DEN DANSKE REGERINGS RIGTIGE STRATEGI,
MEN FORKERTE TAKTIK.
Skrevet, den14. december 2012.
Regeringens meldinger om et vækstunderskud på - 4 % i stedet for et overskud på 0,9 %, har fået mig til at filosofere lidt over, hvad det egentlig er vi har gang i her i Danmark.
Jeg tror egentlig at regeringens strategi er, at gøre Danmark til et mønsterland med lav arbejdsløshed, højt uddannelsesniveau, god konkurrenceevne og at sikre en god velfærdsstandard for landets borgere.
Dersom ovenstående mål er rigtigt opfattet, så synes det desværre, som om man har valg den forkerte taktik og dermed de forkerte midler til at nå målet med.
For at sikre lav arbejdsløshed, kræves der efter min mening, at man er konkurrencedygtig, det betyder, at man er i stand til at producere højteknologiske kvalitetsvarer og ydelser til en konkurrencedygtig pris. Som jeg ser det, så modvirker regeringen dette med høje skatter og afgifter, der blot får lønniveauet til at stige og dermed konkurrenceevnen til at falde, resulterende i faldende indtægter til samfundet. Det resulterer også i, at løn tunge virksomheder flytter ud af landet, samt, at man får en faldende interesse fra udenlandske virksomheder til at etablere sig i Danmark.
Jeg tror også, at den kraftige satsning på GRØN energi er et fejlskud.
Satsningen på vindmøller er efter min mening ikke langsigtet, men blot et fordyrende mellemled, som følgevirkningerne bliver svære at slippe for, når investeringerne er gennemført. Som det ser ud nu, så vil store nationer omkring os, såsom Kina, Indien og USA, i noget omfang og nogen tid anvende vind og solenergi, men formentlig kun som et overgangsfænomen indtil andre og mere bæredygtige teknologier er klar, herunder sikker kerneenergi fra MSR-Thorium kraftværker.
Når Danmark, så står tilbage med et grøn energinet, baseret på vind og solenergi, så vil man formentlig finde, at det både er for dyrt og for upraktisk for forbrugerne, foruden, at eksportmulighederne for teknologierne er forsvundet. Det svarer til, at den teknologiske viden danske ingeniører har erhvervet sig på energiområdet er værdiløs. Til den tid vil der formentlig heller ikke være mere olie i Nordsøen, så den samfundsindtægt Danmark har derfra, vil også falde bort.
I det hele taget forekommer den politik, der føres i Danmark, at være meget kortsigtet.
I stedet burde man have uddannet ingeniørerne i at udvikle kerneenergi kraftværker og satset på at anvende kerneenergi i Danmark. Det kunne bidrage til en teknologi og en viden, der formentlig er fremtids rettet og som i fremtiden vil blive meget efterspurgt i hele verden. Det ville betyde, at Danmark kunne stå som en konkurrencedygtig og et videndygtigt samfund i den globale verden. Modsat den afgrund vi bevæger hen imod, med størstedelen af de danske politikernes fejlskøn af, hvordan den globale energiforsyning udvikler sig.
En satsning på moderne MSR kerneenergi, ville betyde at vi let kunne forbedre situationen med det såkaldte CO2 problem, at vi kunne få en sikker og ikke mindst en uafhængig energikilde med stor energiudnyttelse af brændstoffet og en ringe mængde af radioaktivt affald med en meget kort halveringstid. I en lang tid fremover vil vi sikkert - med den førte politik - være afhængig af Gas fra Rusland og Olie fra mellemøsten, fordi de nuværende kul, olie og gas drevne kraftværker, nødvendigvis må have fuld reserve kørende for at kunne træde til, når der ikke er vind eller sol tilgængelig. Danmark vil derfor fremtidig være eksponent for de luner man, i de to geografiske områder, måtte have.
Med andre ord, Danmark kunne – dersom politikerne ville - stå med sin viden og sin konkurrenceevne i behold, i stedet for at være afhængig af en uøkonomisk og usikker energiforsyning og en viden og produkter, der ikke mere er brug for. Vidensniveauet i Danmark vil, dersom politikerne ikke hurtigt sadler om, være højt på teknologier, som ikke mere anvendes og virksomhederne vil være gode til at producere produkter, som ikke mere kan afsættes.
Det må da vist være den værst tænkelige situation en nation kan havne i.
Det vi formentlig kan vente at få, er et land med manglende konkurrenceevne, høj arbejdsløshed og ingen penge til den velfærd, som vi alle ønsker os. Landet vil formentlig havne i en økonomisk situation, værre end den de sydeuropæiske lande, i den skrivende stund, befinder sig i.
Desværre, så er det nok ikke mere muligt at ændre på midlerne til at få en fornuftig fremtid for Danmark, tiden er nok forpasset og der er allerede investeret så mange penge i vindmøller og solenergi, at ingen politiker tør tage ansvaret for at ændre på midlerne til at nå det strategiske mål. Så Danmark må nok fortsætte med lukkede øjne mod afgrunden.
Resultatet vil helt sikkert blive en økonomisk nedgang af dimensioner for lille Danmark!
Vi må forudse, at danskerne vil halte bagefter, hvad angår viden om moderne teknologier, som der er brug for i fremtiden. Vi vil formentlig gennem rigtig mange år skulle leve på et meget lavt eksistensniveau – men det passer måske meget godt for visse politiske retninger - hvor vi alle skal være lige, eller lige fattige. Medierne og politikerne har virkeligt svigtet landet, medierne med deres manglende information om moderne kerneenergi, politikerne med deres ensidige hævning af skatter og afgifter og talen om grøn energi uden kernekraft.
Hvad gør andre?
Vi behøver ikke gå så langt for at finde mere fornuftige nationer end Danmark. I norden er vi omgivet af lande som Norge, Sverige og Finland, der alle ser mere fornuftigt og langsigtet på situationen. Norge, der på trods af olieindtægterne fra Nordsøen investerer penge i MSR kerneenergi forskning. Finland, der udbygger sin kerneenergiproduktion og især Sverige, der ikke alene har kerneenergi, men som også udbygger den nuværende energiproduktion meget kraftigt. Sammen med udbygningen af kerneenergien og energien fra vandkraft vil Sverige snart være selvforsynende med elektrisk energi og i stort omfang have et overskud, som kan eksporteres. I transportsektoren er alle svenske jernbaner allerede elektrificerede, og tro mig, med den svenske ingenuity, vil det ikke vare længe før bilindustrien i Sverige også fremstiller elbiler og at men i Sverige etablerer et landsdækkende opladningssystem, så mangler kun skibs og flytrafikken før hele Sverige er 100 % selvforsynende med energi.
Sverige vil på den måde være i stand til at bevare et højt vidensniveau om teknologier, som er aktuelle og værdifulde, have fordel af energioverskud og formentlig være i stand til at bevare konkurrenceevnen og dermed have råd til et højt velfærdsniveau. Hvad har bevirket det, ja, det synes som om svenske medier og politikere har haft en større vilje og evne end de danske politikere til at informere den svenske befolkning om fordelene ved kerneenergi, så man i samfundet har opbygget en overvejende positiv holdning til kerneenergi
I Europa er det en blandet situation. Frankrig er et af de få lande, som tidligt har forstået at kerneenergi er den fremtidige løsning på energibehovet, Frankrig får i dag 80 % af sit energibehov dækket med kerneenergi og en stor del fra vandkraft. Desværre for Frankrig var landet så tidlig med forståelsen af betydningen af at anvende kernekraft, at de fleste af de nuværende kraftværker er af en tidlig standard med de ulemper det medfører, såsom anvendelse af uran, ringe udnyttelse af uran brændstoffet med store mængder radioaktivt affald som resultat. Det vil betyde, at Frankrig må forudse en snarlig udskiftning af de eksisterende kernekraftværker – men mon ikke de fortsætter den vej de er slået ind på. Tyskland derimod forstår jeg ikke. Merkel har besluttet at anvendelsen af kerneenergi skal ophøre senest 2020, og at man derefter skal overgå til grøn energi fra vind og sol. Så vidt jeg kan se var beslutningen alene politisk - som et middel til at blive ved magten - under et pres udsprunget fra de grønne i Tyskland. Hvor tåbelig kan man være? Formentlig vil Tyskerne komme til fornuft igen, men de kan risikere at tabe kostbar tid. Generelt er situationen i Europa en blandet affære, nogle lande har besluttet at gå kerneenergivejen andre har besluttet at gå den grønne vej. Stort set mangler der en fælles EU politik på området – det ser ud som om det mest betydende for EU landenes fremtid, den fremtidige energiforsyning for Europa, ikke interesserer EU politikerne – eller vil eller kan de ikke forstå betydningen heraf?