kreative og intellektuelle vækst (steder som Catch i Helsingør, kunstkollektivet illutron, samt IT-universitetet i København). 4. Hvad er din største daglige teknologiske udfordring? En konstant udfordring er nogle af de ideologier, myter og stereotyper, der findes inden for datalogi. Jeg vil pege på den åbenlyse elefant i rummet, som er tanken om at datalogi er et "mandefag", når kvinder faktisk var på forkant i teknologibranchen i lang tid, inden det blev omdannet til et mandsdomineret felt. Men inden for og omkring faget er antagelser, der giver løbende udfordringer, når det kommer til at opmuntre samtaler omkring etik og virkelig skabe mangfoldighed. Der er et forsvar for nogle af gatekeeping-strategierne, der forhindrer adgang til beskæftigelse inden for teknologisektoren, som har direkte indflydelse på, hvilke værdier der (via udviklere) oversættes til hvilke teknologier. I dette lys ser jeg mangfoldighed og tværfaglig inklusivitet inden for tekniske uddannelser som en radikal handling, men en, som jeg håber, vil være normen en dag. 5. Hvad har været dit favorit-projekt indtil nu og hvorfor? Mit yndlingsprojekt til dato er “Asystole”, som er en 3D-printet bog om hjertet. “Asystole” er en 3D-printet bog, der måler din hjerterytme fra en videostream ved hjælp af en kontaktløs proces (Eularian Video Magnification) og konverterer den til lyd. Jeg lavede projektet til ære for min kusine, der pludselig døde af et hjerteanfald, da hun var meget ung for at skabe opmærksomhed omkring problemer med hjertesundhed. Illustration: Mirabelle Jones 6. Hvad forestiller du dig sker inden for teknologi de kommende fem år og det næste årti? Jeg ser “head-mounted displays” (hovedmonteret display) blive mere effektive samt mere ergonomiske, tilgængelige og mere prisvenlige. Det åbner nye muligheder for personlige udtryk og kreativitet, fordi brugerne vil blive i stand til at interagere og forme deres omgivelser nye måder. Det åbner også muligheder for annoncører og indholdsskabere, der vil genoplive etiske bekymringer omkring SaaS-arkitekturer. Forhåbentlig vil skabere også se potentialet ved at integrere muligheder for tilgængelighed i deres design for XR-produkter (mixed reality), og også forhåbentlig vil indse vigtigheden af ​​at opbygge udviklingsteams, der består af folk med forskellige baggrunde og tilgange til teknologi. 7. Hvad skal vi holde øje med i fremtiden? Jeg synes, vi skal være mere opmærksomme på, hvordan etiske samtaler bliver rammesat inden for forskellige teknologiområder, men særligt inden for AI. Jeg underviser også og fra dette perspektiv er det interessant at undersøge, hvor og hvordan etik kan integreres yderligere i kurser om maskinindlæring, computer vision, “physical computing” og AI-kurser, så vi kan udvikle disse kraftfulde teknologier på en bevidst måde, der indeholder forskellige stemmer. Når vores brug af hverdagslige teknologier øges, risikerer disse etiske bekymringer at blive baggrundsstøj, som vi simpelthen accepterer og ignorerer snarere end at anerkende som vores pligt som skabere, der aktivt bygger fremtiden. Illustration: Book Reads You is a sculptural book arts installation powered by Kinect computer vision technology and code. Læs mere om Mirabelle Jones her: Hjemmeside: http://mirabellejones.com/ Twitter: https://twitter.com/mirabelle_jones LinkedIn: https://www.linkedin.com/in/mirabelle-jones/ Greater Spaces er en blog af Majken Overgaard og Vanessa Julia Carpenter, hvor vi udvider fortællingen om, hvad teknologi er, og hvem der skaber den. Vi taler med danske og internationale kvindelige rollemodeller inden for teknologi og indimellem disse interviews deler vi info om de mest interessante ting, der sker omkring os - med fokus på diversitet.

Kære alle Hermed lidt mere nyt fra værkstedet, set igennem forskellige objektiver. Den første video viser en animation af vores motor, BPM-100, til Spica. Dette indhold kan kun vises hvis funktionelle cookies er accepteret. Klik for at opdatere samtykke Dette indhold kan kun vises hvis funktionelle cookies er accepteret. Klik for at opdatere samtykke Dette indhold kan kun vises hvis funktionelle cookies er accepteret. Klik for at opdatere samtykke Dette indhold kan kun vises hvis funktionelle cookies er accepteret. Klik for at opdatere samtykke Dette indhold kan kun vises hvis funktionelle cookies er accepteret. Klik for at opdatere samtykke

Jeg takkede engang pænt nej, da udlejningsselskabet i San Francisco lufthavn tilbød mig en Hummer. Den stod for mig, som den ultimative amerikanske grådighed: stor, tung, benzinslugende og med en indbygget aggressivitet, som jeg ikke syntes passede med mit bløde dansk-tilpassede syn på det globale ressourceforbrug (på trods af, at jeg lige var fløjet hele vejen fra København). Og så var det endda kun den neddroslede version (H2) af den militære version som Arnold Schwarzenegger i sin tid kørte rundt i. Faktisk havde den intet med den originale at gøre - bortset fra en snert af designet. (I stedet endte jeg med at køre rundt i en Chevrolet TrailBlazer, der temmelig sikkert ikke var meget mere miljøvenlig end en Hummeren) Men der er sket meget siden dagene med Arnold i en Hummer H1 på Sunset Boulevard. Faktisk er han blevet set i en ombygget elektrisk Hummer og hvis han ikke allerede har fået leveret en, så kan han stille sig i webshoppen hos GMC, når de den 20. oktober åbner for salget af den ægte nye elektriske Hummer EV Mon ikke produktionsplanerne er blevet fremskyndet en smule, efter at Tesla sidste år fremviste deres Cybertruck? Nå, men kampen om kunderne skal altså stå mellem to gigantiske elektriske SUV’er. Hummer får 1.000 hk. Tesla opgiver det ikke direkte, men det vurderes, at effekten i versionen med tre motorer, ligger på cirka 800 hk. 0-60 mph er 3,0 sekunder for Hummer og 2,9 for Tesla og sådan kunne man sikkert blive ved. Er det så godt for hele spørgsmålet om miljø og transport? Altså, kæmpestore SUV’er med enorme batterier? Det er nok så som så med miljøet, men de kan måske være med til at promovere hele tanken om, at man ikke behøver at køre i en enorm benzinsluger for at ligne Arnold. Så hvis jeg en dag igen står i lufthavnen og får tilbud en Hummer, så var det måske værd at tjekke om den er elektrisk - og hvor man kan oplade.

Det danske drag racing team, True Cousins og deres elektriske motorcykel Silver Lightning, er netop vendt hjem efter en både nervepirrende, men også yderst succesfuld indsats på den engelske Santa Pod Raceway under eventet "NOT The Euro Finals". Her lykkedes det i 3. sidste forsøg (af 9 mulige) at få slået den 8 år gamle rekord over 1/4-mile (402 m) for elektriske køretøjer, der lød på 6,94 sek. Føreren var som altid Hans-Henrik Thomsen, mens det er Glenn E. Nielsen, der har bygget speed-monsteret på litiumbatterier, Silver Lightning. Problemer Men der var ikke meget, der tydede på, at det skulle blive til en rekord efter de første 6 forsøg fredag og lørdag. Bedste tid indtil da var 7.15 sek. og banens karakteristik var meget forskellig fra de baner, som teamet er vant til at køre på i Sverige. Fænomenet "tyre shake" (baghjulet deformeres og hopper) var med til at bringe Silver Lightning for langt ud mod siden af banen samtidig med, at der var voldsomme rystelser de første 200 m ned ad banen - begge dele var en forhindring for at komme længere ned i tid. Tyre shake kan være ret vanskeligt at komme af med, så gode råd var dyre, men heldigvis kom den 10-dobbelte Europamester i Top Fuel Bike, Ian King, teamet til undsætning. Det var nu ikke helt tilfældigt, da Hans-Henrik allerede inden turen til England havde aftalt, at få legenden forbi i pitten for alle tilfældes skyld. Ved at vise Ian video og datalogs kunne han mere præcist forklare team medlemmerne, hvad problemet var og give råd om, hvad der skulle ændres inden de sidste 3 løb om søndagen. En plan for indstillingerne blev aftalt og så var det bare at prøve igen... Illustration: True Cousins Ian King til venstre, med Tobias Larsen inde i bilen og Hans-Henrik forrest Succes! Og allerede det første løb søndag middag blev til en ny, foreløbig verdensrekord på 6.87 sek. og 307 km/h over stregen! Silver Lightning kunne nu komme på ret kurs langt tidligere og tyre shakes var reduceret så meget, at rekordløbet kunne gennemføres uden dramatik. Det britiske publikum ("kun" ca. 5.000 pga. Corona restriktioner) havde allerede vist sig at være fremragende og de var ellevilde - især efter at have set 6 forgæves forsøg i træk - da rekorden endelig kom i hus (som vedlagte video links også viser). I øvrigt var mellemtiden på 201 m uofficielt også den suverænt bedste i verden med 4,37 sek og 0-100 km/h var på ca. 0,9 sek. i løbet af de første 18 meter (60 fods tid på 1,08 sek). Video link til 1. rekord på 6.87, egne optagelser inkl. mere jubel og super slow motion af Silver Lightning til sidst i videoen. Illustration: True Cousins Hans-Henrik Thomsen på Silver Lightning under start, Santa Pod Raceway Efter et kikset forsøg efterfølgende med øget power, der kun blev til hjulspind pga. for meget power/for højt dæktryk/manglende greb, var det tid til det allersidste forsøg. Med et sidste håb om en forbedring, blev poweren sat lidt ned igen og dæktrykket blev sænket til 9 psi. Efter en fremragende start med ca. 80 m på baghjulet, kiksede Hans-Henrik en smule, da gashåndtaget pga. de mange rystelser gled i handsken, så der i 1,5 sek manglede 20% af fuld power. Men alligevel blev rekorden forbedret ganske lidt til 6,86 og flotte 314 km/h. Datalogs viste efterfølgende, at tiden med stor sandsynlighed var blevet til en 6,7x tid, men det må vise sig i kommende sæson. Video link til 2. og endelig rekord løb på 6.86, banens egen dækning, som det blev vist på LIVE streaming. Illustration: True Cousins Her er listen over de hurtigste elektriske drag køretøjer i verden, bemærk at alle andre er fra USA Kommentarer ”Vi vil gerne takke ejeren af Santa Pod-banen, Keith Bartlett, for invitationen til et fremragende arrangement og det britiske publikum, som var meget interesserede og entusiastiske" siger Hans-Henrik, som også nævner, at den hidtidige rekordholder Larry "Spiderman" McBride allerede har sendt lykønskninger, hvilket må siges at være en flot gestus. "Han skrev faktisk, at han ville se os køre en 6,70 tid, så det må vi selvfølgelig prøve på". Glenn E. Nielsen var også begejstret for resultatet, men også over banen og forholdene og han udtaler: "Vi er allerede blevet spurgt af banens ejer, Keith Bartlett, om vi vil komme tilbage næste år. Og hvem ved, måske kan vi også have vores andet elektriske drag køretøj med, el-bilen TC-X, som dog først skal igennem en større ombygning i løbet af vinteren." Illustration: True Cousins Der var konstant stor interesse fra publikum Illustration: True Cousins True Cousins havde fået tildelt én af de bedste pladser på området. Alt i alt et kæmpe resultat, der igen viser, at med opfindsomhed, teknisk snilde og en stor portion vedholdenhed, kan danskerne gøre sig gældende i verden på mange forskellige måder. True Cousins startede for 12 år siden med den første lille motorcykel med 2 stk 12 volt blybatterier og en effekt på 12 kW - Silver Lightning er ca. 100 gange kraftigere med sin 1,2 MW (1.200 kW) batteripakke. Teamet har på 7 uger (over 2 events) forbedret deres hurtigste tid fra 7,80 til 6.86, altså næsten 1 sekund, som er en helt vild bedrift i sig selv. Og nu altså de hurtigste på el i denne del af universet - der er dog stadig 1,36 sek til de hurtigste på forbrændingsmotor, Top Fuel Bikes, hvor rekorden er 5,50 sek. Men tiden vil vise os, hvornår og hvor langt man kan komme ned... Illustration: Santa Pod Dækning Interesserede danskere har hele weekenden kunne følge med via LIVE-streaming, men desværre måtte DRs TV-hold melde afbud pga. sygdom, og der er derfor ikke noget indslag i DR 21 Søndag som tidligere udmeldt. Vi håber fortsat på at et dansk TV medíe vil melde sig og vise historien og optagelserne. Vi har rettighederne til begge videoer og de vedlagte billeder, og alt dette materiale kan anvendes som man vil. Illustration: True Cousins Danmarks to hurtigste dragbikes, forrest Speedy Racings Super Twin Top Fuel bike med den dobbelte Europamester Marcus Christiansen og bagerst Silver Lightning

Vi kender vist alle sammen at have hikke. Det er altid irriterende, og nogle gange gør det også ondt. Det værste af det hele er, at man ikke kan gøre noget ved det og bare må vente på, at det går over. Der er masser af husråd om at stå på hovedet (hvis man ellers kan finde ud af det), at drikke baglæns af et glas (og hvis det ikke virker, får man da i hvert fald skyllet næsen ved samme lejlighed) eller at blive forskrækket (hvis altså man ikke bare spænder mere op af at gå og vente på, at folk springer frem og råber BØH af en). Men måske er der faktisk noget, man kan gøre. For I 2003 fik Philip C. Ehlinger nok, og opfandt en kop der kan hjælpe folk til at slippe af med hikke Fig. 5 fra US7062320 B2 Device for the treatment of hiccups. Gengivet fra patentdatabasen Espacenet. Illustration: Philip Charles Ehlinger Jr. Opfindelsen burger delvist de gamle tricks med at drikke vand og at få et chock, men det er dog på en ny måde – nemlig ved at give elektrisk stød til nerver forbundet til de muskler, der kramper under et hikkeanfald. Koppen skal indeholde en elektrisk ledende væske så som almindeligt vand fra hanen. Koppen er udstyret med to elektroder – den ene, der skal være i kontakt med den hikke-ramtes tinding, og den anden nede i selve koppen. Når koppen er fyldt, og man drikker af den, så væsken kommer i kontakt med ens læber, dannes der et elektrisk kredsløb. Strømmen løber altså igennem elektrode, væske og ansigt, og dermed også igennem nerverne for at afbryde hikke-refleksen. Fig. 4 fra US7062320 B2 viser et tværsnitsareal af koppen, så man kan se, hvordan elektroden (den ternede struktur) strækker sig langs brugerens kind og ned til bunden af koppen, så et kredsløb kan dannes via væsken i koppen og brugerens ansigt. Gengivet fra patentdatabasen Espacenet. Illustration: Philip Charles Ehlinger Jr. Virker det som en lidt ekstrem behandlingsform med stød? Måske, hvis man som mig sjældent har hikke i mere end en halv time ad gangen. Men det er ikke meget strøm, der skal til for at aktivere en nerve, og hvis man er plaget af hikke i flere dage eller endda uger, som nogle er ramt af, så er det måske slet ikke så dumt at kunne tage hikke-koppen ud af skabet og gøre noget ved det. Er der opfindelser, der har hjulpet dig med småskavanker, det ikke var nødvendigt at forstyrre lægen med?

Så kom ugen hvor Eldrup kommissionen offentliggjorde første del af deres arbejde. Og vi fik det sort på hvidt - elbiler kan ikke alene løse vores udfordring med at nå en reduktion på 70% CO2 i 2030 på transportområdet. Kommissionen opstiller 4 modeller for indfasning af elbilerne. Men selv den mest ambitiøse med 1 mio. elbiler reducerer kun personbilernes udledning fra 7,3 til 6,4 mio. ton CO2. Og forklaringen herfor er ligetil. Antallet af fossilbiler vil i 2030 i kommissionens anbefalede model med 750.000 flere elbiler kun være reduceret med 150.000 biler til ca. 2,6 mio. Så antallet af biler vil i 2030 i denne model være 600.000 mere på de danske veje. Og forklaringen er jo ligetil. Langt de fleste af dagens fossilbiler vil fortsat køre på vore veje. Levetiden for bilerne er jo 15-17 år så nye fossilbiler købt i dag vil køre på vore veje til langt efter 2030. Så hvis vi overhovedet skal reducere CO2 udledningen fra transportsektoren i 2030 er politikerne nødt til her og nu at motivere os til at investere i elbiler i stedet for fossilbiler. Kommissionen foreslår da også det skal være dyrere at køre i fossilbiler for at vi kan gøre elbilerne billigere. De foreslår en årlig ekstra afgifte på 2-5.000 kr. Men selv denne afgift løser ikke udfordringerne med at få reduceret CO2 udledningen. Hvis vi skal gøre noget seriøst ved transportens klimaudledning er elbilerne ikke løsningen alene. Vi skal også her og nu starte på at reducere antallet af nye fossilbiler på vore veje. Det kan desværre kun ske ved at gøre det dyrere at købe og køre i fossilbiler. Og hvis det bliver dyrere at køre i bil kan vi også reducere antallet af kørte km og herved reducere CO2. Så jeg savner egentlig en model 5 i rapporten, som viser hvor meget dyrere fossilbiler skal være for at nå klimamålene. Det håber jeg kommer i den endelige rapport, der efter planen skal foreligge sidst på året. Og det antydes faktisk lidt i rapporten. Det allersidste bilag omhandler roadpricing, og det antydes her at roadpricing kan være en samfundsøkonomisk fornuftig løsning. Regeringen har aftalt med et stort flertal i Folketinget, at vi skal reducere CO2 med 70% i forhold til 1990. Her var CO2 udledningen på 10,9 mio. t CO2. Men faktum er at CO2 udledningen på transportsektoren - som den eneste sektor – side er steget med ca. 25%. Så det er er notorisk umuligt at nå de 70%. IDA har foreslået en reduktion på 27% fra 2017 til 2030, men herved kommer vi kun ned på 9,8 mio. t CO2. Mette Frederiksen pointerede i denne uge, at vi skal nå vore klimamål med ny teknologi og ikke med afgiftssystemer. Hvis dette står til troende så får vi meget svært ved at reducere CO2 udledningen i transportsektoren. Alle Eldrup kommissionens løsninger indeholder afgifter bl.a. 1 kr. højere priser på benzin/diesel, og vi skal endda hæve dem betydelig mere hvis vi skal nærme os de politiske mål. Så hvis vi ikke kan anvende afgifter i transportsektoren skal vore kære politikere starte med at ændre målsætningen for CO2 reduktion på transportområdet. Jeg kan her i parentes nævne at bilerne er blevet op mod 10 mia. billigere årligt herhjemme siden 2007, hvor de første afgiftslettelser blev gennemført. Vi kan jo starte med at spole disse afgiftslettelser tilbage.