Obamas skakspil

10. maj 2012 kl. 08.02

Valg i USA kan være noget underligt bagvendt noget.

Lige nu er der ingen der giver Mitt Romney en kinamands chance for at vinde over Obama, dertil har han simpelthen for mange lig i lasten allerede.

Så hvordan tænker Obamas vælgere ? "Fint, så er det ikke vigtigt at jeg stemmer."

Det er en temmelig giftig situation for Obama, for selvom han personligt vinder, er der mange af de andre kandidater, senatorer, repræsentanter, guvernører osv. osv. der taber, hvis ikke de demokratiske vælgere stemmer.

Ergo må man smide sine vælgere en luns rødt kød og det gjorde Obama igår: Støtte til homovielser.

Indtil for nogle få dage siden var det et emne Obama "stadig tænkte over" og det har det været siden han blev valgt.

Inden han blev valgt virkede det som om han var ret klar på hele den der ting med "borgerrettigheder", men det blev helt tydeligt mindre klart efter valget.

Helt forudsigeligt gik hans modkandidat kontra med det samme og fordømte "den slags ukristelig opførsel" hvilket formodentlig var alt hvad Obama sigtede efter med sit TV-interview.

Hvis hans gambit virker, vil republikanerne og deres "tea-party" gå i selvsving og råbe og skrige sig ud i stadig mindre marginaler af befolkningen.

Derfor har vi sandsynligvis allerede hørt alt hvad Obama har at sige om emnet. Herefterdags vil han nøjes med "I har hørt hvad jeg mener" for det er stadig ikke et emne han har tænkt sig at gøre noget ved.

Ikke at han ligefrem kan gøre noget ved det, han kan give militæret ordre om at behandle alle parforhold ens, uanset kønsfordeling, resten ligger hos lovgivere, dommere.

... og hos vælgerne.

phk

Poul-Henning Kamps billede
Poul-Henning Kamp
er selvstændig open source-softwareudvikler. Han skriver blandt andet om politik, hysteri, spin, monopoler, frihedskampe gør-det-selv-teknologi og humor.

Kommentarer (26)

Jeg har stor sympati for Obama, og den er ikke blevet mindre med denne udtalelse. Han tager et i mine øjne indlysende rigtigt standpunkt, selv om det måske kan koste ham stemmer, men jeg tror alligevel, at hans politiske dygtighed i denne situation er som et isbjerg - man ser kun en lille del.

Hvis jeg må reklamere lidt for et konkurrerende netorgan, så har Berlingskes Poul Høi en rigtig god analyse:

http://hoisonten.b.dk/Event/Hoisonten/2986....

Respekt!

  • 0
  • 0

Nu er det dog slet ikke sikkert at det er Romney der vinder. Til min store overraskelse fandt jeg ud af at Ron Paul har rigtig gode muligheder for at vinde. Men det virker medierne ikke ret interesseret i.

Foruden det, håber jeg at Ron Paul slår Obama. Jeg kan aldrig nogensinde støtte Obama efter at han har underskrevet den komplet vanvittige nye aftale af NDAA.

  • 0
  • 0

Ærlig talt: Enten lever du på en anden planet, eller også har jeg misforstået dit indlæg :-) Ron Paul har lige præcis 0 % chance for at for at vinde nomineringen - hans ultraliberalisme er alt for hård kost for selv amerikanerne.De ærkekonservative hos republikanerne er rystede over hans liberale holdninger til f.eks. abort og homoseksuelle, for slet ikke at tale om hans synspunkter om nedskæringer i forsvaret og tilbagetrækning af samtlige militære styrker i udlandet.

Hvor har du dog hørt, at han har en chance? Det er ret sjovt med Ron Paul, han virker næsten lidt kultagtig med sin ret lille meget entusiastiske og noget verdensfjerne tilhørerskare. Han har troligt stillet om som kandidat for republikanerne, men har svjv. aldrig bare været i nærheden af at vinde en stat.

  • 0
  • 0

Undersøg og du skal finde. Det er helt ufattelig hvor nemt medierne har ved at lege med mennesker. Bare undersøg de nye vælgerskandale og du vil finde at Ron Paul er ved at hale ind på Romney.

Jeg synes igen du skulle se hans valgmøder ved universiteter og andre steder. Der er FULDKOMMEN fyldt til bristepunktet. Lad os endelig få Ron Paul.

  • 0
  • 0

Undersøg og du skal finde. Det er helt ufattelig hvor nemt medierne har ved at lege med mennesker. Bare undersøg de nye vælgerskandale og du vil finde at Ron Paul er ved at hale ind på Romney. Jeg synes igen du skulle se hans valgmøder ved universiteter og andre steder. Der er FULDKOMMEN fyldt til bristepunktet. Lad os endelig få Ron Paul.

Ja - han er LIGE i haserne på Romney:

http://elections.nytimes.com/2012/primarie...

Og målet er 1144 - der skal NOGET af en slutspurt til - velkommen til virkeligheden ;o)

Edit: 2 sjæle - en tanke ;o)

  • 0
  • 0

Du skulle måske undersøge hvad stratgien fra Ron Pauls side kommer til at indebære...Det er nemlig ikke så ligefrem...Velkommen til virkeligheden.

Lad mig give dig et ledetråd. Det kommer til at ske ved den endelig konvention. Og en præsident har vundet på den samme metode før.

  • 0
  • 0

Lad mig give dig et ledetråd. Det kommer til at ske ved den endelig konvention. Og en præsident har vundet på den samme metode før.

Ikke i nyere tid.

De fleste stater er gået over til at "binde" deres delegater, netop for at sætte en stopper for den slags "horse-trading" der tidligere foregik.

  • 0
  • 0

Hej David

Som jeg skriver, så er Ron Pauls tilhængere meget entusiastiske. Derudover har han sjovt nok (han er jo ikke just en årsunge) et meget ungt vælgerkorps. Det er i mine øjne derfor, han kan fylde vælgermøder, specielt på universiteter.

Det ændrer dog ikke ved, at man bliver præsidentkandidat/præsident ved at have flere stemmer end modstanderen, ikke ved "kult" faktor eller begejstring.

Jeg ved godt, at Ron Paul har en drøm om, at Romney elektorer vil stemme hoppe af til konventionen og i stedet stemme på Ron Paul, men helt ærligt - skal vi vædde? Romney har allerede nu en massiv overvægt af stemmer, hvoraf mange faktisk er bundet af deres mandat og derfor ikke har mulighed for at stemme Ron Paul. Selv om de alle kunne er det jo fuldstændig urealistisk og desuden temmelig udemokratisk at regne med.

Hvad er det i øvrigt for en skandale, du mener skulle få Romneys elektorer til at stemme på Ron Paul?

  • 0
  • 0

@David: Hvorfor så kryptisk? Hvis du ved noget eller har en teori så frem med det.

Hvis ikke vi får nye facts på bordet må man være landsbytosse for at tro på Ron Pauls muligheder.

  • 0
  • 0

P.S.: Det er vist også noget af en tilsnigelse, at Ron Paul er ved at indhente Romney. Der er kun Romney og Paul tilbage, så det ville da være underligt, om ikke Paul fik flere stemmer, om ikke andet så alle "anything but Romney"-stemmerne. I sidste omgang - Indiana, North Carolina og West Virginia - vandt Romney alle tre stater med hht. 65, 66 og 70 % af stemmerne. I West Virginia blev Paul slået af Santorum, som har annonceret, at han ikke længere stiller op............

  • 0
  • 0

Hvad er det i øvrigt for en skandale, du mener skulle få Romneys elektorer til at stemme på Ron Paul?

Romney har vist så mange skeletter i skabet at det halve kunne være nok. Ron Pauls fordel er en ligefremhed og at han kalder en spade for en spade og det bliver han ved med. Så han er en ret ukompliceret kandidat.

Men han er alt for yderliggående selv for amerikanere. Og det siger ikke så lidt. Han får ikke et ben til jorden i nomineringen.

Romneys problem er en meget lunken opbakning i hans eget parti. Hvis han skal have en chance mod Obama, så skal det være ved et fravalg af Obama, ikke et tilvalg af Romney.

  • 0
  • 0

[quote]Hvad er det i øvrigt for en skandale, du mener skulle få Romneys elektorer til at stemme på Ron Paul?

Romney har vist så mange skeletter i skabet at det halve kunne være nok. Ron Pauls fordel er en ligefremhed og at han kalder en spade for en spade og det bliver han ved med. Så han er en ret ukompliceret kandidat.
[/quote]

Til gengæld er hans ligefremme politikker totalt uspiselige for alle der har kigget på dem, inklusive hans søn...

Den eneste relevans Ron Paul har på nuværende tidspunkt er at han (måske!) for lov til at holde en tale og at han rygtesvis prøver at markedsføre sin søn som vicepræsidentkandidat, et valg der totalt ville dødsdømme Mitt Romneys kandidatur med midtervælgere.

  • 0
  • 0

David Cohen:

Du skulle måske undersøge hvad stratgien fra Ron Pauls side kommer til at indebære...Det er nemlig ikke så ligefrem...Velkommen til virkeligheden. Lad mig give dig et ledetråd. Det kommer til at ske ved den endelig konvention. Og en præsident har vundet på den samme metode før.

Skal vi vædde en flaske god single malt på, om Ron Paul bliver kandidat - jeg er frisk - er du ? - så kan vi jo se, hvis "virkelighed" der bliver virkeligheden

;o)

mvh Flemming

  • 0
  • 0

Det havde nok virket bedre, hvis Ron Paul ville deltage igen i 2016, for hans vælgerskare er noget større end i 2008, og kampagnen er mere velorganiseret, og den ville utvivlsomt være endnu større i 2016, hvis økonomien forværres.

Om ikke andet, er han god til at udpege problemer, som ingen andre vil røre med en ildtang, fordi det koster dem stemmer. Mediernes konsekvente censur af hans navn i valgstatistikker er en tydelig illustration af mediernes nytteløshed.

Spørger man derfor den gennemsnitlige republikanske vælger, vil mange af dem sikkert sige, at de aldrig har hørt om ham.

  • 0
  • 0

Det havde nok virket bedre, hvis Ron Paul ville deltage igen i 2016

Til den tid vil han være 81 år. Godt nok har amerikanere en forkærlighed for ældre politikere, men det her bliver nok alligevel for meget.

  • 0
  • 0

Han har også annonceret, at han trækker sig ud af politik efter dette valg, hvis han taber.

Nogle af Ron Paul's støtter vil herefter måske vende sig mod Gary Johnson.

  • 0
  • 0

Hovhov - jeg kom først med væddemålet! :-)

Jeg er ked af det Jan, men du var for ukonkret. "skal vi vædde" er en tom floskel - jeg satte substantielle værdier på højkant ;o)

  • og der blev helt stille fra Davids side - - -

mvh Flemming

P.S. Når jeg vinder væddemålet, skal du være mere end velkommen til en smagsprøve.

  • 0
  • 0

OK, Flemming, så må jeg overtrumfe! Jeg foretrækker Lagavulin og tilbyder Davis odds 12:1 - 1 flaske hvis Romney vinder mod 1 kasse hvis Paul vinder.

Jeg vil naturligvis gengælde din gavmildhed, hvis David bider til bolle :-)

  • 0
  • 0

Du forvrænger hvad vi har diskuteret som værende virkelighed. Jeg påstår ikke at Ron Paul vinder, men at han stadigvæk har chancerne. Dette er blevet dokumenteret.

Og pas på med at sige jeg blev stille, hvem blev stille ved sidste diskussion efter fremvisning af nogle peer reviewed artikler?

Mange af jer forstår ikke hvor amerika er ved at bevæge sig hen. Vi snakker om et land, der er ved at omhæve ALLE borgerrettigheder og bevæger sig henimod tyske tilstande i 1930èrne. Sådan som Patriot Act og NDAA ligger nu, skal der bare én forkert mand til at gøre USA til det største fangehul i verdenen.

  • 0
  • 0

Hvis Ron Paul har

rigtigt gode muligheder

så synes, jeg du skulle "put your money, where your mouth is" og indgå væddemålet.

Indtil da er der kun tale om intetsigende retorik - stridende mod al sund fornuft. Og fra Jan fik du ovenikøbet et 12:1 væddemål tilbudt, hvis JEG troede - bare lidt - på min sag, ville jeg ikke tøve ;o)

Mit tilbud står ved magt.

mvh Flemming

  • 0
  • 0

Mange af jer forstår ikke hvor amerika er ved at bevæge sig hen. Vi snakker om et land, der er ved at omhæve ALLE borgerrettigheder og bevæger sig henimod tyske tilstande i 1930èrne. Sådan som Patriot Act og NDAA ligger nu, skal der bare én forkert mand til at gøre USA til det største fangehul i verdenen.

Nu er det pludselig fornuftigt hvad du skriver - lighederne mellem de to lande er i sandhed foruroligende - forherligelsen af militæret, den økonomiske krise, dolkestødslegenden, mistro til valgte ledere, sammenbrud af demokrati, osv.

Og desværre mere realistisk end Ron Paul som præsident...

  • 0
  • 0

Hvis Ron Paul har[quote] rigtigt gode muligheder

så synes, jeg du skulle "put your money, where your mouth is" og indgå væddemålet.
[/quote]

Det er højst interessant at læse betragtninger fra 10.000 Km's afstand, men da jeg er lige midt i polemikken, vil jeg lige bemærke, at ved guvernørvalget i Minnesota i 1998 var der en kandidat fra "Reform Party" James George Janos, bedre kendt som fribryderen "Jesse "The Body" Ventura" der mod alle forventninger vandt valget og var guvernør i Minnesota fra 1999 til 2003.

Vælgerne var så trætte af de gamle politikere, at de valget Jesse !!

"Don't underestimate the voters"

Cheers fra prærien
Jørn L.

  • 0
  • 0

Vi snakker om et land, der er ved at omhæve ALLE borgerrettigheder og bevæger sig henimod tyske tilstande i 1930èrne. Sådan som Patriot Act og NDAA ligger nu, skal der bare én forkert mand til at gøre USA til det største fangehul i verdenen.

Jeg er meget enig, men selv om Ron Paul både går ind for borgerrettigheder og er imod de tumpede krige er hans resterende politik meget langt ude - folk uden sundhedsforsikring skal fx bare dø - det svarer til liberal alliance i fjerde potens.

Det ku' vi vel nok leve med herovre, hvis bare Pentagon kom ned med nakken. Jeg tror dog ligesom jer andre ikke meget på at han vinder blandt republikanerne, men hvad vil der ske hvis han opstiller for sit eget parti? Jeg tror mange amerikanere ville stemme på ham, dog sikkert ikke nok.

  • 0
  • 0