Brugervilkår på ing.dk

Når du registrerer dig på ing.dk, indvilger du i at overholde betingelserne i dette dokument, der også beskriver vores behandling af dine data. ing.dk udgives af Mediehuset Ingeniøren.

Debatten

Alle registrerede brugere har muligheder for at skrive kommentarer og deltage i debatten på ing.dk, hvor emnerne har udgangspunkt i faglighed og teknologi. Deltagelse sker under eget ansvar. Du kan kun skrive indlæg, når du er logget ind.

Når du deltager i debatten, forpligter du dig til at overholde nedenstående regler:

- Du skal benytte dit rigtige fulde navn. Du skal også sørge for, at din profil til enhver tid er opdateret med en fungerende e-mail-adresse, vi kan kontakte dig på (denne bliver ikke vist på siden).

I tvivlstilfælde vil vi kontakte dig og lukke din adgang til debatten, indtil du har opdateret din profil og givet community@ing.dk besked herom.

- Indlæg skal holdes i en sober tone, må ikke være injurierende og skal overholde gældende lovgivning.

- Indlæg må ikke være reklamebudskaber. Det er heller ikke tilladt at "spamme" flere tråde med identiske indlæg.

- Indlæg skal være umiddelbart forståeligt for andre læsere og debattører

- Indlæg skal føre debatten videre

- Indlæg skal holdes til emnet

- Henvendelser om stavefejl og lignende, der ikke er kommentarer til artikler, skal sendes til direkte til journalisten ved at klikke på vedkommendes navn øverst i artiklen.

- Kontroversielle påstande kræver stærk dokumentation

- Undgå at "RÅBE" i debatten ved at skrive hele sætninger eller overskrifter med store bogstaver. Sådanne indlæg vil blive slettet.

Community (community@ing.dk) forbeholder sig ret til at slette indlæg og skride ind over for debattører, der ikke overholder reglerne.

Debatindlæg skrevet på ing.dk kan også blive brugt i den trykte udgave af Ingeniøren.

Du kan ikke få slettet indhold, du har skrevet, heller ikke selvom du lukker din brugerprofil. Dit indhold bevares for at sikre helheden af de debatter, du har deltaget i.

Brugervilkår

Med en brugerkonto får du adgang til en række tjenester på ing.dk. Disse brugervilkår beskriver i store træk dit ansvar og Mediehuset Ingeniørens mulighed for at benytte det indhold, du bidrager med. Med indhold mener vi tekst, billeder, lyd, video eller andet indhold, som du uploader til ing.dk

Mediehuset Ingeniørens behandling af dine personoplysninger kan du læse om i vores retningslinjer for behandling af personoplysninger nedenfor.

Din brugerkonto

Accepter disse brugervilkår for at oprette en brugerkonto
Når du opretter en brugerkonto på ing.dk/version2.dk, accepterer du disse brugervilkår. Det er ikke muligt at oprette en brugerkonto, hvis du ikke ønsker at acceptere brugervilkårene.

Benyt dit fulde, korrekte navn
Du skal benytte dit fulde, korrekte navn, når du opretter en brugerkonto. Har vi mistanke om, at du bruger et andet navn, beder vi dig dokumentere dit navn. Ved manglende dokumentation lukker vi din brugerkonto. Du må ikke afgive nogen form for oplysninger om andre end dig selv.

Benyt en fungerende e-mail-adresse
Du skal benytte en fungerende e-mail-adresse, når du opretter en brugerkonto. Vi sender herefter en bekræftelsesmail med et link, du skal klikke på for at bekræfte e-mail-adressen. Du har ansvar for, at e-mail-adressen også virker efter oprettelsen af din brugerkonto. Hvis den ikke virker, kan det føre til, at vi lukker din brugerkonto.

Du kan lukke din brugerkonto - men dit indhold vil fortsat være synligt
Du kan bede om at få din brugerprofil lukket ved at skrive til community@ing.dk. Det indhold, du har bidraget med, vil dog fortsat være synligt med dit navn som forfatter. Dette gør vi for at sikre sammenhæng og mening i blandt andet de debatter, du har deltaget i.

Din brugerkonto er personlig og må ikke deles med andre
En brugerkonto er din personlige adgang til ing.dk/version2.dk og knyttet til dit navn. Du må derfor ikke dele dit login med andre i samme husstand eller organisation. En overtrædelse kan føre til, at vi lukker din brugerkonto.

Dit ansvar

Du har selv ansvar for det indhold, du bidrager med
En brugerkonto giver adgang til at bidrage med indhold på ing.dk/version2.dk, blandt andet i form af kommentarer, debat og fotos. Du er selv ansvarlig for, at det indhold, du bidrager med, overholder gældende dansk lovgivning.

Herunder er du bl.a. selv ansvarlig for, at dine kommentarer ikke indeholder injurier eller krænker andres ophavsret. Alt indhold er som udgangspunkt dækket af ophavsret, så du skal være ophavsmand til det indhold, du bidrager med, eller citere inden for Ophavsretslovens rammer for god citatskik. Såfremt tredjemand dokumenterer, at du har krænket hans rettigheder eller lignende, vil dine kontaktoplysninger blive videregivet til denne tredjemand. Strafbare forhold vil blive politianmeldt.

Du må ikke uploade pornografisk, eller andre former for stødende materiale, herunder materiale med voldeligt indhold. Vi forbeholdes os ret til at fjerne ethvert materiale, herunder også af kapacitetsmæssige hensyn m.v.

Du skal overholde alle retningslinjer for kommentarer, debat m.v., og vi forbeholder os at slette din brugerkonto og spærre for adgang til at oprette en ny, hvis du overtræder nogen regel, som gælder for dig, enten groft eller i gentagelsestilfælde.

Vi overvåger som udgangspunkt ikke dit indhold
Mediehuset Ingeniøren forhåndsgodkender ikke det indhold, du bidrager med. Andre brugere kan anmelde dit indhold, og Mediehuset Ingeniøren vil herefter tage stilling til, om det overholder brugervilkårene. Se også vores [retningslinjer for anmeldelse af upassende indhold].

Du er selv ansvarlig for at gemme det indhold du lægger op. Vi påtager os intet ansvar for det indhold, du lægger ind, herunder om det slettes, kan genskabes m.v.


Retningslinjer for behandling af personoplysninger

Når du bruger ing.dk indvilger du i, at vi indsamler og bruger dine personlige oplysninger som beskrevet i disse retningslinjer. Hvis vi laver større ændringer i retningslinjerne, giver vi dig besked i form af en synlig meddelelse på ing.dk. Det er altid de senest tilgængelige vilkår, der gælder.

Hvis du har spørgsmål til disse retningslinjer, skal du være meget velkommen til at sende spørgsmål eller kommentarer til os. Kontaktoplysninger finder du nederst i retningslinjerne. Retningslinjerne er altid tilgængelige via et link på vores forside.

Hvilke personoplysninger indsamler vi?
Hvis du opretter en brugerkonto på ing.dk, registrerer vi dit navn og din e-mail-adresse til administration af din konto. Du har mulighed for at redigere din brugerkonto og tilføje oplysninger om arbejde og uddannelse. Hvis du ønsker at få abonnentadgang til avisarkivet, registrerer vi dit postnummer samt abonnementsnummer. Din adgangskode gemmer vi krypteret, så den ikke vil være synlig selv for personer med direkte adgang til databasen.

Du har ret til at få indsigt i de registrerede oplysninger, ligesom du kan kræve dem slettet eller ændret, hvis de ikke længere er korrekte.

Vi sender kun nyhedsbreve til dig, hvis du på forhånd har bedt om det
Du kan vælge at abonnere på elektroniske nyhedsbreve fra Mediehuset Ingeniøren, men disse vil kun blive sendt til dig, hvis du aktivt har tilmeldt dem. Du kan til enhver tid afmelde nyhedsbreve ved at klikke på afmeld-linket i det enkelte nyhedsbrev. Alternativt kan du afmelde ved at redigere oplysningerne på din brugerkonto. Det kan ske, at du i dagene efter afmelding modtager enkelte nyhedsbreve i tilfælde af tekniske kommunikationsproblemer mellem Mediehuset Ingeniøren og underleverandører.

Vi deler ikke dine personoplysninger med andre uden din tilladelse
Ifølge persondataloven skal dine personlige oplysninger opbevares sikkert og fortroligt. Derfor er adgangen til registrerede brugerdata på ing.dk begrænset til en lille og betroet kreds af Mediehuset Ingeniørens medarbejdere samt medarbejdere hos Ingeniørens underleverandører.

Vi kan dog ikke garantere 100 % sikkerhed ved dataoverførsler via internettet. Det betyder, at der er en risiko for, at andre uberettiget tiltvinger sig adgang til beskyttede data, når data sendes og opbevares elektronisk. Så selvom vi forsøger at beskytte dine personlige oplysninger bedst muligt, kan vi ikke garantere sikkerheden af nogen information. Du sender således dine data på eget ansvar.

Mediehuset Ingeniøren videregiver eller sælger under ingen omstændigheder dine personlige oplysninger til tredjepart, uden at du har givet tilladelse til det ved at acceptere, at Mediehuset Ingeniøren og dens samarbejdspartnere må kontakte dig. Logfiler og anden standardinformation videregives eller sælges ikke til tredjepart.

Vi gemmer din IP-adresse, når du bidrager med indhold
Din IP-adresse er et nummer, som er knyttet til din internetforbindelse (og at sammenligne med et telefonnummer). Vi gemmer din IP-adresse, når du bidrager med indhold på ing.dk. Det gør vi for at kunne dokumentere, hvem der har bidraget med indhold i tilfælde af sager om injurier eller ophavsretskrænkelser.

Vi gemmer også din IP-adresse som en del af vores logfiler, når du blot besøger ing.dk. Her gemmes IP-adressen dog som en del af ustrukturerede data, hvor vi ikke kan koble IP-adressen til din eventuelle brugerprofil.

Vi sætter cookies i din browser for at analysere brugeradfærd og forbedre vores sites
Cookies består af data, som gemmes af vores webserver i din webbrowser og gør det muligt at genkende dig på tværs af besøg. Cookies gemmer ikke personspecifikke oplysninger. Du vil opleve at få flere cookies i browser, når du besøger ing.dk.

Cookies fra Gemius og Google Analytics benyttes til at indsamle statistik om din brug af ing.dk/version2 og til at dokumentere besøgstal.

Hvis du har en brugerkonto, vil en cookie sørge for at huske på, om du er logget ind eller ej

Hvem kan jeg kontakte, hvis jeg har yderligere spørgsmål?
Du er altid velkommen til at kontakte Mediehuset Ingeniøren. Du kan skrive en e-mail til os på community@ing.dk, ringe til os på 3326 5300 eller skrive til os på adressen:

Mediehuset Ingeniøren A/S
Skelbækgade 4
Postbox 373
1503 København V

Disse brugervilkår er sidst revideret 25. maj 2011