WFNA og stråleror.
Er der der rester af WFNA i strålen, som kan påvirke strålerorerne i negativ retning (ætsning)?
Martin.
Nyt om Sapphire og Spectra.
I den kommende weekend er vi klar til Spectra test.
Den lille testmotor har stået færdig og kalibreret i en uges tid. Dén uge er for mit vedkommende gået med fremstilling af et anlæg til at producere 98 % HNO3. Anlægget blev færdigt torsdag og sat i drift fredag. Halvanden time efter havde vi 36 kg 98 % WFNA, og dermed nok til 60 - 70 sekunders lærerig drift af Spectra. Anlægget er bygget rigeligt stort, så det kan forsyne os, hvis vi skal flyve på WFNA. Det laver ca. 25 kg i timen. Da det er et batchsystem, kan det dog kun lave 50 kg i døgnet. Men det rækker også.
Jeg fik stor og god hjælp af Claus Mejling og Steen Andersen.
HN03 sælges i en 62 % kvalitet. 98 % rocket grade er desværre et meget specielt bulk produkt, som ikke sælges i små portioner ud over som analysekemikalie. Dets pris gør det irrelevant for anvendelse uden for laboratorier, så har man behovet for større mængder, er man i praksis henvist til at lave oparbejdningen selv. Det har jeg gudskelov mange års erfaring med, og det forløb fint at håndtere WFNA. Vi så det sådan set ikke; men tanken, det løb over i, hang i en vejecelle. Den ændrede udlæsning fra 8,5 kg til 44,5 kg.
Vi har bygget og gennemtestet en tank i 99,5 % ren aluminium til opbevaringen, og den er udført sådan, at overførslen til raketten sker gennem et lukket system.
Foto: Jev Olsen
Her tester vi vores furfurylakohols hypergolitet med vores WFNA. Tændning sker 110 msek efter kontakt. Vi tager 300 fps. For ikke filmen skal fylde helt abnormt har vi har taget fire key frames.
Næste weekend kører vi så test. Vi laver en serie af afprøvninger med den lille motor, som starter med to 10 - 15 sekunders burns, og fortsætter med to 20 - 25 sekunders burns. Turn-around tiden på sådan en motor kan blive meget kort. Noget af det smukke ved Spectra er, at den blæser sig selv ren efter burn med sin egen drivgas: nitrogen. Derfor er den i princippet klar til et burn til straks efter burnout. Det er en af fordelene ved de omstrømningskølede motorer, jeg altid bygger, når vi taler væskeraketter. Som dieselmotorer eller gasturbiner skal der bare mere drivmiddel til, så kan de igen. OTRAG, som jeg har skrevet om her på bloggen, brugte en liner af phenolpap og en dyse i grafit. De fik derfor ganske store problemer, når de kørte længe, - fordi motorens geometri ændrede sig.
Vi har valgt at lave de første test uden publikum - det er en kombination af to ting. Primært synes vi at denne lille laboratorie test stand har for lidt "wrommm" effekt til at vi kører det som TM65, sekundært er det en ny motortype, som vi skal undersøge. Ikke at det plejer at være en hindring - men den kan altså fisle ud, med en pinlig suden, efter at folk har stået og frosset i to stive timer - og det vil vi gerne spare folk for. Til gengæld vil man kunne se testen på video, og man vil kunne læse i detaljer hvordan det gik i testrapporten.
Jeg er lidt i syv sind om vi skal satse TM65 til en efterårstest med fuld tryk på. Lige nu har vi den i fin form, og jeg vil gerne passe lidt på den - men lad os os. Fejler Spactra er det LOX / etanol, og så skal den køre igen. Ellers vil jeg bygge en ny version af den specifikt til flight brug i 2013, og beregnet på Spectra drivmiddel.
Dur dette her?
Det ved vi i næste uge. Men selvfølgelig håber og regner jeg med, at anstrengelserne munder ud i et sundt og pålideligt alternativ til LOX som oxydizer i vores store raket. Motorer og tanke er meget langt hen ad vejen det samme, som vi så med TM65. Forskellen er, at der kan være mere ombord, og at det kan opbevares så længe, vi har brug for det. ES D 139 er operativt et meget krævende miljø, og en raket, der kan stå klar til alt andet er på plads, er en meget stor fordel.
Men Spectra og dens evt. kommende storesøster aka Tordenskjold II kan absolut ikke bruges til noget uden aktiv styring. I tiden siden Bornholm har vi arbejdet med at fastlægge i detaljer, hvordan Sapphire guidance testraketten skal se ud. Det er en proces, der har meget stor gavn af de erfaringer ikke mindst Flemming Rasmussen fik med Smaragd. Der er intet som øvelse, der gør mester.
Sapphireholdet består af Flemming Nyboe, som laver styringen og dens kode, Steen Andersen, som laver payload (bl.a. med en præliminær udgave af en autonom abort boks), Niels Foldager, som har koblingen til den operative side af sagen - og jeg selv. Vi trækker dog på mange flere i CS, Søren Gregersen står som altid for faldskærm, og hele CS-maskinens system af Sputnik-crew, logistik osv. er selvsagt i sving, når det går løs.
Vi har besluttet at forsøge både payload og booster bjærget. Thomas Sherrers nu gennemprøvede og pålidelige link mellem mission control og Sputnik bruger vi igen. Vores tidligere problemer med dét er løst, og systemet er nu gennemtestet. Både i Ballerup, hvor Thomas bor med sin hustru Heidi (som deltog i testfasen som modtager af signaler i parrets bil) og på Østersøen ved LES-forsøget.
Recovery af data er faktisk redundant: Vi vil downlinke i real time hver en tanke, der går gennem Sapphire´s guidance computer under flyvningen, og hvert et spjæt med strålerorene, den vælger at foretage. Derfor har vi besluttet at invitere Peter Scott og Alex Csete fra CSS´s stream team ombord. Vi har nemlig brug for noget helt særligt til Sapphire, og de har lavet live stream så overbevisende, at vi simpelthen må prøve at blive venner med dem :o)
Går det ned med Sapphires styring, ved vi derfor hvorfor, og går det godt, ved vi hvordan. Lykkes bjærgningen, er det selvfølgelig en bonus, og det vil hjælpe os fremdeles, at vi har de faktiske dele til studie. Lige nu arbejder vi med en potentiel opsendelsesdato i november, - og alle med forstand på sagerne mener, at det er realistisk.
Hvor er vi så nu?
Går Sapphire fint, er det planen, at vi færdiggør en HEAT 2X til sommeren 2013 med henblik på et højt, aktivt styret skud fra Sputnik. Hvis nogen har lyst til at debattere navnet, kan de ændre H's betydning fra "Hybrid" til "Hypergolic", - for jeg synes, at HEAT er så godt et navn, at jeg meget gerne vil beholde det.
VST har allerede leveret meget af den plan, og Sputnik kan opsende den, drevet af en Tordenskjold-motor med stråleror. Det skulle give mest muligt for færrest mulige midler.
Det har ikke været særligt nemt at forklare meningen med at LES/Tycho DS havde motoren oven på kapslen - eller at tage spørgsmålet "Hvor højt kom den?" rigtigt seriøst, for det var jo en slags katapultsæde, vi afprøvede. Hvem spørger om, hvor højt katapultsædet på en F16 kan flyve? Men en erigeret, 10 meter høj væskeraket på 2 tons, burde være nem at forstå, - også for dem, der ikke læser blog og er inde i det hele.
At gennemføre CS' projekt kræver mange sjove og lærerige test på jorden, til havs og i luften; men i sidste ende handler det om en stor raket, som ultimativt har et menneske ombord.
Det er da til at forstå !
Til slut er der en ting jeg gerne vil dele med jer. CS er beæret med nogle fotografter som leverer stjerneskud af smukke billeder. De gode af den ender et centralt sted, i vores billedarkiv på Picasa.
Man kan følge CS arbejde næsten som en dagbog ved at studere de mange dejlige fotos der. Jeg ville derfor lige dele dette link med ing.dk læsere:
https://picasaweb.google.com/114657365514543526210
Peter Madsen
Peter
Madsen
er kunstingeniør og i færd med at bygge en rumraket sammen med en gruppe frivillige i organisationen Copenhagen Suborbitals. Bloggen her beskriver hvordan man bygger en bemandet rumraket.
Kommentarer (45)