andre skriverogså værd at læse
F-35, Joint Strike Fighter, første træningstur med dansk jagerpilot
via Forsvarets hjemmeside 15. jan 2021 15:40
Første danske jagerpilot flyver F-35
via Teknisk Ukeblad 14. jan 2021 12:08 28
Tesla tilbagekalder biler med defekte skærme
via Region Skåne 14. jan 2021 10:44 29
Region Skåne tilbyder at betale del af HH-forbindelsen
Ingeniøren Blogs
  • Juliane Marie Neiiendam

    Hvad kan IDA gøre for dig?

    Går du glip af de mange spændende ting, der sker i IDA? F.eks. netværk, kurser og karriere rådgivning leveret på professionel vis. Har du en travl hverdag og flere opgaver end du kan nå, et familieliv der skal hænge sammen og måske en fritidsaktivitet eller to? De studerende og pensionisterne bruger i stort omfang IDA’s ydelser, men hvad med hele midtergruppen? Jer, der arbejder hårdt for at få enderne til at mødes. Børnefamilierne. Jer, der leverer værdi til det danske samfund. Hverdagens helte og trofaste IDA medlemmer. Hvad med jer? Det kan føles som uoverkommeligt at nå ind til IDA efter arbejde. Offentligt ansatte har lokal organisering og en tillidsrepræsentant, så I får støtte fra IDA ude på arbejdspladsen. Men de fleste privatansatte er uden lokal organisering og har en meget lille kontakt med IDA. Listen ”Innovation, Trivsel og Moderne ledelse” mener IDA skal være den røde tråd i hele medlemmets arbejdsliv. IDA skal derfor være nærværende og værdibringende i hverdagen. For alle IDAs medlemmer. Vidste du, at du kan få IDA ud på din arbejdsplads? At IDA støtter op om lokale netværksgrupper? Få mere værdi for dit medlemskontingent. Benyt dig af denne mulighed! Det kaldes en virksomhedsgruppe (VG). Det kræver blot 5 IDA medlemmer på arbejdspladsen. Ellers lav en Akademikerklub (AC). Det kræver blot 5 akademikere. Og IDA har en drejebog liggende til hvordan du kommer i gang. Ved du ikke hvor mange medlemmer af IDA der er på din arbejdsplads? Ingen problemer – IDA kan sende dem alle en invitation, hvis blot du booker et mødelokale. Innovation, Trivsel og Moderne ledelse (ITM listen) vil have vidensdeling ud af IDA medlemskabet. Og gøre det let for vores medlemmer. IDA skal gøre en forskel i det daglige! Hvad får du konkret ud af at være med i en VG bestyrelse? Et netværk på tværs af arbejdspladsen til vidensdeling og gensidig sparring. IDA dækker forplejningen til møderne. Mulighed for gratis kurser i bl.a. personlig udvikling, forhandling og bestyrelsestræning. Kurser som andre steder koster kassen, men er gratis hos IDA når du er tillidsvalgt, dvs. sidder i en VG bestyrelse. Se perlerækken af kurser her: kompetenceudvikling via TRU/UPT. En fast juridisk kontaktperson hos IDA som kan rådgive om konkurrenceklausuler, bonusaftaler, lokalaftaler, konflikthåndtering og meget mere. Adgang til en guide med en oversigt over hvilke vilkår der gælder i andre brancher og andre virksomheder. Til inspiration når lokalaftaler og ansættelsesgoder diskuteres på arbejdspladsen. Økonomisk tilskud fra IDA til aktiviteter for både medlemmer og bestyrelse. F.eks. en foredragsholder ud på virksomheden betalt af IDA. Det kan være emner om alt: ”Motivation og optimisme”, ”Fagteknisk ekspertviden”, ”Kontrakter og klausuler” og meget mere. Hvad forventer IDA retur? Intet – det er et tilbud for at hjælpe medlemmerne ude på deres arbejdspladser. Det er op til jer hvad I gerne vil bruge det til. Det er et tilbud til ALLE IDAs medlemmer. Dvs. det gælder både for fageksperterne, projektlederne, mellemlederne, og dem der arbejder med noget helt andet i dag. Nøglen er at være medlem af IDA. IDA er en alsidig forening og skal være i stand til at levere værdi til alle IDAs medlemmer. Listen ”Innovation, Trivsel og Moderne ledelse” vil øge netværksmulighederne og synligheden af IDA’s tilbud. Når IDA får en stærkere lokal forankring, bringer det værdi både for medlemmerne og for IDA. For har IDA fingeren på pulsen, kan vi sikre, at IDA er relevant for dig. Hvordan starter du processen? Kontakt IDA. Kontakt Stine Schulze på ssc@ida.dk eller 33 18 48 66 for at høre mere. Se også videoen på denne side: Guide: Organiser jer på arbejdspladsen | IDA
    20 Kommentarer
  • Louise Floor Frellsen

    Skriveredskaber – opfindelser vi tager for givet

    Så skriver året 2021. Selvom jeg synes det er urimeligt, at et kalenderår skal gøres til syndebuk for de problemer, vi har oplevet i den seneste tid, tror jeg for en gangs skyld, at der ikke skal gå flere uger, før jeg husker, at det man skal skrive i hjørnet på papiret, har ændret sig. Jeg skriver rigtig mange noter i hånden (og nogle gange husker jeg også at datere dem). Der er bare noget ved at få sine tanker ned på papiret, der hjælper mig med overblikket. Derfor er de fleste skriveborde, jeg kommer i nærheden af, dækket med papir og skrivere, så jeg altid er klar til at tage en note eller tegne en krusedulle. Figurer fra patentet US293545A Fountain Pen fra 1884. Gengivet fra patentdatabasen Espacenet. Illustration: L.E. Waterman Men selvom det for mange kan virke som en selvfølge at have kuglepenne ved hånden til hver en tid, har det ikke altid været så nemt. Jeg har selv fra tid til anden fornøjet mig med at skrive et brev eller to med fjerpen, men der skal ikke mange dyp i blækhuset til, før man glæder sig over, at kuglepennen er blevet opfundet, så det kan gå lidt hurtigere. Før kuglepennen, kom den såkaldte ”fountain pen”. Den har et reservoir af blæk, som er forbundet til en rille i et skrivehoved, hvor blækket langsomt kan løbe til spidsen igennem den lille rille. De er i det hele taget meget i stil med fjerpennen, men frem for, at man skal dyppe hovedet i blæk, kan man altså få blækket leveret i en jævn strøm. Nedenfor er vist bare én af de mange varianter, denne patenteret tilbage i 1884. Den slags skrivere (eller i hvert fald deres videreudviklinger) er der stadig mange, som holder af at bruge. Min personlige erfaring med dem er, at det kan være svært at få et jævnt tilløb af blæk, men når man gør, giver det en nydelig streg med mulighed for variation, så jeg kan godt forstå, at folk kan lide at bruge dem. Men den klassiske kuglepen – altså med en kugle for enden – er nu nemmere, hvis det bare skal gå hurtigt. Der har været mange iterationer af den kuglepen igennem tiden, men opfindelsen af den moderne variant tilskrives Lászlo Jozsef Bíró æren for. Han patenterede den i 1934. Historien lyder at Bíró var journalist og altid tog noter på farten, men han havde problemer med at teksten i hans notesbog ofte blev udtværet. Han opdagede, at det problem havde teksten i den trykte avis ikke. Så sammen med sin bror Georg, som var kemiker, kastede han sig ud i at lave et skriveredskab, som kunne bruge blæk, der blev siddende på papiret. Figurer fra patentet US2390636A Writing instrument. Gengivet fra patentdatabasen Espacenet. Illustration: Lászlo Jozsef Bíró Kuglepennen blev ikke med det samme en stor kommerciel succes, da der stadig var nogle udfordringer i forhold til alment brug. Et af de problemer var, at kuglepenne kunne lække i folks lommer og ødelægge deres tøj med blækpletter. Derudover skrev den ikke altid så jævnt og ensartet, som man kunne ønske sig. Efterhånden som konceptet med kuglepennen blev alment kendt, var der mange som gav sig til at videreudvikle på det for at løse de kendte problemer. Der dukkede mange nye varianter op og med konkurrencen på markedet, blev det vigtigt, hvordan man gjorde reklame. En måde at løse problemet med lækkende penne var at gøre det nemmere at komme af med blækpletterne. Det var den løsning Patrick J. Frawley, Jr. gik efter, men det han blev mest kendt for var sin aggressive måde at gøre folk opmærksomme på fordelen. Frawleys kuglepenssælgere blev nemlig instrueret i at storme ind på butiksindkøbernes kontorer og give sig til at skrive løs på indkøberens skjorte. Sælgerne lovede så, at hvis blækket ikke gik af i vask, skulle indkøberne nok få en ny og bedre skjorte i erstatning. Men ved vask forsvandt blækket, og de havde så fået demonstreret fordelene. Figur fra patentansøgningen US2734484 Ball Point Pen fra 1952, hvor klik-kuglepennen blev introduceret. Gengivet fra patentdatabasen Espacenet. Illustration: J. F. O’Sullivan Men selvom blækpletterne ikke blev, ville man jo nok helst undgå at få dem i første omgang. Det må Frawley også have været enig i, for det var for hans virksomhed, at J. F. O’Sullivan opfandt kuglepennen med den klassiske fjeder-klikke-mekanisme til at trække spidsen tilbage ind i grebet. En anden kendt kuglepenshistorie er historien om, hvordan NASA brugte urimelige summer på at udvikle kuglepenne, til brug i rummet, hvor der ikke er nogen tyngdekraft. Imens brugte de sovjetiske rumfolk bare blyanter. Det er en god historie, men det tyder på, at det ikke er mere end en myte. Både de amerikanske og sovjetiske astronauter brugte oprindeligt blyanter (og historien kommer måske af, at NASA fik stor kritisk for de meget dyre mekaniske blyanter, de købte til formålet). Men det kan give problemer at skrive med blyanter i rummet, for knækkede stifter og grafit-støv kan lave masser af ballade både mekanisk og ved at være en brandfare. Figurer fra patentet US3285228A Anit-gravity pen - eller den såkaldte rumkuglepen. Gengivet fra patentdatabasen Espacenet. Illustration: P.C. Fisher Rumkuglepennen blev udviklet separat i virksomheden Fisher Pen Company, som til at begynde med ikke tænkte så meget på rummet specifikt, men som gerne ville lave en pen, der virkede under alskens forhold både uanset temperatur, fugt eller hvordan man vendte kuglepennen. Dette kan alt sammen lade sig gøre, fordi blækpatronen er under tryk, som presser blækket frem i stedet for, at der er brug for tyngdekraft og fordi blækket i sig selv er speciallavet. Det er vist den mest almindelige en at bruge i rummet uanset hvor man er fra. Hvad er dit yndlingsskriveredskab?
    26 Kommentarer
  • Kaare Sandholt

    Beijings smog - ti år efter

    Da jeg for ti år siden flyttede til Beijing var luftforureningen et af de store problemer. Det var ikke alene en usynlig helbredstrussel, men en meget synlig en af slagen, med sigtbarheden reduceret til 50-100 meter. De få dage med klart vejr viste, at Beijing kunne være en fantastisk by, men til dagligt var det mere gråt i gråt. Det var dog ikke noget, en rigtig Beijinger lod sig anfægte af. Det var ikke almindeligt med maske, og helbredsrisikoen blev talt ned. Men i takt med at forureningen blev værre, blev det mere og mere vanskeligt at ignore den. Kina var i 2012 begyndt offentliggørelsen af partikelforureningen for de mindste partikler mindre end 2.5 µm (PM2.5). Der var dog ingen advarsler ved høje niveauer fra officiel side. Imidlertid havde den amerikanske ambassade i Beijng siden 2008 offentliggjort målinger fra ambassadens tag, og de var efterhånden blevet kendt i offentligheden. Og i januar 2013 begyndte de kinesiske medier at advare om de ekstremt høje forureningsniveauer, som kan ses på fotoet nedenfor - taget fra vinduet en tidlig eftermiddag i januar 2013. Illustration: Kaare Sandholt Vendepunktet Vendepunktet kom på Folkekongressens møde i marts 2013, hvor man officielt begyndte at italesætte luftforureningen som et stort problem, man blev nødt til at gøre noget ved. Derefter gik det stærkt med en handlingsplan mod luftforurening i september 2013, loft over kulanvendelsen generelt og et gradvist forbud mod kulfyring i det indre Beijing og i andre storbyer. I Beijing førte handlingsplanen derudover blandt andet til lukning af de mange gaderestauranter med kulgrill og konvertering af de små kulfyr til fjernvarme eller elvarme. Men ellers var det industriens kulforbrug og kraftværkerne som blev reguleret skarpere og ikke mindst kontrolleret nøjere. Også biltrafikken blev reguleret med højere standarder for benzin og diesel, begrænsninger i antallet af nye biler og særlige tilskyndelser for udbredelsen af elbiler. Situationen i 2020 Hvordan er det så gået. Ja det kan man blandt andet se på statistikken fra den amerikanske ambassades målinger. Hvert år samler min gode bekendte Anders Hove, som bor og arbejder i Beijing, tallene for PM2.5 forureningen sammen som vist i tabellen nedenfor. Illustration: Anders Hove Som det fremgår, er det gået støt fremad og 2020 er ingen undtagelse. Især er det værd at bemærke at efteråret 2020 har de laveste værdier for hele perioden 2008-2020. Og det er ikke på grund af COVID19 pandemien, da Kina kun kortvarigt lukkede ned for industriproduktionen i foråret 2020. De gennemsnitlige månedsværdier dækker naturligvis over temmeligt store variationer, og der er da også fortsat dage i Beijing, hvor forureningensniveauet er højt. Men på månedsbasis nærmer man sig de europæiske tilstande hvor EUs grænseværdi for PM2.5 var 25 µg/m3 fra 2015 til 2020 og nu er 20 µg/m3. For de mere end 25 millioner mennekser som bor i Beijing er det en vigtig udvikling. De høje forureningsniveauer giver med sikkerhed en betydelig overdødelighed og 2020 tallene er jo mange gange bedre end 2013 tallene. Der er dog stadig et stykke vej til tilstanden i København, bortset fra når nytårskruddet får lov til at fylde luften med partikler - som de aktuelle tal fra H.C. Andersens Boulevard viser. Målingerne er i µg/m3. Illustration: Aarhus Universitet, Institut for Miljøvidenskab NB: Indlægget er rettet 6. januar for fejl vedr. enhed for PM2.5 målinger (µg/m3 og ikke µm/m3)
    83 Kommentarer
  • Michael Søgaard Jørgensen

    Produktlevetid i udkastet til handlingsplan for cirkulær økonomi

    I starten af december 2020 kom den længeventede ”Handlingsplan for cirkulær økonomi – National plan for forebyggelse og håndtering af affald 2020-2032” i høring med høringsfristen 9. februar 2021. Dvs. der er stadig god tid efter nytår til at komme med høringssvar på områder, hvor man mener handlingsplanen bør være mere ambitiøs eller mere konkret. En national affaldshandlingsplan er et EU-krav til medlemslandene. Planerne skal omfatte en periode på 12 år, men skal revideres senest efter seks af de 12 år. Planen, der er sendt i høring, skal erstatte to affaldsplaner fra 2014 og 2015, som beskrevet på Høringsportalen: ”Handlingsplan for cirkulær økonomi udgør Danmarks nationale affaldsforebyggelsesplan og affaldshåndteringsplan og opfylder bestemmelserne i affaldsdirektivets artikel 28 og 29 om udarbejdelse af disse planer. Både affaldsforebyggelsesplanen og affaldshåndteringsplanen har et 12-årigt sigte, men revideres mindst hvert 6. år, jf. Miljøbeskyttelsesloven. Nærværende plan erstatter således Danmark uden affald, Ressourceplan for affaldshåndtering (2014) og Danmark uden affald II, Strategi for affaldsforebyggelse (2015).” (s. 22). Udkastet til planen beskrives som en affaldsplan med fokus på både forebyggelse og håndtering af affald og skrevet ud fra et cirkulær økonomi perspektiv: ”Planen udgør Danmarks nationale plan for forebyggelse og for håndtering af affald, hvor den danske politik og de konkrete indsatser beskrives ud fra den cirkulære værdikæde. Fra design og forbrug til affaldshåndtering, hvorfra naturressourcerne føres tilbage i nye produkter og materialer.” (s. 8). Det er en meget omfattende handlingsplan på ca. 180 sider. Planen har både et generelt fokus på forebyggelse og håndtering af affald og bedre udnyttelse af naturressourcer OG et særligt fokus på ”tre områder, hvor miljø- og klimabelastningen er særligt stor: biomasse, byggeri og plastik” (s. 8). Handlingsplanen har også analyser af produktion og brug af bl.a. elektroniske og elektriske produkter samt tøj og andre tekstiler. Når man skal vurdere en handlingsplan, er det vigtigt at se på dels om planen foreslår initiativer, der matcher de identificerede problemer, dels om der er fremskridt siden den foregående handlingsplan. I dette blogindlæg ses på hvordan strategier til at forlænge produkters levetid – dvs. cirkulær økonomi med fokus på slowing-strategier – diskuteres i handlingsplanen og hvilke initiativer, der varsles. Hovedkonklusionen er, at produktlevetid og strategier til sikring af længere produktlevetid er en del af handlingsplanens fokus og initiativer, men flere steder er der ikke sammenhæng mellem planens analyser af markeds- og innovationsstrategiers indflydelse på produktlevetidens længde OG de initiativer, som handlingsplanen varsler. Danmarks store og globaliserede ressourceforbrug Udkastet til handlingsplan peger på det overgennemsnitlige, store danske ressourceforbrug opgjort som ”ressourcefodaftrykket” (Raw Material Consumption (RMC): ”Danmarks RMC lå på 125 mio. tons i 2016. Det svarer til 22 tons per indbygger, hvilket er væsentligt højere end gennemsnittet pr. indbygger i EU på 14 tons per indbygger”. I de nuværende statistikker er medregnes altså vægten af de importerede produkter, men ikke de tab og den affaldsproduktion, der har været i udlandet ved produktionen af disse produkter” (s. 49). Handlingsplanen nævner, at for produkter kan det indlejrede ressourceforbrug - og dermed også ressourcetab og affaldsproduktion - opgøres som et produkts råstofækvivalent, som for elektronik er 32 kg pr kg produkt: ” ….fremstillingen af computere, mobiler og tablets har en stor miljø- og klimabelastning. Den er bl.a. forårsaget af minedrift og den nødvendige procesenergi, som kræves ved indvindingen af råmaterialer og ædelmetaller. Ifølge Danmarks Statistik blev der i 2016 importeret 100.000 ton elektronik til Danmark. Da hvert kilo importeret elektronik i gennemsnit har en råstofækvivalent på ca. 32 kilo”. (s. 63). Handlingsplanen anerkender således, at en ”…. række klima- og miljøproblemer er grænseoverskridende og værdikæderne har global rækkevidde.” (s.35). Dermed anlægger handlingsplanen et globalt perspektiv på ressourcestrømme i modsætning til Paris-aftalens nationale perspektiv. Analyser og erfaringer ifht produktlevetid og reparation Levetidsforlængelse omtales i planen som ”foranstaltninger der understøtter, at forbrugere og virksomheder får lettere ved at reparere produkter, eller overtage et produkt der endnu fungerer, fra andre brugere.” (s. 23). Udkastet til ny handlingsplan omtaler tre overordnede former for forlængelse af produkters levetid: Design af produkter med lang levetid Design af produkter, der kan repareres Produkter der bliver genbrugt Sammenlignet med planen for affaldsforebyggelse fra 2015 er der i udkastet til den nye plan en mere udførlig analyse af forhold, der former produkters levetid og omtale af initiativer, som søger at skabe grundlag for længere produktlevetid. Disse analyser afspejler, at der siden de foregående planer dels er kommet mere fokus på problemer med for kort produktlevetid og for dyre reparationer, dels er opnået en del erfaringer med muligheder og barrierer for at sikre lange produktlevetider. I 2015 omtalte den nationale handlingsplan for affaldsforebyggelse Puljen til grønne ildsjæle som en mulighed for at yde tilskud til lokale aktiviteter som ”tøjbiblioteker, byttemarkeder, og sy- og reparationsværksteder”. Ligeledes omtaltes nogle engelske erfaringer, der pegede på, at en del elektronik afleveret på genbrugspladser stadig fungerer. I udkastet til den nye handlingsplan omtales bl.a. danske analyser af elektronik afleveret på genbrugspladser, som viste at ca. 20% var funktionsdygtigt, og yderligere en del let kunne repareres. Endvidere omtales også det voksende antal reparationscafeer – cirka 45 – i netværket Repair Café Danmark. Ligeledes omtales befolkningsundersøgelser fra Forbrugerrådet og Miljøministeriet, der viser forbrugernes ønsker om bedre produkter og billigere reparationer. Barrierer for lang produktlevetid Handlingsplanen peger på en række forhold, der begrænser produkters levetid: Manglende dokumentation for forventet produktlevetid Dyre reparationer, der begrænser omfanget af reparationer af produkter, der går i stykker Produkter der ikke er designet til at kunne repareres Handlingsplanen peger på, at ”dokumentation for et produkts forventede levetid findes kun på produkter i ganske få tilfælde fx elektriske pærer/belysning, hvor levetiden skal fremgå af mærkningen på produktet.” Endvidere henvises til tal fra Danmarks Statistik, der viser, ”….at der ift. for 20 år siden i dag bruges markant færre penge på reparationer af alt fra tøj og møbler samt el-apparater og mobiltelefoner.” (s. 61). Endvidere nævnes, at det funktionsdygtige elektronikaffald og de faldende udgifter til reparationer ”….både skyldes, at det er forholdsmæssigt dyrt at få ting repareret ift. at købe nyt, eller at man på forhånd giver op, fordi der er en opfattelse af, at det er dyrt, besværligt eller tidskrævende at få repareret.” (s. 61). Også produktdesignets betydning for reparationsmulighederne omtales som en begrænsning for produkters levetid: ”… Mange produkter er ikke designet til at kunne repareres, hvilket kan komme til udtryk hvis komponenter ikke kan tilgås (eks. hvis specialværktøj er påkrævet eller hvis sammensætning af komponenter gør dem uadskillelige), eller hvis reservedele ikke er tilgængelige hos producenten.” (s. 59). Elektroniske produkters kompleksitet Elektroniske produkter omtales som en af de miljømæssigt komplekse og problematiske produktgrupper: ”....affald af elektronik og batterier [skal] så vidt muligt undgås ved at stræbe efter forlænget levetid, øget mulighed for at reparere, renovere og genbruge produkterne og i sidste ende ved størst mulig genanvendelse og udnyttelse af ressourcer, når produkterne bliver til affald.” (s. 94). Handlingsplanen diskuterer afvejningen af klimagevinsten ved forlængelse af elektroniske produkters levetid gennem reparation VERSUS udskiftning af et produkt til et mere vand- og energieffektivt produkt. Planen peger korrekt på, at det i de fleste tilfælde er en klimamæssig fordel at reparere et produkt. Kun for de energimæssigt mindst effektive produkter – omtalt som hårde hvidevarer i energiklasse C - vil en udskiftning af et produkt være bedre end at få produktet repareret. Planens initiativer til forlængelse af produkters levetid Planen indeholder 36 initiativer til forebyggelse af affald – nogle med fokus på husholdningsprodukters levetid og andre, der lægger op til, at produktlevetid skal spille enstørre rolle i forbindelse med offentlige indkøb. Planen omtaler igangværende og kommende initiativer, der skal støtte SMV’ers udvikling af cirkulære forretningsmodeller. Der nævnes dog ikke en eksplicit kobling mellem disse initiativer og virksomhedsstrategier for forlænget produktlevetid. I relation til husholdningsprodukter omtaler handlingsplanen udarbejdelse af en kommende vejledning om, hvordan blødgøring af vand (dvs. fjernelse af kalk) kan implementeres i eksisterende vandforsyninger, fordi brug af blødgjort vand kan forlænge bl.a. vaske- og opvaskemaskiners, kaffemaskiners og tøjs levetid. Endvidere tilkendegives det, at man vil styrke den igangværende danske deltagelse i det europæiske arbejde med cirkulære standarder: ”Det eksisterende samarbejde mellem Dansk Standard, myndigheder og virksomheder om dansk deltagelse i EU’s standardiseringsarbejde styrkes med fokus på udvikling af metoder til at måle og dokumentere produkters levetid.” (s. 62). Derudover nævner handlingsplanen, at en kommende dansk Implementering af EU’s affaldsdirektivs nye minimumskrav for den udvidede producentansvarsordning for elektronikaffald kan ”….. sikre en omkostningseffektiv og transparent ordning, hvor miljørigtigt design i højere grad stimuleres” (s. 99). Det forventes at kunne ske ved ”….bl.a. ved at indføre en miljøgraduering af de bidrag, som producenterne betaler for affaldsbehandlingen.” (s. 99). Handlingsplanen synes således at antage, at der vil komme så store forskelle i affaldsgebyrerne, at det vil påvirke de primært udenlandske producenter af husholdningselektronik til at ændre deres design og påvirke det sortiment af elektroniske produkter, som detailhandlen vælger at have i deres sortiment. Forhandlingerne om størrelsen og den relative graduering af gebyrerne er således ret afgørende, hvis den danske implementering af affaldsdirektivet skal have en AFFALDSFOREBYGGENDE effekt! Beskedent fokus på tøjmodens betydning for produktlevetid Også i forhold til tekstiler og bygninger omtales produktlevetid. For tekstilers vedkommende er der IKKE en egentlig analyse af samspillet mellem tøjindustriens innovationsstrategier og stigende tøjforbrug. Problematikken berøres dog i form af en henvisning til Uddannelses- og Forskningsministeriets grønne forskningsstrategis forskningsmission om cirkulær økonomi med fokus på plastik og tekstiler. Planen nævner, at løsninger ” …… kan omfatte f.eks. ændret design og produktionsmetoder samt ændrede forbrugsformer.” (s. 158). Renovering som vigtig for bygningers levetid For bygninger er der en mere udfoldet analyse af forhold, der påvirker bygningers levetid – materialevalg, bygningskonstruktion og vedligeholdelse: ”Nye og renoverede bygningers klimabelastning kan mindskes ved at forlænge bygningernes levetid mest muligt. Dels gennem hensyntagen til byggematerialernes holdbarhed og behov for vedligeholdelse. Dels ved fra starten at bygge fleksibelt, så bygningen kan anvendes til flere forskellige formål over mange årtier uden at ændre væsentligt på de bærende konstruktioner.” (s. 144). Som initiativ varsles ”….en opdateret version af den nationale langsigtede renoveringsstrategi, som bl.a. tager højde klimaaftale for energi og industri 2020 samt aftalen om grøn renovering af almene boliger 2020.”(s. 145). Meget optimistisk handlingsplan ifht elektronik Ud over optimisme i forhold til den kommende graduering af affaldsgebyrer for elektroniske produkter er handlingsplanen også optimistisk i sine forventninger til EU-Kommissionens seneste handlingsplan for cirkulær økonomi, der bl.a. udpeger elektronik og batterier som væsentlige fokusområder.Planen lancerede bl.a. ’Circular Electronics Initiative’: ”Initiativet skal fremme længere levetid af produkterne og inkluderer bl.a initiativer som energieffektivitet, reparerbarhed og mulighed for opgradering for produkter som mobiltelefoner, bærbare computere og tablets.” (s. 99). Med tanke på de hidtidige EU-initiativer i relation til elektronik er der imidlertid – desværre - grund til at dæmpe optimismen: EU’s krav om at visse reservedele skal være til rådighed for elektroniske produkter og skal kunne udskiftes uden at ødelægge produktet, indebærer ikke nødvendigvis billigere reparationer og dermed heller ikke nødvendigvis, at flere produkter repareres, og færre produkter kasseres uden at være forsøgt repareret. For computere og hårde hvidevarer er det således ifølge en undersøgelse fra Ingeniørforeningen fra 2017 mere prisen på reparation end manglen på reservedele, der begrænser andelen af reparationer af ikke-fungerende produkter. En nylig undersøgelse blandt borgere i Region Hovedstaden i 2020 antyder, at det inden for elektroniske og elektriske produkter ser værst ud for køkkenudstyr (blender, brødrister, el-kedel m.m.) og mobiltelefoner. Køkkenudstyr er den produktgruppe inden for elektronik, der sammen med mobiltelefoner ’lever’ kortest tid og hvor andelen af reparationer, der opgives, er størst. For køkkenudstyr er det design, manglende reservedele og dyre reparationer, der begrænser andelen af produkter, der repareres. Ideer til mere ambitiøse initiativer Selvom producenterne af husholdningselektronik er internationale og store sammenlignet med det danske marked og EU-reguleringen næppe løser problemet med teknisk, funktionel og økonomisk forældelse af produkter, så kunne en dansk handlingsplan for forebyggelse af affald være mere ambitiøs. Dansk Erhverv har således for nylig foreslået momsfradrag for reparationer og henviser til svenske erfaringer, og Forbrugerrådet TÆNK har anbefalet, at forlænge reklamationsperioden – dvs. den periode, hvor virksomhederne er ansvarlige for produkternes holdbarhed. En sådan forlængelse er mulig i den danske implementering af EU’s varedirektiv, som er fokus i et udvalg under Justitsministeriet. I følge Forbrugerrådet har forbrugerne i flere EU-lande længere reklamationsperiode end danske forbrugere. Andre initiativer som udkastet til handlingsplan kunne indeholde - dvs. initiativer som kunne foreslås i høringssvar - er: Støtte til analyse af professionelle reparatørers, producenters, forhandleres og reparationscafeers viden om hvilke produkter, der går i stykker og hvorfor, og hvorvidt de kan repareres Udvikling af lokale reparationsstrategier, faciliteret af kommuner og lokale aktører, som led i lokal miljø- og erhvervspolitik med henblik på dels at sikre forbrugerne lettere og billigere reparationer, dels at øge lokal beskæftigelse Planen foreslår øget fokus på produktlevetid i offentlige indkøb Mens udkastet til handlingsplan ikke har mange initiativer med fokus på husholdningsprodukters levetid, så har udkastet interessante forslag relateret til produktlevetid i offentlige indkøb. Planen foreslår således, at der ”….udarbejdes en vejledning til offentlige indkøbere, om hvordan de kan stille krav til udvidet garanti og reparationsmuligheder med henblik på at sikre en længere levetid for produkter. Vejledningen skal indeholde konkrete forslag til krav, som kan bruges direkte i udbudsmaterialet.” (s. 55). Samtidig med at der er grund til at rose forslaget, skal det nævnes, at handlingsplanen fra 2015 indeholdt et lignende forslag, som altså ikke er blevet implementeret. Forslag nr. 29 i planen for affaldsforebyggelse fra 2015 hed således: ”Udarbejdelse af en guide om, hvordan offentlige indkøb kan anvendes til at understøtte en cirkulær økonomi og forebygge affald, f.eks. gennem krav om produkters levetid og mulighed for at skille produkterne ad og reparere dem”. Andre forslag i udkastet med fokus på produktlevetid er forslag i regi af Partnerskab for offentlige grønne indkøb om indkøbsmål for specifikke produktgrupper, som ”…. som partnerskabets medlemmer forpligter sig til at leve op til. Indkøbsmålene …. vil fremover også kunne rumme krav til eksempelvis design med henblik på adskillelse, levetidsforlængelse og tilbagetagningsordninger.” (s.55). Inden for 14 produktgrupper findes der allerede totaløkonomiske beregningsværktøjer (TCO-værktøjer – Total Cost of Ownership), der ideelt set kan flytte fokus ”… fra indkøbspris til omkostninger i hele produktets livsforløb” (s. 54). Handlingsplanen varsler, at det fremover vil blive obligatorisk at bruge sådanne værktøjer – dog kun i forbindelse med statslige indkøb – og altså ikke i forhold til kommunernes og regionernes indkøb. De eksisterende TCO-værktøjer anvendes øjensynlig ikke i tilstrækkeligt omfang i dag. Handlingsplanen varsler, at værktøjerne skal gøres mere brugervenlige. Genbrug som forlængelse af produkters levetid Planen nævner, at der de seneste år er opstået ”….nye virksomheder, der køber, håndterer, kategoriserer og reparerer brugte produkter inden for områder som IT-udstyr, cykler, hårde hvidevarer og byggematerialer.” (s. 61). Planen giver udtryk for, at det er ”… de bedre produktkvaliteter, der repareres, opgraderes og gensælges - ofte som billige alternativer til lavkvalitetsprodukter.” (s. 61). Brugtmomsordningen, hvor sælgeren ikke skal betale moms af hele salgsprisen, men udelukkende af fortjenesten af den solgte genstand, omtales som en ordning, der fremmer genbrug. Planen peger på behovet for forenkling af reglerne om frivillige tilbagetagningsordninger hos virksomheder for at facilitere øget reparation og genbrug. Ændrede regler skal gøre det lettere for virksomheder at etablere en frivillig tilbagetagningsordning for affald, der stammer fra egne produkter og produkter, der ligner virksomhedens egne. Planen forventer, at forenklede regler kan betyde, ”at flere virksomheder vil designe deres produkter, så de er egnet til reparation, genbrug og genanvendelse.” (s. 51). Barrierer for genbrug Ud over at pege på ressourcebesparelsen ved genbrug af produkter peger handlingsplanen også på risikoen ved at genbruge produkter, der indeholder miljø- og sundhedsskadelige kemiske stoffer. Planen nævner, at ”…. øget viden medført skærpede regler for nogle produkttyper, hvor det kan være en bedre idé at købe nyt i stedet for genbrug, fx hvis indholdet af kemikalier kan medføre en sundhedsrisiko.” (s. 63). Som eksempel nævnes Miljøstyrelsens anbefaling om ikke at genbruger blødt legetøj af PVC, der er købt før 2007, hvor EU skærpede reglerne for indholdet af hormonforstyrrende ftalater. Som andre barrierer for genbrug nævner planen ”….tilgængelighed, hensyn til persondata og forsyningssikkerhed af de genbrugte varer og dertilhørende reservedele. Særligt inden for genbrugte byggevarer og elektronik er øget dokumentation i form af fx CE-mærkninger essentielt for at skabe sikkerhed for, at de materialer som recirkuleres ikke udgør en sundheds- og miljømæssig risiko.” (s. 64). Hvordan måles effekten af forlænget produktlevetid? Udkastet til handlingsplan lancerer følgende fem indikatorer til at vurdere om der genereres mindre affald og opnås en bedre udnyttelse af naturressourcer: Mængden af husholdningsaffald og lignende affald fra andre kilder Ressourceproduktivitet opgjort ved at sammenholde Danmarks bruttonationalproduktet (BNP) med ressourcefodaftrykket (RMC) Omsætningen og udbuddet af svanemærkede produkter og services i Danmark Cirkularitet i materialeforbruget opgjort som andelen af affald sendt til genanvendelse (og anden endelig materialenyttiggørelse) af det samlede indenlandske materialeforbrug (DMC) Handlingsplanen indeholder også en opgørelse af de fem indikatorer i 2014-2018. Som indikatorer til at vurdere produktlevetiders betydning for ressourceforbruget er ingen af de foreslåede indikatorer velegnede. Husholdningsaffald omfatter ikke produkter, hvor kvalitet og reparationsmuligheder spiller en væsentlig rolle – elektroniske og elektriske produkter samt tøj. Ressourceproduktiviteten RMC vil i høj grad være formet af omfanget af nybyggeri og bygningsrenovering på grund af denne sektors ”tunge” ressourcestrømme. Indikatoren er dog nok ikke den bedste indikator til at vurdere omfanget af bygningsrenovering sammenlignet med nybyggeri og egner sig ikke som overordnet indikator til at vurdere produktlevetider, reparation og genbrug. Hvis man udviklede RMC-indikatorer for specifikke produktgrupper, kunne RMC måske blive en velegnet indikator. Indikatoren om cirkularitet i materialeforbruget siger heller ikke noget om omfanget af reparationer og mængden af produkter, der kasseres, fordi de ikke bliver repareret. Behov for andre indikatorer til at vurdere udviklingen i produktlevetid Der er således behov for, at der som del af handlingsplanen udvikles andre indikatorer til at følge forbrugets omfang og baggrund, herunder forhold, der påvirker produkters levetid. Handlingsplanen bør tilføjes indikatorer baseret på spørgeskemaer til et repræsentativt udsnit af befolkningen. Erfaringer viser, at det på denne måde vil være muligt at få data om omfanget af reparationer af husholdningsprodukter, mængden af kasserede produkter, omfanget af indkøb af nye produkter, der erstatter produkter, som ikke blev eller kunne repareres samt produkternes levetid, når de kasseres. Sådanne data fra spørgeskemaundersøgelser kan kombineres med analyser af miljøgevinster ved levetidsforlængelse af forskellige produkter og dermed opgøre miljøgevinsten og ”miljøtabet” ved henholdsvis reparationer og reparationer, der blev opgivet. Handlingsplanen for affaldsforebyggelse fra foråret 2015 varslede, at regeringen ville prioritere et arbejde, hvor ”Miljøgevinster ved genbrug og reparation af udvalgte fraktioner af elektronik kvantificeres”. Der er ikke lavet et sådant officielt analysearbejde, men miljøorganisationer og forskergrupper har lavet enkelte analyser, der viser, at der ved en kombination af spørgeskemaer og livscyklusvurderinger kan skabes grundlag for indikatorer for produktlevetid og reparationer som del af handlingsplanen. Opsummering Udkastet til handlingsplanen analyserer vigtigheden af produktlevetid og en række forhold, der begrænser produkters levetid og omfanget af levetidsforlængelse gennem reparation og genbrug. Analysen er mest udfoldet for elektronik og bygninger, men stort set fraværende for tøj. Planen foreslår ikke mange nye initiativer inden for levetidsforlængelse og er meget optimistisk i sin analyse af de allerede varslede initiativer i form af modulering af affaldsafgifter for elektronik og EU’s cirkulær økonomi initiativ for elektronik. Udvikling af lokale reparationsstrategier og udnyttelse af virksomheders og civilsamfundets reparationsviden indeholder potentialer, som ikke er del af handlingsplanen. Det er interessant, at produktlevetid og totaløkonomi skal styrkes som kriterier i offentlige indkøb. Analysen af hvorfor det ikke hidtil er lykkedes, kunne have været mere udfoldet. Et værktøj til at formulere produktlevetid som del af udbud samt et egentlig krav om totalomkostninger som del af statslige indkøb forventes at kunne styrke betydningen af produktlevetid og totalomkostninger i offentlige indkøb. Handlingsplanens forslag til indikatorer er ikke egnede til at følge udviklingen i produktlevetid og sammenhængen med virksomheders strategier for innovation, brugervejledning og reparation og forbrugernes indkøbs- og brugspraksisser. Der er derfor behov for at udvikle nye indikatorer for at kunne følge udviklingen inden for dette aspekt af cirkulær økonomi. Der er således en række yderligere initiativer i relation til produktlevetid, der kunne meldes ind som høringssvar frem til høringsfristen 9. februar 2021.
    18 Kommentarer
  • Louise Floor Frellsen

    Anderledes julemiddag

    De fleste af os kommer jo nok til at holde en anderledes jul i år, end vi oprindeligt havde tænkt. Når nu man skal lave noget om, kan man jo passende lade sig inspirere af, hvordan andre fejrer jul rundt omkring i verden. Mange har nok hørt om, at det er en tradition i Japan at spise fastfood til jul – ofte specifikt friturestegt kylling fra KFC. Men selvfølgelig er KFC ikke dem, der har opfundet at friturestege kylling (eller anden fugl), det har ældgamle kulturelle aner. Men hvorfor er det så lige KFC, der har vundet frem som brandet man associerer med den ret? Der er jo nok mange grunde, men en af dem er formentligt det patent virksomheden Kentucky Fried Chicken Corp tog i 1967 på at stege kyllingen under tryk. Illustration fra patentet US3245800 gengivet fra patentdatabasen Espacenet. Illustration: Harland Sanders Metoden er jo egentlig ikke så forskellige fra at putte den panerede kylling i en gryde med boblende olie, men ved at sætte den under tryk, gør man det sværere for vandet i kyllingen at komme til at koge og fordampe. Så tricket skulle være, at det hjælper med at holde kødet saftigt og undgå udtørring. Patentet er jo for længst udløbet, så de er næppe de eneste, der bruger den metode nu om stunder, og den er nok også blevet videreudviklet igennem tiden, men det har nok alligevel været med til at give KFC forspringet, der skulle til for at blive så store på markedet. Selvom ideen er smart, og jeg ved, at der også findes trykkogere til ris, tror jeg dog, at jeg vil holde mig til den gode gamle høkassemetode til risengrøden igen i år. Bruger I spidsfindigt udstyr til at forberede årets julemiddag? Uanset hvordan I går til det, håber jeg, at I alle kommer godt og sikkert ind i det nye år.
    4 Kommentarer
  • Peter Bøggild

    Nanojulekalender 21: Lær misinformation med "Cranky Uncle"

    5G, vacciner, klima, chemtrails, bill gates, corona - hvis du gerne vil forbedre dine misinformations skills, så er der hjælp at hente. Med appen "Cranky Uncle" kan du lære (på ret basalt niveau) en række af de værktøj, den dygtige misinformatør, konspirationsteoretiker og russiske hacker benytter dagligt for at forvride, forvanske, forplumre og fordumme den offentlige diskussion af videnskab og teori, samt politik der læner sig op af disse. I spillet er du en skør og gnaven onkel (hvorfor en onkel?) som fnysende forkaster videnskabeligt funderet viden. Målet er naturligvis at blive bedre til at genkende de retoriske tricks og kortslutninger, der lokker uskyldinge, bekymrede samfundsborgere til at hoppe på limpinde af forskellig art. Illustration: https://crankyuncle.com/ Spiller kører ikke, skal jeg hilse at sige, på de høje videnskabsfilosofiske nagler. Det er ofte ret banalt, men alle skal jo kunne følge med. Den brede kategori **Denial ** dækker i første tier: "Fake Experts", "Logical Fallacies", "Impossible Expectations", "Cherry Picking" og "Conspiracy Theories", og når man har klaret dem og en lille test for at se om man har forstået koncepterne, går man videre til mere avancerede teknikker som "Ad Hominem", "Ambiguity", "Straw Man", "False Analogy", "Red Heering", "False Choice" og "Single Cause" og mange andre... . Kender du dem allerede? Quizzerne er for det meste meget lette (for lette?) men ind imellem går man i vandet, hvis man ikke er opmærksom. Mange af spørsgmålene refererer også til virkelige begivenheder og personer - for eksempel er misinformationens overflødighedshorn, den snart forhenværende reality stjerne Donald Trump naturligvis i aktion i de mange tests, quiz og eksempler. Illustration: https://crankyuncle.com/23-ways-to-mislead/ Appen fungerer fordi den er på et niveau hvor de fleste kan være med, tænker jeg (skriv nedenfor hvad du selv tænker). Jeg tror at mange jeg kan se f.eks. på facebook bliver forvirret over de tilsyneladende stærke og overbevisende (men uholdbare) argumenter af sølvpapirshattene, kunne have glæde en lille introduktion til de mest almindelige fupargumentations-teknikker. Bevares, bare fordi at man tror på chemtrails, Bill Gates corona, falsk månelanding og reptil-politikere, kan man jo sagtens have ret i noget femte. Alle kan have ret. Og somme tider er konspirationer jo virkelige - se bare her i Business Insider. Men det handler ikke om hvad der sandt eller falsk, men om hvilken type argumentation der bliver brugt, og her tager sølvpapirshattene, coronaskeptikerne og klimabenægterne fat med begge hænder i misinformations-værktøjskassen. Jeg har en stor personlig interesse i at videnskaben fortsat er vores vigtigste hjælper i at finde hoved eller hale i det hele: samfundet, os selv, teknologien og dens konsekvenser, fremtiden. Jeg synes det er dejligt at så mange mennesker interesserer sig for videnskab, og læser på livet løs om epidemiologi, vacciner, COVID19, PCR, 5G og nanotermitter, men vi kunne nok alle blive lidt bedre til at argumentere på saglig vis, og checke kilder lidt grundigere - og måske også respektere at forskere der har brugt mange år på at blive eksperter inden for et komplekst emne, taler med lidt større vægt end folk der har googlet det - også selvom de har "researchet" i flere timer. Så: forsk bare videre allesammen, og stil spørgsmål. Men afstå venligst for at blive en superspreder af misinformation (selvom det er nemt og sjovt). Overhold argumentationens trafikregler, så kan det være at vi bliver klogere og dygtigere med tiden, og måske endda kan løse nogle af de problemer der synes at vælte ind over os for tiden. Glædelig 21. December!
  • Svend Tøfting

    Nu kan vi blive klogere på roadpricing

    Den 4. december 2020 blev en skelsættende dag for udvikling af roadpricing i Danmark for personbiler. Der blev her i forbindelse med forliget om Grøn Omstilling af Vejtransporten bevilget midler til et forsøg med roadpricing. Det fremgår af forligspapiret: Udviklingsforsøg med roadpricing (Kilometerbaseret vejafgift) for personbiler. Aftalepartierne er enige om, at roadpricing vil være en bedre måde at beskatte trængsel og de skades- og Sundheds omkostninger forbundet med kørsel. Aftalepartierne er derfor enige om at afsætte 20 mio. kr. i 2022 til et offentligt-privat udviklingssamarbejde, der kan afsøge de teknologiske og administrative udfordringer, der er forbundet med roadpricing forpersonbiler. Politikerne har mange gange talt om roadpricing, men har indtil nu ikke været så konkrete på personbil området. De forsøgte for 5-6 år siden at indføre det for lastbiler, med det blev skrottet over night da den første vognmand sagde, han ville gå konkurs. Ønskerne var dengang tom tale uden politisk dybde. Samme vognmand klagede paradoksalt nok næste dag over cabotage, som jo faktisk kunne undgås med roadpricing. Politikerne vidste dengang ikke hvad de skulle svare. Derfor er det vigtigt at gennemføre forsøg, så de kan blive klogere på hvad der skal svares. Og vi må vi håbe politikerne tager det mere alvorligt denne gang. Det haster med at få erfaringer med roadpricing. For aftalepartierne er også enige om, at Danmark fra 2025 træder ud af samarbejdet om eurovignetten med henblik på at indføre en kilometerbaseret vejafgift for lastbiler over 12 tons. Der er ingen tvivl om at en kilometerbaseret afgift kan være med til at løse mange af de udfordringer vi i dag har på personbil området, såsom trængsel og CO2 udledningen. Vi kan med roadpricing flytte omkostningerne fra at købe en bil til at bruge den. Det kan få os alle til at agere mere miljøvenlig når vi i det daglige skal vælge transportform. Det kan således være med til at reducere biltrafikken generelt og hermed begrænse CO2 belastningen. Det kan også med en passende takstpolitik få reduceret biltrafikken i myldretiderne på vore mest trafikerede veje. Jeg har i en tidligere blog dokumenteret, at vi her kan reducere trængslen med ca. 50% ved at reducere biltrafikken med 5-10% i myldretiderne. Og så er der det med skatteprovenuet - det vil blive kraftig udhulet, hvis det ikke bliver dyrere at køre på vejene. Så roadpricing vil derfor også være godt for håndteringen af el-bilerne. For selv om de kører på CO2 venlig el, ja så fylder de meget på vejene - og især hvor skal vi parkere de 600.000 ekstra biler. Men den største udfordring er måske trafikanternes accept. Når jeg tidligere i disse spalter har skrevet om roadpricing har jeg fået mange autoreaktioner. Det skal ikke være dyrere at køre i bil – det rammer socialt skævt… etz. Et udviklingsforsøg kan netop være med til også at belyse dissse vigtige emner. Og jeg er sikker på, at det kan medvirke til, at debatten bliver mere nuanceret. Hvad skal forsøget så belyse? Det er for det første teknologien – vil mange mene. Men det er slet ikke her vi skal starte. Vi skal starte med at se på taksstruktur og måden vi vil sikre, at der betales for kørslen. Og her skal vi efter min opfattelse ikke udvikle en statslig dims, som skal beregne taksterne, og som det vil blive en folkesport at snyde. Vi skal i stedet i stedet anvende et selvangivelsesprincip, som fx i London. Det betyder at det er trafikanternes ansvar at sikre betaling, og hvis der bliver registreret snyd så gives der en bøde. Takststruktur og bødeniveau kan så tilpasses, så taksterne kan sikre staten uændret provenu og bøderne skal dække udgifter til at drive systemet. Der findes allerede en række driftssikre teknologier, der kan understøtte selvangivelsesprincippet. Og her kan en række private firmaer få licens til at levere det nødvendige udstyr til trafikanterne. Der skal så laves et forsøg med fx 10.000 biler. Forsøget skal bl.a. være med til at belyse hvorledes i bedst muligt kan sikre den personlige sikkerhed i forhold databeskyttelsen. Det er nu vigtigt at de afsatte 20 mio. kr. anvendes bedst muligt til at belyse alle ovennævnte forhold. Det er en god beslutning, at det er Transportministeriet, der skal være ankermand i forsøget med roadpricing. Det kan sikre, at der bliver set bredere på de mulige effekter ved roadpricing herunder trængsel og trafiksikkerhed. Og det kan være med til at understøtte de kommende forhandlinger om en infrastrukturplan. Det er her vigtigt, at der ikke udelukkende fokuseres på investeringer i infrastruktur, men også på hvordan vi med ændret adfærd kan udnyttet den eksisterende infrastruktur bedre. Og her bliver roadpricing et vigtigt element.
    81 Kommentarer
  • Peter Bøggild

    Nanojulekalender 19: 5000 Nanoprodukter i databasen

    Danske forskere har lavet en omfattende søgbar database over nanoprodukter, www.nanodb.dk, som er nok den største og grundigste af sin slags på verdensplan - eller i al fald hvad jeg har hørt om. Her er samlet over 5000 mere eller mindre "nano" nanoprodukter med en kort produktbeskrivelse, samt en vurdering af potentielle risici for miljø og mennesker. En af bagmændene er Steffen Foss Hansen fra DTU Environment der har forsket i risikovurdering og håndtering i forhold til nanoprodukter i mange år, og har ydet væsentlige bidrag både til forståelsen og kommunikation af potentielle risici. Illustration: https://nanodb.dk/ DET SKAL lige siges at i min optik, er nanoteknologi og nanoprodukter langt mere end nanopartikler. Transistorerne i din computer, din telefon og dit TV er fyldt med nanoteknologi, som ikke er inkluderet i databasen, og som det heller ikke ville give mening at inkludere. Der er forskel på din smartphone der når du køber den kommer pakket med hundredevis af forskellige teknologier som baserer sig på at visse dimensioner er på nanoskala (1/10000 af en millimeter eller mindre), og på at du køber en spraydåse fyldt med et eller andet stads - muligvis med nanopartikler i - du kan sprøjte hvor du vil. Og det er de deciderede nano-forbrugerprodukter der er lagt vægt på i databasen, og det er ganske fornuftigt. Den repræsenterer en kæmpe arbejdsindsats, og arbejdet med at etablere den begyndte for næsten 10 år siden. Det handler nemlig ikke bare om at fylde data i basen, men også at finde og kvalificere den viden der skal i databasen. Det er nemlig ikke sådan at producenter opgiver - eller ved - hvilke risici der kan være forbundet med deres produkt, og dette har forfatterne så forsøgt beskrive så godt det nu var muligt. Steffen Foss Hansen og to kolleger skrev her i December 2020 en artikel i Nature Nanotechnology om arbejdet med databasen, hvor han med sine to medforfattere påpeger at langt de fleste producenter (70%) ikke angiver hvilken slags nanomaterialer der er i deres produkter. Det er ret sjovt at se hvad man kan købe af ting og sager der vifter det lidt bedagede buzz-word "nano". Der er helt klart mange produkter imellem hvor "nano" mest er for at få det til at lyde smart. Der er for eksempel en mus med en "nano-receiver" som ikke, såvidt jeg kan gennemskue har mere med nanoteknologi at gøre end en enhver anden computer mus. Det er så tæt på at være irrelevant at det nok må betegnes som en fejl. Dette er desværre tilfælde for mange af produkterne i "Electronics" kategorien, som f.eks. "Nanoleaf Canvas", nogle kulørte lyspaneler man kan sammensætte som man vil. Banal LED teknologi ser det ud til - og det er jo sådan set en slags nanoteknologi. Firmaet hedder Nanoleaf - så måske er det med på grund af dette. Hvad så med Tata Nano Car. Det er jo bare en meget kompakt bil, og ikke en nanopartikel. Og hvad så med alle de produkter der indeholder nanopartikler men ikke skildrer åbent med det? Nå men jeg vil ikke brokke mig for meget, der er mange andre kategorier, der giver mere mening. F.eks. er der jo nano-tape af forskellig art. Vi vil jo alle gerne have gecko-tape, som kan klistre på alle overflader, og kommer af uden at efterlade lim - på samme måde som en gecko kan sidde på ru, glatte, rene og beskidte overflader ved at variere det effektive kontaktareal, i praksis ved hjælp af millioner af små hår der tillader de ellers svage van der Waals kræfter (duer kun ved nærkontakt) at sidde fast stort set overalt. Gecko på tape - ja tak. Så det kan være at jeg her i bloggen skal lave en produkttest af noget gecko-tape, som vist først blev demonstreret i forskningslaboratorier for et par tiår siden, og som vi også har leget med på DTU. Men om produktet her (Finenic Nano Tape) benytter sig af særligt snedige gecko tricks eller bare klistrer, det må hellere testes. Er der nogen der erfaringer med "nano tape" af denne art? Der er minsandten også en kategori med produkter man skal drikke! En drik med guld nanopartikler hvor produktbeskrivelsen er det rene nonsens, øv og fy! Risikovurderingen bonger da også helt ud. Don't drink this at home: Colloidal Gold. Prøv at checke denne tekst: "THE SECRET IS THAT CONSUMING NANO SIZED PARTICLES OF GOLD HELPS TO TURN YOUR DNA, brain, nervous system, and body tissues into superconductors of a greatly increased flow of etheric energy. GOLD is a powerful electrical conductor. Many experience enhanced mental clarity, greater mind-body coordination, improved learning ability, increased creativity, and calmer reactions to stressful situations. It’s well known to enhance one’s awareness, intuition, and make one more energy sensitive.". Sort ævl lige til en politianmeldelse :) En mere seriøs kategori - og måske også en potentiel problematisk kategori - er produkter man sprayer på overflader for at gøre dem antibakterielle eller nemmere at rengøre, som for eksempel CrystalTech Nano Kitchen Care. Ifølge den videnskabelige forklaring :) er der "absolut ikke" farlige nanopartikler i, det er SiO2 (glas) på molekylærform, der først bliver til glas når det tørrer. Hm. Og det er meget "rent" glas, åbenbart. At et stof er rent gør mig ikke tryg. Rent bly er ikke ligefremt sundt. Nå - men lige i det præcise tilfælde (CrystalTech) lyder det som at "nano" refererer til at produktet efterlader et meget tyndt (nanoskala?) lag der dækker de overflader man sprøjter på, og gør overfladerne hydrofobe - ekstremt vandafvisende. Det undrer mig lidt, eftersom SiO2 er hydrofilt med en kontaktvinkel på 0-20 grader såvidt jeg husker. Så der er noget i det tekniske grundlag for den ret vrøvlede produktbeskrivelse jeg ikke er med på. Det virker sikkert som en hydrofob coating, men hvad præcis det er overfladen består af og hvilken mekanisme der gør den vandafvisende kan jeg ikke gennemskue på basis af den "videnskabelige" forklaring. Det kunne være fused silica partikler, som har kemiske grupper på overfladen af partiklerne der gør dem hydrofobe. Måske. Denne slags "spray on" nanofilm og andre produkter kan være effektive, fornuftige og sikre. Det er bare svært at være sikker, og svært at teste. Dertil kommer at det kan afhænge af situationen, og ganske små ændringer af produktets udformning, som jeg skrev om for mange år siden i Magic Nano skandalen. Her viste det sig at der slet ikke var nanopartikler i spraydåserne, men at det var dråbernes lille størrelse (efter nyt design af sprayflasken) der fik væsken til at nå langt længere ind i lungevævet, og give ødemer og andet skidt. Hele processen med at sprøjte ukendte kemikalier på, og især risikoen for at inhalere et eller andet ukendt er problematisk, uanset om der står "nano" på eller ej. Jeg vil ikke sige - handsdown - at du ikke skal købe produkter med "et eller andet nano" på, men hvis det skal sprøjtes på så tag lige 5 mundbind på og gør det udenfor, hvis ikke du kan få fat i dokumentation der klart og tydeligt forklarer hvordan det skal gøres på en sikker måde. En af pointerne i Steffen Foss Hansens (og kollegers) glimrende artikel fra 2007 i tidsskriftet Nanotoxicology var netop at især luftbårne nanopartikler er farlige. I spray er nanopartiklerne fanget af væsken, og det kan mindske chancen for problemer. Værst er det med fritbårne partikler - altså støvpartikler i nanoskala. Så du må heller holde vejret når du går rundt på Tagensvej. I al fald, tænk dig om to en halv gang inden du lægger spraydåser med nanosjov under juletræet. Nanotapen, derimod, skal jeg have fat i og have et kig på, tror jeg. Hvem vil ikke kunne gå på vægge? Illustration: https://www.zdnet.com/article/super-tape-can-support-the-weight-of-a-ful...
  • Bjørn Godske

    Er Toyota ved at overhale indenom med solid-state-batterier?

    Kritikken af den japanske bilgigant Toyota har længe lydt - også i Ingeniørens spalter: Hvorfor satser Toyota ikke på rene batteribiler? Og svaret fra Toyota har været nogenlunde følgende: Fordi vi opnår større klimagevinst ved at fordele de batterier vi har til rådighed i mange hybridbiler i stedet for i få rene elbiler. Det er et validt argument og der er ingen tvivl om, at Toyota har været pionere når det gælder hybridbiler. Det gælder helt fra den første model kom på markedet i 1997 til i dag, hvor næsten alle af bilproducentens modeller kan fås med en avanceret hybridteknologi. De rene batteribiler har man altså skulle kigge langt efter. I stedet har Toyota argumenteret for, at brændselcellebiler med brint, var den rigtige løsning for forbrugerne, fordi rækkevidden og den tid det tager at tanke biler, svarer til en benzinbil. Men nu skulle Toyota være på vej med en ren elektrisk bil i SUV-størrelse, som i en prototype-version skal ramme asfalten i 2021 og som den store overraskelse, så bliver batterierne baseret på solid-state-teknologien. Energiindholdet i solid-state-batterier forventes at være cirka det dobbelte per liter, sammenlignet med traditionelle litiumionbatterier og opladningen kan foregå langt hurtigere. Rygtet er sat i gang af mediet Nikkei Asia, som desværre uden førstehåndskilder, fortæller, at underleverandører, som Idemitsu Kosan, allerede er i gang med at installere udstyr til produktion af elektrolytmateriale. Der argumenteres yderligere for, at noget stort er på vej, med opbakning fra en nylig oprettet statslig pulje på ikke mindre en 124 mia. kroner, der skal fremme grønne teknologier i Japan - herunder batteriteknologi. Hvis Toyota virkelig skulle være klar med at testkøre sådan en bil allerede i 2021 (sandsynligvis i forbindelse med den Olympiske Lege), vil det være lidt af en revolution. Store producenter som VW, regner først med at kunne gøre det samme i 2025 med udgangspunkt i teknologi fra amerikanske Quantumscape (som vi skrev om for nylig) og Nissan tror på 2028. Flere batteriproducenter - f.eks Samsung - har vist prototyper af solid-state-batterier som enkelteceller. Men en af udfordringerne er at få dem til at fungerer i store batteripakker. Det skyldes blandt andet, at batterierne ændre størrelse ved op- og afladning. Der er ingen tvivl om, at Toyota er en af verdens førende teknologivirksomheder når det gælder solid-state-batterier. Men der er et langt skridt fra at få teknologien til at virke, til at installere den i en velfungerende bil - hvis nogen kan gøre det allerede til næste år, så må det være Toyota. Her på Motorbloggen kan vi kun heppe på, at udfordringerne bliver løst og at vi inden for nogle år, virkelig kan købe en elbil, der kører 1.000 km på en opladning uden at det tager en evighed at oplade den. Og ja, opladningen kommer også til at afhænge af ladeeffekten, hvilket jo kan være begrænset mange steder. Man skal nok ikke forvente, at opladeren nede foran lejligheden eller hos det nærmeste supermarked, kan klare 350 kW - men så er der også tid til at handle. God jul og godt nytår fra Motorbloggen - vi glæder os til et 2021 med masser af spændende bilteknologi.
    185 Kommentarer
  • Peter Bøggild

    Nanojulekalender 14: AI folder proteiner, men hvor godt?

    Proteinfoldning er en af de helt store "Grand Prize" i biomolekylær forskning, som der er kolossale forventninger til. Kan man forudse hvordan en bestemt sekvens af aminosyrer folder sig til et protein, er der ingen grænser for hvilke sygdomme man kan kurere og hvilke tigerspring forskningen så får mulighed for at tage. Senest har kunstig intelligens firmaet DeepMind taget fat på opgaven, og har vist at deres deep-learning algoritme AlphaMind kan forudsige en lang række proteinstrukturer med atomar præcision, i en kvalitet der kan sammenlignes med de bedste krystallografiske analyser. Hvis man er til den slags, har forfatterne publiceret en opsigtsvækkende artikel i tidsskriftet Nature sidste år, som såvidt jeg kan se er Open Access (gratis for alle). Illustration: https://deepmind.com/blog/article/AlphaFold-Using-AI-for-scientific-disc... For eksempel skyldes Alzheimers sygdom forkert foldede proteiner, og mange forskere mener at hvis man kan forudsige hvordan proteiner folder sig, kan man også få skovlen under denne rædselsfulde sygdom. Hvis man ved nøjagtigt hvordan proteinet folder sig, er det nemmere at finde eller syntetisere de molekyler der netop, præcis og kun blokerer det skadelige protein fra at lave ballade. Dette indhold kan kun vises hvis funktionelle cookies er accepteret. Klik for at opdatere samtykke Det er måske (desværre) ikke så nemt. For det første er der noget der tyder på at man ikke - endnu - kan stole nok på AI-algoritmernes forudsigelser, og alligevel er nødt til at kontrollere med røntgendiffraktion eller kryo-elektronmikroskopi (som er en virkelig sej teknik!). Andre stiller spørgsmålstegn ved om forudsigelse af proteinstruktur er nok. For at kunne lave en effektiv medicin må man også kende reglerne og mekanismerne for foldningen, idet disse bestemmer hvordan et protein kan finde tilbage til sin naturlige form. Denne information er kodet ind i sekvensen af peptider, men bliver ikke fanget af AI-algoritmerne, der bare gætter hvordan proteinet ser ud, ikke hvad der afgør at det ser sådan ud. Her bliver det en lille smule svært for mig at følge med, men jeg prøver at hænge på: Der er nemlig også andre endnu, der i det hele taget betvivler at proteinfoldningen er den hellige gral. Sagt på en anden måde: proteinfoldningen er en del af historien, ikke hele historien, bag proteinets virkemåde og effekt. Struktur er ikke funktion: proteiner med næsten ens struktur kan have meget forskellige egenskaber. I artiklen "Behind the screens of AlphaFold" peges der på flere andre problemer. Der er ingen tvivl om at proteinfoldning er en vigtig del af at kunne dirke låsen op til nogle af fremtidens medicinske gennembrud, men som med så meget andet, har komplekse problemer sjældent simple løsninger. AI-algoritmer som AlphaMind er fantastiske redskaber i forskernes arsenal, men erstatter ikke resten af værktøjskassen. Jeg er selv - som så mange andre - dybt fascineret af AI-teknologi, og ser det som en af de mest spændende udviklinger på tværs af humanistisk, socialvidenskabelig og ikke mindst teknisk/videnskabelig forskning. Som forhenværende datalog er der da en del af mig der brænder efter at kaste mig over kunstig intelligens, og jeg er ikke så lidt misundelig på min dygtige datter (der studerer datalogi med fokus på machine og deep learning på Københavns Universitet #stoltfar). Jeg ser også en tendens overalt (både blandt forskere, journalister og almindeligt godtfok) til måske lidt for opskruede forventninger i forhold til AI-teknologiens omnipotente evne til at forudsige, generere og forklare alt mellem himmel og jord - ja der er nærmest ingen grænser for den nye guddoms kraft og potentiale. Det mener jeg så at der er. Skakspil er ikke intelligens, selvom intelligente mennesker ofte er gode til at spille skak. AI-proteinfoldning erstatter ikke medicinsk forskning, selvom medicinsk forskning kan have stor nytte af AI-proteinfoldning. Disse sammenligninger er banale, men jeg er tilhører altså ikke singularitets-folket, der tror at computeren og kunstig intelligens i en kaskade af selv-optimeringer med et snuptag lige pludselig overhaler os allesammen i intelligens. Hukommelse, ja. Mønstergenkendelse, med tiden ja. Intelligens, næppe. Ingen tvivl om at AI bliver en kæmpe faktor i fremtidens samfund, men de bliver ikke smartere end mennesker. Det er stadig os pels-løse abekatte vi skal holde øje med. Tilbage på sporet: Hvis der er nogen af jer der enten ved noget om proteinfoldning eller om AI .... eller måske endda begge dele(!), må I meget gerne belære mig og alle de andre amatør-klogeåger på ing.dk i kommentarfeltet nedenfor.
    4 Kommentarer
  • Peter Bøggild

    Nanojulekalender 11: køkkenets mærkelige materialer

    I en blog om supermaterialer, er det selvfølgeligt sjovt at fortælle om futuristiske nanomaterialer der "en dag" vil transformere fremtiden. Men lad os her i den 11 kalenderluge (luge eller låge?) vende blikket indad, eller måske rettere hjemad - mod køkkenet, på jagt efter super- eller i al fald usædvanlige materialer. Det er nemlig også sjovt, og en god måde at få sine unger (eller sig selv) til at undres og måske mores. Denne blog er til dels rettet mod børn og barnlige sjæle. Den går ud til Professor Kristian Mølhave på DTU Nanolab, som en af de største gør-det-selv fysiktosser jeg kender, og skaberen af DTUs massivt succesfulde fysikshow, der har vist flere hundrede tusinde børn og unge fysikkens forunderlige verden, og blandt andet fortalt mig om: Ketchup. Når du giver ketchupflasken et kæmpe "WHACK" 5 gange uden den mindste effekt, og du så med den sjette får alt, alt for meget ketchup ud på tallerknen, skyldes det en usædvanlig egenskab som ketchup i modsætning til de fleste væsker har: dens viskositet er ikke konstant, men afhænger af "shear stress". Det er et mål for de kræfter der virker på tværs af længderetningen af et objekt. I forhold til en ketchup flaske, kan man tænke på de kræfter der virker på tværs af flaskens retning. Ketchup er næsten et slags blødt fast stof, og har normalt i en meget høj viskositet - det kan næsten ikke flyde. Hvis ketchups viskositet var "normal", ville den være uafhængig af de ydre kræftpåvirkninger du udsætter den for. Men det er den ikke. Det er en såkaldt ikke-Newtoniansk væske, og det betyder at Ketchups viskositet bliver mindre når det får et dunk. Dvs når et mekanisk stød frembringer shear stress - dvs kræfter der forsøger at få de forskellige lag i væsken til at blive revet fra hinanden, går de nærmest itu. I en glasflaske kan det være ganske svært at få ketchuppen ud, men ved at dunke den det helt rigtige sted (ikke bagi!) oppe omkring indsnævringen mod åbningen, kommer der fart i ketchuppen. I en plasticflaske kommer shear-stresset helt automatisk når du presser på siderne. Splat! Dette indhold kan kun vises hvis funktionelle cookies er accepteret. Klik for at opdatere samtykke Vand Skulle vand nu være noget specielt? Ja, vand er i høj grad specielt. Vand er en meget polær væske, og det vil sige at vandmolekylerne har en kraftig ladningsforskydning med iltatomet som den negative pol, og de to brintatomer som den positive. Hvis man tager sig lidt tid til at oplade en plasticpose, en plasticstang eller en ballon med lidt ladning (gnub f.eks. imod en sweater) kan du afbøje vandet i vandhanen ganske meget, som vist i videoen nedenfor. Det er et strålende eksperiment at lave med børn. Altså ikke tiltrække børn med statisk elektricitet, men... du forstår. Dette indhold kan kun vises hvis funktionelle cookies er accepteret. Klik for at opdatere samtykke Vand er det rene fysik-IKEA fyldt med Do-it-yourself eksperimenter, og det er som regel dipolmomentet der er på spil. - prøv f.eks. at se vand som lysleder, sjov med overfladespænding og kapillarkræfter og andet i videoen nedenfor. Hvis I keder jer derhjemme her i Corona-æraen er der næppe noget bedre end at lave opbyggelige og fornøjelige eksperimenter med dine børn, din ægtefælle eller dig selv! Dette indhold kan kun vises hvis funktionelle cookies er accepteret. Klik for at opdatere samtykke Andre ideer er pH sensor lavet af rødkål, eller sjov med Maizena - majsstivelse - som også er en ikke-Newtoniansk væske, men som modsat ketchup får en HØJERE viskositet når det bliver udsat for pludselige ryk. For de mere avancerede, anbefaler jeg bøger der fortæller madlavningsinteresserede om den spændende fysik og kemi bag mad og madlavning. Du kan starte med denne Open Access artikel, Physics in the kitchen af Peter Barham, og så måske rykke videre til de fremragende bøger: Science of Cooking (også af Peter Barham) eller On Food and Cooking: Science and Lore in the Kitchen (et digert værk, og virkelig spændende) Forresten da nogle ret gode julegaver???
  • Peter Bøggild

    Nanojulekalender 10: 2D transistorer flexer

    En af de åbne spørgsmål er om halvledende 2D materialer (af hvilke der er flere tusinde), kan matche silicium transistorer på nogen måde. Silicium elektronik er ekstremt højt udviklet, og den berømte Moores lov har forudsagt silicium-transistorens endeligt så mange gange uden held, at det næsten er en joke. Silicium elektronik er en fantastisk teknologi, og silicium er på alle måder et supermateriale. Men ganske som Frodo ikke på forhånd så ud til at få de bedste bookmaker-odds i kampen mod Sauron i Ringenes Herre, skal man aldrig sige aldrig. Fleksible transistorer til IoT og bøjelige elektronik Når det kommer til fleksibel elektronik, hvilket vil sige: elektronik der kan bøjes, bukkes og krølles sammen og dermed indbygges i lærred, stof, tøj, og ikke mindst pakkes sammen langt nemmere end PCB (printed circuit boards), så er 2D materialer særdeles interessante. En hel del fleksibel elektronik idag bygger på organiske molekyler, hvor [OLED ](https://www.oled-info.com/oled-introduction#:~:text=OLED%20(Organic%20Li...(Organic Light Emitting Diode) er nok den mest kendte teknologi - mange af os har et fjernsyn, armbåndsur eller computerskærm med flotte OLED farver. Selvom udviklingen indenfor organisk elektronik tager stormskridt, er *performance * af de organiske kredsløb langt fra på højde med silicium. Illustration: https://techxplore.com/news/2020-11-flexible-transparent-electronics-fab... 2D materialer til gengæld, leverer derimod solide elektroniske karakteristikker OGSÅ selvom kredsløbene er printet på bøjelige plastikfilm. I Nature Electronics skrev en række forskere fra Chinese Academy of Science sidste måned en spændende artikel om "Large-scale flexible and transparent electronics based on monolayer molybdenum disulfide field-effect transistors", som man kan læse om rundt omkring på nettet, fx her. Forskerne laver komponenter og kredsløb i en atomart tynd halvledende film af MoS2 (molybdæn disulfid), som har et ret stort båndgap omkring 2 eV, hvis man slår på i DTU Professoren Kristian Thygesens vidunderlige database C2DB. Her kan man også se hvordan MoS2 ser ud - en flot krystal, synes jeg! Det kan der komme udmærkede transistorer af med en stor on/off ratio (som er nødvendig for at kunne lukke strømmen helt ned i "off"-tilstand, og spare energi i store kredsløb), og anstændig ladningsbærer bevægelighed (mobilitet) på 55 cm2/Vs. Det er en del mindre en enkeltkrystallinsk silicium (1400 cm2/Vs) men meget bedre end organisk elektronik kan levere. Her er man endnu ikke i nærheden af 10 cm2/Vs. Og hvis man skifter MoS2 ud med en anden halvledende 2D krystal, kan bevægeligheden blive op til 10 gange større. Silicium performance på et fleksibelt stykke plastik folie er dermed inden for rækkevidde... Det er nok ikke "bøjelige CPU'er" der er mest relevante, men forskellige former for sensorer, detektorer og synaptiske kredsløb - som for eksempel implantater til at give blinde synet igen. Takket være de fleksible egenskaber kan langt tættere integration lade sig gøre. Der er masser af praktiske problemer der stadig skal lykkes, men resultater som dette lover godt. En lækker lille transistor sandwich En anden nyhed udnytter at de atomtynde lag kan lægges i sandwich ovenpå hinanden, og dermed danne laminater med nanometer dimensioner (for eksempel tykkelse). Dette gør det muligt at slå nogle af de ellers fundamentale begrænsninger transistorer ellers har. Forskere fra Buffalo Universitet har med en ret simpel arkitektur lavet en hybrid mellem grafen og MoS2, der har et såkaldt "sub-threshold swing" (er ikke sikker på hvad det hedder på dansk) på det halve af (30 meV per dekade) hvad der normalt opfattes som den ideale grænse på 60 meV per dekade. Dette angiver hvor brat strømmen kan tænde og slukke - eller hvor lille en spændingsforskel der kan ændre transistoren mellem tændt og slukket (dvs om der løber strøm eller ej). Normalt gælder det om at have så lille et tal som muligt. Illustration: https://phys.org/news/2020-12-atom-thin-transistor-voltage-common-semico... Derudover kunne forskerne med transistoren måle en højere on-strømtæthed en både silicium og andre 2D transistorer, og dette er også rigtigt vigtigt for at kunne lave energi-effektive elektroniske kredsløb. Jeg opfatter resultater som disse en slags varsler om en fremtid, hvor vi kan slå mange af de "traditionelle" fartbegrænsninger for elektronik/optoelektronik ud af banen med nanomaterialer! Det tager sin tid, for der skal tænkes helt, helt ud af boksen når materialerne pludselig er så tynde som det er fysisk muligt for et materiale at være. Det er den helt store juleaften for mig at se 2D elektronik blive mainstream, og jeg er ikke nogen tålmodig dreng, sludder, mand. Glædelig 10 December!
Sektioner