Desværre undlader strategien at koble mål og midler for fremtidens danske ulandsbistand. Den bærer præg af at være en bekvem måde for regeringen til at bruge ulandsmidler til at føre aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

En klar svaghed ved den fremlagte udkast om dansk ulandsbistand i dette link, som ellers har en masse gode intentioner og pæne ord om at bekæmpe fattigdom og fremme bæredygtig udvikling i verdens fattige lande. Udviklingsminister Søren Pind har sendt udkastet i offentlig høring frem til på torsdag d. 15 april.

Det er problematisk, at Søren Pind med strategien vil skyde så meget med spredehagl. Han udtaler at en lukning af dansk ulandsbistand til Latinamerika giver fokusering. Men det er rent talmagi, for faktisk vil han kun frigøre 409 mio. kr. ved at tage en så problematiske beslutning at forlade denne verdensdel, som har store uligheder og samtidigt med Brasilien i spidsen er på vej frem på verdensscenen. Dette svarer til kun 4% af den årlige bilaterale bistand på 9,4 mia. kr. (de øvrige 5 mia. kr. går til multilateral bistand via EU, FN, Verdensbanken mm.). Det er slet ikke her, at pengene ligger i en fokusering.

I dag går kun halvdelen af den bilaterale ulandsbistand til Program- og projektbistand i Afrika, Asien og Latinamerika, som er knyttet til bekæmpelse af fattigdom og styrke institutioner i 16 prioriterede samarbejdslande. Mens 50% af de 9,4 mia. kr går til opgaver, som er af langt mere udenrigs- og sikkerhedspolitisk karakter: 350 mio. kr. til Afghanistan, 188 mio. kr til Iraq og 251 mio. kr. til modtagelse af flygtninge (tal fra 2008). Dertil kommer at regeringen vil forøge støtten til Pakistan fra 40 mio. kr. til 140 mio. kr. Nævnes kunne også støtten til de arabiske lande og Somalia.

Bekvem pengekasse ovenpå nedskæringer

Det vil regeringen aldrig indrømme offentligt, men de konstant taget pengene til disse opgaver fra ulandsbistanden. Siden VK i 2003 afskaffede MIFRESTA (den danske bistand til international indsats for miljø, fred og stabilitetet) er der sket en markant reduktion i støtten til de 16 samarbejdslande, og dermed den langsigtede udvikling gennem sektorprogrammer med vægt på faglighed, know-how, styrke institutioner, etc. Når ulandsbistanden samtidigt blev reduceret med 20% ved regeringsskiftet i 2002 (fra 1,0 til 0,8% bruttonational-produktet BNP), skal pengene findes til den "politiske værktøjskasse" på bekostning af programbistanden i de prioriterede 16 lande.

Det er skuffende, at strategi-udkastet ikke afskaffer den dårlige stil, at klimapenge tages  fra ulandsbistanden. Det gælder 300 mio. kr. i dette års finanslov, som tænkes at stige til 500 mio. kr. i 2012. Dette er skuffende kun 4 måneder efter, at statsminister Lars Løkke under COP 15 appellerede til alverdens lande om at give ekstra (additionelle) midler til klimaindsatser.    Søren Pind opfordres til at gentænke, at strategien mere effektfuld kunne fokuseres ved at reducere den politiske værktøjskasse med store beløb til Afghanistan, Pakistan, Iraq etc. Danmark har større komparative fordele ved at forøge indsatsen med langsigtede sektorprogrammer, som opbygger øget kapacitet i partnerlandene. Herunder at holde fast ved samarbejdet med Nepal og Latinamerika, hvor Danida har mange erfaringer med at støtte fredsprocesser og fremme af demokrati og menneskerettigheder. Som skrevet i tidligere blog, giver Latinamerika giver også gode muligheder for at fremme miljø og klima.

Dette blev en kritisk blog om det nye udkast. I en kommende blog får I en meget mere positiv analyse, hvor jeg vil kikke på et afsnit i strategi: "Fremme udviklingslandenes adgang til ny teknologi og innovation". Det er glædeligt at strategien har taget dette aspekt så klart med.

I kan selv deltage i den offentlige debat og herunder kommentare til denne blog og på udenrigsministeriets hjemmeside. Høringsfristen går til torsdag d. 15 april. Strategien der skal være rammen om brug af dansk udviklingsbistand på 15 mia. kr. årligt bruges, har titlen: "Frihed fra fattigdom - frihed til forandring. Udvikling 2.0".