For 26 år siden sivede en sky af 40 ton dødbringende methyl-isocyanat ud fra Union Carbides pesticidfabrik i Bhopal i Indien. Om morgenen den 3. december 1984 var husene og gaderne fyldt af omkomne og sårede. Ca. 25.000 mennesker omkom efter ulykken, og det skønnes, at omkring 150.000 i dag lever med kroniske skader som følge af gasudslippet. Siden katastrofen har ingen interesseret sig for at vedligeholde Berasia Road, som i sin tid var adgangsvej til pesticidfabrikken. I dag betjener vejen slumkvarteret overfor. Bag en kilometerlang mur ligger den store, forgiftede grund urørt hen.

Forskellige protestgrupper giver deres mening til kende med slogans på fabrikkens mur. Dow Chemical overtog Union Carbide i 2001 og holdes derfor medansvarlig for den manglende oprydning.

Til trods for Bhopals frostfrie klima er fabrikkens administrationsbygninger i voldsomt forfald. Vinduerne er slået ud, tagene er utætte og ukrudtet breder sig overalt.

Kun skelettet af fabrikkens store transformatorstation står tilbage. Komponenterne herfra var det eneste, myndighederne kunne genanvende andre steder i byen, mens resten af fabrikken får lov at ruste op på stedet.

Af de pletvis tilgroede stier går vi mellem de, spredte forfaldne fabriksanlæg. Grunden og grundvandet er stadigt stærkt forurenet, ikke kun på grund af katastrofen i 1984, men også som følge af manglende omhu under fabrikken produktion.

Det forladte fabriksanlæg med de vidtstrakte rørsystemer og mange komponenter har været rammen om en særdeles avanceret, automatiseret produktionsproces. Men da det kom til stykket, var det den ’den menneskelige faktor’, der udløste katastrofen.

Ukrudtet og træerne har bredt sig mellem ruinerne, men bidrager faktisk mere til at fremhæve end at skjule forfaldet.

En del af de elektriske kabler er fjernet, men selv de mere værdifulde komponenter – her en stor pumpe – er efterladt.

Katastrofens centrum: Det var i denne lagertank (nr. 610), som af sikkerhedshensyn oprindeligt var placeret i en betongrav, at den stærkt reaktive methyl-isocyanat kom under voldsom varmeudvikling.

Få minutter efter midnat udløses sikkerhedsventilerne og 40 ton methyl-isocyanat fra tank 610 undslipper gennem et ventilationsrør i 33 meters højde fra toppen af dette tårn. Dampene er tungere end luft og med vinden spreder giften død og panik i slum- og boligkvartererne syd for fabrikken.

Skråt over for indgangen til fabrikken på Berasia Road står dette monument med teksten: ”Memorial dedicated to the victims of the gas disaster by the multinational killer Union Carbide on 2. & 3. december 1984.” (Skulpturen er udført af Ruth Waterman og Sanjay Mitra).

Tømrer Pavel Lova er 45 år og overlevede katastrofen. Han blev blind på det ene øje fik lungerne ødelagt i en sådan grad, at han ikke kan arbejde. Efter seks år og tre retssager fik han udbetalt ca. 6.000 kroner i erstatning.

Man kan ikke undgå at støde på ofre i boligområdet overfor fabrikken. F.eks. den ca. 70-årige Suangu Bey, der mistede sin mand, en søn og en svigersøn. Hun fik i to omgange ca. 3.000 kroner i erstatning og kunne derfor starte en lille fødevarebutik.

Ligesom tiden har stået stille inde på fabrikken siden katastrofen, synes det samme at være tilfældet med slumkvartererne udenom. Indiens – og det øvrige Bhopals – hastige økonomiske udvikling i disse år siver kun langsomt herned.

Vreden imod Union Carbide er stor i Bhopal og vil være det, så længe fabrikken stadig eksisterer og grunden ikke er renset. Området ejes af staten, som ifølge Union Carbide har forpligtet sig til at sørge for oprydningen.

Mindet om ”The Bhopal Disaster” er ikke falmet i denne del af byen. I december sidste år, 26 år efter katastrofen, markeredes vreden imod Union Carbide og myndighederne med endnu en aggressiv graffiti.