Vand kan blive det nye vind

21. sep 2012 kl. 11.43

Danmark kan være på vej til at opleve et nyt industri- og eksporteventyr på miljøområdet - med endnu større potentiale end vindmøllebranchen - hvis vi satser på vandteknologi.

Naturen sætter sine begrænsninger for antallet af (rentable) vindmøller, der kan stilles op. Men rent vand har alle brug for. I Danmark står vandsektoren allerede stærkt og har et uforløst potentiale, fordi det hidtil har knebet med at få politikerne med på (vand)vognen. Eksporten er på 14 milliarder kroner om året, men andre EU-lande har større vækst på vandområdet end Danmark.

For et par år siden udgav ATV rapporten "Fra vandteknologi til grøn vækst", som blandt andet foreslog at arbejde for at gøre Danmark markedsledende på verdensplan inden for teknologi til vandområdet. Et af midlerne til at nå det ambitiøse mål vil være en stærk satsning på forskning og innovation i kombination med et hjemmemarked, der kan være forbillede for resten af verden.

Regeringens finanslovsforslag foreslår at oprette et nationalt testcenter for vandteknologi, og det giver forhåbninger om, at Danmark igen kan blive verdens førende "vandland". Men testcenteret gør det selvfølgelig ikke alene. Det er lige så vigtigt, at der er de rigtige rammevilkår til stede for virksomhederne. Hvis vi i Danmark skal have det fulde udbytte af vandteknologien, kan vi ikke "nøjes" med at levere viden og analyser, men skal også sikre os en pæn bid af de produktionsarbejdspladser, der følger med.

Og så lige et par bemærkninger om den aktuelle situation i vindindustrien, for bør den give bange anelser for vandindustrien?

Lige nu er der krise i vindmølleindustrien, og der bliver stillet mange kritiske spørgsmål til en branche, der i bund og grund er afhængig af offentlige projekter i milliardklassen. Er hele sektoren en gang luftsteg og vindfrikadeller?

Krisen her og nu er en følge af de store offentlige budgetproblemer, der har ramt mange lande, og som derfor er nødt til at skære ned eller standse deres investeringer i vedvarende energi. Men på den lange bane er der behov for alternativer til fossile brændsler.

Vindmølleindustrien er tvunget på slankekur, men den skal nok klare sig.

Og vandindustrien har den fordel, at rent drikkevand til forbrugerne, vanding af marker og afledning af regnvand og spildevand er livsnødvendige - uanset hvordan det går med økonomien.

Lia Lefflands billede
Lia Leffland
er akademidirektør i ATV. Hun skriver om de store samfundsudfordringer og hvordan teknologi, naturvidenskab og teknisk videnskab kan bistå med løsninger, og spørger, hvilke rammer giver vi innovation, forskning, vidensspredning, produktionserhverv og uddannelser i Danmark.

Kommentarer (3)

Hej Lia,

Jeg har arbejdet i begge industrier og er helt enig i din analyse. Investeringer i vandteknologi er nødvendige for at folk kan få rent vand, komme af med beskidt vand etc etc. Det vil der altid være brug for, uanset de økonomiske konjukturer, og efterhånden som gruppen af mennesker i den 3. verden stiger, der har råd til rent vand. så stiger markedet for løsninger på disse behov.

Sammenligner man med vindbranchen, så som du skriver vil det være afhængig af konjukturerne. Samtidig er der alternative teknologier som kernekraft, skiffergas o.l. som kan substituere vindkraften hel eller delvist. Og naturligvis usikkerheden om CO2 er et reelt problem - pt stiger temperaturen ikke, men elregningern er ved at nå et niveau hvor borgerne ikke vil være med. Så ud over konjukturerne er det marked også afhængigt af den offentlige mening. Sidst så er mange stater i EU dybt forgældet og vil være det i lang tid fremover. Så for vindsektoren er det mange risikomomenter.

På den baggrund er det svært ikke at være enig i din analyse. Sats på vandet. Det er den sikre hest.

Vh Troels
-som arbejder for en større dansk pumpebiks, der havde rekord omsætning sidste år, mens vindbanchen desværre stadigvæk bløder.

  • 0
  • 0

Er det nødvendigt at kritisere vindbranchen for at argumentere for, at ens egen branche er bedre (og fortjener offentlige støttekroner)?

Mvh Thomas
- der er tilhænger af ALLE former for energi, som ikke forurener - pånær alt for dyre vindmølleparker. Og inderligt imod kæpheste - som ikke er mine egne ;-) - der forhindrer folk i at se rationelt på 'problemerne'

  • 0
  • 0

Er det nødvendigt at kritisere vindbranchen for at argumentere for, at ens egen branche er bedre (og fortjener offentlige støttekroner)?

Der bruges mange skattekroner på vindbranchen. Må man ikke kritisere den? Eller er det gudbespottende/blasfemisk? ;-)

Jeg har ikke skrevet at vandbranchen skal have støttekroner. Det skal den ikke, for der er ingen grund at at ødelægge noget som virker. Men jeg syntes at den skal have mere fokus i forskning, uddannelser, etc etc så man gør noget for at skabe det miljø omkring vandteknologi, som der skal til for at endnu flere virksomheder inden for den branche kan starte og trives.

Vh Troels

  • 0
  • 0