A og B strejfer hinanden i punktet P, og der udsendes lys.
Kim startede denne tråd, og, undskyld at jeg siger det, jeg syntes at Kim vælter sig omkring i forvekslinger imellem koordinatsystemer og virkelighed, eller, hvis Kim ikke er skyldig i dette, da er Kim meget vanskelig at forstå, eller let at misforstå. Vi har et indbyrdes forståelsesproblem, Kim, kort sagt.
Derfor, her er et resume, fra min side af den forståelsesmæssige kløft. Se om du kan stikke den, Kim. :-)
Et koordinatpunkt har intet med virkelighed at gøre, det er noget i en tegning, og tegninger kan tegnes hvordan som helst, og som betyder at man kan forvilde sig i tegninger. Hvis man taler om et punkt, da befinder man sig i en tegning, ikke i vor virkelighed.
I fysikkens verden, vor virkelighed, stammer lysbølger dels fra elektroners skift af omløbsbaner omkring atomkerner, og dels fra atomers generelle bevægelser (varmestråling). Man kan desuden spekulere på et specialtilfælde, om hvad der sker, hvis to atomer støder imod hinanden med en kun ganske lille hastighed i mørke (~ meget lav temperatur), om der da overhovedet vil blive udsendt en bølge-reaktion som vi kan opfatte.
Lad os antage, at der udgår en lysbølge fra et atom. En sådan inertiimpuls vil blive formidlet bort i form af en kædereaktion af sammenstød imellem vakuum-partikler (eller hvad vi vil vælge at kalde dem for, vi ved intet som helst om dem, bortset fra at de er nødt til at eksistere, fordi bølgeudbredelse forudsætter at der er en mængde af partikler til at formidle bølgens inertiimpuls, et fysisk faktum). Bølgens hastighed bort vil altid afhænge af partiklernes individuelle hastigheder (temperaturen i vakuum) og partiklernes indbyrdes afstande (trykket i vakuum) og partiklernes individuelle masser (massefylden af vakuum), og som medfører en hastighed som vi generelt kalder for en bølgeudbredelseshastighed, og som kan ændre sig undervejs, fx hvis vakuums temperatur eller tryk eller masserfylde ændrer sig undervejs, akkurat som vi kender det fra oceaner, at der kan være fx et større saltindhold visse steder, eller et større tryk (på grund af et større atmosfærisk tryk fx på grund af en orkan), og med en trend, at bølgeudbredelse over lange afstande medfører nogle gennemsnitlige meget konstante bølgeudbredelseshastigheder, fordi bølgerne bliver formidlet af et gigantisk antal af partikler, som får de store tals lov til at give en effekt: at bølgers hastighed typisk er fuldstændig konstant.
I fysikkens virkelige verden kan man desuden gøre sig en interessant iagttagelse. En lysbølge bliver ikke hurtigere af, at et atom, som udsender bølgen, på forhånd bevæger sig hurtigt fremad i bølgens retning, eller baglæns. At det er sådan, virker umiddelbart ikke logisk, men er særdeles logisk, har en konkret fysisk forklaring: Bølgen bliver jo formidlet af sted i form af inertimæssige sammenstød imellem et stort antal af bittesmå partikler der tilfældigt støder sammen med hinanden i forvejen alle vegne, og disse tilfældige sammenstød sker hele tiden med den maksimale hastighed, uanset om der løber en bølge igennem eller ej, og som betyder at det objekt, der igangsætter bølgeudbredelsen, ikke kan påvirke bølgens udbredelseshastighed, eller i hvert fald kun i det allernærmeste nærområde. Hvis et atom bevæger sig igennem vakuum med en virkelig høj hastighed, nær vakuums bølgeudbredelseshastighed, da vil vakuums bittesmå partikler blive komprimeret en smule foran atomet, fordi de ikke kan nå at komme frivilligt af vejen, som betyder, at partiklernes indbyrdes afstande bliver mindre foran atomet, men denne effekt vil kun ske allernærmest foran atomet, længere forude vil partiklerne endnu intet pres have mærket fra atomet, og derfor vi de formidle bølgen videre fremad på fuldstændig almindelig vis.
Og så har vi et tilhørende emne, "tyngdekraften" og lysbølgers opførsel i tyngdefelter, hvad er det? Også her er der i fysikkens ægte verden nogle konkrete årsager til, at lysbølger bliver afbøjet. I vort univers, alle vegne, er der hele tiden et bombardement, bittesmå partikler, som rammer alle atomer fra alle retninger. Hvis et atom er helt alene i en meget stor rumlighed, vil atomet opleve at være i en ligevægt, fordi bombardementes kraftvektorer ophæver hinanden, fordi de rammer fra alle retninger. Derimod, hvis to atomer er i nærheden af hinanden (som stadig kan være på en milliard lysår fra hinanden), da skygger de mere eller mindre for hinanden, som betyder, at de på den side af hvert atom, der peger imod hinanden, er delvist beskyttede imod bombardement, og dermed er der ikke fuldt ud en kraftvektor fra alle retninger, og som betyder at de to atomer bevæger sig i en retning imod hinanden. Og, jo nærmere, de kommer på hinanden, jo mere skygger de for hinanden, som forøger ubalancen i kraftvektorerne omkring hvert atom og som får dem til at bevæge sig endnu hurtigere. Således, jo nærmere atomer befinder sig, og jo flere at der er, jo mere skygge dannes, og som skaber den besynderlige effekt som vi kender til og som vi har valgt at kalde for tyngdekraften. Og, fordi store tætte forsamlinger af atomer danner en voldsom mængde af "skygge", bliver også bølgeudbredelse igennem vakuums partikler påvirket, hvis ikke ligefrem at vakuumpartikler er de selvsamme partikler der hele tiden udfører et bombardement imod atomer, dette kan meget let tænkes at være tilfældet, vi ved blot intet om det endnu.
Alle disse fænomener kan alene tilskrives partiklers opførsel, nogle af disse ufatteligt små, så små at vi endnu ikke har evnet at se dem, andre meget store, fx atomer. Vor verden er således fuldstændig normal i alle skalaer, den er tredimensionel, akkurat som vore sanser fornemmer, og den er nu og da skævvredet i form af forskellige grader af komprimeringer af partiklers indbyrdes afstande, akkurat som forskellige grader af tryk i oceaner og i atmosfærer.
Og så har vi tid. Tid findes ikke, tid eksisterer ikke i vor fysiske ægte verden, tid er et kunstigt begreb som mennesket har opfundet, tid er rene optællinger, at man fx kan optælle hvor mange gange at en hob af partikler laver indbyrdes sammenstød, og sammenligne dette med andre hobe af partikler, og som vi kan anvende til at lægge mærke til, hvor meget visse partikler samtidig flytter sig i forhold til andre partikler, og som er en stor pærevælling af partikler der bevæger sig alle vegne, frit valg, hvilke referencer som man vil anvende til at sammenligne nogle optællinger med andre. Der er intet mystisk i, at disse optællinger ændrer sig, hvis man fx ændrer på komprimeringsgraden af en hob af partiklers gennemsnitlige indbyrdes afstande.
Hvis man vælger at sige: »Jeg interesserer mig ikke for partikler, jeg vil erklære luft for at være intet, eller gennemsigtigt vand for at være intet, eller vakuum for at være intet«, da kyler man hele verden bort og ser kun på en menneskeopfunden tegning. Det var hvad fx Einstein gjorde, og ganske vist evnede han at udregne noget særdeles brugbart matematik, men samtidig udtænkte han nogle forklaringer der var det rene nonsens. Mirakuløst for ham, for os alle, havde han fat i noget fundamentalt i sin matematik, men hans begrebsverden er det rene pyk og har lige siden forvirret en masse mennesker. Einsteins bidrag til verden fortjener stor respekt, men hans pædagogik hører hjemme på lossepladsen! Sådan er verden nu og da, den mand der opfandt at mennesket kunne flyve ved hjælp af balloner, forstod ikke hvordan de virkede, men det forhindrede ham ikke i at opfinde ballonflyvning.
Vort univers består ikke af koordinatpunkter og tomhed og tid og konstanter, det består af en kaotisk ansamling af et enormt antal af partikler og grupperinger af partikler i mange skalaer og med meget store størrelsesforskelle imellem disse skalaer, og et virvar af bevægelser i alt dette. Et virvar, der på grund af partiklers indbyrdes afstande og indbyrdes størrelser og indbyrdes sammenstød, medfører den verden som vi er.
