Vindmøller
Da det blev besluttet, at Risø skulle forske i vindkraft i stedet for a-kraft sidst i 60'er, indså forskerne ret hurtigt, at der skulle en omskrivning af virkeligheden af et vist omfang til for at skjule, at vindmøller aldrig ville kunne levere et substantielt energibidrag til samfundet. Vindmøller ville ikke engang kunne betale sig selv tilbage med egen energi, hvis man gik ud fra den faktiske pris for produktion og installation, der let kan omregnes til det tilsvarende beløb i kwh på et givent tidspunkt.
Risø og vindmølleindustrien var derfor lykkelige for, at de såkaldte EE-værdier (bruges i livscyklusvurderinger) kunne hjælpe med til oplyse verden om vindmøllernes energieffektivitet i deres optimistiske fortælling om deres nytteværdi.
EE-værdier bestemmer, hvor meget energi, der anvendes til at fremstille en bestemt mængde af et råmateriale - vand, sand, træ, stål, messing, plast osv. Disse værdier var hjælpsomme, når man skulle beregne energiværdien af råmaterialer i fx en vindmølle: En ny vindmølle består af så mange kg stål, bly, aluminium, plast, beton osv. Og når vindmøllen så var udtjent kunne man genindvinde noget af materialet, dog ikke fx plast og beton. Man tager højde for, at det koster noget at smelte de gamle dele om, og man tager højde for, at ikke alt materiale kan genbruges.
På denne måde findes en energimanko mellem den nye mølle og den gamle mølle. Det er denne forholdsvis lille energimanko, der altså tager udgangspunkt i EE-værdier, som vindmølleindustrien og Risø anvender, når en vindmølles effektivitet skal beregnes.
Hele den energislugende proces fra råmateriale til færdigkomponenter springes let og elegant over.
Hvis de nye råmaterialer til en vindmølle fx koster 1 million kroner og de genindvundne materialer minus omsmeltningsudgifter står i 600.000 er det altså den forholdsvis lille manko på 400.000 kroner, som vindmølleindustrien og Risø synes, at en vindmølle skal betale sig tilbage.
Men den vindmølle, som indeholder for 1 million kroner råmaterialer, koster måske 20 millioner at fremstille og installere. Den faktiske pris tages der ikke højde for! Og det er dette raffinerede bedrageri, som næsten alle har godtaget, fordi ønsket om at lave grøn energi er så heftigt.
Men naturligvis er det "den høje pris" der skal tages udgangspunkt i. For lønninger o.lign. ender til sidst i varekøb, der igen afspejler energiforbrug.
I virkeligheden giver selv de bedst placerede vindmølleparker et energiunderskud og bidrager på ingen måde til at fortrænge CO2.
Anholtparken, der som bekendt ligger i den østlige del af landet, hvor det ikke blæser så meget, vil højst producere 25 % af den nominelle kapacitet på 400 MW. Gang så 100 MW med 24 x 365 timer, og du får 876000 MWh. Det er jo en betydelig post, og journalister eller vindmølleindustriens talsmænd plejer da også at beskrive tallet mere jordnært som ”det kan forsyne en mellemstor by med strøm”.
Men hvis vi er enige om, at dette beløb skal sættes i forhold til den energi, der blev brugt til at fremstille/opstille parken, ser det knap så fint ud. Prisen er på ca. 14 milliarder, forlyder det. I dag kan man købe en MWh for ca. 400 kroner, så prisen på parken omsat til det tilsvarende energibeløb er på 35 millioner MWh.
Lad os nu blot for husfredens skyld ansætte parkens formåen til 1 million MWh om året. Så vil den i dens 20’årige levetid frembringe noget i retning af 20 millioner MWh – så vi ender med en energimanko på mindst 15 millioner MWh. Og så er der endda ikke tager højde eventuelle andre ulemper ved parken. Mærkeligt! Hvordan kan det gå til?





